Første stadie

Jeg var på arbejde, da Sommermanden rejste væk forrige fredag. Stirrede åndeløst på uret, der hænger på endevæggen i storrumskontoret, og da klokken slog 14 tænkte jeg, at nu! – nu fløj han fra mig. Så ventede jeg. Var sikker på, at et følelsesudbud af en art måtte være under opsejling. Gik endda ud på toilettet for ligesom at komme de forventelige tårer i forkøbet. Men. Ingenting. Jeg tog direkte hen til stamværtshuset efter arbejde, fast besluttet på at drukne sorgerne i øl. Godt nok var de lidt langsomme i det, sorgerne, men de måtte komme, det vidste jeg. Spurven sad klar og ventede på mig, den første omgang var allerede bestilt. “Han er væk,” sagde jeg, og Spurven nikkede. “Du ligner en, der er helt ødelagt. Er du ok?” spurgte han. “Det ved jeg ikke,” svarede jeg, “jeg kan ikke mærke noget.”

Jeg læste engang i et dameblad, at der findes omkring ti stadier, som man vil opleve, når man har hjertesorger. Husker ikke længere hvert stadie præcist. Men et af de første var vist, at alt vil synes uvirkeligt, at man nærmest kan opleve sig selv som værende følelsesløs. Og som jeg sad der med øllerne foran mig, gik det op for mig, at det var lige præcis det, der skete for mig nu. Det var som en dyne blev trukket om min sjæl. Afbød alle slag, men gjorde det samtidig vanskeligt at mærke enhver anden berøring. Det var egentlig mere udmattende, end man skulle tro. Og jeg blev træt og indesluttet i løbet af ingen tid. Efter tre timer var jeg så hensunket i følelsesløs apati, at jeg endte med at sidde stumt stirrende. “Jeg tror vist, det er tid til at tage hjem nu, Frøken Kløe,” sagde Spurven forsigtigt, fandt min jakke frem og fulgte mig ud til cyklen.

Da jeg stod hjemme i min gård, kom jeg i tanker om, at jeg havde glemt at handle ind. Smækkede porten bag mig og satte kurs mod Føtex. Jeg bor dejligt centralt i forhold til indkøbsmuligheder, det tager kun cirka ti minutter ligegyldigt hvilket varehus, jeg vælger. Men denne fredag føltes det som om, jeg forsøgte at bestige en tilsandet, marehalmsbevokset klit. Gik og gik, gled ned, kom kun langsomt frem. Kunne nærmest mærke det grå, stive græs skære mine fodsåler. Opdagede pludselig, at jeg var gået den gale vej. På et torv fandt jeg mig selv, mens folk gik rundt med is og der var børn og hunde og aftensol. Vendte om. Fandt endelig Føtex. Tandpasta, mælk og vaskepulver røg hurtigt ned i kurven. Styrede nu stålsat mod slikafdelingen, for jeg kender som regel mig selv og ved, at der stort set ikke er det lidt chokolade ikke kan kurere. Det måtte også gælde i dette tilfælde, tænkte jeg. Glemte, at jeg er uerfaren i hjertesorger. Så det kom fuldstændig bag på mig, at det der med at miste appetitten, det der med ikke at have lyst til noget som helst længere, som man jo altid hører om, er fuldstændig sandt. Foran mig var hylder fulde af chokoladeovertrukne nødder, lakridschokolade, chokolade med krymmel, chokoladestænger, tysk chokolade, chokoladehapsere og karamelfyldt chokolade. Og jeg havde ikke lyst til en eneste. Men urokkelig i overbevisningen om, at det at proppe sig med kalorier ville hjælpe, ignorerede jeg min manglende craving og smed hurtigt en tilfældig pose i kurven.

Hjemme i sofaen gik jeg fuldstændig i selvsving med at opfylde klicheen om et knust hjerte: Jeg satte The Notebook på. Hvad er det for en nærmest masochistisk tilgang at have til sorg? Her efterfølgende tænker jeg, at det muligvis var et forsøg på at fremprovokere bare snerten af en følelse frem i mig selv. For jeg var stadig bedøvet og tom og chokerende ligeglad med “… it still isn’t over!”. Chokoladen voksede sig stor i min mund. Jeg besluttede at gå tidligt i seng.

Næste morgen var straks en anden snak. Vågnede op med en altopslugende tristhed i kroppen, som jeg efter omhyggelig mærken-efter lokaliserede til at befinde sig primært et sted i mellemgulvet. Hængende over min morgenmysli brugte jeg, hvad jeg vil betegne som pinligt mange timer på at genlæse samtlige beskeder i min og Sommermandens korrespondance på Messenger. Søster ringede. Min mor ringede. De tjekkede op på mig gennem hele dagen. Til sidst var jeg så træt af hele tiden at skulle forholde mig til min egen tristhed, så jeg straks slog til, da Ekskollegaen ved aftenstid skrev, at han og Vikaren gav øl, hvis jeg var frisk. Hurtigt bad, hurtig makeup, ud af døren.

De var allerede i højt humør, da jeg ankom. “Vikaren har fået en kæreste. Vidste du det?” grinede Ekskollegaen som noget af det første. Jeg stirrede på mit mørkhårede crush. Han kiggede forlegent væk. “Det er løgn?” jeg greb ud efter ham, “er du forelsket?” Vikaren rystede vagt på hovedet. “Nja. Altså. Du ved, hvordan det kan være nogle gange,” han smilede prøvende. “Det ved jeg bestemt,” sukkede jeg. “Jeg ved godt, vi to havde en aftale. Undskyld,” sagde Vikaren. “Sådan kan det gå. Men det er dejligt for dig,” jeg tvang et smil frem, prøvede af al kraft ikke at føle mig dobbelt forladt.

Herfra gik der rimelig meget tequila i den for mit vedkommende. Hader det stads. Aner ikke, hvorfor jeg nogensinde syntes, at det var så genial en idé at bestille shot på shot af den modbydelige væske. Jeg blev hamrende fuld. Og jeg havde egentlig bestemt mig for, at jeg ikke ville kontakte Sommermanden lige med det samme. Han skulle lige lande, lige falde til, lige lære de nye omgivelser at kende lidt. Syntes selv, at det var rimelig cool af mig sådan at give ham tid og plads på den måde. Men på vej hjem med fire poser Chili Cheese Tops i favnen klokken 5 en søndag morgen er man ret usej, ret ynkelig og i det hele taget ret opsat på at stramme de bånd til sin Sommermand, der pludselig syntes så løse og slappe. Hele to fuldemandsbeskeder blev sendt afsted, mens jeg svajende klamrede mig til mit spisebord. Blandt andet: “Ej seriøst du skal ligevINfe og sådan *thumbs up*”. Er stadig ikke helt sikker på, hvad der skulle stå. Bagefter gik jeg ud for at tisse. Ti minutter senere vågnede jeg forskrækket op ved – stadig siddende på toilettet – sovende at være faldet forover og have knaldet issen ind i væggen.

Da jeg vågnede ved middagstid, havde Sommermanden svaret. Man kunne læse begejstringen i hver en linje. Han snakkede om eventyrlyst, og jeg mærkede soveværelset snurre. De der tequilashots bed endnu. Og selfølgelig er det dejligt, at han har det godt. Selvfølgelig ønsker jeg ikke andet for ham. Selvfølgelig er han høj på det rush, det må være endelig at leve den drøm, som man har brygget på så længe. Men hvor gjorde det ondt at læse alligevel. For udover begyndende tømmermænd kombineret med en vedblivende tequilabrandert havde jeg det faktisk ad helvedes til. Følte mig som verdens mest usle, smålige menneske, at jeg ikke engang kunne være rigtigt glad på Sommermandens vegne. I mit svar forsøgte jeg at lyde munter, ævlede løs om en lille kat jeg havde fundet tidligere på ugen. Så faldt jeg i søvn igen.

Var først rigtigt ædru, da det var blevet mørkt. Da var weekenden og de første dage uden Sommermanden gået. Og jeg kunne konstatere, at jeg endnu ikke havde rokket mig spor i forhold til hjertesorgsstadierne, og derfor måtte gå en ny uge i møde med en dominerende grundfølelse af at være ked af det helt ind i knoglerne.

Spurven forelsker sig

“Jeg slår ham ihjel,” rasede Vikaren, “banker ham sønder og sammen. Giv mig hans adresse, så tager jeg derhen med det samme. Han skal ikke gøre dig ked af det. Ingen gør Frøken Kløe ked af det.” Jeg smilede trist. “Du er sød. Ville du virkelig gøre det for mig?” spurgte jeg. “Ja. Altid,” svarede Vikaren prompte, “hvad skal jeg gøre ved ham? Du bestemmer.” Jeg tænkte lidt. “Måske bare slå ham?” foreslog jeg. Vikaren grinede. “Du kan satme tro, jeg vil slå ham,” han kiggede alvorligt på mig. “Det er det sødeste, du nogensinde har sagt. Tak,” lo jeg og gav ham et klem.

De havde ringet til mig, jeg havde grædende taget telefonen. Det var knap et par timer efter jeg var kommet hjem fra Sommermanden. Vandrede rundt i lejligheden fra køkken til entre, køkken, entre, om og om. Jamrende. Kunne ikke genkende min egen stemme. Jeg havde ikke lyst til at være alene, så de fik mig hurtigt overtalt til at møde dem på vores sædvanlige værtshus. Satte mig snøftende ved bordet. Mit ansigt var blegt og huden omkring øjnene rødspættet. “Hvad har han gjort ved dig?” spurgte Vikaren med det samme. Spurven stemte i. “Jeg gider ikke snakke om ham,” svarede jeg og bællede en øl. “Du ser godt ud i striber,” trøstede Spurven. Det ved jeg godt, det var derfor jeg tog dem på. Korte denimshorts, sort- og hvidstribet bluse. Men komplimenter hjælper jo altid lidt på humøret. Jeg smilede skævt. De sørgede for shots, og jeg tog grådigt for mig. Små Sure. Smagte vidunderligt. Røgen hang i tunge slør, øllene var mange, og snart følte jeg mig bedre tilpas.

Ud på natten tog vi videre til den næste bar. Spurven og jeg dansede, som vi altid gør. Vildt, med lukkede øjne, uden at tænke. Det rensede mig, og jeg kastede grinende med hovedet, gjorde tegn til at gå ud og få frisk luft. Udenfor sad resten af slænget bænket. Vi satte os hos dem. Samtalen rungede og snurrede for mig. Når jeg ikke længere var beskæftiget med dans, stoppede jeg hurtigt med at høre efter, hvad de snakkede om, og hengav mig atter til mørke tanker om Sommermanden. Spurven talte til mig. Sådan lidt sagte med ryggen vendt halvt til de andre. Front mod mig. Jeg nikkede uden rigtig at lægge mærke til, hvad han egentlig sagde. “… Så må jeg kysse dig?” lød det pludselig. “Hvad?” spurgte jeg forvirret, kiggede op på ham. “Jeg har lyst til at kysse dig. Må jeg det?” gentog han med et forlegent smil. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. Det stod stille i mit hoved. “Er du okay?” spurgte jeg efter en rum tids stirren, “har I skændtes? Din kæreste og dig?” Nej, det havde de ikke, sagde Spurven og rystede bestemt på hovedet. Jeg forstod absolut ingenting. Så det sagde jeg: “Jeg forstår absolut ingenting. Hvorfor vil du kysse mig? Vi har kendt hinanden i snart et år. Jeg har budt mig til flere gange. Du har altid sagt nej. Hvorfor nu?” Kunne mærke, jeg begyndte at blive vred. Spurven mente ikke, det var rigtigt. Jeg havde da aldrig budt mig til, sagde han. For han havde da i hvert fald aldrig sagt nej til mig, hvis jeg havde, blev han gudhjælpemig ved. “Laver du sjov?” spruttede jeg arrigt. “Nu går jeg ind og danser videre. Du kan komme med, hvis du vil. Men jeg gider ikke høre mere.” Jeg rejste mig. Han fulgte efter.

Så. Vi dansede igen. Han lagde hænderne på mine hofter og panden mod min skulder. Kunne ikke finde ud af, hvad det var, der gnavede sådan i mig. Men jeg havde en lammende følelse af at være fuldstændig lige glad. Var lige glad med Spurven, lige glad med øllene, dansen, alt. Jeg var tom. Da han kom tættere på, trak jeg mig væk. Klog af skade og alt det der. “Lad være. Du er ikke ham,” sagde jeg. Så greb han mig. Og så kyssede Spurven mig.

Jeg tænkte. Hvad tænkte jeg? Endelig? Ved det ikke. Det hele var mig så usigelig ligegyldigt. Lagde mærke til, at hans tunge havde en bitter, skarp smag. Og så var det slut. Bartenderen råbte, at de lukkede. Vi blev gennet ud sammen med en lille håndfuld andre bargæster. Himlen var begyndt at lysne. “Så det her er altså forelskelse,” mumlede Spurven, mens han gloede på mig i det begyndende morgenlys. “Hold mund, Spurv,” skændte jeg irriteret. “Du er ikke forelsket i mig. Du har kunnet få mig, hvis du ville, og det ville du ikke. Men når jeg endelig finder en anden, og du ser, hvor glad jeg er for ham, bliver du pludselig vældig interesseret. Du er fuld af løgn. Og skal gå hjem til din kæreste nu.” Han kiggede væk. Vi fulgtes ad, skulle hjem i samme retning; vi bor ikke langt fra hinanden. Spurven rablede løs bag mig. Mumlede for sig selv. Noget om hvor lækker jeg var, hvor meget han ville os, at jeg var hans allerbedste ven. Der var ingen som mig, han kunne snakke med. Jeg var jo den eneste der forstod. Hans tale var usammenhængende, brød nogle gange pludseligt ud i kort, hård latter. Jeg vendte mig om og spurgte igen, om han var okay. Mistænkte ham efterhånden for at have indtaget andet end alkohol. Det her var ikke min Spurv. Ved baggården stoppede vi op. “Jeg går lige med op og får en kop vand. Bare dig og mig,” sagde han. Jeg rystede træt på hovedet. Bad ham gå hjem til sig selv og drikke sit eget vand. “Men vi er stadig venner?” spurgte han, “bedste venner?” Jeg smilede til ham. Ja. “Dine læber er fantastiske,” hviskede han og gik frem mod mig. “Godnat, Spurv,” sagde jeg og drejede om på hælen.

Næste dag vågnede jeg op med tømmermænd og øjenbetændelse. Da jeg ville pakke min taske ud efter miniferien hos Sommermanden, fandt jeg hans t-shirt klemt ned mellem toilettaske og sko. Jeg har grædt lige siden.

Min bedste ven Spurven

Da jeg vågnede omkring middagstid i fredags, tilbragte jeg en hel time med at ligge og stirre ind i væggen, før jeg havde samlet kræfter nok til at stå op. Jeg drak øl i torsdags og jeg drak mange. Min hovedskal føltes dagen efter en kende stram. En skinger smerte borede i mine øjenhuler, pulserede i den tynde hud bag ørene. Ikke blot var jeg ramt af almindelige, fysiske tømmermænd – også de moralske kom så småt listende, jo mere jeg vågnede op.

Havde glædet mig sådan til at være sammen med mine gamle kolleger igen. Samtidig var jeg lidt spændt på, hvordan det ville gå – sidst jeg så Vikaren, var da jeg lukkede døren til hans soveværelse bag mig. En veninde har til stor moro under en tøsemiddag døbt mig Dødens Gab efter mit mislykkede blowjob. Tanken om mine tænder mod Vikarens allerhelligste har pint og plaget mig, jeg syntes, det var frygtelig pinligt at have givet ham verdens dårligste sutter.

Til at starte med snakkede vi ikke sammen. Han gav mig søde komplimenter, som han plejer, men kun når vi stod sammen med andre, han ville ikke være alene med mig. Fint nok, tænkte jeg. Der var også flere andre til stede, der var interessante at snakke med, og jeg lod Vikaren være, så han fik tid til at samle sig. Da det var blevet mørkt, mødte jeg ham ude på altanen. Det var kun os to nu. Vi snakkede lidt. Samtalen kredsede om ufarlige, arbejdsrelaterede emner. Stilhed. “Frøken Kløe, jeg skylder dig virkelig en kæmpe undskyldning,” sagde han til sidst. Jeg tænkte et øjeblik, at han nok var ked af, at han ikke havde skrevet til mig, som han lovede. Men jeg glemte, at Vikarens forfængelighed selvfølgelig ikke tåler ringe sex. Nøjagtig som min ikke tillader ditto blowjobs. “Jeg gav dig et rigtigt dårligt knald sidst. Jeg var altså helt væk, alt for fuld,” sagde han. “Nåeh. Det skal du ikke tænke på. Jeg var vist ikke meget bedre selv,” svarede jeg i én lang udånding. “Undskyld jeg bed dig i pikken,” mumlede jeg lidt efter. Vikaren grinede højt. Isen brast med et smæld. Jeg lo lettet med ham og gav ham et hurtigt kram, da han rakte ud efter mig. Han havde prøvet værre, sagde han. “Det er virkelig sørgeligt, Vikar,” fnes jeg. Nu kunne vi snakke om alt, og en kammeratlig stemning opstod mellem os. Vi satte os grinende og fortsatte lavmælt med at minde hinanden om akavede detaljer, mens de tomme flasker blev flere og flere foran os.

Men der var mere end én elefant i rummet. Jeg havde været skråsikker på, at Spurven ville bringe min date med Påskemanden på banen. Det skete bare ikke. Og jeg var til sidst ved at sprænges over det. Jeg havde den bedste date med Påskemanden, kemien gnistrede mellem os, og jeg var ikke i tvivl om, at vi skulle ses igen. Så jeg blev ked af, at han aldrig kontaktede mig efterfølgende. Faktisk ret ked af det. Det gjorde mig beklemt, at Påskemanden og Spurven er gode venner, fik mig pludselig til at føle mig meget sårbar og blottet. Bare lad være med at nævne noget om det, sagde jeg til mig selv og tog et shot, mens ordene selvfølgelig straks væltede fra mig: “Jeg har været på date med en af dine kammerater.” Flot. “Nå ja,” smilede Spurven, “skal I ses igen?” Forklarede ham kort, at Påskemanden med sin stilhed havde gjort ret klart, at han ikke havde lyst til endnu et møde. “Det skal du ikke være ked af. Han er slem. Hele tiden på dates, nye damer, ser dem aldrig igen. Du er bedre tjent uden det der,” trøstede han. Jeg tog et shot til.

Ud på aftenen fandt Spurven en guitar frem, og jeg følte mig femten år igen, da jeg skrålede med på Zombie. Vikaren spillede på skeer, jeg hjalp ham og klaskede umusikalsk med flad hånd på lårene. Jeg kiggede rundt på disse fulde, glade mennesker, og jeg følte mig levende og varm.

Vi tog en taxa ind mod byen, kun mig og mine to mænd. Vikaren gik målrettet mod en bestemt bar, Spurven og jeg slingrede bag ham. Der blev langet øl og drinks over disken til os. En lyshåret pige hviskede Vikaren i øret. De kendte åbenbart hinanden. Jeg så ham kigge på hende, kysse hende og kort efter vinke til os, da de hånd i hånd gik hjem sammen. Det var som at se mig og ham for et par måneder siden. Jeg mærkede et stik af jalousi oven på min trækken på skuldrene. Der blev spillet raggaeton, jeg gik ene ud på det tomme dansegulv og overgav mig til musikken. Spurven stødte til, vi dansede til sveden sprang. Grinende, hivende efter vejret, mere, mere.

Vi gik udenfor for at få luft. Sad ved et cafébord og drak øl. “Hej Spurv!” lød en stemme pludselig. En fyr kom hvirvlende bag mig. “Og hej Frøken Kløe!” sagde han, omfavnede mig inden jeg nåede at forstå hvem det var. Han satte sig hos os. Først da genkendte jeg Påskemanden. Ahrmen. Seriøst? Super. “Åhr. Det var egentlig slet ikke meningen, jeg skulle i byen i aften,” udbrød han, “jeg sad derhjemme, og jeg var helt færdig. Træt. Så kom jeg i tanker om, at jeg havde en lille pose coke liggende. Bare en rest. Der var lige nok til to baner. Så blev jeg frisk til byen. Og nu sidder jeg her.” Hans øjne var store og vågne. Vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle svare. Spurven gjorde mine til at hente en omgang. Det ville Påskemanden heldigvis ikke høre tale om, han skulle videre og forsvandt lige så pludseligt, som han var dukket op. Tænkte, at det vist alligevel ikke var så stort et tab aldrig at have hørt fra ham.

“Lad os gå derind,” pegede Spurven, vi styrede mod et usselt udseende diskotek. Indenfor var der knæklys og tung bas. Vi var tydeligvis de ældste gæster, men hvor de yngre usikkert flyttede vægten fra den ene fod til den anden i en art trippende rytme – pigerne med veninderne i hånden, drengene med gutterne i ring omkring sig – dansede Spurven og jeg hidsigt og selvsikkert i timevis uden stop. Jeg kunne se ham smile til mig i blink fra stetoskoplyset. Der var ingen flirt mellem os længere. Vi ved godt begge to, hvordan vi har det med hinanden. Var stiltiende blevet enige om at få det bedste ud af de få øjeblikke, vi har sammen. “Hvad skal vi nu?” spurgte jeg, da vi tidligt om morgenen gik hjem ad øde gader. “Kneppe i en baggård?” svarede han. “Pas på,” grinede jeg og tilføjede snøvlende: “Du er min bedste ven, du er.” Ved simpelthen ikke, hvad det er med ham, men Spurven kan lokke enhver hemmelighed frem fra dybet af mig. Og jeg fandt pludselig mig selv i færd med at fortælle ham de allermest hemmelige af slagsen. Overdængede ham med mine mest intime, personlige tanker, mens han stille lyttede. Jeg kan huske, jeg selv syntes, det var allertiders idé sådan at krænge mit inderste ud. De sidste par dage har jeg krummet tæer over mig selv og min løbske kæft. Håber inderligt han kan finde ud af at holde det for sig selv. Ellers.

Rutsjebane

For en gangs skyld var mit skrivebord helt ryddet, da jeg gik på weekend i fredags. Kunne endda gå tidligere end ellers. Cyklede direkte hjem i seng. Havde sovet elendigt om natten, og jeg havde selvfølgelig fået meldt mig til et arrangement som skulle gå løs få timer senere. Det krævede mindst en halv times boblen på ryggen før jeg kunne overskue større beslutninger som eksempelvis kjolevalg. Og havde jeg læst invitationen ordentligt, inden jeg meldte mig til arrangementet, ville jeg have opdaget, at det var bowling, og jeg ville uden tvivl være blevet under dynen. Bryder mig ikke om bowling. Jeg mener. Hvor dumt kan noget være? Med fladt sovehår gjorde jeg mig halvhjertet klar et kvarter inden jeg skulle ud af døren. Endte selvfølgelig med at komme for sent. Jeg kendte ikke rigtig folk, havde kun mødt nogle af dem et par gange før. Sådan noget kan godt gøre mig mut, og den første time sad jeg mest bare og stak til maden. Men så kom der gang i øllene. De smagte godt. Smurte mit mundtøj som en art honninggul smøremiddel, og snart knevrede jeg løs. Da det blev tid til at indtage bowlingbanerne, var jeg klar. Ha! Det der bowling var slet ikke så skidt alligevel. Strike på strike på spare; jeg siger jer, jeg var on fire! I hvert fald til at starte med. Det store indtag af øl begyndte at have en vis effekt, og pludselig ville kuglen slet ikke som jeg. Ikke desto mindre havde jeg en fest og var den første til at skræppe op om at fortsætte i byen. På en bar drak jeg daiquiris som var stærkere end jeg havde regnet med, for jeg kan huske, at jeg overvejede at gå med en sød sønderjyde udenfor. Han var godt nok en del yngre end mig. Havde en tyk sølvlænke om halsen. Og sådan en fleecejakke med fake lammeskind i hætten og gotisk skrift på bryst og mave. Underholdte mig med videoer af sin Amstaff. Jeg syntes åbenbart, det var bomben. Lige indtil han blev snuppet med pulver på toilettet og endte i slagsmål med dørmanden. Jeg trippede hjem på usikre ben.

Vågnede om morgenen med de værste tømmermænd, jeg længe havde oplevet. Da jeg så mit spejlbillede, kunne jeg græde. For jeg havde en aftale med Ingeniøren samme dag, og mine øjne lå begravet i de mørkeste rande som virkelig fik fremhævet min askegrå teint. I et desperat forsøg på at friske mig selv op, entrerede jeg mit lokale fitnesscenter med smøgdunst i håret og ben så tunge som bly. Hver en lille fiber skreg i protest, da jeg trådte op på løbebåndet og begyndte at løbe i takt til hammerens dundren i tindingen. Til sidst lykkedes det mig faktisk at kvikke helt op. Begyndte endda så småt at glæde mig til lækker sex med Ingeniøren om aftenen, så jeg sendte ham en besked for at aftale nærmere.

Ingeniøren og jeg havde ikke set hinanden i en uges tid. Efter vores sidste date hørte jeg ikke fra ham i et par dage. En voldsom kontrast til vores tidligere ellers konstante beskedstrøm. En eftermiddag modtog jeg følgende: “Hej Frøken Kløe. Jeg har gået og tænkt lidt og er nået frem til, at jeg ikke tror, vi skal ses mere. Ved, det kommer lidt pludseligt, men kan mærke, at det nok er det rigtige – inden nogen får noget i klemme. Måske lidt mærkeligt bare at skrive, men ved ikke lige hvordan og hvornår jeg ellers skulle fortælle dig det. Håber vi er ok. Ingeniøren.” Mit hjerte hamrede hårdt over at være blevet dumpet i en fucking sms. Kunne mærke hvordan det knagede og bragede, da min stolthed knækkede. Og så gjorde det en lille smule ondt også. For selvom jeg ikke gik rundt og tænkte på Ingeniøren som min næste store kærlighed, så havde vores korte, stormfulde forbindelse alligevel sørget for at lirke ham tilstrækkeligt ind under huden på mig. Men der var stadig langt til noget der mindede om forelskelse, og jeg blev fornærmet over, at han troede, jeg var ved at få noget som helst i klemme. Fik lyst til at sende et grimt svar. Besindede mig heldigvis. Flettede i stedet en sød besked sammen, der diskret antydede at jeg ellers ville have haft vild, uforpligtende sex med ham når som helst, hvor som helst – men at det naturligvis var fint at stoppe, hvis han ikke havde lyst.

Ok. Lige i starten. Lige der allerførst. Der troede jeg måske, at Ingeniøren godt kunne gå hen og blive mere end bare et godt knald. Jeg tror, Ingeniøren troede det samme. Sådan virkede det i hvert fald. Det smigrede mig. Men jeg tror også, at jeg i virkeligheden var mest vild med tanken om, at jeg måske var ved at finde en, der havde et skvæt drømmemandspotentiale. Og det lyder jo fuldstændig åndssvagt, når man tænker på, at vi på daværende tidspunkt kun havde kendt hinanden i knap et par uger. Men selvom jeg for det meste påstår, at jeg ikke gør mig i det der med kærester for tiden, så går jeg jo inderst inde også bare rundt og venter på Ham. Måske jeg ovenikøbet mødte Ingeniøren på et tidspunkt, hvor jeg ventede ekstra længselsfuldt. Det viste sig dog hurtigt, at Ingeniørens drømmemandsskvæt nok mest af alt mindede om et drys, og at det bare ikke var nok. Bevares. Man kan komme langt med et drys. Jeg knalder gerne et drys. Også dem uden. Men at der nogensinde skulle foregå andet mellem mig og Ingeniøren, indså jeg som værende ret utænkeligt sidst vi var sammen.

Men se. Ingeniøren var for hurtig på aftrækkeren og tillagde mig følelser, som jeg slet ikke besad. Det irriterede mig grusomt. Ikke mindst fordi jeg kunne mærke, hvordan han skød med skarpt mod min stolthed som gav sig klagende. Det er bittert at blive dumpet. Men Ingeniøren fattede først det fatale i sin brøler, da han læste mit svar og opdagede, at han kunne have fået mig lige som han ville. Jeg skal love for, han fik travlt med at glatte ud og trække i land. For sent. Jeg havde ikke lyst til at se én, der få øjeblikke inden havde tænkt sig at dumpe mig.

I løbet af ugen skrev han flere gange. Mindede i det hele taget om den gode, gamle Ingeniør, jeg huskede fra den første uges flirteri. Det blødte mig lidt op. Og det var cirka på det tidspunkt, at kløen lagde sig i et fælt bagholdsangreb. Det er en snu kløe. Ved lige hvornår, den skal slå til. Gjorde mig fuldstændig ukampdygtig. Så da Ingeniøren lukkede op for en hurtig omgang sexting, hoppede jeg glad med på legen. Åh. Han trængte til mig, han tænkte på mig, han måtte have mig igen. Jeg fnes henrykt, glemte alt om dumping. Det var mig, der til sidst foreslog at ses igen. “Det synes jeg bestemt godt, vi kan arbejde på,” svarede Ingeniøren. Det var mig, der foreslog lørdag. “Ja, lad os se om ikke det kan komme til at passe. Har ingen planer som det ser ud lige nu,” skrev han. Jeg hader vage svar. Det er simpelt: Ja eller nej. Man holder ikke døren på klem, som jeg følte, Ingeniøren gjorde. Det pirkede til en ellers halvglemt irritation, jeg mistede igen al lyst til at tilbringe mere tid i Ingeniørens selskab og droppede fuldstændig at skrive tilbage. Behøver jeg fortælle, at han endnu engang fik fyret op under mig med søde snaps? Behøver jeg komme ind på, hvordan kløen tilsyneladende komplet modarbejder mig for tiden?

Så dér stod jeg. Med tømmermænd i fitnesscentret lørdag formiddag og spurgte Ingeniøren, hvornår jeg skulle komme forbi. Forventede ikke svar lige med det samme. Der var god tid til at komme hjem, barbere ben, bruge den gode bodylotion. Men som dagen langsomt gik og nyt fra Ingeniøren stadig udeblev, voksede min følelse af at blive pisset på, og det gjorde mig godt og grundigt vred. Mest på mig selv. For jeg skulle have fulgt min første indskydelse, der højt og tydeligt havde råbt “BYE BYE, Ingeniør”. I stedet sad jeg nu med blandselvslik i min pyjamasklædte mave, dobbelt dumpet og dobbelt bitter, alene på en lørdag aften.

Tømmermændsweekend

Det var faktisk slet ikke meningen, at jeg skulle i byen i fredags. Havde egentlig dydige planer om at gå lidt tidligt i seng, og aaah!, måske allerede stå op klokken 7.30 lørdag, så jeg rigtig kunne få noget ud af dagen. Måske bage lidt, og måske læse lidt på min solplet nede i gården med kaffe ved min side, mens dejen hævede. Føler mig ældgammel, når jeg ser, hvad jeg selv skriver. Og det er fint nok. Jeg kan godt lide at være gammel, men nogle gange er øl bare det, man i virkeligheden har mere brug for, end nybagt brød er.

Så jeg drak øl, og jeg drak mange. Der røg også en del shots indenbords. Og jeg havde det drønsjovt. Faktisk så sjovt, så jeg helt havde glemt min tid hos frisøren om lørdagen. Dinglede hjem ved femtiden om morgenen. Tjekkede tilfældigt min kalender, mens jeg helt skeløjet lå viklet ind i mit sengetæppe, og opdagede frisørtiden, der stod som skåret i pap og bøjet i neon på lørdagens to-do. Ork. Min frisør er en travl dame. Man booker ikke bare lige en ny tid i næste uge. Og eftersom hun er den eneste, jeg tør betro mine lokker, måtte jeg modstræbende sætte alarmen. Kæmpede lidt mere med sengetæppet, men faldt så i en dødlignende søvn.

Da uret ringede, vågnede jeg op til et snurrende soveværelse. Fik hevet mig selv ud i bad, og blundede lidt under det varme vand. Fandt tre pizzaer i køleskabet. Hvad jeg har skulle bruge dem til, kan jeg stadig ikke huske. Gulvet gyngede under mig, og jeg havde begyndende hovedpine, der startede ved tindingerne og pulserende bredte sig til resten af min hjerneskal. Jeg var stadig beruset, mens tømmermændende så småt tog fat, og det var ærlig talt en ret ubehagelig kombination.

Min frisør forstod straks, at hun denne dag ikke burde tale til mig. Ellers smalltalker vi normalt lystigt. Men efter et enkelt blik på mit hvide måneansigt, faldt tiøren. Tog mig selv i flere gange at stirre på føntørreren med et lille, fjollet smil om munden. Opdagede mit eget ansigt i spejlet. Ligblegt og mærkværdigt skævt er nok hvad der beskriver det bedst. Nu tager du dig fandeme sammen, tænkte jeg, og fik med en kraftanstrengelse tungen ordentligt på plads bag fortænderne.

Resten af dagen blev brugt på sofaen, kun afbrudt af at skulle lukke min mor ind henad aftenen. Hun havde taget buffetrester med til mig – lammesteg, laksehapsere, bagte kartofler og hvidløgssmør en masse. Åhr. Det gjorde godt. Dagen i dag har ligeledes foregået i et overkommeligt tempo, og det er på bitter vis først nu, søndag aften, jeg vågner rigtigt op fra det hi, mine tømmermænd havde forvist mig til.