Et perfekt knald

Da jeg vågnede, var det uden tømmermænd. Til gengæld var det til noget langt værre. For var der noget, der denne formiddag ikke herskede nogen tvivl om, så var det, at jeg under ingen omstændigheder er typen, der magter at administrere min telefon, når jeg har fået noget at drikke. Min far ringede grinende, spurgte om jeg havde haft en sjov aften. “Det lød i hvert fald sjovt,” sagde han. Jeg havde tilsyneladende ringet til ham mellem bodegabesøg og forsøgt at fortælle noget. Men det havde været lidt svært at forstå, når alle mine s’er blev til sch og d’er til t-lignende lyde. Bagefter skrev min veninde. “Jeg glæder mig til du vågner, så du kan læse, hvad du skrev til mig i aftes 😉Scrollede gennem Messengerkorrespondancen. Den var foruroligende lang. Næsten ulæselig. Men så vidt man kunne tyde, var det i hvert fald noget med, at jeg havde fundet en nuttet mand, der ikke vil have børn. Tog en dyb indånding, inden jeg åbnede Snapchat og afspillede min egen story. “Schid li’ schtille, schå cha’r jeg et billed’,” råbte jeg på et videoklip, mens Spurven kravlede rundt på en statue. “Jeg cha’r et billed’ nu, Schpurv,” lød det. Og han må have syntes, at statuen så ud til at savne lidt omsorg, for i samme øjeblik slikkede han på dens algeplettede overflade. Hvortil jeg grinede hysterisk. På næste klip havde jeg fundet nogle, der på et gadehjørne sad og spillede trommer. Her valgte jeg så at prøve et par samba-moves af. Og sådan fortsatte jeg raskt med at dokumentere resten af min aften. Derefter opdagede jeg til min store beklagelse, som jeg lå der under dynen med en mund som fugtigt råd, at jeg tilmed også havde sendt mærkelige mails og tosset rundt på Instagram. Fucking fantastisk.

Brugte derfor langt størstedelen af lørdagen på brandslukning. Ringe til folk og undskylde. Ved egentlig ikke rigtig, hvor godt det gik med netop sidstnævnte, for jeg var stadig godt og grundigt beruset det meste af dagen. Underligt, tænkte jeg. For jeg havde da fuldstændig styr på sagerne i aftes, jeg havde da ikke drukket for meget? Pokker til guldøl. “Skal jeg komme og passe dig lidt?” spurgte min veninde. “Ja tak,” mumlede jeg og følte mig pludselig ret elendig. Pasningen foregik mest sådan, at jeg rendte rundt og skældte ud over ikke at kunne finde et eneste sted i byen, hvor man kunne opstøve en ærlig omgang quesadillas. Gerne med ekstra ost, tak. Alt imens veninden var ved at dø af grin over – ikke kun den pinlige Messengerkorrespondance, som åbenbart stadig skabte stor moro – at jeg endnu var så langt fra ædru, som nogen kunne være.

Da mørket og tømmermændene lidt senere faldt på og vi sammen lå på min sofa med kold Cola linet op foran os, skrev Fyren Fra Facebook“Hej Frøken Kløe 🙂 Tak for i aftes, det var fedt at se dig! Nu kan du jo ikke sige nej til at mødes?” Ork. Nå ja. Kom i tanke om ham. Hvad var det nu jeg havde sagt? Åhr. Noget med at han skulle skrive til mig igen? Fik helt dårlig samvittighed. For jeg havde ikke den mindste lyst til at ses med ham. Det blev et rimelig tamt svar, hvor jeg undskyldte mange gange og forsøgte at forklare, at man på ingen måde bør tro mig over en dørtærskel, når jeg er i sådan en tilstand, som jeg befandt mig i, da han stødte på mig.

Vi så Outlander, veninden og jeg. Igen-igen. Jeg insisterede på afsnit syv; som den glade Outlanderfan naturligvis har fuldstændig styr på hvad indebærer. “Hej smukke – er du stadig frisk på i morgen?” skrev Enspænderen midt i det hele. Perfekt timing, det må man give ham. Og selvfølgelig var jeg frisk. Vi blev enige om at finde et nærmere tidspunkt næste dag.

Om søndagen vågnede jeg tidligt. Nød morgenkaffe på mit solskinsspot nede i gården. Vejret var dejligt, der var allerede lunt. Sprang i træningstøjet og cyklede nynnende i fitness. Der stod allerede en mindre flok damer og ventede foran holdsalen. Faldt i snak med en af dem. Bemærkede en høj skikkelse lidt til venstre for mit synsfelt. Drejede hovedet. Danseboy smilede til mig. Egentlig havde jeg bestemt mig for, at næste gang jeg så ham, så ville jeg spørge efter hans navn. Men jeg må være blevet kureret noget så eftertrykkeligt for nogensinde at kontakte flere af mine boys igen, for jeg vendte mig hurtigt bort. Ikke en eneste gang i løbet af holdtimen fandt mit blik hans, og jeg skyndte mig i dækning i omklædningsrummet, så snart vi blev sluppet løs.

Atter hjemme på tredje sal fik jeg omsider styr på det rod, der natten forinden havde afholdt mig fra at invitere Enspænderen med op. Lakerede negle. Stod længe foran spejlet og sørgede for, at hvert et hårstrå sad præcis som det skulle. Pudder, rouge, mascara. Hvid t-shirt og sorte bukser, der stumpede ved anklen. “Hvad så, Enspænder?” kunne jeg endelig skrive, “skal vi kneppe?” Han var ikke sen til at svare. Kort efter havde vi aftalt både tid og sted. Eftersom min lejlighed ikke blot var ryddelig men også duftede mildt af Ajax fra samtlige overflader, gik jeg med til at lade det foregå her.

Det første han gjorde, da han trådte indenfor, var at kysse mig. En hånd på min hofte, underarmen mod min lænd, sådan hev han mig ind til sig. “Hej!” sagde jeg, da vi slap hinanden. “Hej!” han gav mig et sidste smækkys. “Skal jeg vise dig rundt?” spurgte jeg. Det var hurtigt gjort. Har en ret lille lejlighed. “Her er hyggeligt,” smilede han. Stod lidt og kiggede på hinanden. Så tog han fat i mig igen. Vi kyssede længe. Var overmåde tilfreds med, at han bare gik direkte til værks på den måde. Jeg smed t-shirt og bukser. Stadig kyssende trak vi ind mod soveværelset. Uden han havde sagt noget, forstod jeg, at jeg skulle lægge mig. Han skrællede langsomt trusserne af mig. Hævede forventningsfuldt underlivet en smule mod ham. Og så slikkede han mig fuldstændig himmelsk. Åh! Her var endelig en mand, der har fattet, at man ikke skal gå lige på det allersjoveste, allerfølsomste sted som det første. At man gerne må give inderlår, kønslæber og andre folder og flapper lige så stor opmærksomhed. Gned taktfast min kusse mod Enspænderens underansigt. Han stoppede. Trak sit tøj af. Og uden at bryde øjenkontakten rullede han med øvet hånd kondomet på plads. Han ville gerne have mig øverst. Fint nok. Men. Ok, hør lige. Jeg plejer som regel at leve efter devisen: Hellere for lille end for stor. Altså. Pikken. Ik’. Og jeg troede virkelig aldrig, jeg skulle sige det, men jeg kunne godt have brugt den en my større. Det viste sig nemlig, at det der med at ride Enspænderen måske ikke var den bedste stilling, for han blev ved med at falde ud. Skulle ikke bevæge mig ret meget, før det skete. Ingen af os var tilfredse, det var tydeligt. Så gik det straks bedre med mig nederst. Sådan. Meget, meget bedre. “Hvorfor stopper du?” udbrød jeg forpustet, “lad være med det.” “Jeg er lige nødt til at holde en lille pause,” han sitrede. “Er du bange for at komme?” spurgte jeg. Han nikkede forpint. “Men jeg vil jo gerne have, at du kommer. Det tænder mig,” forklarede jeg. “Ja?” han begyndte så småt at røre på sig igen. Som svar greb jeg ham om ballen. Og så kneppede han løs, indtil han kort efter brølede mod loftet.

Vi lå tavse en stund og vidste vist ikke rigtigt, hvad vi skulle sige til hinanden. “Skal jeg vise dig et trick?” spurgte jeg. Da han opdagede, hvor min hånd var på vej hen, var han selvfølgelig mere end klar på at se alverdens tricks. “Vent,” han standsede mig og lagde sig til rette et sted nede mellem mine ben. Lå på siden med hovedet hvilende mod håndfladen, mens han kiggede mig lige op i mit allerhelligste. “Skal du ligge sådan og se det?” grinede jeg og blev en lille smule genert. Han sagde, det var den bedste måde at lære på, og så fulgte han opmærksomt med, da jeg gik i gang. Det varede selvfølgelig ikke længe, før han ikke kunne holde fingrene for sig selv. Det gjorde mig nu ikke spor, han måtte gerne hjælpe til. Og snart spasmede mine ben, og jeg hvinede næsten lige så højt som han få øjeblikke tidligere.

Derefter gik snakken nemmere. Tingene var meget afslappet mellem os. Enspænderen lå stadig med hovedet nede mellem mine ben, med en finger fulgte han hudens linjer. “Du har en rigtig flot kusse,” roste han. Jeg fortalte om mine flytteplaner, han nikkede og lyttede. “Jeg er altså sulten. Har du noget imod, hvis jeg smutter hjem nu?” spurgte han. Det havde jeg ikke. Vi trak i tøjet sammen, tog bagtrappen ned i gården, hvor vi delte en smøg. “Du kan komme hjem til mig næste gang, hvis du har lyst?” han gav mig et kram som afsked.

Jeg var henrykt. Det hele havde cirka taget halvanden time fra Enspænderen kom til han gik. Det er sådan, det skal være, tænkte jeg tilfreds. Så kan det godt ske, det ikke var det bedste knald, jeg nogensinde har fået. Det kan også godt ske, at Enspænderen heller ikke var den lækreste mand, jeg nogensinde har været sammen med. Men det hele havde været så dejligt ukompliceret. Der var ingen følelser at tage hensyn til, det var bare hej og knep og slut. Den overvældende følelse af afsindigt overskud og energi, der nu rullede gennem min krop var så klart at foretrække fremfor optimal pikstørrelse og den form for englesang man hører, når den får én helt op og ringe. Så på den måde havde det faktisk været perfekt. Jeg satte Despacito på, skruede så højt op, at min underbo dagen efter påtalte det, og dansede glad gennem min lejlighed.

Endelig fyraftensøl igen

Ork. Jeg er så sindssygt meget bagud med at få skrevet om alt der sker for tiden. Nå. Hm. Hæsblæsende liv, I ved. Ej. Ok. Udover at være det mest glemsomme menneske, er det vel heller ikke for ingenting, at jeg også går for at være det langsomste. Så der er nok ikke andet for, end at tage det hele fra en ende af. Vi starter med lidt øl.

Havde lige nogle dumme uger efter hele miseren med Manden På Gaden. Kløen forsvandt. Mænd er roden til alt ondt, tænkte jeg og skulede olmt efter ethvert hankøn, der måtte passere min vej. Samtidig kunne jeg vitterligt skrige af ren og skær længsel efter følelsen af varm hud mod min egen. At lægge kinden mod et bryst og høre hjerteslaget. Blide strøg langs mit skulderblad, stærke arme om min talje, ben, der fletter sig ind mellem mine. Som single savner jeg altid nærvær på den måde, men som oftest i langt mildere grad. Dog var disse dage især grumme ved mig, og jeg savnede og sukkede og trængte. Min veninde var i færd med at blive fuldstændig mesterligt forført af en spændende mand. Hjalp ikke spor på noget som helst, og jeg var ved at gå til af misundelse trods midlertidig overbevisning om det der med mænd, rødder og ondskab. Ellers en super kombination, må man sige. Misundelse og hudsult. Veninden screenshottede beskeder og sendte til mig, så vi sammen kunne dåne en smule over hvordan en sand forfører opererer.

Men da var det, jeg kom til at snakke lidt med mit gamle slæng igen. Nogen har måske bemærket, at det er lang tid siden, jeg sidst har været ude og drikke fyraftensøl. Det findes der tre grunde til: For det første havde jeg jo lige et efterår, hvor jeg havde brug for at grave mig ned. Og hvor jeg måske heller ikke opførte mig som en særligt god ven. Snarere tværtimod. Fik jeg for eksempel ikke aflyst en aftale på forhånd, lod jeg simpelthen bare være med at møde op. Fordi. Mig og mennesker dengang? Ah-ah. Det tog mit slæng forståeligt nok ganske fortrydeligt op. Kontakten ebbede ud. Omkring juletid mødte jeg tilfældigvis et par stykker af dem i byen en aften. Der måtte en del undskyldninger og bajere på min regning til, før de tøede op overfor mig. Efterfølgende forsøgte vi at finde en fredag, hvor alle havde tid til at mødes. Men se, nu rendte vi straks ind i grund nummer to – for i mellemtiden havde de nemlig alle fået kærester. Hver og en. Og i stedet brugte de hellere deres fredage på at holde en sådan i hånden. Tsk. Tredje grund skulle vise sig at være vinteren. Der var mørkt og jeg var trist og dundrede i det hele taget i fuldt firspring mod Krisen Over Dem Alle. Igen mistede vi al kontakt. Men så skrev de pludselig til mig en dag. Og forrige fredag lykkedes det os endelig at ses.

Nøj, hvor havde jeg glædet mig! Det foregik nøjagtig som i gamle dage: Hjulede gennem byen på mit Røde Lyn. Hurtigt hjem for at hælde en skålfuld havregryn i gabet. Op på cyklen igen. Vejret var helt sommerligt, jeg havde solbriller på næsen. Mødte dem på det værtshus, som engang var vores faste, inden vi fandt et andet. Vi havde ikke været der i hvad der næsten føltes som hundrede år. Alle døre og vinduer stod vidt åbne, da jeg trådte indenfor med en lun brise i ryggen. De råbte mit navn og jeg smilede glad. Spurven sad i midten. Jeg kunne se, han lige var blevet klippet. Eftermiddagssolen glødede i hans hår, der nærmest fik en dyb, gylden farve. Det så blødt ud. Fik lyst til at lade håndfladen glide henover nakkehårene. Jeg gik op i baren og bestilte øl til hele bordet, før jeg satte mig ned hos dem. Spurven havde taget sin kammerat med. Påskemanden. Det ærgrede mig en smule. Vi pligtkonverserede kort, så stemningen ikke skulle blive alt for akavet. Han fortalte lidt om et nyt projekt, jeg lod som om, det interesserede mig. Vendte os hurtigt derefter væk fra hinanden og snakkede ikke rigtigt sammen igen resten af tiden. Jeg kiggede rundt og kunne konstatere, at jeg havde været sammen med tre ud af de i alt fem mænd, som sad bænket ved samme bord som jeg. Godt gået, tænkte jeg og var svært tilfreds med mig selv. Inden weekenden var omme, skulle det vise sig, at jeg ville nå op på fire.

“Hvor har jeg savnet dig,” sagde Ekskollegaen med ansigtet meget tæt mod mit. “Vikaren har fortalt mig, at du er flyttet sammen med din kæreste,” svarede jeg. “Ja,” han kiggede væk. “Hvor er Vikaren i øvrigt?” spurgte jeg. “Han er ikke blevet inviteret. Det var der ingen grund til. Han må alligevel ikke komme med,” lo Ekskollegaen og forklarede, hvordan Vikaren bliver holdt i overordentligt kort snor af sin dame. Jeg tror nu mere, han endelig bare er faldet til ro. Godt for ham. Kan huske, hvordan han, da vi mødtes i byen i julen, stolt fortalte, at han på daværende tidspunkt ikke havde rørt noget som helst pulver af nogen som helst art i månedsvis. Jeg havde smilet og sagt, at det var vældig flot. Havde dog inderst inde ikke rigtig troet, at det ville holde i længden, for jeg har da sjældent mødt nogen så begærlig efter vildskab som ham. Tilsyneladende har han fundet en, som kan mætte ham på anden vis, og det er jo glædeligt.

“Kan du huske dengang,” begyndte Ekskollegaen, “da vi næsten knaldede?” Jeg nikkede. Selvfølgelig kunne jeg det. Vi har aldrig rigtig fået snakket om det. “Det blev lidt skørt. Synes du ikke?” sagde han stille. Nikkede igen. “Men vi var jo også helt væk,” svarede jeg og tænkte, at det netop var dengang, da Vikarens vildskab og luner endnu fik lov til at præge størstedelen af vores møder. Var lidt spændt på, om vi denne aften alle kunne finde ud af at være sammen igen uden ham som evig sol og omdrejningspunkt. “Er du sur på mig over det?” spurgte Ekskollegaen. “Nej,” smilede jeg, “det er lige meget nu.” Og så skålede vi på det, jeg gav hans hånd et lille klem.

Denne gang var en ny mand med til at drikke øl. Jeg har mødt ham før. Endda også på Tinder op til flere gange. Har aldrig brudt mig specielt om ham. Han er så arrogant, synes jeg. Han er mindst ti år ældre end mig med både grånende tindinger og skæg. Som vi sad der ved bordet med øllerne foran os, var det ikke mange ord vi fik udvekslet. Vi havde Spurven imellem os, ved min anden side sad Ekskollegaen. På et tidspunkt begyndte Spurven at fortælle sjove historier. Den nye mand stemte hurtigt i, og de supplerede nu hinanden så perfekt, at jeg til sidst næsten ikke kunne få luft af bare latter. Jeg kiggede overrasket på den nye, som viste hidtil ukendte, morsomme sider af sig selv. Han blinkede til mig. Kort efter brød vi op og begav os allesammen videre til det næste værtshus. Her kom jeg til at sidde ved siden af den nye, og jeg overhørte ham tale om at vælge tosomheden fra, om at være en enspænder, om ikke at ville have børn. Ok. Det kan godt ske, at jeg da havde fået mere end en enkelt øl, men jeg blev fuldstændig blæst bagover af Enspænderens fortælling. Han taler jo sandheden!, kan jeg huske det rungede gennem mine efterhånden lettere sejlende tanker. “Du er et sandhedsmenneske,” sagde jeg. Stirrede på ham, som om jeg først nu så ham ordentligt for første gang. Han smilede skævt. Vendte overkroppen halvt, hvilede albuen på stoleryggen. Og det næste lange stykke tid sad vi lænet ind mod hinanden og snakkede om fravalget af børn, presset fra alle kanter om at ombestemme sig. Min egen spirende usikkerhed og kaotiske, modstridende følelser – angst mikset med en sær, udefinerbar tristhed af en slags, som altid opstår i mig, når jeg nogle gange tænker på, at det der med et barn muligvis indenfor en overskuelig fremtid er ved at være oppeover for mig. Hvis det altså skal være. Engang var jeg helt sikker. Sådan er det ikke længere. Men Enspænderen var urokkelig i sit valg. Rolig. Afklaret. Jeg syntes, det var vanvittigt tiltrækkende.

“Frøken Kløe og Enspænderen har vist gang i noget dybt derovre, men vi andre vil altså ind til byen nu,” sagde nogen. Så vi drak alle ud, låste cyklerne op og trak langsomt videre. Vi fandt stedet med den bedste musik, og vi skrålede: “Den jeg elsker, den jeg elsker, elsker jeeeg…” Ekskollegaen havde købt helflasker og fik et mindre kar med isterninger med sig. Jeg plantede mine guldøl strategisk i isen, stod dansende for enden af bordet, slog med en knyttet næve ud i luften og sang med på “Det’ mig der står herud’ og banker pååå…” Ja. Der var utroligt meget Thomas Helmig den aften. “Kom nu og sæt dig hos os,” sagde de indimellem. Men jeg havde gang i min egen lille fest, og i timevis stod jeg der for bordenden og dansede løs med mig selv. Kan huske, jeg syntes, jeg havde enormt styr på min brandert. Havde fundet en fin metode med først at tage et par slurke guldøl for så at spise en isterning. Hvilket åbenbart gav tilpas med vand indimellem til at holde mig flyvende. Øl, isterning, øl, isterning. Egentlig ret ulækkert, for jeg fandt af og til andet end is i karret, men det tog jeg naturligvis ikke så nøje på det tidspunkt.

“Isterningeleg!” udbrød Ekskollegaen. “Isterningeleg, isterningeleg, lååå-lålå-lå-lå,” sang jeg og proppede en ekstra stor en i munden. Greb Enspænderen om nakken og før jeg vidste af det, kyssede han mig, som kun en fuldvoksen, rutineret sølvræv kan. Det kom fuldstændig bag på mig, at han var så god til det. “Hvad var det?” mumlede jeg og kiggede forbavset på ham. Han grinede og afslørede lidt glinsende is mellem tænderne, før han sendte det videre til den næste, som legen kræver. “Jeg har mere,” sagde jeg og kyssede ham igen. Han lo højt, da han opdagede, at min mund var tom.

Flere isterninger, tænkte jeg og gik op i baren. En fyr stod og vinkede til mig deroppe. Kunne umiddelbart ikke rigtigt genkende ham, så jeg gik bare ned til bordet igen, da jeg havde fået mit is. Fyren fulgte efter. “Hej Frøken Kløe,” sagde han bag mig. Vendte mig og så nu, hvem det var. Åhr – det har jeg da vist forresten ikke fået fortalt? For et par måneder siden blev jeg kontaktet af selv samme fyr på Facebook. Kendte ham ikke, men han sagde, at han havde set mig før, og at han meget gerne ville drikke en kop kaffe med mig, skulle jeg have lyst. Jeg var betænkelig, syntes, han var ret ung. Han skrev mange søde ting for at overbevise mig, men enden blev, at jeg afslog. Nogle dage før denne fredag skrev han til mig igen. Om jeg ikke nok ville genoverveje mit svar? Blev vældig smigret over hans vedholdenhed, som jeg, når man tænker på, hvordan jeg selv kan finde på at opsøge mænd, heller ikke kunne lade være med at respektere. Skulle lige til at ombestemme mig og sige ja til kaffe alligevel, da jeg efter en hurtig indskydelse trykkede mig lidt længere ind på fyrens profil. Opdagede, at han var min gamle lærers søn. Den lærer og jeg havde et mildest talt anstrengt forhold til hinanden gennem hele min skoletid. Og pludselig kunne jeg kun se faren i sønnen, når jeg kiggede på hans billeder. Afgjorde ligesom sagen, og et meget bestemt nej blev sendt afsted. Men nu stod han her på en larmende, varm bar overfor mig, og jeg havde drukket øl og var i godt humør, og hørte pludselig mig selv spørge, om han ville med ud og have en smøg. Ville han selvfølgelig gerne. Snart efter charmerede han efter bedste evne, og jeg kunne ikke lade være med at synes, at han alligevel var en smule sød. “Du kan prøve at skrive igen, og så må vi jo se, hvad jeg svarer denne gang,” snøvlede jeg kælent, inden jeg gik indenfor igen.

Klokken var mange. Der var næsten blevet lyst udenfor og jeg var efterhånden knap så flyvende. Sad og hang og gabte. “Skal jeg følge dig hjem?” spurgte Enspænderen. Og jeg livede straks op, for der var ikke noget jeg hellere ville end at blive fulgt lidt på vej af ham. Vi købte pomfritter, kastede i spøg et par stykker efter hinanden, mens vi fortsatte mod min gade. “Tak for i aften,” sagde jeg og vendte mig om mod ham, da vi nåede hoveddøren. Han svarede ikke, men kyssede mig bare igen på sin rolige facon. Jeg sukkede, da hans hånd fandt mit bryst. Det var så tydeligt, at han havde prøvet det her et utal af gange før, og jeg lod mig trygt smelte. En finger lirkede prøvende ved nederdelens linning, jeg nikkede umærkeligt, hans hånd gled ned. “Du er jo helt våd,” hviskede han. Det var jeg virkelig. Fuldstændig. Drivende. Jeg lagde hovedet på hans skulder, næsen mod hans hals, stønnede sagte da den første finger gled op i mig. Det var så langsomt. “Tag mig med op,” bad han hæst. Åh, hvor havde jeg lyst. “Ikke i aften,” måtte jeg svare. Forklarede dernæst halvflov, at jeg havde en alt for rodet lejlighed til at kunne lade ham se den. Enspænderens latter var dæmpet, hans ånde som lette pust mod min pande. En anden finger fandt plads ved siden af den første. “I morgen har jeg tømmermænd, men på søndag vil jeg gerne kneppe med dig,” foreslog jeg. Han kneb øjnene hårdt i, da jeg strejfede den bule der hurtigt blev hårdere og hårdere. “Ja,” nikkede Enspænderen stakåndet, “det vil jeg gerne. Meget gerne.” Trak hans hånd op fra nederdelen igen. “Så skriv til mig, så finder vi ud af noget,” smilede jeg over skulderen og låste mig ind i opgangen.

Ups med Påskemanden

Der gik adskillige minutter efter jeg var vågnet i søndags, før jeg helt præcis kunne huske, hvad der var sket aftenen forinden. Men så skal jeg da også love for, at enhver detalje kom rullende ind over mig i pinefulde bølger. Er det da fuldstændig umuligt for mig at agere bare en smule normalt når det drejer sig om Sommermanden? End ikke når det kommer til mine hjertekvaler over ham, kan jeg finde ud af at gennemgå de fordømte stadier i rigtige rækkefølge. For eksempel husker jeg, at stadiet med en rebound så absolut var et af de sidste. Niende stadie følger sjældent i hælene på første. Så meget ved jeg da.

Nå. Men det havde været en lang uge, og det havde været en trist uge, og jeg havde bare lyst til at drikke mange, mange øl igen, da jeg endelig ramte weekenden. I sådanne tilfælde kan man jo altid trygt regne med mine gamle kolleger, mit faste slæng, der for tiden galant spiller rollen som trofast beskyttende musketerer. Vikaren tilbød atter at gøre Sommermanden til Lirekassemanden ved, ved hjælp af diverse grusomt beskrevne slag, at banke ham halvt fordærvet. Stadig vældig sødt af ham, jeg forstår hans forsøg på omsorg. “Hvordan går det nu?” spurgte Spurven. Jeg trak på skuldrene. “Du smiler, men dine øjne er bedrøvede. Det kan jeg se,” fortsatte han. “Har ellers gjort mig umage med mascaraen i dag,” svarede jeg. “Jeg kan se det,” gentog han. “Du kyssede mig,” jeg skiftede emne og så ham blive lille foran mig. “Ved ikke helt, hvordan jeg skal opføre mig overfor dig nu,” indrømmede han. “Jeg tænker ikke på det længere,” svarede jeg sandfærdigt. Spurven livede op. “Virkelig? Du er ikke vred?” udbrød han, og jeg grinede en smule stolt, da han efterfølgende fortalte, at jeg havde givet ham så ren besked på at holde nallerne for sig selv, så han havde skammet sig lige siden.

På en bar stødte vi ind i nogle af Spurvens venner. Jeg havde mødt dem før og kan godt lide dem, så jeg stemte for, da det blev foreslået at sidde ved deres bord. Der gik lidt tid før en sidste ven stødte til. Påskemanden. Fantastisk. Bare fucking fantastisk. Var selvklart høflig og hilste på ham, men mit smil var afmålt, og jeg vendte hurtigt ryggen til ham. På den måde forløb omtrent en time, hvor det lykkedes mig at ignorere Påskemandens tilstedeværelse fuldstændig. Altså. Ikke fordi jeg stadig er fornærmet over aldrig at have hørt fra ham igen efter vores date. Vel. Nærer bare ikke specielt varme følelser overfor mænd, der dumper mig på den måde. “Hej Frøken Kløe,” Påskemanden stod pludselig ved siden af mig. “Hør. Jeg synes, der er en elefant i rummet. Det er min skyld. Fik vist aldrig skrevet til dig.” Jeg kiggede på ham. “Det er nemlig rigtigt, Påskemand,” svarede jeg. “Ja. Undskyld. Det var ikke pænt gjort. Jeg var lige kommet ud af et langt forhold, og vidste ikke helt, hvad du ville,” forklarede han. Tænkte, han var fuld af løgn. Greb min øl. Nikkede. “Jeg ville såmænd bare kneppe,” svarede jeg, bundede øllen og forsøgte dermed at vise, at samtalen var slut. Han grinede overrasket. Det smittede. Irriterende. Indså modvilligt, at jeg ikke kunne lade være med at respektere, at han tog konfrontationen. “Kan vi starte forfra?” spurgte han. “Det kan vi vel,” endte jeg med at svare. Da jeg kort efter hvirvlede rundt på dansegulvet, lagde jeg mærke til Påskemandens lange blikke.

Vi fortsatte videre. På dette tidspunkt vurderede jeg åbenbart, at det var helt igennem passende at indvie en af Spurvens andre venner i mit drama med Sommermanden. Så jeg var hende der, der sidder snøftende på en bar, mens en fyr akavet trøstende klapper hende på skulderen. “Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre,” sagde jeg. “Jeg tror, du har brug for at finde en anden,” svarede vennen. “Muligvis,” nåede jeg lige at hikke, inden han bekendte kulør som en førsteklasses wingman og bogstaveligt talt skubbede mig i armene på Påskemanden. Meget mærkeligt, tænkte jeg og kiggede efter vennen, der forsvandt i barmylderet. Det var her, Påskemanden kyssede mig.

Det var ikke et specielt lidenskabeligt kys. Og alligevel tog jeg ham i hånden, mens jeg sagde, at vi lige skulle finde et andet sted. Egentlig ikke fordi det kløede, for det gjorde det ikke. Jeg tænkte bare, jeg havde brug for at mærke mig selv igen. Ikke langt fra baren fandt vi en parkeringsplads. Lidt ovre i et hjørne stod en bus. Jeg trak Påskemanden derhen. Jeans blev lynhurtigt åbnet. Bussen føltes støvet og fedtet, da han klemte mig op ad dens side. Vi asede og masede. Hev efter vejret. Stadigt stående forsøgte vi os først forfra. Derefter bagfra. Ingen af delene lod sig naturligvis gøre. For Påskemandens pik var blød på den der måde, som kun meget fulde mænd kan præstere. “Hjælp mig lige,” pustede han, og jeg gled tungt ned på bare knæ med bukserne hængende om anklerne. Han sukkede, da jeg gik i gang. Vil ikke afvise, at vi her var ude i en gentagelse af Verdens Dårligste Sutter. Som kun meget fulde Frøken Kløe kan præstere. Lige meget hjalp det. Er ikke sikker, men jeg vil tro, vi væltede rundt i en halv time, før vi fattede, at sex absolut ikke ville komme til at kunne ske. “Jeg skriver til dig, når vi er blevet ædru,” sagde Påskemanden, “så kan vi gøre det rigtigt.” Venligst lad være, tænkte jeg, mens jeg rodede rundt efter min ene sko. Jeg kunne mærke grus mellem tænderne, da vi smågrinende gik tilbage til baren.

Søndag var hård at komme igennem. Tømmermændene var urimelige. Også de moralske af slagsen. Var faktisk næsten de værste. For jeg var så træt af mig selv, så sindssygt træt af at have ladet Påskemanden komme tæt på endnu en gang. Simpelthen for dumt. Her et par dage efter er jeg heldigvis mere sådan: Oh well. Stadig ikke stolt af det. Men. Oh well.

Åh ja. Og har han skrevet til mig? Selvfølgelig ikke. Hvad havde I regnet med?

Spurven forelsker sig

“Jeg slår ham ihjel,” rasede Vikaren, “banker ham sønder og sammen. Giv mig hans adresse, så tager jeg derhen med det samme. Han skal ikke gøre dig ked af det. Ingen gør Frøken Kløe ked af det.” Jeg smilede trist. “Du er sød. Ville du virkelig gøre det for mig?” spurgte jeg. “Ja. Altid,” svarede Vikaren prompte, “hvad skal jeg gøre ved ham? Du bestemmer.” Jeg tænkte lidt. “Måske bare slå ham?” foreslog jeg. Vikaren grinede. “Du kan satme tro, jeg vil slå ham,” han kiggede alvorligt på mig. “Det er det sødeste, du nogensinde har sagt. Tak,” lo jeg og gav ham et klem.

De havde ringet til mig, jeg havde grædende taget telefonen. Det var knap et par timer efter jeg var kommet hjem fra Sommermanden. Vandrede rundt i lejligheden fra køkken til entre, køkken, entre, om og om. Jamrende. Kunne ikke genkende min egen stemme. Jeg havde ikke lyst til at være alene, så de fik mig hurtigt overtalt til at møde dem på vores sædvanlige værtshus. Satte mig snøftende ved bordet. Mit ansigt var blegt og huden omkring øjnene rødspættet. “Hvad har han gjort ved dig?” spurgte Vikaren med det samme. Spurven stemte i. “Jeg gider ikke snakke om ham,” svarede jeg og bællede en øl. “Du ser godt ud i striber,” trøstede Spurven. Det ved jeg godt, det var derfor jeg tog dem på. Korte denimshorts, sort- og hvidstribet bluse. Men komplimenter hjælper jo altid lidt på humøret. Jeg smilede skævt. De sørgede for shots, og jeg tog grådigt for mig. Små Sure. Smagte vidunderligt. Røgen hang i tunge slør, øllene var mange, og snart følte jeg mig bedre tilpas.

Ud på natten tog vi videre til den næste bar. Spurven og jeg dansede, som vi altid gør. Vildt, med lukkede øjne, uden at tænke. Det rensede mig, og jeg kastede grinende med hovedet, gjorde tegn til at gå ud og få frisk luft. Udenfor sad resten af slænget bænket. Vi satte os hos dem. Samtalen rungede og snurrede for mig. Når jeg ikke længere var beskæftiget med dans, stoppede jeg hurtigt med at høre efter, hvad de snakkede om, og hengav mig atter til mørke tanker om Sommermanden. Spurven talte til mig. Sådan lidt sagte med ryggen vendt halvt til de andre. Front mod mig. Jeg nikkede uden rigtig at lægge mærke til, hvad han egentlig sagde. “… Så må jeg kysse dig?” lød det pludselig. “Hvad?” spurgte jeg forvirret, kiggede op på ham. “Jeg har lyst til at kysse dig. Må jeg det?” gentog han med et forlegent smil. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. Det stod stille i mit hoved. “Er du okay?” spurgte jeg efter en rum tids stirren, “har I skændtes? Din kæreste og dig?” Nej, det havde de ikke, sagde Spurven og rystede bestemt på hovedet. Jeg forstod absolut ingenting. Så det sagde jeg: “Jeg forstår absolut ingenting. Hvorfor vil du kysse mig? Vi har kendt hinanden i snart et år. Jeg har budt mig til flere gange. Du har altid sagt nej. Hvorfor nu?” Kunne mærke, jeg begyndte at blive vred. Spurven mente ikke, det var rigtigt. Jeg havde da aldrig budt mig til, sagde han. For han havde da i hvert fald aldrig sagt nej til mig, hvis jeg havde, blev han gudhjælpemig ved. “Laver du sjov?” spruttede jeg arrigt. “Nu går jeg ind og danser videre. Du kan komme med, hvis du vil. Men jeg gider ikke høre mere.” Jeg rejste mig. Han fulgte efter.

Så. Vi dansede igen. Han lagde hænderne på mine hofter og panden mod min skulder. Kunne ikke finde ud af, hvad det var, der gnavede sådan i mig. Men jeg havde en lammende følelse af at være fuldstændig lige glad. Var lige glad med Spurven, lige glad med øllene, dansen, alt. Jeg var tom. Da han kom tættere på, trak jeg mig væk. Klog af skade og alt det der. “Lad være. Du er ikke ham,” sagde jeg. Så greb han mig. Og så kyssede Spurven mig.

Jeg tænkte. Hvad tænkte jeg? Endelig? Ved det ikke. Det hele var mig så usigelig ligegyldigt. Lagde mærke til, at hans tunge havde en bitter, skarp smag. Og så var det slut. Bartenderen råbte, at de lukkede. Vi blev gennet ud sammen med en lille håndfuld andre bargæster. Himlen var begyndt at lysne. “Så det her er altså forelskelse,” mumlede Spurven, mens han gloede på mig i det begyndende morgenlys. “Hold mund, Spurv,” skændte jeg irriteret. “Du er ikke forelsket i mig. Du har kunnet få mig, hvis du ville, og det ville du ikke. Men når jeg endelig finder en anden, og du ser, hvor glad jeg er for ham, bliver du pludselig vældig interesseret. Du er fuld af løgn. Og skal gå hjem til din kæreste nu.” Han kiggede væk. Vi fulgtes ad, skulle hjem i samme retning; vi bor ikke langt fra hinanden. Spurven rablede løs bag mig. Mumlede for sig selv. Noget om hvor lækker jeg var, hvor meget han ville os, at jeg var hans allerbedste ven. Der var ingen som mig, han kunne snakke med. Jeg var jo den eneste der forstod. Hans tale var usammenhængende, brød nogle gange pludseligt ud i kort, hård latter. Jeg vendte mig om og spurgte igen, om han var okay. Mistænkte ham efterhånden for at have indtaget andet end alkohol. Det her var ikke min Spurv. Ved baggården stoppede vi op. “Jeg går lige med op og får en kop vand. Bare dig og mig,” sagde han. Jeg rystede træt på hovedet. Bad ham gå hjem til sig selv og drikke sit eget vand. “Men vi er stadig venner?” spurgte han, “bedste venner?” Jeg smilede til ham. Ja. “Dine læber er fantastiske,” hviskede han og gik frem mod mig. “Godnat, Spurv,” sagde jeg og drejede om på hælen.

Næste dag vågnede jeg op med tømmermænd og øjenbetændelse. Da jeg ville pakke min taske ud efter miniferien hos Sommermanden, fandt jeg hans t-shirt klemt ned mellem toilettaske og sko. Jeg har grædt lige siden.

Pinlige Frøken Kløe

Jeg var blevet inviteret med til fest på mit gamle arbejde i fredags. Der var en masse søde folk, jeg ikke har set i lang tid. Og der var beer pong og grill i regnvejr. Alt i alt var der altså udsigt til en fremragende aften. Jeg havde taget en sort kjole på – en gammel kending, der altid sørger for at give mig den ønskede opmærksomhed. Havde naturligvis håbet på, at Vikaren også ville befinde sig til festen, så han kunne beundre det spændte kjolestof over min bagdel. Desværre kom han aldrig. Nogle sagde, at han var udenbys. Andre sagde, at han havde været mærkelig siden sidste weekends scoring og skulle ses med hende samme aften. Hvis Vikaren vælger en dame over en fest, er den gal. Så jeg krydser fingre for første mulighed.

Men jeg kan godt have det sjovt uden Vikaren. For Spurven var der heldigvis også. Han og jeg bevæger os forsigtigt længere og længere mod noget der forhåbentlig kan munde ud i et venskab. Vi opfandt i aftenens anledning et nyt drukspil. Livrem Eller Shot, kaldte vi det. Ja. Der skal nok ikke meget til at regne ud, hvordan det i store træk fungerer. Jo mere vi drak, jo sværere blev det at spille, og jo flere straffe fik man. Til sidst sved mine baller så meget, så jeg næsten ikke kunne sidde ned. Fortræffeligt spil.

Da vi ud på natten stod og ventede på en taxa, kunne jeg mærke, at jeg var langt fuldere, end jeg havde regnet med. Faktisk begyndte jeg at se dobbelt. For fanden da osse, skændte jeg på mig selv. Spurven ville i byen. Jeg ville egentlig bare gerne hjem og sove, men han fik mig overtalt, og snart drønede vi afsted. Kunne ikke finde ud af at spænde sikkerhedsselen, så jeg dinglede leddeløst rundt på bagsædet. Syntes, ham taxachaufføren kørte lige lovlig hurtigt. Gadelygterne sejlede forbi som lysende striber i en mørk masse. Jeg kunne mærke, jeg blev køresyg. Sank mit mundvand. Gned nervøst håndfladerne mod mine nylonstrømpelår. Du brækker dig simpelthen ikke i taxaen, tænkte jeg. Pludselig stoppede vi. Jeg havde under hele turen ikke haft føling med, hvor vi befandt os. Tumlede ud af bilen, drak den kolde natteluft i store, grådige mundfulde. “Du er blevet så stille,” sagde Spurven. Mumlede, at jeg skulle tisse. Gik hurtigt mod det første værtshus, jeg fik øje på. Man skulle op af en urimeligt lang trappe for at komme til toiletterne, Spurven var lige i hælene på mig. Halvvejs oppe nægtede mit maveindhold at lege med længere. Første brækbølge slugte jeg lynhurtigt igen til min egen store forbavselse. Ad. Anden gang lykkedes det mig at beholde det i munden. Dobbelt ad. Du fylder altså otteogtyve om en uge, mindede jeg mig selv på. Med bræk i munden væltede jeg ind på dametoilettet. Der var kø. Selvfølgelig. “Sikke en fed jakke, du har på,” sagde pigen foran mig i toiletkøen. Jeg smilede. “Du er altså virkelig smuk,” blev hun ved. “Mh. Mhm,” smilede jeg forpint med munden fuld. Det betød tak. Hun kiggede mærkeligt på mig. Så blev det hendes tur, og jeg stod ene tilbage foran toiletbåsene. Spyttede lynhurtigt brækket ud i papirspanden. Tømte en tyggegummipakke i gabet og gik ud til Spurven. Jeg skulle bare være gået hjem der. Men næ nej, jeg trippede naturligvis troligt efter ham, da han hev mig med ind i larm og røg og musik. Han bestilte rom og cola til sig selv men var heldigvis klar over, at jeg kun skulle have isvand. Sad der i baren og suttede i et sugerør. Jeg er ikke helt sikker på, hvad vi snakkede om. Men jeg kan huske, at jeg begyndte at småtude på et tidspunkt. “Skal vi snakke om sådan nogle dybe ting?” hikkede jeg med fugtige øjne. Spurven fulgte mig hjem herefter. “Jeg fryyyser,” mine tænder hakkede, jeg rystede som espeløv. Han lagde sin frakke over mine skuldre. “Du er så sød,” takkede jeg. “Det er du også. Og du ser rigtig godt ud i den kjole, Frøken Kløe. Selvom du er meget, meget fuld,” grinede han. “Ja. Det er jeg virkelig. Fuld. I min pæne kjole,” prustede jeg.

Kan vi blive enige om, at nogen lige stopper mig, næste gang jeg siger, jeg skal drikke øl? Godt så.

Older posts