Sig nu noget

Sommermanden er rejst. Aftenen inden skrev vi sammen. Jeg lagde op til at sige farvel. Egentlig havde jeg ikke gjort helt klart for mig selv, om det skulle være et farvel for evigt eller bare et farvel-vi-ses-farvel. Og egentlig havde jeg jo håbet, at Sommermanden under alle omstændigheder ville protestere, hvis det viste sig at være et for evigt-farvel. Her kunne man måske argumentere for, at man for en gangs skyld bare skulle sige tingene ligeud. Sådan: “Har du lyst til at fortsætte?” Men nej, nej. Det spil kører jeg jo slet ikke med Sommermanden. Og især ikke når jeg ikke engang selv er rigtigt klar over, hvad jeg vil nu. Det hele skal åbenbart helst være så kompliceret og kryptisk som muligt. På den måde er jeg så dejligt irriterende. Sommermanden svarede tilbage, at han godt kunne forstå mit farvel. Og så gav han sit eget. Jeg genlæste den besked mange gange. Tænkte, jeg aldrig ville svare ham, at det her skulle være de sidste ord mellem os. Den plan holdt stik i omtrent en halv time. Men den skingre panikfølelse, der begyndte at brede sig i min mave, lod mig forstå, at det slet ikke var den rigtige løsning. Kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst har følt noget, der var så forkert. Du er nødt til i det mindste bare at prøve at få det til at fungere, skreg det i mig.

Så jeg sendte endnu en besked. Noget med at jeg ville ønske, at han sagde, vi skulle give det et skud. At jeg syntes, det havde været svært at tale med ham om. Og at jeg aldrig rigtig havde fået det sagt, men at jeg forfærdelig gerne ville prøve at give os en chance trods tusinde kilometers afstand. Sommermanden svarede, at han gerne ville holde kontakten, snakke og drømme over Skype. “Hvis det skal være os, kan vi nok begge mærke det når der er gået noget tid,” skrev han. Men uden at være kærester. Uden løfter man ikke kan holde. Var ikke tilfreds med et eneste af de svar, han gav. Og jeg kunne ikke formulere mig ordentligt, jeg kunne slet ikke forklare, hvad jeg mente. Det er flere dage siden, og selv nu kan jeg stadig ikke finde de rette ord. For altså. I virkeligheden ville jeg jo bare gerne have, at Sommermanden blev i Danmark og byggede et slot til mig. Agtigt.

Jeg ville ønske, at Sommermanden og jeg havde haft den samtale ansigt til ansigt. Så kunne jeg have forsøgt at forklare ham, at jeg jo godt kan se, at oddsene er imod os, at det der med at være kærester på tværs af lande ikke er det fedeste, men at jeg ville gøre mit bedste for at give os muligheden for at bevare et os. Hvad det så end er. “Det må udvikle eller afvikle sig,” sagde Søster, “det er den ultimative test.” Og det har hun jo ret i.

Så det er status. Nu må vi se.

Sommermandens genmæle

Jeg ved godt, at det, der udkommer herinde, kun viser min side af en sag. Det hele kan muligvis blive en smule ensporet og unuanceret, når historierne kun bliver fortalt fra mit synspunkt. Nuvel. Det er min blog, mine følelser og oplevelser. Men jeg kan sagtens se, hvordan nogen måske ikke ville kunne genkende sig selv i mine beskrivelser, fordi nogen har oplevet tingene på en anden måde. Nogen kunne måske endda få lyst til at tage til genmæle. Nogen kunne finde på at sætte sig ned og skrive en mail til mig. Eller til jer. Til bloggen. Og måske også lidt til sig selv.

Så. Ork. Damer. Det begynder altså at være riiimelig svært at forblive standhaftig i beslutningen om ikke at ville se Sommermanden igen. Især når jeg midt i frokostpausen i går modtog følgende:

Ja, den er god nok. Det er mig, Sommermanden. Jer som har fulgt med her på bloggen ved jo, at Frk. K har fortalt mig om bloggen. Og selvom jeg ved at jeg nok ikke burde læse med, så er det forbandet svært at lade være. Og den her sidste gang om ”Sommermanden” var skøn og helt forfærdelig at læse. Jeg sidder nu, mens jeg skriver det her, med tårer i øjnene. 

For at kunne sige noget meningsfyldt om det her, må jeg gå tilbage til begyndelsen. I februar måned fik jeg tilbudt mit ultimative drømmejob. Jeg flytter til den anden side af jordkloden og skal være væk i 4-5-6 år. Det er en chance jeg ikke vil få igen, og jeg har boblet af glæde og stolthed hele foråret og sommeren, over at det faktisk er mig, der i næste uge rejser af sted på en one-way ticket. Så da jeg meldte mig ind på Tinder i april var jeg glad og fuld af livslyst. Jeg tænkte, ”jeg har da ikke lyst til at sætte mit kærlighedsliv i stå bare fordi jeg forlader landet. Og hvis jeg bare spiller med åbne kort, så kan alle de skønne tinderdamer jo bare sige nej tak…” Min enorme naivitet står til trone på den her blog. Da jeg mødte Frk. K første gang var hun heller ikke sen til at fortælle hvordan hun spiser mænd til morgenmad. Hvordan hun var i gang med at realisere sig selv og sin seksualitet som var vågnet efter et langt forhold. Hun virkede selvsikker. Hun virkede spændende. Hun virkede farlig. 

I udgangspunktet passede vores ønsker jo til hinandens. Jeg ville gerne have en skøn, og sjov og uforpligtende sommer. Frk. K gav i hvert fald udtryk for, at det sidste i verden hun ønskede sig var en kæreste. Nej, hun ville have den ultimative frihed. Hun ville sige ”ja” til alle tilbud verden gav hende, også selvom det gav lidt knubs undervejs. Okay. Let’s do this… 

Fra allerførste fløjt har Frk. K og mig, haft en særlig forbindelse. Vi har talt fantastisk godt sammen. Der har været en helt særlig type ærlighed imellem os, som jeg aldrig har oplevet før. Måske var det, det faktum at jeg rejser, der gjorde det. Hvorfor holde noget tilbage? Vi vidste begge at der var en udløbsdato. På min og Frk. K’s tredje date fortalte jeg ting, som jeg aldrig har fortalt til andre. Og Frk. K fortalte om bloggen. Det var virkelig grænseoverskridende at læse om sig selv og ens kejtethed på dates, og ens seksuelle formåen, og ens tendens til at svede lidt rigeligt, når der rigtig skal knaldes etc. Altså sådan virkelig mærkeligt. Det er klart, at der er ingen af jer, der læser det her, der ville vide det var mig, hvis I mødte mig på gaden. Men jeg ved det er mig. Jeg ved at det er min og Frk. K’s fantastiske og frustrerende sommer I alle sammen læser om. Mine og hendes tanker, følelser, replikker, seksuelle tilbøjeligheder og alt det andet. Men kun som de ses af Frk. K. Det er meget specielt. Og meget lærerigt. 

Måske er det den ærlighed, der har været imellem os, der har ført til at vi har haft det mest fantastiske sex man kan forestille sig. Jeg har aldrig og forventer aldrig igen, at finde noget så vidunderligt. Vi har fra første sekund kunnet mærke hinanden, vi har forstået hinanden, accepteret hinanden. Det har været fuld af glødende lidenskab, legesyge, vildskab, lyst til at gøre det godt for den anden. En umættelig lyst til hinanden. Til at være tæt forbundet. Til at vise hinanden det. Det blik Frk. K har i øjnene, når hun har lyst til mig, er det mest vidunderlige og mest tiltrækkende, jeg nogensinde har set. Jeg har flere gange sagt til Frk. K at det er hendes udstråling, der gør det for mig. Der er ingen tvivl om at Frk. K er smuk. Helt utroligt smuk. Men det er den måde hun fylder et rum på, som rammer mig. Den måde hendes boblende personlighed viser sig på. Den måde hendes smittende livsglæde og engagement og nysgerrighed farver verden. I får et glimt af det i hendes smittende sprog her på bloggen. (Hun er så mega talentfuld! Jeg har sagt, at hun bør udgives og læses af alle i verden 🙂) Jeg ser det i fuld flor hver gang jeg er sammen med hende. Hun er enestående. 

Men, det har heller ikke været helt nemt at være Frk. K’s sommermand. Lige fra allerførste gang jeg havde været på date med hende, har jeg haft lidt svært ved helt at greje hende. Det skrev jeg også til hende efter vores allerførste date. ”Jeg har svært ved at regne dig ud”, skrev jeg. Det blev Frk. K meget overrasket over. Men det er sgu stadigvæk lidt rigtigt. 

Det var svært for mig at læse om fingreknepperier i baggården med eks-kollegaen, fordi Frk. K eftersigende længtes efter mig. Det var decideret forfærdeligt at læse Melt-down-indlægget med stoffer på en tirsdag og, hvad der kun kan betegnes som, voldtægtssex. Det gjorde mig så ked af det, at Frk. K følte behov for at gøre det. Det var bestemt hendes ret, og jeg havde ikke ret til at blive vred. Men forhelvede det gjorde ondt. 

Når jeg tænker tilbage på vores mange og dybe samtaler i løbet af foråret og sommeren, så bliver det tydeligt, at Frk. K, har forsøgt at undertrykke de følelser, hun var bange for skulle opstå for mig. Det gjorde hun i baggården, det gjorde hun i Melt-down episoden, det gjorde hun da hun fortalte at hun har tænkt sig at knalde en masse med Vikaren, når jeg er taget afsted. I øjeblikket har disse ting været som en kniv i hjertet. Men når jeg ser på det nu, har det været forsøg på at reducere mig til endnu én. Reducere mig til sex. For at forsøge at gøre det nemmere at håndtere at jeg rejser i næste uge. 

Hele den situation er uden tvivl lettere at håndtere for mig. For det er mig der rejser. Det er mig der tager væk, ud på eventyr i den store verden. Det har jeg vidst hele tiden. Min voksende forelskelse er blevet holdt i ave af, at jeg ved jeg skal væk, og at Frk. K har sagt og gjort de ting jeg har beskrevet. Derfor blev jeg reelt overrasket da hun sagde ordene i min seng, mens vi lå i ske. ”Jeg er forelsket i dig, det ved du godt ik’…” Jeg havde det på fornemmelsen, men jeg ville ikke selv indse det heller. Jeg svarede, hvad der stadig føltes som helt ærligt og rigtigt. ”Hvis jeg skulle være blevet her, så var jeg også forelsket i dig.” Gør det mig følelseskold? Måske. Det ved jeg ikke. 

Jeg er blevet overvældet af den eksplosion af følelser som Frk. K’s sidste indlæg om mig indeholder. Rørt, overvældet og fandens ærgerlig. Det var sgu da aldrig nogensinde meningen at Frk. K og jeg skulle være en afsked på et gadehjørne, eller et flygtigt vink. Det er vi da alt for vigtige til. Jeg indrømmer blankt, at det var enormt dårligt håndteret af mig. Og en sindssygt dårlig formuleret SMS. Det indrømmer jeg blankt. Det er jeg flov over. Jeg tror ikke jeg turde stå ved hvor meget det betød for mig også. Min tanke var romantisk. Jeg ville komme forbi efter jeg havde lagt mine gamle bedsteforældre i seng, og snakke den halve nat. Grine, græde lidt, have endnu mere fantastisk sex indtil det blev morgen og Frk. K skulle op og på arbejde. Frk. K svarede ”Nej, det kan jeg ikke”. Og så græd jeg. Jeg forstår det godt. Du kunne ikke gøre andet, når jeg havde skrevet, som jeg havde skrevet. Det ser jeg nu. Men for helvede….

Om ikke at få sagt farvel

Ok. Så det, der skete, var:

Var lige kommet en smule ovenpå igen, da Sommermanden fandt tid i kalenderen og meldte sin ankomst. Mit dårlige humør blev lynhurtig til sød forventning, og jeg planlagde og gjorde ved og glædede mig enormt til at se ham igen. Længe efter vores varme sommerdage sammen var jeg så ked, at min mor endte med at tage mig med hjem, så jeg kunne blive passet og kysset lidt på. Hjemme hos mine forældre er jeg Lille Skat, og de sagde det på sådan en mild, lys måde, så jeg brast i gråd igen. Det hjalp at få nusset fødder, mens min far brummede, som fædre gør, når deres døtre græder over sommermænd. Der blev blandt andet brummet noget med, at han ville reparere min cykel. For han tænkte vel nok, som fædre jo tænker, når deres døtre ligger brak som en anden våd karklud, at han da i det mindste kunne fikse Det Røde Lyn for mig. Tilføjede lavmælt, at Sommermanden slet ikke var alle de tårer værd. Det er voldsomt at blive valgt fra – også selvom man altid har vidst, at det slet ikke er muligt at blive valgt til. Og jeg har aldrig været ulykkeligt forelsket som dette før. Dyb forgabelse og fortabelse og hemmelig forelskelse kendetegner stort set hele min teenagetid og starttyvere. Men ugengældt, ulykkelig kærlighed har jeg aldrig oplevet før nu. ”Lille Skat,” sagde min mor, ”det gør ondt at gøre sig erfaringer.”

Hvordan kan jeg blive ved med at blive overrumplet over, hvor dejlig Sommermanden ser ud? Han gik mig i møde i en armygrøn jakke, mens han smilede og var solbrændt og blændende. Jeg havde ingen trusser på under nederdelen. Det kunne han godt lide. Hans hånd var på mine baller og hev i stoffet hele vejen hjem til min lejlighed. Sex med det samme. Kys og arme overalt. Og så en hel masse jeg havde lyst til at sige, men som jeg glemte alt om, da jeg mærkede ham oppe i mig.

Sommermanden lå på min sofa og så OL. Jeg vimsede rundt og legede kærester. Bagte boller og lakerede negle. Vi holdte doven søndag. Så lidt bordtennis. Han forklarede mig reglerne. Jeg lod som om, jeg forstod dem. Sov lidt. Han snorkede let i mit øre. Snakkede. Grinede. Og jeg plejer at være en af den slags damer, der siger tingene ligeud. Som bare spørger, når der skal spørges. Men med Sommermanden skal man passe på, og pludselig strør jeg brødkrummer og håber, at han samler dem op. I stedet for bare at stikke ham et franskbrød til at starte med. Ik’. Dyb metafor. Men Sommermanden trak bare på skulderen, da jeg sagde: ”Tænk, at vi aldrig skal se hinanden igen.” I virkeligheden ville jeg gerne have snakket med ham om at rejse over og besøge ham, om ikke at stoppe nu, og om at love hinanden ting, der kunne være svære at holde. ”Jeg er i Danmark nogle uger næste sommer,” svarede han. Jeg krummede forgæves videre: ”Men tænk, hvis du finder en kæreste i det nye land.” Han trak igen på skulderen og sagde, at det samme vel kunne ske for mig. Hvortil jeg straks svarede, at det kunne jeg aldrig finde på. Og det var jo her, han skulle have grebet mig og spurgt, om jeg ville vente på ham. Og jeg ville have svaret ja og nok have fået lidt våde øjne over hans pludselige lidenskab. Og så ville han sige, at han var lige så forelsket i mig, som jeg var i ham. Men det var jo især her – lige her – at Sommermanden skulle have sagt, at han selvfølgelig aldrig, aldrig ville have en udenlandsk kæreste, når han havde mig. Men han sagde ingenting. Og i stedet mærkede jeg for alvor, hvor ulige vores forhold er.

Da vi skiltes, var det med lovning om, at Sommermanden ville komme hjem til mig en dag efter arbejde. Så vi havde hele eftermiddagen og aftenen sammen til at sige farvel i. Han kørte væk i sin bil, og jeg tænkte, at jeg ikke behøvede at stå og kigge efter ham denne gang, for jeg skulle jo se ham igen. Dagen efter blev jeg så syg, som jeg nogensinde har været. Lå under dyner i uldtøj og rystede af kulde. Halssmerter og madlede var altoverskyggende. Så jeg indtog hverken vådt eller tørt, hvilket på andendagen førte til besvimmelse. Da jeg henad tredjedagen begyndte at få åndenød, slæbte min mor mig resolut til vagtlægen. Symptomerne var ikke til at tage fejl af, sagde han. Følte forsigtigt på min hævede, mishandlede hals og fortalte lidt om behandlingen af kyssesyge som åbenbart er totalt ikkeeksisterende. En hurtig podning tydede dog på streptokokker. Om man sagtens kan have begge dele på samme tid, forstod jeg aldrig. Men jeg vaklede derfra med en recept på en omgang kick-ass penicillin, selvom lægen formanede mig om, at det nok ikke ville hjælpe spor, når nu det var kyssesyge, jeg i virkeligheden led af. Om aftenen på femtedagen kunne jeg spise toenhalv skålfulde af Søsters hjemmelavede suppe, og et døgn efter begyndte jeg så småt at tøffe lidt rundt igen.

Havde under sygdomsforløbet haft rigeligt med tid til at gruble over et par ting. Udover at være blevet slået fuldstændig følelsesmæssigt ud af kurs igen, kunne jeg også mærke, at uligheden mellem mig og Sommermanden gjorde mig både trist og bekymret. Jeg vil altid sidde parat som en hundehvalp, når han kalder. At næste møde med ham ville betyde afsked, gjorde mig tilmed nervøs. Var bange for at begynde at græde og tigge og skrige. For når jeg tænker på, at Sommermanden snart er væk for altid, er det sådan, jeg får lyst til at gøre. Så kunne han sidde der med sin fjollede, lille skuldertrækning, mens jeg ikke ville være i stand til at styre mig. Kunne allerede mærke ydmygelsen komme snigende bare ved tanken. “Lille Skat,” sagde min mor, “der er mange måder at sige farvel på. Du behøver ikke sidde overfor ham for at gøre det.”

En aften skrev Sommermanden pludselig, at han var i min by for at tage afsked med noget familie inden rejsen. “Skal jeg komme forbi dig sent i aften og sige farvel også? Det er nok sidste chance,” spurgte han. Blev helt forvirret. For jeg havde ikke nået at bestemme mig endnu, havde ikke nået at tænke noget som helst rigtigt igennem. Samtidig var lysten til at se Sommermanden så stor, så jeg knap kunne være i mig selv. Fik mig næsten til at skrive ja. Så stoppede jeg. Fordi. Hvad fanden? Siden hvornår er jeg blevet sådan én, man kan spise af med et hurtigt farvel på et gadehjørne en sen aften? Med rasende tårer løbende ned ad kinderne ringede jeg til min mor. “Hvad gør det ved dig?” spurgte hun. “Det gør mig vred. Som om jeg bare er en bekendt. Eller ikke engang. En bekendt ville man drikke kaffe med på en café. Men jeg kan kun få et øjeblik sent om aftenen,” hylede jeg. “Lille Skat,” sagde min mor med den største ømhed i stemmen, “nu ved du hvor i hierarkiet, han ser dig. Hvad mere kan du få ud af det her nu end at blive ked af det igen?”

Jeg har stadig ondt i halsen og har efterhånden fået et lettere usundt forhold til Strepsils. Mine kolleger påtaler mit tomme blik, jeg kører generelt bare på halv kraft. Ville så forfærdelig gerne have set Sommermanden en sidste gang. Men jeg skrev nej. Han forsøgte ikke engang at få mig til at skifte mening.

Spurven forelsker sig

“Jeg slår ham ihjel,” rasede Vikaren, “banker ham sønder og sammen. Giv mig hans adresse, så tager jeg derhen med det samme. Han skal ikke gøre dig ked af det. Ingen gør Frøken Kløe ked af det.” Jeg smilede trist. “Du er sød. Ville du virkelig gøre det for mig?” spurgte jeg. “Ja. Altid,” svarede Vikaren prompte, “hvad skal jeg gøre ved ham? Du bestemmer.” Jeg tænkte lidt. “Måske bare slå ham?” foreslog jeg. Vikaren grinede. “Du kan satme tro, jeg vil slå ham,” han kiggede alvorligt på mig. “Det er det sødeste, du nogensinde har sagt. Tak,” lo jeg og gav ham et klem.

De havde ringet til mig, jeg havde grædende taget telefonen. Det var knap et par timer efter jeg var kommet hjem fra Sommermanden. Vandrede rundt i lejligheden fra køkken til entre, køkken, entre, om og om. Jamrende. Kunne ikke genkende min egen stemme. Jeg havde ikke lyst til at være alene, så de fik mig hurtigt overtalt til at møde dem på vores sædvanlige værtshus. Satte mig snøftende ved bordet. Mit ansigt var blegt og huden omkring øjnene rødspættet. “Hvad har han gjort ved dig?” spurgte Vikaren med det samme. Spurven stemte i. “Jeg gider ikke snakke om ham,” svarede jeg og bællede en øl. “Du ser godt ud i striber,” trøstede Spurven. Det ved jeg godt, det var derfor jeg tog dem på. Korte denimshorts, sort- og hvidstribet bluse. Men komplimenter hjælper jo altid lidt på humøret. Jeg smilede skævt. De sørgede for shots, og jeg tog grådigt for mig. Små Sure. Smagte vidunderligt. Røgen hang i tunge slør, øllene var mange, og snart følte jeg mig bedre tilpas.

Ud på natten tog vi videre til den næste bar. Spurven og jeg dansede, som vi altid gør. Vildt, med lukkede øjne, uden at tænke. Det rensede mig, og jeg kastede grinende med hovedet, gjorde tegn til at gå ud og få frisk luft. Udenfor sad resten af slænget bænket. Vi satte os hos dem. Samtalen rungede og snurrede for mig. Når jeg ikke længere var beskæftiget med dans, stoppede jeg hurtigt med at høre efter, hvad de snakkede om, og hengav mig atter til mørke tanker om Sommermanden. Spurven talte til mig. Sådan lidt sagte med ryggen vendt halvt til de andre. Front mod mig. Jeg nikkede uden rigtig at lægge mærke til, hvad han egentlig sagde. “… Så må jeg kysse dig?” lød det pludselig. “Hvad?” spurgte jeg forvirret, kiggede op på ham. “Jeg har lyst til at kysse dig. Må jeg det?” gentog han med et forlegent smil. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. Det stod stille i mit hoved. “Er du okay?” spurgte jeg efter en rum tids stirren, “har I skændtes? Din kæreste og dig?” Nej, det havde de ikke, sagde Spurven og rystede bestemt på hovedet. Jeg forstod absolut ingenting. Så det sagde jeg: “Jeg forstår absolut ingenting. Hvorfor vil du kysse mig? Vi har kendt hinanden i snart et år. Jeg har budt mig til flere gange. Du har altid sagt nej. Hvorfor nu?” Kunne mærke, jeg begyndte at blive vred. Spurven mente ikke, det var rigtigt. Jeg havde da aldrig budt mig til, sagde han. For han havde da i hvert fald aldrig sagt nej til mig, hvis jeg havde, blev han gudhjælpemig ved. “Laver du sjov?” spruttede jeg arrigt. “Nu går jeg ind og danser videre. Du kan komme med, hvis du vil. Men jeg gider ikke høre mere.” Jeg rejste mig. Han fulgte efter.

Så. Vi dansede igen. Han lagde hænderne på mine hofter og panden mod min skulder. Kunne ikke finde ud af, hvad det var, der gnavede sådan i mig. Men jeg havde en lammende følelse af at være fuldstændig lige glad. Var lige glad med Spurven, lige glad med øllene, dansen, alt. Jeg var tom. Da han kom tættere på, trak jeg mig væk. Klog af skade og alt det der. “Lad være. Du er ikke ham,” sagde jeg. Så greb han mig. Og så kyssede Spurven mig.

Jeg tænkte. Hvad tænkte jeg? Endelig? Ved det ikke. Det hele var mig så usigelig ligegyldigt. Lagde mærke til, at hans tunge havde en bitter, skarp smag. Og så var det slut. Bartenderen råbte, at de lukkede. Vi blev gennet ud sammen med en lille håndfuld andre bargæster. Himlen var begyndt at lysne. “Så det her er altså forelskelse,” mumlede Spurven, mens han gloede på mig i det begyndende morgenlys. “Hold mund, Spurv,” skændte jeg irriteret. “Du er ikke forelsket i mig. Du har kunnet få mig, hvis du ville, og det ville du ikke. Men når jeg endelig finder en anden, og du ser, hvor glad jeg er for ham, bliver du pludselig vældig interesseret. Du er fuld af løgn. Og skal gå hjem til din kæreste nu.” Han kiggede væk. Vi fulgtes ad, skulle hjem i samme retning; vi bor ikke langt fra hinanden. Spurven rablede løs bag mig. Mumlede for sig selv. Noget om hvor lækker jeg var, hvor meget han ville os, at jeg var hans allerbedste ven. Der var ingen som mig, han kunne snakke med. Jeg var jo den eneste der forstod. Hans tale var usammenhængende, brød nogle gange pludseligt ud i kort, hård latter. Jeg vendte mig om og spurgte igen, om han var okay. Mistænkte ham efterhånden for at have indtaget andet end alkohol. Det her var ikke min Spurv. Ved baggården stoppede vi op. “Jeg går lige med op og får en kop vand. Bare dig og mig,” sagde han. Jeg rystede træt på hovedet. Bad ham gå hjem til sig selv og drikke sit eget vand. “Men vi er stadig venner?” spurgte han, “bedste venner?” Jeg smilede til ham. Ja. “Dine læber er fantastiske,” hviskede han og gik frem mod mig. “Godnat, Spurv,” sagde jeg og drejede om på hælen.

Næste dag vågnede jeg op med tømmermænd og øjenbetændelse. Da jeg ville pakke min taske ud efter miniferien hos Sommermanden, fandt jeg hans t-shirt klemt ned mellem toilettaske og sko. Jeg har grædt lige siden.

Road trip

Vi susede gennem grøn frodighed. Der var næsten ikke andre end os på landevejene, som var små og bakkede. Jeg blev ved med at udbryde, at det her måtte være det smukkeste sted af alle – nej, det her! Nej, her! Se! Sommermanden lagde smilende sin hånd på mit lår, og jeg tænkte, at jeg aldrig ønskede mig andet end dette lige nu. Ved ikke, hvor mange kilometer vi fik kørt den dag, men vi drønede rundt fra morgen til aften. Han viste mig alt. Det allerhøjeste sted, hvor vi delte en is og vinden blæste lunt. Jordens indre, hvor han kyssede mig i mørket, mens væden dryppede fra et gigantisk hvælvet loft ned i iskolde søer. Tårnet, hvor svaler fløj om hovederne på os, og slottet, som vist egentlig ikke var et slot, men som jeg syntes lignede. Og han vidste alt, fortalte mig om alt. Jeg lyttede opmærksomt, var så stolt over at gå rundt sammen med ham. Om aftenen spiste vi burgere på en café og gik i biografen. Temperaturen i salen var behagelig i forhold til byen udenfor, som solen efter en hel dags ihærdig stegning havde gjort lummer og døsig. Vi var svedige og varme efter mange timer på farten. Filmen blæste mig bagover, og jeg mærkede en brusende jubel i brystet over at få lov til at opleve dette sammen med ham.

Det var sidste nat hos Sommermanden. Jeg var meget glad og meget træt efter den lange dag, og vi gik i seng næsten så snart vi kom hjem igen. Han nåede at blunde hen på sofaen, mens jeg børstede tænder. Jeg fandt ham der i stuen, gav ham tandpastakys og tog ham med ind i soveværelset, hvor hans krop mod min straks gav mig kildende kløe. Kan aldrig få nok af ham. Han lå tungt ovenpå mig. Jeg låste benene sammen om ryggen på ham. Hans lyde satte en mindre eksplosion af vellyst i gang indeni mig. “Du ved godt,” hviskede jeg bagefter med næsen mod hans bryst, “at jeg er forelsket i dig. Ik’?” Det var blevet mørkt udenfor nu. Sommermandens ansigt var kun svagt oplyst. Og jeg ved fandeme ikke, hvad jeg havde forventet, for jeg er jo klar over, at han ikke er forelsket i mig, men det gjorde alligevel så forfærdeligt ondt, da han lidt efter kyssede mig og sagde: “Det vidste jeg måske godt. Det var jeg sikkert også blevet i dig, hvis jeg ikke skulle rejse om lidt.” Der var ikke så meget mere at sige. For hvad siger man, når det eneste man har lyst til, er, at forsvinde ind i et andet menneske, men det ikke er gengældt? Jeg faldt hurtigt i søvn med en følelse af, at noget var gået i stykker.

Hele formiddagen brugte vi i sengen. Stod op omkring middagstid, spiste yoghurt og müsli i solskinnet på altanen. Jeg sad i bikini og kiggede ud på træerne bag solbrillerne. Det gode ved mig og Sommermanden er, at vi ikke behøver at snakke hele tiden. Vi kan finde ud af at være stille sammen. Det synes jeg er meget vigtigt. Så vi sad der i solen på altanen uden at sige noget. Jeg følte, jeg havde fået alverden, følte, jeg havde alt og så alligevel ikke. “Du gør mig så lykkelig og trist på samme tid,” sagde jeg til sidst, og han nikkede stumt. Jeg gik ind for at pakke. Mens jeg gik rundt og samlede mine sager sammen, slog det mig, at det var sidste gang, jeg var i Sommermandens lejlighed. Det gik med ét op for mig, at han rejser langt, langt væk inden længe, og jeg kunne pludselig ikke få luft. Gemte mig i soveværelset, mens jeg hev efter vejret så lydløst som muligt og forsøgte at få styr på mig selv igen.

Han ville køre mig hjem, vi gjorde en sidste road trip ud af turen. Igen hånden på mit lår, vinduerne var rullet ned, Ed Sheeran klimprede og alt sejlede grønt forbi. Da vi kørte op af en bakke, var himlen så blå og flød nærmest i et med asfalten. “Jeg ville ønske, vi kunne fortsætte,” sagde jeg. “Det ved jeg, du ville,” smilede han og klemte om låret. Kære Gud, tænkte jeg, lad ham altid huske det her lige nu.

Jeg bad om flæskeæggekage, og Sommermanden ville give mig lige hvad jeg ville have, sagde han. Det var den bedste aftensmad, jeg længe havde fået. Der var purløg på toppen. Efter maden var der ikke langt til min by, og jeg kunne mærke hvordan melankolien vældede op i mig, da jeg så de første velkendte bygninger. Han sagde hurtigt farvel til mig i bilen. Blev vred på mig selv, for igen: Hvad fanden havde jeg forventet? Skyndte mig op af trapperne for at få et sidste glimt af ham, men på første sal var han allerede kørt. Jeg begyndte at hikste på anden, og på tredje sal sank jeg endelig sammen i entreen og hulkede over aldrig mere at skulle se min Sommermand igen.