Svar på fødselsdagsspørgsmål – første del

Godt, så. Egentlig var min første tanke at kopiere jeres spørgsmål og poste dem i et indlæg med svar under. En god gammeldags Q&A, som vi kender den. Men lad os i stedet forsøge at holde det lidt i bloggens ånd og gøre det en smule mere flydende og sammenhængende. Så hermed kommer første del. Hvori vi blandt andet skal høre om de to mænd i mit liv, der indtil videre har gjort størst indtryk, mørke tanker, sandheder og lidt om en flytning.

Tilsyneladende har I ikke glemt Sommermanden. Det har jeg heller ikke. Men han var jo også skøn. Den allersidste gang jeg snakkede med ham, var den aften på Skype, hvor jeg ikke forstod særlig meget af alt det, han forsøgte at sige. I dag har vi ingen kontakt. Eller. Ikke udover den besked Sommermanden her i foråret sendte på min fødselsdag. Der stod en masse søde ting. Noget med han havde læst, at jeg ikke havde det så godt, og at det gjorde ham ked af det. At jeg er et dejligt menneske, der skal have dejlige ting i sit liv. Og så videre. I ved. Og jeg blev da glad for at høre fra ham, men syntes også, at det var underligt pludselig at få så hjertelig en hilsen. I hvert fald når man tager i betragtning, at der muligvis også lige var en enkelt gang i januar, hvor tingene koksede lidt i hovedet på mig, og jeg kom til at skrive noget dumt til ham. Føltes total som livets idé, lige indtil jeg trykkede send, hvorefter jeg selvfølgelig fortrød bitterligt. Hans svar dengang var venligt men temmelig afvisende. Så. Tja. Jeg ved ikke. Hverken om vi nogensinde kommer til at mødes igen, om jeg i det hele taget har lyst til at se ham, eller hvordan jeg har det med ham nu. Men jeg er ikke vred længere. Så meget kan jeg da sige. Måske mere bare uforstående. Og kun en lille, lille smule bitter. Jeg kan stadig ikke helt se formålet med at ville bryde manderegler, give gaver og hviske rare ord, når man i det lange løb ikke rigtig har tænkt sig at stå ved det alligevel. Men fred være med det. For gennem det sidste år har jeg brygget min egen sandhed om Sommermanden sammen. Blev i sin tid født efter uforsonlig hævntørst og altoverskyggende tristhed mødtes i sensommeren. Gik i det store hele ud på, at han må have nydt den udfordring, det var, at fælde mine barrierer og smide mine skjolde bort. Som en anden sjov sport. Og da det var gjort, så var det dét, og så var det videre. Bare. Bye bye. Men så hændte det, at jeg for nogle uger siden kom til at genlæse et par gamle indlæg. Pludselig kunne jeg huske dufte, stemninger og blikke fra sidste sommer. Sådan. Fuldstændig klart og knivskarpt. Og med et var min hjemmebryggede sandhed slet ikke så sand længere. For jeg kan godt se nu, at det virkelig var ægte og det var også næsten godt, det vi havde. Så selvom jeg synes, at Sommermanden opførte sig som et værre fjols, så fortjener han alligevel ikke dén sandhed.

Lad mig fortsætte lidt i samme dur. For der skal ikke herske tvivl om, at samme Sommermand med sit exit triggede den melankoli, jeg har hang til. Og jeg har haft et fucking lorteår. Rent ud sagt. Jeg bliver spurgt ind til, hvordan jeg har det nu. Bedre, lyder svaret. Nogle dage ligefrem godt. Og også rigtig godt. Det er ikke meget, jeg har skrevet om det, det der indeni. Åh jo, jeg har da forsøgt. Et par spæde, ufuldstændige indlæg er det også blevet til. Men ord har det med at blive fattige, når man forsøger at forklare noget uforklarligt. Mørke er som oftest en udløser så sikker som amen i kirken for mig. Hvorfor vintermånederne – og i særdeleshed januar og februar – er nogle, jeg møder med gru. De er tunge og lange at komme igennem. Sker hvert år. Men det har længe været i så mere eller mindre mild grad, at jeg næsten troede, jeg helt havde lært mig selv at undgå tungsind. Derfor kom det med et lammende brag denne gang. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har oplevet det så slemt. Og jeg ved ikke hvorfor, det kommer. Sådan er det bare nogle gange. Men jeg blev ærlig talt forskrækket, da det gik op for mig, at noget af det første jeg gjorde, da jeg vågnede om morgenen, var at græde. På arbejdet var det med dybe vejrtrækninger og spinkel stemme. Så snart jeg stod hjemme i min egen lejlighed igen, startede gråden forfra. Sjovt som sådan noget pludselig kan gå hen og føles almindeligt og hverdagsagtigt, når bare det sker nok gange. Heldigvis fandt jeg på at gå lange ture i vintersolen, og formentlig hjulpet godt på vej af den seriøse røvfuld D-vitamin, min mor stædigt vedblev at proppe ned i halsen på mig, endte det til sidst med, at jeg fik skabt mig en lille luftlomme.

Og da var der endelig overskud til at sande en ting eller to. Blandt andet hele jobsituationen. Den er jeg forresten ikke kommet meget nærmere. Eller jo. Altså. Jeg har besluttet at arbejde videre indtil næste sommer. Hvad der så skal ske, ved jeg vitterligt ikke, men vi snakker temmelig sikkert SU. Skal nok blive et chok af en anden verden, når jeg pludselig bliver tvunget til at begrænse mit forbrug. Det kan allerede gøre mig i umådelig dårligt humør, når jeg tænker på ikke længere at kunne købe damesager, som det passer mig. Præcis hvilken uddannelse jeg har nu, vil jeg ikke fortælle direkte. Men den er hverken lang eller mellemlang. Der er intet kreativt over mit nuværende job. En læser spørger, om jeg har med sprog eller skrift at gøre til daglig. Jeg kan fortælle, at det vildeste, jeg kommer til at skrive i løbet af en arbejdsdag, er et mødereferat eller en e-mail til en kollega. Såeh. Spændende.

Ja, og så flytter jeg. Den var I nogle stykker der fangede. Egentlig havde jeg tænkt at give flytningen sit eget indlæg, men jeg er ikke kommet videre med det, så lad os bare tage den her. Bliver i samme by. Flytter til et nyt kvarter. Der findes to grunde: 1) Min mor fortalte mig i går, at jeg giver mere i husleje for min lejlighed, end hun og min far giver for deres hus. Jeg sidder dyrt i det. Når man dernæst tænker på, hvor få kvadratmeter jeg egentlig har at boltre mig på, virker det som en fuldstændig absurd leje. Jeg vil ikke have råd til at bo her på SU. Selv ikke med et lån. Økonomi er altså den første grund. 2) I min lille luftlomme mærkede jeg den ultimative konsekvens af, at mennesker trenger mennesker, og jeg vidste, at det i allerhøjeste grad også gælder for mig. Tror muligvis, jeg har fundet mine mennesker nu. Håber ikke, nogen synes, jeg nogensinde har lagt skjul på, hvordan jeg har det med, at jeg både er ene single og snart også ene barnløse blandt mine veninder. Ensomhed skulle vise sig at blive grund nummer to. Jeg flytter derfor sammen med en flok mennesker, jeg kun har mødt en håndfuld gange, men som jeg er sikker på, at jeg nok skal få det rigtig, rigtig godt sammen med. Vi spiste for eksempel aftensmad sammen for ganske nylig. Og jeg ved virkelig ikke, hvornår jeg sidst har grinet så meget, som jeg gjorde, da vi sad og smurte bønnemos og dryssede med agurkstykker på tortillapandekager. Det er et vemod uden lige at skulle flytte fra min dejlige, lyse, hjemlige tredjesalslejlighed. Men nogle gange må man vælge noget fra for at kunne vælge til.

Lad mig forresten lige vende tilbage til Sommermanden. Har jo før givet ham muligheden for at komme til orde herinde. Er det relevant for en historie, kan jeg måske godt lokkes til at gøre det igen. Om han så nogensinde kommer til at sætte sig ned og skrive endnu et indlæg, tvivler jeg dog på. Men man kan jo altid spørge rigtig sødt i en kommentar herunder, hvis man savner hans skriverier – han vil nemlig med ret stor sikkerhed læse dette. For ja, han læser fra tid til anden med herinde, og ja, det kan meget vel tænkes, at det var noget af det min dumme januarbesked handlede om. Eksen derimod læser ikke med. Da han opdagede bloggen, sagde han straks, at han ikke ville vide, hvad jeg laver. Jeg stoler hundrede procent på ham, når han siger sådan. Så jeg ved, at han ikke læser med. Ændrer dog ikke på, at jeg efter Afsløringen bestemte mig for fremover at skrive så lidt om ham som muligt. Men. I virkeligheden stoppede vi ikke med at se hinanden. I virkeligheden lå han inde i min seng, mens jeg sad ude i stuen og skrev med Sommermanden. I virkeligheden har jeg aldrig elsket nogen så hårdt og samtidig opført mig så usmageligt, som jeg har gjort, når det kommer til Eksen. Og i efteråret fik han langt om længe nok af mig. Så vi har heller ingen kontakt mere. Jeg tror, han stadig er sammen med den kæreste, han fandt, da jeg fik et jalousiflip. Vi snakkede sjældent om hende, hvorfor jeg ikke er helt sikker. Men jeg savner Eksen, så det river i mig, når jeg tænker på ham. Hvilket for øvrigt er stort set hver dag. Savner den måde vi altid lå på: Mit hoved på hans bryst – hans fuldkommen perfekt formede bryst til min kind – hans arm omkring mig, hånden hvilende på lænden, mens en finger strøg stedet, hvor ryg bliver til balle. Altså bare helt simpelt, ikke noget særlig indviklet. Men jeg har forsøgt at genskabe netop det scenarie med så mange mænd efter ham. Det har aldrig været det samme. Og jeg savner hans duft: Lidt sødlig, lidt krydret, meget maskulin. Jeg savner at snakke med ham, at høre ham le og se hans øjne smile til mig. Da Eksen i efteråret meddelte, at han ikke ville se mig mere, blev jeg så edderspændt, at jeg slettede og blokerede ham på samtlige sociale medier. Der skal rigtig, rigtig meget til, før jeg gør sådan noget. Normalt unfollower jeg bare.

Så. Hvorfor gik vi egentlig fra hinanden, Eksen og jeg? Jeg er vokset op i et idealistisk, politisk aktivt hjem med meget stærke holdninger og værdier. Da jeg som purung flyttede hjemmefra, gjorde jeg meget ud af ikke at leve som mine forældre havde brugt atten år på at lære mig. Lad os kalde det et oprør. Og det var faktisk først langt senere, jeg fandt ud af, at jeg ikke kan fornægte mine rødder. Står klarere og klarere for mig, jo ældre jeg bliver. Dog er og bliver jeg fuldstændig håbløs til politik og debatter, jeg gider ganske enkelt ikke at lære at forstå det, og er vel som sådan familiens sorte får. Det har dog trods alt lykkes mine forældre at plante nogle solide kerneværdier i mig. Men se. I mellemtiden havde jeg nemlig fundet Eksen. Han var stik modsat. Det fascinerede og lettede mig helt usigeligt i starten. Og jeg blev forelsket, som jeg aldrig har været det før. Seriøst. Det var fuldkommen sindssyge i over et år. Efter de første fjorten dage sammen, sagde han, at han elskede mig. Og jeg vidste, det var sand kærlighed, for jeg lå syg med halsbetændelse og kunne tilmed lugte mig selv, men han kyssede mig alligevel så inderligt. Vi snakkede børn, vi snakkede fremtid, og jeg kunne så let som ingenting blive rørt til tårer over den rene lyksalighed, jeg følte, havde ramt mit liv. Men tiden gik. Jeg blev ældre og samtidig mere bevidst om egne værdier, som jo var så fundamentalt forskellige fra Eksens, at det efterhånden i langt oftere og højere grad sprang i øjnene. Og jeg fandt ud af, det er vigtigt for mig, at et eventuelt barn kommer til at vokse op på samme måde som jeg selv gjorde. Vigtigt for mig med en mand, der deler samme overbevisning og holdninger, og ønsker at opdrage barnet efter disse. Det ville jeg ikke få sammen med Eksen. Og det kunne jeg ikke forlig mig med. Så. Kærligheden slap simpelthen op. I hvert fald den der uovervindelige, episke slags. Var desuden blevet voldsomt slidt og flosset, efter jeg havde fået endnu en af mine nedture med dertilhørende føromtalte melankoli, som Eksen forgæves havde forsøgt at bjerge mig fra. Tilbage var nu en hengiven kærlighed, jovist, men dog kun et blegt ekko af fordums flammer. Jeg blev boende i vores fælles lejlighed, jeg bor her endnu. Eksen fik de dyre vinglas og peberkværnen i sort højglans og flyttede til den anden ende af byen.

Når man spørger mig, om jeg fortryder, om jeg er ked af, at tingene gik, som de gjorde, og at drømmene brast – så er svaret både ja og nej. For det meste er jeg afklaret og helt på det rene med, at det var for det bedste. Men jeg kan også sagtens have enkelte dage, hvor jeg sørger og er på nippet til at tigge Eksen om at tage mig tilbage. Kan bogstavelig talt få fysiske stik af smerte, når jeg ser endnu et vennepar komme trillende med en barnevogn, mens jeg på samme tid er så vanvittig lettet over, at det ikke er mig, der må trækkes med en unge. Der går heldigvis længere tid mellem de væmmelige stik, og jeg kan efterhånden mindre og mindre se mig selv i sådan en familiekonstellation. Efter en del analyseren er jeg kommet frem til, at jeg tror, jeg i Sommermanden så netop den type mand, jeg ikke kunne få i Eksen, og som jeg er blevet bevidst om, jeg vil have. Var meget, meget svært at give slip på, da jeg endelig havde fundet ham.

Jeg er ikke spor bange for, at hverken Sommermanden eller Eksen afslører mig som Frøken Kløe. For førstnævntes vedkommende tror jeg, at han vist er mere bange for, at jeg skulle kunne finde på at afsløre ham som værende en af dem, der spiller en vigtig rolle herinde. På den måde har vi lidt noget på hinanden, som gør, at vi ikke tør sige noget. Er klar over, at han har snakket med en ven om, at han havde fundet en dame, der skrev om det sex vi havde sammen, dengang han skulle finde ud af, om han var ok med bloggen. Det er helt fint for mig. Med hensyn til Eksen så stoler jeg ganske enkelt bare så meget på ham, at jeg ved, han ikke vil afsløre mig. Men så er der nogle af jer, der spørger ind til Læseren. Er jo straks en anden snak. For Læseren kender mig ikke, der er intet, der knytter os sammen; ingen loyalitet eller trofasthed, som måske stadig ville kunne findes i forholdet til de to andre mænd, graver man bare lidt efter det. Så selvfølgelig er jeg smånervøs for, om han kunne finde på at afsløre mig. Selvom jeg ikke har fortrudt, at jeg valgte at stole på ham for flere måneder siden. Håber, han gør sig fortjent til den tillid.

I forhold til om Sommermandens status som læser har indflydelse på, hvad jeg deler om andre mænd, så er svaret nej. Der bliver ingen hensyn taget. Fortæller lige nøjagtig så meget eller så lidt, som jeg selv har lyst til. Men det er ingen hemmelighed, at hans kendskab til bloggen har gjort, at jeg har følt mig ufri, når et indlæg har skulle handle om netop ham. Og der er helt afgjort ting, jeg har undladt at skrive, fordi jeg simpelthen har vurderet, at det trods alt ville være for skrap kost. Det har betydet, at der på mit eget fristed har været ting, jeg har måtte gå på kompromis med. Altså. Bilder mig da ikke ind, at det altid har været lige morsomt for den ægte, levende Sommermand at læse om sig selv herinde. Som han skrev, så var der en helt særlig ærlighed mellem os – men selv den satte min pli altså grænser for. Hele situationen både ærgrede og hjalp mig. Begyndte at tænke mere over, hvordan jeg skrev om mænd, hvordan jeg behandlede dem i mine skriverier. Har endnu ikke rigtig taget stilling til, om jeg engang i fremtiden atter vil fortælle en sød mand om bloggen. Måske. Men i så fald ikke så tidligt, som jeg fortalte det til Sommermanden.

Og hermed, mine damer, er vi nået til vejs ende for første del af spørgerunden. Pyh. Faktisk lidt ærgerligt for nu har jeg ikke længere nogen undskyldning for at blive hjemme fra fitness. Nå. Man kan vel altid så småt begynde på anden del.

Røde

Søster var hjemme for en kort bemærkning, og jeg bestemte mig for at holde halvanden dags ferie alligevel, for det skulle selvfølgelig fejres på behørig vis. Hun endte med at få lokket mig ud af min hule med lovning om billige sjusser. Søsters kæreste med det ravnsorte hår var også med, snuppede en guitar og spillede løs, mens hele baren hujede og klappede. Jeg havde det så sjovt og kunne glemme lidt for en stund. En fyr kom forbi, snakkede med Søsters kæreste, dunkede ham venskabeligt i ryggen. Han mindede mig om mit rødhårede gymnasiecrush. “Hvem er han?” spurgte jeg lidt efter, da jeg fik Søsters kæreste på tomandshånd. Han lo. “Det er min kammerat. Han er single. Kan du lide ham?” spurgte han. Jeg grinede lidt og sagde, at han vel var ok. Lange blikke. Den røde stod ved et bord lidt længere væk. Dvælende smil. Jeg slog med nakken, skævede til ham gennem øjenvipperne. Han tog sin jakke. “Jeg kommer tilbage. Bliv her,” sagde han, da han strøg tæt forbi mig. Kunne mærke hans ånde som små, varme pust mod min tinding. Så var han væk.

Søster og jeg dansede. Skrålede med på sangene. Vi mødte nogle bekendte, stod længe og talte om barndomsby og teenageår – Gud ja, det er osse rigtigt! Åh Gud, det havde jeg helt glemt! Gudfader, det er lang tid siden! Sådan noget. Vi gik ud på toilettet for at tisse sammen. Som søstre gør. “Hvad er det der?” spurgte jeg, da hun trak bukserne ned. “Det er flot, ikke?” grinede hun og blottede sit nydeligt trimmet men stadig behårede venusbjerg. “Men. Der er jo hår på,” sagde jeg. “Jamen, det skal man nu. Vi gør det allesammen. Det er meget pænere sådan. Det synes mændene også,” svarede hun og tissede. “Jeg gør det altså ikke,” sagde jeg. “Det burde du. Du er for gammel til at lade være,” sagde Søster. Og jeg svarede, at så gammel var jeg da heller ikke, hvis jeg selv skulle sige det. Bagefter spurgte jeg Søsters kæreste, om han nu også var helt ok med de hår der, men han grinede bare og kyssede Søster. “Han er kommet tilbage,” sagde han og pegede bagud.

Den rødhårede købte øl til os, og vi satte os ud under markisens glødende varmelegemer. Han præsenterede sig som Røde, jeg som Frøken Kløe. Han var sjov at snakke med. “Du ligner en flot viking,” smilede jeg og kunne se, at han blev smigret. Det var rigtigt. Det lignede han virkelig. Bare uden hammer og bersærkerblik, men derimod med næsering og stramme jeans. Alt sammen ledte hurtigt samtalen hen på en af mine absolutte yndlingsserier indeholdende nogenlunde samme type vikingemænd, og vi var rørende enige om, at Ragnar Lothbrok var den sejeste karakter af alle. Jeg spillede lettere fortørnet, da Røde sagde, at han ikke havde set længere end til sæson to. “Du kan jo se resten sammen med mig?” foreslog han, og jeg nikkede glad. Klokken blev mange. Den røde og jeg talte og talte, og da Søster ville hjem, talte vi endnu. Sagde, jeg ville blive lidt længere. Hun blinkede til mig, inden hun gik.

Røde var sød, men han virkede ung. Med tanke på at Søster jo er min lillesøster, at hendes kæreste er yngre end mig, og at hans venner med stor sandsynlighed er omkring samme alder, spurgte jeg ind til netop dette. “Jeg er fireogtyve,” svarede han. Med ét blev jeg så træt, da jeg kom i tanker om, at Sommermanden er knap ti år ældre. Der er bare en anden tyngde og ro over ti år ældre mænd. Det savnede jeg pludselig. Til gengæld besad Røde en sorgløs naivitet og lethed, som jeg sikkert ville have fundet forfriskende, hvis ikke det var fordi, det denne aften gav mig en følelse af at være ældgammel. Men jeg lod ham dog tage min hånd, da han spurgte, om han måtte følge mig hjem. Vi satte os på en trappesten. Kunne se, han endelig var ved at samle mod nok til sig. Hans kys var fnuglet og blødt. Der var ikke noget bestemt over det kys, ikke noget krævende. Ikke noget spændende. Bare sådan. Hm. Agtigt. Og hele tiden tænkte jeg, at sådan her kunne Sommermanden aldrig have fundet på at kysse mig. Han ville vide lige præcis, hvad man skulle gøre. Ville måske tage mit ansigt mellem sine hænder, ae min nakke, måske gemme mig i sin store favn. Han ville fylde min mund med sin tunge, han ville nappe mine læber og slikke min mundvig. Røde strålede glad og stolt, da han slap mig. Jeg smilede lidt til ham. Foran min hoveddør kyssede han mig en sidste gang og bad om mit nummer. Og jeg tænkte, at jeg måtte tænke på noget andet, så jeg gav ham det.

“Hej Frøken Kløe – dejligt at møde dig i går, jeg havde det virkelig sjovt! Har du stadig lyst til at se serie sammen en dag? Kærlig hilsen Røde,” skrev han næste dag, da jeg lå på sofaen og plejede hovedet med kold cola. Forestillede mig, at jeg ville svare ham lidt senere. Noget med, at det gad jeg da godt. Men så fandt jeg Sommermandens t-shirt frem. Engang duftede den af hans vaskepulver og sommerdage på altanen. Jeg har stadig ikke fået skrevet tilbage.

Efterdønning

Der skulle ikke ret meget til at få mit bæger til at flyde over i dagene efter skypemødet med Sommermanden. I postkassen fandt jeg en seddel fra min udlejer med en kort besked om, at varmeregnskabet var gjort op, hvorfor jeg nu skyldte 214,65 kroner. Det fik mig til at jamre, som den lille, udsultede kat, jeg fandt for noget tid siden. Hele min verden drejede sig kun om en eneste undren: Hvordan Sommermanden kunne sige nej til kærligheden. Hvis man er forelsket i et menneske, siger man da ikke nej, når det er gengældt, tænkte jeg. “Jeg kan ikke forstå, hvorfor han ikke vil kæmpe for os,” sagde jeg. “Hør efter nu,” svarede Søster hårdt, “Sommermanden har givet, hvad han havde at give. Han har ikke mere i sig.” “Men han er jo forelsket…” prøvede jeg stille. “Ikke nok,” sagde hun, “du kunne ikke få flere følelser frem i ham. Du er ikke en del af hans drøm om et nyt liv. Hvis du var, havde vi ikke denne samtale nu. Han er mere forelsket i den drøm end i dig.”

Det har taget mig mange dage at skrive om mit og Sommermandens brud. Og i noget der vel snart minder om vanlig stil, er jeg selvfølgelig ikke helt færdig endnu, men runder af med en omgang føle-føle og refleksion. De sidste ugers forløb har været fuldstændig umulig for mig at huske ordentligt. Har konstant haft Søster i røret, hvor hun har måtte agere hukommelse. Det har været meget pinefuldt at skulle dykke ned i alle de følelser igen, som disse indlæg har krævet. Og det var egentlig først, da jeg en sen aften formulerede linjerne om vores farvel, at det gik rigtigt op for mig, hvad der var sket. Det var modbydeligt at erkende, at han ikke synes, jeg er værd at kæmpe for. Hæse hulk blev pumpet fra mave til mund i smertelige stød mod svælget, der kom helt bag på mig, og jeg forstod, at det var præcis, hvad Sommermanden havde sagt.

Denne aften gik det op for mig, at han i vores sidste samtale nok erklærede sig forelsket, men at han aldrig nogensinde havde brugt ordet direkte. Jeg tror på, at Sommermanden har ment det, da han sagde det. Men det har taget mig lang tid også at tro på hans handlinger, som desværre ikke altid har stemt overens med ordene. Det kan godt ske, han siger, at jeg er noget helt specielt, at jeg er svær at slippe, at han aldrig regner med at finde noget lige så vidunderligt, som det, vi har haft sammen. Og det kan godt ske, at han ser afstanden som vores fjende. Men jeg tror ikke, det er afstanden. Det er Sommermandens følelser. Eller mangel på samme. For hvis man har fundet kærligheden, hvem ville så nøjes med det næstbedste? Ingen, hvis man spørger mig. Og jeg troede, at det var det, han sagde. At jeg var hans kærlighed.

Jeg er gal på Sommermanden over, at han har fået det til at lyde som om, at jeg har været med til at sætte en kæp i hjulet på vores forhold. I stedet for bare at sige, at vores følelser ikke matchede hinanden. Jeg sagde engang til ham, at jeg drømte om at have modet til at følge ham, hvis han altså spurgte, om jeg ville med. Men jeg tror ikke, han forstod, at det blot var ment som en kærlighedserklæring. Ikke en opfordring til at spørge. Svaret kom straks: “Det er rigtigt, at vi aldrig har diskuteret muligheden for, at du kunne tage med. Men for det første har du altid snakket om, hvor meget du holder af din by, og hvordan du aldrig ville kunne forlade den. Så det giver ligesom sig selv. For det andet vil jeg gerne have det her eventyr for mig selv.” Altså. Som første punkt i forklaringen på, hvorfor vi ikke kan være sammen, skød Sommermanden skylden på mit stærke bånd til min by. Og nå ja. For øvrigt ville han også gerne have eventyret for sig selv. Men burde det netop ikke være hovedargumentet? At han ikke ville have mig med? Ville han have mig til at tænke, at det var min egen skyld, at vi ikke kunne være sammen? Ved samme lejlighed konfronterede jeg ham også med, at jeg følte mig snydt til at tro på, at det, vi havde, kunne blive til noget større. Fordi han i sommer tog min hånd og sagde, at han gerne ville vise mig sin verden, vise, at jeg var så meget mere end bare sex for ham. Fordi han med strålende øjne smilede, at han ville dø af kærlighed, hvis vi mødtes på Island. Og fordi han fortalte, at det gjorde ondt at læse, når jeg havde været sammen med andre mænd end ham. For ikke at tale om alle de småhints, han har drysset over mig gennem hele sommeren. For eksempel når han bad mig bryde alle mine manderegler, selvom jeg forklarede, at det var mit værn mod forelskelse. Men Sommermanden syntes ikke, han havde snydt mig. Nej. Han havde jo bare vist, at han var blevet glad for mig – og det var jo alligevel mig, der altid snakkede om at leve livet fuldt ud, så det måtte stå fuldstændig for egen regning, hvis jeg følte mig snydt, sagde han. Og det er jo rigtigt, at hvis nogen har været fortaler for at sige ja til alt, hvad livet måtte byde, så er det mig. Men som om at det ikke også indebærer forelskelse? Som om at det ikke også indebærer kærlighed? Ah ja, Sommermand. Kommer det bag på dig, at det er sådan jeg oplevede det? Forstår du nu, hvorfor jeg føler mig snydt til at føle noget, du alligevel ikke havde tænkt dig at gøre en skid ved, når det kom til stykket?

Bitter? Ja. Meget. Men derudover tror jeg også, at bloggen har haft betydning. Der er vel efterhånden ingen tvivl om, at den blottelse og sårbarhed jeg mærkede ved at lade Sommermanden læse med, gjorde mig så letpåvirkelig og modtagelig, så det blandt andet var medvirkende til forelskelsen. Det ved jeg så til en anden gang. Måske er Sommermanden blevet fascineret og har ladet sig rive med ind i noget, der måske ikke ville være blevet, hvis han ikke havde vidst, at han blev skrevet om. Har til tider også fået en fornemmelse af, at jeg for ham mere var Frøken Kløe end jeg var mig. Nok fordi jeg så tidligt fortalte om bloggen. Og at Sommermanden altså egentlig herigennem har lært mig rigtigt at kende. Den søde kløe viser jo kun en lille del af mit ellers røvsyge og helt normale liv. Jeg synes, at det har været svært at have ham som læser. Det har gjort mig ufri. På den anden side har jeg også udnyttet bloggen som en kommunikationskanal, hvor jeg har kunnet fortælle Sommermanden det, jeg ikke har haft mulighed for at sige ellers. Har håbet på at kunne provokere ham, tirret ham til reaktion. Som regel med held. Se bare det indlæg han selv skrev. Kan dog konkludere, at det ikke er den mest optimale kommunikationsform. Surprise. Og jeg har lige benyttet mig af det igen. Super.

Hvis nogen spørger, hvordan jeg har det nu, vil jeg svare, at jeg mest af alt føler vrede. Jeg kan mærke, jeg bliver varm af netop dette, når jeg stalker Sommermanden på Instagram og ser alle billederne af hans nye liv med hashtags og filtre. Det er som at se kulisser i en film, jeg fatter ikke, det findes, jeg kan på ingen tænkelig måde forestille mig, hvordan der må være der. Jeg kan se, der er fart på. Jeg kan se. Endelig kan jeg se. Noget af det sidste jeg sagde til Sommermanden, var, at jeg håbede, jeg kunne blive tilstrækkeligt vred på ham. Hans ansigtsudtryk fortalte mig, at han ikke brød sig om at høre det. Men jeg føler vreden, jeg lever den, byder den lettet velkommen og beder den hjælpe mig presse hver en dråbe af Sommermanden ud af mit blod. Der findes en styrke og fandenivoldskhed ved min vrede, som jeg langt hellere foretrækker end den svaghed, der følger tårerne.

Ikke at jeg slet ikke græder længere. Det er bare ikke på samme måde som før. Er under alle omstændigheder mest på tidspunkter, hvor jeg har for meget tid til at mærke efter. For alt det med vrede er jo fint nok. Hjælper mig ligesom med at komme videre. Omend man godt kunne efterlyse et lidt højere tempo i den henseende. Men jeg savner også Sommermanden. Helt vildt meget. Jeg savner ham, som han var engang. Men ham, jeg har beskrevet i dette indlæg, har jeg ikke lyst til at være kæreste med. 

Så her ender historien om Sommermanden. Med en brændt og forkullet Frøken Kløe. Lad mig slutte med maner til tonerne af Tami Tamaki, som har begået hvad jeg for tiden anser som værende mit livs soundtrack. Det er i hvert fald både smukt og ærligt og på konstant repeat i min øregang.

En slags afsked

Årsagen, til at jeg følte mig klar til at snakke med Sommermanden, skal findes nogle dage forinden. Han havde skrevet til mig en morgen i forrige uge. Spurgte, om jeg havde lyst til at ringes ved om aftenen. Jeg blev uendeligt glad. Sad der ved skrivebordet og smilede så fornøjet, at mine kolleger til sidst bemærkede det, blinkede og prikkede mig i siden. Dagen sneglede sig afsted. Jeg sværger, jeg talte minutterne. Så er knap tolv timers venten altså længe. Men det var lige meget. Ventede gerne dobbelt så lang tid for at se Sommermanden. Havde forestillet mig, at vi nu endelig skulle have en god, lang og ærlig snak. Jeg havde i hvert fald helt enormt brug for at høre ham bekræfte mine ønsker om det langdistanceforhold, vi forhåbentlig arbejdede hen imod. Da det endelig blev tid, fik jeg kortvarigt åndenød over at se ham tone frem på skærmen. På det tidspunkt havde vi ikke set hinanden i over en måned. Men ak. Internettet bestemte sig for at modarbejde os fuldstændig, og forbindelsen var så dårlig, at vi måtte ringe hinanden op flere gange. Derudover viste det sig imidlertid også, at Sommermanden befandt sig på sin nye arbejdsplads og derfor ikke kunne tale frit. Det blev en overfladisk, ligegyldig samtale. Det blev et antiklimaks uden lige. Sommermanden foreslog, at vi i stedet kunne ringes ved om aftenen den følgende søndag.

Efter den meget lidt forløsende samtale med Sommermanden, tastede jeg Søsters nummer. Har tidligere været lidt inde på, hvordan hun dagligt lod høre fra sig for at sikre, at jeg ikke druknede i de kaotiske bølger mine følelser skabte. Men da jeg fortalte om, hvordan Sommermanden havde siddet på arbejdet og ikke kunne snakke ordentligt med mig, fik hun nok. “Hvad så nu? Har du tænkt dig at være ked af det helt indtil på søndag? Og hvad så derefter? Når han gør dig ked af det igen? Du giver og giver, men får ingenting tilbage. Er du slet ikke klar over det?” spurgte hun. Gav mig en ordentlig røvfuld tough love. “Men Sommermanden sagde jo, at vi med tiden skulle se, hvad vi kunne blive til. Og det var ham, der foreslog at snakke igen. Han vil gerne se mig!” forsøgte jeg. “Han vil ingenting. Han sagde jo også, at han ikke ville love dig noget. Og han er på Tinder. Leder efter sit livs kærlighed. Hvor meget tydeligere vil du have ham til at sige, at det ikke er dig?” fortsatte Søster. “Men han siger det jo ikke. Han er nødt til at sige til mig, at det er slut, hvis det er. Jeg kan godt se alt det andet han gør. Men jeg kan ikke høre det,” røg det ud af mig. Gudfader, tænkte jeg, er det virkelig sådan jeg har det? Og lige dér gik det op for mig, at jeg var blevet den mest ynkelige udgave af mig selv, som jeg overhovedet kunne blive. “Hvorfor skal du altid helt derud, hvor du lader mændene tryne dig? Hvorfor kan du ikke selv tage en selvstændig beslutning om at ende det?” Søster gav mine drømme dødsstødet. Og sådan fortsatte vi med at diskutere de næste tre dage. Søster, der forsøgte at få mig til at fatte, hvad jeg så længe ikke havde været i stand til at forstå; og jeg, der langsomt men sikkert endte med at tage imod. Vores snakke var timelange, og når der var blevet lagt på, reflekterede vi hver især indtil næste dag, hvor alt endnu en gang blev endevendt. “Du skal passe på dig selv. For han har ikke tænkt sig at gøre det. Du skal vælge dig selv i stedet for hele tiden at lade ham vælge dig fra,” sagde hun. Den gik rent ind. Hun havde jo ret. Og således gik det til, at jeg henover tre dage gik fra at have et altoverskyggende behov for at få svar på utallige spørgsmål til at være fuldstændig afklaret.

I søndags var det en uge siden, at Sommermanden og jeg mødtes på Skype. Det var ellers en helt normal dag. Septemberhimlen var strålende blå, og jeg tænkte, jeg måtte adsprede mig selv, så jeg ikke ville gå alt for meget til af ren nervøsitet og spænding inden klokken slog otte om aftenen. Valgte at cykle i Ikea. Måske ikke helt gennemtænkt kun at have en cykelkurv til rådighed, når man går shoppeamok. Men med en smule behændighed lykkedes det til sidst, og jeg drønede afsted på Det Røde Lyn med podcast i ørene og et sandt læs af blomster, billedrammer og fnugruller. Hjemme igen gik jeg i gang med støvsugning. Og før jeg vidste af det var der kun en halv time til, at jeg skulle se Sommermanden. Jeg kan godt det her, tænkte jeg hele tiden. Havde flere sider med nedfældede tanker som lå klar ved siden af computeren. Jeg havde forberedt mig på to mulige udfald. At det enten ville være en få minutters kort samtale, hvor jeg fik sagt, hvad der skulle siges. Til det havde jeg en enkelt sides stikord. Eller at Sommermanden ville begynde at stille spørgsmål til min beslutning og måske endda give lidt af sig selv og sine egne tanker om vores forhold – hvortil jeg havde griflet hele fire siders argumenter ned, fordi jeg vidste, at jeg ville glemme hvert og et, når jeg først så ham igen. Havde desuden med største omhyggelighed forsøgt at slå det tåbelige, spinkle håb ihjel, der trods alt stadig levede i mit bryst, ved hele tiden at minde mig selv om, at lige meget hvad, så kunne dette kun ende med skuffelse. Var med andre ord så klar og fokuseret, som man overhovedet kan blive, når man skal afslutte tingene med det menneske, man allermindst har lyst til at sige farvel til. Klokken 19.58 bankede mit hjerte alligevel så hårdt, at jeg måtte ringe til Søster for anden gang den dag. “Jeg har glemt det. Ved ikke, hvad jeg skal sige. Hvorfor er det nu, at jeg er nødt til at gøre det her?” skingrede jeg. “Fordi du er mere værd end det, han byder dig,” svarede hun roligt. “Åh. Nå ja,” mumlede jeg. I samme øjeblik bimlede min computer.

Sommermanden så ud, som han plejede. Håret var lidt pjusket, han var næsten lige stået op, sagde han. Det var underligt at se ham der. Vi føltes så tæt og alligevel langt fra hinanden. Han viste mig rundt i sit nye hjem, tog mig med ud i køkkenet, bryggede en kop kaffe, mens jeg så til fra min sofas bløde hynder på den anden side af jorden. Vidste, at jeg var nødt til at få det sagt hurtigt, ellers ville modet svigte mig, hvis jeg ventede for længe. “Sommermand,” begyndte jeg, “jeg kan ikke blive ved sådan her længere.” Han sad stille. Og så forklarede jeg ham, at jeg ville have en, der er lige så forelsket i mig, som jeg er i ham. En, der vil kæmpe for mig. Men at alt hvad han gjorde, kun gødede min spirende tvivl om netop denne kampånd, som var blevet sået den skæbnesvangre aften, jeg stalkede ham på Tinder. At jeg ikke ville snakke med ham længere, når han ikke følte på samme måde. At jeg var nødt til at passe på mig selv nu. Sådan sagde jeg, mens mit blik flakkede mellem skærmen og mine sirlige noter, der med pink overstregning markerede de vigtigste pointer.

Og jeg havde jo regnet med en kort samtale. Det havde jeg. Og selvom jeg ikke kan benægte den lille snas af naivt håb, der sad som en igle i mit inderste hjertekammer, så havde jeg jo også regnet med det svar, han gav mig: “Du har ret i, at vi skal stoppe nu. Det her – vi – er ikke realistisk.”

Var jeg klog, havde jeg afbrudt samtalen der. Det var jo alligevel også det, jeg havde forberedt mig på. Dum er vist en mild underdrivelse i denne sammenhæng. Jeg er ikke sikker på, hvilken følelse det gav mig at høre ham sige sådan. Afmagt. Irritation. Ked af det-hed. Alt muligt. Det var under alle omstændigheder ikke en rar ting, der ulmede i mig. Skide være med det, tænkte jeg, og konfronterede ham nu med alle frustrationer, al undren, selvom jeg havde lovet mig selv at lade være. “Der er bare noget, jeg ikke forstår. Jeg forstår ikke, hvordan man kan lukke ned og bestemme sig for ikke at blive forelsket, fordi man skal rejse,” bed jeg bittert. “Nej,” sagde han efter lidt tid, “men det kunne jeg jo åbenbart heller ikke.” Og herfra husker jeg kun vage brudstykker. For det eneste jeg fattede, var, at Sommermanden lige havde indrømmet, at han havde flere følelser for mig, end jeg troede. Så var alt andet ligegyldigt. Pludselig spillede det ingen rolle længere, at han få øjeblikke tidligere lige havde fortalt, at han syntes, vi skulle stoppe al kontakt. Ligesom det heller ikke spillede nogen rolle, at det sådan set havde været hele mit mål med opkaldet. Gled fuldstændig i baggrunden for mig. Sådan en form for selektiv hørelse og vægelsind er en typisk bivirkning ved ulykkelig forelskelse, skal jeg sige jer. Det fik gigantisk betydning for min forståelse af resten af samtalen.

Jeg husker ikke hvornår, men på et tidspunkt blev Sommermanden meget berørt af hele situationen. “Du er så svær at give slip på,” sagde han med grødet stemme og tunge tårer i øjenvipperne. Anede ikke, hvad jeg skulle svare, andet end at jeg ikke kunne græde mere over ham. Han fortsatte med at sige en masse med, at jeg var en ener, at han ikke ville finde nogen som mig igen. Det forekommer mig, at det også var deromkring, at han igen kom ind på afstanden som værende vores kærligheds fjende nummer et. Helt ærligt. Så var jeg ikke i stand til at forstå et eneste ord. Så hans mund bevæge sig, men kunne kun høre mine egne tanker skrige: Han er forelsket i mig, han er forelsket i mig, han er forelsket i mig. Selv når jeg af al kraft forsøger, kan jeg her bagefter ikke genkalde mig præcis, hvad der blev sagt mellem os. Alt flyder sammen.

Sommermanden græd og græd. Jeg kunne se mit eget ansigt som en bleg klat i bunden af skærmen. “Hvorfor græder du, Sommermand?” hviskede jeg. “Fordi jeg ikke kan give dig det du fortjener,” svarede han. Og så: “Jeg er på vej med hundrede kilometer i timen mod et nyt liv, Frøken Kløe.” Mærkede en snigende fornemmelse af, at der måtte være en detalje, jeg ikke havde fået ordentligt fat i. Ligesom når man sidder i matematiktimen og indser, at der er noget helt grundlæggende, man må have misforstået, fordi de pokkers x’er og y’er slet ingen mening giver. “Jeg skal lige være sikker på, at jeg forstår det her rigtigt,” jeg hævede stemmen i et øjebliks klarhed. “Du vil ikke være sammen med mig, fordi vi er for langt væk fra hinanden?” Han nikkede. “Og du vil ikke være sammen med mig, fordi der ikke er plads til mig i dit nye liv?,” fortsatte jeg. “Ja,” svarede Sommermanden stille. På et tidspunkt fik han sagt noget om, at han alligevel stadig gerne ville holde kontakten. “Hvad regner du med? Tror du, at jeg kan finde ud af det? Er du klar over, hvor meget jeg længes efter at høre fra dig hver dag? Tror du, at jeg bare kan stoppe med at have det sådan her?” spurgte jeg. Nej. Det troede Sommermanden jo ikke, og han måtte æde ordene i sig igen. Derefter var der ikke meget mere at sige.

Vi endte med at tale sammen i tre timer. Indimellem havde vi grinet og snakket om andre knap så alvorlige emner. Vi havde siddet i stilhed og betragtet hinanden. “Jeg kan ikke få mig selv til at sige farvel,” sagde jeg, og jeg husker det som om, han sagde det samme. Stirrede på ham, sugede øjeblikket til mig, indprentede mig hans ansigts linjer, hans tårer, hans måde at kigge på mig. Jeg rakte hånden frem og aede hans kind. Så lagde jeg på.

“Han har det på samme måde som mig! Det sagde han!” jeg stod kort efter kæderygende nede i min mørke baggård og ringede Søster op. Hun lød overrasket og skeptisk. “Hvad mener du?” spurgte hun. “Sommermanden er forelsket,” min stemme rystede. “Men fik du afsluttet det?” ville hun vide. “Ja. Men han er forelsket,” svarede jeg. “Det vigtigste er, at du stod ved din beslutning og gjorde det forbi,” sagde Søster, inden vi lagde på. Sådan føles det bare ikke, tænkte jeg.

Optakt

Jeg ville gerne have skrevet om, hvordan de sidste par uger har været. Men ordene forsvandt. Og jeg ville gerne have snakket om det. Men det eneste menneske jeg ville snakke med kunne ikke høre. For der hvor Sommermanden er, er alt omvendt. Det er der, alt er stort; der, hvor hans dag er min nat; og der, hvor selv de mest lyttende mænd er døve. Det er der – og det, mine damer, er det allervæsentligste – hvor varme følelser kan køles fra den ene dag til den anden. Man kan ligefrem mærke, hvordan de falder en grad eller to i temperaturen for hver time. Jeg forestiller mig, at det må være som en lille issyl, der hakker og hamrer tynde flager af disse hede følelser. Til sidst, når der er blevet skrællet tilstrækkeligt af, er følelserne efterhånden blevet behageligt lunkne. Så kan man rende rundt, mens alt er stort over hovedet på en, mens dagen i virkeligheden er nat, mens man propper vat i ørene, og tænke: Hov. Der røg endnu en flig.

Er jeg bitter? Er jeg vred? Er jeg ked af det? Ja. Og alligevel er jeg så fuld af forståelse, så jeg er ved at brække mig af det. Det er lige godt satans at være så empatisk anlagt.

Lad mig spole tilbage. Sommermanden rejste en fredag. Jeg var ude af mig selv hele den weekend. Det blev mandag. Intet havde ændret sig. Ikke at det afholdte mig fra endnu en gang at give mig i kast med hvad der på det tidspunkt bedst kan beskrives som min yndlingsbeskæftigelse – gamle sms’er og beskedkorrespondancer på Messenger blev grundigt gennemlæst denne mandagsaften. Og som jeg sad der og faldt i svime over gensynet med Sommermandens hjerteemojis, kom jeg i tanker om, at der stadig lå de aller, allerførste ord mellem os et helt andet sted. Nemlig på Tinder. Her har vi stået som match siden dengang i maj, hvor jeg først stødte på ham. Det var lang tid siden, jeg havde været aktiv derinde. Der havde ligesom hverken været grund eller lyst til det. Men nu blev app’en hurtigt åbnet igen, og jeg smilede, mens jeg læste, for jeg huskede pludselig alt så klart. Kunne genkende ham i hvert et punktum og udråbstegn, kunne huske nøjagtig hvordan han fik mig til at fnise. Og her skulle jeg have stoppet. Her skulle jeg have passet bedre på mig selv, være gået i seng og lagt telefonen til side. For den man er forelsket i, skal man ikke begynde at stalke. Især ikke på dennes datingprofil. Man kan risikere at opdage ting, man ville ønske, man aldrig havde set.

Altså. Det er jo ikke fordi, jeg ikke havde forventet, at Sommermanden ikke ville bruge Tinder i det nye land. Det var jeg fuldstændig på det rene med. Havde selv tænkt, at jeg med tiden ville komme til at date andre, mens jeg i ånden ville forblive tro mod Sommermanden. Det var ret romantisk, syntes jeg. Det der med ånden. Ret storsindet og cool. Sommermanden havde ikke villet afgive løfter, han ikke kunne holde. Ligesom han heller ikke ville have nogle af mig. Det gjorde ondt at læse, da han skrev sådan. Men samtidig måtte jeg jo indrømme overfor mig selv, at hvor gerne jeg end ville, er jeg næppe i besiddelse af en kløe, der lader sig nøje med at blive stillet så sjældent, som mine penge og optjente feriedage ellers ville have tilladt, at vi kunne se hinanden. Det samme, tænkte jeg, gælder nok for ham. Og så længe han bare var klar på at være åben overfor det os, der med tiden måske kunne blive, var jeg indstillet på at se gennem fingre med eventuelle udenlandske damer, som måtte finde vej til hans seng. Men. Alt det med ånden var jo bare tanker, jeg havde gjort mig. Forestillinger om hvordan det måske kunne blive. Det at se, at Sommermandens profiltekst allerede var oversat til et andet sprog – med den lille tilføjelse at han nu også ledte efter sit livs kærlighed – efter kun to dage i det nye land, er straks noget helt andet. Det er konkret. Virkeligt. Og det gjorde alt fuldstændig stille indeni mig.

De følgende uger var jeg så følelsesmæssigt i ubalance, som jeg sjældent har oplevet det før. Den ene dag var jeg overbevist om, at jeg elskede ham, den næste var jeg så arrig, så jeg spruttede. Det var absolut frustrerende ikke at kunne mærke noget som helst rent. Samtidig var de få livstegn, jeg modtog fra Sommermanden, af så upersonlig karakter, så jeg følte distancen mellem os som meget mere end blot fysisk. “Det er en kæmpe omvæltning at flytte til et nyt land, hvor man ikke kender nogen. Det er hårdt at være så langt væk og prøve at få sit liv til at fungere i ukendte omgivelser. Prøv lige at forestille dig det, gør. Han skal bare have tid. Så bliver alt godt igen,” forklarede jeg Søster hver aften, når hun ringede for at tjekke op på mit hjerte. Jeg må have lydt fuldstændig desperat. Han skal have tid, tænkte jeg. Bare masser tid og plads. Så i et forsøg på at give Sommermanden så meget af netop dette, som jeg overhovedet kunne magte, bestemte jeg mig igen for ikke at kontakte ham mere. Tilsyneladende bar planen frugt, for en morgen vågnede jeg omsider op til lige nøjagtig det, jeg havde tørstet efter i ugevis: “Hej smukke Frøken Kløe. Jeg savner dig,” skrev han. Den morgen spiste jeg morgenmad med Sommermanden ved min side, og jeg følte, jeg kunne flyve, for han var endelig nærværende, lyttende og sit gamle, velkendte jeg igen.

Jeg var Alt. Jeg kunne Alt. For Sommermanden savnede mig, og det havde kildet i min mave og på hemmelige steder, da han skrev, at han havde lyst til mig. Beklageligvis var min Alt-følelse kortvarig og endte brat, da det slog det mig, at Sommermanden jo var 1) aktiv på Tinder, 2) liderlig, og 3) smart nok til ikke at have villet love ikke at handle på førnævnte punkter. Snarere tværtimod. Pludselig spandt min hjerne med en kvalmende fart, og jeg mærkede en grøn gnist få tag i mine tankers tørre kvas. Det flammede ukontrollerbart. Opdagede, at jeg var vanvittigt jaloux på de fremmede, ansigtsløse skyggekvinder, der måtte omgive Sommermanden. Jalousi er ellers aldrig noget, jeg oplever i nævneværdig grad. Og her var nu en så overvældende, konstant borende følelse, som ikke gav mig et øjebliks ro. Dog er der ikke noget, der ikke er så skidt, at det ikke er godt for noget. Min skinsyge lod mig i det mindste forstå, at jeg er alt andet end cool og storsindet med mine romantiske tanker om at forblive tro i ånden, når det kommer til den mand, jeg er forelsket i.

Så da Sommermanden langt om længe foreslog at snakke sammen på Skype i sidste weekend, vidste jeg, hvad der måtte gøres. I dagene op til forberedte jeg mig som en gal. Skrev side op og side ned med noter; ting, jeg skulle huske at fortælle ham, minde ham om. Timelange telefonopkald med Søster gjorde mig til sidst skarpere i at mærke, hvad jeg ville. Så da dagen kom, var jeg klar. Troede jeg.

Older posts