Manden På Gaden

Ja, ja. Så der findes altså en Danseboy et sted derude. Men han er ikke den første. Vil med største sandsynlighed heller ikke blive den sidste, kender jeg mig selv ret. På den måde har jeg flere forskellige mænd, der render rundt i byen, som er mine uden at vide, at de er det. Det er for det meste en hyggelig, lille leg. Således har der gennem tiden også været en Koncertboy og en Folkekøkkenboy. Og på Kreta findes der tilmed en Waterboy. Jovist. Men det var nu hyggeligst og allermest spændende dengang, da de sociale medier endnu ikke var blevet så store endnu. Det har dog vist sig, at kombinationen af at være temmelig ferm med både Facebook og Google, samt folks tendens til lemfældig omgang med især førstenævntes privatindstillinger, kan være en særdeles indbringende hobby. Det har vel også sin charme at være stalker, prøver jeg at overbevise mig selv om. Eller. Researcher. Som jeg foretrækker at kalde det. Lyder ligesom pænere. Ik’.

Og det er nok egentlig lidt pudsigt. For herinde taler jeg jo gerne højt og længe om – hvad jeg går ud fra, andre mennesker ofte synes er – de mest intime detaljer, nogen kan dele. Men alle andre steder på internettet er jeg altid enormt tilbageholden. Sådan er det også i virkeligheden, bag skærmen. Fordi for mig findes der langt mere private ting, man kan fortælle om sig selv. Det er ganske få mennesker, jeg har fortalt mine hemmeligheder til. Forestiller mig, at jeg måske er lidt omvendt på det punkt. Hvor kys og knald snildt kan betyde meget, meget lidt for mig, så kan jeg som bekendt ikke forstå, hvordan folk for eksempel kan finde på at rende rundt og sove med hinanden. Jeg mener. Bare sådan. Tilfældigt. Som om det slet ikke betyder noget. Begynder jeg først på sådanne sager, eller krydrer jeg blot et bekendtskab med lidt hemmelighedsfortælling, kan man uden tvivl regne sig for værende del af en nøje udvalgt, eksklusiv elite. Derfor ærgrer jeg mig i dag gul og blå over, at jeg for en gangs skyld tog kontakt til en af disse mænd, mine boys, der er mine uden selv at vide det. Ærgrer mig over i dén grad at have fejlbedømt ham og hele situationen. At jeg så heftigt ignorerede min mavefornemmelse på grund af en fantasi, der, set i bagklogskabens klare lys, blot skulle være blevet ved netop det og aldrig andet. For nogle gange er fantasier bare. Tja. Fantasier. Nysgerrig? Nå. Men så følg med:

Tror, det er over et år siden, jeg så ham første gang. Han kom gående mod mig, og jeg tænkte, at der var noget bekendt ved ham. Kort overvejede jeg at hilse. Han gjorde tydeligt det samme. Der var sådan en famlende øjenkontakt. Og så var han væk. Gangen efter stod jeg i ly i et busskur, da han kom soppende med regnen silende fra sin lange næse. Derefter blev det med forholdsvis jævne mellemrum, at vi fortsatte med at støde på hinanden. Og det var altid det samme sted, jeg så ham. Samme gade. Derhjemme gik jeg flere gange på Facebook og forsøgte via personer, som jeg mente at kunne huske fra sammenhænge, jeg associerede med Manden På Gaden, at finde frem til ham. Aldrig med held. Så meget for uovertrufne researcher skills. Pokkers.

Efter omtrent et halvt år med stirren og tilfældige møder, gik vi pludselig fra at udveksle lange blikke til blege, prøvende smil. Han spilede forbavset øjnene op, da jeg en morgen forsøgte mig med et skævt et af slagsen. Gengældte straks. Jeg kunne lide, at jeg overraskede ham, og jeg kunne lide, at det lod til at gøre ham usikker. Fra da af startede mine fantasier om Manden På Gaden. Handlede om ham og jeg i gyder, i baggårde, i trappeopgange. I fantasierne blev der aldrig sagt noget mellem os. Det var bare mig, der ville tage fat i ham midt på gaden, hive ham til side og tage ham, som det passede mig, mens han ville kigge på mig på sin usikre, forbavsede facon. Når jeg stod og ventede på bussen, kørte filmen for mit indre blik, og jeg håbede hver gang, han ville komme forbi. Men det var også fra da af, at jeg ikke så mere til ham. Selvom jeg spejdede. Og gik forbi busstoppestedet igen og igen. Og fandt på omveje, jeg håbede, han ville tage. Og i det hele taget begyndte at føle mig lidt dum. Men lige meget hjalp det. Manden På Gaden var bare pistvæk.

Da skete det, at jeg for en måneds tid siden tilfældigt befandt mig på selv samme gade, hvor mine fantasier som regel plejede at løbe af med mig, sammen med Søster. Det var et værre blæsevejr den dag. Vi stod og snakkede med hver vores cykel ved siden. Var rigtigt sådan nogle irriterende damer, der bare står og spærrer. Da han gik forbi, var det som i slow motion, selvom det i virkeligheden nok ikke tog mere end et par sekunder. Bassen buldrede i ørerne. “Hvem er han?” spurgte jeg retorisk, henført. “Ham der? Vi har jo gået på samme folkeskole. Han gik et par årgange over dig, tror jeg,” svarede Søster. Og pludselig kunne jeg se ham i aulaen, på legepladsen, på gangene. Råbene og støjende og voldsom i kantinekøen, som kun de store drenge var, når de var utålmodige efter pølsehorn så kridhvide i krummen, som man ikke har set dem siden halvfemserne. Mere end et års spekulationer over Manden På Gaden var endelig ovre. Søster kunne tilmed huske hans navn. “Hvorfor? Synes du da, at han er noget specielt?” spurgte hun. En svag næserynken antydede, at hun ikke delte samme holdning, skulle det vise sig, at jeg fandt ham overordentligt speciel. Tænkte mig om. Hvad syntes jeg om ham? Rent fysisk gør han ikke det store væsen af sig, det kunne jeg godt se. Han ser sød ud. Men han er ikke min evige go to type. Langt fra. Faktisk lidt splejset i det. Uih! Der kunne godt være en snas Spurv over ham, kom jeg i tanke om. Ved godt selv, hvordan jeg kan virke, når jeg kommer hvirvlende med mit hår og mine skørter, høje latter og drevne dialekt. Mit umiddelbare indtryk var, at Manden På Gaden er stik modsat. Men jeg kunne lide den effekt, jeg fornemmede, jeg havde på ham. Kunne lide mine fantasier, og var efter uudholdeligt lang tid med disse mere end parat til at føre dem ud i livet.

Hjemme på tredje sal sad jeg atter med min computer åbnet foran mig. Og sørme om ikke han dukkede frem med det samme, jeg søgte på navnet, Søster havde oplyst. Efter en smule tilløb endte jeg med at sende følgende: “Det kan godt ske, det er lidt random det her – men jeg har set dig på gaden nogle gange, og jeg synes simpelthen bare, du ser så sød ud!” Jeg ventede. Der gik en time. “Hej Frøken Kløe. Jeg kan godt huske dig,” lød svaret. Hvorefter han tilføjede, at han havde tænkt det samme om mig. Varede ikke længe, før han inviterede mig på kaffedate. Jeg sagde naturligvis ja. Viste sig også, at grunden til, vi så ofte var rendt på hinanden, skyldtes, at vi bor med kun få hundrede meters afstand. Det begejstrede mig. Tænk, at Manden På Gaden havde været så nær hele tiden! Åh. Vi ville ikke kunne ses før et par uger senere. Ventetiden blev brugt på næsten daglige skriverier.

Når jeg ikke har mødt mænd endnu, gider jeg sjældent bruge alt for meget tid på at skrive med dem. Men efter at have skrevet kort om barndomsby og folkeskole, om fælles bekendte, og i særdeleshed efter at have husket mere end tyve år gamle episoder med Manden På Gaden, fik jeg en fornemmelse af at kende ham. Helt overordnet var han sød. Som forventet. Kunne dog samtidig sagtens se, at han nogle gange skrev nogle ret sære ting. Eksempelvis da han nævnte, at han savnede en kvinde med dannelse. I fuldt alvor erklærede han sig som værende det mest kultiverede menneske, han kendte, skulle han sige det selv. Og det skulle han på det bestemteste. Kunst skulle helst gå lige til grænsen, provokere ham. Jeg nævnte Kvium. Næ nej, ha! Foreslog Kahlo. Hvem? Luret, tænkte jeg og kiggede kærligt op på alle tiders heltinde, der troner blødende på min stuevæg. Han forklarede sin forkærlighed til grænsesøgende kunst ved, i samme slet skjulte seriøse vendinger, at beskrive hvor ekstremt og kontrastfyldt et liv han fører: Drikke øl den ene dag, spise sundt den næste. Da han første gang brugte ordet ekstrem om sin livsstil, forventede jeg historier om en eller anden form for hurtig vandsport eller parkour i svimlende højder. Og jeg tænkte, at det eneste, der for mig virkede ekstremt i det han fortalte, var hans fuldstændigt forbløffende evne til at virke indbildsk og uden skygge af selvironi. I samme øjeblik smældede en klar, lys stemme gennem mit hoved: “Slap af. Det kan du ikke vide. Man kan nemt misforstå tonen i en besked. Giv ham en chance.”

Det var i det hele taget en underlig blanding. Jeg syntes absolut, Manden På Gaden var irriterende, når han beklagede sig og skrev, at hans venner ikke var lige så belæst som han. Jeg snakkede udenom, når han gerne ville tale om de sjæleløse mennesker, der er som robotter, og som derfor er de allerfarligste af alle. Jeg syntes, han var betænksom, når han spurgte mig, hvordan min dag var gået. Han kaldte mig en attraktiv kvinde. Vidste ikke rigtigt, om jeg ville have foretrukket at blive kaldt lækker. Jeg oplevede ikke helt at kunne finde en ordentlig balance mellem fantasi og virkelighed. Det var som to magnestiske poler, der fortsatte med at frastøde hinanden. Som så mange gange før foretrak jeg fantasien, hvorfor den som oftest fik lov til at sejre. Men mest af alt følte jeg en form for fortrolighed eller samhørighed over, at Manden På Gaden og jeg begge var opvokset samme sted. Over at kende til samme sociale koder og sædvaner som kan præge et udkantsområde; og over at have disse indprentet så dybt i sig, så man formentlig aldrig helt vil kunne undsige sig dem, lige meget hvor hårdt man ellers forsøger. Måske det i sidste ende var derfor, at jeg besvarede hans hemmeligheder med mine egne. Skønt ikke voldsomt detaljerede og måske kun overordnet beskrevet, men ikke desto mindre hemmeligheder.

Gennem alle skriverierne havde det hele tiden stået mere eller mindre mellem linjerne, hvordan jeg havde fantaseret om Manden På Gaden, når jeg så ham. Virkede han meget smigret over. Spurgte på et tidspunkt, hvad jeg ledte efter. “I hvert fald ikke en kæreste,” svarede jeg kækt. Understregede min pointe med den meste lumre emoji, jeg kunne finde. Og det var hele tiden mest bare hentydninger. Og det var ret spændende sådan. Og han lod aldrig til at fange den helt. Et par dage inden kaffedaten skulle stå, var både kløe og fantasier ved at få bugt med enhver virksom tanke, der måtte findes tilbage i min hjernebark – som på daværende tidspunkt forresten lod til at være en sumpet, sørgeligt overkogt masse. Så. Skrev, at jeg syntes, vi burde droppe kaffen. At han i stedet kunne komme hjem til mig. Han fangede den stadig ikke. “Jeg vil gerne kneppe med dig,” skrev jeg ligeud, “er du med nu?” Dét må man sige, han var. Men aldrig så snart var aftalen i hus, før han begyndte at spørge mere ind til, hvad jeg ledte efter i en mand. Hvordan en ideel kæreste skulle være. Svarede, at det ikke var noget, vi behøvede at komme ind på, for jeg ville kneppe og ikke kæreste rundt. Det lod Manden På Gaden til at acceptere for en stund, indtil han i nye formuleringer skrev akkurat det samme igen. Spurgte denne gang også, om jeg kunne finde på at dumpe en mand, hvis han ikke var så god i sengen. “Ja,” sagde jeg, “når relationen bare er sex, er det jo som minimum nødt til at fungere.” “Heldigvis har jeg været sammen med rigtigt mange kvinder, så det bliver ikke et problem. Men jeg er meget dominerende, det må du være forberedt på,” svarede han.

“Hold dig væk fra ham,” sagde Søster alvorsfuld, “han lyder underlig.” Min veninde stemte i. Det gjorde min mave egentlig også. “Jo, jo. Underlig,” grinede jeg og ville ikke lytte, “det bliver sikkert kinky.” Jeg må indrømme, at jeg studsede mere end én gang over Manden På Gadens beskeder. Men. Man kan sjældent tale en dame fra at gå ind til, hvad hun regner med bliver Forløsningen. Man kan ikke sige til hende, at alarmklokkerne altså både bimler og bamler, når mænd skriver sådan. For hun har proppet vat i ørerne og har i døgndrift en hed film lynende på repeat for sit indre blik. Det er derfor, hun sidder åndsfraværende og stirrer tomt på sine kolleger, når de spørger, om hun har husket at bestille post its og mødeforplejning. Det er derfor, hun nynnende fjerner ethvert dun af kønsbehåring, iklæder sig en nyindkøbt kjole og blinker tilfreds til sig selv. Lige indtil det ringer på døren.

Noget er i gære

Nu ved jeg godt, det var meningen, at jeg skulle gå rundt og være trist og fuld af savn og famlende efter mine knuste hjertestykker. Sådan har I nok tænkt, at det var fat med mig. Og det var det også. Det var det virkelig, virkelig. Dyrkede rigtigt melankolien, kreerede sørgelige playlister og spiste alt for meget smeltet ost. Og der var slet ikke noget der var noget ved. Især ikke mændene. Nå ja. Var da flittig på Tinder alligevel. Dog må enhver singledame give mig ret i, at det ikke ligefrem er ensbetydende med, at man kan sidde og muntre sig med det ene lækre match efter det andet. Der er så godt som støvsuget for flotte mænd derinde. Men så skete der pludselig noget. Sådan. Noget ret uventet.

Hvis nogen har lært sin lektie – så er det mig. Åh, jo. Som om jeg nogensinde igen vil fortælle en mand om bloggen, tænkte jeg sammenbidt. Som om jeg vil føle mig ufri på mit eget fristed. Men da Det Uventede skete, tøvede jeg alligevel et par dage med at skrive om det. Fordi. Tja. Fordi det faktisk virkede som om, at jeg havde fundet noget rart og lovende. Var betænkelig og lidt i tvivl om, hvordan jeg skulle håndtere hele situationen. For taget i betragtning af hvordan det gik sidst, jeg fandt noget tilsvarende *host, hej Sommermand, host, host*, virkede det ikke længere som så skide god en idé at fortælle fremmede mennesker på internettet intime detaljer om min nye flirt. De få dages tøven blev til uger uden skriverier – og det var simpelthen så mærkeligt ikke at dele det med nogen. Ja, udover Søster, min mor, en håndfuld veninder og kolleger selvfølgelig. Bevares. Men så var der altså heller ikke flere, der vidste noget om noget.

Jeg er mere afhængig af jer og bloggen, end jeg lige troede. Og det føltes helt forkert ikke at skrive om alt det, der pludselig drønede ind i mit liv. På den måde lærer jeg tilsyneladende noget hele tiden. Såeh. Hvis man er klar på en føljeton, er jeg parat til at fortælle nu:

Jeg giver det et sidste skud, tænkte jeg og gik en tirsdag på Tinder igen. Det var om morgenen, og der var ikke så travlt på arbejdet, så jeg forestillede mig, at jeg lige ville snuppe fem minutters hyggeswiperi til kaffen. Aldrig så snart havde jeg åbnet appen, før en af de meget sjældne, åndenødslækre tindermænd tonede frem. I ved. En af dem der, hvor man selvfølgelig liker og krydser fingre, men inderst inde godt ved, at han er en liga for sig, og at et match nok ikke er helt sandsynligt. Men se! Straks spurgte Tinder, om jeg havde lyst til at starte en samtale med samme mand, for han havde også liket mig. Sgu. Afslog dog samtale, for selvom han umiddelbart så noget nær perfekt ud, haltede det jo på det tidspunkt gevaldigt med lysten til mere for mit vedkommende. Bestemte mig for at nøjes med den optur, det var, at få matchet og gjorde derfor mine til at lukke Tinder ned. “Godmorgen Frøken Kløe. Du ser sød ud! 🙂 modtog jeg pludselig i en besked fra ham. Altså. Vil ikke helt afvise, at mit ansigt flækkede i et skævt smil. Det føltes jo alligevel lidt rart, kunne jeg mærke. Så jeg svarede, at han da også så sød ud. På min profil har jeg en mindre mandetjekliste, som de, jeg matcher med, plejer at være meget ivrige efter at fortælle, hvor mange punkter de opfylder. Det slog selvfølgelig heller ikke fejl denne gang. Var mere end tilfreds, da manden ytrede, at han kunne tjekke samtlige punkter af. Og så kørte det egentlig bare slag i slag derfra. Jeg har vist før fortalt lidt om, hvordan det nogle gange bare kan klikke allerede inden man mødes. Det gjorde det med Ingeniøren. Det gjorde det med Sommermanden. Og sørme om ikke også det skete igen nu. Det viste sig, at mit nye tindermatch var håndværker, og jeg frydede mig over at være stødt på en mand, der kunne finde ud af at banke løs med en hammer og kløve noget brænde og skrue en pære i. Jeg døber ham Handymanden.

Vi skrev sammen hele formiddagen. Fornemmede en tydelig interesse blandet med en forbavsende omsorg fra hans side. Det bekom mig godt. Fantastisk godt, faktisk. Opdagede først hvor meget jeg havde længtes efter den slags opmærksomhed, da jeg pludselig fik det i overflod fra denne fremmede. Handymanden bød hurtigt på øl, og jeg takkede lige så hurtigt ja. Da jeg cyklede hjem fra arbejde den dag, var det som om, at bakkerne var lidt fladere og medvinden lidt friskere.

Næste morgen stod jeg længe foran bøjlestangen og kunne ikke bestemme mig for, hvad jeg skulle tage på. Daten skulle stå straks jeg havde fri, så der var ikke tid til at komme hjem og skifte. Endte med mørkeblå strik og denimnederdel. Jeg ser altid brandgodt ud i blåt. I løbet af dagen udvekslede vi telefonnumre, og han foreslog først at starte daten hjemme hos mig. Var helt med på, hvad det kunne betyde. Men Handymanden kendte naturligvis hverken til mine manderegler eller ulykkelige forelskelse. Og nu er det jo heller ikke fordi, jeg plejer at være den, der siger nej til et knald på første date. Jeg vidste bare, at jeg for tiden manglede et teflonlag om hjertet, og kunne derfor tydeligt mærke, at det ville være en tand for grænseoverskridende at lade Handymanden komme indenfor på tredje sal. I stedet undskyldte jeg mig med rod og foreslog et mere neutralt mødested. “Jeg henter dig i bil, så kører vi lidt rundt og finder ud af, hvad vi vil,” skrev han.

Jeg stod nede på gaden og ventede, da han gled op på siden af mig i en toplækker øse. Altså. Nu går jeg ikke sådan specielt meget op i biler – faktisk overhovedet ikke – men lige denne her, kunne da selv jeg se, var en respektindgydende model. Satte mig ind ved siden af ham og havde nær tabt pusten, da jeg endelig fik et ordentligt kig på ham: Lyst hår og fuldskæg. Lattermilde øjne. Kunne skimte tatoveringerne komme til syne under de opsmøgede jakkeærmer. Vi snakker altså fuldstændig en mand efter mit hoved. “Skal vi ikke køre hen til udkigsposten?” spurgte han. Det var samme sted, som Sommermanden og jeg havde haft vores første date, tænkte jeg. Nikkede. Det kunne vi da godt. Han gassede op, vi fór gennem byen. “Jeg har stalket dig på Facebook,” sagde Handymanden og kom med en bemærkning om min barndomsby. Jeg grinede overrasket. Selvfølgelig havde jeg da også stalket ham og tilmed tænkt, at hvis bare han lignede sine billeder en lille smule i virkeligheden, havde jeg skudt papegøjen. Men det ville jeg jo ikke indrømme. Sagde bare kælent, at jeg syntes, det var sødt, at han sådan havde leget detektiv taget mit kedeligt normale navn i betragtning. “Jeg måtte også lede i et stykke tid,” lo han. Og sådan opdagede jeg allerede i løbet af de første ti minutter, hvor lige til og direkte Handymanden er.

Han var mindre, end jeg havde regnet med, så jeg, da vi steg ud af bilen og jeg kunne betragte ham fuldstændig. Men hans jeans afslørede en pokkers fast lille manderøv. Handymanden førte an. Vi travede rundt, hans skridt var små og energiske. Fik solide flashbacks, da det gik op for mig, at vi fulgte nøjagtig samme rute, som Sommermanden og jeg for så lang tid siden havde slentret ad. Dengang havde solen skinnet, og jeg havde svedt og smidt jakken. Nu lå bladene våde på jorden, luften var tung af fugt og lovning om snarlig vinter. Da tusmørket krøb frem fra buskene, blev vi enige om at finde noget at spise. “Sushi?” spurgte Handymanden. Jeg rynkede på næsen. “Nej? Nå. Det plejer piger ellers altid gerne at ville have,” sagde han med øjenbrynene skudt langt op i panden. “Det smager jo af rå fisk og kolde ris,” forklarede jeg, og han grinede og sagde, at det var det sådan set også. Han nikkede anerkendende, da jeg glad bifaldt en omgang bøfsandwich.

Sovsen var tyk og brun, bøffen var kæmpe og Handymandens ansigt blev oplyst af flakkende stearinlys, da vi sad på cafeen. Vi snakkede meget. Jeg kunne kun spise halvdelen. Resten nåede at blive kold, for jeg havde så travlt med at grine og komme med bemærkninger, så jeg glemte alt om maden. Nogle gange tav Handymanden og kiggede på mig, mens jeg fortalte. Han glødede varmt mod mig og sendte sug i min mave. Lagde mærke til, at han havde de fineste smilerynker ved øjnene. Efter maden troede jeg, at daten lakkede mod enden. Der var helt mørkt udenfor. “Skal vi drikke den øl nu?” spurgte Handymanden, og jeg blev ligeglad med næste dags arbejde. Vi gik ad tyste gader. Det støvregnede. Blev irriteret på mig selv over, at jeg altid var så typisk forsinket, så jeg ikke havde nået at tage linser i om morgenen; mine brilleglas blev våde og duggede. Handymanden stoppede op og så indgående på mig. “Du har meget flotte øjne,” sagde han, da jeg tog brillerne af. Jeg smilede og vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle sige.

En vandpibebar lokkede med neon og parfumeret røg, og Handymanden udbrød, at han godt kunne bruge en pibe. Vi bestilte tjekkiske øl og valgte samtidig, at vores mundstykke skulle være lilla. Han fandt tæpper, vi satte os udenfor. Bartenderen kom med pibe og kul, og jeg lo, da røgen væltede fra Handymandens mund i duftende bølger. “Egentlig ryger jeg nogle gange en smøg eller to, når jeg går i byen. Det er en gammel vane. Jeg er nok lidt dobbeltmoralsk. Men jeg forstår ikke dem, der ryger fast hver dag. Hvorfor gør man sådan mod sin krop?” ville han vide. “Mh,” svarede jeg undvigende, proppede diskret min krøllede smøgpakke endnu længere ned i taskens fjerneste hjørne og bestemte mig for at være ikkeryger. Handymanden var nem at snakke med. Jeg behøvede aldrig tænke over at finde på nye samtaleemner sammen med ham. Det var som en konstant pludren, der var ikke stilhed mellem os et eneste øjeblik. Jeg grinede meget. Da øllene var drukket, forsvandt Handymanden indenfor og kom kort efter ud med to drinks. De smagte af kanel. En fyr kom hen og komplimenterede Handymandens tatoveringer og flotte skægvækst, det lod til at være en slags hemmelig klub for mænd med hang til den stil. Han blinkede til mig henover fyrens skulder. Og så sad vi der. Med tæpper om benene, tobak med vandmelonsmag og kaneldrinks, mens jeg følte mig let og levende igen.

Vi gik videre til den næste bar. Det var efterhånden blevet vores femte øl, og jeg kunne mærke, det var ved at gøre mig svimmel. Klokken var over midnat. Forsøgte at skjule et gab, men det lod sig ikke helt gøre, og snart havde jeg smittet Handymanden, der næsten vred kæberne af led. Efter otte timer sammen blev vi enige om at gå hver til sit. Jeg løb fra gadedør til gadedør i et forsøg på ikke at blive alt for gennemblødt af den regn, der silede stødt på hele hjemvejen. Vandet dryppede fra håret, da jeg stod i entreen og sparkede skoene af. Gik straks ud på badeværelset, greb vatrondeller og makeupfjerner. Og med tandpastaskum på hagen modtog jeg en besked fra Handymanden: “Hej Frøken Kløe. Jeg kan rigtig godt lide dig og vil gerne ses igen, hvis du har lyst?”

Og. Helt ærligt. Ik’. Det kan godt ske, jeg var tømmermandsramt dagen efter og havde usædvanligt besvær med at komme ud af fjerene, da vækkeuret bimlede. Men ikke desto mindre var det denne sang, jeg havde i ørene, da jeg cyklede på arbejde og mange, mange dage derefter:

Meltdown, anden del

Tre gange i løbet af de sidste par uger er jeg blevet fanget i skybrudslignende uvejr. Vandet dryppede fra min næsetip, mascaraen løb ad kinderne, jeg var våd ind til skindet. Stod under halvtaget ved skraldespandene, kunne ikke komme videre. Kun tyve meter til hoveddøren. Jeg kunne soppe i mine sko. Og hele tiden – altid, konstant, uafbrudt lige siden hans sidste besøg – tænkte jeg på Sommermanden. På om det også regnede hvor han var, på hvad han lavede, og på om han også tænkte på mig, som jeg tænkte på ham.

Han begyndte at sende hjerteemojis i sine beskeder. Jeg ved godt, man ikke skal lægge alverden i en emoji. Men han sendte dem ikke før. Det gør han nu. Hvad betyder det? Jeg bliver så glad og så sur hver gang. Hjerteemojis var ikke en del af aftalen. Alt det her jeg har indeni mig? Ikke en del af aftalen! Det var ikke det, jeg ville, og nu er det sådan. Han skrev, han havde tænkt, og at han stadig meget gerne ville se mig. Og så hjerter. Nogle gange fem lige i rap. Hvor det dog irriterer mig, at jeg er blevet en af de typer, der analyserer en skide emoji.

Min besættelse må siges at være henved total. Jeg ryger cirka en pakke smøger om dagen. Om natten kan jeg ikke sove. Jeg har ikke kontrol over noget som helst længere. Føler, det rabler for mig.

Mon han nogensinde tænker på krageungen med den brækkede vinge, som vi fandt på vores første date? Det var et dårligt varsel. Jeg burde have set det allerede da.

Sommermanden

Han er sådan en, hvor jeg tænkte “fuck yeah!”, da jeg så ham på Tinder. Vi matchede straks. Han skrev først. En sjov besked. Flere sjove beskeder. Uh. Han gjorde mig helt kåd og fnisende i løbet af ingen tid. Lå i min seng, mens han flirtede med mig på en så elegant, underspillet måde, så han endte med at få fyret godt og grundigt op under kløen. Det tegnede godt. Fandt endda ud af, at vi bor meget, meget langt væk fra hinanden, men denne gang syntes det, at være en mindre ubetydelig detalje at skulle tilbringe timer i toget for at se ham. En sjælden gang imellem slår det bare klik inden man rigtigt har mødt hinanden. Han fortalte om sit job, der lød spændende, men som sidst på sommeren krævede et længere udlandsophold. Så ikke noget seriøst, skrev han allerede tidligt. Nej, nej. Ikke noget seriøst. Kun for sommeren, blev han ved. Ja, ja. Kun for i sommer. Da han tilfældigt skulle forbi min by en søndag eftermiddag, spurgte han, om ikke jeg havde lyst til at ses. Der var faktisk ikke noget jeg hellere ville.

Da jeg vågnede om morgenen var det til menstruation og mavekramper. Sådan noget satans pisselort, tænkte jeg surt og skød en hvid pil efter alt der involverede noget som helst med at tage tøjet af. I stedet fik jeg arrangeret kaffe. Udvalgte nøje de sorte og hvide striber jeg trak over hovedet. Kiggede tilfreds på mig selv i spejlet. Det gælder om at se casual ud på den helt rigtige måde. Håret op i en hestehale, nogle få totter hang meget lidt tilfældigt og krøllede let ved mit øre.

Da Sommermanden kom gående mod mig, så han fuldstændig ud, som jeg havde håbet. Tilpas høj, tilpas mandig. Bemærkede glad, at jeg kunne ane brysthår ved t-shirtens hals. Hans hænder var større end mine, de så meget stærke ud. Og så de her øjne, der gjorde mig helt forvirret. Lidt skrå. Meget brune. Åh. Kunne mærke min selvsikkerhed skride, når han kiggede på mig. Rødmede befippet og fik hurtigt guidet os ind på den nærmeste kaffebar, mens jeg forsøgte at hanke op i mig selv. Vi købte kaffe, og der var så kvælende varmt, så vi blev enige om at tage den med os ud i det gode vejr. Jeg viste ham rundt i byen. Han bad mig tage ham med til mine hemmelige yndlingssteder. Så jeg viste ham lindealleen, der med sit syregrønne tag gør mig stum og lille. Sommermanden stod for enden og betragtede mit barkede yndlingssted med respekt. Jeg følte mig stolt og genert. Og så gik vi op og ned, op og ned af alleen, mens vi sludrede og grinede og mærkede kemien pulsere elektrisk. Sørgede for hele tiden at holde anstændig afstand mellem os. De få gange han alligevel tilfældigt strejfede mig bølgede det behageligt gennem fingrene, mens jeg febrilsk tænkte, at nu måtte han ikke komme tættere på. Sommermanden lod heldigvis ikke til at bemærke min nærmest jomfruelige reaktion på ham. Fortalte i stedet om de tvivlsomme delikatesser han havde nedsvælget på sine rejser, og jeg hvinede og gøs, da han grinende beskrev karamelliserede græshopper og kryb. “Vis mig mere,” bad han. Så jeg tog ham med til udkigsposten, hvor hele verden breder sig under. Jeg trådte op på en sten for bedre at kunne se, han lånte mig sin skulder som støtte. Havde lyst til at stryge ham over skægget og mærke, om det var lige så blødt, som det så ud. Det var her jeg tænkte, at spændingen mellem os nu var så stor, så der ikke skulle megen overtalelse til, før jeg ville glemme alt om menstruation og lade ham tage mig bag en busk.

Vi købte is og vi gik stadig. Bare gik og gik. Jeg følte, jeg kendte ham. Han talte, som om han kendte mig. Efter tre timers gåtur begyndte mine sko at skave. Da vi sagde farvel, var han meget tæt på mig. Men vi stod bare der og smilede og kiggede på hinanden. Solen bagede, de sorte og hvide striber klæbede til ryggen. “Jeg vil meget gerne se dig igen,” sagde han.

Efterfølgende har han tilføjet mig på alle sociale medier. Vi stalker hinanden som gale. Snapper, liker, kommenterer. Arbejde og dumme planer har gjort, at vi ikke har kunne se hinanden igen lige med det samme. Det er ikke nemt, når han bor så langt væk. Til gengæld har vi skrevet sammen næsten hver dag. Venter åndeløst på hver en lyd fra ham. I starten var det søde beskeder, forsigtige, prøvende. Men efterhånden som flirten udviklede sig, blev begæret så håbløst åbenlyst, og jeg modtager nu de mest saftige sms’er, jeg nogensinde har fået. Magen til velskreven sexting skal man lede længe efter. Ikke sådan noget gængs jeg-har-lyst-til-at-stikke-min-store-pik-i-din-stramme-fisse. Nej. Det er beskrivelser af tunge åndedrag, sitren i kroppen og længselsfulde kys. Han er ved at køre mig fuldstændig op i en spids.

“Jeg kommer i næste weekend,” skrev han i sidste uge. Glemte alt om mine manderegler og inviterede ham straks hjem. Der er ikke mange dage til nu. Jeg skal efterhånden anstrenge mig meget for at huske på, at han kun er en sommermand.

Skriverier med Frømanden

Okay. Så jeg var ikke den eneste stalker i går. Efter Tinder begyndte at virke igen, var alle mine matches heldigvis intakte, så jeg skrev til Frømanden, at jeg ikke håbede, han troede, jeg havde prøvet at snige udenom daten. Han havde haft samme problem som mig. Og havde i stedet fundet mig på Facebook. Havde ikke opdaget hans besked, den var landet i min andet-indbakke. Vi brugte resten af aftenen på at skrive sammen. Det viste sig hurtigt, at Frømanden slet ikke bor i samme by som mig. Faktisk sad han i flyet på vej hjem. For helvede, jeg er ved at være træt af den historie. Den nu hedengangne Udenbysen var trods alt ikke længere væk end en times tid i tog; Frømanden bor så langt væk, så det nemt kan blive en mindre dagsrejse. Hvorfor går man på Tinder og byder på kaffe og jeg ved ikke hvad, hvis der alligevel kun er få timer til man flyver sin vej? Jeg søger kun på en maksimal afstand af 25 kilometer for netop at undgå sådan noget.

“Det her lyder måske lidt mærkeligt, men jeg synes godt nok, at du er smuk, så vil ikke afskrive kaffen, selvom der er langt,” skrev han. Nå. Hm. Det var jo egentlig meget sødt sagt. Men gider jeg tage så langt for en date? Nej, det gider jeg simpelthen ikke. Han lokkede i stedet med kaffe i starten af oktober, hvor han er tilbage i byen igen.

Det viste sig også, at et mere korrekt navn til ham måske ville være noget i stil med Politikeren. Går rimelig meget op i det politik der. Det gør jeg ikke. Jeg går til nøds moderat op i det. Han spurgte, hvad jeg lavede. “Jeg ser Grey’s Anatomy og spiser M&Ms,” svarede jeg og huskede også at spørge ham, hvad han lavede. Han sendte et billede af en meget seriøst udseende mand, som helt klart lignede en politiker, og noget sagde mig, at jeg nok burde vide, hvem han var. Jeg er på ingen måde stærk i sådan noget. Men et eller andet skulle jeg jo svare. “Hvad er det?” endte jeg med at skrive. “Hehe, du virker meget sød *græder-af-grin-emoji*,” sagde han, “jeg ser Deadline om flygtningedebatten.” Jeg kunne aldrig finde på at se Deadline. Fint nok at andre gør, jeg gider bare ikke.

At jeg så er “meget sød” – hvilket åbenbart er hylende morsomt – fordi jeg ikke lige kunne namedroppe en politiker, er jeg lige glad med. Til gengæld kunne jeg engang svare på et spørgsmål i Trivial Pursuit, fordi jeg havde set Grey’s og vidste et og andet om aorta. Men jeg vil vædde med, at Frømanden heller ikke ville kunne komme på McDreamys navn, hvis jeg viste et billede af ham.