Om ensomhed

Jeg bliver 28 i løbet af foråret. Jeg har min egen lejlighed. Jeg har et job. Jeg har søde veninder. Men jeg er eneste single i min omgangskreds. Jeg er alene.

Gennem årene har jeg oplevet ensomhed i forskellige former. Jeg har prøvet at mærke den så voldsom, så jeg bogstavelig talt kunne høre min sjæl skrige i afmagt og smerte. Det har været det værste. Men jeg har også værnet om min ensomhed og længtes efter den, når tosomheden blev for trang.

Jeg har aldrig haft mange venner. De, jeg har, har travlt med kæreste og børnelavning. Det er dejligt for dem, tænker jeg. Jeg kan nogle gange godt selv mærke et stik af længsel efter det samme, men det gør også, at jeg sætter endnu mere pris på min frihed nu. Helt modsat mit fortids-jegs ønsker og drømme med Eksen, har jeg for det meste ikke særlig stor lyst til børn og mand længere. Men fordi jeg selv har været, hvor mine veninder er, forstår jeg så udmærket, hvorfor jeg bliver valgt mere fra nu end før. Det var ikke meningen, at det skulle gå sådan. Hvis min store plan var lykkedes dengang, så sad jeg højst sandsynlig med en baby i maven og en mand i sofaen den dag i dag. Vi var sikkert sådan nogle, der så X-factor. Kunne holde mødregruppe med mine veninder. Måske det var en mommy blog, jeg havde startet. I stedet er det alle andre, jeg kender, der lever det liv. Det er svært, når tingene ikke går, som man havde håbet. Men jeg er alligevel blevet glad for, at drømmene brast dengang for lidt over et år siden. Også selvom det betyder, at jeg står udenfor det helt særlige fællesskab mine veninder deler. Prisen er en tilbagevendende følelse af ensomhed, men der er noget, jeg ikke er færdig med endnu, der er noget, jeg er nødt til at gøre, før jeg søger om medlemskab i klubben.

Jeg har i stedet lært mig selv at gå alene ud og drikke kaffe. Så tager jeg en bog med. Jeg øver mig i at sidde timevis alene på kaffebaren, mens alle andre snakker og griner og er to. I fredags gik jeg alene til koncert for at genhøre min ungdoms helt. Det var svært for mig at tage ene afsted. Men da jeg tænkte på alternativet, da jeg tænkte på, hvordan det kunne have været, så mærkede jeg, hvor fri jeg er, og jeg blev stolt og stærk og glad.

Sygdom

I går vågnede jeg op med en ru og øm hals. Kunne mærke feberen komme snigende og sætte sig som en mathed i kinderne. I løbet af dagen begyndte mine led at smerte, hud og kød føltes ganske forslået. Tilbragte aftenen tænderklaprende under tæpper og faldt hurtigt i søvn.

Da jeg vågnede i morges, var verden også blevet syg. Sank sammen foran mit tv og forstod hvilken betændt byld, der var sprunget henover natten. En sort angst satte sig i min krop, da jeg så det ækle materie stinkende brede sig.

Jeg bliver så bange. Jeg bliver så vred. Jeg bliver så sorgfuld. Jeg føler mig magtesløs og leder efter noget eller nogen, jeg kan tilbyde min omsorg. Finder min pude, som jeg græder ned i.

Jeg har ikke mere at sige.

Tågeri

I morges stod jeg op til en hvid verden. Min gade henlå i tyste tågemasser, den kommunale fejebil brummede dæmpet under min vindue; tågen slugte brølet. Jeg forsøger at stå ti minutter tidligere op for tiden. Det er et eksperiment. Har det med at komme for sent. Så tænkte, det måske ville hjælpe, hvis jeg havde mere tid. Denne logik var åbenbart – igen i dag – lidt morgensløj i det, for tilbragte adskillige minutter foran mit nu åbne soveværelsevindue og betragtede søvnigt tågeslørene. Fugten krøb ind under morgenkåben, og jeg vågnede, og gik ud til mine havregryn.

Jeg cyklede over broen på vej på arbejde. Tågen satte sig vådt i mine øjenbryn og i mit hår. Jeg kunne mærke de fine dun i ansigtet. Det var sælsomt at trille over broen. Som at cykle ud i intetheden. Hvidt til højre, hvidt til venstre, hvidt foran mig, og hvidt bag mig. Og det slog mig, hvor alene jeg er, og tågen pressede hårdt mod mine tindinger. Så overhalede en anden cyklist, ringede højt med klokken mens han trampede forbi, og jeg var ovre broen.

Tågen væltede bølgende frem fra cykelskurets flossede hjørner. Der er altid plads til cyklerne. Parkeringspladsen er proppet og bilerne holder i lag. Jeg nåede frem to minutter før mødetid, gik op på fjerde, og så solen brænde det hvide væk.

    Newer posts