Noget er i gære

Nu ved jeg godt, det var meningen, at jeg skulle gå rundt og være trist og fuld af savn og famlende efter mine knuste hjertestykker. Sådan har I nok tænkt, at det var fat med mig. Og det var det også. Det var det virkelig, virkelig. Dyrkede rigtigt melankolien, kreerede sørgelige playlister og spiste alt for meget smeltet ost. Og der var slet ikke noget der var noget ved. Især ikke mændene. Nå ja. Var da flittig på Tinder alligevel. Dog må enhver singledame give mig ret i, at det ikke ligefrem er ensbetydende med, at man kan sidde og muntre sig med det ene lækre match efter det andet. Der er så godt som støvsuget for flotte mænd derinde. Men så skete der pludselig noget. Sådan. Noget ret uventet.

Hvis nogen har lært sin lektie – så er det mig. Åh, jo. Som om jeg nogensinde igen vil fortælle en mand om bloggen, tænkte jeg sammenbidt. Som om jeg vil føle mig ufri på mit eget fristed. Men da Det Uventede skete, tøvede jeg alligevel et par dage med at skrive om det. Fordi. Tja. Fordi det faktisk virkede som om, at jeg havde fundet noget rart og lovende. Var betænkelig og lidt i tvivl om, hvordan jeg skulle håndtere hele situationen. For taget i betragtning af hvordan det gik sidst, jeg fandt noget tilsvarende *host, hej Sommermand, host, host*, virkede det ikke længere som så skide god en idé at fortælle fremmede mennesker på internettet intime detaljer om min nye flirt. De få dages tøven blev til uger uden skriverier – og det var simpelthen så mærkeligt ikke at dele det med nogen. Ja, udover Søster, min mor, en håndfuld veninder og kolleger selvfølgelig. Bevares. Men så var der altså heller ikke flere, der vidste noget om noget.

Jeg er mere afhængig af jer og bloggen, end jeg lige troede. Og det føltes helt forkert ikke at skrive om alt det, der pludselig drønede ind i mit liv. På den måde lærer jeg tilsyneladende noget hele tiden. Såeh. Hvis man er klar på en føljeton, er jeg parat til at fortælle nu:

Jeg giver det et sidste skud, tænkte jeg og gik en tirsdag på Tinder igen. Det var om morgenen, og der var ikke så travlt på arbejdet, så jeg forestillede mig, at jeg lige ville snuppe fem minutters hyggeswiperi til kaffen. Aldrig så snart havde jeg åbnet appen, før en af de meget sjældne, åndenødslækre tindermænd tonede frem. I ved. En af dem der, hvor man selvfølgelig liker og krydser fingre, men inderst inde godt ved, at han er en liga for sig, og at et match nok ikke er helt sandsynligt. Men se! Straks spurgte Tinder, om jeg havde lyst til at starte en samtale med samme mand, for han havde også liket mig. Sgu. Afslog dog samtale, for selvom han umiddelbart så noget nær perfekt ud, haltede det jo på det tidspunkt gevaldigt med lysten til mere for mit vedkommende. Bestemte mig for at nøjes med den optur, det var, at få matchet og gjorde derfor mine til at lukke Tinder ned. “Godmorgen Frøken Kløe. Du ser sød ud! 🙂 modtog jeg pludselig i en besked fra ham. Altså. Vil ikke helt afvise, at mit ansigt flækkede i et skævt smil. Det føltes jo alligevel lidt rart, kunne jeg mærke. Så jeg svarede, at han da også så sød ud. På min profil har jeg en mindre mandetjekliste, som de, jeg matcher med, plejer at være meget ivrige efter at fortælle, hvor mange punkter de opfylder. Det slog selvfølgelig heller ikke fejl denne gang. Var mere end tilfreds, da manden ytrede, at han kunne tjekke samtlige punkter af. Og så kørte det egentlig bare slag i slag derfra. Jeg har vist før fortalt lidt om, hvordan det nogle gange bare kan klikke allerede inden man mødes. Det gjorde det med Ingeniøren. Det gjorde det med Sommermanden. Og sørme om ikke også det skete igen nu. Det viste sig, at mit nye tindermatch var håndværker, og jeg frydede mig over at være stødt på en mand, der kunne finde ud af at banke løs med en hammer og kløve noget brænde og skrue en pære i. Jeg døber ham Handymanden.

Vi skrev sammen hele formiddagen. Fornemmede en tydelig interesse blandet med en forbavsende omsorg fra hans side. Det bekom mig godt. Fantastisk godt, faktisk. Opdagede først hvor meget jeg havde længtes efter den slags opmærksomhed, da jeg pludselig fik det i overflod fra denne fremmede. Handymanden bød hurtigt på øl, og jeg takkede lige så hurtigt ja. Da jeg cyklede hjem fra arbejde den dag, var det som om, at bakkerne var lidt fladere og medvinden lidt friskere.

Næste morgen stod jeg længe foran bøjlestangen og kunne ikke bestemme mig for, hvad jeg skulle tage på. Daten skulle stå straks jeg havde fri, så der var ikke tid til at komme hjem og skifte. Endte med mørkeblå strik og denimnederdel. Jeg ser altid brandgodt ud i blåt. I løbet af dagen udvekslede vi telefonnumre, og han foreslog først at starte daten hjemme hos mig. Var helt med på, hvad det kunne betyde. Men Handymanden kendte naturligvis hverken til mine manderegler eller ulykkelige forelskelse. Og nu er det jo heller ikke fordi, jeg plejer at være den, der siger nej til et knald på første date. Jeg vidste bare, at jeg for tiden manglede et teflonlag om hjertet, og kunne derfor tydeligt mærke, at det ville være en tand for grænseoverskridende at lade Handymanden komme indenfor på tredje sal. I stedet undskyldte jeg mig med rod og foreslog et mere neutralt mødested. “Jeg henter dig i bil, så kører vi lidt rundt og finder ud af, hvad vi vil,” skrev han.

Jeg stod nede på gaden og ventede, da han gled op på siden af mig i en toplækker øse. Altså. Nu går jeg ikke sådan specielt meget op i biler – faktisk overhovedet ikke – men lige denne her, kunne da selv jeg se, var en respektindgydende model. Satte mig ind ved siden af ham og havde nær tabt pusten, da jeg endelig fik et ordentligt kig på ham: Lyst hår og fuldskæg. Lattermilde øjne. Kunne skimte tatoveringerne komme til syne under de opsmøgede jakkeærmer. Vi snakker altså fuldstændig en mand efter mit hoved. “Skal vi ikke køre hen til udkigsposten?” spurgte han. Det var samme sted, som Sommermanden og jeg havde haft vores første date, tænkte jeg. Nikkede. Det kunne vi da godt. Han gassede op, vi fór gennem byen. “Jeg har stalket dig på Facebook,” sagde Handymanden og kom med en bemærkning om min barndomsby. Jeg grinede overrasket. Selvfølgelig havde jeg da også stalket ham og tilmed tænkt, at hvis bare han lignede sine billeder en lille smule i virkeligheden, havde jeg skudt papegøjen. Men det ville jeg jo ikke indrømme. Sagde bare kælent, at jeg syntes, det var sødt, at han sådan havde leget detektiv taget mit kedeligt normale navn i betragtning. “Jeg måtte også lede i et stykke tid,” lo han. Og sådan opdagede jeg allerede i løbet af de første ti minutter, hvor lige til og direkte Handymanden er.

Han var mindre, end jeg havde regnet med, så jeg, da vi steg ud af bilen og jeg kunne betragte ham fuldstændig. Men hans jeans afslørede en pokkers fast lille manderøv. Handymanden førte an. Vi travede rundt, hans skridt var små og energiske. Fik solide flashbacks, da det gik op for mig, at vi fulgte nøjagtig samme rute, som Sommermanden og jeg for så lang tid siden havde slentret ad. Dengang havde solen skinnet, og jeg havde svedt og smidt jakken. Nu lå bladene våde på jorden, luften var tung af fugt og lovning om snarlig vinter. Da tusmørket krøb frem fra buskene, blev vi enige om at finde noget at spise. “Sushi?” spurgte Handymanden. Jeg rynkede på næsen. “Nej? Nå. Det plejer piger ellers altid gerne at ville have,” sagde han med øjenbrynene skudt langt op i panden. “Det smager jo af rå fisk og kolde ris,” forklarede jeg, og han grinede og sagde, at det var det sådan set også. Han nikkede anerkendende, da jeg glad bifaldt en omgang bøfsandwich.

Sovsen var tyk og brun, bøffen var kæmpe og Handymandens ansigt blev oplyst af flakkende stearinlys, da vi sad på cafeen. Vi snakkede meget. Jeg kunne kun spise halvdelen. Resten nåede at blive kold, for jeg havde så travlt med at grine og komme med bemærkninger, så jeg glemte alt om maden. Nogle gange tav Handymanden og kiggede på mig, mens jeg fortalte. Han glødede varmt mod mig og sendte sug i min mave. Lagde mærke til, at han havde de fineste smilerynker ved øjnene. Efter maden troede jeg, at daten lakkede mod enden. Der var helt mørkt udenfor. “Skal vi drikke den øl nu?” spurgte Handymanden, og jeg blev ligeglad med næste dags arbejde. Vi gik ad tyste gader. Det støvregnede. Blev irriteret på mig selv over, at jeg altid var så typisk forsinket, så jeg ikke havde nået at tage linser i om morgenen; mine brilleglas blev våde og duggede. Handymanden stoppede op og så indgående på mig. “Du har meget flotte øjne,” sagde han, da jeg tog brillerne af. Jeg smilede og vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle sige.

En vandpibebar lokkede med neon og parfumeret røg, og Handymanden udbrød, at han godt kunne bruge en pibe. Vi bestilte tjekkiske øl og valgte samtidig, at vores mundstykke skulle være lilla. Han fandt tæpper, vi satte os udenfor. Bartenderen kom med pibe og kul, og jeg lo, da røgen væltede fra Handymandens mund i duftende bølger. “Egentlig ryger jeg nogle gange en smøg eller to, når jeg går i byen. Det er en gammel vane. Jeg er nok lidt dobbeltmoralsk. Men jeg forstår ikke dem, der ryger fast hver dag. Hvorfor gør man sådan mod sin krop?” ville han vide. “Mh,” svarede jeg undvigende, proppede diskret min krøllede smøgpakke endnu længere ned i taskens fjerneste hjørne og bestemte mig for at være ikkeryger. Handymanden var nem at snakke med. Jeg behøvede aldrig tænke over at finde på nye samtaleemner sammen med ham. Det var som en konstant pludren, der var ikke stilhed mellem os et eneste øjeblik. Jeg grinede meget. Da øllene var drukket, forsvandt Handymanden indenfor og kom kort efter ud med to drinks. De smagte af kanel. En fyr kom hen og komplimenterede Handymandens tatoveringer og flotte skægvækst, det lod til at være en slags hemmelig klub for mænd med hang til den stil. Han blinkede til mig henover fyrens skulder. Og så sad vi der. Med tæpper om benene, tobak med vandmelonsmag og kaneldrinks, mens jeg følte mig let og levende igen.

Vi gik videre til den næste bar. Det var efterhånden blevet vores femte øl, og jeg kunne mærke, det var ved at gøre mig svimmel. Klokken var over midnat. Forsøgte at skjule et gab, men det lod sig ikke helt gøre, og snart havde jeg smittet Handymanden, der næsten vred kæberne af led. Efter otte timer sammen blev vi enige om at gå hver til sit. Jeg løb fra gadedør til gadedør i et forsøg på ikke at blive alt for gennemblødt af den regn, der silede stødt på hele hjemvejen. Vandet dryppede fra håret, da jeg stod i entreen og sparkede skoene af. Gik straks ud på badeværelset, greb vatrondeller og makeupfjerner. Og med tandpastaskum på hagen modtog jeg en besked fra Handymanden: “Hej Frøken Kløe. Jeg kan rigtig godt lide dig og vil gerne ses igen, hvis du har lyst?”

Og. Helt ærligt. Ik’. Det kan godt ske, jeg var tømmermandsramt dagen efter og havde usædvanligt besvær med at komme ud af fjerene, da vækkeuret bimlede. Men ikke desto mindre var det denne sang, jeg havde i ørene, da jeg cyklede på arbejde og mange, mange dage derefter:

Meltdown, anden del

Tre gange i løbet af de sidste par uger er jeg blevet fanget i skybrudslignende uvejr. Vandet dryppede fra min næsetip, mascaraen løb ad kinderne, jeg var våd ind til skindet. Stod under halvtaget ved skraldespandene, kunne ikke komme videre. Kun tyve meter til hoveddøren. Jeg kunne soppe i mine sko. Og hele tiden – altid, konstant, uafbrudt lige siden hans sidste besøg – tænkte jeg på Sommermanden. På om det også regnede hvor han var, på hvad han lavede, og på om han også tænkte på mig, som jeg tænkte på ham.

Han begyndte at sende hjerteemojis i sine beskeder. Jeg ved godt, man ikke skal lægge alverden i en emoji. Men han sendte dem ikke før. Det gør han nu. Hvad betyder det? Jeg bliver så glad og så sur hver gang. Hjerteemojis var ikke en del af aftalen. Alt det her jeg har indeni mig? Ikke en del af aftalen! Det var ikke det, jeg ville, og nu er det sådan. Han skrev, han havde tænkt, og at han stadig meget gerne ville se mig. Og så hjerter. Nogle gange fem lige i rap. Hvor det dog irriterer mig, at jeg er blevet en af de typer, der analyserer en skide emoji.

Min besættelse må siges at være henved total. Jeg ryger cirka en pakke smøger om dagen. Om natten kan jeg ikke sove. Jeg har ikke kontrol over noget som helst længere. Føler, det rabler for mig.

Mon han nogensinde tænker på krageungen med den brækkede vinge, som vi fandt på vores første date? Det var et dårligt varsel. Jeg burde have set det allerede da.

Sommermanden

Han er sådan en, hvor jeg tænkte “fuck yeah!”, da jeg så ham på Tinder. Vi matchede straks. Han skrev først. En sjov besked. Flere sjove beskeder. Uh. Han gjorde mig helt kåd og fnisende i løbet af ingen tid. Lå i min seng, mens han flirtede med mig på en så elegant, underspillet måde, så han endte med at få fyret godt og grundigt op under kløen. Det tegnede godt. Fandt endda ud af, at vi bor meget, meget langt væk fra hinanden, men denne gang syntes det, at være en mindre ubetydelig detalje at skulle tilbringe timer i toget for at se ham. En sjælden gang imellem slår det bare klik inden man rigtigt har mødt hinanden. Han fortalte om sit job, der lød spændende, men som sidst på sommeren krævede et længere udlandsophold. Så ikke noget seriøst, skrev han allerede tidligt. Nej, nej. Ikke noget seriøst. Kun for sommeren, blev han ved. Ja, ja. Kun for i sommer. Da han tilfældigt skulle forbi min by en søndag eftermiddag, spurgte han, om ikke jeg havde lyst til at ses. Der var faktisk ikke noget jeg hellere ville.

Da jeg vågnede om morgenen var det til menstruation og mavekramper. Sådan noget satans pisselort, tænkte jeg surt og skød en hvid pil efter alt der involverede noget som helst med at tage tøjet af. I stedet fik jeg arrangeret kaffe. Udvalgte nøje de sorte og hvide striber jeg trak over hovedet. Kiggede tilfreds på mig selv i spejlet. Det gælder om at se casual ud på den helt rigtige måde. Håret op i en hestehale, nogle få totter hang meget lidt tilfældigt og krøllede let ved mit øre.

Da Sommermanden kom gående mod mig, så han fuldstændig ud, som jeg havde håbet. Tilpas høj, tilpas mandig. Bemærkede glad, at jeg kunne ane brysthår ved t-shirtens hals. Hans hænder var større end mine, de så meget stærke ud. Og så de her øjne, der gjorde mig helt forvirret. Lidt skrå. Meget brune. Åh. Kunne mærke min selvsikkerhed skride, når han kiggede på mig. Rødmede befippet og fik hurtigt guidet os ind på den nærmeste kaffebar, mens jeg forsøgte at hanke op i mig selv. Vi købte kaffe, og der var så kvælende varmt, så vi blev enige om at tage den med os ud i det gode vejr. Jeg viste ham rundt i byen. Han bad mig tage ham med til mine hemmelige yndlingssteder. Så jeg viste ham lindealleen, der med sit syregrønne tag gør mig stum og lille. Sommermanden stod for enden og betragtede mit barkede yndlingssted med respekt. Jeg følte mig stolt og genert. Og så gik vi op og ned, op og ned af alleen, mens vi sludrede og grinede og mærkede kemien pulsere elektrisk. Sørgede for hele tiden at holde anstændig afstand mellem os. De få gange han alligevel tilfældigt strejfede mig bølgede det behageligt gennem fingrene, mens jeg febrilsk tænkte, at nu måtte han ikke komme tættere på. Sommermanden lod heldigvis ikke til at bemærke min nærmest jomfruelige reaktion på ham. Fortalte i stedet om de tvivlsomme delikatesser han havde nedsvælget på sine rejser, og jeg hvinede og gøs, da han grinende beskrev karamelliserede græshopper og kryb. “Vis mig mere,” bad han. Så jeg tog ham med til udkigsposten, hvor hele verden breder sig under. Jeg trådte op på en sten for bedre at kunne se, han lånte mig sin skulder som støtte. Havde lyst til at stryge ham over skægget og mærke, om det var lige så blødt, som det så ud. Det var her jeg tænkte, at spændingen mellem os nu var så stor, så der ikke skulle megen overtalelse til, før jeg ville glemme alt om menstruation og lade ham tage mig bag en busk.

Vi købte is og vi gik stadig. Bare gik og gik. Jeg følte, jeg kendte ham. Han talte, som om han kendte mig. Efter tre timers gåtur begyndte mine sko at skave. Da vi sagde farvel, var han meget tæt på mig. Men vi stod bare der og smilede og kiggede på hinanden. Solen bagede, de sorte og hvide striber klæbede til ryggen. “Jeg vil meget gerne se dig igen,” sagde han.

Efterfølgende har han tilføjet mig på alle sociale medier. Vi stalker hinanden som gale. Snapper, liker, kommenterer. Arbejde og dumme planer har gjort, at vi ikke har kunne se hinanden igen lige med det samme. Det er ikke nemt, når han bor så langt væk. Til gengæld har vi skrevet sammen næsten hver dag. Venter åndeløst på hver en lyd fra ham. I starten var det søde beskeder, forsigtige, prøvende. Men efterhånden som flirten udviklede sig, blev begæret så håbløst åbenlyst, og jeg modtager nu de mest saftige sms’er, jeg nogensinde har fået. Magen til velskreven sexting skal man lede længe efter. Ikke sådan noget gængs jeg-har-lyst-til-at-stikke-min-store-pik-i-din-stramme-fisse. Nej. Det er beskrivelser af tunge åndedrag, sitren i kroppen og længselsfulde kys. Han er ved at køre mig fuldstændig op i en spids.

“Jeg kommer i næste weekend,” skrev han i sidste uge. Glemte alt om mine manderegler og inviterede ham straks hjem. Der er ikke mange dage til nu. Jeg skal efterhånden anstrenge mig meget for at huske på, at han kun er en sommermand.

Skriverier med Frømanden

Okay. Så jeg var ikke den eneste stalker i går. Efter Tinder begyndte at virke igen, var alle mine matches heldigvis intakte, så jeg skrev til Frømanden, at jeg ikke håbede, han troede, jeg havde prøvet at snige udenom daten. Han havde haft samme problem som mig. Og havde i stedet fundet mig på Facebook. Havde ikke opdaget hans besked, den var landet i min andet-indbakke. Vi brugte resten af aftenen på at skrive sammen. Det viste sig hurtigt, at Frømanden slet ikke bor i samme by som mig. Faktisk sad han i flyet på vej hjem. For helvede, jeg er ved at være træt af den historie. Den nu hedengangne Udenbysen var trods alt ikke længere væk end en times tid i tog; Frømanden bor så langt væk, så det nemt kan blive en mindre dagsrejse. Hvorfor går man på Tinder og byder på kaffe og jeg ved ikke hvad, hvis der alligevel kun er få timer til man flyver sin vej? Jeg søger kun på en maksimal afstand af 25 kilometer for netop at undgå sådan noget.

“Det her lyder måske lidt mærkeligt, men jeg synes godt nok, at du er smuk, så vil ikke afskrive kaffen, selvom der er langt,” skrev han. Nå. Hm. Det var jo egentlig meget sødt sagt. Men gider jeg tage så langt for en date? Nej, det gider jeg simpelthen ikke. Han lokkede i stedet med kaffe i starten af oktober, hvor han er tilbage i byen igen.

Det viste sig også, at et mere korrekt navn til ham måske ville være noget i stil med Politikeren. Går rimelig meget op i det politik der. Det gør jeg ikke. Jeg går til nøds moderat op i det. Han spurgte, hvad jeg lavede. “Jeg ser Grey’s Anatomy og spiser M&Ms,” svarede jeg og huskede også at spørge ham, hvad han lavede. Han sendte et billede af en meget seriøst udseende mand, som helt klart lignede en politiker, og noget sagde mig, at jeg nok burde vide, hvem han var. Jeg er på ingen måde stærk i sådan noget. Men et eller andet skulle jeg jo svare. “Hvad er det?” endte jeg med at skrive. “Hehe, du virker meget sød *græder-af-grin-emoji*,” sagde han, “jeg ser Deadline om flygtningedebatten.” Jeg kunne aldrig finde på at se Deadline. Fint nok at andre gør, jeg gider bare ikke.

At jeg så er “meget sød” – hvilket åbenbart er hylende morsomt – fordi jeg ikke lige kunne namedroppe en politiker, er jeg lige glad med. Til gengæld kunne jeg engang svare på et spørgsmål i Trivial Pursuit, fordi jeg havde set Grey’s og vidste et og andet om aorta. Men jeg vil vædde med, at Frømanden heller ikke ville kunne komme på McDreamys navn, hvis jeg viste et billede af ham.