Manden På Gaden

Ja, ja. Så der findes altså en Danseboy et sted derude. Men han er ikke den første. Vil med største sandsynlighed heller ikke blive den sidste, kender jeg mig selv ret. På den måde har jeg flere forskellige mænd, der render rundt i byen, som er mine uden at vide, at de er det. Det er for det meste en hyggelig, lille leg. Således har der gennem tiden også været en Koncertboy og en Folkekøkkenboy. Og på Kreta findes der tilmed en Waterboy. Jovist. Men det var nu hyggeligst og allermest spændende dengang, da de sociale medier endnu ikke var blevet så store endnu. Det har dog vist sig, at kombinationen af at være temmelig ferm med både Facebook og Google, samt folks tendens til lemfældig omgang med især førstenævntes privatindstillinger, kan være en særdeles indbringende hobby. Det har vel også sin charme at være stalker, prøver jeg at overbevise mig selv om. Eller. Researcher. Som jeg foretrækker at kalde det. Lyder ligesom pænere. Ik’.

Og det er nok egentlig lidt pudsigt. For herinde taler jeg jo gerne højt og længe om – hvad jeg går ud fra, andre mennesker ofte synes er – de mest intime detaljer, nogen kan dele. Men alle andre steder på internettet er jeg altid enormt tilbageholden. Sådan er det også i virkeligheden, bag skærmen. Fordi for mig findes der langt mere private ting, man kan fortælle om sig selv. Det er ganske få mennesker, jeg har fortalt mine hemmeligheder til. Forestiller mig, at jeg måske er lidt omvendt på det punkt. Hvor kys og knald snildt kan betyde meget, meget lidt for mig, så kan jeg som bekendt ikke forstå, hvordan folk for eksempel kan finde på at rende rundt og sove med hinanden. Jeg mener. Bare sådan. Tilfældigt. Som om det slet ikke betyder noget. Begynder jeg først på sådanne sager, eller krydrer jeg blot et bekendtskab med lidt hemmelighedsfortælling, kan man uden tvivl regne sig for værende del af en nøje udvalgt, eksklusiv elite. Derfor ærgrer jeg mig i dag gul og blå over, at jeg for en gangs skyld tog kontakt til en af disse mænd, mine boys, der er mine uden selv at vide det. Ærgrer mig over i dén grad at have fejlbedømt ham og hele situationen. At jeg så heftigt ignorerede min mavefornemmelse på grund af en fantasi, der, set i bagklogskabens klare lys, blot skulle være blevet ved netop det og aldrig andet. For nogle gange er fantasier bare. Tja. Fantasier. Nysgerrig? Nå. Men så følg med:

Tror, det er over et år siden, jeg så ham første gang. Han kom gående mod mig, og jeg tænkte, at der var noget bekendt ved ham. Kort overvejede jeg at hilse. Han gjorde tydeligt det samme. Der var sådan en famlende øjenkontakt. Og så var han væk. Gangen efter stod jeg i ly i et busskur, da han kom soppende med regnen silende fra sin lange næse. Derefter blev det med forholdsvis jævne mellemrum, at vi fortsatte med at støde på hinanden. Og det var altid det samme sted, jeg så ham. Samme gade. Derhjemme gik jeg flere gange på Facebook og forsøgte via personer, som jeg mente at kunne huske fra sammenhænge, jeg associerede med Manden På Gaden, at finde frem til ham. Aldrig med held. Så meget for uovertrufne researcher skills. Pokkers.

Efter omtrent et halvt år med stirren og tilfældige møder, gik vi pludselig fra at udveksle lange blikke til blege, prøvende smil. Han spilede forbavset øjnene op, da jeg en morgen forsøgte mig med et skævt et af slagsen. Gengældte straks. Jeg kunne lide, at jeg overraskede ham, og jeg kunne lide, at det lod til at gøre ham usikker. Fra da af startede mine fantasier om Manden På Gaden. Handlede om ham og jeg i gyder, i baggårde, i trappeopgange. I fantasierne blev der aldrig sagt noget mellem os. Det var bare mig, der ville tage fat i ham midt på gaden, hive ham til side og tage ham, som det passede mig, mens han ville kigge på mig på sin usikre, forbavsede facon. Når jeg stod og ventede på bussen, kørte filmen for mit indre blik, og jeg håbede hver gang, han ville komme forbi. Men det var også fra da af, at jeg ikke så mere til ham. Selvom jeg spejdede. Og gik forbi busstoppestedet igen og igen. Og fandt på omveje, jeg håbede, han ville tage. Og i det hele taget begyndte at føle mig lidt dum. Men lige meget hjalp det. Manden På Gaden var bare pistvæk.

Da skete det, at jeg for en måneds tid siden tilfældigt befandt mig på selv samme gade, hvor mine fantasier som regel plejede at løbe af med mig, sammen med Søster. Det var et værre blæsevejr den dag. Vi stod og snakkede med hver vores cykel ved siden. Var rigtigt sådan nogle irriterende damer, der bare står og spærrer. Da han gik forbi, var det som i slow motion, selvom det i virkeligheden nok ikke tog mere end et par sekunder. Bassen buldrede i ørerne. “Hvem er han?” spurgte jeg retorisk, henført. “Ham der? Vi har jo gået på samme folkeskole. Han gik et par årgange over dig, tror jeg,” svarede Søster. Og pludselig kunne jeg se ham i aulaen, på legepladsen, på gangene. Råbene og støjende og voldsom i kantinekøen, som kun de store drenge var, når de var utålmodige efter pølsehorn så kridhvide i krummen, som man ikke har set dem siden halvfemserne. Mere end et års spekulationer over Manden På Gaden var endelig ovre. Søster kunne tilmed huske hans navn. “Hvorfor? Synes du da, at han er noget specielt?” spurgte hun. En svag næserynken antydede, at hun ikke delte samme holdning, skulle det vise sig, at jeg fandt ham overordentligt speciel. Tænkte mig om. Hvad syntes jeg om ham? Rent fysisk gør han ikke det store væsen af sig, det kunne jeg godt se. Han ser sød ud. Men han er ikke min evige go to type. Langt fra. Faktisk lidt splejset i det. Uih! Der kunne godt være en snas Spurv over ham, kom jeg i tanke om. Ved godt selv, hvordan jeg kan virke, når jeg kommer hvirvlende med mit hår og mine skørter, høje latter og drevne dialekt. Mit umiddelbare indtryk var, at Manden På Gaden er stik modsat. Men jeg kunne lide den effekt, jeg fornemmede, jeg havde på ham. Kunne lide mine fantasier, og var efter uudholdeligt lang tid med disse mere end parat til at føre dem ud i livet.

Hjemme på tredje sal sad jeg atter med min computer åbnet foran mig. Og sørme om ikke han dukkede frem med det samme, jeg søgte på navnet, Søster havde oplyst. Efter en smule tilløb endte jeg med at sende følgende: “Det kan godt ske, det er lidt random det her – men jeg har set dig på gaden nogle gange, og jeg synes simpelthen bare, du ser så sød ud!” Jeg ventede. Der gik en time. “Hej Frøken Kløe. Jeg kan godt huske dig,” lød svaret. Hvorefter han tilføjede, at han havde tænkt det samme om mig. Varede ikke længe, før han inviterede mig på kaffedate. Jeg sagde naturligvis ja. Viste sig også, at grunden til, vi så ofte var rendt på hinanden, skyldtes, at vi bor med kun få hundrede meters afstand. Det begejstrede mig. Tænk, at Manden På Gaden havde været så nær hele tiden! Åh. Vi ville ikke kunne ses før et par uger senere. Ventetiden blev brugt på næsten daglige skriverier.

Når jeg ikke har mødt mænd endnu, gider jeg sjældent bruge alt for meget tid på at skrive med dem. Men efter at have skrevet kort om barndomsby og folkeskole, om fælles bekendte, og i særdeleshed efter at have husket mere end tyve år gamle episoder med Manden På Gaden, fik jeg en fornemmelse af at kende ham. Helt overordnet var han sød. Som forventet. Kunne dog samtidig sagtens se, at han nogle gange skrev nogle ret sære ting. Eksempelvis da han nævnte, at han savnede en kvinde med dannelse. I fuldt alvor erklærede han sig som værende det mest kultiverede menneske, han kendte, skulle han sige det selv. Og det skulle han på det bestemteste. Kunst skulle helst gå lige til grænsen, provokere ham. Jeg nævnte Kvium. Næ nej, ha! Foreslog Kahlo. Hvem? Luret, tænkte jeg og kiggede kærligt op på alle tiders heltinde, der troner blødende på min stuevæg. Han forklarede sin forkærlighed til grænsesøgende kunst ved, i samme slet skjulte seriøse vendinger, at beskrive hvor ekstremt og kontrastfyldt et liv han fører: Drikke øl den ene dag, spise sundt den næste. Da han første gang brugte ordet ekstrem om sin livsstil, forventede jeg historier om en eller anden form for hurtig vandsport eller parkour i svimlende højder. Og jeg tænkte, at det eneste, der for mig virkede ekstremt i det han fortalte, var hans fuldstændigt forbløffende evne til at virke indbildsk og uden skygge af selvironi. I samme øjeblik smældede en klar, lys stemme gennem mit hoved: “Slap af. Det kan du ikke vide. Man kan nemt misforstå tonen i en besked. Giv ham en chance.”

Det var i det hele taget en underlig blanding. Jeg syntes absolut, Manden På Gaden var irriterende, når han beklagede sig og skrev, at hans venner ikke var lige så belæst som han. Jeg snakkede udenom, når han gerne ville tale om de sjæleløse mennesker, der er som robotter, og som derfor er de allerfarligste af alle. Jeg syntes, han var betænksom, når han spurgte mig, hvordan min dag var gået. Han kaldte mig en attraktiv kvinde. Vidste ikke rigtigt, om jeg ville have foretrukket at blive kaldt lækker. Jeg oplevede ikke helt at kunne finde en ordentlig balance mellem fantasi og virkelighed. Det var som to magnestiske poler, der fortsatte med at frastøde hinanden. Som så mange gange før foretrak jeg fantasien, hvorfor den som oftest fik lov til at sejre. Men mest af alt følte jeg en form for fortrolighed eller samhørighed over, at Manden På Gaden og jeg begge var opvokset samme sted. Over at kende til samme sociale koder og sædvaner som kan præge et udkantsområde; og over at have disse indprentet så dybt i sig, så man formentlig aldrig helt vil kunne undsige sig dem, lige meget hvor hårdt man ellers forsøger. Måske det i sidste ende var derfor, at jeg besvarede hans hemmeligheder med mine egne. Skønt ikke voldsomt detaljerede og måske kun overordnet beskrevet, men ikke desto mindre hemmeligheder.

Gennem alle skriverierne havde det hele tiden stået mere eller mindre mellem linjerne, hvordan jeg havde fantaseret om Manden På Gaden, når jeg så ham. Virkede han meget smigret over. Spurgte på et tidspunkt, hvad jeg ledte efter. “I hvert fald ikke en kæreste,” svarede jeg kækt. Understregede min pointe med den meste lumre emoji, jeg kunne finde. Og det var hele tiden mest bare hentydninger. Og det var ret spændende sådan. Og han lod aldrig til at fange den helt. Et par dage inden kaffedaten skulle stå, var både kløe og fantasier ved at få bugt med enhver virksom tanke, der måtte findes tilbage i min hjernebark – som på daværende tidspunkt forresten lod til at være en sumpet, sørgeligt overkogt masse. Så. Skrev, at jeg syntes, vi burde droppe kaffen. At han i stedet kunne komme hjem til mig. Han fangede den stadig ikke. “Jeg vil gerne kneppe med dig,” skrev jeg ligeud, “er du med nu?” Dét må man sige, han var. Men aldrig så snart var aftalen i hus, før han begyndte at spørge mere ind til, hvad jeg ledte efter i en mand. Hvordan en ideel kæreste skulle være. Svarede, at det ikke var noget, vi behøvede at komme ind på, for jeg ville kneppe og ikke kæreste rundt. Det lod Manden På Gaden til at acceptere for en stund, indtil han i nye formuleringer skrev akkurat det samme igen. Spurgte denne gang også, om jeg kunne finde på at dumpe en mand, hvis han ikke var så god i sengen. “Ja,” sagde jeg, “når relationen bare er sex, er det jo som minimum nødt til at fungere.” “Heldigvis har jeg været sammen med rigtigt mange kvinder, så det bliver ikke et problem. Men jeg er meget dominerende, det må du være forberedt på,” svarede han.

“Hold dig væk fra ham,” sagde Søster alvorsfuld, “han lyder underlig.” Min veninde stemte i. Det gjorde min mave egentlig også. “Jo, jo. Underlig,” grinede jeg og ville ikke lytte, “det bliver sikkert kinky.” Jeg må indrømme, at jeg studsede mere end én gang over Manden På Gadens beskeder. Men. Man kan sjældent tale en dame fra at gå ind til, hvad hun regner med bliver Forløsningen. Man kan ikke sige til hende, at alarmklokkerne altså både bimler og bamler, når mænd skriver sådan. For hun har proppet vat i ørerne og har i døgndrift en hed film lynende på repeat for sit indre blik. Det er derfor, hun sidder åndsfraværende og stirrer tomt på sine kolleger, når de spørger, om hun har husket at bestille post its og mødeforplejning. Det er derfor, hun nynnende fjerner ethvert dun af kønsbehåring, iklæder sig en nyindkøbt kjole og blinker tilfreds til sig selv. Lige indtil det ringer på døren.

Anden date med Kreamanden

Scene 8. Ungpigehybel. Aften. Frøken Kløe – for hvem det i denne weekend har lykkes at føre et højest usædvanligt aktivitetsniveau med både langt event i fitness og kunstudstilling med sine forældre – ligger atter på sofaen iklædt nattøj. Hun har købt bland selv-slik for halvfjers kroner. Det er et par dage siden, hun var på date i teatret. På Tinder modtager hun en besked fra Kreamanden.

KREAMANDEN: Har du travlt i næste uge? Hvornår vil du se mig igen?

Beskeden formår at irritere Frøken Kløe nok til, at hun ikke gider svare lige med det samme. Hun er ved at gense Outlander; går i gang med sjette afsnit. Bagefter ringer hun til Søster.

SØSTER: Skriver han ordret “hvornår vil du se mig igen?”?

FRØKEN KLØE: Ja. Er det ikke lidt irriterende?

SØSTER: Jo, sådan lyder det. Også desperat. På en måde.

FRØKEN KLØE: Præcis!

SØSTER: Tror du ikke, det er fordi, du i virkeligheden ikke gider ham nok, at du har det sådan nu?

FRØKEN KLØE (slår smæld med tungen): Tjo. Sikkert. Det er bare fordi, han jo skaffede teaterbilletter. Så føler jeg ligesom, at jeg skylder ham noget. Du ved. Det er for dumt. Men. Han var jo også sød nok. Rigtig sød, faktisk. Hans ven var bare endnu sødere. Og smukkere. For satan, han var smuk.

SØSTER: Løven?

FRØKEN KLØE: Løven. Jeg har fundet ham på Facebook.

Søster søger efter Frøken Kløes anvisninger på Facebook. Hun finder Løven.

SØSTER: Ok. Hold da op. Han er godt nok. Ja. Det er han virkelig. Hold da helt op.

Frøken Kløe og Søster fortsætter med at stalke Løven en rum tid, inden de afslutter samtalen. 

FRØKEN KLØE (i besked på Tinder): Hvad med lørdag?

KREAMANDEN: Jeg kan desværre ikke i weekenden. Har du ikke mulighed for at ses tidligere på ugen?

Frøken Kløe ser syvende afsnit af Outlander.

FRØKEN KLØE (i besked på Tinder): Hvad så med i morgen?

KREAMANDEN: Det er en aftale.

– – –

Scene 9. Ungpigehybel. Dag. Frøken Kløe gør et forsøg på at rydde op, flytter en stak vasketøj fra stuebord til vindueskarm. Hun spiser en skålfuld havregryn. Dupper en smule ferskenfarvet lipgloss på læberne. Dørtelefonen kimer. Det er Kreamanden. Frøken Kløe sprayer hurtigt med lidt hårlak. Trækker dernæst i overtøjet, går ud af døren og ned ad trapperne.

– – –

Scene 10. På gaden. Kreamanden står udenfor Frøken Kløes opgang. Han har sin cykel med og har en mørkeblå filthat på hovedet. 

KREAMANDEN (smiler): Hej! Tak for sidst.

FRØKEN KLØE (giver ham et kram. Smiler): Hej Kreamand! Selv tak. Skal vi snuppe en kop kaffe?

De går sammen hen ad gaden. Snakker lidt om, hvad de hver især har lavet i løbet af dagen. Ved den første kaffebar går de indenfor. Frøken Kløe gør meget ud af på en diskret måde at vifte med sit dankort, så Kreamanden ikke er i tvivl om, at hun gerne vil betale for sig selv. De sætter sig.

KREAMANDEN (kigger ned ad Frøken Kløe, da hun tager jakken af): Du ser rigtig godt ud i dag.

Frøken Kløe er iført denimnederdel, rød- og blåstribet bluse og sorte ruskindsstøvler.

FRØKEN KLØE: Tak. Det er mit faste date-outfit.

KREAMANDEN (griner): Er det?

FRØKEN KLØE (griner): Nej, det var bare for sjov.

KREAMANDEN: Går du på mange dates?

FRØKEN KLØE: Nja. Det kommer vel an på, hvad man synes, der er mange dates. Tror ikke, jeg går på flere dates end andre singler.

KREAMANDEN: Jeg må sige, at du er en af de bedre dates, jeg har oplevet.

De drikker kaffe og småsnakker om løst og fast. Samtalen falder på fitness. Klassisk emne.  

KREAMANDEN: … Det er ligesom ham, jeg bor sammen med. Løven. Kan du huske, vi mødte ham i teatret? Det er min roommate. Han er fitnessinstruktør.

FRØKEN KLØE (pludseligt meget interesseret): Du bor sammen med Løven? Ja?

KREAMANDEN: Nemlig. Men han leder efter en lejlighed for sig selv nu.

FRØKEN KLØE (henkastet): Virkelig? Nå! Skal han da flytte sammen med sin kæreste eller hvordan?

KREAMANDEN: Nej, han har ingen kæreste.

FRØKEN KLØE: Aha. Hvor vil han bo? Midtbyen? Vestbyen? Østbyen?

KREAMANDEN (med let rynkede bryn): Øh. Det ved jeg ikke.

FRØKEN KLØE: Har han børn? Eller. Æh. Du ved. Men. Har han?

KREAMANDEN (griner): Nej, det har han ikke.

FRØKEN KLØE: Hvordan er han? Hvilken type? Jeg mener. Hænger jo tit sammen med hvilken bydel, man har lyst til at bo i.

KREAMANDEN: Han er sådan meget chill i det.

Frøken Kløe remser begejstret alle sidegaderne op omkring sin egen gade, som ville egne sig absolut glimrende til en chill, kæreste- og barnløs Løve. Tænk hvis de kunne blive naboer! Frøken Kløe synes efterhånden, det hele kunne minde om et manuskript til en B-film. I tankerne roser hun sig selv for at have håndteret de spændende, nye oplysninger om Løven på en så elegant og afslappet måde. Minder dernæst sig selv om, at det er Kreamanden og ikke Løven, hun er på date med nu. Hun begynder i stedet at tale om sommerferieplaner. Bagefter musik. Uddannelsesvalg. Runder endnu en gang sommerferieplanerne. Det bliver en kort date.

– – –

Scene 11. Foran kaffebaren.

FRØKEN KLØE: Tak for i dag, Kreamand.

KREAMANDEN: Har du lyst til at ses igen?

FRØKEN KLØE: Øh. Vi må lige tales ved.

KREAMANDEN: Jeg skriver til dig.

De siger farvel og skilles, går i hver sin retning. Da Frøken Kløe er kommet et godt stykke væk, ringer hun Søster op og sætter hende hurtigt ind i sagerne.

FRØKEN KLØE: Som jeg ser det nu, har jeg to muligheder: Blive venner med Kreamanden og sørge for at blive inviteret hjem til ham – på en fuldstændig venneagtig måde! – så jeg kan møde Løven igen. Eller – og det ville selvfølgelig være det pæneste at gøre – helt stoppe med at date Kreamanden og finde ud af det med Løven på anden vis. Skulle Løven tilfældigvis følge en eller anden åndssvag, pernitten bro code, er det bedst aldrig, aldrig at se Kreamanden igen.   

SØSTER: Du må under ingen omstændigheder knalde Kreamanden! Og du må heller ikke lade ham tro, at det nogensinde ville kunne lade sig gøre. Får Løven det at vide, er det først, han holder sig væk.

De fortsætter et stykke tid med at diskutere og vurdere Frøken Kløes muligheder. Selvom det med at blive venner med Kreamanden klart ville være det snedigste, bliver de til sidste enige om, at det nok vil være bedst ikke at se ham igen.

– – –

Scene 12. Ungpigehybel. Dag. Der er gået over fjorten dage siden sidste møde med Kreamanden. Han har ikke skrevet til Frøken Kløe, og i mellemtiden har der også været så meget andet rod, så hun har heller ikke kontaktet ham.

KREAMANDEN (i besked på Tinder): Hej Frøken Kløe. Det er lang tid siden. Hvordan har du det? Hvornår skal vi tage en tredje date?

FRØKEN KLØE: Hej Kreamand. Det har været hyggeligt at møde dig, men jeg synes ikke, vi skal ses igen.

KREAMANDEN: Kemien og den umiddelbare tiltrækning var der alligevel heller ikke rigtigt fra min side. Jeg synes bare, vi skulle give det en chance. Men det må du selv om. Ha’ det godt.

Frøken Kløe trækker på skuldrene. Kort efter sletter Kreamanden hende som match. Men da er Frøken Kløe allerede gået i gang med at lægge andre planer. 

Røde

Søster var hjemme for en kort bemærkning, og jeg bestemte mig for at holde halvanden dags ferie alligevel, for det skulle selvfølgelig fejres på behørig vis. Hun endte med at få lokket mig ud af min hule med lovning om billige sjusser. Søsters kæreste med det ravnsorte hår var også med, snuppede en guitar og spillede løs, mens hele baren hujede og klappede. Jeg havde det så sjovt og kunne glemme lidt for en stund. En fyr kom forbi, snakkede med Søsters kæreste, dunkede ham venskabeligt i ryggen. Han mindede mig om mit rødhårede gymnasiecrush. “Hvem er han?” spurgte jeg lidt efter, da jeg fik Søsters kæreste på tomandshånd. Han lo. “Det er min kammerat. Han er single. Kan du lide ham?” spurgte han. Jeg grinede lidt og sagde, at han vel var ok. Lange blikke. Den røde stod ved et bord lidt længere væk. Dvælende smil. Jeg slog med nakken, skævede til ham gennem øjenvipperne. Han tog sin jakke. “Jeg kommer tilbage. Bliv her,” sagde han, da han strøg tæt forbi mig. Kunne mærke hans ånde som små, varme pust mod min tinding. Så var han væk.

Søster og jeg dansede. Skrålede med på sangene. Vi mødte nogle bekendte, stod længe og talte om barndomsby og teenageår – Gud ja, det er osse rigtigt! Åh Gud, det havde jeg helt glemt! Gudfader, det er lang tid siden! Sådan noget. Vi gik ud på toilettet for at tisse sammen. Som søstre gør. “Hvad er det der?” spurgte jeg, da hun trak bukserne ned. “Det er flot, ikke?” grinede hun og blottede sit nydeligt trimmet men stadig behårede venusbjerg. “Men. Der er jo hår på,” sagde jeg. “Jamen, det skal man nu. Vi gør det allesammen. Det er meget pænere sådan. Det synes mændene også,” svarede hun og tissede. “Jeg gør det altså ikke,” sagde jeg. “Det burde du. Du er for gammel til at lade være,” sagde Søster. Og jeg svarede, at så gammel var jeg da heller ikke, hvis jeg selv skulle sige det. Bagefter spurgte jeg Søsters kæreste, om han nu også var helt ok med de hår der, men han grinede bare og kyssede Søster. “Han er kommet tilbage,” sagde han og pegede bagud.

Den rødhårede købte øl til os, og vi satte os ud under markisens glødende varmelegemer. Han præsenterede sig som Røde, jeg som Frøken Kløe. Han var sjov at snakke med. “Du ligner en flot viking,” smilede jeg og kunne se, at han blev smigret. Det var rigtigt. Det lignede han virkelig. Bare uden hammer og bersærkerblik, men derimod med næsering og stramme jeans. Alt sammen ledte hurtigt samtalen hen på en af mine absolutte yndlingsserier indeholdende nogenlunde samme type vikingemænd, og vi var rørende enige om, at Ragnar Lothbrok var den sejeste karakter af alle. Jeg spillede lettere fortørnet, da Røde sagde, at han ikke havde set længere end til sæson to. “Du kan jo se resten sammen med mig?” foreslog han, og jeg nikkede glad. Klokken blev mange. Den røde og jeg talte og talte, og da Søster ville hjem, talte vi endnu. Sagde, jeg ville blive lidt længere. Hun blinkede til mig, inden hun gik.

Røde var sød, men han virkede ung. Med tanke på at Søster jo er min lillesøster, at hendes kæreste er yngre end mig, og at hans venner med stor sandsynlighed er omkring samme alder, spurgte jeg ind til netop dette. “Jeg er fireogtyve,” svarede han. Med ét blev jeg så træt, da jeg kom i tanker om, at Sommermanden er knap ti år ældre. Der er bare en anden tyngde og ro over ti år ældre mænd. Det savnede jeg pludselig. Til gengæld besad Røde en sorgløs naivitet og lethed, som jeg sikkert ville have fundet forfriskende, hvis ikke det var fordi, det denne aften gav mig en følelse af at være ældgammel. Men jeg lod ham dog tage min hånd, da han spurgte, om han måtte følge mig hjem. Vi satte os på en trappesten. Kunne se, han endelig var ved at samle mod nok til sig. Hans kys var fnuglet og blødt. Der var ikke noget bestemt over det kys, ikke noget krævende. Ikke noget spændende. Bare sådan. Hm. Agtigt. Og hele tiden tænkte jeg, at sådan her kunne Sommermanden aldrig have fundet på at kysse mig. Han ville vide lige præcis, hvad man skulle gøre. Ville måske tage mit ansigt mellem sine hænder, ae min nakke, måske gemme mig i sin store favn. Han ville fylde min mund med sin tunge, han ville nappe mine læber og slikke min mundvig. Røde strålede glad og stolt, da han slap mig. Jeg smilede lidt til ham. Foran min hoveddør kyssede han mig en sidste gang og bad om mit nummer. Og jeg tænkte, at jeg måtte tænke på noget andet, så jeg gav ham det.

“Hej Frøken Kløe – dejligt at møde dig i går, jeg havde det virkelig sjovt! Har du stadig lyst til at se serie sammen en dag? Kærlig hilsen Røde,” skrev han næste dag, da jeg lå på sofaen og plejede hovedet med kold cola. Forestillede mig, at jeg ville svare ham lidt senere. Noget med, at det gad jeg da godt. Men så fandt jeg Sommermandens t-shirt frem. Engang duftede den af hans vaskepulver og sommerdage på altanen. Jeg har stadig ikke fået skrevet tilbage.

Efterdønning

Der skulle ikke ret meget til at få mit bæger til at flyde over i dagene efter skypemødet med Sommermanden. I postkassen fandt jeg en seddel fra min udlejer med en kort besked om, at varmeregnskabet var gjort op, hvorfor jeg nu skyldte 214,65 kroner. Det fik mig til at jamre, som den lille, udsultede kat, jeg fandt for noget tid siden. Hele min verden drejede sig kun om en eneste undren: Hvordan Sommermanden kunne sige nej til kærligheden. Hvis man er forelsket i et menneske, siger man da ikke nej, når det er gengældt, tænkte jeg. “Jeg kan ikke forstå, hvorfor han ikke vil kæmpe for os,” sagde jeg. “Hør efter nu,” svarede Søster hårdt, “Sommermanden har givet, hvad han havde at give. Han har ikke mere i sig.” “Men han er jo forelsket…” prøvede jeg stille. “Ikke nok,” sagde hun, “du kunne ikke få flere følelser frem i ham. Du er ikke en del af hans drøm om et nyt liv. Hvis du var, havde vi ikke denne samtale nu. Han er mere forelsket i den drøm end i dig.”

Det har taget mig mange dage at skrive om mit og Sommermandens brud. Og i noget der vel snart minder om vanlig stil, er jeg selvfølgelig ikke helt færdig endnu, men runder af med en omgang føle-føle og refleksion. De sidste ugers forløb har været fuldstændig umulig for mig at huske ordentligt. Har konstant haft Søster i røret, hvor hun har måtte agere hukommelse. Det har været meget pinefuldt at skulle dykke ned i alle de følelser igen, som disse indlæg har krævet. Og det var egentlig først, da jeg en sen aften formulerede linjerne om vores farvel, at det gik rigtigt op for mig, hvad der var sket. Det var modbydeligt at erkende, at han ikke synes, jeg er værd at kæmpe for. Hæse hulk blev pumpet fra mave til mund i smertelige stød mod svælget, der kom helt bag på mig, og jeg forstod, at det var præcis, hvad Sommermanden havde sagt.

Denne aften gik det op for mig, at han i vores sidste samtale nok erklærede sig forelsket, men at han aldrig nogensinde havde brugt ordet direkte. Jeg tror på, at Sommermanden har ment det, da han sagde det. Men det har taget mig lang tid også at tro på hans handlinger, som desværre ikke altid har stemt overens med ordene. Det kan godt ske, han siger, at jeg er noget helt specielt, at jeg er svær at slippe, at han aldrig regner med at finde noget lige så vidunderligt, som det, vi har haft sammen. Og det kan godt ske, at han ser afstanden som vores fjende. Men jeg tror ikke, det er afstanden. Det er Sommermandens følelser. Eller mangel på samme. For hvis man har fundet kærligheden, hvem ville så nøjes med det næstbedste? Ingen, hvis man spørger mig. Og jeg troede, at det var det, han sagde. At jeg var hans kærlighed.

Jeg er gal på Sommermanden over, at han har fået det til at lyde som om, at jeg har været med til at sætte en kæp i hjulet på vores forhold. I stedet for bare at sige, at vores følelser ikke matchede hinanden. Jeg sagde engang til ham, at jeg drømte om at have modet til at følge ham, hvis han altså spurgte, om jeg ville med. Men jeg tror ikke, han forstod, at det blot var ment som en kærlighedserklæring. Ikke en opfordring til at spørge. Svaret kom straks: “Det er rigtigt, at vi aldrig har diskuteret muligheden for, at du kunne tage med. Men for det første har du altid snakket om, hvor meget du holder af din by, og hvordan du aldrig ville kunne forlade den. Så det giver ligesom sig selv. For det andet vil jeg gerne have det her eventyr for mig selv.” Altså. Som første punkt i forklaringen på, hvorfor vi ikke kan være sammen, skød Sommermanden skylden på mit stærke bånd til min by. Og nå ja. For øvrigt ville han også gerne have eventyret for sig selv. Men burde det netop ikke være hovedargumentet? At han ikke ville have mig med? Ville han have mig til at tænke, at det var min egen skyld, at vi ikke kunne være sammen? Ved samme lejlighed konfronterede jeg ham også med, at jeg følte mig snydt til at tro på, at det, vi havde, kunne blive til noget større. Fordi han i sommer tog min hånd og sagde, at han gerne ville vise mig sin verden, vise, at jeg var så meget mere end bare sex for ham. Fordi han med strålende øjne smilede, at han ville dø af kærlighed, hvis vi mødtes på Island. Og fordi han fortalte, at det gjorde ondt at læse, når jeg havde været sammen med andre mænd end ham. For ikke at tale om alle de småhints, han har drysset over mig gennem hele sommeren. For eksempel når han bad mig bryde alle mine manderegler, selvom jeg forklarede, at det var mit værn mod forelskelse. Men Sommermanden syntes ikke, han havde snydt mig. Nej. Han havde jo bare vist, at han var blevet glad for mig – og det var jo alligevel mig, der altid snakkede om at leve livet fuldt ud, så det måtte stå fuldstændig for egen regning, hvis jeg følte mig snydt, sagde han. Og det er jo rigtigt, at hvis nogen har været fortaler for at sige ja til alt, hvad livet måtte byde, så er det mig. Men som om at det ikke også indebærer forelskelse? Som om at det ikke også indebærer kærlighed? Ah ja, Sommermand. Kommer det bag på dig, at det er sådan jeg oplevede det? Forstår du nu, hvorfor jeg føler mig snydt til at føle noget, du alligevel ikke havde tænkt dig at gøre en skid ved, når det kom til stykket?

Bitter? Ja. Meget. Men derudover tror jeg også, at bloggen har haft betydning. Der er vel efterhånden ingen tvivl om, at den blottelse og sårbarhed jeg mærkede ved at lade Sommermanden læse med, gjorde mig så letpåvirkelig og modtagelig, så det blandt andet var medvirkende til forelskelsen. Det ved jeg så til en anden gang. Måske er Sommermanden blevet fascineret og har ladet sig rive med ind i noget, der måske ikke ville være blevet, hvis han ikke havde vidst, at han blev skrevet om. Har til tider også fået en fornemmelse af, at jeg for ham mere var Frøken Kløe end jeg var mig. Nok fordi jeg så tidligt fortalte om bloggen. Og at Sommermanden altså egentlig herigennem har lært mig rigtigt at kende. Den søde kløe viser jo kun en lille del af mit ellers røvsyge og helt normale liv. Jeg synes, at det har været svært at have ham som læser. Det har gjort mig ufri. På den anden side har jeg også udnyttet bloggen som en kommunikationskanal, hvor jeg har kunnet fortælle Sommermanden det, jeg ikke har haft mulighed for at sige ellers. Har håbet på at kunne provokere ham, tirret ham til reaktion. Som regel med held. Se bare det indlæg han selv skrev. Kan dog konkludere, at det ikke er den mest optimale kommunikationsform. Surprise. Og jeg har lige benyttet mig af det igen. Super.

Hvis nogen spørger, hvordan jeg har det nu, vil jeg svare, at jeg mest af alt føler vrede. Jeg kan mærke, jeg bliver varm af netop dette, når jeg stalker Sommermanden på Instagram og ser alle billederne af hans nye liv med hashtags og filtre. Det er som at se kulisser i en film, jeg fatter ikke, det findes, jeg kan på ingen tænkelig måde forestille mig, hvordan der må være der. Jeg kan se, der er fart på. Jeg kan se. Endelig kan jeg se. Noget af det sidste jeg sagde til Sommermanden, var, at jeg håbede, jeg kunne blive tilstrækkeligt vred på ham. Hans ansigtsudtryk fortalte mig, at han ikke brød sig om at høre det. Men jeg føler vreden, jeg lever den, byder den lettet velkommen og beder den hjælpe mig presse hver en dråbe af Sommermanden ud af mit blod. Der findes en styrke og fandenivoldskhed ved min vrede, som jeg langt hellere foretrækker end den svaghed, der følger tårerne.

Ikke at jeg slet ikke græder længere. Det er bare ikke på samme måde som før. Er under alle omstændigheder mest på tidspunkter, hvor jeg har for meget tid til at mærke efter. For alt det med vrede er jo fint nok. Hjælper mig ligesom med at komme videre. Omend man godt kunne efterlyse et lidt højere tempo i den henseende. Men jeg savner også Sommermanden. Helt vildt meget. Jeg savner ham, som han var engang. Men ham, jeg har beskrevet i dette indlæg, har jeg ikke lyst til at være kæreste med. 

Så her ender historien om Sommermanden. Med en brændt og forkullet Frøken Kløe. Lad mig slutte med maner til tonerne af Tami Tamaki, som har begået hvad jeg for tiden anser som værende mit livs soundtrack. Det er i hvert fald både smukt og ærligt og på konstant repeat i min øregang.

En slags afsked

Årsagen, til at jeg følte mig klar til at snakke med Sommermanden, skal findes nogle dage forinden. Han havde skrevet til mig en morgen i forrige uge. Spurgte, om jeg havde lyst til at ringes ved om aftenen. Jeg blev uendeligt glad. Sad der ved skrivebordet og smilede så fornøjet, at mine kolleger til sidst bemærkede det, blinkede og prikkede mig i siden. Dagen sneglede sig afsted. Jeg sværger, jeg talte minutterne. Så er knap tolv timers venten altså længe. Men det var lige meget. Ventede gerne dobbelt så lang tid for at se Sommermanden. Havde forestillet mig, at vi nu endelig skulle have en god, lang og ærlig snak. Jeg havde i hvert fald helt enormt brug for at høre ham bekræfte mine ønsker om det langdistanceforhold, vi forhåbentlig arbejdede hen imod. Da det endelig blev tid, fik jeg kortvarigt åndenød over at se ham tone frem på skærmen. På det tidspunkt havde vi ikke set hinanden i over en måned. Men ak. Internettet bestemte sig for at modarbejde os fuldstændig, og forbindelsen var så dårlig, at vi måtte ringe hinanden op flere gange. Derudover viste det sig imidlertid også, at Sommermanden befandt sig på sin nye arbejdsplads og derfor ikke kunne tale frit. Det blev en overfladisk, ligegyldig samtale. Det blev et antiklimaks uden lige. Sommermanden foreslog, at vi i stedet kunne ringes ved om aftenen den følgende søndag.

Efter den meget lidt forløsende samtale med Sommermanden, tastede jeg Søsters nummer. Har tidligere været lidt inde på, hvordan hun dagligt lod høre fra sig for at sikre, at jeg ikke druknede i de kaotiske bølger mine følelser skabte. Men da jeg fortalte om, hvordan Sommermanden havde siddet på arbejdet og ikke kunne snakke ordentligt med mig, fik hun nok. “Hvad så nu? Har du tænkt dig at være ked af det helt indtil på søndag? Og hvad så derefter? Når han gør dig ked af det igen? Du giver og giver, men får ingenting tilbage. Er du slet ikke klar over det?” spurgte hun. Gav mig en ordentlig røvfuld tough love. “Men Sommermanden sagde jo, at vi med tiden skulle se, hvad vi kunne blive til. Og det var ham, der foreslog at snakke igen. Han vil gerne se mig!” forsøgte jeg. “Han vil ingenting. Han sagde jo også, at han ikke ville love dig noget. Og han er på Tinder. Leder efter sit livs kærlighed. Hvor meget tydeligere vil du have ham til at sige, at det ikke er dig?” fortsatte Søster. “Men han siger det jo ikke. Han er nødt til at sige til mig, at det er slut, hvis det er. Jeg kan godt se alt det andet han gør. Men jeg kan ikke høre det,” røg det ud af mig. Gudfader, tænkte jeg, er det virkelig sådan jeg har det? Og lige dér gik det op for mig, at jeg var blevet den mest ynkelige udgave af mig selv, som jeg overhovedet kunne blive. “Hvorfor skal du altid helt derud, hvor du lader mændene tryne dig? Hvorfor kan du ikke selv tage en selvstændig beslutning om at ende det?” Søster gav mine drømme dødsstødet. Og sådan fortsatte vi med at diskutere de næste tre dage. Søster, der forsøgte at få mig til at fatte, hvad jeg så længe ikke havde været i stand til at forstå; og jeg, der langsomt men sikkert endte med at tage imod. Vores snakke var timelange, og når der var blevet lagt på, reflekterede vi hver især indtil næste dag, hvor alt endnu en gang blev endevendt. “Du skal passe på dig selv. For han har ikke tænkt sig at gøre det. Du skal vælge dig selv i stedet for hele tiden at lade ham vælge dig fra,” sagde hun. Den gik rent ind. Hun havde jo ret. Og således gik det til, at jeg henover tre dage gik fra at have et altoverskyggende behov for at få svar på utallige spørgsmål til at være fuldstændig afklaret.

I søndags var det en uge siden, at Sommermanden og jeg mødtes på Skype. Det var ellers en helt normal dag. Septemberhimlen var strålende blå, og jeg tænkte, jeg måtte adsprede mig selv, så jeg ikke ville gå alt for meget til af ren nervøsitet og spænding inden klokken slog otte om aftenen. Valgte at cykle i Ikea. Måske ikke helt gennemtænkt kun at have en cykelkurv til rådighed, når man går shoppeamok. Men med en smule behændighed lykkedes det til sidst, og jeg drønede afsted på Det Røde Lyn med podcast i ørene og et sandt læs af blomster, billedrammer og fnugruller. Hjemme igen gik jeg i gang med støvsugning. Og før jeg vidste af det var der kun en halv time til, at jeg skulle se Sommermanden. Jeg kan godt det her, tænkte jeg hele tiden. Havde flere sider med nedfældede tanker som lå klar ved siden af computeren. Jeg havde forberedt mig på to mulige udfald. At det enten ville være en få minutters kort samtale, hvor jeg fik sagt, hvad der skulle siges. Til det havde jeg en enkelt sides stikord. Eller at Sommermanden ville begynde at stille spørgsmål til min beslutning og måske endda give lidt af sig selv og sine egne tanker om vores forhold – hvortil jeg havde griflet hele fire siders argumenter ned, fordi jeg vidste, at jeg ville glemme hvert og et, når jeg først så ham igen. Havde desuden med største omhyggelighed forsøgt at slå det tåbelige, spinkle håb ihjel, der trods alt stadig levede i mit bryst, ved hele tiden at minde mig selv om, at lige meget hvad, så kunne dette kun ende med skuffelse. Var med andre ord så klar og fokuseret, som man overhovedet kan blive, når man skal afslutte tingene med det menneske, man allermindst har lyst til at sige farvel til. Klokken 19.58 bankede mit hjerte alligevel så hårdt, at jeg måtte ringe til Søster for anden gang den dag. “Jeg har glemt det. Ved ikke, hvad jeg skal sige. Hvorfor er det nu, at jeg er nødt til at gøre det her?” skingrede jeg. “Fordi du er mere værd end det, han byder dig,” svarede hun roligt. “Åh. Nå ja,” mumlede jeg. I samme øjeblik bimlede min computer.

Sommermanden så ud, som han plejede. Håret var lidt pjusket, han var næsten lige stået op, sagde han. Det var underligt at se ham der. Vi føltes så tæt og alligevel langt fra hinanden. Han viste mig rundt i sit nye hjem, tog mig med ud i køkkenet, bryggede en kop kaffe, mens jeg så til fra min sofas bløde hynder på den anden side af jorden. Vidste, at jeg var nødt til at få det sagt hurtigt, ellers ville modet svigte mig, hvis jeg ventede for længe. “Sommermand,” begyndte jeg, “jeg kan ikke blive ved sådan her længere.” Han sad stille. Og så forklarede jeg ham, at jeg ville have en, der er lige så forelsket i mig, som jeg er i ham. En, der vil kæmpe for mig. Men at alt hvad han gjorde, kun gødede min spirende tvivl om netop denne kampånd, som var blevet sået den skæbnesvangre aften, jeg stalkede ham på Tinder. At jeg ikke ville snakke med ham længere, når han ikke følte på samme måde. At jeg var nødt til at passe på mig selv nu. Sådan sagde jeg, mens mit blik flakkede mellem skærmen og mine sirlige noter, der med pink overstregning markerede de vigtigste pointer.

Og jeg havde jo regnet med en kort samtale. Det havde jeg. Og selvom jeg ikke kan benægte den lille snas af naivt håb, der sad som en igle i mit inderste hjertekammer, så havde jeg jo også regnet med det svar, han gav mig: “Du har ret i, at vi skal stoppe nu. Det her – vi – er ikke realistisk.”

Var jeg klog, havde jeg afbrudt samtalen der. Det var jo alligevel også det, jeg havde forberedt mig på. Dum er vist en mild underdrivelse i denne sammenhæng. Jeg er ikke sikker på, hvilken følelse det gav mig at høre ham sige sådan. Afmagt. Irritation. Ked af det-hed. Alt muligt. Det var under alle omstændigheder ikke en rar ting, der ulmede i mig. Skide være med det, tænkte jeg, og konfronterede ham nu med alle frustrationer, al undren, selvom jeg havde lovet mig selv at lade være. “Der er bare noget, jeg ikke forstår. Jeg forstår ikke, hvordan man kan lukke ned og bestemme sig for ikke at blive forelsket, fordi man skal rejse,” bed jeg bittert. “Nej,” sagde han efter lidt tid, “men det kunne jeg jo åbenbart heller ikke.” Og herfra husker jeg kun vage brudstykker. For det eneste jeg fattede, var, at Sommermanden lige havde indrømmet, at han havde flere følelser for mig, end jeg troede. Så var alt andet ligegyldigt. Pludselig spillede det ingen rolle længere, at han få øjeblikke tidligere lige havde fortalt, at han syntes, vi skulle stoppe al kontakt. Ligesom det heller ikke spillede nogen rolle, at det sådan set havde været hele mit mål med opkaldet. Gled fuldstændig i baggrunden for mig. Sådan en form for selektiv hørelse og vægelsind er en typisk bivirkning ved ulykkelig forelskelse, skal jeg sige jer. Det fik gigantisk betydning for min forståelse af resten af samtalen.

Jeg husker ikke hvornår, men på et tidspunkt blev Sommermanden meget berørt af hele situationen. “Du er så svær at give slip på,” sagde han med grødet stemme og tunge tårer i øjenvipperne. Anede ikke, hvad jeg skulle svare, andet end at jeg ikke kunne græde mere over ham. Han fortsatte med at sige en masse med, at jeg var en ener, at han ikke ville finde nogen som mig igen. Det forekommer mig, at det også var deromkring, at han igen kom ind på afstanden som værende vores kærligheds fjende nummer et. Helt ærligt. Så var jeg ikke i stand til at forstå et eneste ord. Så hans mund bevæge sig, men kunne kun høre mine egne tanker skrige: Han er forelsket i mig, han er forelsket i mig, han er forelsket i mig. Selv når jeg af al kraft forsøger, kan jeg her bagefter ikke genkalde mig præcis, hvad der blev sagt mellem os. Alt flyder sammen.

Sommermanden græd og græd. Jeg kunne se mit eget ansigt som en bleg klat i bunden af skærmen. “Hvorfor græder du, Sommermand?” hviskede jeg. “Fordi jeg ikke kan give dig det du fortjener,” svarede han. Og så: “Jeg er på vej med hundrede kilometer i timen mod et nyt liv, Frøken Kløe.” Mærkede en snigende fornemmelse af, at der måtte være en detalje, jeg ikke havde fået ordentligt fat i. Ligesom når man sidder i matematiktimen og indser, at der er noget helt grundlæggende, man må have misforstået, fordi de pokkers x’er og y’er slet ingen mening giver. “Jeg skal lige være sikker på, at jeg forstår det her rigtigt,” jeg hævede stemmen i et øjebliks klarhed. “Du vil ikke være sammen med mig, fordi vi er for langt væk fra hinanden?” Han nikkede. “Og du vil ikke være sammen med mig, fordi der ikke er plads til mig i dit nye liv?,” fortsatte jeg. “Ja,” svarede Sommermanden stille. På et tidspunkt fik han sagt noget om, at han alligevel stadig gerne ville holde kontakten. “Hvad regner du med? Tror du, at jeg kan finde ud af det? Er du klar over, hvor meget jeg længes efter at høre fra dig hver dag? Tror du, at jeg bare kan stoppe med at have det sådan her?” spurgte jeg. Nej. Det troede Sommermanden jo ikke, og han måtte æde ordene i sig igen. Derefter var der ikke meget mere at sige.

Vi endte med at tale sammen i tre timer. Indimellem havde vi grinet og snakket om andre knap så alvorlige emner. Vi havde siddet i stilhed og betragtet hinanden. “Jeg kan ikke få mig selv til at sige farvel,” sagde jeg, og jeg husker det som om, han sagde det samme. Stirrede på ham, sugede øjeblikket til mig, indprentede mig hans ansigts linjer, hans tårer, hans måde at kigge på mig. Jeg rakte hånden frem og aede hans kind. Så lagde jeg på.

“Han har det på samme måde som mig! Det sagde han!” jeg stod kort efter kæderygende nede i min mørke baggård og ringede Søster op. Hun lød overrasket og skeptisk. “Hvad mener du?” spurgte hun. “Sommermanden er forelsket,” min stemme rystede. “Men fik du afsluttet det?” ville hun vide. “Ja. Men han er forelsket,” svarede jeg. “Det vigtigste er, at du stod ved din beslutning og gjorde det forbi,” sagde Søster, inden vi lagde på. Sådan føles det bare ikke, tænkte jeg.

Older posts