Anden date med Nørden

Havde fået tun til frokost i fredags. Henad eftermiddagstid fik jeg ondt i maven. Det ville være synd at sige, at det blev til en særlig vild eller festlig fredag – for snart efter rendte jeg på toilettet i pendulfart og lå ellers pænt under dynen resten af tiden og passede min rumlende mave. Nørden skrev til mig indimellem. Og han var så sød, da jeg fortalte, at jeg var skidt tilpas, spurgte ind til det ene og det andet. Jeg kunne jo ikke sige, at jeg havde fået skidesygen, så jeg digtede i stedet en historie om at være svimmel. “Skal vi lave aftensmad sammen i morgen?” spurgte han. Ej. Gad jeg altså ikke. Så kan det godt ske, maven teede sig lige i øjeblikket; men kløe, det havde jeg nu engang stadig.“Vi kan også bare hygge og se en film eller noget?” svarede jeg og tilføjede to blinkesmileyer. Det ville han heldigvis gerne. Sådan, tænkte jeg tilfreds.

Jeg var epileret og skrabet og plukket til ug. Havde brugt den gode bodylotion, min hud var blød og glat som en anden barnerumpe. Der var blevet piftet yndlingsparfume på halsen. Havde endda iført mig matchende bh og trusse og husket at gurgle mundskyl. Det havde været en dejligt solrig forårsdag, og da jeg trådte ned på gaden, bemærkede jeg, at der endnu var så lunt, så man kunne lade frakken stå åben. Fuglene kvidrede i skumringen. Nu skal jeg have pik, nu skal jeg have pik, nu skal jeg have pik, nynnede jeg muntert i tankerne, mens jeg gik mod Nørdens lejlighed.

“Vil du have rød- eller hvidvin?” spurgte han ude fra køkkenet, mens jeg trissede rundt og tjekkede hans stue ud. Lange rækker af malerier stod stablet op ad væggene. Enkelte havde han hængt op hist og her på tydelige hæderspladser. “Hvid, tak,” svarede jeg. Han havde duftet så godt, da vi krammede i entreen, og jeg havde mærket, det var begyndt at kilde på de helt rigtige steder. Han kom ind med en flaske af hver. “Ja, jeg er altså mest til den røde. Er det ikke ok, hvis vi drikker noget forskelligt?” smilede han lidt undskyldende. “Det er bare helt fint,” nikkede jeg. Hældte en ordentlig slat op i glasset. Vi skålede. Sad i hver vores ende af sofaen og drak hver vores vin. Igen gik snakken rigtig godt. Det var hyggeligt. Men altså. Jeg syntes, at Nørden snakkede meget. Jeg ville hellere bare i gang med at se film, så man kunne sidde en smule tættere og flette fingre og pille under tæppet. Og sådan noget. I stedet talte vi om, hvad jeg havde brugt weekenden på indtil videre. Så om Nørdens cykel, der lige var blevet stjålet. Jeg sagde, at jeg syntes, det var super tarveligt gjort af cykeltyven. Dernæst blev Marvels tegneserier atter omdrejningspunktet for vores snak. Han vidste en masse, det var spændende at lytte til. Nørden rejste sig og gik rundt i stuen, mens han fortalte. Fra et hjørne hev han pludselig en guitar frem. Vi havde gennem samtalen overhovedet ikke været inde på noget, der bare mindede om musik eller guitarspil. Han satte sig ved siden af mig, slog et par akkorder an og begyndte så at synge Ed Sheeran: “… Girl, you know I want your love, your love was handmade for somebody like me…” Jeg var overrasket. Nej. Målløs. Situationen havde taget en uventet og ganske malplaceret drejning. Og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Det her kom fuldstændig ud af det blå. Der sad Nørden og kiggede mig dybt, dybt i øjnene, fortsatte meget seriøst sin sang, mens jeg ikke kunne se nogen anden udvej end at slå blikket ned. Af ren og skær akavethed var det mig ikke muligt at hæve det igen. Jeg kunne ikke engang smile. Og jeg er sikker på, at mit kropsprog med største tydelighed må have vist, hvor lidt jeg kunne overskue, det, der foregik. Men det tog Nørden sig ikke af. Eller også var han bare ikke så god til at aflæse damer. Da han endelig var færdig, tænkte jeg, at nu var det vist blevet tid til at se den film. Gjorde kort mine til at lægge op til netop dette, da jeg blev afbrudt af tonerne til næste melodi. “Kender du denne her?” spurgte han smilende. “Æh. Ja,” mumlede jeg lavmælt og skævede væk. “Kan du synge?” Nørden sang selv de første par linjer med hæs vibrato. “Nej,” jeg rystede let på hovedet. Gentog meget fast mit svar, da han opfordrede mig til at stemme i alligevel.

Nu ved jeg godt, man siger, at damer ikke kan stå for mænd, der spiller guitar. Og det er da også rigtigt nok. Til dels. Da jeg var seksten, skulle der ikke meget mere end lidt klimpren til, så var jeg scoret på stedet. I dag synes jeg stadig, det er mægtig fedt, hvis en mand er musikalsk. Men kære fremtidige bejler. De dage er ovre, hvor et par serenader kan gøre jobbet for dig. For jeg blev simpelthen så pinligt berørt over, at Nørden sad og sang kærlighedssange til mig. Jeg havde mest af alt lyst til at gå min vej. Men hvem kan også få sig til det, når nogen sidder og krænger sig ud på den måde? Ok. Det er ikke første gang, det er sket for mig, at granvoksne mænd forsøger at charmere på. Tja. Mere eller mindre kiksede måder. Så det er ikke engang fordi, det, Nørden gjorde, var særligt enestående eller specielt. Men det er så afgjort første gang, jeg har været vidne til, at et charmeoffensiv udvikler sig til en mindre intimkoncert. Sådan forløb en fire-fem sange i træk, mens jeg drak ud i store slurke, hældte endnu mere vin i glasset og nåede mere end halvvejs gennem dette også, før det langt om længe blev filmtid.

Nørden kunne bedst lide gysere, fortalte han. Det kan jeg på ingen måde. Det blev kløen, der i sidste ende besluttede, at nu fik han en sidste chance. Så jeg nikkede bare og spekulerede på, om han ville benytte sig af den meget oplagte mulighed – der under en gyser uden tvivl ville opstå – for at sidde og passe lidt på mig og lægge en arm om mine skuldre. Det blev en om dæmoner, besatte huse og flyvende børn. Jeg brugte det meste af tiden med en hånd og fligen af en pude oppe for øjnene. Tog et tæppe og lagde det over os begge. Gjorde det lidt nemmere for ham og rykkede tættere på. Det var egentlig ikke fordi, stemningen var just romantisk i stuen med alle de skrigende børn på skærmen. Nørden virkede dog som om, han faktisk gerne ville gøre et forsøg og prøve at røre ved mig. Men han kunne tydeligvis ikke overkomme den generthed, der også havde vist sig på vores første date, så det blev mest bare ved de længselsfulde sideblikke. På et enkelt tidspunkt kom det dog så vidt, at han turde lægge sin hånd på mit knæ. Jeg begyndte så småt at overveje, om jeg skulle droppe at fortsætte som Bambi. Selvom det ellers er min yndlingsleg. Og selvom det ved nærmere eftertanke aldrig havde fungeret fuldstændig optimalt sammen med Nørden. Jeg drejede hovedet og kiggede på ham. I samme øjeblik opdagede jeg den blåsorte rand, der farvede hans læber mørke, fremhævede linjer og flager af tørt hud. Jeg synes, rødvinslæber er direkte ulækre. Hurtigt vendte jeg mig bort igen. Og det var det, der endegyldigt afgjorde, at jeg ikke længere havde lyst til noget sammen med Nørden.

Efter filmen udspurgte han mig. Om jeg var typen, der let bliver hidsig? Om jeg var typen, der foretrækker hunde? Om jeg var typen, der er kreativ? Til dette sidste spørgsmål svarede jeg, at jeg godt kunne finde på at skrive tekster nogle gange. Hvilke tekster kom jeg naturligvis ikke nærmere ind på. Men det syntes Nørden ikke var særlig kreativt, så det gjaldt altså ikke. Nå. Han fortsatte. Om jeg var typen, der er aktiv i fritiden? For som han sagde: “Det er jo vigtigt at vide, nu hvor vi er sammen. Eller,” han blev lynhurtigt genert igen, “nu hvor vi ser hinanden.” Jeg havde på dette tidspunkt tømt tre fjerdedele af vinflaskens indhold og var efterhånden knap så hurtig i opfattelsen. Så der gik lige et par øjeblikke, før jeg helt forstod, hvad han havde sagt. Og selv da tænkte jeg, at jeg måtte have hørt galt, for vi var da ingenlunde sammen. Denne gang var det ikke spor æggende. Kiggede diskret på mit ur, for nu måtte det uden tvivl være tid til at tage hjem. Men da hev Nørden sin guitar frem igen. Jamen. Var begyndt at opfatte hans sang og malerier på væggene som værende absolut selvhøjtideligt, og jeg sad en smule rådvild tilbage og vidste ikke helt, hvad jeg skulle stille op med det hele. Endte med at stoppe ham; sagde, jeg havde en aftale tidligt næste morgen.

Han fulgte mig ud til døren. “Jeg vil rigtig gerne se dig igen. Så det synes jeg, vi skal,” sagde han, mens jeg tog frakke og halstørklæde på. Ude i trappeopgangen vendte jeg mig for at sige farvel, gav ham hastigt et kram. Og her i allersidste øjeblik havde Nørden endelig fået samlet så meget mod til sig, så han sprang ud i at kysse mig. Midt i krammet kunne jeg se hans hoved komme tættere på. Ork, nåede jeg lige at tænke, før jeg stod stiv som et bræt og ikke helt kunne afgøre med mig selv, om jeg syntes, det var i orden, at Nørdens rødvinsplettede læber nu var plantet mod mine. Der var ikke noget tunge. Så det var i det hele taget et ret tørt, ikke spor lidenskabeligt kys. “Vi snakkes,” sagde jeg og skyndte mig hurtigt ned af trapperne, mens han stod i døråbningen og kiggede efter mig.

Anden date med Handymanden

Selvfølgelig havde jeg lyst til at se Handymanden igen. “Vi kan spise aftensmad sammen. Og måske vi bare skal slappe af på sofaen med en film bagefter?” skrev han. Snedigt. Ha! Der var ikke noget jeg hellere ville end at Netflix’e og chill’e den lidt sammen med ham. Det gælder om at prøve dem hurtigt, mændene, så man ved, om de er til noget. Vi aftalte at være hjemme hos ham. Eller. Hjemme er måske så meget sagt. Handymanden og jeg bor nemlig ikke i samme by. Faktisk bor vi ret langt fra hinanden. Det længste jeg endnu har prøvet, når vi taler mænd, jeg dater. Og Sommermanden på den anden side af jorden gælder ikke. Handymanden var på forsinket efterårsferie i min by, lånte en bortrejst kammerats lejlighed til formålet. Det var denne, jeg en eftermiddag – halvanden dag efter vores første møde – cyklede hen imod.

Handymanden åbnede op, da jeg ringede på dørtelefonen. Stod der og ventede på mig i en hvid t-shirt, der rigtig gav kig til armenes sorte blæk. Jeg syntes, det så så flot ud. Han viste mig rundt i lejligheden. Et tørrestativ stod midt i stuen, han havde været ved at hænge vådt vasketøj op, da jeg kom. Jeg hjalp ham med resten, og vi grinede og småsnakkede, mens vi stod ganske tæt. Jeg var all black everything i stramme jeans og bluse. Han skævede til mig og sagde, at jeg så godt ud. Skød lidt koket med hoften, svarede, at det var da ingenting, bare lige noget jeg havde fundet. I virkeligheden havde jeg faret rundt i en halv time for at finde noget, der så tilpas afslappet og indbydende ud på samme tid. Jagtens søde spænding rullede i min mave ved hans kompliment. Det tegnede godt. “Jeg havde tænkt, at vi kunne se Harry Potter,” sagde Handymanden med en våd trøje i hånden. Han havde husket, at jeg havde fortalt, hvor betingelsesløst og hengivent jeg elsker bøgerne. Hvorimod filmene lokker en sær tvedelt følelse frem i mig, som vel nok bedst kan beskrives som et had-kærlighedsforhold. “Så skal det være en af de tre sidste. Det er de flotteste og bedste af dem alle,” svarede jeg, og Handymanden, der aldrig havde læst bøgerne endsige set en eneste af filmene, bad mig forklare handlingen frem til bog seks. Vi skrællede kartofler, rødbeder og pastinakker, mens jeg fortalte om mugglere og patronuser. Bagefter sad jeg på køkkenbordet og nippede til en dåseøl, betragtede Handymanden stege kødet og piske sovsen luftig. Det var alt sammen vældig hyggeligt.

“Tsk. Det der er slet ikke med i bogen,” himlede jeg. “Tsk,” svarede Handymanden og rystede forarget på hovedet. Jeg smilede og syntes, det var rart at have en medsammensvoren – også selvom jeg vidste, at det hele vist mest bare var for min skyld. Vi havde sat filmen på med det samme, spist maden ved sofabordet. Jeg havde grinet og fået bearnaisesovs galt i svælget, estragon og smør satte sig fast i næsen. Handymanden lo og så på mig med glimtende øjne. “Skal vi ikke hellere ligge ned?” spurgte han, da maden var spist op og sovsen gledet den rette vej ned i halsrøret igen. Det var da en mægtig god idé! Han fandt et tæppe frem. Sofaen var stor, men jeg rykkede lidt tættere på ham. Så kunne vi jo bedre være under tæppet begge to. Ik’. Det der med at holde mund, mens man ser film, har jeg aldrig været god til. Her lå jeg heldigvis ved siden af en, der havde samme udfordring. Jeg fandt på undskyldninger for at rulle om og ligge sødt smilende med front mod Handymanden. Også i lidt længere tid end nødvendigt. Møvede mig prøvende tættere på endnu. Forsøgte at fastholde øjenkontakten. Syntes selv, at jeg var ret tydelig i, hvad jeg ville. Det må han da kunne forstå, det her, tænkte jeg. Men Handymanden vendte bare al opmærksomhed mod fjernsynsskærmen, og jeg rullede akavet bort igen. Det skete et par gange. Så mistede jeg modet og blev liggende på min halvdel af sofaen indtil rulleteksterne begyndte. “Skal vi ikke gå en aftentur?” spurgte Handymanden. “Nu?” udbrød jeg og tænkte, at hvis han havde været interesseret i at hive tøjet af mig, ville han nok have foretrukket at blive inden døre. Gåtur gik jeg dog med til. Faktisk ville jeg have sagt ja til hvad som helst. Havde forestillet mig, at det nok bare skulle være et hyggeligt lille svip rundt om karreen. Men Handymanden gik og gik. Jeg trippede efter, mine støvlers hæle var ikke skabt til vandreture som denne. Efter en time begyndte det at regne. Blev lettere irriteret over, at han hverken satte farten ned eller vendte om. Nu blev mit hår vådt og slasket også. “Jeg gider altså ikke mere, Handymand,” sagde jeg til sidst. “Vi er også på vej hjem nu,” svarede han. Der var helt mørkt. Jeg anede ikke, hvor vi var. Hoppede udenom vandpytter og håbede, at min mascara ville holde. Endelig var vi tilbage i gaden, hvor vi startede. Han lånte mig et håndklæde til håret, da vi kom op i lejligheden. “Hvad skal vi nu?” spurgte jeg og tænkte, at hvis han foreslog endnu en film, ville jeg tage hjem. “Det ved jeg ikke,” svarede Handymanden. Det var jo helt tydeligt, at han ikke gad mig alligevel. Jeg havde nok misforstået. Klokken var også ved at være mange. Fint, jeg skrider, tænkte jeg træt. “Snave?” spurgte han pludselig. “Hvad? Æh,” begyndte jeg forvirret, men han lukkede min mund med sin.

Handymanden kyssede godt. Bløde læber, ikke alt for meget tunge. Lige som jeg synes, et første snav skal være. Han tog sig god tid, det var et meget langt, meget langsomt kys. Så kiggede han på mig og smilede. Jeg hev lidt i hans t-shirt, stak hånden ind under den, strøg henover hans ryg. Hans hud var glohed og glat. Nærmest som silkepapir. Lod fingrene følge hans biceps, der mærkedes stærke og spændte på den helt rigtige måde. Godt. Ville gerne have, at han også rørte ved mig. Kunne mærke, hvordan hele min krop længtes efter at blive holdt om, hvordan mit bryst sukkede efter hans hænder og min kusse efter noget fast, noget varmt, noget insisterende dunkende. Men Handymanden reagerede end ikke, da jeg greb i bukselinningen og lod hånden hvile på hans balle. “Jeg vil gerne kneppe med dig,” endte jeg med at sige, for nu gad jeg simpelthen ikke længere fortsætte hentydningerne. “Det kan vi godt,” Handymanden smilede. “Såeh. Skal vi gå ind i soveværelset?” spurgte jeg, for han stod bare der og lod ikke helt til at vide, hvad han skulle gøre. Handymanden gentog, at det kunne vi da godt. Så tog han mig i hånden, og vi gik ind i rummet ved siden af.

Han kyssede mig igen. Jeg trak t-shirten af ham. Åh, Gud hjælpe mig. Hans overkrop var som skåret i sten, bugmusklerne stod skarpt frem. Et karakteristisk V startede et sted ved hofteskålene og forsvandt ned i bukserne, gjorde maveskindet under navlen helt stramt og fladt. Det så edderflot ud. Handymanden blev stående. Stadig kyssende. Langsomt. Jeg begyndte at blive utålmodig. Hvor jeg gerne vil have en smule mere voldsomhed – fordi det for mig rimer på lidenskab – foretrak Handymanden åbenbart at trække tingene lidt i langdrag. Han prøvede stadig ikke at tage tøjet af mig. Jeg satte mig fuldt påklædt på sengen. Måske han bedst kunne lide at gøre det liggende? Jeg gnubbede mit underliv mod hans, da han lagde sig ovenpå mig. Det kan jeg godt lide. Til sidst endte jeg med selv at hive bukser og bluse af. Havde taget mine pæneste blonder på indenunder. Dem måtte han godt beundre lidt, så de forblev på. Og som jeg lå der i undertøj, kom der endelig lidt fut i Handymanden. Han smed sine jeans. Krængede blonderne af mig. Vi havde problemer med at tilpasse os hinandens tempo. Det stod efterhånden klart for mig. Tror måske, han var nervøs. Stemningen blev akavet. Jeg spurgte forsigtigt efter prævention. Vi kom til at snakke for meget, pludseligt usikre på hinanden. Og så tabte Handymanden sin rejsning. “Det er okay. Vi venter bare,” sagde jeg hurtigt. Så kyssede vi lidt mere. Jeg tog hans hånd, lagde den på mit bryst, og han forstod, sugede og slikkede brystvorten. Det sendte stød gennem min krop, jeg aede hans hår og trak vejret tungt. Det kløede helt vanvittigt nu. Vi rodede rundt i en rum tid. Syntes, det virkede til, at Handymanden var kampklar igen. Greb ham om roden og trak ham tættere på, da jeg mærkede, hvordan han blev slap mellem hænderne på mig. “Åh,” udbrød jeg. Handymanden smed sig frustreret på ryggen. “Det er altså helt okay,” mumlede jeg igen, “kan jeg gøre noget?” “Det er i mit hoved. Det er ikke dig,” forsikrede han. Nå. Tænkte mig lidt om. Mænd plejer at være ret vilde med at se mig røre ved mig selv. Mit kød var opsvulmet og blødt. Fingrene skøjtede rundt. Jeg havde ikke opdaget, at han havde gjort mig tændt – så havde de mange langsomme kys altså været ganske effektive. Jeg kom lynhurtigt. For satan, hvor jeg kom. Var helt ør bagefter. Sundede mig i et par minutter. Så gentog jeg succesen, bad gispende Handymanden hjælpe til, da jeg nærmede mig, og han var straks parat med to fingre. Kunne fornemme hvordan skedemuskulaturen spasmede mod hans knoer. Det hele havde den ønskede virkning på Handymanden. Jeg satte mig overskrævs på ham. Da han tredje gang mistede rejsningen, kunne jeg simpelthen ikke få mig til at prøve mere. Gav ham endnu et soloshow. Egentlig mest for min egen skyld, for jeg trængte så forfærdeligt. Det gik lige så hurtigt som de to andre gange. Wow. Handymanden var meget begejstret. Jeg blev helt stolt. Han voksede igen for øjnene af mig. Satte mig denne gang til rette mellem hans ben. Slikkede hans mave, V’et. Han vred sig under mig. Det var virkelig en flot pik, han havde. Sådan. Fuldstændig rank. Han stønnede på den mest erotiske måde, jeg nogensinde har oplevet, da jeg tog ham i munden. “Jeg kommer snart,” hviskede han hæst, og jeg slap ham brat. Kølede ham med lange strøg henover bryst og arme. Hans krop var fuldstændig spændt, man kunne se pulsen hamre i halsens vene. Han spilede overrasket øjnene op, da jeg med den ene hånd greb ham om pikken og med den anden lukkede hans luftveje. Hans hals var så bred. Og sådan oplevede Handymanden for første gang den ufattelige nydelse en iltfattig hjerne og den dertilhørende følelse af at være fuldstændig i en andens kontrol, kan give. Jeg lod ham komme i min mund.

Vi lå sammenviklet. Mit hoved på hans bryst. Benene klemt ind mellem hans. Jeg havde aldrig ligget med en mand som ham før. Alt ved ham var nyt og anderledes. Hele Handymandens krop var hård og kantet, selv når han ikke spændte musklerne, kunne man se dem tydeligt aftegnet lige under huden. End ikke Vikaren, der ellers også må siges at kunne gå for at være pænt veltrænet, havde haft en krop så hård. Handymanden fortalte historier, jeg lyttede med lukkede øjne. Indeni mig var noget ved at falde stille på plads. Jeg mener det: Kunne bogstavelig talt mærke det. Lå i hans arme, hørte hans hjerteslag og åndedræts pust i mit hår, mens jeg mærkede, hvordan Handymanden helede mig. Hvordan han samlede hver en stump af mig op igen, klinkede og limede med kys. En berusende ro buldrede fra tæer til fingerspidser, åh, hvor havde jeg ventet på den, længtes. Jeg tror, jeg var lykkelig.

Røde

Søster var hjemme for en kort bemærkning, og jeg bestemte mig for at holde halvanden dags ferie alligevel, for det skulle selvfølgelig fejres på behørig vis. Hun endte med at få lokket mig ud af min hule med lovning om billige sjusser. Søsters kæreste med det ravnsorte hår var også med, snuppede en guitar og spillede løs, mens hele baren hujede og klappede. Jeg havde det så sjovt og kunne glemme lidt for en stund. En fyr kom forbi, snakkede med Søsters kæreste, dunkede ham venskabeligt i ryggen. Han mindede mig om mit rødhårede gymnasiecrush. “Hvem er han?” spurgte jeg lidt efter, da jeg fik Søsters kæreste på tomandshånd. Han lo. “Det er min kammerat. Han er single. Kan du lide ham?” spurgte han. Jeg grinede lidt og sagde, at han vel var ok. Lange blikke. Den røde stod ved et bord lidt længere væk. Dvælende smil. Jeg slog med nakken, skævede til ham gennem øjenvipperne. Han tog sin jakke. “Jeg kommer tilbage. Bliv her,” sagde han, da han strøg tæt forbi mig. Kunne mærke hans ånde som små, varme pust mod min tinding. Så var han væk.

Søster og jeg dansede. Skrålede med på sangene. Vi mødte nogle bekendte, stod længe og talte om barndomsby og teenageår – Gud ja, det er osse rigtigt! Åh Gud, det havde jeg helt glemt! Gudfader, det er lang tid siden! Sådan noget. Vi gik ud på toilettet for at tisse sammen. Som søstre gør. “Hvad er det der?” spurgte jeg, da hun trak bukserne ned. “Det er flot, ikke?” grinede hun og blottede sit nydeligt trimmet men stadig behårede venusbjerg. “Men. Der er jo hår på,” sagde jeg. “Jamen, det skal man nu. Vi gør det allesammen. Det er meget pænere sådan. Det synes mændene også,” svarede hun og tissede. “Jeg gør det altså ikke,” sagde jeg. “Det burde du. Du er for gammel til at lade være,” sagde Søster. Og jeg svarede, at så gammel var jeg da heller ikke, hvis jeg selv skulle sige det. Bagefter spurgte jeg Søsters kæreste, om han nu også var helt ok med de hår der, men han grinede bare og kyssede Søster. “Han er kommet tilbage,” sagde han og pegede bagud.

Den rødhårede købte øl til os, og vi satte os ud under markisens glødende varmelegemer. Han præsenterede sig som Røde, jeg som Frøken Kløe. Han var sjov at snakke med. “Du ligner en flot viking,” smilede jeg og kunne se, at han blev smigret. Det var rigtigt. Det lignede han virkelig. Bare uden hammer og bersærkerblik, men derimod med næsering og stramme jeans. Alt sammen ledte hurtigt samtalen hen på en af mine absolutte yndlingsserier indeholdende nogenlunde samme type vikingemænd, og vi var rørende enige om, at Ragnar Lothbrok var den sejeste karakter af alle. Jeg spillede lettere fortørnet, da Røde sagde, at han ikke havde set længere end til sæson to. “Du kan jo se resten sammen med mig?” foreslog han, og jeg nikkede glad. Klokken blev mange. Den røde og jeg talte og talte, og da Søster ville hjem, talte vi endnu. Sagde, jeg ville blive lidt længere. Hun blinkede til mig, inden hun gik.

Røde var sød, men han virkede ung. Med tanke på at Søster jo er min lillesøster, at hendes kæreste er yngre end mig, og at hans venner med stor sandsynlighed er omkring samme alder, spurgte jeg ind til netop dette. “Jeg er fireogtyve,” svarede han. Med ét blev jeg så træt, da jeg kom i tanker om, at Sommermanden er knap ti år ældre. Der er bare en anden tyngde og ro over ti år ældre mænd. Det savnede jeg pludselig. Til gengæld besad Røde en sorgløs naivitet og lethed, som jeg sikkert ville have fundet forfriskende, hvis ikke det var fordi, det denne aften gav mig en følelse af at være ældgammel. Men jeg lod ham dog tage min hånd, da han spurgte, om han måtte følge mig hjem. Vi satte os på en trappesten. Kunne se, han endelig var ved at samle mod nok til sig. Hans kys var fnuglet og blødt. Der var ikke noget bestemt over det kys, ikke noget krævende. Ikke noget spændende. Bare sådan. Hm. Agtigt. Og hele tiden tænkte jeg, at sådan her kunne Sommermanden aldrig have fundet på at kysse mig. Han ville vide lige præcis, hvad man skulle gøre. Ville måske tage mit ansigt mellem sine hænder, ae min nakke, måske gemme mig i sin store favn. Han ville fylde min mund med sin tunge, han ville nappe mine læber og slikke min mundvig. Røde strålede glad og stolt, da han slap mig. Jeg smilede lidt til ham. Foran min hoveddør kyssede han mig en sidste gang og bad om mit nummer. Og jeg tænkte, at jeg måtte tænke på noget andet, så jeg gav ham det.

“Hej Frøken Kløe – dejligt at møde dig i går, jeg havde det virkelig sjovt! Har du stadig lyst til at se serie sammen en dag? Kærlig hilsen Røde,” skrev han næste dag, da jeg lå på sofaen og plejede hovedet med kold cola. Forestillede mig, at jeg ville svare ham lidt senere. Noget med, at det gad jeg da godt. Men så fandt jeg Sommermandens t-shirt frem. Engang duftede den af hans vaskepulver og sommerdage på altanen. Jeg har stadig ikke fået skrevet tilbage.

Spurven forelsker sig

“Jeg slår ham ihjel,” rasede Vikaren, “banker ham sønder og sammen. Giv mig hans adresse, så tager jeg derhen med det samme. Han skal ikke gøre dig ked af det. Ingen gør Frøken Kløe ked af det.” Jeg smilede trist. “Du er sød. Ville du virkelig gøre det for mig?” spurgte jeg. “Ja. Altid,” svarede Vikaren prompte, “hvad skal jeg gøre ved ham? Du bestemmer.” Jeg tænkte lidt. “Måske bare slå ham?” foreslog jeg. Vikaren grinede. “Du kan satme tro, jeg vil slå ham,” han kiggede alvorligt på mig. “Det er det sødeste, du nogensinde har sagt. Tak,” lo jeg og gav ham et klem.

De havde ringet til mig, jeg havde grædende taget telefonen. Det var knap et par timer efter jeg var kommet hjem fra Sommermanden. Vandrede rundt i lejligheden fra køkken til entre, køkken, entre, om og om. Jamrende. Kunne ikke genkende min egen stemme. Jeg havde ikke lyst til at være alene, så de fik mig hurtigt overtalt til at møde dem på vores sædvanlige værtshus. Satte mig snøftende ved bordet. Mit ansigt var blegt og huden omkring øjnene rødspættet. “Hvad har han gjort ved dig?” spurgte Vikaren med det samme. Spurven stemte i. “Jeg gider ikke snakke om ham,” svarede jeg og bællede en øl. “Du ser godt ud i striber,” trøstede Spurven. Det ved jeg godt, det var derfor jeg tog dem på. Korte denimshorts, sort- og hvidstribet bluse. Men komplimenter hjælper jo altid lidt på humøret. Jeg smilede skævt. De sørgede for shots, og jeg tog grådigt for mig. Små Sure. Smagte vidunderligt. Røgen hang i tunge slør, øllene var mange, og snart følte jeg mig bedre tilpas.

Ud på natten tog vi videre til den næste bar. Spurven og jeg dansede, som vi altid gør. Vildt, med lukkede øjne, uden at tænke. Det rensede mig, og jeg kastede grinende med hovedet, gjorde tegn til at gå ud og få frisk luft. Udenfor sad resten af slænget bænket. Vi satte os hos dem. Samtalen rungede og snurrede for mig. Når jeg ikke længere var beskæftiget med dans, stoppede jeg hurtigt med at høre efter, hvad de snakkede om, og hengav mig atter til mørke tanker om Sommermanden. Spurven talte til mig. Sådan lidt sagte med ryggen vendt halvt til de andre. Front mod mig. Jeg nikkede uden rigtig at lægge mærke til, hvad han egentlig sagde. “… Så må jeg kysse dig?” lød det pludselig. “Hvad?” spurgte jeg forvirret, kiggede op på ham. “Jeg har lyst til at kysse dig. Må jeg det?” gentog han med et forlegent smil. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. Det stod stille i mit hoved. “Er du okay?” spurgte jeg efter en rum tids stirren, “har I skændtes? Din kæreste og dig?” Nej, det havde de ikke, sagde Spurven og rystede bestemt på hovedet. Jeg forstod absolut ingenting. Så det sagde jeg: “Jeg forstår absolut ingenting. Hvorfor vil du kysse mig? Vi har kendt hinanden i snart et år. Jeg har budt mig til flere gange. Du har altid sagt nej. Hvorfor nu?” Kunne mærke, jeg begyndte at blive vred. Spurven mente ikke, det var rigtigt. Jeg havde da aldrig budt mig til, sagde han. For han havde da i hvert fald aldrig sagt nej til mig, hvis jeg havde, blev han gudhjælpemig ved. “Laver du sjov?” spruttede jeg arrigt. “Nu går jeg ind og danser videre. Du kan komme med, hvis du vil. Men jeg gider ikke høre mere.” Jeg rejste mig. Han fulgte efter.

Så. Vi dansede igen. Han lagde hænderne på mine hofter og panden mod min skulder. Kunne ikke finde ud af, hvad det var, der gnavede sådan i mig. Men jeg havde en lammende følelse af at være fuldstændig lige glad. Var lige glad med Spurven, lige glad med øllene, dansen, alt. Jeg var tom. Da han kom tættere på, trak jeg mig væk. Klog af skade og alt det der. “Lad være. Du er ikke ham,” sagde jeg. Så greb han mig. Og så kyssede Spurven mig.

Jeg tænkte. Hvad tænkte jeg? Endelig? Ved det ikke. Det hele var mig så usigelig ligegyldigt. Lagde mærke til, at hans tunge havde en bitter, skarp smag. Og så var det slut. Bartenderen råbte, at de lukkede. Vi blev gennet ud sammen med en lille håndfuld andre bargæster. Himlen var begyndt at lysne. “Så det her er altså forelskelse,” mumlede Spurven, mens han gloede på mig i det begyndende morgenlys. “Hold mund, Spurv,” skændte jeg irriteret. “Du er ikke forelsket i mig. Du har kunnet få mig, hvis du ville, og det ville du ikke. Men når jeg endelig finder en anden, og du ser, hvor glad jeg er for ham, bliver du pludselig vældig interesseret. Du er fuld af løgn. Og skal gå hjem til din kæreste nu.” Han kiggede væk. Vi fulgtes ad, skulle hjem i samme retning; vi bor ikke langt fra hinanden. Spurven rablede løs bag mig. Mumlede for sig selv. Noget om hvor lækker jeg var, hvor meget han ville os, at jeg var hans allerbedste ven. Der var ingen som mig, han kunne snakke med. Jeg var jo den eneste der forstod. Hans tale var usammenhængende, brød nogle gange pludseligt ud i kort, hård latter. Jeg vendte mig om og spurgte igen, om han var okay. Mistænkte ham efterhånden for at have indtaget andet end alkohol. Det her var ikke min Spurv. Ved baggården stoppede vi op. “Jeg går lige med op og får en kop vand. Bare dig og mig,” sagde han. Jeg rystede træt på hovedet. Bad ham gå hjem til sig selv og drikke sit eget vand. “Men vi er stadig venner?” spurgte han, “bedste venner?” Jeg smilede til ham. Ja. “Dine læber er fantastiske,” hviskede han og gik frem mod mig. “Godnat, Spurv,” sagde jeg og drejede om på hælen.

Næste dag vågnede jeg op med tømmermænd og øjenbetændelse. Da jeg ville pakke min taske ud efter miniferien hos Sommermanden, fandt jeg hans t-shirt klemt ned mellem toilettaske og sko. Jeg har grædt lige siden.

Scoretip

“Åhr. Sig det nu, Frøken Kløe! Fortæl mig det,” bad Vikaren i fredags. Jeg prøvede en ny taktik af, der lod til at fungere over al forventning: Afvisning. “Sig nu hvordan din type ser ud,” blev han ved. Så cheesy, tænkte jeg. Men fint nok. Nu spurgte han jo selv. “Lyshåret,” svarede jeg. Kiggede demonstrativt på Vikarens mørke lokker. Han vred sig. “Så sig din,” nikkede jeg, og Vikaren gav sig straks til at prise mig fra top til tå og forsikre mig om, at det skam var det eneste, han drømte om. Helt ærligt. Det var simpelthen for nemt. Som aftenen skred frem, blev han tydeligvis mere og mere frustreret over mit på samme tid indbydende smil og afvisende attitude. Morede mig stille over at se ham spærre øjnene op, når jeg snoede mig væk fra hans favntag, når jeg bad ham gå sin vej, og når jeg sagde nej, når jeg vidste, han håbede på ja. Det er det ældste trick i bogen. Og Vikaren hoppede i med begge ben.

Havde egentlig ikke planlagt at afvise ham på den måde. Da jeg først ankom til vores sædvanlige snuskede værtshus, var jeg uoplagt og presset. Der var snart deadline på mit projekt, men havde ladet mig overtale til en enkelt øl. Derefter ville jeg tage hjem og hengive mig fuldstændig til kedeligt arbejde på en fredag aften. Den vakse læser vil dog vide, at det der med kun at snuppe en hurtig øl aldrig helt lykkes for mig. Og pludselig var klokken blevet så mange, så jeg gav pokker i arbejde og bestilte endnu en omgang. Da mit gode humør så småt vendte tilbage, opdagede jeg, hvilken effekt den indelukkede, afvisende opførsel havde på Vikaren. Og så kan man jo ikke stoppe. Vel. Så det stod på resten af aftenen. Lige på nær et kort øjeblik. Det fineste længe:

Jeg stod i baren, han kom bagfra. Armene om mit liv. Han vendte mig om, trak mig ind til sig. “Giv slip,” sagde jeg, da hans knæ kilede sig ind mellem mine. Vikaren var stærk og holdt mig godt fast. Ikke fast nok til at jeg ikke havde mulighed for at trække mig væk, hvis jeg virkelig ville. Men der var en insisteren, en bestemthed over hans tag, og jeg lod mig på mest vidunderlig, modvillig vis hive over i en mørk krog. Vikaren satte sig. Trak mig med, så jeg sad overskrævs på ham. Han knugede mig så hårdt nu, og jeg aede ham forbavset over panden. Han gemte ansigtet mellem mine bryster, sukkede, lagde kinden mod mit hjerte. Hænderne farede rasende over min ryg, mine balder, mine lår. Hele tiden det her hårde, fortvivlede tag om mig. Vikaren lukkede øjnene og vendte ansigtet op mod mig. Sådan et blottet vikaransigt så tæt mod mit eget er svært at modstå. Jeg slikkede hans læbe og kyssede ham let. Der var slet, slet ingen tvivl om, at det var mig, der bestemte denne gang. Han tilbød sig stille. Jeg kunne tage, hvad jeg ville. Jukeboksen spillede et John Denver-medley. Og mens Fly Away skrattede i baggrunden, tænkte jeg, at det her slet ikke lignede min selvsikre, dominerende Vikar. Hans ansigt var skiftevis mod mit bryst, vendt op mod mig, mod brystet, vendt op. Øjnene stadig lukkede. Jeg tænkte, at jeg trøstede ham, og jeg kyssede ham i tindingen og holdte om ham. Vikarens krop var stærk og varm mod min. Jeg trykkede mig mod hans underliv, hans hænder fandt lynhurtigt mine balder og hjalp til. Vores læber let adskilte mod hinanden.

“Det ser fandeme lækkert ud!” grinede en hæs stemme et stykke væk. “Har du set de to?” spurgte den hæse sin midaldrende kammerat og jog en albue i siden af ham. Vikaren og jeg farede fra hinanden, som havde vi brændt os. “Nej, bliv endelig ved,” grinede de sjofelt og vinkede til os. De forstod slet ikke, hvilken magi de lige havde ødelagt. Vi kiggede på hinanden. Så trådte jeg væk fra Vikaren og satte mig tilbage til vores bord.

Older posts