Sommerplaner

Februar er nær, hvilket betyder, at størstedelen af min nærmeste familie kan fejre fødselsdag. Nu går vi heldigvis lige så lidt op i fødselsdage, som vi gør i jul, men et hurtigt visit hjem kan jeg da gå med til. Så der var tillykke på forhånd, tulipaner indpakket i brunt papir, kaffe og chokoladestykker på spraglede servietter, da jeg i går eftermiddag besøgte den bedste, der allerede på februars første dag sætter startskuddet for de kommende ugers fejringer. “Og hvad med dig, min skat,” smilede hun, “har du fundet en ny ven? Din mor har jo fortalt mig om din sidste ven.” Er ikke helt sikker på hvilken, hun mente, for jeg har trods alt løftet sløret for mere end en. Det skulle nu alligevel undre mig, hvis jeg ikke har ret i min mistanke om hvilken ven, der blev hentydet til. For lige når det kommer til denne, fandtes der vist både håb og støt voksende forventninger. Eller også var det mest for mit eget vedkommende. “Ingen ven,” jeg rystede på hovedet, tog et stykke med karamelfyld fra chokoladeæsken. Der er ikke engang noget der minder om udsigt til nye, mandlige bekendtskaber, og dem, der var, er jeg ikke just på talefod med længere. “Åh. Nå ja. Han kommer, når han kommer,” trøstede hun.

“Har du ønsket sommerferie?” spurgte min mor om aftenen. Jeg overnattede hos mine forældre og fik gullasch til aftensmad. “Uge 29, 30 og 31,” svarede jeg, hvortil min mor straks ville vide, hvad jeg havde tænkt mig at bruge ferien på. Ikke rigtig noget. Ingen planer. “Har du tænkt på,” spurgte hun og fik et fiffigt udtryk i ansigtet, “om der findes ferier for singler? Hvor I kan rejse sammen?” “Mor! Det er sådan noget gamle mennesker og fraskilte gør!” jeg var næsten forarget. “Har du måske undersøgt det?” spurgte hun. Naturligvis har jeg ikke det. Men fordommene fejler ikke noget, skulle jeg hilse at sige. “Jeg har ikke råd,” svarede jeg bare. Og det var hverken min mors eller bedstes skyld. Det var det virkelig ikke. Men jeg havde tårer i øjnene og svært ved at få luft, da jeg dækkede bordet.

Er ved at have mere end almindelig krise på. Der er hele tiden sådan en dum, varm fornemmelse af overproduktion i tårekanalerne. Ondt i brystet. I sjælen. Jeg troede, det var slut. Var helt sikker. Er det normalt, at det varer så længe? Sådan kommer tilbage på den måde? Stopper det aldrig? Hvorfor stopper det ikke? Jeg tror ikke engang, jeg selv ved, hvad jeg snakker om.

Alene

Vi er som en lang, tyst slange af hvide og røde blink på cykelstien gennem industrikvarteret om morgenen. Jeg cykler forsigtigt i svingene, vejen kan godt være glat. Min frakke er lynet helt op det første stykke. Halvvejs oppe af bakken damper det ligefrem fra mig. Halstørklædet kradser pludselig. Jeg åbner frakken. Kold vind mod maven. Knækker lidt sammen i albueleddene, så armhulerne også kan blive luftet. Det er ikke rart at have bh på, når man sveder. Sørger jeg for at skyde bagdelen lidt bagud, svajer jeg tilpas til at skabe ventilation under frakken. Ryggen køles. Jeg har podcast i ørerne og en sejlivet duft af krydret pebermynte i næseborene.

Vi var tre veninder ude at spise aftensmad sammen. Jeg skulle lige ud og ryge efter maden. Mine fingre frøs til is i løbet af ingen tid. Forsøgte at lune så meget af hånden som muligt i frakkeærmet, kun fingrespidser og filter stak frem. Jeg kunne dufte ham, før jeg så ham. Netop. Krydret pebermynte. Åh, hvor kan det stadig give mig hjertebanken! “Hej Frøken Kløe,” han kom bagfra. Helt tæt på, helt dæmpet stemme. Jeg snurrede rundt. Verdens Lækreste Mand lige foran mig. Kvækkede et hej idet han gik videre. Det hele gik så stærkt. Og luften var så sneklar, der var så koldt, hans duft skar fra næse til hjerne og blev hængende her som en sløvende dis flere dage efter.

Jeg brugte en time på at stalke hans kæreste på Facebook, inden jeg gik i seng. Hun har langt, lyst hår og mascara så tyk, så vipperne klumper. Sådan ser jeg ikke ud. På et billede havde hun en lyseblå skjorte på. Det slog mig, at jeg har en magen til. Prøvede at forestille mig hvordan deres lejlighed mon ser ud, hvad de laver i weekenderne, hvordan han laver aftensmad til hende, hvilke film de ser. Og jeg forsøgte at genkalde mig følelsen af at lægge sig til at sove ved siden af et menneske man elsker. Jeg kan ikke huske det længere. Jeg føler mig meget alene.

Sådan er det nu

Jeg tændte for min radiator i sidste weekend. Indså, at det alligevel ikke var værd at spare på varmen, når morgenkulden slog så hårdt mod inderlårene, at de begyndte at sitre, bare der blev lindet det mindste på dynen. Vækkeuret ringede klokken seks i går morges. Havde ellers fået bygget mig en mægtig rar og lun rede gennem nattens løb. Den var svær at forlade. Glædede mig allerede til at kunne krybe derned igen. Inde i stuen konstaterede jeg for hundredesyttende gang, at termostaten enten skulle sættes et nøk op, eller også skulle min morgenmundering fremover bestå af fleece fra isse til tå. Udenfor blæste det. Grenene på de store træer i min baggård var i vildt vigør. Og var der tilmed lidt regndråber på ruden? Efter hurtigt at have konsulteret med YR, vidste jeg, at end ikke ti vilde heste kunne få mig til at svinge mit korpus op på cyklen i sådan et vejr. Fandeme om man gider være så omhyggelig med håropsætning og makeup – som i forvejen er den absolut mest tidskrævende af alle mine morgenritualer – for blot at få blæst det hele til ukendelighed, så snart man sætter foden i pedalen. Tænkte, det ville være smart at være forberedt på efterårets luner. Rodede lidt rundt efter en paraply, hvis sorte plastikstof for længst havde givet op og sluppet skelettet. Nå. Bedre end ingenting. På mit badeværelsesgulv lå resterne af det bad, jeg havde taget om aftenen. Sjoskede direkte ned på en gennemblødt bademåtte med venstre fod, så sæbevandet sprøjtede koldt. Havde i søndags ikke kunnet overskue at gøre andet ved afløbet, der undervejs i mit bad pludselig havde bestemt sig for at spytte alt indkommende den modsatte vej, end at svuppe lidt, hvæse lidt og med en tå banke lidt på gulvafløbets rustfrie rist. I løbet af ugen havde der ikke vist sig nogen bedring af hele afløbssituationen, og jeg tænkte groggy, at det nok snart var ved at være på tide at kontakte min udlejer desangående. Vandet var aftenen forinden steget til knap ankelhøjde. Henover natten havde det dog reduceret sig til en mindre pøl, der nu mest bare lå og boblede og gjorde ved.

Min morgenmad består for tiden af skyr, speltmüsli og honning. Man kan smage sundheden brede sig i hver en tør mundfuld. Blev spist, mens jeg søvndrukken hang ind over køkkenbordet og læste videre i den paperback, jeg efter en hurtig indskydelse havde smidt i indkøbskurven, sidst jeg var i Føtex. Måltidet blev toppet med en kopfuld koffein lavet på lige dele ultrastærk kaffe, mælk og sukker. Blev som altid indtaget stående foran det store spejl i gangen, mens jeg smurte løs med mascara og rouge og concealer. Med endnu et blik ud på blæsevejret følte jeg mig helgarderet, da jeg trak i fire lag tøj.

Bussen var forsinket. Stod ellers parat og ventede ved siden af størstedelen af midtbyens beboere, der heller ikke havde tænkt sig at hjule rundt i vind og støvregn. Stuvet sammen i et sørgeligt læskur kunne vi vist alle være blevet enige om, at dette ikke evnede til fulde at opfylde sit eneste formål, havde vi bare snakket sammen. Men alle var trætte og gabende, mens vinden peb. Der blev ikke mælet et eneste ord, og sådan kan jeg også bedst lide det. Kan simpelthen ikke overskue den slags mennesker, der tiltaler en, når man tager offentlig transport. Især ikke om morgenen. Skulle nogen alligevel driste sig til at overveje at henvende sig til mig, har jeg som middel mod dette altid hovedtelefoner proppet grundigt ind i ørene, mens jeg med al tydelighed søger at virke så utilnærmelig som muligt. Bussen kom endelig. Et kvarter forsinket. Den lugtede af fugtige jakker, aviser og skoletasker. Inden jeg vidste af det, tvang vejarbejde os ud i omkørsel. Ærgrede mig, da jeg så på uret. Den bustur, der normalt tager omkring syv minutter, nærmede sig nu det dobbelte. Og jeg, der ellers for en gang skyld havde startet med at være i god tid. En ung pige betragtede beundrende mine nye, sorte ruskindsstøvler hvis hæle forlænger mine ben med adskillige centimeter. Dog på så tilpas en facon, så de både kan betegnes som tækkelige på job og cool på gaden. Pigen stod der i midtergangen med en tweenagers karakteristiske stankelben i skinny jeans og udtrådte Vans. Smilede genert til mig, da hun opdagede mit blik. Jeg vippede lidt med tæerne. De er virkelig også smarte, de støvler.

Nåede lige at tænde min computer og få hentet morgenens anden kop kaffe få minutter inden afsnitsmødets start. Ledte halvforvirret efter den dagsorden, jeg var sikker på, jeg havde modtaget på mail et par dage forinden. Min indbakkes rod ville ingen ende tage. Men i en undermappe – snedigt navngivet Møder – fandt jeg omsider, hvad jeg søgte. Min kollegas indledende orienteringer var jeg således gået glip af, da det er en absolut umulighed for mig at koncentrere mig om mere end én ting ad gangen. Ligesom jeg heller ikke kan gå og sms’e på samme tid. Kræver simpelthen for megen hjerneaktivitet kombineret med en ikke helt veludviklet koordinationsevne, til, at det kan lade sig gøre for mig. Så det er enten eller. Mødet tog halvanden time. Spiste fiberknækbrød med hamburgerryg ude i det lille tekøkken bagefter. Dernæst var det taste, taste, taste. Sagsmapper i en stak på mit skrivebord. Et evigt rend ind og ud af kopirummet. Så frokost. Risotto. Derefter faggruppemøde. Havde glemt, at det var min tur som mødeleder. Hvilket også betød referent. Irriterende. Hader at tage referat. Igen: Det der med at skulle gøre flere ting samtidigt.

Jeg arbejder meget for tiden. Rager den ene afspadseringstime til mig efter den anden. Når jeg er på arbejde, har jeg det som regel godt. Så tænker jeg ikke. Behøver ikke at forholde mig til mit ikke specielt velfungerende privatliv. Sad derfor stadig ved hæve-sænkebordet, mens kontorerne et for et blev stille og mørklagte ud på eftermiddagen.

Egentlig var jeg blevet inviteret til aftensmad bestående af tarteletter med efterfølgende øl i litervis. Men for det første kan jeg ved min Gud ikke forstå hypen ved den beige tapetklisterassociering, som tarteletfyld ellers giver mig. For det andet havde jeg hørt, at Spurvens kæreste skulle med. Har aldrig mødt hende. Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, hvad hun synes om mig. Det har Spurven da så rigeligt sørget for at fortælle engang i en brandert. Ved ikke, om jeg skal tage det som en underlig kompliment, at hun tilsyneladende føler sig så truet af mig, siden jeg åbenbart bliver omtalt i så grove vendinger hjemme hos dem. Men jeg er bare der lige nu, hvor jeg på ingen måde evner at hæve mine parader. Hvilket jeg kunne forestille mig, at et møde med kæresten ville kræve. Orkede ikke at skulle ud i mulige forklaringer om, at det vel snart er både år og måneder siden, at jeg ville noget som helst med Spurven. Og for det tredje kan jeg i det hele taget ikke rigtigt finde ud af at være sammen med andre mennesker for tiden. Fik jeg vist til fulde demonstreret sidste fredag, hvor jeg sad mut, mens resten af selskabet raflede og råbte højt. Vikaren havde med en sigende banken mod næsefløjen spurgt, om han skulle skaffe noget, der kunne gøre mig i bedre humør. Med en hovedrysten afslog jeg. Gang i snakketøjet kom der nu alligevel, da indtaget af longdrinks og shots til sidst peakede. Men følelsen af at noget ikke helt var, som det skulle være, kunne jeg ikke ryste af mig. Da jeg på toilettet så min svajende skygge mod klinkevæggen, forstod jeg, at jeg slet ikke brød mig om at være sammen med så mange mennesker. Sneg mig hjem inden klokken blev 22. Lige siden har jeg ikke kunnet overskue en gentagelse. Desuden begynder min definition af en god fredag aften pludselig i uhyggelig grad at nærme sig noget holden-i-hånd til Vild Med Dans sammen med sød kærestetype – fremfor høj musik og flirt med tilfældige mænd på tilfældige barer. Jeg ved virkelig ikke, hvad der er galt med mig.

Så. Jeg blev hjemme i aftes. Lod som om, jeg ikke fandtes. Spiste ostemadder. Læste videre i paperbacken. Fandt en gemt skruetrækker. Pirkede lidt til afløbsristen, fik til sidst skruet den af. Jeg havde gule gummihandsker på, mens jeg hev hår og slam op af vandlåsen. Svuppede igen. Vandet var brunt og stinkende. Bestemte mig for, at det måtte være rigeligt. Trak derefter i nattøj og gravede mig ned i den bløde rede, jeg havde forladt for så mange timer siden. Har viklet et gammelt vattæppe om et par puder. En stor, uformelig klump ved siden af mig på madrassen. Min hjemmelavede kludemand. Jeg puttede mig ind til hans vatterede bryst og brast i stille gråd over, at det var sådan, det var nu.

Noget om sol og øl

Ej. Okay. Det her sommeragtige vejr. Ik’? Det gør mig doven og døsig på mit solskinspot i baggården. Harmonerer ikke særlig godt med et større projekt på mit arbejde, der trækker tænder ud. Smatter jeg ikke ud i havestolene, sidder jeg bag computerskærmen. Når jeg endelig smatter, har jeg dårlig samvittighed over ikke at gå amok med arbejde. Og kan selvfølgelig kun tænke på at skaffe mig en lækker tan, når jeg sidder indenfor og sukkende kigger ud på det gode vejr. Tough life.

Nå. Men solen lokker åbenbart alle byens mænd ud af deres små mandehuler. Se, det er noget, jeg kan lide! Så sidder de der og griller i parken i deres bare, glinsende overkroppe. Søster var hjemme i Kristi Himmelfartsferien. Vi promenerede med latte to go og solbriller på næsen, mens vi gloede på mænd bag de mørke brilleglas. “Hej hej,” hilste Fitteren smilende, da han gik forbi os i en meget, meget stram t-shirt, så hans gigantiske overarme kom til sin ret. “Hold da kæft,” hviskede Søster og betragtede de svulmende biceps, “var det ham med den lille diller?” Ja. Det var det jo. Fitteren tager jeg mig ikke rigtig af længere. Eftersom vi deler fitnesscenter og bor i samme bydel, ser jeg ham forholdsvis tit. Søster og jeg satte os i græsset. Vi grinede og sladrede og sluprede kafferesterne i os. “Åh nej,” mimede jeg, da Påskemanden pludselig kom slentrende mod os. “Og det er så ham den anden, du fortalte om?” spurgte Søster. “Man kan da snart ikke gå to skridt i fred uden at støde ind i en, du har været sammen med,” grinede hun. Påskemanden hilste pænt, da han fik øje på mig, men skyndte sig videre igen. Spurven har fortalt mig, at han er temmelig flov over al sin plapren om coke sidst jeg mødte ham i byen.

Om aftenen tog vi til koncert. Her mødtes vi med Søsters kæreste og hans venner. “Ham derovre,” pegede Søster, “det var ham, der hjalp mig hjem fra Roskilde Festival engang.” Jeg kiggede op og opdagede nu et pragteksemplar af en viking stå få meter fra mig. Oho! Lige nøjagtig min type, lige nøjagtig sådan en jeg burde finde mig. Havde aldrig set ham før, og nu stod han bare der i sine sorte jeans og så helt fantastisk ud. Tatoveringerne snoede sig op af hans arme, skægget var kraftigt og flot, hans øjne var blide og lattermilde. Lige så hurtigt han var dukket op, forsvandt han igen. Spurgte henført Søsters kæreste, hvem Vikingen var. Åbenbart en perifer kammerat, som han nogle gange sås med. Jeg plagede, indtil han lovede at sætte et tilfældigt møde op mellem mig og Vikingen.

I højt humør væltede Søster og jeg ind på en bar. På et mindre plateau i den modsatte ende af lokalet stod Guitaristen. Ahrmen. Nu må det stoppe, tænkte jeg. Der var Wonderwall, der var to Heineken for otteoghalvfems, og der var skrå øjekast. “Han er godt nok flot,” Søster kiggede ublu på Guitaristen, der så en kende utilpas ud over hans nytilkomne publikum. “Det var jo det, jeg sagde,” nikkede jeg og marcherede forbi ham. Er træt af mænd, der aldrig skriver tilbage. Efter en veloverstået Over My Shoulder bestemte Guitaristen sig for at holde pause. Gik direkte over mod mig. Fik travlt med at se ud som om, jeg havde gang i alt muligt andet end at smugkigge på ham. Han spurgte, hvordan det gik. Jeg svarede, det gik godt. Jeg spurgte, om det ikke var meningen, at han skulle flytte. Han sagde, det først ville blive senere. Jeg introducerede ham for Søster. Han bemærkede, at vi ikke ligner hinanden. Jeg nikkede og smilede. Det var sødt af Guitaristen at komme over og snakke. Det havde jeg ikke regnet med, eftersom jeg aldrig har hørt fra ham siden vores date i efteråret. Men kunne igen lynhurtigt mærke, at jeg ikke havde nogen som helst fornemmelse for, hvor jeg havde ham. Igen denne utilnærmelige attitude, der ikke er til at bryde igennem.

Jeg har hørt, at det gode vejr skulle stoppe i weekenden. Det er selvfølgelig ærgerligt. Men det gør mig ikke noget igen at kunne gå lidt frit uden hele tiden at støde ind i mænd, jeg tidligere har datet.

Skruk

“Mor? Æh. Hvad er det her?” spurgte jeg. Var en sød datter og kom på påskebesøg hos mine forældre i sidste weekend. Ledte efter et par uldne sokker. Nederst i min mors tøjskab stoppede jeg op. Hun dukkede frem i døråbningen. “Ja. Altså. Det er bare noget jeg har købt, ik'” svarede hun. “Men det er børnebøger og legetøj,” sagde jeg og holdte en farverig bog frem i strakt arm, klemt fast mellem pegefinger og tommel. Peter Plys stirrede tomt frem fra den glitrede forside. “Det er til mine børnebørn. Så kan de komme hjem til mormor og morfar og lege med det. Er det ikke hyggeligt?” smilede hun. “Men. Du har jo ingen børnebørn,” kunne mærke en snigende velkendt, presset fornemmelse. “Nej nej, men det varer nok ikke længe,” kvidrede hun.

Øh. Jo. Det gør det faktisk. Søster er ligesom i gang med uddannelse. Så hun er indtil videre lovligt undskyldt i mine forældres øjne. Til gengæld har hun en kæreste, som de forguder, og som med sit ravnsorte hår vil kunne lave smukke unger på hende. Det kan man jo ikke hamle op med. Og jeg? Tja. Jeg har ikke engang planer om at få en kæreste. Lige nu i hvert fald. Desuden har jeg heller ikke råd til sådan en baby. Alle mine penge går til absolut livsnødvendige sager som kjoler og sko, mine evige laster. Det er mere dyrt at være single, end man lige skulle tro. I går fik min optiker mig for eksempel overtalt til at bruge alt for mange penge på cirka hele biksen – endte i hvert fald med at gå derfra med både nye solbriller, linser og briller. Da jeg vaklede ud af butikken følte jeg en blanding af vemod og let chok over lige at have hostet spontant op med så betragtelig en sum. Samtidig også et rush uden lige. Gik direkte videre til den næste forretning for glad at svinge dankortet endnu en gang. Man kan lige så godt gå bankerot med stil. Jeg shopper, når jeg er glad; jeg shopper, når jeg er trist; jeg shopper, når det er fredag; og jeg shopper, når Påskemanden ikke skriver til mig. Bare fordi jeg har lyst. Bare fordi jeg kun behøver at tage hensyn til mig selv. Bare fordi jeg ikke har noget imod at leve af havregryn i en hel måned. Der er tydeligvis ikke plads til børn i det budget. Det kan du vel godt se, mor? Beklager.

“Ja, jeg fandt jo din far, da jeg var nitten. Og jeg fik dig, da jeg var syvogtyve,” siger min mor tit. Jeg tror, hun synes, det bliver sagt helt henkastet. Det ved vi begge to, at det bestemt ikke gør. Hun forstår ikke det der med at date. Og hun forstår slet ikke, at jeg tilsyneladende synes, det er sjovt med nye mænd og nyder kun at være mig. Engang fortalte jeg hende lidt forsigtigt om Vikaren – ikke sådan helt vildt i detaljer, vel – og hun undrede sig over, hvad jeg dog ville med en røvhulstype som ham. Forsøgte at forklare hende, at Vikaren er så pæn, så det er det eneste, der betyder noget. “Vil du så bare sidde og kigge på ham?” spurgte hun lettere forvirret. Jeg havde ikke rigtig noget svar.

Min far er godt nok ikke begyndt at købe legesager, men han kan nogle gange finde på drømmende at sige: “Dengang jeg var lille, lavede min farmor marmelademadder til mig. Jeg spiste så mange, så jeg fik mavepine. Det var kun hjemme hos hende, jeg fik lov til sådan noget. Sådan skal det også være, når mine børnebørn kommer her,” og så fortsætter han ellers med at fortælle om alle de andre sjove ting, han også skal lave sammen med dem. Det er jo simpelthen så sødt! Bliver faktisk helt rørt. Og jeg får virkelig, virkelig lyst til at føde ham en kæmpe omgang børnebørn lige på stedet, når han siger sådan. I cirka ti minutter. Så kommer jeg i tanke om mit endnu faste maveskind og den der sarte, lysegrå sofa, jeg sukker over, og som hverken tåler babygylp eller fedtede børnefingre.

Så de må godt lige slappe lidt af med at være så skruk. Nogen kunne jo helt få stress og nerver og blive tvunget til at forsøge at shoppe det væk.