Scoretip

“Åhr. Sig det nu, Frøken Kløe! Fortæl mig det,” bad Vikaren i fredags. Jeg prøvede en ny taktik af, der lod til at fungere over al forventning: Afvisning. “Sig nu hvordan din type ser ud,” blev han ved. Så cheesy, tænkte jeg. Men fint nok. Nu spurgte han jo selv. “Lyshåret,” svarede jeg. Kiggede demonstrativt på Vikarens mørke lokker. Han vred sig. “Så sig din,” nikkede jeg, og Vikaren gav sig straks til at prise mig fra top til tå og forsikre mig om, at det skam var det eneste, han drømte om. Helt ærligt. Det var simpelthen for nemt. Som aftenen skred frem, blev han tydeligvis mere og mere frustreret over mit på samme tid indbydende smil og afvisende attitude. Morede mig stille over at se ham spærre øjnene op, når jeg snoede mig væk fra hans favntag, når jeg bad ham gå sin vej, og når jeg sagde nej, når jeg vidste, han håbede på ja. Det er det ældste trick i bogen. Og Vikaren hoppede i med begge ben.

Havde egentlig ikke planlagt at afvise ham på den måde. Da jeg først ankom til vores sædvanlige snuskede værtshus, var jeg uoplagt og presset. Der var snart deadline på mit projekt, men havde ladet mig overtale til en enkelt øl. Derefter ville jeg tage hjem og hengive mig fuldstændig til kedeligt arbejde på en fredag aften. Den vakse læser vil dog vide, at det der med kun at snuppe en hurtig øl aldrig helt lykkes for mig. Og pludselig var klokken blevet så mange, så jeg gav pokker i arbejde og bestilte endnu en omgang. Da mit gode humør så småt vendte tilbage, opdagede jeg, hvilken effekt den indelukkede, afvisende opførsel havde på Vikaren. Og så kan man jo ikke stoppe. Vel. Så det stod på resten af aftenen. Lige på nær et kort øjeblik. Det fineste længe:

Jeg stod i baren, han kom bagfra. Armene om mit liv. Han vendte mig om, trak mig ind til sig. “Giv slip,” sagde jeg, da hans knæ kilede sig ind mellem mine. Vikaren var stærk og holdt mig godt fast. Ikke fast nok til at jeg ikke havde mulighed for at trække mig væk, hvis jeg virkelig ville. Men der var en insisteren, en bestemthed over hans tag, og jeg lod mig på mest vidunderlig, modvillig vis hive over i en mørk krog. Vikaren satte sig. Trak mig med, så jeg sad overskrævs på ham. Han knugede mig så hårdt nu, og jeg aede ham forbavset over panden. Han gemte ansigtet mellem mine bryster, sukkede, lagde kinden mod mit hjerte. Hænderne farede rasende over min ryg, mine balder, mine lår. Hele tiden det her hårde, fortvivlede tag om mig. Vikaren lukkede øjnene og vendte ansigtet op mod mig. Sådan et blottet vikaransigt så tæt mod mit eget er svært at modstå. Jeg slikkede hans læbe og kyssede ham let. Der var slet, slet ingen tvivl om, at det var mig, der bestemte denne gang. Han tilbød sig stille. Jeg kunne tage, hvad jeg ville. Jukeboksen spillede et John Denver-medley. Og mens Fly Away skrattede i baggrunden, tænkte jeg, at det her slet ikke lignede min selvsikre, dominerende Vikar. Hans ansigt var skiftevis mod mit bryst, vendt op mod mig, mod brystet, vendt op. Øjnene stadig lukkede. Jeg tænkte, at jeg trøstede ham, og jeg kyssede ham i tindingen og holdte om ham. Vikarens krop var stærk og varm mod min. Jeg trykkede mig mod hans underliv, hans hænder fandt lynhurtigt mine balder og hjalp til. Vores læber let adskilte mod hinanden.

“Det ser fandeme lækkert ud!” grinede en hæs stemme et stykke væk. “Har du set de to?” spurgte den hæse sin midaldrende kammerat og jog en albue i siden af ham. Vikaren og jeg farede fra hinanden, som havde vi brændt os. “Nej, bliv endelig ved,” grinede de sjofelt og vinkede til os. De forstod slet ikke, hvilken magi de lige havde ødelagt. Vi kiggede på hinanden. Så trådte jeg væk fra Vikaren og satte mig tilbage til vores bord.

Fyraftensøl

Hæ. Hæhæhæ. Nogen har været en snedig rad. Jeg har arrangeret fyraftensøl. Med Vikaren. Har selvfølgelig ikke spurgt ham direkte. Så modig er jeg alligevel ikke. Vel. Til gengæld er jeg smart, og ved lige hvilke knapper jeg skal trykke på.

Gik til en af praktikanterne som gik til en anden kollega, som Vikaren er blevet venner med. Jeg sagde: “Hallo du Praktikant, vi skal da drikke nogle øller, skal vi ikke?” Han nikkede ivrigt. “Nåhmen, måske vi skal finde nogen der vil med?” Tjo, det mente Praktikanten da nok, vi kunne, hvis det skulle være. Og det skulle det. “HVEM skal det mon være så?” spekulerede jeg. “Jeg kan prøve at spørge Koordinatoren? Hun snakker vist en del med Vikaren, så kan han også tage med, hvis hun spørger ham?” svarede han. Sikke en fremragende idé, Praktikant!

Okay. Jeg ved godt, at Vikaren sikkert har en rimelig røvhulsagtig personlighed. At han åbenbart kun gider mig, når han er fuld, er et fact der taler temmelig meget for den tese. Men. Han er så vidunderligt lækker, så jeg ikke kan styre mig. Er fuldstændig besat af tanken om at få ham. Igen. Føler mig ret ynkelig over efterhånden at have fået den tilgang til Vikaren, at jeg bare må tage, hvad jeg kan få. Selv når det kun er fuldemandskys. Burde virkelig lægge ham på is. Jeg er bedre end det dér! Men hvordan ignorerer man nogen, der er så himmelråbende smuk, så man tænker, at døde man i hans arme, ville man kradse af med et lykkeligt suk? Han fodrer mig lige nøjagtig med nok til, at jeg altid sulter efter mere. Hvordan lader man det fare?

Det gør man ikke. Man hælder i stedet øl på ham, indtil han formår at mætte mig ordentligt.