Røde

Søster var hjemme for en kort bemærkning, og jeg bestemte mig for at holde halvanden dags ferie alligevel, for det skulle selvfølgelig fejres på behørig vis. Hun endte med at få lokket mig ud af min hule med lovning om billige sjusser. Søsters kæreste med det ravnsorte hår var også med, snuppede en guitar og spillede løs, mens hele baren hujede og klappede. Jeg havde det så sjovt og kunne glemme lidt for en stund. En fyr kom forbi, snakkede med Søsters kæreste, dunkede ham venskabeligt i ryggen. Han mindede mig om mit rødhårede gymnasiecrush. “Hvem er han?” spurgte jeg lidt efter, da jeg fik Søsters kæreste på tomandshånd. Han lo. “Det er min kammerat. Han er single. Kan du lide ham?” spurgte han. Jeg grinede lidt og sagde, at han vel var ok. Lange blikke. Den røde stod ved et bord lidt længere væk. Dvælende smil. Jeg slog med nakken, skævede til ham gennem øjenvipperne. Han tog sin jakke. “Jeg kommer tilbage. Bliv her,” sagde han, da han strøg tæt forbi mig. Kunne mærke hans ånde som små, varme pust mod min tinding. Så var han væk.

Søster og jeg dansede. Skrålede med på sangene. Vi mødte nogle bekendte, stod længe og talte om barndomsby og teenageår – Gud ja, det er osse rigtigt! Åh Gud, det havde jeg helt glemt! Gudfader, det er lang tid siden! Sådan noget. Vi gik ud på toilettet for at tisse sammen. Som søstre gør. “Hvad er det der?” spurgte jeg, da hun trak bukserne ned. “Det er flot, ikke?” grinede hun og blottede sit nydeligt trimmet men stadig behårede venusbjerg. “Men. Der er jo hår på,” sagde jeg. “Jamen, det skal man nu. Vi gør det allesammen. Det er meget pænere sådan. Det synes mændene også,” svarede hun og tissede. “Jeg gør det altså ikke,” sagde jeg. “Det burde du. Du er for gammel til at lade være,” sagde Søster. Og jeg svarede, at så gammel var jeg da heller ikke, hvis jeg selv skulle sige det. Bagefter spurgte jeg Søsters kæreste, om han nu også var helt ok med de hår der, men han grinede bare og kyssede Søster. “Han er kommet tilbage,” sagde han og pegede bagud.

Den rødhårede købte øl til os, og vi satte os ud under markisens glødende varmelegemer. Han præsenterede sig som Røde, jeg som Frøken Kløe. Han var sjov at snakke med. “Du ligner en flot viking,” smilede jeg og kunne se, at han blev smigret. Det var rigtigt. Det lignede han virkelig. Bare uden hammer og bersærkerblik, men derimod med næsering og stramme jeans. Alt sammen ledte hurtigt samtalen hen på en af mine absolutte yndlingsserier indeholdende nogenlunde samme type vikingemænd, og vi var rørende enige om, at Ragnar Lothbrok var den sejeste karakter af alle. Jeg spillede lettere fortørnet, da Røde sagde, at han ikke havde set længere end til sæson to. “Du kan jo se resten sammen med mig?” foreslog han, og jeg nikkede glad. Klokken blev mange. Den røde og jeg talte og talte, og da Søster ville hjem, talte vi endnu. Sagde, jeg ville blive lidt længere. Hun blinkede til mig, inden hun gik.

Røde var sød, men han virkede ung. Med tanke på at Søster jo er min lillesøster, at hendes kæreste er yngre end mig, og at hans venner med stor sandsynlighed er omkring samme alder, spurgte jeg ind til netop dette. “Jeg er fireogtyve,” svarede han. Med ét blev jeg så træt, da jeg kom i tanker om, at Sommermanden er knap ti år ældre. Der er bare en anden tyngde og ro over ti år ældre mænd. Det savnede jeg pludselig. Til gengæld besad Røde en sorgløs naivitet og lethed, som jeg sikkert ville have fundet forfriskende, hvis ikke det var fordi, det denne aften gav mig en følelse af at være ældgammel. Men jeg lod ham dog tage min hånd, da han spurgte, om han måtte følge mig hjem. Vi satte os på en trappesten. Kunne se, han endelig var ved at samle mod nok til sig. Hans kys var fnuglet og blødt. Der var ikke noget bestemt over det kys, ikke noget krævende. Ikke noget spændende. Bare sådan. Hm. Agtigt. Og hele tiden tænkte jeg, at sådan her kunne Sommermanden aldrig have fundet på at kysse mig. Han ville vide lige præcis, hvad man skulle gøre. Ville måske tage mit ansigt mellem sine hænder, ae min nakke, måske gemme mig i sin store favn. Han ville fylde min mund med sin tunge, han ville nappe mine læber og slikke min mundvig. Røde strålede glad og stolt, da han slap mig. Jeg smilede lidt til ham. Foran min hoveddør kyssede han mig en sidste gang og bad om mit nummer. Og jeg tænkte, at jeg måtte tænke på noget andet, så jeg gav ham det.

“Hej Frøken Kløe – dejligt at møde dig i går, jeg havde det virkelig sjovt! Har du stadig lyst til at se serie sammen en dag? Kærlig hilsen Røde,” skrev han næste dag, da jeg lå på sofaen og plejede hovedet med kold cola. Forestillede mig, at jeg ville svare ham lidt senere. Noget med, at det gad jeg da godt. Men så fandt jeg Sommermandens t-shirt frem. Engang duftede den af hans vaskepulver og sommerdage på altanen. Jeg har stadig ikke fået skrevet tilbage.

Efterdønning

Der skulle ikke ret meget til at få mit bæger til at flyde over i dagene efter skypemødet med Sommermanden. I postkassen fandt jeg en seddel fra min udlejer med en kort besked om, at varmeregnskabet var gjort op, hvorfor jeg nu skyldte 214,65 kroner. Det fik mig til at jamre, som den lille, udsultede kat, jeg fandt for noget tid siden. Hele min verden drejede sig kun om en eneste undren: Hvordan Sommermanden kunne sige nej til kærligheden. Hvis man er forelsket i et menneske, siger man da ikke nej, når det er gengældt, tænkte jeg. “Jeg kan ikke forstå, hvorfor han ikke vil kæmpe for os,” sagde jeg. “Hør efter nu,” svarede Søster hårdt, “Sommermanden har givet, hvad han havde at give. Han har ikke mere i sig.” “Men han er jo forelsket…” prøvede jeg stille. “Ikke nok,” sagde hun, “du kunne ikke få flere følelser frem i ham. Du er ikke en del af hans drøm om et nyt liv. Hvis du var, havde vi ikke denne samtale nu. Han er mere forelsket i den drøm end i dig.”

Det har taget mig mange dage at skrive om mit og Sommermandens brud. Og i noget der vel snart minder om vanlig stil, er jeg selvfølgelig ikke helt færdig endnu, men runder af med en omgang føle-føle og refleksion. De sidste ugers forløb har været fuldstændig umulig for mig at huske ordentligt. Har konstant haft Søster i røret, hvor hun har måtte agere hukommelse. Det har været meget pinefuldt at skulle dykke ned i alle de følelser igen, som disse indlæg har krævet. Og det var egentlig først, da jeg en sen aften formulerede linjerne om vores farvel, at det gik rigtigt op for mig, hvad der var sket. Det var modbydeligt at erkende, at han ikke synes, jeg er værd at kæmpe for. Hæse hulk blev pumpet fra mave til mund i smertelige stød mod svælget, der kom helt bag på mig, og jeg forstod, at det var præcis, hvad Sommermanden havde sagt.

Denne aften gik det op for mig, at han i vores sidste samtale nok erklærede sig forelsket, men at han aldrig nogensinde havde brugt ordet direkte. Jeg tror på, at Sommermanden har ment det, da han sagde det. Men det har taget mig lang tid også at tro på hans handlinger, som desværre ikke altid har stemt overens med ordene. Det kan godt ske, han siger, at jeg er noget helt specielt, at jeg er svær at slippe, at han aldrig regner med at finde noget lige så vidunderligt, som det, vi har haft sammen. Og det kan godt ske, at han ser afstanden som vores fjende. Men jeg tror ikke, det er afstanden. Det er Sommermandens følelser. Eller mangel på samme. For hvis man har fundet kærligheden, hvem ville så nøjes med det næstbedste? Ingen, hvis man spørger mig. Og jeg troede, at det var det, han sagde. At jeg var hans kærlighed.

Jeg er gal på Sommermanden over, at han har fået det til at lyde som om, at jeg har været med til at sætte en kæp i hjulet på vores forhold. I stedet for bare at sige, at vores følelser ikke matchede hinanden. Jeg sagde engang til ham, at jeg drømte om at have modet til at følge ham, hvis han altså spurgte, om jeg ville med. Men jeg tror ikke, han forstod, at det blot var ment som en kærlighedserklæring. Ikke en opfordring til at spørge. Svaret kom straks: “Det er rigtigt, at vi aldrig har diskuteret muligheden for, at du kunne tage med. Men for det første har du altid snakket om, hvor meget du holder af din by, og hvordan du aldrig ville kunne forlade den. Så det giver ligesom sig selv. For det andet vil jeg gerne have det her eventyr for mig selv.” Altså. Som første punkt i forklaringen på, hvorfor vi ikke kan være sammen, skød Sommermanden skylden på mit stærke bånd til min by. Og nå ja. For øvrigt ville han også gerne have eventyret for sig selv. Men burde det netop ikke være hovedargumentet? At han ikke ville have mig med? Ville han have mig til at tænke, at det var min egen skyld, at vi ikke kunne være sammen? Ved samme lejlighed konfronterede jeg ham også med, at jeg følte mig snydt til at tro på, at det, vi havde, kunne blive til noget større. Fordi han i sommer tog min hånd og sagde, at han gerne ville vise mig sin verden, vise, at jeg var så meget mere end bare sex for ham. Fordi han med strålende øjne smilede, at han ville dø af kærlighed, hvis vi mødtes på Island. Og fordi han fortalte, at det gjorde ondt at læse, når jeg havde været sammen med andre mænd end ham. For ikke at tale om alle de småhints, han har drysset over mig gennem hele sommeren. For eksempel når han bad mig bryde alle mine manderegler, selvom jeg forklarede, at det var mit værn mod forelskelse. Men Sommermanden syntes ikke, han havde snydt mig. Nej. Han havde jo bare vist, at han var blevet glad for mig – og det var jo alligevel mig, der altid snakkede om at leve livet fuldt ud, så det måtte stå fuldstændig for egen regning, hvis jeg følte mig snydt, sagde han. Og det er jo rigtigt, at hvis nogen har været fortaler for at sige ja til alt, hvad livet måtte byde, så er det mig. Men som om at det ikke også indebærer forelskelse? Som om at det ikke også indebærer kærlighed? Ah ja, Sommermand. Kommer det bag på dig, at det er sådan jeg oplevede det? Forstår du nu, hvorfor jeg føler mig snydt til at føle noget, du alligevel ikke havde tænkt dig at gøre en skid ved, når det kom til stykket?

Bitter? Ja. Meget. Men derudover tror jeg også, at bloggen har haft betydning. Der er vel efterhånden ingen tvivl om, at den blottelse og sårbarhed jeg mærkede ved at lade Sommermanden læse med, gjorde mig så letpåvirkelig og modtagelig, så det blandt andet var medvirkende til forelskelsen. Det ved jeg så til en anden gang. Måske er Sommermanden blevet fascineret og har ladet sig rive med ind i noget, der måske ikke ville være blevet, hvis han ikke havde vidst, at han blev skrevet om. Har til tider også fået en fornemmelse af, at jeg for ham mere var Frøken Kløe end jeg var mig. Nok fordi jeg så tidligt fortalte om bloggen. Og at Sommermanden altså egentlig herigennem har lært mig rigtigt at kende. Den søde kløe viser jo kun en lille del af mit ellers røvsyge og helt normale liv. Jeg synes, at det har været svært at have ham som læser. Det har gjort mig ufri. På den anden side har jeg også udnyttet bloggen som en kommunikationskanal, hvor jeg har kunnet fortælle Sommermanden det, jeg ikke har haft mulighed for at sige ellers. Har håbet på at kunne provokere ham, tirret ham til reaktion. Som regel med held. Se bare det indlæg han selv skrev. Kan dog konkludere, at det ikke er den mest optimale kommunikationsform. Surprise. Og jeg har lige benyttet mig af det igen. Super.

Hvis nogen spørger, hvordan jeg har det nu, vil jeg svare, at jeg mest af alt føler vrede. Jeg kan mærke, jeg bliver varm af netop dette, når jeg stalker Sommermanden på Instagram og ser alle billederne af hans nye liv med hashtags og filtre. Det er som at se kulisser i en film, jeg fatter ikke, det findes, jeg kan på ingen tænkelig måde forestille mig, hvordan der må være der. Jeg kan se, der er fart på. Jeg kan se. Endelig kan jeg se. Noget af det sidste jeg sagde til Sommermanden, var, at jeg håbede, jeg kunne blive tilstrækkeligt vred på ham. Hans ansigtsudtryk fortalte mig, at han ikke brød sig om at høre det. Men jeg føler vreden, jeg lever den, byder den lettet velkommen og beder den hjælpe mig presse hver en dråbe af Sommermanden ud af mit blod. Der findes en styrke og fandenivoldskhed ved min vrede, som jeg langt hellere foretrækker end den svaghed, der følger tårerne.

Ikke at jeg slet ikke græder længere. Det er bare ikke på samme måde som før. Er under alle omstændigheder mest på tidspunkter, hvor jeg har for meget tid til at mærke efter. For alt det med vrede er jo fint nok. Hjælper mig ligesom med at komme videre. Omend man godt kunne efterlyse et lidt højere tempo i den henseende. Men jeg savner også Sommermanden. Helt vildt meget. Jeg savner ham, som han var engang. Men ham, jeg har beskrevet i dette indlæg, har jeg ikke lyst til at være kæreste med. 

Så her ender historien om Sommermanden. Med en brændt og forkullet Frøken Kløe. Lad mig slutte med maner til tonerne af Tami Tamaki, som har begået hvad jeg for tiden anser som værende mit livs soundtrack. Det er i hvert fald både smukt og ærligt og på konstant repeat i min øregang.

En slags afsked

Årsagen, til at jeg følte mig klar til at snakke med Sommermanden, skal findes nogle dage forinden. Han havde skrevet til mig en morgen i forrige uge. Spurgte, om jeg havde lyst til at ringes ved om aftenen. Jeg blev uendeligt glad. Sad der ved skrivebordet og smilede så fornøjet, at mine kolleger til sidst bemærkede det, blinkede og prikkede mig i siden. Dagen sneglede sig afsted. Jeg sværger, jeg talte minutterne. Så er knap tolv timers venten altså længe. Men det var lige meget. Ventede gerne dobbelt så lang tid for at se Sommermanden. Havde forestillet mig, at vi nu endelig skulle have en god, lang og ærlig snak. Jeg havde i hvert fald helt enormt brug for at høre ham bekræfte mine ønsker om det langdistanceforhold, vi forhåbentlig arbejdede hen imod. Da det endelig blev tid, fik jeg kortvarigt åndenød over at se ham tone frem på skærmen. På det tidspunkt havde vi ikke set hinanden i over en måned. Men ak. Internettet bestemte sig for at modarbejde os fuldstændig, og forbindelsen var så dårlig, at vi måtte ringe hinanden op flere gange. Derudover viste det sig imidlertid også, at Sommermanden befandt sig på sin nye arbejdsplads og derfor ikke kunne tale frit. Det blev en overfladisk, ligegyldig samtale. Det blev et antiklimaks uden lige. Sommermanden foreslog, at vi i stedet kunne ringes ved om aftenen den følgende søndag.

Efter den meget lidt forløsende samtale med Sommermanden, tastede jeg Søsters nummer. Har tidligere været lidt inde på, hvordan hun dagligt lod høre fra sig for at sikre, at jeg ikke druknede i de kaotiske bølger mine følelser skabte. Men da jeg fortalte om, hvordan Sommermanden havde siddet på arbejdet og ikke kunne snakke ordentligt med mig, fik hun nok. “Hvad så nu? Har du tænkt dig at være ked af det helt indtil på søndag? Og hvad så derefter? Når han gør dig ked af det igen? Du giver og giver, men får ingenting tilbage. Er du slet ikke klar over det?” spurgte hun. Gav mig en ordentlig røvfuld tough love. “Men Sommermanden sagde jo, at vi med tiden skulle se, hvad vi kunne blive til. Og det var ham, der foreslog at snakke igen. Han vil gerne se mig!” forsøgte jeg. “Han vil ingenting. Han sagde jo også, at han ikke ville love dig noget. Og han er på Tinder. Leder efter sit livs kærlighed. Hvor meget tydeligere vil du have ham til at sige, at det ikke er dig?” fortsatte Søster. “Men han siger det jo ikke. Han er nødt til at sige til mig, at det er slut, hvis det er. Jeg kan godt se alt det andet han gør. Men jeg kan ikke høre det,” røg det ud af mig. Gudfader, tænkte jeg, er det virkelig sådan jeg har det? Og lige dér gik det op for mig, at jeg var blevet den mest ynkelige udgave af mig selv, som jeg overhovedet kunne blive. “Hvorfor skal du altid helt derud, hvor du lader mændene tryne dig? Hvorfor kan du ikke selv tage en selvstændig beslutning om at ende det?” Søster gav mine drømme dødsstødet. Og sådan fortsatte vi med at diskutere de næste tre dage. Søster, der forsøgte at få mig til at fatte, hvad jeg så længe ikke havde været i stand til at forstå; og jeg, der langsomt men sikkert endte med at tage imod. Vores snakke var timelange, og når der var blevet lagt på, reflekterede vi hver især indtil næste dag, hvor alt endnu en gang blev endevendt. “Du skal passe på dig selv. For han har ikke tænkt sig at gøre det. Du skal vælge dig selv i stedet for hele tiden at lade ham vælge dig fra,” sagde hun. Den gik rent ind. Hun havde jo ret. Og således gik det til, at jeg henover tre dage gik fra at have et altoverskyggende behov for at få svar på utallige spørgsmål til at være fuldstændig afklaret.

I søndags var det en uge siden, at Sommermanden og jeg mødtes på Skype. Det var ellers en helt normal dag. Septemberhimlen var strålende blå, og jeg tænkte, jeg måtte adsprede mig selv, så jeg ikke ville gå alt for meget til af ren nervøsitet og spænding inden klokken slog otte om aftenen. Valgte at cykle i Ikea. Måske ikke helt gennemtænkt kun at have en cykelkurv til rådighed, når man går shoppeamok. Men med en smule behændighed lykkedes det til sidst, og jeg drønede afsted på Det Røde Lyn med podcast i ørene og et sandt læs af blomster, billedrammer og fnugruller. Hjemme igen gik jeg i gang med støvsugning. Og før jeg vidste af det var der kun en halv time til, at jeg skulle se Sommermanden. Jeg kan godt det her, tænkte jeg hele tiden. Havde flere sider med nedfældede tanker som lå klar ved siden af computeren. Jeg havde forberedt mig på to mulige udfald. At det enten ville være en få minutters kort samtale, hvor jeg fik sagt, hvad der skulle siges. Til det havde jeg en enkelt sides stikord. Eller at Sommermanden ville begynde at stille spørgsmål til min beslutning og måske endda give lidt af sig selv og sine egne tanker om vores forhold – hvortil jeg havde griflet hele fire siders argumenter ned, fordi jeg vidste, at jeg ville glemme hvert og et, når jeg først så ham igen. Havde desuden med største omhyggelighed forsøgt at slå det tåbelige, spinkle håb ihjel, der trods alt stadig levede i mit bryst, ved hele tiden at minde mig selv om, at lige meget hvad, så kunne dette kun ende med skuffelse. Var med andre ord så klar og fokuseret, som man overhovedet kan blive, når man skal afslutte tingene med det menneske, man allermindst har lyst til at sige farvel til. Klokken 19.58 bankede mit hjerte alligevel så hårdt, at jeg måtte ringe til Søster for anden gang den dag. “Jeg har glemt det. Ved ikke, hvad jeg skal sige. Hvorfor er det nu, at jeg er nødt til at gøre det her?” skingrede jeg. “Fordi du er mere værd end det, han byder dig,” svarede hun roligt. “Åh. Nå ja,” mumlede jeg. I samme øjeblik bimlede min computer.

Sommermanden så ud, som han plejede. Håret var lidt pjusket, han var næsten lige stået op, sagde han. Det var underligt at se ham der. Vi føltes så tæt og alligevel langt fra hinanden. Han viste mig rundt i sit nye hjem, tog mig med ud i køkkenet, bryggede en kop kaffe, mens jeg så til fra min sofas bløde hynder på den anden side af jorden. Vidste, at jeg var nødt til at få det sagt hurtigt, ellers ville modet svigte mig, hvis jeg ventede for længe. “Sommermand,” begyndte jeg, “jeg kan ikke blive ved sådan her længere.” Han sad stille. Og så forklarede jeg ham, at jeg ville have en, der er lige så forelsket i mig, som jeg er i ham. En, der vil kæmpe for mig. Men at alt hvad han gjorde, kun gødede min spirende tvivl om netop denne kampånd, som var blevet sået den skæbnesvangre aften, jeg stalkede ham på Tinder. At jeg ikke ville snakke med ham længere, når han ikke følte på samme måde. At jeg var nødt til at passe på mig selv nu. Sådan sagde jeg, mens mit blik flakkede mellem skærmen og mine sirlige noter, der med pink overstregning markerede de vigtigste pointer.

Og jeg havde jo regnet med en kort samtale. Det havde jeg. Og selvom jeg ikke kan benægte den lille snas af naivt håb, der sad som en igle i mit inderste hjertekammer, så havde jeg jo også regnet med det svar, han gav mig: “Du har ret i, at vi skal stoppe nu. Det her – vi – er ikke realistisk.”

Var jeg klog, havde jeg afbrudt samtalen der. Det var jo alligevel også det, jeg havde forberedt mig på. Dum er vist en mild underdrivelse i denne sammenhæng. Jeg er ikke sikker på, hvilken følelse det gav mig at høre ham sige sådan. Afmagt. Irritation. Ked af det-hed. Alt muligt. Det var under alle omstændigheder ikke en rar ting, der ulmede i mig. Skide være med det, tænkte jeg, og konfronterede ham nu med alle frustrationer, al undren, selvom jeg havde lovet mig selv at lade være. “Der er bare noget, jeg ikke forstår. Jeg forstår ikke, hvordan man kan lukke ned og bestemme sig for ikke at blive forelsket, fordi man skal rejse,” bed jeg bittert. “Nej,” sagde han efter lidt tid, “men det kunne jeg jo åbenbart heller ikke.” Og herfra husker jeg kun vage brudstykker. For det eneste jeg fattede, var, at Sommermanden lige havde indrømmet, at han havde flere følelser for mig, end jeg troede. Så var alt andet ligegyldigt. Pludselig spillede det ingen rolle længere, at han få øjeblikke tidligere lige havde fortalt, at han syntes, vi skulle stoppe al kontakt. Ligesom det heller ikke spillede nogen rolle, at det sådan set havde været hele mit mål med opkaldet. Gled fuldstændig i baggrunden for mig. Sådan en form for selektiv hørelse og vægelsind er en typisk bivirkning ved ulykkelig forelskelse, skal jeg sige jer. Det fik gigantisk betydning for min forståelse af resten af samtalen.

Jeg husker ikke hvornår, men på et tidspunkt blev Sommermanden meget berørt af hele situationen. “Du er så svær at give slip på,” sagde han med grødet stemme og tunge tårer i øjenvipperne. Anede ikke, hvad jeg skulle svare, andet end at jeg ikke kunne græde mere over ham. Han fortsatte med at sige en masse med, at jeg var en ener, at han ikke ville finde nogen som mig igen. Det forekommer mig, at det også var deromkring, at han igen kom ind på afstanden som værende vores kærligheds fjende nummer et. Helt ærligt. Så var jeg ikke i stand til at forstå et eneste ord. Så hans mund bevæge sig, men kunne kun høre mine egne tanker skrige: Han er forelsket i mig, han er forelsket i mig, han er forelsket i mig. Selv når jeg af al kraft forsøger, kan jeg her bagefter ikke genkalde mig præcis, hvad der blev sagt mellem os. Alt flyder sammen.

Sommermanden græd og græd. Jeg kunne se mit eget ansigt som en bleg klat i bunden af skærmen. “Hvorfor græder du, Sommermand?” hviskede jeg. “Fordi jeg ikke kan give dig det du fortjener,” svarede han. Og så: “Jeg er på vej med hundrede kilometer i timen mod et nyt liv, Frøken Kløe.” Mærkede en snigende fornemmelse af, at der måtte være en detalje, jeg ikke havde fået ordentligt fat i. Ligesom når man sidder i matematiktimen og indser, at der er noget helt grundlæggende, man må have misforstået, fordi de pokkers x’er og y’er slet ingen mening giver. “Jeg skal lige være sikker på, at jeg forstår det her rigtigt,” jeg hævede stemmen i et øjebliks klarhed. “Du vil ikke være sammen med mig, fordi vi er for langt væk fra hinanden?” Han nikkede. “Og du vil ikke være sammen med mig, fordi der ikke er plads til mig i dit nye liv?,” fortsatte jeg. “Ja,” svarede Sommermanden stille. På et tidspunkt fik han sagt noget om, at han alligevel stadig gerne ville holde kontakten. “Hvad regner du med? Tror du, at jeg kan finde ud af det? Er du klar over, hvor meget jeg længes efter at høre fra dig hver dag? Tror du, at jeg bare kan stoppe med at have det sådan her?” spurgte jeg. Nej. Det troede Sommermanden jo ikke, og han måtte æde ordene i sig igen. Derefter var der ikke meget mere at sige.

Vi endte med at tale sammen i tre timer. Indimellem havde vi grinet og snakket om andre knap så alvorlige emner. Vi havde siddet i stilhed og betragtet hinanden. “Jeg kan ikke få mig selv til at sige farvel,” sagde jeg, og jeg husker det som om, han sagde det samme. Stirrede på ham, sugede øjeblikket til mig, indprentede mig hans ansigts linjer, hans tårer, hans måde at kigge på mig. Jeg rakte hånden frem og aede hans kind. Så lagde jeg på.

“Han har det på samme måde som mig! Det sagde han!” jeg stod kort efter kæderygende nede i min mørke baggård og ringede Søster op. Hun lød overrasket og skeptisk. “Hvad mener du?” spurgte hun. “Sommermanden er forelsket,” min stemme rystede. “Men fik du afsluttet det?” ville hun vide. “Ja. Men han er forelsket,” svarede jeg. “Det vigtigste er, at du stod ved din beslutning og gjorde det forbi,” sagde Søster, inden vi lagde på. Sådan føles det bare ikke, tænkte jeg.

Optakt

Jeg ville gerne have skrevet om, hvordan de sidste par uger har været. Men ordene forsvandt. Og jeg ville gerne have snakket om det. Men det eneste menneske jeg ville snakke med kunne ikke høre. For der hvor Sommermanden er, er alt omvendt. Det er der, alt er stort; der, hvor hans dag er min nat; og der, hvor selv de mest lyttende mænd er døve. Det er der – og det, mine damer, er det allervæsentligste – hvor varme følelser kan køles fra den ene dag til den anden. Man kan ligefrem mærke, hvordan de falder en grad eller to i temperaturen for hver time. Jeg forestiller mig, at det må være som en lille issyl, der hakker og hamrer tynde flager af disse hede følelser. Til sidst, når der er blevet skrællet tilstrækkeligt af, er følelserne efterhånden blevet behageligt lunkne. Så kan man rende rundt, mens alt er stort over hovedet på en, mens dagen i virkeligheden er nat, mens man propper vat i ørene, og tænke: Hov. Der røg endnu en flig.

Er jeg bitter? Er jeg vred? Er jeg ked af det? Ja. Og alligevel er jeg så fuld af forståelse, så jeg er ved at brække mig af det. Det er lige godt satans at være så empatisk anlagt.

Lad mig spole tilbage. Sommermanden rejste en fredag. Jeg var ude af mig selv hele den weekend. Det blev mandag. Intet havde ændret sig. Ikke at det afholdte mig fra endnu en gang at give mig i kast med hvad der på det tidspunkt bedst kan beskrives som min yndlingsbeskæftigelse – gamle sms’er og beskedkorrespondancer på Messenger blev grundigt gennemlæst denne mandagsaften. Og som jeg sad der og faldt i svime over gensynet med Sommermandens hjerteemojis, kom jeg i tanker om, at der stadig lå de aller, allerførste ord mellem os et helt andet sted. Nemlig på Tinder. Her har vi stået som match siden dengang i maj, hvor jeg først stødte på ham. Det var lang tid siden, jeg havde været aktiv derinde. Der havde ligesom hverken været grund eller lyst til det. Men nu blev app’en hurtigt åbnet igen, og jeg smilede, mens jeg læste, for jeg huskede pludselig alt så klart. Kunne genkende ham i hvert et punktum og udråbstegn, kunne huske nøjagtig hvordan han fik mig til at fnise. Og her skulle jeg have stoppet. Her skulle jeg have passet bedre på mig selv, være gået i seng og lagt telefonen til side. For den man er forelsket i, skal man ikke begynde at stalke. Især ikke på dennes datingprofil. Man kan risikere at opdage ting, man ville ønske, man aldrig havde set.

Altså. Det er jo ikke fordi, jeg ikke havde forventet, at Sommermanden ikke ville bruge Tinder i det nye land. Det var jeg fuldstændig på det rene med. Havde selv tænkt, at jeg med tiden ville komme til at date andre, mens jeg i ånden ville forblive tro mod Sommermanden. Det var ret romantisk, syntes jeg. Det der med ånden. Ret storsindet og cool. Sommermanden havde ikke villet afgive løfter, han ikke kunne holde. Ligesom han heller ikke ville have nogle af mig. Det gjorde ondt at læse, da han skrev sådan. Men samtidig måtte jeg jo indrømme overfor mig selv, at hvor gerne jeg end ville, er jeg næppe i besiddelse af en kløe, der lader sig nøje med at blive stillet så sjældent, som mine penge og optjente feriedage ellers ville have tilladt, at vi kunne se hinanden. Det samme, tænkte jeg, gælder nok for ham. Og så længe han bare var klar på at være åben overfor det os, der med tiden måske kunne blive, var jeg indstillet på at se gennem fingre med eventuelle udenlandske damer, som måtte finde vej til hans seng. Men. Alt det med ånden var jo bare tanker, jeg havde gjort mig. Forestillinger om hvordan det måske kunne blive. Det at se, at Sommermandens profiltekst allerede var oversat til et andet sprog – med den lille tilføjelse at han nu også ledte efter sit livs kærlighed – efter kun to dage i det nye land, er straks noget helt andet. Det er konkret. Virkeligt. Og det gjorde alt fuldstændig stille indeni mig.

De følgende uger var jeg så følelsesmæssigt i ubalance, som jeg sjældent har oplevet det før. Den ene dag var jeg overbevist om, at jeg elskede ham, den næste var jeg så arrig, så jeg spruttede. Det var absolut frustrerende ikke at kunne mærke noget som helst rent. Samtidig var de få livstegn, jeg modtog fra Sommermanden, af så upersonlig karakter, så jeg følte distancen mellem os som meget mere end blot fysisk. “Det er en kæmpe omvæltning at flytte til et nyt land, hvor man ikke kender nogen. Det er hårdt at være så langt væk og prøve at få sit liv til at fungere i ukendte omgivelser. Prøv lige at forestille dig det, gør. Han skal bare have tid. Så bliver alt godt igen,” forklarede jeg Søster hver aften, når hun ringede for at tjekke op på mit hjerte. Jeg må have lydt fuldstændig desperat. Han skal have tid, tænkte jeg. Bare masser tid og plads. Så i et forsøg på at give Sommermanden så meget af netop dette, som jeg overhovedet kunne magte, bestemte jeg mig igen for ikke at kontakte ham mere. Tilsyneladende bar planen frugt, for en morgen vågnede jeg omsider op til lige nøjagtig det, jeg havde tørstet efter i ugevis: “Hej smukke Frøken Kløe. Jeg savner dig,” skrev han. Den morgen spiste jeg morgenmad med Sommermanden ved min side, og jeg følte, jeg kunne flyve, for han var endelig nærværende, lyttende og sit gamle, velkendte jeg igen.

Jeg var Alt. Jeg kunne Alt. For Sommermanden savnede mig, og det havde kildet i min mave og på hemmelige steder, da han skrev, at han havde lyst til mig. Beklageligvis var min Alt-følelse kortvarig og endte brat, da det slog det mig, at Sommermanden jo var 1) aktiv på Tinder, 2) liderlig, og 3) smart nok til ikke at have villet love ikke at handle på førnævnte punkter. Snarere tværtimod. Pludselig spandt min hjerne med en kvalmende fart, og jeg mærkede en grøn gnist få tag i mine tankers tørre kvas. Det flammede ukontrollerbart. Opdagede, at jeg var vanvittigt jaloux på de fremmede, ansigtsløse skyggekvinder, der måtte omgive Sommermanden. Jalousi er ellers aldrig noget, jeg oplever i nævneværdig grad. Og her var nu en så overvældende, konstant borende følelse, som ikke gav mig et øjebliks ro. Dog er der ikke noget, der ikke er så skidt, at det ikke er godt for noget. Min skinsyge lod mig i det mindste forstå, at jeg er alt andet end cool og storsindet med mine romantiske tanker om at forblive tro i ånden, når det kommer til den mand, jeg er forelsket i.

Så da Sommermanden langt om længe foreslog at snakke sammen på Skype i sidste weekend, vidste jeg, hvad der måtte gøres. I dagene op til forberedte jeg mig som en gal. Skrev side op og side ned med noter; ting, jeg skulle huske at fortælle ham, minde ham om. Timelange telefonopkald med Søster gjorde mig til sidst skarpere i at mærke, hvad jeg ville. Så da dagen kom, var jeg klar. Troede jeg.

Første stadie

Jeg var på arbejde, da Sommermanden rejste væk forrige fredag. Stirrede åndeløst på uret, der hænger på endevæggen i storrumskontoret, og da klokken slog 14 tænkte jeg, at nu! – nu fløj han fra mig. Så ventede jeg. Var sikker på, at et følelsesudbud af en art måtte være under opsejling. Gik endda ud på toilettet for ligesom at komme de forventelige tårer i forkøbet. Men. Ingenting. Jeg tog direkte hen til stamværtshuset efter arbejde, fast besluttet på at drukne sorgerne i øl. Godt nok var de lidt langsomme i det, sorgerne, men de måtte komme, det vidste jeg. Spurven sad klar og ventede på mig, den første omgang var allerede bestilt. “Han er væk,” sagde jeg, og Spurven nikkede. “Du ligner en, der er helt ødelagt. Er du ok?” spurgte han. “Det ved jeg ikke,” svarede jeg, “jeg kan ikke mærke noget.”

Jeg læste engang i et dameblad, at der findes omkring ti stadier, som man vil opleve, når man har hjertesorger. Husker ikke længere hvert stadie præcist. Men et af de første var vist, at alt vil synes uvirkeligt, at man nærmest kan opleve sig selv som værende følelsesløs. Og som jeg sad der med øllerne foran mig, gik det op for mig, at det var lige præcis det, der skete for mig nu. Det var som en dyne blev trukket om min sjæl. Afbød alle slag, men gjorde det samtidig vanskeligt at mærke enhver anden berøring. Det var egentlig mere udmattende, end man skulle tro. Og jeg blev træt og indesluttet i løbet af ingen tid. Efter tre timer var jeg så hensunket i følelsesløs apati, at jeg endte med at sidde stumt stirrende. “Jeg tror vist, det er tid til at tage hjem nu, Frøken Kløe,” sagde Spurven forsigtigt, fandt min jakke frem og fulgte mig ud til cyklen.

Da jeg stod hjemme i min gård, kom jeg i tanker om, at jeg havde glemt at handle ind. Smækkede porten bag mig og satte kurs mod Føtex. Jeg bor dejligt centralt i forhold til indkøbsmuligheder, det tager kun cirka ti minutter ligegyldigt hvilket varehus, jeg vælger. Men denne fredag føltes det som om, jeg forsøgte at bestige en tilsandet, marehalmsbevokset klit. Gik og gik, gled ned, kom kun langsomt frem. Kunne nærmest mærke det grå, stive græs skære mine fodsåler. Opdagede pludselig, at jeg var gået den gale vej. På et torv fandt jeg mig selv, mens folk gik rundt med is og der var børn og hunde og aftensol. Vendte om. Fandt endelig Føtex. Tandpasta, mælk og vaskepulver røg hurtigt ned i kurven. Styrede nu stålsat mod slikafdelingen, for jeg kender som regel mig selv og ved, at der stort set ikke er det lidt chokolade ikke kan kurere. Det måtte også gælde i dette tilfælde, tænkte jeg. Glemte, at jeg er uerfaren i hjertesorger. Så det kom fuldstændig bag på mig, at det der med at miste appetitten, det der med ikke at have lyst til noget som helst længere, som man jo altid hører om, er fuldstændig sandt. Foran mig var hylder fulde af chokoladeovertrukne nødder, lakridschokolade, chokolade med krymmel, chokoladestænger, tysk chokolade, chokoladehapsere og karamelfyldt chokolade. Og jeg havde ikke lyst til en eneste. Men urokkelig i overbevisningen om, at det at proppe sig med kalorier ville hjælpe, ignorerede jeg min manglende craving og smed hurtigt en tilfældig pose i kurven.

Hjemme i sofaen gik jeg fuldstændig i selvsving med at opfylde klicheen om et knust hjerte: Jeg satte The Notebook på. Hvad er det for en nærmest masochistisk tilgang at have til sorg? Her efterfølgende tænker jeg, at det muligvis var et forsøg på at fremprovokere bare snerten af en følelse frem i mig selv. For jeg var stadig bedøvet og tom og chokerende ligeglad med “… it still isn’t over!”. Chokoladen voksede sig stor i min mund. Jeg besluttede at gå tidligt i seng.

Næste morgen var straks en anden snak. Vågnede op med en altopslugende tristhed i kroppen, som jeg efter omhyggelig mærken-efter lokaliserede til at befinde sig primært et sted i mellemgulvet. Hængende over min morgenmysli brugte jeg, hvad jeg vil betegne som pinligt mange timer på at genlæse samtlige beskeder i min og Sommermandens korrespondance på Messenger. Søster ringede. Min mor ringede. De tjekkede op på mig gennem hele dagen. Til sidst var jeg så træt af hele tiden at skulle forholde mig til min egen tristhed, så jeg straks slog til, da Ekskollegaen ved aftenstid skrev, at han og Vikaren gav øl, hvis jeg var frisk. Hurtigt bad, hurtig makeup, ud af døren.

De var allerede i højt humør, da jeg ankom. “Vikaren har fået en kæreste. Vidste du det?” grinede Ekskollegaen som noget af det første. Jeg stirrede på mit mørkhårede crush. Han kiggede forlegent væk. “Det er løgn?” jeg greb ud efter ham, “er du forelsket?” Vikaren rystede vagt på hovedet. “Nja. Altså. Du ved, hvordan det kan være nogle gange,” han smilede prøvende. “Det ved jeg bestemt,” sukkede jeg. “Jeg ved godt, vi to havde en aftale. Undskyld,” sagde Vikaren. “Sådan kan det gå. Men det er dejligt for dig,” jeg tvang et smil frem, prøvede af al kraft ikke at føle mig dobbelt forladt.

Herfra gik der rimelig meget tequila i den for mit vedkommende. Hader det stads. Aner ikke, hvorfor jeg nogensinde syntes, at det var så genial en idé at bestille shot på shot af den modbydelige væske. Jeg blev hamrende fuld. Og jeg havde egentlig bestemt mig for, at jeg ikke ville kontakte Sommermanden lige med det samme. Han skulle lige lande, lige falde til, lige lære de nye omgivelser at kende lidt. Syntes selv, at det var rimelig cool af mig sådan at give ham tid og plads på den måde. Men på vej hjem med fire poser Chili Cheese Tops i favnen klokken 5 en søndag morgen er man ret usej, ret ynkelig og i det hele taget ret opsat på at stramme de bånd til sin Sommermand, der pludselig syntes så løse og slappe. Hele to fuldemandsbeskeder blev sendt afsted, mens jeg svajende klamrede mig til mit spisebord. Blandt andet: “Ej seriøst du skal ligevINfe og sådan *thumbs up*”. Er stadig ikke helt sikker på, hvad der skulle stå. Bagefter gik jeg ud for at tisse. Ti minutter senere vågnede jeg forskrækket op ved – stadig siddende på toilettet – sovende at være faldet forover og have knaldet issen ind i væggen.

Da jeg vågnede ved middagstid, havde Sommermanden svaret. Man kunne læse begejstringen i hver en linje. Han snakkede om eventyrlyst, og jeg mærkede soveværelset snurre. De der tequilashots bed endnu. Og selfølgelig er det dejligt, at han har det godt. Selvfølgelig ønsker jeg ikke andet for ham. Selvfølgelig er han høj på det rush, det må være endelig at leve den drøm, som man har brygget på så længe. Men hvor gjorde det ondt at læse alligevel. For udover begyndende tømmermænd kombineret med en vedblivende tequilabrandert havde jeg det faktisk ad helvedes til. Følte mig som verdens mest usle, smålige menneske, at jeg ikke engang kunne være rigtigt glad på Sommermandens vegne. I mit svar forsøgte jeg at lyde munter, ævlede løs om en lille kat jeg havde fundet tidligere på ugen. Så faldt jeg i søvn igen.

Var først rigtigt ædru, da det var blevet mørkt. Da var weekenden og de første dage uden Sommermanden gået. Og jeg kunne konstatere, at jeg endnu ikke havde rokket mig spor i forhold til hjertesorgsstadierne, og derfor måtte gå en ny uge i møde med en dominerende grundfølelse af at være ked af det helt ind i knoglerne.

Older posts