Kreamanden

Scene 1. Ungpigehybel. Aften. Tøj er spredt på gulv og stole. Brugt service står stablet på køkkenbordet. Skraldespanden trænger til at blive tømt. Frøken Kløe – kvinde sidst i tyverne, lysebrunt pagehår, bebrillet, klædt i nattøj – ligger på sofaen, der står i et hjørne af stuen. I baggrunden kører Netflix. Frøken Kløe swiper på sin telefon. Dette leder hende til sidst forbi en kreativ mand på Tinder. Hun dvæler lidt ved hans jobtitel, der lyder spændende og anderledes. Sådan en har hun aldrig været på date med før. Frøken Kløe trykker til sidst på det grønne hjerte. Der er match.

KREAMANDEN (i besked på Tinder): Hej Frøken Kløe! Sikke et dejligt match at få her til aften. Du ser virkelig sød ud.

FRØKEN KLØE: Hej Kreamand! Ej, hvor heldigt – det synes jeg også, du gør.

KREAMANDEN: Så burde vi jo mødes en dag.

FRØKEN KLØE: Det kan vi godt. Men jeg kan nok først i næste uge.

KREAMANDEN: Ok. Men skulle du nu alligevel finde lidt tid, så tag med mig i teatret i morgen aften.

Frøken Kløe har læst anmeldelser og har længe gerne ville se netop den forestilling, Kreamanden nu inviterer hende med til. Hun tænker sig kort om.

FRØKEN KLØE: Hmm, det kommer an på hvad tid? Jeg er først hjemme fra arbejde omkring klokken 18.00 i morgen.

KREAMANDEN: Det er klokken 20.00. Jeg skaffer billetter.

FRØKEN KLØE: Super! Så vil jeg gerne.

– – –

Scene 2. Storrumskontor. Dag. Frøken Kløe drikker kaffe sammen med to kvindelige kolleger. Hun modtager en besked fra Kreamanden på Tinder.

KREAMANDEN: Jeg glæder mig til at se dig. Du skal lige vide, at der godt kan være nogle, jeg kender, i teatret i aften. Måske vi bare skulle lade som om, at vi er bekendte gennem en fælles ven, så vi undgår unødig, ubehagelig opmærksomhed. Hvad siger du til det?

FRØKEN KLØE (henvendt til kollegerne): Det er simpelthen for meget. Hør lige (hun genfortæller Kreamandens besked). Jeg hader, når mænd er flove over, at man har mødt hinanden på Tinder.

KOLLEGA 1: Jeg synes, det er betænksomt af ham. Måske han ikke vil risikere, at du bliver flov, hvis en masse af hans venner begynder at spørge ind til jeres første date.

Frøken Kløe er ikke overbevist. Hun har gennem sin Tinderkarriere mødt mange mænd, der hellere vil lyve end fortælle sandheden om, hvor man har mødt hinanden. Frøken Kløe kan ikke lide løgnagtige mænd.

KOLLEGA 2: Jeg er enig. Det er sødt af ham. Det skriver du til ham.

FRØKEN KLØE: Ej. Jamen. Helt ærligt.

KOLLEGA 2: Skriv det så!

Efter yderligere forhandling med kollegerne – hvor Frøken Kløe pure nægter at skrive noget som helst til Kreamanden om, at det er sødt af ham – går hun med til i det mindste at anerkende hans forsøg på – hvad der af kollegerne bliver betegnet som – omsorg.

FRØKEN KLØE (i besked på Tinder): Godt tænkt. Det siger vi bare. Skal vi mødes lidt før, så vi har tid til at strikke en historie sammen?

KREAMANDEN: Haha, du er sej! Det kan vi godt. Klokken 19.30?

FRØKEN KLØE (uden at sende beskeden): Ok.

KOLLEGA 1: Skriv “kærlig hilsen Frøken Kløe”.

FRØKEN KLØE: Man skriver ikke “kærlig hilsen” på Tinder, at du ved det.

KOLLEGA 2: Gør det nu bare.

FRØKEN KLØE (i besked på Tinder, fortsat): Kærlig hilsen din bedste vens ven Frøken Kløe. Eller kusine Frøken Kløe. Eller kender-hende-fra-gamle-dage-Frøken Kløe. (Sender besked).

KREAMANDEN: Haha, jeg forestillede mig nu, at vi måske kunne sige, du kender min ven, der er trommeslager i mit band?

FRØKEN KLØE: Ven. Band. Trommeslager. Tjek.

– – –

Scene 3. Ungpigehybel. Aften. Der er stadig rodet i lejligheden. Frøken Kløe kommer træt hjem fra arbejde. Undlader at hænge jakken på knagen i entreen, smider den i stedet på gulvet lige nedenfor. Hun har en blå bluse, sort nederdel og blomstret kimono på. Hun sparker skoene af og lader dem stå midt på gulvet. Går hen til køleskabet, tager to fiskefrikadeller ud, som hun steger og spiser med ekstra remoulade til. Imens ser hun Paradise Hotel. Tallerkenen skyller hun af og placerer ovenpå tallerkentårnet ved siden af køkkenvasken. Hun glemmer stegepanden, som bliver stående på komfuret. Frøken Kløe går ned i baggården og ryger en cigaret. Hun går op i lejligheden igen. Kigger på uret og opdager nu, hvor mange klokken er blevet. Hun iler ud på badeværelset for at børste tænder. I skyndingen kommer hun til at sprøjte tandpastaskum i øjet. Frøken Kløe bander lavmælt og tager sig til det sviende øje. Mascaraen begynder at løbe. Hun dupper med toiletpapir. Øjet bliver rødt. Hun kigger på uret igen. Der er ti minutter til, at hun skal møde Kreamanden. Hun tager jakken op fra gulvet, svinger et halstørklæde over skulderen, kaster et sidste blik på sig selv i spejlet. Piller lidt ved sit røde øje, fjerner en glemt mascararest. Så går hun hastigt ud af døren.

– – –

Scene 4. Foran teatret. Frøken Kløe står og venter på Kreamanden. 

KREAMANDEN (kommer gående. Smiler): Hej!

FRØKEN KLØE (giver ham et kram. Smiler): Hej!

Kreamanden er boheme klædt med en lille klud viklet om halsen, lang frakke og vanter, hvor fingerspidsernes yderste led er klippet af. Alt ved ham ser småt ud, Frøken Kløe er i sine hæle flere centimeter højere end ham.

FRØKEN KLØE: Jeg er ikke så god til at lyve. Vi er nødt til at have en historie parat. Hurtigt – hvor har vi mødt hinanden?

KREAMANDEN (griner): Til en fest? Vi behøver altså ikke finde på noget, hvis du ikke har lyst. Jeg tænkte bare, at det måske ville være rarest for dig, hvis vi nu skulle møde nogen, jeg kender.

FRØKEN KLØE: Åh. Nåh. Ja, ok. Men god idé med festen. Måske det var til din trommeslagers fødselsdagsfest?

KREAMANDEN: Det kan vi godt sige.

FRØKEN KLØE: Jeg kender ham fra. Øh. Gymnasiet?

KREAMANDEN: Nemlig.

FRØKEN KLØE: Hvilket gymnasie?

KREAMANDEN (smiler): Det kommer sig ikke så nøje. Kom.

De går sammen ind i teatrets foyer. Kreamanden viser vej til balkonen, hvor de skal sidde. Imens småsnakker de om forestillingen. Lyset i salen går. Åbningsscenen er en monolog med en kvinde i kødfarvede gevandter. En gang imellem vender Frøken Kløe sig og smiler til Kreamanden.

– – –

Scene 5. Foran teatret. Der er pause i forestillingen. Frøken Kløe og Kreamanden er gået ud for at trække lidt luft, for der er varmt oppe på balkonen. En mand kommer hen til dem, hilser på Kreamanden, som han tydeligvis kender. Frøken Kløe stirrer og bliver helt tør i munden over denne nye mands skønhed. Hun har set ham før, men aldrig så tæt på. Han ligner en løve. Han kigger på Frøken Kløe med et blik, der får hende til at føle sig som en gazelle. Hun tør ikke sige noget. Det viser sig ikke at blive nødvendigt at fortælle historien om trommeslageren. Og det er et held, for Frøken Kløe ved godt, at hun ikke ville kunne lyve særligt overbevisende, når Løven ser sådan på hende. Det ringer ind til sidste akt. De går alle tre indenfor.

– – –

Scene 6. I teatersalen. Løven sidder nede på gulvrækkerne. To gange vender han sig om og kigger direkte op på Frøken Kløe. To gange taber hun stille pusten, mens hun skæver til Kreamanden, der ikke lader sig bemærke med noget. Lyset i salen går. 

– – –

Scene 7. Foran teatret. Forestillingen er slut. Menneskemylder.

KREAMANDEN: Skal jeg følge dig hjem?

FRØKEN KLØE (smiler): Det må du da gerne.

De går hen ad gaden, mens de snakker om forestillingen. Frøken Kløe giver udtryk for, at hun synes, den var lidt svær at forstå nogle gange.

KREAMANDEN: Der var en masse gode filosofiske pointer. Jeg tror, det var Voltaire.

FRØKEN KLØE: Åh, ja. Javel. Jeg kunne bedst lide, når det var sjovt.

KREAMANDEN: Ja. Men der er nødt til at være noget kød på teksten også. Scenografien var fantastisk.

Efter lidt tid når de til et lyskryds.

FRØKEN KLØE (peger): Der er min gade.

De når en hvid bygning.

FRØKEN KLØE: Og her er min dør.

KREAMANDEN: Nu ved jeg, hvor du bor.

FRØKEN KLØE (griner): Så skal jeg passe på.

KREAMANDEN (smiler): Du har virkelig et godt grin. Meget smittende. Det kan jeg godt lide.

FRØKEN KLØE: Der er faktisk mange som synes, jeg har en hånlig latter. Det er fordi jeg griner sådan HARHARHAR, du ved. Men det er altså ikke for at være hånlig. Det er bare sådan jeg griner.

KREAMANDEN: Nå ja, jeg kan egentlig godt se, hvad de mener, nu du siger det. Det må være fordi, det en meget pludselig, høj latter, du har. Men jeg synes, det lyder som om, den kommer helt nede fra din mave. Det er fedt.

Kreamanden går tættere på Frøken Kløe.

KREAMANDEN: Jeg vil gerne på date med dig igen. Det var ikke meget, vi nåede at få snakket i aften. Men det var dejligt, du havde lyst til at tage med alligevel.

FRØKEN KLØE: Nåhmen, det kan vi da godt finde ud af. Så kan vi måske drikke kaffe næste gang?

KREAMANDEN: Det vil jeg meget gerne. I næste uge?

Frøken Kløe nikker. Kreamanden er lige ud for hende. Han smiler og ser ud som om, han godt kunne tænke sig at kysse hende. Hun giver ham hurtigt et lille kram og siger godnat, før hun låser sig ind i opgangen. Hun går op på tredje sal. Inde i lejligheden lugter der af stegte fiskefrikadeller.

Gøgleren

Han er en af dem, hvor man efter at have set hans billeder tænker, at han enten er meget pænere eller knap så pæn i virkeligheden. Jeg tog chancen. Vi matchede. Skrev lidt sammen. Jeg gider sjældent skrive med mænd i alt for lang tid ad gangen, for jeg har lært, at jeg enten begynder at kede mig og efterhånden glemme samtalen; eller modsat får så høje forventinger til daten, at det ikke kan ende med andet end at falde til jorden med et overdøvende rabalder, når vi endelig ses. Så jeg spurgte hurtigt mit nye match, om vi skulle snuppe en kop kaffe sammen. Han fortalte, at han ikke var så rutineret i dating, men at han gerne ville prøve. Note til fremtids-jeg: Når mænd siger sådan, så overvej lige en ekstra gang, om der mon kan være noget der gør, at de ikke dater så meget.

Jeg nåede at presse en lægeaftale ind inden daten. Siden p-pillestoppet har min menstruation mildt sagt været lunefuld. Lægen spurgte ind til symptomer, bladrede i en brochure og snakkede om kønshormoner og cyster, mens min ryg føltes kold. Henvisning til gynækolog. Blodprøve. Lige for en sikkerheds skyld, mente hun. Jeg bliver så tosset, hvis min kusse er syg, tænkte jeg og bøjede armen sammen om vatklumpen, da nålen blev fjernet fra åren. Egentlig ville jeg bare have haft en recept på en million Ipren. Mine tanker var ret optaget af alt muligt andet, da jeg gik fra lægen mod kaffedaten.

Han stod og ventede midt på fortovet. Kunne allerede på lang afstand tyde hans kropssprog som værende pænt nervøst. Han havde en Fjällräven-jakke på. Ret praktiske gummisko og bukser med store lommer på siden af læggen. Hvor var den hvide slim fit skjorte fra Tinder? De seje sneaks? Der blev tænkt ord som overfladisk og rummelig, da jeg i tankerne hurtigt irettesatte mig selv. For han så rar ud. Og jeg har altså brug for en rar mand, mindede jeg mig selv på. “Hej,” smilede jeg og gav ham et kram, “skal vi ikke tage kaffen med udenfor? Der er jo dejligt vejr.” Det ville han gerne være med til. Jeg bestilte latte, han sagde ditto, og mens vi stod og ventede, kunne jeg se svedperlerne på hans pande. Akavet småsnak. Jeg tænkte på blodcyster. Endelig fik vi vores papkrus og gik udenfor.

Først forløb samtalen mellem os faktisk fint. Han var sød. Vi talte om gode spisesteder i byen, han kendte til et par nye restauranter. Det kan godt ske solen tittede blegt frem, men det blæste en del. Især sidevinden var fæl, jeg fik hele tiden hårtotter i øjnene. Kaffen gik hurtigt fra varm til lunken. Han spurgte ind til mine fritidsaktiviteter, jeg svarede ting som fitness og shopping og damehygge. “Hvad med dig?” spurgte jeg, og sådan fandt jeg ud af, at han selv gøglede i sin fritid. Spyede ild og sådan. Jonglerede. Cyklede på ethjulet. Af hvad jeg ved, har jeg aldrig været på date med en gøgler før. Tænkte, at jeg vist mest var vant til, at mænd bare går til fodbold.

Gøgleren var også meget. Sådan. Åndelig. Eller. Filosofisk i det på en måde. Det er jeg altså ikke rigtig, og jeg kan godt have svært ved at følge med i samtaler med folk, der er. Måske mest fordi det ikke interesserer mig spor at snakke om. Han var fascineret af visse psykologiske mekanismer, fortalte en del om det. På et tidspunkt fik han sagt noget på så sjov en måde, at jeg grinede højt og længe. “Det var sjovt sagt,” lo jeg. Han virkede helt forbavset over min latter. Så lyste han op i et stort, stolt smil og gentog joken. Knap så morsomt anden gang, skulle jeg hilse og sige. Efter at have travet rundt i noget der føltes som mægtig lang tid, tjekkede jeg diskret mit ur. Der var ikke engang gået en time. Ork. Syntes ikke helt, jeg kunne få mig til at tage hjem endnu. Hele daten gik jo egentlig også ok. Jeg mener. Havde godt nok en klar fornemmelse af, at jeg nok ikke var interesseret i at lave noget som helst, der bare mindede om at lade Gøgleren lindre kløen. Men han var hyggelig at snakke med, og så længe det bare blev ved det, havde jeg ikke noget imod at fortsætte lidt endnu. Note til fremtids-jeg: Når du allerede i løbet af så kort tid sammen med en mand ved, at du ikke har lyst til mere – så stop. Bare stop.

For mit forslag om øl gav åbenbart Gøgleren mod og gjorde ham tilstrækkelig tryg til rigtigt at folde sig ud. “Har du noget imod rygning?” spurgte han, da vi sad med to Øko Thy foran os. Som udgangspunkt er jeg altid ikkeryger, hvis nogen spørger. Skulle jeg alligevel finde på at ryge på en date, kan man roligt tage det som indikator for, at jeg ikke er interesseret længere. Men nu røg Gøgleren jo tilsyneladende selv, så jeg rystede på hovedet og fiskede hurtigt smøgpakken frem fra jakkelommen. Åh, det går godt sammen med en bajer. Han tændte op med mikserblus. “Hold da op,” mumlede jeg og kiggede på flammen. Herfra gik der ikke mange øjeblikke før snakken kredsede om cannabis. Jeg har klare holdninger til det emne, men det havde Gøgleren også, og han kastede sig nu ud i noget, der bedst kan betegnes som et mindre foredrag om netop dette. Vidste alt om brug og virkning. Samt lovgivning om stoffer endda. I den forbindelse var han tilmed ret harm på Sundhedsstyrelsen, fornemmede jeg. Dernæst bevægede han sig over i noget lidt mere politisk – nærmere bestemt partiprogrammet for det parti han støttede. Til sidst sluttede han af med enetaler om CO2-udslip, klimaforandringer og gøglercamp. De gange jeg forsøgte at give mit besyv med, afbrød han hurtigt og fortsatte sit foredrag. Jeg tror ikke, det var Gøglerens mening at være uhøflig. Tror heller ikke, at det var fordi, han bedst kunne lide at høre sig selv snakke. Han virkede bare så ekstremt passioneret og nørdet omkring de emner han fortalte om, at der for ham nok slet ikke var plads til andet. Og mens jeg sugede på filteret og kiggede på Gøgleren, tænkte jeg, at der heller ikke var plads til en som ham i mit liv, så det gik måske alligevel lige op. Alt det med at være mere rummelig og mindre overfladisk var fuldstændig glemt. Jeg drak hurtigt. Han svedte voldsomt under armene. Der var ingen naturlige pauser mellem talerne, og jeg var til sidst så tissetrængende, så jeg måtte bede ham meget bestemt om at holde inde. På toilettet kunne jeg mærke, at jeg var ved at blive småsnalret efter kun halvanden øl. Bestemte, at det måtte være mit stik til at tage hjem. Tilbage hos Gøgleren igen, fortsatte han imidlertid ufortrødent snakken – vi var nu atter ved de psykologiske mekanismer – og jeg måtte trække i både frakke og halstørklæde, før han gav mig tid til hurtigt at indskyde, at daten var slut.

Han skrev til mig sent samme aften. “Hej Frøken Kløe. Tak for en hyggelig eftermiddag, jeg synes bare tiden fløj afsted sammen med dig.” Pudsigt. For mig havde det været et par meget lange timer. Mit svar var høfligt afvisende. Brugte resten af aftenen på netdoktor. Note til fremtids-jeg: Lad være med at google endometriose, PCOS, hormonforandringer eller blødningsforstyrrelser.

Noget er i gære

Nu ved jeg godt, det var meningen, at jeg skulle gå rundt og være trist og fuld af savn og famlende efter mine knuste hjertestykker. Sådan har I nok tænkt, at det var fat med mig. Og det var det også. Det var det virkelig, virkelig. Dyrkede rigtigt melankolien, kreerede sørgelige playlister og spiste alt for meget smeltet ost. Og der var slet ikke noget der var noget ved. Især ikke mændene. Nå ja. Var da flittig på Tinder alligevel. Dog må enhver singledame give mig ret i, at det ikke ligefrem er ensbetydende med, at man kan sidde og muntre sig med det ene lækre match efter det andet. Der er så godt som støvsuget for flotte mænd derinde. Men så skete der pludselig noget. Sådan. Noget ret uventet.

Hvis nogen har lært sin lektie – så er det mig. Åh, jo. Som om jeg nogensinde igen vil fortælle en mand om bloggen, tænkte jeg sammenbidt. Som om jeg vil føle mig ufri på mit eget fristed. Men da Det Uventede skete, tøvede jeg alligevel et par dage med at skrive om det. Fordi. Tja. Fordi det faktisk virkede som om, at jeg havde fundet noget rart og lovende. Var betænkelig og lidt i tvivl om, hvordan jeg skulle håndtere hele situationen. For taget i betragtning af hvordan det gik sidst, jeg fandt noget tilsvarende *host, hej Sommermand, host, host*, virkede det ikke længere som så skide god en idé at fortælle fremmede mennesker på internettet intime detaljer om min nye flirt. De få dages tøven blev til uger uden skriverier – og det var simpelthen så mærkeligt ikke at dele det med nogen. Ja, udover Søster, min mor, en håndfuld veninder og kolleger selvfølgelig. Bevares. Men så var der altså heller ikke flere, der vidste noget om noget.

Jeg er mere afhængig af jer og bloggen, end jeg lige troede. Og det føltes helt forkert ikke at skrive om alt det, der pludselig drønede ind i mit liv. På den måde lærer jeg tilsyneladende noget hele tiden. Såeh. Hvis man er klar på en føljeton, er jeg parat til at fortælle nu:

Jeg giver det et sidste skud, tænkte jeg og gik en tirsdag på Tinder igen. Det var om morgenen, og der var ikke så travlt på arbejdet, så jeg forestillede mig, at jeg lige ville snuppe fem minutters hyggeswiperi til kaffen. Aldrig så snart havde jeg åbnet appen, før en af de meget sjældne, åndenødslækre tindermænd tonede frem. I ved. En af dem der, hvor man selvfølgelig liker og krydser fingre, men inderst inde godt ved, at han er en liga for sig, og at et match nok ikke er helt sandsynligt. Men se! Straks spurgte Tinder, om jeg havde lyst til at starte en samtale med samme mand, for han havde også liket mig. Sgu. Afslog dog samtale, for selvom han umiddelbart så noget nær perfekt ud, haltede det jo på det tidspunkt gevaldigt med lysten til mere for mit vedkommende. Bestemte mig for at nøjes med den optur, det var, at få matchet og gjorde derfor mine til at lukke Tinder ned. “Godmorgen Frøken Kløe. Du ser sød ud! 🙂 modtog jeg pludselig i en besked fra ham. Altså. Vil ikke helt afvise, at mit ansigt flækkede i et skævt smil. Det føltes jo alligevel lidt rart, kunne jeg mærke. Så jeg svarede, at han da også så sød ud. På min profil har jeg en mindre mandetjekliste, som de, jeg matcher med, plejer at være meget ivrige efter at fortælle, hvor mange punkter de opfylder. Det slog selvfølgelig heller ikke fejl denne gang. Var mere end tilfreds, da manden ytrede, at han kunne tjekke samtlige punkter af. Og så kørte det egentlig bare slag i slag derfra. Jeg har vist før fortalt lidt om, hvordan det nogle gange bare kan klikke allerede inden man mødes. Det gjorde det med Ingeniøren. Det gjorde det med Sommermanden. Og sørme om ikke også det skete igen nu. Det viste sig, at mit nye tindermatch var håndværker, og jeg frydede mig over at være stødt på en mand, der kunne finde ud af at banke løs med en hammer og kløve noget brænde og skrue en pære i. Jeg døber ham Handymanden.

Vi skrev sammen hele formiddagen. Fornemmede en tydelig interesse blandet med en forbavsende omsorg fra hans side. Det bekom mig godt. Fantastisk godt, faktisk. Opdagede først hvor meget jeg havde længtes efter den slags opmærksomhed, da jeg pludselig fik det i overflod fra denne fremmede. Handymanden bød hurtigt på øl, og jeg takkede lige så hurtigt ja. Da jeg cyklede hjem fra arbejde den dag, var det som om, at bakkerne var lidt fladere og medvinden lidt friskere.

Næste morgen stod jeg længe foran bøjlestangen og kunne ikke bestemme mig for, hvad jeg skulle tage på. Daten skulle stå straks jeg havde fri, så der var ikke tid til at komme hjem og skifte. Endte med mørkeblå strik og denimnederdel. Jeg ser altid brandgodt ud i blåt. I løbet af dagen udvekslede vi telefonnumre, og han foreslog først at starte daten hjemme hos mig. Var helt med på, hvad det kunne betyde. Men Handymanden kendte naturligvis hverken til mine manderegler eller ulykkelige forelskelse. Og nu er det jo heller ikke fordi, jeg plejer at være den, der siger nej til et knald på første date. Jeg vidste bare, at jeg for tiden manglede et teflonlag om hjertet, og kunne derfor tydeligt mærke, at det ville være en tand for grænseoverskridende at lade Handymanden komme indenfor på tredje sal. I stedet undskyldte jeg mig med rod og foreslog et mere neutralt mødested. “Jeg henter dig i bil, så kører vi lidt rundt og finder ud af, hvad vi vil,” skrev han.

Jeg stod nede på gaden og ventede, da han gled op på siden af mig i en toplækker øse. Altså. Nu går jeg ikke sådan specielt meget op i biler – faktisk overhovedet ikke – men lige denne her, kunne da selv jeg se, var en respektindgydende model. Satte mig ind ved siden af ham og havde nær tabt pusten, da jeg endelig fik et ordentligt kig på ham: Lyst hår og fuldskæg. Lattermilde øjne. Kunne skimte tatoveringerne komme til syne under de opsmøgede jakkeærmer. Vi snakker altså fuldstændig en mand efter mit hoved. “Skal vi ikke køre hen til udkigsposten?” spurgte han. Det var samme sted, som Sommermanden og jeg havde haft vores første date, tænkte jeg. Nikkede. Det kunne vi da godt. Han gassede op, vi fór gennem byen. “Jeg har stalket dig på Facebook,” sagde Handymanden og kom med en bemærkning om min barndomsby. Jeg grinede overrasket. Selvfølgelig havde jeg da også stalket ham og tilmed tænkt, at hvis bare han lignede sine billeder en lille smule i virkeligheden, havde jeg skudt papegøjen. Men det ville jeg jo ikke indrømme. Sagde bare kælent, at jeg syntes, det var sødt, at han sådan havde leget detektiv taget mit kedeligt normale navn i betragtning. “Jeg måtte også lede i et stykke tid,” lo han. Og sådan opdagede jeg allerede i løbet af de første ti minutter, hvor lige til og direkte Handymanden er.

Han var mindre, end jeg havde regnet med, så jeg, da vi steg ud af bilen og jeg kunne betragte ham fuldstændig. Men hans jeans afslørede en pokkers fast lille manderøv. Handymanden førte an. Vi travede rundt, hans skridt var små og energiske. Fik solide flashbacks, da det gik op for mig, at vi fulgte nøjagtig samme rute, som Sommermanden og jeg for så lang tid siden havde slentret ad. Dengang havde solen skinnet, og jeg havde svedt og smidt jakken. Nu lå bladene våde på jorden, luften var tung af fugt og lovning om snarlig vinter. Da tusmørket krøb frem fra buskene, blev vi enige om at finde noget at spise. “Sushi?” spurgte Handymanden. Jeg rynkede på næsen. “Nej? Nå. Det plejer piger ellers altid gerne at ville have,” sagde han med øjenbrynene skudt langt op i panden. “Det smager jo af rå fisk og kolde ris,” forklarede jeg, og han grinede og sagde, at det var det sådan set også. Han nikkede anerkendende, da jeg glad bifaldt en omgang bøfsandwich.

Sovsen var tyk og brun, bøffen var kæmpe og Handymandens ansigt blev oplyst af flakkende stearinlys, da vi sad på cafeen. Vi snakkede meget. Jeg kunne kun spise halvdelen. Resten nåede at blive kold, for jeg havde så travlt med at grine og komme med bemærkninger, så jeg glemte alt om maden. Nogle gange tav Handymanden og kiggede på mig, mens jeg fortalte. Han glødede varmt mod mig og sendte sug i min mave. Lagde mærke til, at han havde de fineste smilerynker ved øjnene. Efter maden troede jeg, at daten lakkede mod enden. Der var helt mørkt udenfor. “Skal vi drikke den øl nu?” spurgte Handymanden, og jeg blev ligeglad med næste dags arbejde. Vi gik ad tyste gader. Det støvregnede. Blev irriteret på mig selv over, at jeg altid var så typisk forsinket, så jeg ikke havde nået at tage linser i om morgenen; mine brilleglas blev våde og duggede. Handymanden stoppede op og så indgående på mig. “Du har meget flotte øjne,” sagde han, da jeg tog brillerne af. Jeg smilede og vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle sige.

En vandpibebar lokkede med neon og parfumeret røg, og Handymanden udbrød, at han godt kunne bruge en pibe. Vi bestilte tjekkiske øl og valgte samtidig, at vores mundstykke skulle være lilla. Han fandt tæpper, vi satte os udenfor. Bartenderen kom med pibe og kul, og jeg lo, da røgen væltede fra Handymandens mund i duftende bølger. “Egentlig ryger jeg nogle gange en smøg eller to, når jeg går i byen. Det er en gammel vane. Jeg er nok lidt dobbeltmoralsk. Men jeg forstår ikke dem, der ryger fast hver dag. Hvorfor gør man sådan mod sin krop?” ville han vide. “Mh,” svarede jeg undvigende, proppede diskret min krøllede smøgpakke endnu længere ned i taskens fjerneste hjørne og bestemte mig for at være ikkeryger. Handymanden var nem at snakke med. Jeg behøvede aldrig tænke over at finde på nye samtaleemner sammen med ham. Det var som en konstant pludren, der var ikke stilhed mellem os et eneste øjeblik. Jeg grinede meget. Da øllene var drukket, forsvandt Handymanden indenfor og kom kort efter ud med to drinks. De smagte af kanel. En fyr kom hen og komplimenterede Handymandens tatoveringer og flotte skægvækst, det lod til at være en slags hemmelig klub for mænd med hang til den stil. Han blinkede til mig henover fyrens skulder. Og så sad vi der. Med tæpper om benene, tobak med vandmelonsmag og kaneldrinks, mens jeg følte mig let og levende igen.

Vi gik videre til den næste bar. Det var efterhånden blevet vores femte øl, og jeg kunne mærke, det var ved at gøre mig svimmel. Klokken var over midnat. Forsøgte at skjule et gab, men det lod sig ikke helt gøre, og snart havde jeg smittet Handymanden, der næsten vred kæberne af led. Efter otte timer sammen blev vi enige om at gå hver til sit. Jeg løb fra gadedør til gadedør i et forsøg på ikke at blive alt for gennemblødt af den regn, der silede stødt på hele hjemvejen. Vandet dryppede fra håret, da jeg stod i entreen og sparkede skoene af. Gik straks ud på badeværelset, greb vatrondeller og makeupfjerner. Og med tandpastaskum på hagen modtog jeg en besked fra Handymanden: “Hej Frøken Kløe. Jeg kan rigtig godt lide dig og vil gerne ses igen, hvis du har lyst?”

Og. Helt ærligt. Ik’. Det kan godt ske, jeg var tømmermandsramt dagen efter og havde usædvanligt besvær med at komme ud af fjerene, da vækkeuret bimlede. Men ikke desto mindre var det denne sang, jeg havde i ørene, da jeg cyklede på arbejde og mange, mange dage derefter:

Videre

Jeg skal videre, tænkte jeg. Ud og se noget, finde en ny mand, bare videre. Swipede på Tinder, scrollede på Happn. Udvalget var lige så ærgerligt, som jeg havde regnet med. Smed alligevel et par halvhjertede likes afsted. Sådan mest bare fordi. Mændene, jeg matchede med, syntes middelmådige og ragede mig en høstblomst. Slettede dem hurtigt, så snart de begyndte på deres forudsigelige “Hej smukke – haft en god dag?”-replikker. På Tinder var der dog en enkelt, der var anderledes. Faktisk sjov. Han så rar ud. Og hans beskeder fik mig til at smile nok til, at jeg tænkte, at det måtte være sådan noget, jeg havde brug for. Han sagde i spøg, at han altså ikke var øksemorder, så jeg kunne roligt mødes med ham, hvis jeg havde lyst. Jeg skrev, at jeg normalt kun datede øksemordere, men at man selvfølgelig ikke kunne være lige heldig hver gang. Han spurgte, om jeg havde tænkt mig at putte Rohypnoler i hans kaffe, når han kiggede væk. Jeg svarede, at sådan gjorde jeg som regel. Han foreslog mandag, jeg takkede ja. Bagefter mærkede jeg en underlig stolthed flagre prøvende rundt i min mave.

Vi havde aftalt at mødes om eftermiddagen, og jeg var kommet senere fra arbejde end ellers. Nåede lige hjem for at skifte bluse, før jeg trampede ned af trapperne igen. Da jeg et øjeblik inden havde stået på badeværelset og smurt frisk deodorant i armhulerne, kunne jeg kun tænke på, at der pludselig ikke var noget, jeg havde mindre lyst til end at gå på date. Ved synet af min sofa virkede det langt mere tillokkende at krølle sig sammen i denne, end det der med at komme videre og møde nye mænd og se jeg-ved-ikke-hvad. “Tag dig sammen. Du skal blive dig selv igen nu,” sagde jeg til mit spejlbillede i gangen, inden jeg tvang den ene fod foran den anden og smækkede døren bag mig.

Jeg sørger jo altid for at komme, hvis ikke lige på klokkeslættet, så i hvert fald få minutter senere, så jeg kan gøre en tilpas entre. Var naturligvis også tilfældet denne gang. Men da jeg styrede mod mødestedet, så jeg, at mit Tindermatch ikke var kommet endnu. Gjorde mig ikke ligefrem mere positivt stemt overfor daten, at jeg ikke fik mulighed for at skinne på ønskede vis. Stod akavet og ventede. Kunne ikke bestemme mig for, om jeg skulle hvile vægten på højre eller venstre ben. Endte med en art trippen. Tjekkede Tinder. Muligvis er det en lorteapp, der ikke kan finde ud af at opdatere afstanden, men kunne se, at han stadig var en del kilometer væk. Og han havde ikke skrevet noget om at være forsinket. Hm. Efter knap et kvarters venten var jeg tæt på at være edderspændt over at skulle stå og føle mig til grin foran en overfyldt kaffebar. Fjernede vores match. Så gik jeg.

Tog direkte hen og købte en bøtte Ben & Jerry’s. På vejen hjem lagde jeg mærke til, at bladene på træerne var ved at blive gule. Nogle lå visne i rendestenen. Jeg tænkte, at det snart var tid til uldtøj og futter og tændte stearinlys. Det plejer at være det, jeg bedst kan lide ved efterår. Og jeg spekulerede på, om det mon ville gøre mig gladere. Sparkede skoene af i gangen, trak i blød jersey og hev et tæppe over hovedet, mens jeg konstaterede, at jeg faktisk ikke kunne komme på noget som helst, der gjorde mig glad længere.

En slags afsked

Årsagen, til at jeg følte mig klar til at snakke med Sommermanden, skal findes nogle dage forinden. Han havde skrevet til mig en morgen i forrige uge. Spurgte, om jeg havde lyst til at ringes ved om aftenen. Jeg blev uendeligt glad. Sad der ved skrivebordet og smilede så fornøjet, at mine kolleger til sidst bemærkede det, blinkede og prikkede mig i siden. Dagen sneglede sig afsted. Jeg sværger, jeg talte minutterne. Så er knap tolv timers venten altså længe. Men det var lige meget. Ventede gerne dobbelt så lang tid for at se Sommermanden. Havde forestillet mig, at vi nu endelig skulle have en god, lang og ærlig snak. Jeg havde i hvert fald helt enormt brug for at høre ham bekræfte mine ønsker om det langdistanceforhold, vi forhåbentlig arbejdede hen imod. Da det endelig blev tid, fik jeg kortvarigt åndenød over at se ham tone frem på skærmen. På det tidspunkt havde vi ikke set hinanden i over en måned. Men ak. Internettet bestemte sig for at modarbejde os fuldstændig, og forbindelsen var så dårlig, at vi måtte ringe hinanden op flere gange. Derudover viste det sig imidlertid også, at Sommermanden befandt sig på sin nye arbejdsplads og derfor ikke kunne tale frit. Det blev en overfladisk, ligegyldig samtale. Det blev et antiklimaks uden lige. Sommermanden foreslog, at vi i stedet kunne ringes ved om aftenen den følgende søndag.

Efter den meget lidt forløsende samtale med Sommermanden, tastede jeg Søsters nummer. Har tidligere været lidt inde på, hvordan hun dagligt lod høre fra sig for at sikre, at jeg ikke druknede i de kaotiske bølger mine følelser skabte. Men da jeg fortalte om, hvordan Sommermanden havde siddet på arbejdet og ikke kunne snakke ordentligt med mig, fik hun nok. “Hvad så nu? Har du tænkt dig at være ked af det helt indtil på søndag? Og hvad så derefter? Når han gør dig ked af det igen? Du giver og giver, men får ingenting tilbage. Er du slet ikke klar over det?” spurgte hun. Gav mig en ordentlig røvfuld tough love. “Men Sommermanden sagde jo, at vi med tiden skulle se, hvad vi kunne blive til. Og det var ham, der foreslog at snakke igen. Han vil gerne se mig!” forsøgte jeg. “Han vil ingenting. Han sagde jo også, at han ikke ville love dig noget. Og han er på Tinder. Leder efter sit livs kærlighed. Hvor meget tydeligere vil du have ham til at sige, at det ikke er dig?” fortsatte Søster. “Men han siger det jo ikke. Han er nødt til at sige til mig, at det er slut, hvis det er. Jeg kan godt se alt det andet han gør. Men jeg kan ikke høre det,” røg det ud af mig. Gudfader, tænkte jeg, er det virkelig sådan jeg har det? Og lige dér gik det op for mig, at jeg var blevet den mest ynkelige udgave af mig selv, som jeg overhovedet kunne blive. “Hvorfor skal du altid helt derud, hvor du lader mændene tryne dig? Hvorfor kan du ikke selv tage en selvstændig beslutning om at ende det?” Søster gav mine drømme dødsstødet. Og sådan fortsatte vi med at diskutere de næste tre dage. Søster, der forsøgte at få mig til at fatte, hvad jeg så længe ikke havde været i stand til at forstå; og jeg, der langsomt men sikkert endte med at tage imod. Vores snakke var timelange, og når der var blevet lagt på, reflekterede vi hver især indtil næste dag, hvor alt endnu en gang blev endevendt. “Du skal passe på dig selv. For han har ikke tænkt sig at gøre det. Du skal vælge dig selv i stedet for hele tiden at lade ham vælge dig fra,” sagde hun. Den gik rent ind. Hun havde jo ret. Og således gik det til, at jeg henover tre dage gik fra at have et altoverskyggende behov for at få svar på utallige spørgsmål til at være fuldstændig afklaret.

I søndags var det en uge siden, at Sommermanden og jeg mødtes på Skype. Det var ellers en helt normal dag. Septemberhimlen var strålende blå, og jeg tænkte, jeg måtte adsprede mig selv, så jeg ikke ville gå alt for meget til af ren nervøsitet og spænding inden klokken slog otte om aftenen. Valgte at cykle i Ikea. Måske ikke helt gennemtænkt kun at have en cykelkurv til rådighed, når man går shoppeamok. Men med en smule behændighed lykkedes det til sidst, og jeg drønede afsted på Det Røde Lyn med podcast i ørene og et sandt læs af blomster, billedrammer og fnugruller. Hjemme igen gik jeg i gang med støvsugning. Og før jeg vidste af det var der kun en halv time til, at jeg skulle se Sommermanden. Jeg kan godt det her, tænkte jeg hele tiden. Havde flere sider med nedfældede tanker som lå klar ved siden af computeren. Jeg havde forberedt mig på to mulige udfald. At det enten ville være en få minutters kort samtale, hvor jeg fik sagt, hvad der skulle siges. Til det havde jeg en enkelt sides stikord. Eller at Sommermanden ville begynde at stille spørgsmål til min beslutning og måske endda give lidt af sig selv og sine egne tanker om vores forhold – hvortil jeg havde griflet hele fire siders argumenter ned, fordi jeg vidste, at jeg ville glemme hvert og et, når jeg først så ham igen. Havde desuden med største omhyggelighed forsøgt at slå det tåbelige, spinkle håb ihjel, der trods alt stadig levede i mit bryst, ved hele tiden at minde mig selv om, at lige meget hvad, så kunne dette kun ende med skuffelse. Var med andre ord så klar og fokuseret, som man overhovedet kan blive, når man skal afslutte tingene med det menneske, man allermindst har lyst til at sige farvel til. Klokken 19.58 bankede mit hjerte alligevel så hårdt, at jeg måtte ringe til Søster for anden gang den dag. “Jeg har glemt det. Ved ikke, hvad jeg skal sige. Hvorfor er det nu, at jeg er nødt til at gøre det her?” skingrede jeg. “Fordi du er mere værd end det, han byder dig,” svarede hun roligt. “Åh. Nå ja,” mumlede jeg. I samme øjeblik bimlede min computer.

Sommermanden så ud, som han plejede. Håret var lidt pjusket, han var næsten lige stået op, sagde han. Det var underligt at se ham der. Vi føltes så tæt og alligevel langt fra hinanden. Han viste mig rundt i sit nye hjem, tog mig med ud i køkkenet, bryggede en kop kaffe, mens jeg så til fra min sofas bløde hynder på den anden side af jorden. Vidste, at jeg var nødt til at få det sagt hurtigt, ellers ville modet svigte mig, hvis jeg ventede for længe. “Sommermand,” begyndte jeg, “jeg kan ikke blive ved sådan her længere.” Han sad stille. Og så forklarede jeg ham, at jeg ville have en, der er lige så forelsket i mig, som jeg er i ham. En, der vil kæmpe for mig. Men at alt hvad han gjorde, kun gødede min spirende tvivl om netop denne kampånd, som var blevet sået den skæbnesvangre aften, jeg stalkede ham på Tinder. At jeg ikke ville snakke med ham længere, når han ikke følte på samme måde. At jeg var nødt til at passe på mig selv nu. Sådan sagde jeg, mens mit blik flakkede mellem skærmen og mine sirlige noter, der med pink overstregning markerede de vigtigste pointer.

Og jeg havde jo regnet med en kort samtale. Det havde jeg. Og selvom jeg ikke kan benægte den lille snas af naivt håb, der sad som en igle i mit inderste hjertekammer, så havde jeg jo også regnet med det svar, han gav mig: “Du har ret i, at vi skal stoppe nu. Det her – vi – er ikke realistisk.”

Var jeg klog, havde jeg afbrudt samtalen der. Det var jo alligevel også det, jeg havde forberedt mig på. Dum er vist en mild underdrivelse i denne sammenhæng. Jeg er ikke sikker på, hvilken følelse det gav mig at høre ham sige sådan. Afmagt. Irritation. Ked af det-hed. Alt muligt. Det var under alle omstændigheder ikke en rar ting, der ulmede i mig. Skide være med det, tænkte jeg, og konfronterede ham nu med alle frustrationer, al undren, selvom jeg havde lovet mig selv at lade være. “Der er bare noget, jeg ikke forstår. Jeg forstår ikke, hvordan man kan lukke ned og bestemme sig for ikke at blive forelsket, fordi man skal rejse,” bed jeg bittert. “Nej,” sagde han efter lidt tid, “men det kunne jeg jo åbenbart heller ikke.” Og herfra husker jeg kun vage brudstykker. For det eneste jeg fattede, var, at Sommermanden lige havde indrømmet, at han havde flere følelser for mig, end jeg troede. Så var alt andet ligegyldigt. Pludselig spillede det ingen rolle længere, at han få øjeblikke tidligere lige havde fortalt, at han syntes, vi skulle stoppe al kontakt. Ligesom det heller ikke spillede nogen rolle, at det sådan set havde været hele mit mål med opkaldet. Gled fuldstændig i baggrunden for mig. Sådan en form for selektiv hørelse og vægelsind er en typisk bivirkning ved ulykkelig forelskelse, skal jeg sige jer. Det fik gigantisk betydning for min forståelse af resten af samtalen.

Jeg husker ikke hvornår, men på et tidspunkt blev Sommermanden meget berørt af hele situationen. “Du er så svær at give slip på,” sagde han med grødet stemme og tunge tårer i øjenvipperne. Anede ikke, hvad jeg skulle svare, andet end at jeg ikke kunne græde mere over ham. Han fortsatte med at sige en masse med, at jeg var en ener, at han ikke ville finde nogen som mig igen. Det forekommer mig, at det også var deromkring, at han igen kom ind på afstanden som værende vores kærligheds fjende nummer et. Helt ærligt. Så var jeg ikke i stand til at forstå et eneste ord. Så hans mund bevæge sig, men kunne kun høre mine egne tanker skrige: Han er forelsket i mig, han er forelsket i mig, han er forelsket i mig. Selv når jeg af al kraft forsøger, kan jeg her bagefter ikke genkalde mig præcis, hvad der blev sagt mellem os. Alt flyder sammen.

Sommermanden græd og græd. Jeg kunne se mit eget ansigt som en bleg klat i bunden af skærmen. “Hvorfor græder du, Sommermand?” hviskede jeg. “Fordi jeg ikke kan give dig det du fortjener,” svarede han. Og så: “Jeg er på vej med hundrede kilometer i timen mod et nyt liv, Frøken Kløe.” Mærkede en snigende fornemmelse af, at der måtte være en detalje, jeg ikke havde fået ordentligt fat i. Ligesom når man sidder i matematiktimen og indser, at der er noget helt grundlæggende, man må have misforstået, fordi de pokkers x’er og y’er slet ingen mening giver. “Jeg skal lige være sikker på, at jeg forstår det her rigtigt,” jeg hævede stemmen i et øjebliks klarhed. “Du vil ikke være sammen med mig, fordi vi er for langt væk fra hinanden?” Han nikkede. “Og du vil ikke være sammen med mig, fordi der ikke er plads til mig i dit nye liv?,” fortsatte jeg. “Ja,” svarede Sommermanden stille. På et tidspunkt fik han sagt noget om, at han alligevel stadig gerne ville holde kontakten. “Hvad regner du med? Tror du, at jeg kan finde ud af det? Er du klar over, hvor meget jeg længes efter at høre fra dig hver dag? Tror du, at jeg bare kan stoppe med at have det sådan her?” spurgte jeg. Nej. Det troede Sommermanden jo ikke, og han måtte æde ordene i sig igen. Derefter var der ikke meget mere at sige.

Vi endte med at tale sammen i tre timer. Indimellem havde vi grinet og snakket om andre knap så alvorlige emner. Vi havde siddet i stilhed og betragtet hinanden. “Jeg kan ikke få mig selv til at sige farvel,” sagde jeg, og jeg husker det som om, han sagde det samme. Stirrede på ham, sugede øjeblikket til mig, indprentede mig hans ansigts linjer, hans tårer, hans måde at kigge på mig. Jeg rakte hånden frem og aede hans kind. Så lagde jeg på.

“Han har det på samme måde som mig! Det sagde han!” jeg stod kort efter kæderygende nede i min mørke baggård og ringede Søster op. Hun lød overrasket og skeptisk. “Hvad mener du?” spurgte hun. “Sommermanden er forelsket,” min stemme rystede. “Men fik du afsluttet det?” ville hun vide. “Ja. Men han er forelsket,” svarede jeg. “Det vigtigste er, at du stod ved din beslutning og gjorde det forbi,” sagde Søster, inden vi lagde på. Sådan føles det bare ikke, tænkte jeg.

Older posts