Møde med Chefen

Jeg havde virkelig forsøgt at forberede mig på at møde Chefen igen. Havde i tankerne gennemgået op til flere fantasisamtaler med ham, hvor jeg selvfølgelig hver gang ville virke cool og upåvirket. Søster og jeg havde snakket om, at jeg eventuelt kort kunne nævne, at jeg simpelthen havde været sååå fuld og slet, slet ingen verdens ting huskede fra den nat, så jeg nemmere kunne slippe udenom mit kaffeløfte. God plan, tænkte jeg.

Det ville i øvrigt være løgn. Det med ikke at kunne huske noget. For jeg kommer efterhånden i tanke om flere og flere detaljer. For eksempel hvordan han havde ævlet løs om sin bedste kammerat, som åbenbart har fundet en dame på min alder og gjort hende gravid. Nu lever de lykkeligt til deres dages ende. Og Chefen var helt sikker på, at det også ville klæde mig med sådan en sød mave. Dog lader det muligvis til, at jeg havde formået at virke ganske overbevisende i mit forsøg på ikke at forstå en disse, for jeg husker, at Chefen efter gentagne omfavnelser og lidt intens stirren havde slået en latter op og sagt: “Du er da den mest fatsvage følgesvend, Frøken Kløe!” På den anden side set er det jo heller ikke så godt, for nu ved jeg også, at han – som ellers først antaget – alligevel ikke helt havde underspillet sin flirt for at give mig muligheden for at lade som ingenting.

Derfor har jeg gået lettere paranoid rundt på min arbejdsplads gennem de sidste uger. For Chefen har samarbejdspartnere på en af etagerne, hvorfor jeg et par gange før i tiden har mødt ham her. Den første hverdag efter vores natlige gåtur, havde jeg sneget mig langs panelerne, kigget mig over skulderen og generelt ikke været specielt villig til at forlade min trygge plads bag skærmen. Hvis du ikke snart tager dig lidt sammen, er det jo først, det bliver super akavet, tænkte jeg efter nogle dage med samme håbløse strategi. Da det tilmed viste sig, at jeg jo selvfølgelig ikke mødte Chefen, begyndte jeg at slappe af. Og efter en veloverstået ægløsning og de kløende prøvelser jeg i den forbindelse bliver udsat for, endte jeg næsten med at glemme ham igen.

I går var der gammeldags oksesteg i kantinen. Jeg tog naturligvis ordentligt for mig af retterne. Og der var desværre ikke plads til salat med al den brune sovs på min tallerken. Tog maden med op på kontoret, for jeg havde lidt travlt og tænkte, at jeg vist godt kunne taste lidt mellem mundfuldene. Åh, hvor jeg elsker gammeldags oksesteg! Åh, hvor jeg nød det! Sad rigtig der og gnaskede løs og tjekkede Instagram og glemte straks alt om at renskrive notater og sende mails. Nå. Hurtigt ned i kantinen med tallerkenen igen. På trappen genkendte jeg på adskillige meters afstand lynhurtigt Chefen i lang, lysegrå uldfrakke og hvid skjorte, selvom jeg havde ladet brillerne blive tilbage på mit skrivebord. Og jeg kunne altså ikke helt styre mig selv. Panikkede fuldstændig og fulgte blindt min første indskydelse: Ignorerede ham. Lod som om jeg havde fået øje på noget vældig interessant et stykke længere fremme. Kneb øjnene lidt i, så jeg så meget tænksom og travl ud. Helt ærligt. Nåede omtrent en halv etage ned. “Hej,” sagde Chefen. Jeg snurrede rundt. Det lykkedes mig først at kigge spørgende på en tilfældigt forbipasserende kollega, før jeg gav den som værende overrasket over at opdage, at det i stedet var Chefen, der jo stod der ved gelænderet, som havde hilst. “Men Chef! Hej!” udbrød jeg, “hvad laver du her?” “Jeg har et møde,” svarede han og tog et par trin ned mod mig. Ork. Det tvang mig tilsvarende trin op. Vi stod nu på samme trappeafsats. Nå ja. Kram. Selvfølgelig. Husk at give ham et helt almindeligt kram, mindede jeg mig selv på. Og var det ikke fordi, at min krop i samme øjeblik bestemte sig for at forråde mig på grusomste vis, havde mit skuespil sikkert virket ganske troværdigt. Mine kinder begyndte ganske enkelt at brænde og ryggen at drive af sved. Og så stod jeg ellers der med brune sovserester på tallerkenen og en bukseknap, der var ved at sprænges af gammeldags oksesteg. “Tak for sidst,” smilede Chefen. Jeg kunne slet ikke kigge på ham. “Ja. Selv tak. Det var hyggeligt,” svarede jeg tamt med øjnene mod gulvet og en meget presset fornemmelse i ansigtet. “Puha, jeg havde mange tømmermænd dagen efter,” lo han. Jeg grinede nervøst og hørte til min skræk, hvordan min stemme pludselig røg fuldstændig i falset. Fik vist sagt noget med, at jeg også havde døjet med slemme tømmermænd. Prøv nu at være bare en lille smule cool ligesom du har øvet, tænkte jeg febrilsk. “Nåhmen. Jeg skal videre. Hej hej, du,” endte jeg med og flygtede ned af trapperne. Hej hej, du? Seriøst? “Vi må gøre det igen snart,” hørte jeg ham sige bag mig.

Mine knæ føltes bløde og slappe, da jeg var på plads bag skrivebordet igen. Spekulerede over, om Chefen mon ikke havde virket til at fortryde lidt. Var svært at afgøre. Efter heftig analysering over Messenger med to veninder, blev vi enige om, at snakken om tømmermænd højest sandsynligt må have været en slags kode for fortrydelse. Heldigvis. I dag modtog jeg imidlertid en mail fra Chefen. Og det var ikke fordi, der som sådan stod noget særlig specielt i den mail. Bare noget med om jeg ville sende et bestemt link. Men så fik han lige sluttet af med en blinkesmiley. Han har aldrig sendt smileyer til mig før. Så nu har jeg bare værsgo at starte forfra, for nu går den vilde smileyanalysering selvfølgelig endnu en gang. Super.

Sex med Handymanden

“Vil du med ud og bade?” Handymanden skrev til mig dagen efter. “Det vil jeg gerne,” svarede jeg. Gøs, men følte mig ret sej, for jeg vidste, at han nogle gange vinterbadede. Man skal vist egentlig være medlem af en klub, men Handymanden havde kontakterne i orden og havde aftalt, at det var ok, vi kom forbi.“Tjekliste: Håndklæde, klipklapper, vandflaske, ingen frække blikke eller biden i underlæben, mens vi er i sauna, for så kan jeg ikke skjule, at jeg er liderlig efter dig,” lød næste besked, som fik mig til at fnise og love, at jeg nok skulle opføre mig pænt. Jeg havde pakket en taske med skiftetøj og toiletgrej. Handymanden hentede mig i sin bil, og vi kørte ud til vandet.

Vi skiltes ved omklædningsrummene. Man skulle huske at tage et brusebad først. “Skal vi starte i saunaen?” spurgte Handymanden, da vi mødtes igen. Jeg nikkede. Følte mig pludselig ikke så kæphøj længere. “Skal jeg smide håndklædet derinde?” spurgte jeg. “Det må du selv om. Men det gør de fleste nok,” han havde ikke engang gidet at tage sit om livet og stod foran mig med sin lille, faste manderøv til frit skue. Jeg havde lyst til at give den et ordentligt klask. Tre midaldrende, gråhårede badegæster sad og svedte på de øverste saunabænke. Dæmpet hyggesnak. Og så denne uhøjtidelige, befriende stemning, hvor ingen tog synderlig notits af hængebryster og mavedeller. I løbet af kort tid haglede sveden af mig. Kunne mærke porerne åbne sig og varmen dundre i kinderne. Det brændte i næseborene. Da det gik op for de tre grå, at jeg var ganske jomfruelig udi vinterbadning, kom de ivrigt med gode råd. “Åh, gid det var min første gang igen,” sukkede en kvinde i sarong. “Husk at trække vejret langsomt,” var det sidste jeg hørte en mand med hvidlig brystbehåring formane, da Handymanden rejste sig og tog mig i hånden. Meddelte, at nu var det altså nu. Vores kroppe dampede, da vi trådte udenfor. “Jeg synes altså, jeg er kølet ned,” peb jeg på vej mod badebroen. Men han skubbede mig bestemt foran sig, smilede. Bare et hurtigt dyp, bare ned og op, så var jeg god. Vi smed håndklæderne på de våde planker. Satte sirligt mine klipklapper ved siden af hans.

Det føltes som tusinde syle mod mine fodsåler, slog omkring anklerne, åd sig op af læggen, barberbladsskarpe tænder i mit lår. Handymanden tog en dyb indånding, dykkede helt ned under vandet. Jeg stod endnu hvinende på stigen. Kom aldrig længere i end lige til ballen. Vel inde i saunaen igen lykønskede de tre grå mig. Sarongkvinden klappede muntert min skulder. Sagde, at næste gang kom jeg sikkert helt under. Så sad vi alle der og svedte og hyggesnakkede. Nogen hældte pebermynte på de varme sten, viftede vildt med et håndklæde, en gyngende diller lige i øjenhøjde. “Aaah,” henåndede de alle sammen. Saunadøren gik op. Pebermyntedampe og dæmpet belysning gjorde det lidt svært at se de nytilkomne. Men. Kendte jeg ikke ham den ene? I døråbningen stod en nøgen, mørkhåret mand. Jo. Ham kendte jeg udmærket. Det var Helten. Nogen husker måske den pæne mand, jeg havde en enkelt bolledate med dengang, da kløen var på sit højeste? Han huskede i hvert fald mig. Det var helt sikkert. For han stivnede totalt, da han fik øje på mig. Så så underligt betuttet ud. Det hjalp nok heller ikke, at hende, han holdt i hånden, bestemt virkede til at være hans kæreste, og derfor nok ikke var én han havde lyst til skulle vide noget som helst om mig og ham. Ahrmen. Hvad er chancen for, at første gang jeg møder Helten siden vores date for over et år siden – sker nøgen og svedende i en sauna? “Hej,” jeg forsøgte at lyde frisk, men min stemme var irriterende spinkel. Han hilste hurtigt og satte sig så meget stille allerøverst, længst væk fra mig. Jeg lagde en hånd på Handymandens knæ. Bare så Helten ligesom kunne se, at jeg altså heller ikke var alene. Trak diskret håndklædet omkring mig igen. Handymanden kiggede spørgende med et løftet øjenbryn. Kastede med hovedet mod døren. Nikkede. Ville hellere en tur i det kolde vand igen end blive inde i saunaen sammen med Helten. “Ham der den mørkhåret,” sagde jeg, da vi atter gik på badebroen, “ham har jeg knaldet.” Handymanden grinede højt, gav mig en albue i siden og spurgte, om det var derfor, han havde kigget så mærkeligt.

En ny taktik skulle prøves af, og jeg var fast besluttet på ikke at tænke så meget over tingene, så jeg tog stigen to trin ad gangen. Det var helt vanvittigt koldt. Havde ikke regnet med, at det også ville gøre så ondt anden gang. Mine led smertede, fik mig til panisk at hyperventilere, da vandet plaskede op i armhulen. Det nåede mig til halsen nu. “TRÆK VEJRET!” brølede Handymanden og svømmede hen på siden af mig. Jeg rakte ud efter gelænderet. “Nej, nu bliver du her og tæller til ti,” sagde han. “En. To. Tre. Fire. Jeg vil gerne op nu,” hvislede jeg mellem tænderne. Vandet var helt sort. “Fem. Seks. Syv,” fortsatte han roligt. “TI! TI! TI!” hylede jeg og begyndte opstigningen. Mine fødder var blytunge. Det var som om, kræfterne fuldstændig havde forladt benene. Men i samme sekund jeg tog det sidste skridt op af vandet, blev min hud som lammet. Den før så isnende vind føltes nærmest som en mild brise. Prikkede bare behageligt. Og så med ét frøs jeg ikke længere. Det fik mig til at fnise lidt. Le. Skraldgrine. “Hvorfor er det så sjovt?” spurgte jeg, og latteren fik min stemme til at dirre. Handymanden forklarede, at kulden og adrenalinen godt kunne gøre en lidt skør. Vi gik smågrinende tilbage mod saunaen. Helten og hans kæreste kom gående mod os. “Kom,” sagde Handymanden lavmælt, “så giver vi ham lige lidt mere at kigge på.” Og så trak han mig ind til sig. Hans læber var kolde og smagte af saltvand. Slap mig først igen, da de var gået forbi. “Vi må hellere stoppe nu,” smilede han og viste hvordan håndklædet så småt afslørede konturerne af en begyndende bule.

Vi købte byens bedste burgere med bacon og timianfritter med ekstra mayo. Hele herligheden i brune papirsposer. Vi sad ved mit spisebord med kødsaften løbende ned af fingrene. Handymanden drak øl. Jeg fik Faxe Kondi. Bagefter målte vi hvem der havde den største food baby. Jeg vandt. Følte mig så mæt og uendelig træt. Som om jeg havde løbet et maraton. Det var en behagelig, snurrende følelse af tung, tung træthed i mine lemmer. Men selvom jeg sikkert kunne have sovet fast helt til næste morgen, havde jeg lagt mig på stedet, fik Handymanden liv i mig ved hjælp af samme langsomme kys som aftenen før. Så forsigtig. Det var selvfølgelig stadig meget dejligt. Men hvor ville jeg ønske, han havde taget lidt hårdere fat, gået bare en anelse hurtigere til værks. Viste ham, hvad jeg ville have ved raskt at smide mit eget tøj. Baksede lidt med ham, indtil han stod lige så bar. Nej, ikke flere dvælende kys nu.

Denne gang var der ingen problemer. Han passede perfekt i mig. Der var masser støn og suk. Det var ikke det bedste sex nogensinde. Dog heller ikke skidt. Jeg tænkte, at vi nok havde brug for lidt tid til at lære hinanden bedre at kende. Så ville det sikkert blive rigtig godt. Han kunne blive ved længe. Endte med at tage ham i munden igen, hvilket til gengæld fik ham til at komme efter få slik. Ok. Blowjobs var åbenbart hans ting, noterede jeg mig. Og jeg havde fået ham til at krølle sig jamrende sammen, mens han pumpede pikken op i ganen på mig. Det var godt. Bagefter puttede jeg mig forventningsfuldt ind til ham. Og ganske som jeg havde håbet, bredte roen sig straks Handymanden lagde armen om mig. Jeg forestillede mig, at mit bryst blev fyldt med en glødende orange masse. Det var endnu mere helende og trøstende end sidste gang. Tænk, om han havde vidst hvilken vidunderlig, afhængighedsskabende effekt, han havde på mit mishandlede indre. Men jeg sagde ikke noget. Lå bare med lukkede øjne og nød og sugede af hans varme. Jeg syntes, vi delte et helt specielt øjeblik og følte mig meget tæt på ham. Handymanden snakkede, jeg brummede. Bad mig vise ham Det Der igen. Jeg kom hårdt. Gjorde ham klar til anden runde. Det blev med mig øverst, men jeg var så dødsens træt nu, så jeg midt i det hele lod mig glide bagover mod madrassen. Stadig forenet tog Handymanden om mine fødder, kyssede svangen. Han blev slap indeni mig, men blev liggende, og jeg syntes, det var så fin en måde at slutte af på.

Videre

Jeg skal videre, tænkte jeg. Ud og se noget, finde en ny mand, bare videre. Swipede på Tinder, scrollede på Happn. Udvalget var lige så ærgerligt, som jeg havde regnet med. Smed alligevel et par halvhjertede likes afsted. Sådan mest bare fordi. Mændene, jeg matchede med, syntes middelmådige og ragede mig en høstblomst. Slettede dem hurtigt, så snart de begyndte på deres forudsigelige “Hej smukke – haft en god dag?”-replikker. På Tinder var der dog en enkelt, der var anderledes. Faktisk sjov. Han så rar ud. Og hans beskeder fik mig til at smile nok til, at jeg tænkte, at det måtte være sådan noget, jeg havde brug for. Han sagde i spøg, at han altså ikke var øksemorder, så jeg kunne roligt mødes med ham, hvis jeg havde lyst. Jeg skrev, at jeg normalt kun datede øksemordere, men at man selvfølgelig ikke kunne være lige heldig hver gang. Han spurgte, om jeg havde tænkt mig at putte Rohypnoler i hans kaffe, når han kiggede væk. Jeg svarede, at sådan gjorde jeg som regel. Han foreslog mandag, jeg takkede ja. Bagefter mærkede jeg en underlig stolthed flagre prøvende rundt i min mave.

Vi havde aftalt at mødes om eftermiddagen, og jeg var kommet senere fra arbejde end ellers. Nåede lige hjem for at skifte bluse, før jeg trampede ned af trapperne igen. Da jeg et øjeblik inden havde stået på badeværelset og smurt frisk deodorant i armhulerne, kunne jeg kun tænke på, at der pludselig ikke var noget, jeg havde mindre lyst til end at gå på date. Ved synet af min sofa virkede det langt mere tillokkende at krølle sig sammen i denne, end det der med at komme videre og møde nye mænd og se jeg-ved-ikke-hvad. “Tag dig sammen. Du skal blive dig selv igen nu,” sagde jeg til mit spejlbillede i gangen, inden jeg tvang den ene fod foran den anden og smækkede døren bag mig.

Jeg sørger jo altid for at komme, hvis ikke lige på klokkeslættet, så i hvert fald få minutter senere, så jeg kan gøre en tilpas entre. Var naturligvis også tilfældet denne gang. Men da jeg styrede mod mødestedet, så jeg, at mit Tindermatch ikke var kommet endnu. Gjorde mig ikke ligefrem mere positivt stemt overfor daten, at jeg ikke fik mulighed for at skinne på ønskede vis. Stod akavet og ventede. Kunne ikke bestemme mig for, om jeg skulle hvile vægten på højre eller venstre ben. Endte med en art trippen. Tjekkede Tinder. Muligvis er det en lorteapp, der ikke kan finde ud af at opdatere afstanden, men kunne se, at han stadig var en del kilometer væk. Og han havde ikke skrevet noget om at være forsinket. Hm. Efter knap et kvarters venten var jeg tæt på at være edderspændt over at skulle stå og føle mig til grin foran en overfyldt kaffebar. Fjernede vores match. Så gik jeg.

Tog direkte hen og købte en bøtte Ben & Jerry’s. På vejen hjem lagde jeg mærke til, at bladene på træerne var ved at blive gule. Nogle lå visne i rendestenen. Jeg tænkte, at det snart var tid til uldtøj og futter og tændte stearinlys. Det plejer at være det, jeg bedst kan lide ved efterår. Og jeg spekulerede på, om det mon ville gøre mig gladere. Sparkede skoene af i gangen, trak i blød jersey og hev et tæppe over hovedet, mens jeg konstaterede, at jeg faktisk ikke kunne komme på noget som helst, der gjorde mig glad længere.

Første nat

Sommermanden kan stadig give mig solide sommerfugle i maven. Og da jeg langt om længe var på vej i toget for at tilbringe en hel nat sammen med ham, baskede og flaksede de tungt rundt. Hidtil har vi grundet min manderegel – hvor det at sove sammen ligger på en streng førsteplads – skiltes sent om aftenen. Har vinket farvel til ham og kigget efter bilen, der tøffede væk rundt om hjørnet. Desuden har det at bo i hver vores by et godt stykke fra hinanden samt næste dags arbejde heller ikke været en just optimal kombination, hvilket også har sat en naturlig stopper for putteriet. Min nervøsitet over endelig at skulle sove sammen med Sommermanden var til at tage og føle på, og jeg tror, han nåede at blive lidt træt af mine konstante panikbeskeder, der begyndte at flyde i en lind strøm så snart jeg havde indvilget i at blive for natten. Har ingen problemer med at knalde eller kysse random typer. Men at sove sammen med en mand er det mest intime og grænseoverskridende jeg kan komme i tanke om. Det er kun kærestepotentialemænd, der efter grundig overvejelse og vurdering får lov til at komme så langt.

Det var også første gang, jeg skulle se Sommermandens hjem. Det var jeg drønspændt på. Altid rart at kunne snage lidt rundt og tjekke ud om han er skør eller ej. Min erfaring er, at mænd, der bor for pænt og damebladsagtigt, ikke er til at stole på. Muligvis en fordom der ikke er en skid hold i. Men ikke desto mindre synes jeg, at hjemmet kan fortælle meget om en person, som man måske ikke ellers ville have opdaget endnu. Sommermanden boede heldigvis fuldstændig normalt. Hyggeligt, personligt. Godt. Han fik et point i mit indre regnskab over Sommermandens Plusser og Minusser.

Vi drak hvidvin på altanen, mens vi snakkede om en masse, jeg ikke helt kan huske længere, udover en følelse af dyb ro og tilfredshed over at være sammen med ham igen. Da han endelig trak mig ind til sig og kyssede mig, begyndte sommerfuglene så småt at røre på sig igen. Tøj lå hurtigt spredt på stuegulvet. Min hud mod hans. Han placerede mig i en lænestol, trak min bagdel mod kanten, slikkede mig. Jeg greb ud i luften. Hænderne åbne, lukkede, åbne. Kneb øjnene sammen. Jeg sukkede. På knæ trængte han op i mig, vi åndede begge ud på samme tid. “Jeg har savnet dig,” gispede jeg, og han kyssede mig vildt. Sommermanden rejste sig, lagde mig på spisebordet. Kneppede løs. Stadig oppe i mig løftede han mig pludselig. Jeg grinede overrasket, da min stærke mand gav sig til at kneppe videre midt på stuegulvet med mig hængende tungt om hofterne på sig. Ding, ding! Endnu et plus i regnskabet. Omslynget i sofaen greb jeg ham om ballerne og hjalp ham hurtigt ind og ud af mig. Da han nærmede sig, suttede og slikkede jeg ham, til han kom. Slugte for en gangs skyld og var overmåde tilfreds med mig selv bagefter.

Hånd i hånd gik vi ned for at handle ind til aftensmaden, som han kokkererede, mens jeg nynnende satte lp’er på og drak resten af vinen. Hvor er det heldigt, jeg har fundet en mand, der kan lave mad. Og oven i købet god mad. For ham var det måske hverdag, men jeg var ret imponeret over det overdådige måltid. Altså vi snakker stegeso og rødvinssauce. Etcetera, etcetera. Det er meget fornemt i min leverpostejsverden. Blot et enkelt etcetera (perfekt smørstegte, sprøde asparges) gav mig på stedet endnu højere tanker om Sommermanden, og jeg spiste glad rub og stub. Bagefter måtte vi grinende ligge os på sofaen for at slå mave.

Efterhånden som aftenen skred frem, kunne jeg mærke, hvor trykket jeg begyndte at føle mig over snart at skulle falde i søvn ved siden af Sommermanden. Jeg gik ud for at fjerne makeup. Børste tænder. Smøre lidt creme på hist og her. Dameting. Kiggede på mig selv i spejlet og tænkte, at det kunne jeg sagtens klare, det her. Ork. Folk sover jo med hinanden hele tiden! Da jeg satte mig for at tisse, mærkede jeg min næse løbe. Med en hurtig bevægelse ville jeg tørre, hvad jeg troede måtte være en smule snot, væk, men fandt til min forbløffelse blod på håndryggen. Nej, nej, nej, nåede jeg at tænke, før slimhinderne bestemte sig for at give los og åbne helt op for sluserne. Blodet strømmede fra næsen, snart var den første håndfuld toiletpapir gennemblødt. Det er simpelthen løgn, tænkte jeg stresset, mens jeg lænet ind over håndvasken kunne observere hvordan anseelige mængder blod forsvandt ned i afløbet. Det ville ikke stoppe. Fandt vatrondel på vatrondel frem. Svedte. Nu har du været herinde i over ti minutter, nu tror han helt sikkert, at du har været ude og skide, tænkte jeg desperat. Men jeg var i forvejen så presset over hele sove-sammen-for-første-gang-situationen, så jeg slet ikke kunne overskue at gå bloddryppende ind i stuen til min nye mand og forklare, hvordan jeg nogle gange bare får spontan næseblod. I stedet bandede jeg hviskende, fandt til sidst ud af at pjaske koldt vand i næsen og læne hovedet tilbage. Da jeg endelig fik blødningen under kontrol, gik jeg ud til Sommermanden og lod fuldstændig som om ingenting var sket.

Vi gik i seng, og jeg kunne ikke finde ro. Havde lyst til at springe ud af vinduet og tage det næste tog hjem. Sommermanden var sød og aede og talte til mig. Efter lidt tid sov vi begge. Min søvn var let, jeg vågnede flere gange i løbet af natten. Tidligt om morgenen lå jeg lysvågen og skævede til Sommermanden. Kedede mig hurtigt og fik til sidst også vækket ham helt diskret ved at vende og dreje mig og sukke højlydt. Morgenen var egentlig ikke så slem, som jeg måske havde frygtet. Det var faktisk helt rart at vågne op sammen med ham. Blev enige om at brunche den lidt, dagen startede med baconfedt og sukkerchok. Jeg tog hjem ved middagstid. Var fuldstændig ødelagt af sanseindtryk og søvnmangel. Brugte resten af dagen med at tusse rundt i en art zombietilstand, mens jeg stille konstaterede, at Sommermandens plusser nu var så overlegne, så der ingen vej var tilbage.

Pinlige Frøken Kløe

Jeg var blevet inviteret med til fest på mit gamle arbejde i fredags. Der var en masse søde folk, jeg ikke har set i lang tid. Og der var beer pong og grill i regnvejr. Alt i alt var der altså udsigt til en fremragende aften. Jeg havde taget en sort kjole på – en gammel kending, der altid sørger for at give mig den ønskede opmærksomhed. Havde naturligvis håbet på, at Vikaren også ville befinde sig til festen, så han kunne beundre det spændte kjolestof over min bagdel. Desværre kom han aldrig. Nogle sagde, at han var udenbys. Andre sagde, at han havde været mærkelig siden sidste weekends scoring og skulle ses med hende samme aften. Hvis Vikaren vælger en dame over en fest, er den gal. Så jeg krydser fingre for første mulighed.

Men jeg kan godt have det sjovt uden Vikaren. For Spurven var der heldigvis også. Han og jeg bevæger os forsigtigt længere og længere mod noget der forhåbentlig kan munde ud i et venskab. Vi opfandt i aftenens anledning et nyt drukspil. Livrem Eller Shot, kaldte vi det. Ja. Der skal nok ikke meget til at regne ud, hvordan det i store træk fungerer. Jo mere vi drak, jo sværere blev det at spille, og jo flere straffe fik man. Til sidst sved mine baller så meget, så jeg næsten ikke kunne sidde ned. Fortræffeligt spil.

Da vi ud på natten stod og ventede på en taxa, kunne jeg mærke, at jeg var langt fuldere, end jeg havde regnet med. Faktisk begyndte jeg at se dobbelt. For fanden da osse, skændte jeg på mig selv. Spurven ville i byen. Jeg ville egentlig bare gerne hjem og sove, men han fik mig overtalt, og snart drønede vi afsted. Kunne ikke finde ud af at spænde sikkerhedsselen, så jeg dinglede leddeløst rundt på bagsædet. Syntes, ham taxachaufføren kørte lige lovlig hurtigt. Gadelygterne sejlede forbi som lysende striber i en mørk masse. Jeg kunne mærke, jeg blev køresyg. Sank mit mundvand. Gned nervøst håndfladerne mod mine nylonstrømpelår. Du brækker dig simpelthen ikke i taxaen, tænkte jeg. Pludselig stoppede vi. Jeg havde under hele turen ikke haft føling med, hvor vi befandt os. Tumlede ud af bilen, drak den kolde natteluft i store, grådige mundfulde. “Du er blevet så stille,” sagde Spurven. Mumlede, at jeg skulle tisse. Gik hurtigt mod det første værtshus, jeg fik øje på. Man skulle op af en urimeligt lang trappe for at komme til toiletterne, Spurven var lige i hælene på mig. Halvvejs oppe nægtede mit maveindhold at lege med længere. Første brækbølge slugte jeg lynhurtigt igen til min egen store forbavselse. Ad. Anden gang lykkedes det mig at beholde det i munden. Dobbelt ad. Du fylder altså otteogtyve om en uge, mindede jeg mig selv på. Med bræk i munden væltede jeg ind på dametoilettet. Der var kø. Selvfølgelig. “Sikke en fed jakke, du har på,” sagde pigen foran mig i toiletkøen. Jeg smilede. “Du er altså virkelig smuk,” blev hun ved. “Mh. Mhm,” smilede jeg forpint med munden fuld. Det betød tak. Hun kiggede mærkeligt på mig. Så blev det hendes tur, og jeg stod ene tilbage foran toiletbåsene. Spyttede lynhurtigt brækket ud i papirspanden. Tømte en tyggegummipakke i gabet og gik ud til Spurven. Jeg skulle bare være gået hjem der. Men næ nej, jeg trippede naturligvis troligt efter ham, da han hev mig med ind i larm og røg og musik. Han bestilte rom og cola til sig selv men var heldigvis klar over, at jeg kun skulle have isvand. Sad der i baren og suttede i et sugerør. Jeg er ikke helt sikker på, hvad vi snakkede om. Men jeg kan huske, at jeg begyndte at småtude på et tidspunkt. “Skal vi snakke om sådan nogle dybe ting?” hikkede jeg med fugtige øjne. Spurven fulgte mig hjem herefter. “Jeg fryyyser,” mine tænder hakkede, jeg rystede som espeløv. Han lagde sin frakke over mine skuldre. “Du er så sød,” takkede jeg. “Det er du også. Og du ser rigtig godt ud i den kjole, Frøken Kløe. Selvom du er meget, meget fuld,” grinede han. “Ja. Det er jeg virkelig. Fuld. I min pæne kjole,” prustede jeg.

Kan vi blive enige om, at nogen lige stopper mig, næste gang jeg siger, jeg skal drikke øl? Godt så.

Older posts