Har skrevet med en mand henover weekenden. Han så sød ud, sådan lidt pjusket i det. Der var noget bekendt ved ham. “Har jeg set dig før?” skrev jeg. Næ, det mente han ikke – hvor skulle det da være? “Nåhmen, i byen eller noget? Du ligner altså en, jeg engang har mødt,” svarede jeg. Han inviterede på kaffe, og jeg takkede ja. Som weekenden gik, kunne jeg ikke lade være med at tænke over, hvor jeg mon havde set ham henne. Glimt af støvregn og chai latte to go dukkede tåget og kortvarigt op, men jeg kunne stadig ikke placere ham.

Da jeg sidst på eftermiddagen trådte ind på kaffebaren, blev jeg slemt skuffet. Det skødesløst pjuskede havde mere karakter af et uklippet og sjusket look. Han havde tynde lår. Vi bestilte vores kaffe. Allerede i løbet af de første ti minutter var stemningen lettere anstrengt. Han fortalte om sit job i søværnet. Og da slog det mig: Vi havde været på date før. Jovist, det var mange år siden, men jeg huskede nu tydeligt gåtur i parken med en yngre udgave af selvsamme langskæggede type. Ork. “Jeg kan huske dig, vi har været på date sammen engang,” sagde jeg. Sømanden påstod stadig hårdnakket aldrig at have set mig før. Underlagt en smule pres indrømmede han, at han godt kunne mindes mig alligevel. Akavet.

Han var ikke nem at snakke med. Jeg er god til at konversere, men efter at have stillet spørgsmål og generelt været den, der ledte samtalen i henved en time, løb selv jeg tør for taletid. Han kiggede overrasket og imponeret på mig. Jeg var naturligvis mit sædvanlige charmerende jeg, og helt tydeligt en klasse over ham i min stramme kjole og sorte skindstøvler. Ja, undskyld mig. Men når man ikke engang ulejliger sig med at studse hårene, der løber i den karakteristiske skæglignende stribe i hver side af nakken og som så småt begynder at krølle og nærme sig kraven, inden en date, bliver jeg simpelthen så træt.

Sømanden kunne også meget vel have gået under navnet Kattemanden. Jeg kan rigtig godt lide katte, og vil gerne selv have min egen lille miavende pjevs. Samtalen faldt derfor selvklart på Sømandens katte. E. KattE. En smartphone blev hevet op af lommen, og et sandt bombardement af kattebilleder begyndte. “Jeg har nok cirka tusinde billeder,” sagde han og scrollede kærligt gennem de første femhundrede. Heldigvis kom en venlig barista mig til undsætning – kaffebaren lukkede for i dag, vi var nødt til at gå. Helt fint med mig. “Klokken er også mange. Så skal vi vel snuppe en bid brød?” spurgte Sømanden. Jamen. Nej. Undskyldte mig med arbejde og noget med en deadline. Skyndte mig hjem med hælende hårdt klaprende mod brostenene.

Er så taknemmlig for, at kløen ikke har nået at sætte ordentligt ind endnu. Kan aldrig helt stole på mig selv, når det klør. Den giver pokker i langt nakkehår og ditto tyndt skæg. Men det er ved at være op over. Så er det godt, jeg har sat Iværksætteren stævne i morgen.