Ups med Påskemanden

Der gik adskillige minutter efter jeg var vågnet i søndags, før jeg helt præcis kunne huske, hvad der var sket aftenen forinden. Men så skal jeg da også love for, at enhver detalje kom rullende ind over mig i pinefulde bølger. Er det da fuldstændig umuligt for mig at agere bare en smule normalt når det drejer sig om Sommermanden? End ikke når det kommer til mine hjertekvaler over ham, kan jeg finde ud af at gennemgå de fordømte stadier i rigtige rækkefølge. For eksempel husker jeg, at stadiet med en rebound så absolut var et af de sidste. Niende stadie følger sjældent i hælene på første. Så meget ved jeg da.

Nå. Men det havde været en lang uge, og det havde været en trist uge, og jeg havde bare lyst til at drikke mange, mange øl igen, da jeg endelig ramte weekenden. I sådanne tilfælde kan man jo altid trygt regne med mine gamle kolleger, mit faste slæng, der for tiden galant spiller rollen som trofast beskyttende musketerer. Vikaren tilbød atter at gøre Sommermanden til Lirekassemanden ved, ved hjælp af diverse grusomt beskrevne slag, at banke ham halvt fordærvet. Stadig vældig sødt af ham, jeg forstår hans forsøg på omsorg. “Hvordan går det nu?” spurgte Spurven. Jeg trak på skuldrene. “Du smiler, men dine øjne er bedrøvede. Det kan jeg se,” fortsatte han. “Har ellers gjort mig umage med mascaraen i dag,” svarede jeg. “Jeg kan se det,” gentog han. “Du kyssede mig,” jeg skiftede emne og så ham blive lille foran mig. “Ved ikke helt, hvordan jeg skal opføre mig overfor dig nu,” indrømmede han. “Jeg tænker ikke på det længere,” svarede jeg sandfærdigt. Spurven livede op. “Virkelig? Du er ikke vred?” udbrød han, og jeg grinede en smule stolt, da han efterfølgende fortalte, at jeg havde givet ham så ren besked på at holde nallerne for sig selv, så han havde skammet sig lige siden.

På en bar stødte vi ind i nogle af Spurvens venner. Jeg havde mødt dem før og kan godt lide dem, så jeg stemte for, da det blev foreslået at sidde ved deres bord. Der gik lidt tid før en sidste ven stødte til. Påskemanden. Fantastisk. Bare fucking fantastisk. Var selvklart høflig og hilste på ham, men mit smil var afmålt, og jeg vendte hurtigt ryggen til ham. På den måde forløb omtrent en time, hvor det lykkedes mig at ignorere Påskemandens tilstedeværelse fuldstændig. Altså. Ikke fordi jeg stadig er fornærmet over aldrig at have hørt fra ham igen efter vores date. Vel. Nærer bare ikke specielt varme følelser overfor mænd, der dumper mig på den måde. “Hej Frøken Kløe,” Påskemanden stod pludselig ved siden af mig. “Hør. Jeg synes, der er en elefant i rummet. Det er min skyld. Fik vist aldrig skrevet til dig.” Jeg kiggede på ham. “Det er nemlig rigtigt, Påskemand,” svarede jeg. “Ja. Undskyld. Det var ikke pænt gjort. Jeg var lige kommet ud af et langt forhold, og vidste ikke helt, hvad du ville,” forklarede han. Tænkte, han var fuld af løgn. Greb min øl. Nikkede. “Jeg ville såmænd bare kneppe,” svarede jeg, bundede øllen og forsøgte dermed at vise, at samtalen var slut. Han grinede overrasket. Det smittede. Irriterende. Indså modvilligt, at jeg ikke kunne lade være med at respektere, at han tog konfrontationen. “Kan vi starte forfra?” spurgte han. “Det kan vi vel,” endte jeg med at svare. Da jeg kort efter hvirvlede rundt på dansegulvet, lagde jeg mærke til Påskemandens lange blikke.

Vi fortsatte videre. På dette tidspunkt vurderede jeg åbenbart, at det var helt igennem passende at indvie en af Spurvens andre venner i mit drama med Sommermanden. Så jeg var hende der, der sidder snøftende på en bar, mens en fyr akavet trøstende klapper hende på skulderen. “Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre,” sagde jeg. “Jeg tror, du har brug for at finde en anden,” svarede vennen. “Muligvis,” nåede jeg lige at hikke, inden han bekendte kulør som en førsteklasses wingman og bogstaveligt talt skubbede mig i armene på Påskemanden. Meget mærkeligt, tænkte jeg og kiggede efter vennen, der forsvandt i barmylderet. Det var her, Påskemanden kyssede mig.

Det var ikke et specielt lidenskabeligt kys. Og alligevel tog jeg ham i hånden, mens jeg sagde, at vi lige skulle finde et andet sted. Egentlig ikke fordi det kløede, for det gjorde det ikke. Jeg tænkte bare, jeg havde brug for at mærke mig selv igen. Ikke langt fra baren fandt vi en parkeringsplads. Lidt ovre i et hjørne stod en bus. Jeg trak Påskemanden derhen. Jeans blev lynhurtigt åbnet. Bussen føltes støvet og fedtet, da han klemte mig op ad dens side. Vi asede og masede. Hev efter vejret. Stadigt stående forsøgte vi os først forfra. Derefter bagfra. Ingen af delene lod sig naturligvis gøre. For Påskemandens pik var blød på den der måde, som kun meget fulde mænd kan præstere. “Hjælp mig lige,” pustede han, og jeg gled tungt ned på bare knæ med bukserne hængende om anklerne. Han sukkede, da jeg gik i gang. Vil ikke afvise, at vi her var ude i en gentagelse af Verdens Dårligste Sutter. Som kun meget fulde Frøken Kløe kan præstere. Lige meget hjalp det. Er ikke sikker, men jeg vil tro, vi væltede rundt i en halv time, før vi fattede, at sex absolut ikke ville komme til at kunne ske. “Jeg skriver til dig, når vi er blevet ædru,” sagde Påskemanden, “så kan vi gøre det rigtigt.” Venligst lad være, tænkte jeg, mens jeg rodede rundt efter min ene sko. Jeg kunne mærke grus mellem tænderne, da vi smågrinende gik tilbage til baren.

Søndag var hård at komme igennem. Tømmermændene var urimelige. Også de moralske af slagsen. Var faktisk næsten de værste. For jeg var så træt af mig selv, så sindssygt træt af at have ladet Påskemanden komme tæt på endnu en gang. Simpelthen for dumt. Her et par dage efter er jeg heldigvis mere sådan: Oh well. Stadig ikke stolt af det. Men. Oh well.

Åh ja. Og har han skrevet til mig? Selvfølgelig ikke. Hvad havde I regnet med?

Spurven forelsker sig

“Jeg slår ham ihjel,” rasede Vikaren, “banker ham sønder og sammen. Giv mig hans adresse, så tager jeg derhen med det samme. Han skal ikke gøre dig ked af det. Ingen gør Frøken Kløe ked af det.” Jeg smilede trist. “Du er sød. Ville du virkelig gøre det for mig?” spurgte jeg. “Ja. Altid,” svarede Vikaren prompte, “hvad skal jeg gøre ved ham? Du bestemmer.” Jeg tænkte lidt. “Måske bare slå ham?” foreslog jeg. Vikaren grinede. “Du kan satme tro, jeg vil slå ham,” han kiggede alvorligt på mig. “Det er det sødeste, du nogensinde har sagt. Tak,” lo jeg og gav ham et klem.

De havde ringet til mig, jeg havde grædende taget telefonen. Det var knap et par timer efter jeg var kommet hjem fra Sommermanden. Vandrede rundt i lejligheden fra køkken til entre, køkken, entre, om og om. Jamrende. Kunne ikke genkende min egen stemme. Jeg havde ikke lyst til at være alene, så de fik mig hurtigt overtalt til at møde dem på vores sædvanlige værtshus. Satte mig snøftende ved bordet. Mit ansigt var blegt og huden omkring øjnene rødspættet. “Hvad har han gjort ved dig?” spurgte Vikaren med det samme. Spurven stemte i. “Jeg gider ikke snakke om ham,” svarede jeg og bællede en øl. “Du ser godt ud i striber,” trøstede Spurven. Det ved jeg godt, det var derfor jeg tog dem på. Korte denimshorts, sort- og hvidstribet bluse. Men komplimenter hjælper jo altid lidt på humøret. Jeg smilede skævt. De sørgede for shots, og jeg tog grådigt for mig. Små Sure. Smagte vidunderligt. Røgen hang i tunge slør, øllene var mange, og snart følte jeg mig bedre tilpas.

Ud på natten tog vi videre til den næste bar. Spurven og jeg dansede, som vi altid gør. Vildt, med lukkede øjne, uden at tænke. Det rensede mig, og jeg kastede grinende med hovedet, gjorde tegn til at gå ud og få frisk luft. Udenfor sad resten af slænget bænket. Vi satte os hos dem. Samtalen rungede og snurrede for mig. Når jeg ikke længere var beskæftiget med dans, stoppede jeg hurtigt med at høre efter, hvad de snakkede om, og hengav mig atter til mørke tanker om Sommermanden. Spurven talte til mig. Sådan lidt sagte med ryggen vendt halvt til de andre. Front mod mig. Jeg nikkede uden rigtig at lægge mærke til, hvad han egentlig sagde. “… Så må jeg kysse dig?” lød det pludselig. “Hvad?” spurgte jeg forvirret, kiggede op på ham. “Jeg har lyst til at kysse dig. Må jeg det?” gentog han med et forlegent smil. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. Det stod stille i mit hoved. “Er du okay?” spurgte jeg efter en rum tids stirren, “har I skændtes? Din kæreste og dig?” Nej, det havde de ikke, sagde Spurven og rystede bestemt på hovedet. Jeg forstod absolut ingenting. Så det sagde jeg: “Jeg forstår absolut ingenting. Hvorfor vil du kysse mig? Vi har kendt hinanden i snart et år. Jeg har budt mig til flere gange. Du har altid sagt nej. Hvorfor nu?” Kunne mærke, jeg begyndte at blive vred. Spurven mente ikke, det var rigtigt. Jeg havde da aldrig budt mig til, sagde han. For han havde da i hvert fald aldrig sagt nej til mig, hvis jeg havde, blev han gudhjælpemig ved. “Laver du sjov?” spruttede jeg arrigt. “Nu går jeg ind og danser videre. Du kan komme med, hvis du vil. Men jeg gider ikke høre mere.” Jeg rejste mig. Han fulgte efter.

Så. Vi dansede igen. Han lagde hænderne på mine hofter og panden mod min skulder. Kunne ikke finde ud af, hvad det var, der gnavede sådan i mig. Men jeg havde en lammende følelse af at være fuldstændig lige glad. Var lige glad med Spurven, lige glad med øllene, dansen, alt. Jeg var tom. Da han kom tættere på, trak jeg mig væk. Klog af skade og alt det der. “Lad være. Du er ikke ham,” sagde jeg. Så greb han mig. Og så kyssede Spurven mig.

Jeg tænkte. Hvad tænkte jeg? Endelig? Ved det ikke. Det hele var mig så usigelig ligegyldigt. Lagde mærke til, at hans tunge havde en bitter, skarp smag. Og så var det slut. Bartenderen råbte, at de lukkede. Vi blev gennet ud sammen med en lille håndfuld andre bargæster. Himlen var begyndt at lysne. “Så det her er altså forelskelse,” mumlede Spurven, mens han gloede på mig i det begyndende morgenlys. “Hold mund, Spurv,” skændte jeg irriteret. “Du er ikke forelsket i mig. Du har kunnet få mig, hvis du ville, og det ville du ikke. Men når jeg endelig finder en anden, og du ser, hvor glad jeg er for ham, bliver du pludselig vældig interesseret. Du er fuld af løgn. Og skal gå hjem til din kæreste nu.” Han kiggede væk. Vi fulgtes ad, skulle hjem i samme retning; vi bor ikke langt fra hinanden. Spurven rablede løs bag mig. Mumlede for sig selv. Noget om hvor lækker jeg var, hvor meget han ville os, at jeg var hans allerbedste ven. Der var ingen som mig, han kunne snakke med. Jeg var jo den eneste der forstod. Hans tale var usammenhængende, brød nogle gange pludseligt ud i kort, hård latter. Jeg vendte mig om og spurgte igen, om han var okay. Mistænkte ham efterhånden for at have indtaget andet end alkohol. Det her var ikke min Spurv. Ved baggården stoppede vi op. “Jeg går lige med op og får en kop vand. Bare dig og mig,” sagde han. Jeg rystede træt på hovedet. Bad ham gå hjem til sig selv og drikke sit eget vand. “Men vi er stadig venner?” spurgte han, “bedste venner?” Jeg smilede til ham. Ja. “Dine læber er fantastiske,” hviskede han og gik frem mod mig. “Godnat, Spurv,” sagde jeg og drejede om på hælen.

Næste dag vågnede jeg op med tømmermænd og øjenbetændelse. Da jeg ville pakke min taske ud efter miniferien hos Sommermanden, fandt jeg hans t-shirt klemt ned mellem toilettaske og sko. Jeg har grædt lige siden.

Pinlige Frøken Kløe

Jeg var blevet inviteret med til fest på mit gamle arbejde i fredags. Der var en masse søde folk, jeg ikke har set i lang tid. Og der var beer pong og grill i regnvejr. Alt i alt var der altså udsigt til en fremragende aften. Jeg havde taget en sort kjole på – en gammel kending, der altid sørger for at give mig den ønskede opmærksomhed. Havde naturligvis håbet på, at Vikaren også ville befinde sig til festen, så han kunne beundre det spændte kjolestof over min bagdel. Desværre kom han aldrig. Nogle sagde, at han var udenbys. Andre sagde, at han havde været mærkelig siden sidste weekends scoring og skulle ses med hende samme aften. Hvis Vikaren vælger en dame over en fest, er den gal. Så jeg krydser fingre for første mulighed.

Men jeg kan godt have det sjovt uden Vikaren. For Spurven var der heldigvis også. Han og jeg bevæger os forsigtigt længere og længere mod noget der forhåbentlig kan munde ud i et venskab. Vi opfandt i aftenens anledning et nyt drukspil. Livrem Eller Shot, kaldte vi det. Ja. Der skal nok ikke meget til at regne ud, hvordan det i store træk fungerer. Jo mere vi drak, jo sværere blev det at spille, og jo flere straffe fik man. Til sidst sved mine baller så meget, så jeg næsten ikke kunne sidde ned. Fortræffeligt spil.

Da vi ud på natten stod og ventede på en taxa, kunne jeg mærke, at jeg var langt fuldere, end jeg havde regnet med. Faktisk begyndte jeg at se dobbelt. For fanden da osse, skændte jeg på mig selv. Spurven ville i byen. Jeg ville egentlig bare gerne hjem og sove, men han fik mig overtalt, og snart drønede vi afsted. Kunne ikke finde ud af at spænde sikkerhedsselen, så jeg dinglede leddeløst rundt på bagsædet. Syntes, ham taxachaufføren kørte lige lovlig hurtigt. Gadelygterne sejlede forbi som lysende striber i en mørk masse. Jeg kunne mærke, jeg blev køresyg. Sank mit mundvand. Gned nervøst håndfladerne mod mine nylonstrømpelår. Du brækker dig simpelthen ikke i taxaen, tænkte jeg. Pludselig stoppede vi. Jeg havde under hele turen ikke haft føling med, hvor vi befandt os. Tumlede ud af bilen, drak den kolde natteluft i store, grådige mundfulde. “Du er blevet så stille,” sagde Spurven. Mumlede, at jeg skulle tisse. Gik hurtigt mod det første værtshus, jeg fik øje på. Man skulle op af en urimeligt lang trappe for at komme til toiletterne, Spurven var lige i hælene på mig. Halvvejs oppe nægtede mit maveindhold at lege med længere. Første brækbølge slugte jeg lynhurtigt igen til min egen store forbavselse. Ad. Anden gang lykkedes det mig at beholde det i munden. Dobbelt ad. Du fylder altså otteogtyve om en uge, mindede jeg mig selv på. Med bræk i munden væltede jeg ind på dametoilettet. Der var kø. Selvfølgelig. “Sikke en fed jakke, du har på,” sagde pigen foran mig i toiletkøen. Jeg smilede. “Du er altså virkelig smuk,” blev hun ved. “Mh. Mhm,” smilede jeg forpint med munden fuld. Det betød tak. Hun kiggede mærkeligt på mig. Så blev det hendes tur, og jeg stod ene tilbage foran toiletbåsene. Spyttede lynhurtigt brækket ud i papirspanden. Tømte en tyggegummipakke i gabet og gik ud til Spurven. Jeg skulle bare være gået hjem der. Men næ nej, jeg trippede naturligvis troligt efter ham, da han hev mig med ind i larm og røg og musik. Han bestilte rom og cola til sig selv men var heldigvis klar over, at jeg kun skulle have isvand. Sad der i baren og suttede i et sugerør. Jeg er ikke helt sikker på, hvad vi snakkede om. Men jeg kan huske, at jeg begyndte at småtude på et tidspunkt. “Skal vi snakke om sådan nogle dybe ting?” hikkede jeg med fugtige øjne. Spurven fulgte mig hjem herefter. “Jeg fryyyser,” mine tænder hakkede, jeg rystede som espeløv. Han lagde sin frakke over mine skuldre. “Du er så sød,” takkede jeg. “Det er du også. Og du ser rigtig godt ud i den kjole, Frøken Kløe. Selvom du er meget, meget fuld,” grinede han. “Ja. Det er jeg virkelig. Fuld. I min pæne kjole,” prustede jeg.

Kan vi blive enige om, at nogen lige stopper mig, næste gang jeg siger, jeg skal drikke øl? Godt så.

Min bedste ven Spurven

Da jeg vågnede omkring middagstid i fredags, tilbragte jeg en hel time med at ligge og stirre ind i væggen, før jeg havde samlet kræfter nok til at stå op. Jeg drak øl i torsdags og jeg drak mange. Min hovedskal føltes dagen efter en kende stram. En skinger smerte borede i mine øjenhuler, pulserede i den tynde hud bag ørene. Ikke blot var jeg ramt af almindelige, fysiske tømmermænd – også de moralske kom så småt listende, jo mere jeg vågnede op.

Havde glædet mig sådan til at være sammen med mine gamle kolleger igen. Samtidig var jeg lidt spændt på, hvordan det ville gå – sidst jeg så Vikaren, var da jeg lukkede døren til hans soveværelse bag mig. En veninde har til stor moro under en tøsemiddag døbt mig Dødens Gab efter mit mislykkede blowjob. Tanken om mine tænder mod Vikarens allerhelligste har pint og plaget mig, jeg syntes, det var frygtelig pinligt at have givet ham verdens dårligste sutter.

Til at starte med snakkede vi ikke sammen. Han gav mig søde komplimenter, som han plejer, men kun når vi stod sammen med andre, han ville ikke være alene med mig. Fint nok, tænkte jeg. Der var også flere andre til stede, der var interessante at snakke med, og jeg lod Vikaren være, så han fik tid til at samle sig. Da det var blevet mørkt, mødte jeg ham ude på altanen. Det var kun os to nu. Vi snakkede lidt. Samtalen kredsede om ufarlige, arbejdsrelaterede emner. Stilhed. “Frøken Kløe, jeg skylder dig virkelig en kæmpe undskyldning,” sagde han til sidst. Jeg tænkte et øjeblik, at han nok var ked af, at han ikke havde skrevet til mig, som han lovede. Men jeg glemte, at Vikarens forfængelighed selvfølgelig ikke tåler ringe sex. Nøjagtig som min ikke tillader ditto blowjobs. “Jeg gav dig et rigtigt dårligt knald sidst. Jeg var altså helt væk, alt for fuld,” sagde han. “Nåeh. Det skal du ikke tænke på. Jeg var vist ikke meget bedre selv,” svarede jeg i én lang udånding. “Undskyld jeg bed dig i pikken,” mumlede jeg lidt efter. Vikaren grinede højt. Isen brast med et smæld. Jeg lo lettet med ham og gav ham et hurtigt kram, da han rakte ud efter mig. Han havde prøvet værre, sagde han. “Det er virkelig sørgeligt, Vikar,” fnes jeg. Nu kunne vi snakke om alt, og en kammeratlig stemning opstod mellem os. Vi satte os grinende og fortsatte lavmælt med at minde hinanden om akavede detaljer, mens de tomme flasker blev flere og flere foran os.

Men der var mere end én elefant i rummet. Jeg havde været skråsikker på, at Spurven ville bringe min date med Påskemanden på banen. Det skete bare ikke. Og jeg var til sidst ved at sprænges over det. Jeg havde den bedste date med Påskemanden, kemien gnistrede mellem os, og jeg var ikke i tvivl om, at vi skulle ses igen. Så jeg blev ked af, at han aldrig kontaktede mig efterfølgende. Faktisk ret ked af det. Det gjorde mig beklemt, at Påskemanden og Spurven er gode venner, fik mig pludselig til at føle mig meget sårbar og blottet. Bare lad være med at nævne noget om det, sagde jeg til mig selv og tog et shot, mens ordene selvfølgelig straks væltede fra mig: “Jeg har været på date med en af dine kammerater.” Flot. “Nå ja,” smilede Spurven, “skal I ses igen?” Forklarede ham kort, at Påskemanden med sin stilhed havde gjort ret klart, at han ikke havde lyst til endnu et møde. “Det skal du ikke være ked af. Han er slem. Hele tiden på dates, nye damer, ser dem aldrig igen. Du er bedre tjent uden det der,” trøstede han. Jeg tog et shot til.

Ud på aftenen fandt Spurven en guitar frem, og jeg følte mig femten år igen, da jeg skrålede med på Zombie. Vikaren spillede på skeer, jeg hjalp ham og klaskede umusikalsk med flad hånd på lårene. Jeg kiggede rundt på disse fulde, glade mennesker, og jeg følte mig levende og varm.

Vi tog en taxa ind mod byen, kun mig og mine to mænd. Vikaren gik målrettet mod en bestemt bar, Spurven og jeg slingrede bag ham. Der blev langet øl og drinks over disken til os. En lyshåret pige hviskede Vikaren i øret. De kendte åbenbart hinanden. Jeg så ham kigge på hende, kysse hende og kort efter vinke til os, da de hånd i hånd gik hjem sammen. Det var som at se mig og ham for et par måneder siden. Jeg mærkede et stik af jalousi oven på min trækken på skuldrene. Der blev spillet raggaeton, jeg gik ene ud på det tomme dansegulv og overgav mig til musikken. Spurven stødte til, vi dansede til sveden sprang. Grinende, hivende efter vejret, mere, mere.

Vi gik udenfor for at få luft. Sad ved et cafébord og drak øl. “Hej Spurv!” lød en stemme pludselig. En fyr kom hvirvlende bag mig. “Og hej Frøken Kløe!” sagde han, omfavnede mig inden jeg nåede at forstå hvem det var. Han satte sig hos os. Først da genkendte jeg Påskemanden. Ahrmen. Seriøst? Super. “Åhr. Det var egentlig slet ikke meningen, jeg skulle i byen i aften,” udbrød han, “jeg sad derhjemme, og jeg var helt færdig. Træt. Så kom jeg i tanker om, at jeg havde en lille pose coke liggende. Bare en rest. Der var lige nok til to baner. Så blev jeg frisk til byen. Og nu sidder jeg her.” Hans øjne var store og vågne. Vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle svare. Spurven gjorde mine til at hente en omgang. Det ville Påskemanden heldigvis ikke høre tale om, han skulle videre og forsvandt lige så pludseligt, som han var dukket op. Tænkte, at det vist alligevel ikke var så stort et tab aldrig at have hørt fra ham.

“Lad os gå derind,” pegede Spurven, vi styrede mod et usselt udseende diskotek. Indenfor var der knæklys og tung bas. Vi var tydeligvis de ældste gæster, men hvor de yngre usikkert flyttede vægten fra den ene fod til den anden i en art trippende rytme – pigerne med veninderne i hånden, drengene med gutterne i ring omkring sig – dansede Spurven og jeg hidsigt og selvsikkert i timevis uden stop. Jeg kunne se ham smile til mig i blink fra stetoskoplyset. Der var ingen flirt mellem os længere. Vi ved godt begge to, hvordan vi har det med hinanden. Var stiltiende blevet enige om at få det bedste ud af de få øjeblikke, vi har sammen. “Hvad skal vi nu?” spurgte jeg, da vi tidligt om morgenen gik hjem ad øde gader. “Kneppe i en baggård?” svarede han. “Pas på,” grinede jeg og tilføjede snøvlende: “Du er min bedste ven, du er.” Ved simpelthen ikke, hvad det er med ham, men Spurven kan lokke enhver hemmelighed frem fra dybet af mig. Og jeg fandt pludselig mig selv i færd med at fortælle ham de allermest hemmelige af slagsen. Overdængede ham med mine mest intime, personlige tanker, mens han stille lyttede. Jeg kan huske, jeg selv syntes, det var allertiders idé sådan at krænge mit inderste ud. De sidste par dage har jeg krummet tæer over mig selv og min løbske kæft. Håber inderligt han kan finde ud af at holde det for sig selv. Ellers.

Om at mærke når grænsen er nået

Spurven var der også i fredags. Vi har ikke snakket sammen længe. Det var akavet mellem os de første timer. I takt med antallet af øller, der flød på bordet, steg, blødte stemningen op. “Jeg sendte dig en venneanmodning,” sagde jeg og smilede lidt. Han kiggede forlegent væk. “Jeg fortalte min kæreste om dig,” sagde han. Jeg gloede på ham. “Men der skete jo ikke noget. Hvorfor fortalte du det?,” spurgte jeg. “Jeg var fuld og havde dårlig samvittighed. Hun blev ked af det. Ville ikke lade mig acceptere din anmodning,” svarede han. “Var det for hendes eller din egen skyld, at du sagde det?,” spurgte jeg, “det var simpelthen for dumt.” Han gav mig ret med bøjet nakke.

Jeg lagde mig i en fatboy, Spurven lagde sig ved siden af. Vi grinede og fortalte hemmeligheder. Lå tætte. Jeg fortalte ham om min hjertensven, der ridsede mit navn under et bord. Han hentede straks en kniv og ville gøre det samme.

Senere stod vi udenfor. Min mund smagte surt af ostepops. Jeg rystede. “Fryser du?” spurgte han. Jeg nikkede. Mine nylonstrømper var tynde. Han tilbød at varme mig. Masserede mine skuldre, gned min ryg, min numse, mine ben. Var især grundig og dvælende ved mine hofter og baller. Jeg kunne høre ham trække vejret. Han lænede sig ind mod mig, bryst mod ryg. “Jeg vil så gerne ses med dig,” mumlede han bag mig. “Det ved jeg godt. Det er en dårlig idé,” svarede jeg med lukkede øjne. “Fuck Facebook,” udbrød han, “lad mig få dit nummer i stedet, jeg vil skrive med dig.” Jeg vendte mig om. “Fordi din kæreste ikke skal se, at vi bliver venner? Så hun ikke ved, vi snakker sammen?,” spurgte jeg. Det kunne han ikke svare på, tastede bare sit nummer ind på min telefon. Ikke mere nu, tænkte jeg og lod ham gå.

Older posts