Sommervrøvl

Troede ikke, at jeg var i dårligt humør, da jeg stod op i morges. Følte mig næsten udhvilet. Jeg tog en blomstret nederdel på. Hvid bluse. Hørte radio og drak kaffe. Jeg har købt sådan nogle frottésokker med gele og lavendelolie i, som angiveligt skulle give bløde fødder. Drønsmart, tænkte jeg og befriede sokkerne for indpakning. De mærkedes underlige at have på. Under fodsålerne er der små skridsikre siliconedutter. Altså, konkluderede jeg, må de være beregnet til at gå rundt i. Det var først efter tyve minutters trissen rundt i sokkerne, at jeg opdagede det olierede stisystem, jeg havde skabt på mit ubehandlede trægulv. Hovedsageligt mellem klædeskab og spejl, men en smuttur mod køkkenet kunne også anes. Bliver helt sikkert en fest at holde flyttesyn med min udlejer inden længe. Den sorte skosværteplet findes forresten stadig ude i entreen. Det var helt nye gulve, da jeg flyttede ind. Håber ikke, udlejer også opdager den kæmpe flig, der mangler inde på min stues planker efter et kikset stunt med en stol. Ja, og så har jeg vist også formået at ødelægge badeværelsesdøren. Troede ikke, at det der med badeforhæng var så vigtigt. Eller. Altså. Jeg har et badeforhæng. Det er bare temmelig meget for kort. Og da jeg først opdagede, hvordan døren begyndte at hæve og bule faretruende fugtmættet, var det jo ligesom for sent. Heldigvis var mine fødder både babybløde og lavendelduftende, da jeg tog sokkerne af.

De havde lovet høj sol i dag, men det var gråvejr, jeg vågnede op til. Efter fast makeuprutine, efter ærgrelse over oliefodspor, og efter at have skiftet blomster til denim faldt sådan en underlig tomhed over mig. Jeg har ikke noget, jeg skal. Ferie. Jovist. Men ingen planer. Man kunne vel argumentere for, at jeg for eksempel bare kan lege turist i egen by. Kigge på slotte og kirker og malerier og synes, at det er mægtigt. Man kunne også mene, at jeg burde gå i gang med at pakke min lejlighed ned i kasser og poser. Især taget i betragtning af, at der er under to uger til, jeg skal flytte. Måske man endda kunne opremse den ene bog efter den anden, som jeg straks burde kaste mig over og bruge al vågen ferietid på at hamre mig igennem. Og jeg har også prøvet alt det der. Også næsten helhjertet. Er i hvert fald gået i gang med seriøse intentioner om at færdiggøre både museumsbesøg, papkassefoldning samt sommerlæsning. Men jeg er ikke god til at være alene længere. Jeg bliver energiforladt og dvask og får ikke gjort, hvad jeg burde. Føler direkte afmagt. Og sommerferie er altid lig med oceaner af netop alenetid til mig. Ja, man kan vel gå så vidt og sige, at det nogle somre har været tre hele uger i streg alene. Det bliver man lidt småskør af. Og meget, meget trist. Åh. Men jeg er vant til det. Sådan har det været i årevis nu, så det skal man ikke tænke på. Og der var også engang, hvor jeg kunne få noget ud af mine ferier. Hvor jeg afrimede fryseren eller vaskede gulvtæpperne og stolt tænkte, at det lige godt var pokkers så huslig og produktiv jeg kunne være, når det virkelig stak mig. Kunne også hygge med dameblade og ansigtsmasker. Købe mørk chokolade og nedsvælge små, bitre bidder, mens masken virkede, og først da komme ubelejligt i tanke om, at jeg i virkeligheden hellere ville have haft den lyse slags. Jeg kunne tænde stearinlys og sidde og kigge og være tilfreds med bare at være. Men et eller andet sted gik det galt. Et eller andet sted mistede jeg evnen til at kunne sætte pris på kun at være mig og kunne finde ud af at lave noget på egen hånd. Måske det var, da jeg satte mig med en lidt for dyr husleje som endegyldigt afgjorde, at samtlige fremtidige somre skulle og måtte foregå her på tredje sal. Eller måske det var helt dengang, da jeg så alle venner flytte mod større byer og ikke selv turde følge. Tog mig lang tid at opbygge et nogenlunde netværk derefter. Måske det bare er, hvad al for megen alenetid kan gøre ved en; det der med pludselig at mangle energi og ikke evne at gøre noget ved det. Ved det ikke rigtigt. Men hvor er det godt, hvor er jeg heldig, hvor priser jeg mig lykkelig for snart at have bofæller. Jeg er så klar.

Nå. Men ellers havde jeg faktisk tænkt på at finde en feriemand. Selvfølgelig en, der ikke er ude og rejse, forstås. Muligvis også en jeg kunne have lyst til at se lidt mere til efter ferien. Hvem ved? Ikke at jeg er kommet så meget videre med den plan end selve tanken. Men alligevel. Såeh. Har man en bror, en fætter eller bare en rigtig sød kammerat, der render lige så mutters rundt i det halvtarvelige danske sommervejr, som jeg – oho! Eller som er en af dem, der synes, det er super hyggeligt at pakke lejligheder ned i papkasser, og som derfor ikke kunne forestille sig noget bedre end at gå på flyttedate med undertegnede – losser man ham endelig bare min vej.

Efterdønning

Der skulle ikke ret meget til at få mit bæger til at flyde over i dagene efter skypemødet med Sommermanden. I postkassen fandt jeg en seddel fra min udlejer med en kort besked om, at varmeregnskabet var gjort op, hvorfor jeg nu skyldte 214,65 kroner. Det fik mig til at jamre, som den lille, udsultede kat, jeg fandt for noget tid siden. Hele min verden drejede sig kun om en eneste undren: Hvordan Sommermanden kunne sige nej til kærligheden. Hvis man er forelsket i et menneske, siger man da ikke nej, når det er gengældt, tænkte jeg. “Jeg kan ikke forstå, hvorfor han ikke vil kæmpe for os,” sagde jeg. “Hør efter nu,” svarede Søster hårdt, “Sommermanden har givet, hvad han havde at give. Han har ikke mere i sig.” “Men han er jo forelsket…” prøvede jeg stille. “Ikke nok,” sagde hun, “du kunne ikke få flere følelser frem i ham. Du er ikke en del af hans drøm om et nyt liv. Hvis du var, havde vi ikke denne samtale nu. Han er mere forelsket i den drøm end i dig.”

Det har taget mig mange dage at skrive om mit og Sommermandens brud. Og i noget der vel snart minder om vanlig stil, er jeg selvfølgelig ikke helt færdig endnu, men runder af med en omgang føle-føle og refleksion. De sidste ugers forløb har været fuldstændig umulig for mig at huske ordentligt. Har konstant haft Søster i røret, hvor hun har måtte agere hukommelse. Det har været meget pinefuldt at skulle dykke ned i alle de følelser igen, som disse indlæg har krævet. Og det var egentlig først, da jeg en sen aften formulerede linjerne om vores farvel, at det gik rigtigt op for mig, hvad der var sket. Det var modbydeligt at erkende, at han ikke synes, jeg er værd at kæmpe for. Hæse hulk blev pumpet fra mave til mund i smertelige stød mod svælget, der kom helt bag på mig, og jeg forstod, at det var præcis, hvad Sommermanden havde sagt.

Denne aften gik det op for mig, at han i vores sidste samtale nok erklærede sig forelsket, men at han aldrig nogensinde havde brugt ordet direkte. Jeg tror på, at Sommermanden har ment det, da han sagde det. Men det har taget mig lang tid også at tro på hans handlinger, som desværre ikke altid har stemt overens med ordene. Det kan godt ske, han siger, at jeg er noget helt specielt, at jeg er svær at slippe, at han aldrig regner med at finde noget lige så vidunderligt, som det, vi har haft sammen. Og det kan godt ske, at han ser afstanden som vores fjende. Men jeg tror ikke, det er afstanden. Det er Sommermandens følelser. Eller mangel på samme. For hvis man har fundet kærligheden, hvem ville så nøjes med det næstbedste? Ingen, hvis man spørger mig. Og jeg troede, at det var det, han sagde. At jeg var hans kærlighed.

Jeg er gal på Sommermanden over, at han har fået det til at lyde som om, at jeg har været med til at sætte en kæp i hjulet på vores forhold. I stedet for bare at sige, at vores følelser ikke matchede hinanden. Jeg sagde engang til ham, at jeg drømte om at have modet til at følge ham, hvis han altså spurgte, om jeg ville med. Men jeg tror ikke, han forstod, at det blot var ment som en kærlighedserklæring. Ikke en opfordring til at spørge. Svaret kom straks: “Det er rigtigt, at vi aldrig har diskuteret muligheden for, at du kunne tage med. Men for det første har du altid snakket om, hvor meget du holder af din by, og hvordan du aldrig ville kunne forlade den. Så det giver ligesom sig selv. For det andet vil jeg gerne have det her eventyr for mig selv.” Altså. Som første punkt i forklaringen på, hvorfor vi ikke kan være sammen, skød Sommermanden skylden på mit stærke bånd til min by. Og nå ja. For øvrigt ville han også gerne have eventyret for sig selv. Men burde det netop ikke være hovedargumentet? At han ikke ville have mig med? Ville han have mig til at tænke, at det var min egen skyld, at vi ikke kunne være sammen? Ved samme lejlighed konfronterede jeg ham også med, at jeg følte mig snydt til at tro på, at det, vi havde, kunne blive til noget større. Fordi han i sommer tog min hånd og sagde, at han gerne ville vise mig sin verden, vise, at jeg var så meget mere end bare sex for ham. Fordi han med strålende øjne smilede, at han ville dø af kærlighed, hvis vi mødtes på Island. Og fordi han fortalte, at det gjorde ondt at læse, når jeg havde været sammen med andre mænd end ham. For ikke at tale om alle de småhints, han har drysset over mig gennem hele sommeren. For eksempel når han bad mig bryde alle mine manderegler, selvom jeg forklarede, at det var mit værn mod forelskelse. Men Sommermanden syntes ikke, han havde snydt mig. Nej. Han havde jo bare vist, at han var blevet glad for mig – og det var jo alligevel mig, der altid snakkede om at leve livet fuldt ud, så det måtte stå fuldstændig for egen regning, hvis jeg følte mig snydt, sagde han. Og det er jo rigtigt, at hvis nogen har været fortaler for at sige ja til alt, hvad livet måtte byde, så er det mig. Men som om at det ikke også indebærer forelskelse? Som om at det ikke også indebærer kærlighed? Ah ja, Sommermand. Kommer det bag på dig, at det er sådan jeg oplevede det? Forstår du nu, hvorfor jeg føler mig snydt til at føle noget, du alligevel ikke havde tænkt dig at gøre en skid ved, når det kom til stykket?

Bitter? Ja. Meget. Men derudover tror jeg også, at bloggen har haft betydning. Der er vel efterhånden ingen tvivl om, at den blottelse og sårbarhed jeg mærkede ved at lade Sommermanden læse med, gjorde mig så letpåvirkelig og modtagelig, så det blandt andet var medvirkende til forelskelsen. Det ved jeg så til en anden gang. Måske er Sommermanden blevet fascineret og har ladet sig rive med ind i noget, der måske ikke ville være blevet, hvis han ikke havde vidst, at han blev skrevet om. Har til tider også fået en fornemmelse af, at jeg for ham mere var Frøken Kløe end jeg var mig. Nok fordi jeg så tidligt fortalte om bloggen. Og at Sommermanden altså egentlig herigennem har lært mig rigtigt at kende. Den søde kløe viser jo kun en lille del af mit ellers røvsyge og helt normale liv. Jeg synes, at det har været svært at have ham som læser. Det har gjort mig ufri. På den anden side har jeg også udnyttet bloggen som en kommunikationskanal, hvor jeg har kunnet fortælle Sommermanden det, jeg ikke har haft mulighed for at sige ellers. Har håbet på at kunne provokere ham, tirret ham til reaktion. Som regel med held. Se bare det indlæg han selv skrev. Kan dog konkludere, at det ikke er den mest optimale kommunikationsform. Surprise. Og jeg har lige benyttet mig af det igen. Super.

Hvis nogen spørger, hvordan jeg har det nu, vil jeg svare, at jeg mest af alt føler vrede. Jeg kan mærke, jeg bliver varm af netop dette, når jeg stalker Sommermanden på Instagram og ser alle billederne af hans nye liv med hashtags og filtre. Det er som at se kulisser i en film, jeg fatter ikke, det findes, jeg kan på ingen tænkelig måde forestille mig, hvordan der må være der. Jeg kan se, der er fart på. Jeg kan se. Endelig kan jeg se. Noget af det sidste jeg sagde til Sommermanden, var, at jeg håbede, jeg kunne blive tilstrækkeligt vred på ham. Hans ansigtsudtryk fortalte mig, at han ikke brød sig om at høre det. Men jeg føler vreden, jeg lever den, byder den lettet velkommen og beder den hjælpe mig presse hver en dråbe af Sommermanden ud af mit blod. Der findes en styrke og fandenivoldskhed ved min vrede, som jeg langt hellere foretrækker end den svaghed, der følger tårerne.

Ikke at jeg slet ikke græder længere. Det er bare ikke på samme måde som før. Er under alle omstændigheder mest på tidspunkter, hvor jeg har for meget tid til at mærke efter. For alt det med vrede er jo fint nok. Hjælper mig ligesom med at komme videre. Omend man godt kunne efterlyse et lidt højere tempo i den henseende. Men jeg savner også Sommermanden. Helt vildt meget. Jeg savner ham, som han var engang. Men ham, jeg har beskrevet i dette indlæg, har jeg ikke lyst til at være kæreste med. 

Så her ender historien om Sommermanden. Med en brændt og forkullet Frøken Kløe. Lad mig slutte med maner til tonerne af Tami Tamaki, som har begået hvad jeg for tiden anser som værende mit livs soundtrack. Det er i hvert fald både smukt og ærligt og på konstant repeat i min øregang.

Sommermandens genmæle

Jeg ved godt, at det, der udkommer herinde, kun viser min side af en sag. Det hele kan muligvis blive en smule ensporet og unuanceret, når historierne kun bliver fortalt fra mit synspunkt. Nuvel. Det er min blog, mine følelser og oplevelser. Men jeg kan sagtens se, hvordan nogen måske ikke ville kunne genkende sig selv i mine beskrivelser, fordi nogen har oplevet tingene på en anden måde. Nogen kunne måske endda få lyst til at tage til genmæle. Nogen kunne finde på at sætte sig ned og skrive en mail til mig. Eller til jer. Til bloggen. Og måske også lidt til sig selv.

Så. Ork. Damer. Det begynder altså at være riiimelig svært at forblive standhaftig i beslutningen om ikke at ville se Sommermanden igen. Især når jeg midt i frokostpausen i går modtog følgende:

Ja, den er god nok. Det er mig, Sommermanden. Jer som har fulgt med her på bloggen ved jo, at Frk. K har fortalt mig om bloggen. Og selvom jeg ved at jeg nok ikke burde læse med, så er det forbandet svært at lade være. Og den her sidste gang om ”Sommermanden” var skøn og helt forfærdelig at læse. Jeg sidder nu, mens jeg skriver det her, med tårer i øjnene. 

For at kunne sige noget meningsfyldt om det her, må jeg gå tilbage til begyndelsen. I februar måned fik jeg tilbudt mit ultimative drømmejob. Jeg flytter til den anden side af jordkloden og skal være væk i 4-5-6 år. Det er en chance jeg ikke vil få igen, og jeg har boblet af glæde og stolthed hele foråret og sommeren, over at det faktisk er mig, der i næste uge rejser af sted på en one-way ticket. Så da jeg meldte mig ind på Tinder i april var jeg glad og fuld af livslyst. Jeg tænkte, ”jeg har da ikke lyst til at sætte mit kærlighedsliv i stå bare fordi jeg forlader landet. Og hvis jeg bare spiller med åbne kort, så kan alle de skønne tinderdamer jo bare sige nej tak…” Min enorme naivitet står til trone på den her blog. Da jeg mødte Frk. K første gang var hun heller ikke sen til at fortælle hvordan hun spiser mænd til morgenmad. Hvordan hun var i gang med at realisere sig selv og sin seksualitet som var vågnet efter et langt forhold. Hun virkede selvsikker. Hun virkede spændende. Hun virkede farlig. 

I udgangspunktet passede vores ønsker jo til hinandens. Jeg ville gerne have en skøn, og sjov og uforpligtende sommer. Frk. K gav i hvert fald udtryk for, at det sidste i verden hun ønskede sig var en kæreste. Nej, hun ville have den ultimative frihed. Hun ville sige ”ja” til alle tilbud verden gav hende, også selvom det gav lidt knubs undervejs. Okay. Let’s do this… 

Fra allerførste fløjt har Frk. K og mig, haft en særlig forbindelse. Vi har talt fantastisk godt sammen. Der har været en helt særlig type ærlighed imellem os, som jeg aldrig har oplevet før. Måske var det, det faktum at jeg rejser, der gjorde det. Hvorfor holde noget tilbage? Vi vidste begge at der var en udløbsdato. På min og Frk. K’s tredje date fortalte jeg ting, som jeg aldrig har fortalt til andre. Og Frk. K fortalte om bloggen. Det var virkelig grænseoverskridende at læse om sig selv og ens kejtethed på dates, og ens seksuelle formåen, og ens tendens til at svede lidt rigeligt, når der rigtig skal knaldes etc. Altså sådan virkelig mærkeligt. Det er klart, at der er ingen af jer, der læser det her, der ville vide det var mig, hvis I mødte mig på gaden. Men jeg ved det er mig. Jeg ved at det er min og Frk. K’s fantastiske og frustrerende sommer I alle sammen læser om. Mine og hendes tanker, følelser, replikker, seksuelle tilbøjeligheder og alt det andet. Men kun som de ses af Frk. K. Det er meget specielt. Og meget lærerigt. 

Måske er det den ærlighed, der har været imellem os, der har ført til at vi har haft det mest fantastiske sex man kan forestille sig. Jeg har aldrig og forventer aldrig igen, at finde noget så vidunderligt. Vi har fra første sekund kunnet mærke hinanden, vi har forstået hinanden, accepteret hinanden. Det har været fuld af glødende lidenskab, legesyge, vildskab, lyst til at gøre det godt for den anden. En umættelig lyst til hinanden. Til at være tæt forbundet. Til at vise hinanden det. Det blik Frk. K har i øjnene, når hun har lyst til mig, er det mest vidunderlige og mest tiltrækkende, jeg nogensinde har set. Jeg har flere gange sagt til Frk. K at det er hendes udstråling, der gør det for mig. Der er ingen tvivl om at Frk. K er smuk. Helt utroligt smuk. Men det er den måde hun fylder et rum på, som rammer mig. Den måde hendes boblende personlighed viser sig på. Den måde hendes smittende livsglæde og engagement og nysgerrighed farver verden. I får et glimt af det i hendes smittende sprog her på bloggen. (Hun er så mega talentfuld! Jeg har sagt, at hun bør udgives og læses af alle i verden 🙂) Jeg ser det i fuld flor hver gang jeg er sammen med hende. Hun er enestående. 

Men, det har heller ikke været helt nemt at være Frk. K’s sommermand. Lige fra allerførste gang jeg havde været på date med hende, har jeg haft lidt svært ved helt at greje hende. Det skrev jeg også til hende efter vores allerførste date. ”Jeg har svært ved at regne dig ud”, skrev jeg. Det blev Frk. K meget overrasket over. Men det er sgu stadigvæk lidt rigtigt. 

Det var svært for mig at læse om fingreknepperier i baggården med eks-kollegaen, fordi Frk. K eftersigende længtes efter mig. Det var decideret forfærdeligt at læse Melt-down-indlægget med stoffer på en tirsdag og, hvad der kun kan betegnes som, voldtægtssex. Det gjorde mig så ked af det, at Frk. K følte behov for at gøre det. Det var bestemt hendes ret, og jeg havde ikke ret til at blive vred. Men forhelvede det gjorde ondt. 

Når jeg tænker tilbage på vores mange og dybe samtaler i løbet af foråret og sommeren, så bliver det tydeligt, at Frk. K, har forsøgt at undertrykke de følelser, hun var bange for skulle opstå for mig. Det gjorde hun i baggården, det gjorde hun i Melt-down episoden, det gjorde hun da hun fortalte at hun har tænkt sig at knalde en masse med Vikaren, når jeg er taget afsted. I øjeblikket har disse ting været som en kniv i hjertet. Men når jeg ser på det nu, har det været forsøg på at reducere mig til endnu én. Reducere mig til sex. For at forsøge at gøre det nemmere at håndtere at jeg rejser i næste uge. 

Hele den situation er uden tvivl lettere at håndtere for mig. For det er mig der rejser. Det er mig der tager væk, ud på eventyr i den store verden. Det har jeg vidst hele tiden. Min voksende forelskelse er blevet holdt i ave af, at jeg ved jeg skal væk, og at Frk. K har sagt og gjort de ting jeg har beskrevet. Derfor blev jeg reelt overrasket da hun sagde ordene i min seng, mens vi lå i ske. ”Jeg er forelsket i dig, det ved du godt ik’…” Jeg havde det på fornemmelsen, men jeg ville ikke selv indse det heller. Jeg svarede, hvad der stadig føltes som helt ærligt og rigtigt. ”Hvis jeg skulle være blevet her, så var jeg også forelsket i dig.” Gør det mig følelseskold? Måske. Det ved jeg ikke. 

Jeg er blevet overvældet af den eksplosion af følelser som Frk. K’s sidste indlæg om mig indeholder. Rørt, overvældet og fandens ærgerlig. Det var sgu da aldrig nogensinde meningen at Frk. K og jeg skulle være en afsked på et gadehjørne, eller et flygtigt vink. Det er vi da alt for vigtige til. Jeg indrømmer blankt, at det var enormt dårligt håndteret af mig. Og en sindssygt dårlig formuleret SMS. Det indrømmer jeg blankt. Det er jeg flov over. Jeg tror ikke jeg turde stå ved hvor meget det betød for mig også. Min tanke var romantisk. Jeg ville komme forbi efter jeg havde lagt mine gamle bedsteforældre i seng, og snakke den halve nat. Grine, græde lidt, have endnu mere fantastisk sex indtil det blev morgen og Frk. K skulle op og på arbejde. Frk. K svarede ”Nej, det kan jeg ikke”. Og så græd jeg. Jeg forstår det godt. Du kunne ikke gøre andet, når jeg havde skrevet, som jeg havde skrevet. Det ser jeg nu. Men for helvede….

Bedring

Jeg har det bedre. Det har jeg virkelig. Skrev Meltdown-føljetonen (første, anden, tredje) i løbet af fredag og lørdag i sidste uge, hvor jeg følte mig allermest fortabt og manisk. Da jeg vågnede op søndag, kunne jeg allerede mærke, hvordan mit humør var steget betragtelige grader henover natten. Man skal ikke kimse ad onlineterapi i form af blogskrivning. Tænk, hvis jeg bare havde sat mig lidt tidligere til tasterne for at lette mit hjerte. Kunne muligvis have undgået en ting eller to derved…

Åh ja! Og jeg sover igen! Eller næsten. Bedre i hvert fald. Vi er ude i noget humle- og baldriante og lange, varme bade inden sengetid. Men det hjælper. Desuden har jeg fundet på noget så fiffigt som at aktivere Night Shift-funktionen på min iPhone. Lider af lettere FOMO og ligger derfor altid i sengen og junker en sidste omgang serier, Bloglovin’, Instagram, snap og deslige, inden jeg kan få mig til at lægge telefonen væk for natten. Jovist. Det er da hamrende irriterende at kigge på en orange Damon Salvatore, men man vænner sig hurtigt til det – og vigtigst af alt så hjælper det på søvnen. Mit hår sidder pludselig pænere efter længere tid i drømmeland, mit ansigt er knap så blegt. Er også begyndt at planlægge næste dags kontoroutfit om aftenen, så jeg ikke får et gedigent sammenbrud foran klædeskabet næste morgen og kommer for sent ud af døren. Som sædvanlig. Jeg har en enkelt gang tilmed lavet rigtig aftensmad i stedet for at sidde og fedte med en skålfuld cornflakes – som den vaskeægte madlavningshader, jeg er, ellers er forfalden til at ty til – så jeg er tung og mæt, når jeg entrer dynerne. Og så er vi også ude i, at jeg så småt nok må begynde at acceptere, at jeg jo er ny på mit job og ikke partout kan alt fra første dag. Så må bunkerne med sager vokse, jeg kan ikke klare dem alle på én gang. Agtigt.

Har jeg hørt fra Sommermanden? Ja. Men det er ikke længere det min verden drejer sig om. Jeg tror, jeg fik bygget en masse op indeni mig som enten brast eller skrumpede så snart jeg fandt ud af at sætte ord på. Sommermanden er stadig sød og skøn og dejlig, men jeg føler mig mere fri nu. Det er godt for mig og bestemt også for ham.

Så. Hvad gik galt? Skal jeg lige ransage sjælen lidt, nu hvor jeg i forvejen har gang i noget føle-føle? Min teori er, at efter jeg havde åbnet så meget op for Sommermanden (“Værsgo; her er lige lidt hyggelæsning om alt mit menstruation, diarre, sex, ensomhed, hjertesmerte og graviditetstester”), var jeg blevet fuldstændig modtagelig og super sensitiv overfor alt han sagde og gjorde. Og det er alt som i alt. Det blev hjerteemojis, der puffede mig ud over kanten. Dem kunne jeg slet ikke kapere. Satte straks gang i de indre bryllupsklokker. Ja. Pinligt men sandt. Dertil havde jeg brudt hele to manderegler for Sommermanden og pønsede på at bryde en tredje. Jeg bryder ikke regler for hvem som helst. Så han er uden tvivl noget særligt.

Søster har også en teori. Selvfølgelig. Det har hun tit. Hun mener, at fordi jeg ofte bedst kan lide optakten – jagten på en mand – så havde visheden om, at jeg aldrig rigtig vil kunne få Sommermanden, fordi han skal rejse væk, gjort kål på min sunde fornuft og vækket nogle følelser for ham til live, som jeg ikke ville have oplevet ellers. Jeg ved det ikke. Måske. Måske ikke. Får jo alligevel aldrig mulighed for at vide, hvordan det ville have set ud, hvis Sommermanden ikke skulle rejse. Måske det er en blanding af det hele. Altså den følsomhed der kom med ærligheden og en på forhånd dødsdømt jagt. Måske jeg virkelig bare er ved at blive forelsket.

Jeg svarede på en kommentar i aftes, hvor jeg kom lidt ind på, at jeg i det hele taget ikke har lyst til at forelske mig i nogen som helst. Sommermænd eller ej. Jeg vil bare gerne være mig selv efter år med kærester; jeg vil gerne gøre lige, hvad der passer mig lidt endnu; jeg vil gerne fyre den af; jeg vil stadig gerne knalde det halve af byen. Der er ting, jeg føler, jeg har brug for at gøre, før jeg kan slå mig til ro med en mand. Det sidste år har jeg forsøgt at leve så meget som muligt, sige ja til alt, der måtte byde sig. Jeg har haft det fuldstændig fantastisk og har lyst til at fortsætte sådan et godt stykke tid endnu. Og for mig konfliktede det fuldstændig med en mulig forelskelse. Hvorfor jeg med næb og kløer gjorde alt, hvad jeg kunne, for at undgå det. Sommermanden sagde så klogt, at jeg jo netop ved at sige ja til alt var i færd med at sige nej til ham. Øh. Nå ja.

Efter hele denne omgang kan man i hvert fald konkludere, at jeg nogle gange har det ualmindeligt svært ved kontroltab. Navnlig når det lige bliver toppet med arbejdsstress. Men det vidste jeg egentlig godt. Efter jeg er blevet ældre og mere bevidst om mine issues, plejer jeg at være rigtig god til at undgå at flippe ud over det. Tydeligvis ikke med samme held hver gang. Jeg har tilgivet mit meltdown. Nogle gange skal tingene bare være skidt, før det kan blive godt. For satan, det er dybt.

Yndlingsting

Yndlingsting 1: Den tykke, bløde mælkeskumsbræmme på min latte. En teske er mit redskab, og jeg skræller forsigtigt den hvide masse for lag, som jeg langsomt nedsvælger. Skummet farves, hvor mokkaen gled ned. Jeg drysser masser sukker i. To poser, to sukkerknalder eller to teskefulde. Når det er weekend, er kaffen i stedet med sirup; vanilje. En gang i mellem er jeg modig og prøver noget nyt. Men jeg er som regel hamrende konservativ hvad angår min weekendkaffe og vil for altid være tro mod vanilje. Mælkeboblerne smyger sig som fløjl mod min gane. Med tungespidsen fisker jeg skumrester op, slikker skeens skaft. Det værste jeg ved er to go-kaffe, hvor skummet spildt klistrer til låget.

Yndlingsting 2: Følelsen af tyndt papir mellem mine fingre: Siderne i en salmebog. Silkepapir foldet på midten. Kuponhæfter. Det brev min mor sendte fra Kenya. Visse indlægssedler jeg finder i medicinens emballage. Siderne i Når snerlen blomstrer, der står i min reol. Lotterisedler. Det madpapir, der nogle gange findes i æsker med figner eller chokolade.

Yndlingsting 3: At have gemt en hel uges Paradise Hotel for at fyre det hele af under tæpper på sofaen. Hvert forår er det min absolut foretrukne måde at tilbringe en fredag aften på. Det lykkes ikke hver uge at være god nok til at gemme på afsnittene, men når det gør, er det som en længe ventet pakke, der endelig er kommet med posten. Fredag morgen føles det som at få en mail om, at pakken nu kan afhentes på posthuset, og jeg venter, venter på at få fri, så jeg kan skynde mig hjem og flå pappet op. Pakken nydes bedst med M&Ms til.

Yndlingsting 4: At svaje og trippe rundt på stuegulvet i bare fødder og trusser til Leonard Cohens I’m Your Man. Nok verdens mest sexede sang. Med en kop et-eller-andet i den ene hånd og den anden dovent viftende i takt til musikkens karamelbløde bas. Lukkede øjne. Ubarberede ben. Leonard og jeg har et til tider lidt anstrengt forhold, men hans rustne stemme lokker altid en flydende følelse af verdenskvinde frem i mig, når jeg hører denne sang. Minder mig om ferie i Berlin. Og jeg ved, at det eneste der betyder noget er næste hoftesvaj. Alle burde tage sig 4.30 minutter med Cohen engang imellem.

Older posts