Karneval med Superman

Aaah. Karneval. Årets fest. Søster og jeg bruger hvert år lang tid på at udtænke sjove kostumer. Denne gang var ingen undtagelse. Selvom vi ikke lige havde kalkuleret med hvor upraktisk det skulle vise sig at være med så voluminøse gevandter i optoget. Men hvilken rolle spiller det også, når ens udklædning efter min egen beskedne mening så absolut lå i top ti af mest gennemførte? Ingen! Ha!

Der findes måske dem, som aldrig har oplevet karneval. Til disse kan jeg oplyse, at det nogenlunde foregår sådan, at man først og fremmest planlægger sit kostume med største omhu. Man er gerne flere, der klæder sig efter samme tema. Sådan helt ens. På selve dagen står man ulideligt tidligt op – måske man trækker i udklædningen hjemmefra, måske man venter, til man er samlet med sine venner, sin gruppe. Men hvorom alting er, så mødes man altså med vennegruppen på karnevalsmorgenen og spiser morgenmad sammen. Og drikker og fester. Sådan. Rigtig, rigtig meget. For Søsters og mit eget vedkommende var det det samme som altid: Vækkeuret ringer på den gale side af klokken syv. Søvndrukken småsludren mens vi på bare, matte ben vakler rundt i lejligheden. Jeg er som regel nødt til at snyde og tage en lillebitte skålfuld skyryoghurt på forhånd, for jeg er en af dem, der er udstyret med et bundløst hul af glubende appetit straks jeg vågner. Dernæst selve udklædingen. Var simpelthen lige i øjet. Siger det bare. Justerede alt en sidste gang. Der blev brugt godt med gaffa og glimmer. Også solfaktor af den højeste slags, for Yr havde sjældent set så fin og lovende ud. Slutteligt sminke. Glimmer igen. Og så målrettet vandring gennem byen, som summer på den helt specielle måde, man kun oplever en gang om året. Det er det allerbedste tidspunkt på hele dagen, synes jeg. Komplimenter og glade tilråb fra forbipasserende karnevaldeltagere, der netop selv foretager samme morgenmarch. Vi fortrød, at vi havde valgt at droppe trækvognen. Plastikhankene gav op under posernes vægt allerede inden vi var nået halvvejs. De var læsset med sixpacks og flasker. Musik i alle gader. Vejret var, som forventet, strålende. Vi sagde til hinanden, at vi skulle huske at drikke vand. Mine arme rystede af anstrengelse og varme, da vi endelig nåede frem. Så morgenmad. Baileys i kaffen. Shots. Øl, øl, øl. Altsammen inden klokken slår ti. Vi hang ud af vinduerne og piftede og hujede og dansede.

Vi var kun ganske kort med i optoget. “Det er for varmt,” gispede nogen. “Vi skal ud,” råbte en anden. Rådslagning i en sidegade. Hvad nu? Der var dem, der gerne ville tilbage og fortsætte ruten. Mens andre helst ville finde en fest et andet sted. Jeg så et par – en ung pige iklædt voldsomme mængder tyl og en bestøvlet cowboy – forsvinde fnisende sammen om bag et par containere. Pisset løb som små bække om fødderne på os, mens vi stod og diskuterede. Solen bagede. Jeg vil tro, at der næsten må have været over tredive grader inde i midten af optoget, da det var værst. Sådan føltes det i hvert fald. “Vi har ikke mere vand,” sagde Søster. Det afgjorde sagen. Og vi var to, der var blevet inviteret til samme fest et stykke derfra, så nu gik vi alle i samlet flok derhen.

Det viste sig at være en baggårdsfest. Folk lå mest på tæpper og dasede i etageejendommenes skygge. Men der var også frisbee og grill. Plænen må være blevet klippet nogle dage forinden; det tørre, afskårne græs klæbede overalt til det fleecetæppe jeg endte på. Store højtalere var blevet slæbt ned i gården, playlisterne var lange og hyggelige. Musikken blev styret af en enhjørning (horn i panden, pailletter på trøjen og behårede, pink benvarmere) siddende i hvid plastikstol under en parasol, mens han vippede taktfast med sin bajer mod låret. Der blev brændt røgelse af et sted bag mig. Et kærestepar lå og så kærligt på hinanden, den ene aede den andens kind, som kvitterede med kys. Jeg kiggede rundt på alle disse skønne mennesker og følte mig meget levende, meget heldig. Det var der, jeg opdagede ham. “Ham derovre,” sagde jeg til en veninde og udpegede diskret den mand i superheltekostume, som i samme øjeblik krydsede gårdens plæne. Rykkede mig lidt nærmere veninden, sænkede nakken. “Han er virkelig flot,” fnes jeg. Hans ansigt var solbrunt. Vi fulgte ham begge med øjnene fra bagdør til tæppeland. “Så tag ham,” grinede hun. Svarede, at det kunne hun lige tro, jeg ville. Det må have været en varm udklædning, sådan med kappe og det hele, og det varede da heller ikke længe, før han smed det og i stedet trissede rundt kun iført de røde underbukser. Hans bare overkrop viste sig at være lige så brun som ansigtet.

Der gik nogle timer. Jeg snakkede med en del forskellige mennesker. Der var især den her lyshårede fyr som var vældig sød og virkede ret interesseret i mig. Vi grinede og pjattede. Indtil jeg fandt ud af, hvor ung han i virkeligheden var. Tror selv, han havde regnet med, at jeg var yngre, for han så lidt betuttet ud, da jeg afslørede min alder. Nå ja, mange antager ofte, at jeg er omkring fire-femogtyve. Det må skyldes min enormt spændstige hud. Hm. Men derefter forsvandt den lyshårede hurtigt. Jeg så mig lidt omkring. Dér sad Iværksætteren på en solseng. Vi sørgede begge omhyggeligt for ikke at kigge på hinanden. Selvfølgelig var han her. Ved, vi begge kender dem, der holdte festen. En dame kom hen og satte sig ved siden af ham, lagde ansigtet mod hans hals. Han kælede hende på ryggen og så forelsket ud. Det gjorde mig glad at se.

Ovre ved en sandkasse stod et kæmpe plastikmonstrum af en baljelignende sag. Vi fandt en vandslange og snart var baljen fyldt. Kølede fødder og underben hvilket resulterede i, at vandet blev fyldt med tørt græs. Jeg gik tilbage til tæpperne for at hente et par øl, og da jeg kom tilbage, stod Superman og Søster og plaskede. Et eller andet sted havde de åbenbart fundet to par dykkerbriller, for nu stod de med dem i hænderne og sagde, at vi skulle lege en leg. “Find det, der ikke hører til på havets bund,” sagde Søster dramatisk og kastede shotsglas og kapsler i vandet. Superman og jeg greb hver en brille, faldt på knæ foran baljen, råbte: “En-to-tre-NU!” Og med hovederne først plaskede vi kort efter rundt. Jeg vandt. Det dryppede fra Supermans mørke hår, da han smilende lykønskede mig. Wow. Sikke nogle øjne. Mit kostume var gennemblødt. Det varede ikke længe, før vi sammen dansede rundt på græsplænen for at blive tørre igen.

Resten af dagen sad Superman og jeg ved siden af hinanden oppe ved musikken. Enhjørningen var væk, så nu var det os, der styrede playlisterne. Satte de mest old school numre på, som vi kunne komme i tanke om. Hvor kunne vi snakke om alt, som vi sad der og forsøgte at overgå hinanden med Salt-N-Pepa og TLC. Hvor var han sød, og hvor grinede vi højt. Jeg var plantet på mos, det var så blødt under fingrene. Rettede på mit tøj og måtte nogle gange bly slå blikket ned, når han kiggede opmærksomt på mig. Tænkte, at jeg havde ledt efter en som ham. “Jeg har set dig før,” bemærkede Superman. “Måske på Tinder?” foreslog jeg kækt. Det var ment som en spøg. “Ja,” svarede han. Var ikke helt sikker på, om jeg også var stødt på ham derinde. Bad om at måtte se hans profil. “Hvis jeg må se din,” smilede han, og vi talte endnu en gang ned med hver vores telefon parat. Han så sød ud på sine billeder. Men de kunne slet ikke måle sig med den bombe af maskulin udstråling, der nu sad lyslevende foran mig. “Så burde vi jo næsten matche,” sagde jeg. “Det burde vi,” nikkede han.

Der blev tændt bål sent om aftenen. Superman og jeg grillede resten af de pizzastykker, vi fandt i en stak af pepperonifedtede, efterladte papbakker. Nogen havde været så venlig at købe aftensmad til os alle. Superman var trukket i sin blå trikot igen. Jeg havde fået kappen på. Det var egentlig bare et stort, rektangulært klæde af rød nervøs velour bundet om halsen. “Vi skal i byen,” Søster kom tumlende med en mindre flok i hælene. “I byen, i byen,” hujede de alle. Så vi gik fra haven gennem gader, der flød med glasskår og stank af sprit og møg. Vejene var klæbrige. Kappen daskede mod mine haser. Superman gik ved siden af mig. Flokken skiltes så småt, efterhånden som vi kom frem, og især da vi ramte de første barer. Sådan har man jo altid forskellige præferencer, når man går i byen. Men vi var fem som fortsatte sammen. Havde jeg følt, at optoget tidligere på dagen havde været varmt, var det intet i forhold til den kvælende, trykkende hede, der her slog mod os. Alt for mange mennesker samlet på alt for lidt plads. Vi forsøgte at danse, men kunne knap få luft. Og jeg kunne mærke på min krop, der pludselig blev så tung og træt, at den havde været i gang i noget der snart mindede om tyve timer. Vi gik udenfor. “Jeg skal have vand,” mumlede jeg og følte mig næsten desperat af tørst. Min mund var helt tør. De andre var enige, Søster sad ligefrem og hang med helt opkogte kinder. Superman og jeg gik mod den nærmeste kiosk. Proppede begge favnen fuld af kolde vandflasker, hvis klare plastikoverflader drev af fugt. På vej tilbage havde samtlige bargæster tilsyneladende bestemt sig for alle at begive sig i den modsatte retning end os, og vi stod bogstavelig talt i urokkelig stampe, kunne hverken komme frem eller tilbage. Der var en asen og masen uden lige. Jeg rakte ud efter min Superman, men blev øjeblikkeligt presset tilbage. Vores hænder greb ud i den tomme luft. Kunne se ham glide længere væk i mængden, og jeg nåede at mærke klaustrofobien strejfe min ryg, inden jeg hørte ham råbe mit navn og med stærke arme række ud og få fat i mig. Min hånd var lille og fugtig i hans store og ru. Min pande i hans armhule, mens han lagde armen om mig og banede vej. Søster drak grådigt af flaskerne, da vi endelig nåede tilbage. Herefter var det som om, at vi alle mistede gejsten lidt. De andre gik mod smeltet ost og baconfedt, mens Superman og jeg fulgtes hjem. Tog en mindre befærdet omvej. Vi sludrede og gabte. På et gadehjørne stod vi foran hinanden med generte smil og sagde farvel. Og jeg vidste, han ville kysse mig, før det skete. Ville ønske jeg kunne sige, at det var et fantastisk kys. Sådan et der er blevet bygget op gennem en hel dags flirten. Men hele min krop føltes så knastør og dehydreret. Den smule spyt, der måtte befinde sig i mundhulen, var tyktflydende og hvidt; jeg havde selv set det i et skåret toiletspejl kort tid forinden. Jeg trak mig hurtigt væk fra Superman. “Ej, undskyld,” udbrød jeg forlegent, “normalt har jeg altså meget mere spyt end det her, så er jeg slet ikke så tør at kysse på.” Heldigvis lo han bare. “Men jeg vil gerne se dig en anden dag,” fortsatte jeg. “Kaffe?” spurgte han. Jeg nikkede glad. Det var det bedste karneval, jeg nogensinde har været til.

I dagene efter var jeg flyvende. Fandt Superman på Facebook. Vi skrev sammen. Han var lidt sen til at svare nogle gange. Men jeg vidste, at hans arbejde, som kan være på nogle lidt sjove tidspunkter, gjorde, at han ikke altid kunne svare lige med det samme. Så det var ok. Mindede ham om det med kaffe. Sagde, at jeg altså stadig var interesseret, hvis det skulle være. Dog blev det straks noget sværere at finde en specifik dag, hvor vi kunne mødes. Men jeg var jo klar over, hvor tidskrævende hans sport, som han går op i med liv og sjæl, kunne være. Så det var vitterligt helt i orden. Han foreslog lørdag. Det var en måske-aftale. Ville komme an på vejret, tilføjede han. Men jeg var også helt med på, at hans hobby, som er et større projekt sammen med nogle kammerater, afhang af netop dette. Og alt det der – arbejde, sport, hobby – det er fint for mig. Men jeg hader at stå på stand by på den måde. Tilsyneladende var det komplet umuligt at finde en anden dag, der passede ind i hans travle kalender. Så jeg lod mig overtale og gik med til at være Supermans måske-date trods en dump, gnavende følelse af begyndende irritation i mellemgulvet. Bryder mig ikke om at være nummer to. Og jeg kunne jo se, da det endelig blev lørdag, at vejret vist ikke var optimalt, men jeg hørte alligevel ikke noget fra ham. Ikke før jeg selv skrev og spurgte, om kaffen ville blive til noget eller ej. Det ville den ikke. For kammeraterne og han fandt på noget andet. Vi har ikke snakket sammen siden.

Manden På Gaden

Ja, ja. Så der findes altså en Danseboy et sted derude. Men han er ikke den første. Vil med største sandsynlighed heller ikke blive den sidste, kender jeg mig selv ret. På den måde har jeg flere forskellige mænd, der render rundt i byen, som er mine uden at vide, at de er det. Det er for det meste en hyggelig, lille leg. Således har der gennem tiden også været en Koncertboy og en Folkekøkkenboy. Og på Kreta findes der tilmed en Waterboy. Jovist. Men det var nu hyggeligst og allermest spændende dengang, da de sociale medier endnu ikke var blevet så store endnu. Det har dog vist sig, at kombinationen af at være temmelig ferm med både Facebook og Google, samt folks tendens til lemfældig omgang med især førstenævntes privatindstillinger, kan være en særdeles indbringende hobby. Det har vel også sin charme at være stalker, prøver jeg at overbevise mig selv om. Eller. Researcher. Som jeg foretrækker at kalde det. Lyder ligesom pænere. Ik’.

Og det er nok egentlig lidt pudsigt. For herinde taler jeg jo gerne højt og længe om – hvad jeg går ud fra, andre mennesker ofte synes er – de mest intime detaljer, nogen kan dele. Men alle andre steder på internettet er jeg altid enormt tilbageholden. Sådan er det også i virkeligheden, bag skærmen. Fordi for mig findes der langt mere private ting, man kan fortælle om sig selv. Det er ganske få mennesker, jeg har fortalt mine hemmeligheder til. Forestiller mig, at jeg måske er lidt omvendt på det punkt. Hvor kys og knald snildt kan betyde meget, meget lidt for mig, så kan jeg som bekendt ikke forstå, hvordan folk for eksempel kan finde på at rende rundt og sove med hinanden. Jeg mener. Bare sådan. Tilfældigt. Som om det slet ikke betyder noget. Begynder jeg først på sådanne sager, eller krydrer jeg blot et bekendtskab med lidt hemmelighedsfortælling, kan man uden tvivl regne sig for værende del af en nøje udvalgt, eksklusiv elite. Derfor ærgrer jeg mig i dag gul og blå over, at jeg for en gangs skyld tog kontakt til en af disse mænd, mine boys, der er mine uden selv at vide det. Ærgrer mig over i dén grad at have fejlbedømt ham og hele situationen. At jeg så heftigt ignorerede min mavefornemmelse på grund af en fantasi, der, set i bagklogskabens klare lys, blot skulle være blevet ved netop det og aldrig andet. For nogle gange er fantasier bare. Tja. Fantasier. Nysgerrig? Nå. Men så følg med:

Tror, det er over et år siden, jeg så ham første gang. Han kom gående mod mig, og jeg tænkte, at der var noget bekendt ved ham. Kort overvejede jeg at hilse. Han gjorde tydeligt det samme. Der var sådan en famlende øjenkontakt. Og så var han væk. Gangen efter stod jeg i ly i et busskur, da han kom soppende med regnen silende fra sin lange næse. Derefter blev det med forholdsvis jævne mellemrum, at vi fortsatte med at støde på hinanden. Og det var altid det samme sted, jeg så ham. Samme gade. Derhjemme gik jeg flere gange på Facebook og forsøgte via personer, som jeg mente at kunne huske fra sammenhænge, jeg associerede med Manden På Gaden, at finde frem til ham. Aldrig med held. Så meget for uovertrufne researcher skills. Pokkers.

Efter omtrent et halvt år med stirren og tilfældige møder, gik vi pludselig fra at udveksle lange blikke til blege, prøvende smil. Han spilede forbavset øjnene op, da jeg en morgen forsøgte mig med et skævt et af slagsen. Gengældte straks. Jeg kunne lide, at jeg overraskede ham, og jeg kunne lide, at det lod til at gøre ham usikker. Fra da af startede mine fantasier om Manden På Gaden. Handlede om ham og jeg i gyder, i baggårde, i trappeopgange. I fantasierne blev der aldrig sagt noget mellem os. Det var bare mig, der ville tage fat i ham midt på gaden, hive ham til side og tage ham, som det passede mig, mens han ville kigge på mig på sin usikre, forbavsede facon. Når jeg stod og ventede på bussen, kørte filmen for mit indre blik, og jeg håbede hver gang, han ville komme forbi. Men det var også fra da af, at jeg ikke så mere til ham. Selvom jeg spejdede. Og gik forbi busstoppestedet igen og igen. Og fandt på omveje, jeg håbede, han ville tage. Og i det hele taget begyndte at føle mig lidt dum. Men lige meget hjalp det. Manden På Gaden var bare pistvæk.

Da skete det, at jeg for en måneds tid siden tilfældigt befandt mig på selv samme gade, hvor mine fantasier som regel plejede at løbe af med mig, sammen med Søster. Det var et værre blæsevejr den dag. Vi stod og snakkede med hver vores cykel ved siden. Var rigtigt sådan nogle irriterende damer, der bare står og spærrer. Da han gik forbi, var det som i slow motion, selvom det i virkeligheden nok ikke tog mere end et par sekunder. Bassen buldrede i ørerne. “Hvem er han?” spurgte jeg retorisk, henført. “Ham der? Vi har jo gået på samme folkeskole. Han gik et par årgange over dig, tror jeg,” svarede Søster. Og pludselig kunne jeg se ham i aulaen, på legepladsen, på gangene. Råbene og støjende og voldsom i kantinekøen, som kun de store drenge var, når de var utålmodige efter pølsehorn så kridhvide i krummen, som man ikke har set dem siden halvfemserne. Mere end et års spekulationer over Manden På Gaden var endelig ovre. Søster kunne tilmed huske hans navn. “Hvorfor? Synes du da, at han er noget specielt?” spurgte hun. En svag næserynken antydede, at hun ikke delte samme holdning, skulle det vise sig, at jeg fandt ham overordentligt speciel. Tænkte mig om. Hvad syntes jeg om ham? Rent fysisk gør han ikke det store væsen af sig, det kunne jeg godt se. Han ser sød ud. Men han er ikke min evige go to type. Langt fra. Faktisk lidt splejset i det. Uih! Der kunne godt være en snas Spurv over ham, kom jeg i tanke om. Ved godt selv, hvordan jeg kan virke, når jeg kommer hvirvlende med mit hår og mine skørter, høje latter og drevne dialekt. Mit umiddelbare indtryk var, at Manden På Gaden er stik modsat. Men jeg kunne lide den effekt, jeg fornemmede, jeg havde på ham. Kunne lide mine fantasier, og var efter uudholdeligt lang tid med disse mere end parat til at føre dem ud i livet.

Hjemme på tredje sal sad jeg atter med min computer åbnet foran mig. Og sørme om ikke han dukkede frem med det samme, jeg søgte på navnet, Søster havde oplyst. Efter en smule tilløb endte jeg med at sende følgende: “Det kan godt ske, det er lidt random det her – men jeg har set dig på gaden nogle gange, og jeg synes simpelthen bare, du ser så sød ud!” Jeg ventede. Der gik en time. “Hej Frøken Kløe. Jeg kan godt huske dig,” lød svaret. Hvorefter han tilføjede, at han havde tænkt det samme om mig. Varede ikke længe, før han inviterede mig på kaffedate. Jeg sagde naturligvis ja. Viste sig også, at grunden til, vi så ofte var rendt på hinanden, skyldtes, at vi bor med kun få hundrede meters afstand. Det begejstrede mig. Tænk, at Manden På Gaden havde været så nær hele tiden! Åh. Vi ville ikke kunne ses før et par uger senere. Ventetiden blev brugt på næsten daglige skriverier.

Når jeg ikke har mødt mænd endnu, gider jeg sjældent bruge alt for meget tid på at skrive med dem. Men efter at have skrevet kort om barndomsby og folkeskole, om fælles bekendte, og i særdeleshed efter at have husket mere end tyve år gamle episoder med Manden På Gaden, fik jeg en fornemmelse af at kende ham. Helt overordnet var han sød. Som forventet. Kunne dog samtidig sagtens se, at han nogle gange skrev nogle ret sære ting. Eksempelvis da han nævnte, at han savnede en kvinde med dannelse. I fuldt alvor erklærede han sig som værende det mest kultiverede menneske, han kendte, skulle han sige det selv. Og det skulle han på det bestemteste. Kunst skulle helst gå lige til grænsen, provokere ham. Jeg nævnte Kvium. Næ nej, ha! Foreslog Kahlo. Hvem? Luret, tænkte jeg og kiggede kærligt op på alle tiders heltinde, der troner blødende på min stuevæg. Han forklarede sin forkærlighed til grænsesøgende kunst ved, i samme slet skjulte seriøse vendinger, at beskrive hvor ekstremt og kontrastfyldt et liv han fører: Drikke øl den ene dag, spise sundt den næste. Da han første gang brugte ordet ekstrem om sin livsstil, forventede jeg historier om en eller anden form for hurtig vandsport eller parkour i svimlende højder. Og jeg tænkte, at det eneste, der for mig virkede ekstremt i det han fortalte, var hans fuldstændigt forbløffende evne til at virke indbildsk og uden skygge af selvironi. I samme øjeblik smældede en klar, lys stemme gennem mit hoved: “Slap af. Det kan du ikke vide. Man kan nemt misforstå tonen i en besked. Giv ham en chance.”

Det var i det hele taget en underlig blanding. Jeg syntes absolut, Manden På Gaden var irriterende, når han beklagede sig og skrev, at hans venner ikke var lige så belæst som han. Jeg snakkede udenom, når han gerne ville tale om de sjæleløse mennesker, der er som robotter, og som derfor er de allerfarligste af alle. Jeg syntes, han var betænksom, når han spurgte mig, hvordan min dag var gået. Han kaldte mig en attraktiv kvinde. Vidste ikke rigtigt, om jeg ville have foretrukket at blive kaldt lækker. Jeg oplevede ikke helt at kunne finde en ordentlig balance mellem fantasi og virkelighed. Det var som to magnetiske poler, der fortsatte med at frastøde hinanden. Som så mange gange før foretrak jeg fantasien, hvorfor den som oftest fik lov til at sejre. Men mest af alt følte jeg en form for fortrolighed eller samhørighed over, at Manden På Gaden og jeg begge var opvokset samme sted. Over at kende til samme sociale koder og sædvaner som kan præge et udkantsområde; og over at have disse indprentet så dybt i sig, så man formentlig aldrig helt vil kunne undsige sig dem, lige meget hvor hårdt man ellers forsøger. Måske det i sidste ende var derfor, at jeg besvarede hans hemmeligheder med mine egne. Skønt ikke voldsomt detaljerede og måske kun overordnet beskrevet, men ikke desto mindre hemmeligheder.

Gennem alle skriverierne havde det hele tiden stået mere eller mindre mellem linjerne, hvordan jeg havde fantaseret om Manden På Gaden, når jeg så ham. Virkede han meget smigret over. Spurgte på et tidspunkt, hvad jeg ledte efter. “I hvert fald ikke en kæreste,” svarede jeg kækt. Understregede min pointe med den meste lumre emoji, jeg kunne finde. Og det var hele tiden mest bare hentydninger. Og det var ret spændende sådan. Og han lod aldrig til at fange den helt. Et par dage inden kaffedaten skulle stå, var både kløe og fantasier ved at få bugt med enhver virksom tanke, der måtte findes tilbage i min hjernebark – som på daværende tidspunkt forresten lod til at være en sumpet, sørgeligt overkogt masse. Så. Skrev, at jeg syntes, vi burde droppe kaffen. At han i stedet kunne komme hjem til mig. Han fangede den stadig ikke. “Jeg vil gerne kneppe med dig,” skrev jeg ligeud, “er du med nu?” Dét må man sige, han var. Men aldrig så snart var aftalen i hus, før han begyndte at spørge mere ind til, hvad jeg ledte efter i en mand. Hvordan en ideel kæreste skulle være. Svarede, at det ikke var noget, vi behøvede at komme ind på, for jeg ville kneppe og ikke kæreste rundt. Det lod Manden På Gaden til at acceptere for en stund, indtil han i nye formuleringer skrev akkurat det samme igen. Spurgte denne gang også, om jeg kunne finde på at dumpe en mand, hvis han ikke var så god i sengen. “Ja,” sagde jeg, “når relationen bare er sex, er det jo som minimum nødt til at fungere.” “Heldigvis har jeg været sammen med rigtigt mange kvinder, så det bliver ikke et problem. Men jeg er meget dominerende, det må du være forberedt på,” svarede han.

“Hold dig væk fra ham,” sagde Søster alvorsfuld, “han lyder underlig.” Min veninde stemte i. Det gjorde min mave egentlig også. “Jo, jo. Underlig,” grinede jeg og ville ikke lytte, “det bliver sikkert kinky.” Jeg må indrømme, at jeg studsede mere end én gang over Manden På Gadens beskeder. Men. Man kan sjældent tale en dame fra at gå ind til, hvad hun regner med bliver Forløsningen. Man kan ikke sige til hende, at alarmklokkerne altså både bimler og bamler, når mænd skriver sådan. For hun har proppet vat i ørerne og har i døgndrift en hed film lynende på repeat for sit indre blik. Det er derfor, hun sidder åndsfraværende og stirrer tomt på sine kolleger, når de spørger, om hun har husket at bestille post its og mødeforplejning. Det er derfor, hun nynnende fjerner ethvert dun af kønsbehåring, iklæder sig en nyindkøbt kjole og blinker tilfreds til sig selv. Lige indtil det ringer på døren.

Anden date med Kreamanden

Scene 8. Ungpigehybel. Aften. Frøken Kløe – for hvem det i denne weekend har lykkes at føre et højest usædvanligt aktivitetsniveau med både langt event i fitness og kunstudstilling med sine forældre – ligger atter på sofaen iklædt nattøj. Hun har købt bland selv-slik for halvfjers kroner. Det er et par dage siden, hun var på date i teatret. På Tinder modtager hun en besked fra Kreamanden.

KREAMANDEN: Har du travlt i næste uge? Hvornår vil du se mig igen?

Beskeden formår at irritere Frøken Kløe nok til, at hun ikke gider svare lige med det samme. Hun er ved at gense Outlander; går i gang med sjette afsnit. Bagefter ringer hun til Søster.

SØSTER: Skriver han ordret “hvornår vil du se mig igen?”?

FRØKEN KLØE: Ja. Er det ikke lidt irriterende?

SØSTER: Jo, sådan lyder det. Også desperat. På en måde.

FRØKEN KLØE: Præcis!

SØSTER: Tror du ikke, det er fordi, du i virkeligheden ikke gider ham nok, at du har det sådan nu?

FRØKEN KLØE (slår smæld med tungen): Tjo. Sikkert. Det er bare fordi, han jo skaffede teaterbilletter. Så føler jeg ligesom, at jeg skylder ham noget. Du ved. Det er for dumt. Men. Han var jo også sød nok. Rigtig sød, faktisk. Hans ven var bare endnu sødere. Og smukkere. For satan, han var smuk.

SØSTER: Løven?

FRØKEN KLØE: Løven. Jeg har fundet ham på Facebook.

Søster søger efter Frøken Kløes anvisninger på Facebook. Hun finder Løven.

SØSTER: Ok. Hold da op. Han er godt nok. Ja. Det er han virkelig. Hold da helt op.

Frøken Kløe og Søster fortsætter med at stalke Løven en rum tid, inden de afslutter samtalen. 

FRØKEN KLØE (i besked på Tinder): Hvad med lørdag?

KREAMANDEN: Jeg kan desværre ikke i weekenden. Har du ikke mulighed for at ses tidligere på ugen?

Frøken Kløe ser syvende afsnit af Outlander.

FRØKEN KLØE (i besked på Tinder): Hvad så med i morgen?

KREAMANDEN: Det er en aftale.

– – –

Scene 9. Ungpigehybel. Dag. Frøken Kløe gør et forsøg på at rydde op, flytter en stak vasketøj fra stuebord til vindueskarm. Hun spiser en skålfuld havregryn. Dupper en smule ferskenfarvet lipgloss på læberne. Dørtelefonen kimer. Det er Kreamanden. Frøken Kløe sprayer hurtigt med lidt hårlak. Trækker dernæst i overtøjet, går ud af døren og ned ad trapperne.

– – –

Scene 10. På gaden. Kreamanden står udenfor Frøken Kløes opgang. Han har sin cykel med og har en mørkeblå filthat på hovedet. 

KREAMANDEN (smiler): Hej! Tak for sidst.

FRØKEN KLØE (giver ham et kram. Smiler): Hej Kreamand! Selv tak. Skal vi snuppe en kop kaffe?

De går sammen hen ad gaden. Snakker lidt om, hvad de hver især har lavet i løbet af dagen. Ved den første kaffebar går de indenfor. Frøken Kløe gør meget ud af på en diskret måde at vifte med sit dankort, så Kreamanden ikke er i tvivl om, at hun gerne vil betale for sig selv. De sætter sig.

KREAMANDEN (kigger ned ad Frøken Kløe, da hun tager jakken af): Du ser rigtig godt ud i dag.

Frøken Kløe er iført denimnederdel, rød- og blåstribet bluse og sorte ruskindsstøvler.

FRØKEN KLØE: Tak. Det er mit faste date-outfit.

KREAMANDEN (griner): Er det?

FRØKEN KLØE (griner): Nej, det var bare for sjov.

KREAMANDEN: Går du på mange dates?

FRØKEN KLØE: Nja. Det kommer vel an på, hvad man synes, der er mange dates. Tror ikke, jeg går på flere dates end andre singler.

KREAMANDEN: Jeg må sige, at du er en af de bedre dates, jeg har oplevet.

De drikker kaffe og småsnakker om løst og fast. Samtalen falder på fitness. Klassisk emne.  

KREAMANDEN: … Det er ligesom ham, jeg bor sammen med. Løven. Kan du huske, vi mødte ham i teatret? Det er min roommate. Han er fitnessinstruktør.

FRØKEN KLØE (pludseligt meget interesseret): Du bor sammen med Løven? Ja?

KREAMANDEN: Nemlig. Men han leder efter en lejlighed for sig selv nu.

FRØKEN KLØE (henkastet): Virkelig? Nå! Skal han da flytte sammen med sin kæreste eller hvordan?

KREAMANDEN: Nej, han har ingen kæreste.

FRØKEN KLØE: Aha. Hvor vil han bo? Midtbyen? Vestbyen? Østbyen?

KREAMANDEN (med let rynkede bryn): Øh. Det ved jeg ikke.

FRØKEN KLØE: Har han børn? Eller. Æh. Du ved. Men. Har han?

KREAMANDEN (griner): Nej, det har han ikke.

FRØKEN KLØE: Hvordan er han? Hvilken type? Jeg mener. Hænger jo tit sammen med hvilken bydel, man har lyst til at bo i.

KREAMANDEN: Han er sådan meget chill i det.

Frøken Kløe remser begejstret alle sidegaderne op omkring sin egen gade, som ville egne sig absolut glimrende til en chill, kæreste- og barnløs Løve. Tænk hvis de kunne blive naboer! Frøken Kløe synes efterhånden, det hele kunne minde om et manuskript til en B-film. I tankerne roser hun sig selv for at have håndteret de spændende, nye oplysninger om Løven på en så elegant og afslappet måde. Minder dernæst sig selv om, at det er Kreamanden og ikke Løven, hun er på date med nu. Hun begynder i stedet at tale om sommerferieplaner. Bagefter musik. Uddannelsesvalg. Runder endnu en gang sommerferieplanerne. Det bliver en kort date.

– – –

Scene 11. Foran kaffebaren.

FRØKEN KLØE: Tak for i dag, Kreamand.

KREAMANDEN: Har du lyst til at ses igen?

FRØKEN KLØE: Øh. Vi må lige tales ved.

KREAMANDEN: Jeg skriver til dig.

De siger farvel og skilles, går i hver sin retning. Da Frøken Kløe er kommet et godt stykke væk, ringer hun Søster op og sætter hende hurtigt ind i sagerne.

FRØKEN KLØE: Som jeg ser det nu, har jeg to muligheder: Blive venner med Kreamanden og sørge for at blive inviteret hjem til ham – på en fuldstændig venneagtig måde! – så jeg kan møde Løven igen. Eller – og det ville selvfølgelig være det pæneste at gøre – helt stoppe med at date Kreamanden og finde ud af det med Løven på anden vis. Skulle Løven tilfældigvis følge en eller anden åndssvag, pernitten bro code, er det bedst aldrig, aldrig at se Kreamanden igen.   

SØSTER: Du må under ingen omstændigheder knalde Kreamanden! Og du må heller ikke lade ham tro, at det nogensinde ville kunne lade sig gøre. Får Løven det at vide, er det først, han holder sig væk.

De fortsætter et stykke tid med at diskutere og vurdere Frøken Kløes muligheder. Selvom det med at blive venner med Kreamanden klart ville være det snedigste, bliver de til sidste enige om, at det nok vil være bedst ikke at se ham igen.

– – –

Scene 12. Ungpigehybel. Dag. Der er gået over fjorten dage siden sidste møde med Kreamanden. Han har ikke skrevet til Frøken Kløe, og i mellemtiden har der også været så meget andet rod, så hun har heller ikke kontaktet ham.

KREAMANDEN (i besked på Tinder): Hej Frøken Kløe. Det er lang tid siden. Hvordan har du det? Hvornår skal vi tage en tredje date?

FRØKEN KLØE: Hej Kreamand. Det har været hyggeligt at møde dig, men jeg synes ikke, vi skal ses igen.

KREAMANDEN: Kemien og den umiddelbare tiltrækning var der alligevel heller ikke rigtigt fra min side. Jeg synes bare, vi skulle give det en chance. Men det må du selv om. Ha’ det godt.

Frøken Kløe trækker på skuldrene. Kort efter sletter Kreamanden hende som match. Men da er Frøken Kløe allerede gået i gang med at lægge andre planer. 

Røde

Søster var hjemme for en kort bemærkning, og jeg bestemte mig for at holde halvanden dags ferie alligevel, for det skulle selvfølgelig fejres på behørig vis. Hun endte med at få lokket mig ud af min hule med lovning om billige sjusser. Søsters kæreste med det ravnsorte hår var også med, snuppede en guitar og spillede løs, mens hele baren hujede og klappede. Jeg havde det så sjovt og kunne glemme lidt for en stund. En fyr kom forbi, snakkede med Søsters kæreste, dunkede ham venskabeligt i ryggen. Han mindede mig om mit rødhårede gymnasiecrush. “Hvem er han?” spurgte jeg lidt efter, da jeg fik Søsters kæreste på tomandshånd. Han lo. “Det er min kammerat. Han er single. Kan du lide ham?” spurgte han. Jeg grinede lidt og sagde, at han vel var ok. Lange blikke. Den røde stod ved et bord lidt længere væk. Dvælende smil. Jeg slog med nakken, skævede til ham gennem øjenvipperne. Han tog sin jakke. “Jeg kommer tilbage. Bliv her,” sagde han, da han strøg tæt forbi mig. Kunne mærke hans ånde som små, varme pust mod min tinding. Så var han væk.

Søster og jeg dansede. Skrålede med på sangene. Vi mødte nogle bekendte, stod længe og talte om barndomsby og teenageår – Gud ja, det er osse rigtigt! Åh Gud, det havde jeg helt glemt! Gudfader, det er lang tid siden! Sådan noget. Vi gik ud på toilettet for at tisse sammen. Som søstre gør. “Hvad er det der?” spurgte jeg, da hun trak bukserne ned. “Det er flot, ikke?” grinede hun og blottede sit nydeligt trimmet men stadig behårede venusbjerg. “Men. Der er jo hår på,” sagde jeg. “Jamen, det skal man nu. Vi gør det allesammen. Det er meget pænere sådan. Det synes mændene også,” svarede hun og tissede. “Jeg gør det altså ikke,” sagde jeg. “Det burde du. Du er for gammel til at lade være,” sagde Søster. Og jeg svarede, at så gammel var jeg da heller ikke, hvis jeg selv skulle sige det. Bagefter spurgte jeg Søsters kæreste, om han nu også var helt ok med de hår der, men han grinede bare og kyssede Søster. “Han er kommet tilbage,” sagde han og pegede bagud.

Den rødhårede købte øl til os, og vi satte os ud under markisens glødende varmelegemer. Han præsenterede sig som Røde, jeg som Frøken Kløe. Han var sjov at snakke med. “Du ligner en flot viking,” smilede jeg og kunne se, at han blev smigret. Det var rigtigt. Det lignede han virkelig. Bare uden hammer og bersærkerblik, men derimod med næsering og stramme jeans. Alt sammen ledte hurtigt samtalen hen på en af mine absolutte yndlingsserier indeholdende nogenlunde samme type vikingemænd, og vi var rørende enige om, at Ragnar Lothbrok var den sejeste karakter af alle. Jeg spillede lettere fortørnet, da Røde sagde, at han ikke havde set længere end til sæson to. “Du kan jo se resten sammen med mig?” foreslog han, og jeg nikkede glad. Klokken blev mange. Den røde og jeg talte og talte, og da Søster ville hjem, talte vi endnu. Sagde, jeg ville blive lidt længere. Hun blinkede til mig, inden hun gik.

Røde var sød, men han virkede ung. Med tanke på at Søster jo er min lillesøster, at hendes kæreste er yngre end mig, og at hans venner med stor sandsynlighed er omkring samme alder, spurgte jeg ind til netop dette. “Jeg er fireogtyve,” svarede han. Med ét blev jeg så træt, da jeg kom i tanker om, at Sommermanden er knap ti år ældre. Der er bare en anden tyngde og ro over ti år ældre mænd. Det savnede jeg pludselig. Til gengæld besad Røde en sorgløs naivitet og lethed, som jeg sikkert ville have fundet forfriskende, hvis ikke det var fordi, det denne aften gav mig en følelse af at være ældgammel. Men jeg lod ham dog tage min hånd, da han spurgte, om han måtte følge mig hjem. Vi satte os på en trappesten. Kunne se, han endelig var ved at samle mod nok til sig. Hans kys var fnuglet og blødt. Der var ikke noget bestemt over det kys, ikke noget krævende. Ikke noget spændende. Bare sådan. Hm. Agtigt. Og hele tiden tænkte jeg, at sådan her kunne Sommermanden aldrig have fundet på at kysse mig. Han ville vide lige præcis, hvad man skulle gøre. Ville måske tage mit ansigt mellem sine hænder, ae min nakke, måske gemme mig i sin store favn. Han ville fylde min mund med sin tunge, han ville nappe mine læber og slikke min mundvig. Røde strålede glad og stolt, da han slap mig. Jeg smilede lidt til ham. Foran min hoveddør kyssede han mig en sidste gang og bad om mit nummer. Og jeg tænkte, at jeg måtte tænke på noget andet, så jeg gav ham det.

“Hej Frøken Kløe – dejligt at møde dig i går, jeg havde det virkelig sjovt! Har du stadig lyst til at se serie sammen en dag? Kærlig hilsen Røde,” skrev han næste dag, da jeg lå på sofaen og plejede hovedet med kold cola. Forestillede mig, at jeg ville svare ham lidt senere. Noget med, at det gad jeg da godt. Men så fandt jeg Sommermandens t-shirt frem. Engang duftede den af hans vaskepulver og sommerdage på altanen. Jeg har stadig ikke fået skrevet tilbage.

Efterdønning

Der skulle ikke ret meget til at få mit bæger til at flyde over i dagene efter skypemødet med Sommermanden. I postkassen fandt jeg en seddel fra min udlejer med en kort besked om, at varmeregnskabet var gjort op, hvorfor jeg nu skyldte 214,65 kroner. Det fik mig til at jamre, som den lille, udsultede kat, jeg fandt for noget tid siden. Hele min verden drejede sig kun om en eneste undren: Hvordan Sommermanden kunne sige nej til kærligheden. Hvis man er forelsket i et menneske, siger man da ikke nej, når det er gengældt, tænkte jeg. “Jeg kan ikke forstå, hvorfor han ikke vil kæmpe for os,” sagde jeg. “Hør efter nu,” svarede Søster hårdt, “Sommermanden har givet, hvad han havde at give. Han har ikke mere i sig.” “Men han er jo forelsket…” prøvede jeg stille. “Ikke nok,” sagde hun, “du kunne ikke få flere følelser frem i ham. Du er ikke en del af hans drøm om et nyt liv. Hvis du var, havde vi ikke denne samtale nu. Han er mere forelsket i den drøm end i dig.”

Det har taget mig mange dage at skrive om mit og Sommermandens brud. Og i noget der vel snart minder om vanlig stil, er jeg selvfølgelig ikke helt færdig endnu, men runder af med en omgang føle-føle og refleksion. De sidste ugers forløb har været fuldstændig umulig for mig at huske ordentligt. Har konstant haft Søster i røret, hvor hun har måtte agere hukommelse. Det har været meget pinefuldt at skulle dykke ned i alle de følelser igen, som disse indlæg har krævet. Og det var egentlig først, da jeg en sen aften formulerede linjerne om vores farvel, at det gik rigtigt op for mig, hvad der var sket. Det var modbydeligt at erkende, at han ikke synes, jeg er værd at kæmpe for. Hæse hulk blev pumpet fra mave til mund i smertelige stød mod svælget, der kom helt bag på mig, og jeg forstod, at det var præcis, hvad Sommermanden havde sagt.

Denne aften gik det op for mig, at han i vores sidste samtale nok erklærede sig forelsket, men at han aldrig nogensinde havde brugt ordet direkte. Jeg tror på, at Sommermanden har ment det, da han sagde det. Men det har taget mig lang tid også at tro på hans handlinger, som desværre ikke altid har stemt overens med ordene. Det kan godt ske, han siger, at jeg er noget helt specielt, at jeg er svær at slippe, at han aldrig regner med at finde noget lige så vidunderligt, som det, vi har haft sammen. Og det kan godt ske, at han ser afstanden som vores fjende. Men jeg tror ikke, det er afstanden. Det er Sommermandens følelser. Eller mangel på samme. For hvis man har fundet kærligheden, hvem ville så nøjes med det næstbedste? Ingen, hvis man spørger mig. Og jeg troede, at det var det, han sagde. At jeg var hans kærlighed.

Jeg er gal på Sommermanden over, at han har fået det til at lyde som om, at jeg har været med til at sætte en kæp i hjulet på vores forhold. I stedet for bare at sige, at vores følelser ikke matchede hinanden. Jeg sagde engang til ham, at jeg drømte om at have modet til at følge ham, hvis han altså spurgte, om jeg ville med. Men jeg tror ikke, han forstod, at det blot var ment som en kærlighedserklæring. Ikke en opfordring til at spørge. Svaret kom straks: “Det er rigtigt, at vi aldrig har diskuteret muligheden for, at du kunne tage med. Men for det første har du altid snakket om, hvor meget du holder af din by, og hvordan du aldrig ville kunne forlade den. Så det giver ligesom sig selv. For det andet vil jeg gerne have det her eventyr for mig selv.” Altså. Som første punkt i forklaringen på, hvorfor vi ikke kan være sammen, skød Sommermanden skylden på mit stærke bånd til min by. Og nå ja. For øvrigt ville han også gerne have eventyret for sig selv. Men burde det netop ikke være hovedargumentet? At han ikke ville have mig med? Ville han have mig til at tænke, at det var min egen skyld, at vi ikke kunne være sammen? Ved samme lejlighed konfronterede jeg ham også med, at jeg følte mig snydt til at tro på, at det, vi havde, kunne blive til noget større. Fordi han i sommer tog min hånd og sagde, at han gerne ville vise mig sin verden, vise, at jeg var så meget mere end bare sex for ham. Fordi han med strålende øjne smilede, at han ville dø af kærlighed, hvis vi mødtes på Island. Og fordi han fortalte, at det gjorde ondt at læse, når jeg havde været sammen med andre mænd end ham. For ikke at tale om alle de småhints, han har drysset over mig gennem hele sommeren. For eksempel når han bad mig bryde alle mine manderegler, selvom jeg forklarede, at det var mit værn mod forelskelse. Men Sommermanden syntes ikke, han havde snydt mig. Nej. Han havde jo bare vist, at han var blevet glad for mig – og det var jo alligevel mig, der altid snakkede om at leve livet fuldt ud, så det måtte stå fuldstændig for egen regning, hvis jeg følte mig snydt, sagde han. Og det er jo rigtigt, at hvis nogen har været fortaler for at sige ja til alt, hvad livet måtte byde, så er det mig. Men som om at det ikke også indebærer forelskelse? Som om at det ikke også indebærer kærlighed? Ah ja, Sommermand. Kommer det bag på dig, at det er sådan jeg oplevede det? Forstår du nu, hvorfor jeg føler mig snydt til at føle noget, du alligevel ikke havde tænkt dig at gøre en skid ved, når det kom til stykket?

Bitter? Ja. Meget. Men derudover tror jeg også, at bloggen har haft betydning. Der er vel efterhånden ingen tvivl om, at den blottelse og sårbarhed jeg mærkede ved at lade Sommermanden læse med, gjorde mig så letpåvirkelig og modtagelig, så det blandt andet var medvirkende til forelskelsen. Det ved jeg så til en anden gang. Måske er Sommermanden blevet fascineret og har ladet sig rive med ind i noget, der måske ikke ville være blevet, hvis han ikke havde vidst, at han blev skrevet om. Har til tider også fået en fornemmelse af, at jeg for ham mere var Frøken Kløe end jeg var mig. Nok fordi jeg så tidligt fortalte om bloggen. Og at Sommermanden altså egentlig herigennem har lært mig rigtigt at kende. Den søde kløe viser jo kun en lille del af mit ellers røvsyge og helt normale liv. Jeg synes, at det har været svært at have ham som læser. Det har gjort mig ufri. På den anden side har jeg også udnyttet bloggen som en kommunikationskanal, hvor jeg har kunnet fortælle Sommermanden det, jeg ikke har haft mulighed for at sige ellers. Har håbet på at kunne provokere ham, tirret ham til reaktion. Som regel med held. Se bare det indlæg han selv skrev. Kan dog konkludere, at det ikke er den mest optimale kommunikationsform. Surprise. Og jeg har lige benyttet mig af det igen. Super.

Hvis nogen spørger, hvordan jeg har det nu, vil jeg svare, at jeg mest af alt føler vrede. Jeg kan mærke, jeg bliver varm af netop dette, når jeg stalker Sommermanden på Instagram og ser alle billederne af hans nye liv med hashtags og filtre. Det er som at se kulisser i en film, jeg fatter ikke, det findes, jeg kan på ingen tænkelig måde forestille mig, hvordan der må være der. Jeg kan se, der er fart på. Jeg kan se. Endelig kan jeg se. Noget af det sidste jeg sagde til Sommermanden, var, at jeg håbede, jeg kunne blive tilstrækkeligt vred på ham. Hans ansigtsudtryk fortalte mig, at han ikke brød sig om at høre det. Men jeg føler vreden, jeg lever den, byder den lettet velkommen og beder den hjælpe mig presse hver en dråbe af Sommermanden ud af mit blod. Der findes en styrke og fandenivoldskhed ved min vrede, som jeg langt hellere foretrækker end den svaghed, der følger tårerne.

Ikke at jeg slet ikke græder længere. Det er bare ikke på samme måde som før. Er under alle omstændigheder mest på tidspunkter, hvor jeg har for meget tid til at mærke efter. For alt det med vrede er jo fint nok. Hjælper mig ligesom med at komme videre. Omend man godt kunne efterlyse et lidt højere tempo i den henseende. Men jeg savner også Sommermanden. Helt vildt meget. Jeg savner ham, som han var engang. Men ham, jeg har beskrevet i dette indlæg, har jeg ikke lyst til at være kæreste med. 

Så her ender historien om Sommermanden. Med en brændt og forkullet Frøken Kløe. Lad mig slutte med maner til tonerne af Tami Tamaki, som har begået hvad jeg for tiden anser som værende mit livs soundtrack. Det er i hvert fald både smukt og ærligt og på konstant repeat i min øregang.

Older posts