Efterdønning

Der skulle ikke ret meget til at få mit bæger til at flyde over i dagene efter skypemødet med Sommermanden. I postkassen fandt jeg en seddel fra min udlejer med en kort besked om, at varmeregnskabet var gjort op, hvorfor jeg nu skyldte 214,65 kroner. Det fik mig til at jamre, som den lille, udsultede kat, jeg fandt for noget tid siden. Hele min verden drejede sig kun om en eneste undren: Hvordan Sommermanden kunne sige nej til kærligheden. Hvis man er forelsket i et menneske, siger man da ikke nej, når det er gengældt, tænkte jeg. “Jeg kan ikke forstå, hvorfor han ikke vil kæmpe for os,” sagde jeg. “Hør efter nu,” svarede Søster hårdt, “Sommermanden har givet, hvad han havde at give. Han har ikke mere i sig.” “Men han er jo forelsket…” prøvede jeg stille. “Ikke nok,” sagde hun, “du kunne ikke få flere følelser frem i ham. Du er ikke en del af hans drøm om et nyt liv. Hvis du var, havde vi ikke denne samtale nu. Han er mere forelsket i den drøm end i dig.”

Det har taget mig mange dage at skrive om mit og Sommermandens brud. Og i noget der vel snart minder om vanlig stil, er jeg selvfølgelig ikke helt færdig endnu, men runder af med en omgang føle-føle og refleksion. De sidste ugers forløb har været fuldstændig umulig for mig at huske ordentligt. Har konstant haft Søster i røret, hvor hun har måtte agere hukommelse. Det har været meget pinefuldt at skulle dykke ned i alle de følelser igen, som disse indlæg har krævet. Og det var egentlig først, da jeg en sen aften formulerede linjerne om vores farvel, at det gik rigtigt op for mig, hvad der var sket. Det var modbydeligt at erkende, at han ikke synes, jeg er værd at kæmpe for. Hæse hulk blev pumpet fra mave til mund i smertelige stød mod svælget, der kom helt bag på mig, og jeg forstod, at det var præcis, hvad Sommermanden havde sagt.

Denne aften gik det op for mig, at han i vores sidste samtale nok erklærede sig forelsket, men at han aldrig nogensinde havde brugt ordet direkte. Jeg tror på, at Sommermanden har ment det, da han sagde det. Men det har taget mig lang tid også at tro på hans handlinger, som desværre ikke altid har stemt overens med ordene. Det kan godt ske, han siger, at jeg er noget helt specielt, at jeg er svær at slippe, at han aldrig regner med at finde noget lige så vidunderligt, som det, vi har haft sammen. Og det kan godt ske, at han ser afstanden som vores fjende. Men jeg tror ikke, det er afstanden. Det er Sommermandens følelser. Eller mangel på samme. For hvis man har fundet kærligheden, hvem ville så nøjes med det næstbedste? Ingen, hvis man spørger mig. Og jeg troede, at det var det, han sagde. At jeg var hans kærlighed.

Jeg er gal på Sommermanden over, at han har fået det til at lyde som om, at jeg har været med til at sætte en kæp i hjulet på vores forhold. I stedet for bare at sige, at vores følelser ikke matchede hinanden. Jeg sagde engang til ham, at jeg drømte om at have modet til at følge ham, hvis han altså spurgte, om jeg ville med. Men jeg tror ikke, han forstod, at det blot var ment som en kærlighedserklæring. Ikke en opfordring til at spørge. Svaret kom straks: “Det er rigtigt, at vi aldrig har diskuteret muligheden for, at du kunne tage med. Men for det første har du altid snakket om, hvor meget du holder af din by, og hvordan du aldrig ville kunne forlade den. Så det giver ligesom sig selv. For det andet vil jeg gerne have det her eventyr for mig selv.” Altså. Som første punkt i forklaringen på, hvorfor vi ikke kan være sammen, skød Sommermanden skylden på mit stærke bånd til min by. Og nå ja. For øvrigt ville han også gerne have eventyret for sig selv. Men burde det netop ikke være hovedargumentet? At han ikke ville have mig med? Ville han have mig til at tænke, at det var min egen skyld, at vi ikke kunne være sammen? Ved samme lejlighed konfronterede jeg ham også med, at jeg følte mig snydt til at tro på, at det, vi havde, kunne blive til noget større. Fordi han i sommer tog min hånd og sagde, at han gerne ville vise mig sin verden, vise, at jeg var så meget mere end bare sex for ham. Fordi han med strålende øjne smilede, at han ville dø af kærlighed, hvis vi mødtes på Island. Og fordi han fortalte, at det gjorde ondt at læse, når jeg havde været sammen med andre mænd end ham. For ikke at tale om alle de småhints, han har drysset over mig gennem hele sommeren. For eksempel når han bad mig bryde alle mine manderegler, selvom jeg forklarede, at det var mit værn mod forelskelse. Men Sommermanden syntes ikke, han havde snydt mig. Nej. Han havde jo bare vist, at han var blevet glad for mig – og det var jo alligevel mig, der altid snakkede om at leve livet fuldt ud, så det måtte stå fuldstændig for egen regning, hvis jeg følte mig snydt, sagde han. Og det er jo rigtigt, at hvis nogen har været fortaler for at sige ja til alt, hvad livet måtte byde, så er det mig. Men som om at det ikke også indebærer forelskelse? Som om at det ikke også indebærer kærlighed? Ah ja, Sommermand. Kommer det bag på dig, at det er sådan jeg oplevede det? Forstår du nu, hvorfor jeg føler mig snydt til at føle noget, du alligevel ikke havde tænkt dig at gøre en skid ved, når det kom til stykket?

Bitter? Ja. Meget. Men derudover tror jeg også, at bloggen har haft betydning. Der er vel efterhånden ingen tvivl om, at den blottelse og sårbarhed jeg mærkede ved at lade Sommermanden læse med, gjorde mig så letpåvirkelig og modtagelig, så det blandt andet var medvirkende til forelskelsen. Det ved jeg så til en anden gang. Måske er Sommermanden blevet fascineret og har ladet sig rive med ind i noget, der måske ikke ville være blevet, hvis han ikke havde vidst, at han blev skrevet om. Har til tider også fået en fornemmelse af, at jeg for ham mere var Frøken Kløe end jeg var mig. Nok fordi jeg så tidligt fortalte om bloggen. Og at Sommermanden altså egentlig herigennem har lært mig rigtigt at kende. Den søde kløe viser jo kun en lille del af mit ellers røvsyge og helt normale liv. Jeg synes, at det har været svært at have ham som læser. Det har gjort mig ufri. På den anden side har jeg også udnyttet bloggen som en kommunikationskanal, hvor jeg har kunnet fortælle Sommermanden det, jeg ikke har haft mulighed for at sige ellers. Har håbet på at kunne provokere ham, tirret ham til reaktion. Som regel med held. Se bare det indlæg han selv skrev. Kan dog konkludere, at det ikke er den mest optimale kommunikationsform. Surprise. Og jeg har lige benyttet mig af det igen. Super.

Hvis nogen spørger, hvordan jeg har det nu, vil jeg svare, at jeg mest af alt føler vrede. Jeg kan mærke, jeg bliver varm af netop dette, når jeg stalker Sommermanden på Instagram og ser alle billederne af hans nye liv med hashtags og filtre. Det er som at se kulisser i en film, jeg fatter ikke, det findes, jeg kan på ingen tænkelig måde forestille mig, hvordan der må være der. Jeg kan se, der er fart på. Jeg kan se. Endelig kan jeg se. Noget af det sidste jeg sagde til Sommermanden, var, at jeg håbede, jeg kunne blive tilstrækkeligt vred på ham. Hans ansigtsudtryk fortalte mig, at han ikke brød sig om at høre det. Men jeg føler vreden, jeg lever den, byder den lettet velkommen og beder den hjælpe mig presse hver en dråbe af Sommermanden ud af mit blod. Der findes en styrke og fandenivoldskhed ved min vrede, som jeg langt hellere foretrækker end den svaghed, der følger tårerne.

Ikke at jeg slet ikke græder længere. Det er bare ikke på samme måde som før. Er under alle omstændigheder mest på tidspunkter, hvor jeg har for meget tid til at mærke efter. For alt det med vrede er jo fint nok. Hjælper mig ligesom med at komme videre. Omend man godt kunne efterlyse et lidt højere tempo i den henseende. Men jeg savner også Sommermanden. Helt vildt meget. Jeg savner ham, som han var engang. Men ham, jeg har beskrevet i dette indlæg, har jeg ikke lyst til at være kæreste med. 

Så her ender historien om Sommermanden. Med en brændt og forkullet Frøken Kløe. Lad mig slutte med maner til tonerne af Tami Tamaki, som har begået hvad jeg for tiden anser som værende mit livs soundtrack. Det er i hvert fald både smukt og ærligt og på konstant repeat i min øregang.

Rutsjebane

For en gangs skyld var mit skrivebord helt ryddet, da jeg gik på weekend i fredags. Kunne endda gå tidligere end ellers. Cyklede direkte hjem i seng. Havde sovet elendigt om natten, og jeg havde selvfølgelig fået meldt mig til et arrangement som skulle gå løs få timer senere. Det krævede mindst en halv times boblen på ryggen før jeg kunne overskue større beslutninger som eksempelvis kjolevalg. Og havde jeg læst invitationen ordentligt, inden jeg meldte mig til arrangementet, ville jeg have opdaget, at det var bowling, og jeg ville uden tvivl være blevet under dynen. Bryder mig ikke om bowling. Jeg mener. Hvor dumt kan noget være? Med fladt sovehår gjorde jeg mig halvhjertet klar et kvarter inden jeg skulle ud af døren. Endte selvfølgelig med at komme for sent. Jeg kendte ikke rigtig folk, havde kun mødt nogle af dem et par gange før. Sådan noget kan godt gøre mig mut, og den første time sad jeg mest bare og stak til maden. Men så kom der gang i øllene. De smagte godt. Smurte mit mundtøj som en art honninggul smøremiddel, og snart knevrede jeg løs. Da det blev tid til at indtage bowlingbanerne, var jeg klar. Ha! Det der bowling var slet ikke så skidt alligevel. Strike på strike på spare; jeg siger jer, jeg var on fire! I hvert fald til at starte med. Det store indtag af øl begyndte at have en vis effekt, og pludselig ville kuglen slet ikke som jeg. Ikke desto mindre havde jeg en fest og var den første til at skræppe op om at fortsætte i byen. På en bar drak jeg daiquiris som var stærkere end jeg havde regnet med, for jeg kan huske, at jeg overvejede at gå med en sød sønderjyde udenfor. Han var godt nok en del yngre end mig. Havde en tyk sølvlænke om halsen. Og sådan en fleecejakke med fake lammeskind i hætten og gotisk skrift på bryst og mave. Underholdte mig med videoer af sin Amstaff. Jeg syntes åbenbart, det var bomben. Lige indtil han blev snuppet med pulver på toilettet og endte i slagsmål med dørmanden. Jeg trippede hjem på usikre ben.

Vågnede om morgenen med de værste tømmermænd, jeg længe havde oplevet. Da jeg så mit spejlbillede, kunne jeg græde. For jeg havde en aftale med Ingeniøren samme dag, og mine øjne lå begravet i de mørkeste rande som virkelig fik fremhævet min askegrå teint. I et desperat forsøg på at friske mig selv op, entrerede jeg mit lokale fitnesscenter med smøgdunst i håret og ben så tunge som bly. Hver en lille fiber skreg i protest, da jeg trådte op på løbebåndet og begyndte at løbe i takt til hammerens dundren i tindingen. Til sidst lykkedes det mig faktisk at kvikke helt op. Begyndte endda så småt at glæde mig til lækker sex med Ingeniøren om aftenen, så jeg sendte ham en besked for at aftale nærmere.

Ingeniøren og jeg havde ikke set hinanden i en uges tid. Efter vores sidste date hørte jeg ikke fra ham i et par dage. En voldsom kontrast til vores tidligere ellers konstante beskedstrøm. En eftermiddag modtog jeg følgende: “Hej Frøken Kløe. Jeg har gået og tænkt lidt og er nået frem til, at jeg ikke tror, vi skal ses mere. Ved, det kommer lidt pludseligt, men kan mærke, at det nok er det rigtige – inden nogen får noget i klemme. Måske lidt mærkeligt bare at skrive, men ved ikke lige hvordan og hvornår jeg ellers skulle fortælle dig det. Håber vi er ok. Ingeniøren.” Mit hjerte hamrede hårdt over at være blevet dumpet i en fucking sms. Kunne mærke hvordan det knagede og bragede, da min stolthed knækkede. Og så gjorde det en lille smule ondt også. For selvom jeg ikke gik rundt og tænkte på Ingeniøren som min næste store kærlighed, så havde vores korte, stormfulde forbindelse alligevel sørget for at lirke ham tilstrækkeligt ind under huden på mig. Men der var stadig langt til noget der mindede om forelskelse, og jeg blev fornærmet over, at han troede, jeg var ved at få noget som helst i klemme. Fik lyst til at sende et grimt svar. Besindede mig heldigvis. Flettede i stedet en sød besked sammen, der diskret antydede at jeg ellers ville have haft vild, uforpligtende sex med ham når som helst, hvor som helst – men at det naturligvis var fint at stoppe, hvis han ikke havde lyst.

Ok. Lige i starten. Lige der allerførst. Der troede jeg måske, at Ingeniøren godt kunne gå hen og blive mere end bare et godt knald. Jeg tror, Ingeniøren troede det samme. Sådan virkede det i hvert fald. Det smigrede mig. Men jeg tror også, at jeg i virkeligheden var mest vild med tanken om, at jeg måske var ved at finde en, der havde et skvæt drømmemandspotentiale. Og det lyder jo fuldstændig åndssvagt, når man tænker på, at vi på daværende tidspunkt kun havde kendt hinanden i knap et par uger. Men selvom jeg for det meste påstår, at jeg ikke gør mig i det der med kærester for tiden, så går jeg jo inderst inde også bare rundt og venter på Ham. Måske jeg ovenikøbet mødte Ingeniøren på et tidspunkt, hvor jeg ventede ekstra længselsfuldt. Det viste sig dog hurtigt, at Ingeniørens drømmemandsskvæt nok mest af alt mindede om et drys, og at det bare ikke var nok. Bevares. Man kan komme langt med et drys. Jeg knalder gerne et drys. Også dem uden. Men at der nogensinde skulle foregå andet mellem mig og Ingeniøren, indså jeg som værende ret utænkeligt sidst vi var sammen.

Men se. Ingeniøren var for hurtig på aftrækkeren og tillagde mig følelser, som jeg slet ikke besad. Det irriterede mig grusomt. Ikke mindst fordi jeg kunne mærke, hvordan han skød med skarpt mod min stolthed som gav sig klagende. Det er bittert at blive dumpet. Men Ingeniøren fattede først det fatale i sin brøler, da han læste mit svar og opdagede, at han kunne have fået mig lige som han ville. Jeg skal love for, han fik travlt med at glatte ud og trække i land. For sent. Jeg havde ikke lyst til at se én, der få øjeblikke inden havde tænkt sig at dumpe mig.

I løbet af ugen skrev han flere gange. Mindede i det hele taget om den gode, gamle Ingeniør, jeg huskede fra den første uges flirteri. Det blødte mig lidt op. Og det var cirka på det tidspunkt, at kløen lagde sig i et fælt bagholdsangreb. Det er en snu kløe. Ved lige hvornår, den skal slå til. Gjorde mig fuldstændig ukampdygtig. Så da Ingeniøren lukkede op for en hurtig omgang sexting, hoppede jeg glad med på legen. Åh. Han trængte til mig, han tænkte på mig, han måtte have mig igen. Jeg fnes henrykt, glemte alt om dumping. Det var mig, der til sidst foreslog at ses igen. “Det synes jeg bestemt godt, vi kan arbejde på,” svarede Ingeniøren. Det var mig, der foreslog lørdag. “Ja, lad os se om ikke det kan komme til at passe. Har ingen planer som det ser ud lige nu,” skrev han. Jeg hader vage svar. Det er simpelt: Ja eller nej. Man holder ikke døren på klem, som jeg følte, Ingeniøren gjorde. Det pirkede til en ellers halvglemt irritation, jeg mistede igen al lyst til at tilbringe mere tid i Ingeniørens selskab og droppede fuldstændig at skrive tilbage. Behøver jeg fortælle, at han endnu engang fik fyret op under mig med søde snaps? Behøver jeg komme ind på, hvordan kløen tilsyneladende komplet modarbejder mig for tiden?

Så dér stod jeg. Med tømmermænd i fitnesscentret lørdag formiddag og spurgte Ingeniøren, hvornår jeg skulle komme forbi. Forventede ikke svar lige med det samme. Der var god tid til at komme hjem, barbere ben, bruge den gode bodylotion. Men som dagen langsomt gik og nyt fra Ingeniøren stadig udeblev, voksede min følelse af at blive pisset på, og det gjorde mig godt og grundigt vred. Mest på mig selv. For jeg skulle have fulgt min første indskydelse, der højt og tydeligt havde råbt “BYE BYE, Ingeniør”. I stedet sad jeg nu med blandselvslik i min pyjamasklædte mave, dobbelt dumpet og dobbelt bitter, alene på en lørdag aften.

Øl med Vikaren

Min snedige plan løb af stablen i aftes. Vi gik på værtshus, og Vikaren gav den første omgang. Vi raflede. Jeg er dårlig til at rafle, tabte hver runde. Men vi hyggede os, og jeg grinede meget. Havde svært ved at være helt naturlig overfor Vikaren. Anede ikke hvad jeg skulle sige til ham, og selv med alkoholens dulmende virkning, gjorde han mig nervøs.

Men. Vikaren var… forkert. Ved næsten ikke, hvordan jeg skal beskrive ham. Han var arrogant og ubehagelig, han var nøjagtig, som jeg havde forestillet mig. Ved godt selv, han er Verdens Lækreste Mand. Og at han i kraft af dette åbenbart kan tillade sig alt. Hvorfor han kørte på mig, som han gjorde, har jeg ikke helt regnet ud endnu. Måske vidste han ikke, hvordan han skulle opføre sig overfor mig efter sommerfesten. Måske fornemmede han min usikkerhed omkring ham, og vidste, han havde mig i sin hule hånd. Måske det var en blanding. Jeg havde næsten fået overbevist mig selv om, at Vikaren ikke var så slem, som min fornemmelse først sagde mig. Men min optimisme omkring hans inderste fik han fuldstændig gjort til skamme, og jeg så ham nu, som han virkelig er: Et røvhul.

Det er med en smule forundring, jeg nu sidder og tænker tilbage på aftenen. Tænk, at Vikaren virkelig er tom. Tænk, at han virkelig ikke har andet end sit udseende at byde på. Det virker trist. Jeg tror aldrig, jeg har mødt nogen som ham. Hverken på den ene eller anden måde. På mærkværdig vis bliver jeg både frastødt af hans helt igennem røvhulsagtige, ligegyldige personlighed, og alligevel tiltrukket af hans mørke hår og veltrænede overarme. Selvom det irriterer mig grusomt at indrømme, finder jeg ham stadig fuldstændig uimodståelig. Dog ved jeg nu med sikkerhed, at jeg aldrig ville kunne forelske mig i ham. Jeg ved, at det eneste jeg begærer, er hans skønhed. Det ville gøre mig glad at kneppe ham. Meget glad. Men det gør mig heller ikke længere noget, hvis jeg ikke kommer til det.