Karneval med Superman

Aaah. Karneval. Årets fest. Søster og jeg bruger hvert år lang tid på at udtænke sjove kostumer. Denne gang var ingen undtagelse. Selvom vi ikke lige havde kalkuleret med hvor upraktisk det skulle vise sig at være med så voluminøse gevandter i optoget. Men hvilken rolle spiller det også, når ens udklædning efter min egen beskedne mening så absolut lå i top ti af mest gennemførte? Ingen! Ha!

Der findes måske dem, som aldrig har oplevet karneval. Til disse kan jeg oplyse, at det nogenlunde foregår sådan, at man først og fremmest planlægger sit kostume med største omhu. Man er gerne flere, der klæder sig efter samme tema. Sådan helt ens. På selve dagen står man ulideligt tidligt op – måske man trækker i udklædningen hjemmefra, måske man venter, til man er samlet med sine venner, sin gruppe. Men hvorom alting er, så mødes man altså med vennegruppen på karnevalsmorgenen og spiser morgenmad sammen. Og drikker og fester. Sådan. Rigtig, rigtig meget. For Søsters og mit eget vedkommende var det det samme som altid: Vækkeuret ringer på den gale side af klokken syv. Søvndrukken småsludren mens vi på bare, matte ben vakler rundt i lejligheden. Jeg er som regel nødt til at snyde og tage en lillebitte skålfuld skyryoghurt på forhånd, for jeg er en af dem, der er udstyret med et bundløst hul af glubende appetit straks jeg vågner. Dernæst selve udklædingen. Var simpelthen lige i øjet. Siger det bare. Justerede alt en sidste gang. Der blev brugt godt med gaffa og glimmer. Også solfaktor af den højeste slags, for Yr havde sjældent set så fin og lovende ud. Slutteligt sminke. Glimmer igen. Og så målrettet vandring gennem byen, som summer på den helt specielle måde, man kun oplever en gang om året. Det er det allerbedste tidspunkt på hele dagen, synes jeg. Komplimenter og glade tilråb fra forbipasserende karnevaldeltagere, der netop selv foretager samme morgenmarch. Vi fortrød, at vi havde valgt at droppe trækvognen. Plastikhankene gav op under posernes vægt allerede inden vi var nået halvvejs. De var læsset med sixpacks og flasker. Musik i alle gader. Vejret var, som forventet, strålende. Vi sagde til hinanden, at vi skulle huske at drikke vand. Mine arme rystede af anstrengelse og varme, da vi endelig nåede frem. Så morgenmad. Baileys i kaffen. Shots. Øl, øl, øl. Altsammen inden klokken slår ti. Vi hang ud af vinduerne og piftede og hujede og dansede.

Vi var kun ganske kort med i optoget. “Det er for varmt,” gispede nogen. “Vi skal ud,” råbte en anden. Rådslagning i en sidegade. Hvad nu? Der var dem, der gerne ville tilbage og fortsætte ruten. Mens andre helst ville finde en fest et andet sted. Jeg så et par – en ung pige iklædt voldsomme mængder tyl og en bestøvlet cowboy – forsvinde fnisende sammen om bag et par containere. Pisset løb som små bække om fødderne på os, mens vi stod og diskuterede. Solen bagede. Jeg vil tro, at der næsten må have været over tredive grader inde i midten af optoget, da det var værst. Sådan føltes det i hvert fald. “Vi har ikke mere vand,” sagde Søster. Det afgjorde sagen. Og vi var to, der var blevet inviteret til samme fest et stykke derfra, så nu gik vi alle i samlet flok derhen.

Det viste sig at være en baggårdsfest. Folk lå mest på tæpper og dasede i etageejendommenes skygge. Men der var også frisbee og grill. Plænen må være blevet klippet nogle dage forinden; det tørre, afskårne græs klæbede overalt til det fleecetæppe jeg endte på. Store højtalere var blevet slæbt ned i gården, playlisterne var lange og hyggelige. Musikken blev styret af en enhjørning (horn i panden, pailletter på trøjen og behårede, pink benvarmere) siddende i hvid plastikstol under en parasol, mens han vippede taktfast med sin bajer mod låret. Der blev brændt røgelse af et sted bag mig. Et kærestepar lå og så kærligt på hinanden, den ene aede den andens kind, som kvitterede med kys. Jeg kiggede rundt på alle disse skønne mennesker og følte mig meget levende, meget heldig. Det var der, jeg opdagede ham. “Ham derovre,” sagde jeg til en veninde og udpegede diskret den mand i superheltekostume, som i samme øjeblik krydsede gårdens plæne. Rykkede mig lidt nærmere veninden, sænkede nakken. “Han er virkelig flot,” fnes jeg. Hans ansigt var solbrunt. Vi fulgte ham begge med øjnene fra bagdør til tæppeland. “Så tag ham,” grinede hun. Svarede, at det kunne hun lige tro, jeg ville. Det må have været en varm udklædning, sådan med kappe og det hele, og det varede da heller ikke længe, før han smed det og i stedet trissede rundt kun iført de røde underbukser. Hans bare overkrop viste sig at være lige så brun som ansigtet.

Der gik nogle timer. Jeg snakkede med en del forskellige mennesker. Der var især den her lyshårede fyr som var vældig sød og virkede ret interesseret i mig. Vi grinede og pjattede. Indtil jeg fandt ud af, hvor ung han i virkeligheden var. Tror selv, han havde regnet med, at jeg var yngre, for han så lidt betuttet ud, da jeg afslørede min alder. Nå ja, mange antager ofte, at jeg er omkring fire-femogtyve. Det må skyldes min enormt spændstige hud. Hm. Men derefter forsvandt den lyshårede hurtigt. Jeg så mig lidt omkring. Dér sad Iværksætteren på en solseng. Vi sørgede begge omhyggeligt for ikke at kigge på hinanden. Selvfølgelig var han her. Ved, vi begge kender dem, der holdte festen. En dame kom hen og satte sig ved siden af ham, lagde ansigtet mod hans hals. Han kælede hende på ryggen og så forelsket ud. Det gjorde mig glad at se.

Ovre ved en sandkasse stod et kæmpe plastikmonstrum af en baljelignende sag. Vi fandt en vandslange og snart var baljen fyldt. Kølede fødder og underben hvilket resulterede i, at vandet blev fyldt med tørt græs. Jeg gik tilbage til tæpperne for at hente et par øl, og da jeg kom tilbage, stod Superman og Søster og plaskede. Et eller andet sted havde de åbenbart fundet to par dykkerbriller, for nu stod de med dem i hænderne og sagde, at vi skulle lege en leg. “Find det, der ikke hører til på havets bund,” sagde Søster dramatisk og kastede shotsglas og kapsler i vandet. Superman og jeg greb hver en brille, faldt på knæ foran baljen, råbte: “En-to-tre-NU!” Og med hovederne først plaskede vi kort efter rundt. Jeg vandt. Det dryppede fra Supermans mørke hår, da han smilende lykønskede mig. Wow. Sikke nogle øjne. Mit kostume var gennemblødt. Det varede ikke længe, før vi sammen dansede rundt på græsplænen for at blive tørre igen.

Resten af dagen sad Superman og jeg ved siden af hinanden oppe ved musikken. Enhjørningen var væk, så nu var det os, der styrede playlisterne. Satte de mest old school numre på, som vi kunne komme i tanke om. Hvor kunne vi snakke om alt, som vi sad der og forsøgte at overgå hinanden med Salt-N-Pepa og TLC. Hvor var han sød, og hvor grinede vi højt. Jeg var plantet på mos, det var så blødt under fingrene. Rettede på mit tøj og måtte nogle gange bly slå blikket ned, når han kiggede opmærksomt på mig. Tænkte, at jeg havde ledt efter en som ham. “Jeg har set dig før,” bemærkede Superman. “Måske på Tinder?” foreslog jeg kækt. Det var ment som en spøg. “Ja,” svarede han. Var ikke helt sikker på, om jeg også var stødt på ham derinde. Bad om at måtte se hans profil. “Hvis jeg må se din,” smilede han, og vi talte endnu en gang ned med hver vores telefon parat. Han så sød ud på sine billeder. Men de kunne slet ikke måle sig med den bombe af maskulin udstråling, der nu sad lyslevende foran mig. “Så burde vi jo næsten matche,” sagde jeg. “Det burde vi,” nikkede han.

Der blev tændt bål sent om aftenen. Superman og jeg grillede resten af de pizzastykker, vi fandt i en stak af pepperonifedtede, efterladte papbakker. Nogen havde været så venlig at købe aftensmad til os alle. Superman var trukket i sin blå trikot igen. Jeg havde fået kappen på. Det var egentlig bare et stort, rektangulært klæde af rød nervøs velour bundet om halsen. “Vi skal i byen,” Søster kom tumlende med en mindre flok i hælene. “I byen, i byen,” hujede de alle. Så vi gik fra haven gennem gader, der flød med glasskår og stank af sprit og møg. Vejene var klæbrige. Kappen daskede mod mine haser. Superman gik ved siden af mig. Flokken skiltes så småt, efterhånden som vi kom frem, og især da vi ramte de første barer. Sådan har man jo altid forskellige præferencer, når man går i byen. Men vi var fem som fortsatte sammen. Havde jeg følt, at optoget tidligere på dagen havde været varmt, var det intet i forhold til den kvælende, trykkende hede, der her slog mod os. Alt for mange mennesker samlet på alt for lidt plads. Vi forsøgte at danse, men kunne knap få luft. Og jeg kunne mærke på min krop, der pludselig blev så tung og træt, at den havde været i gang i noget der snart mindede om tyve timer. Vi gik udenfor. “Jeg skal have vand,” mumlede jeg og følte mig næsten desperat af tørst. Min mund var helt tør. De andre var enige, Søster sad ligefrem og hang med helt opkogte kinder. Superman og jeg gik mod den nærmeste kiosk. Proppede begge favnen fuld af kolde vandflasker, hvis klare plastikoverflader drev af fugt. På vej tilbage havde samtlige bargæster tilsyneladende bestemt sig for alle at begive sig i den modsatte retning end os, og vi stod bogstavelig talt i urokkelig stampe, kunne hverken komme frem eller tilbage. Der var en asen og masen uden lige. Jeg rakte ud efter min Superman, men blev øjeblikkeligt presset tilbage. Vores hænder greb ud i den tomme luft. Kunne se ham glide længere væk i mængden, og jeg nåede at mærke klaustrofobien strejfe min ryg, inden jeg hørte ham råbe mit navn og med stærke arme række ud og få fat i mig. Min hånd var lille og fugtig i hans store og ru. Min pande i hans armhule, mens han lagde armen om mig og banede vej. Søster drak grådigt af flaskerne, da vi endelig nåede tilbage. Herefter var det som om, at vi alle mistede gejsten lidt. De andre gik mod smeltet ost og baconfedt, mens Superman og jeg fulgtes hjem. Tog en mindre befærdet omvej. Vi sludrede og gabte. På et gadehjørne stod vi foran hinanden med generte smil og sagde farvel. Og jeg vidste, han ville kysse mig, før det skete. Ville ønske jeg kunne sige, at det var et fantastisk kys. Sådan et der er blevet bygget op gennem en hel dags flirten. Men hele min krop føltes så knastør og dehydreret. Den smule spyt, der måtte befinde sig i mundhulen, var tyktflydende og hvidt; jeg havde selv set det i et skåret toiletspejl kort tid forinden. Jeg trak mig hurtigt væk fra Superman. “Ej, undskyld,” udbrød jeg forlegent, “normalt har jeg altså meget mere spyt end det her, så er jeg slet ikke så tør at kysse på.” Heldigvis lo han bare. “Men jeg vil gerne se dig en anden dag,” fortsatte jeg. “Kaffe?” spurgte han. Jeg nikkede glad. Det var det bedste karneval, jeg nogensinde har været til.

I dagene efter var jeg flyvende. Fandt Superman på Facebook. Vi skrev sammen. Han var lidt sen til at svare nogle gange. Men jeg vidste, at hans arbejde, som kan være på nogle lidt sjove tidspunkter, gjorde, at han ikke altid kunne svare lige med det samme. Så det var ok. Mindede ham om det med kaffe. Sagde, at jeg altså stadig var interesseret, hvis det skulle være. Dog blev det straks noget sværere at finde en specifik dag, hvor vi kunne mødes. Men jeg var jo klar over, hvor tidskrævende hans sport, som han går op i med liv og sjæl, kunne være. Så det var vitterligt helt i orden. Han foreslog lørdag. Det var en måske-aftale. Ville komme an på vejret, tilføjede han. Men jeg var også helt med på, at hans hobby, som er et større projekt sammen med nogle kammerater, afhang af netop dette. Og alt det der – arbejde, sport, hobby – det er fint for mig. Men jeg hader at stå på stand by på den måde. Tilsyneladende var det komplet umuligt at finde en anden dag, der passede ind i hans travle kalender. Så jeg lod mig overtale og gik med til at være Supermans måske-date trods en dump, gnavende følelse af begyndende irritation i mellemgulvet. Bryder mig ikke om at være nummer to. Og jeg kunne jo se, da det endelig blev lørdag, at vejret vist ikke var optimalt, men jeg hørte alligevel ikke noget fra ham. Ikke før jeg selv skrev og spurgte, om kaffen ville blive til noget eller ej. Det ville den ikke. For kammeraterne og han fandt på noget andet. Vi har ikke snakket sammen siden.

Møde med Chefen

Jeg havde virkelig forsøgt at forberede mig på at møde Chefen igen. Havde i tankerne gennemgået op til flere fantasisamtaler med ham, hvor jeg selvfølgelig hver gang ville virke cool og upåvirket. Søster og jeg havde snakket om, at jeg eventuelt kort kunne nævne, at jeg simpelthen havde været sååå fuld og slet, slet ingen verdens ting huskede fra den nat, så jeg nemmere kunne slippe udenom mit kaffeløfte. God plan, tænkte jeg.

Det ville i øvrigt være løgn. Det med ikke at kunne huske noget. For jeg kommer efterhånden i tanke om flere og flere detaljer. For eksempel hvordan han havde ævlet løs om sin bedste kammerat, som åbenbart har fundet en dame på min alder og gjort hende gravid. Nu lever de lykkeligt til deres dages ende. Og Chefen var helt sikker på, at det også ville klæde mig med sådan en sød mave. Dog lader det muligvis til, at jeg havde formået at virke ganske overbevisende i mit forsøg på ikke at forstå en disse, for jeg husker, at Chefen efter gentagne omfavnelser og lidt intens stirren havde slået en latter op og sagt: “Du er da den mest fatsvage følgesvend, Frøken Kløe!” På den anden side set er det jo heller ikke så godt, for nu ved jeg også, at han – som ellers først antaget – alligevel ikke helt havde underspillet sin flirt for at give mig muligheden for at lade som ingenting.

Derfor har jeg gået lettere paranoid rundt på min arbejdsplads gennem de sidste uger. For Chefen har samarbejdspartnere på en af etagerne, hvorfor jeg et par gange før i tiden har mødt ham her. Den første hverdag efter vores natlige gåtur, havde jeg sneget mig langs panelerne, kigget mig over skulderen og generelt ikke været specielt villig til at forlade min trygge plads bag skærmen. Hvis du ikke snart tager dig lidt sammen, er det jo først, det bliver super akavet, tænkte jeg efter nogle dage med samme håbløse strategi. Da det tilmed viste sig, at jeg jo selvfølgelig ikke mødte Chefen, begyndte jeg at slappe af. Og efter en veloverstået ægløsning og de kløende prøvelser jeg i den forbindelse bliver udsat for, endte jeg næsten med at glemme ham igen.

I går var der gammeldags oksesteg i kantinen. Jeg tog naturligvis ordentligt for mig af retterne. Og der var desværre ikke plads til salat med al den brune sovs på min tallerken. Tog maden med op på kontoret, for jeg havde lidt travlt og tænkte, at jeg vist godt kunne taste lidt mellem mundfuldene. Åh, hvor jeg elsker gammeldags oksesteg! Åh, hvor jeg nød det! Sad rigtig der og gnaskede løs og tjekkede Instagram og glemte straks alt om at renskrive notater og sende mails. Nå. Hurtigt ned i kantinen med tallerkenen igen. På trappen genkendte jeg på adskillige meters afstand lynhurtigt Chefen i lang, lysegrå uldfrakke og hvid skjorte, selvom jeg havde ladet brillerne blive tilbage på mit skrivebord. Og jeg kunne altså ikke helt styre mig selv. Panikkede fuldstændig og fulgte blindt min første indskydelse: Ignorerede ham. Lod som om jeg havde fået øje på noget vældig interessant et stykke længere fremme. Kneb øjnene lidt i, så jeg så meget tænksom og travl ud. Helt ærligt. Nåede omtrent en halv etage ned. “Hej,” sagde Chefen. Jeg snurrede rundt. Det lykkedes mig først at kigge spørgende på en tilfældigt forbipasserende kollega, før jeg gav den som værende overrasket over at opdage, at det i stedet var Chefen, der jo stod der ved gelænderet, som havde hilst. “Men Chef! Hej!” udbrød jeg, “hvad laver du her?” “Jeg har et møde,” svarede han og tog et par trin ned mod mig. Ork. Det tvang mig tilsvarende trin op. Vi stod nu på samme trappeafsats. Nå ja. Kram. Selvfølgelig. Husk at give ham et helt almindeligt kram, mindede jeg mig selv på. Og var det ikke fordi, at min krop i samme øjeblik bestemte sig for at forråde mig på grusomste vis, havde mit skuespil sikkert virket ganske troværdigt. Mine kinder begyndte ganske enkelt at brænde og ryggen at drive af sved. Og så stod jeg ellers der med brune sovserester på tallerkenen og en bukseknap, der var ved at sprænges af gammeldags oksesteg. “Tak for sidst,” smilede Chefen. Jeg kunne slet ikke kigge på ham. “Ja. Selv tak. Det var hyggeligt,” svarede jeg tamt med øjnene mod gulvet og en meget presset fornemmelse i ansigtet. “Puha, jeg havde mange tømmermænd dagen efter,” lo han. Jeg grinede nervøst og hørte til min skræk, hvordan min stemme pludselig røg fuldstændig i falset. Fik vist sagt noget med, at jeg også havde døjet med slemme tømmermænd. Prøv nu at være bare en lille smule cool ligesom du har øvet, tænkte jeg febrilsk. “Nåhmen. Jeg skal videre. Hej hej, du,” endte jeg med og flygtede ned af trapperne. Hej hej, du? Seriøst? “Vi må gøre det igen snart,” hørte jeg ham sige bag mig.

Mine knæ føltes bløde og slappe, da jeg var på plads bag skrivebordet igen. Spekulerede over, om Chefen mon ikke havde virket til at fortryde lidt. Var svært at afgøre. Efter heftig analysering over Messenger med to veninder, blev vi enige om, at snakken om tømmermænd højest sandsynligt må have været en slags kode for fortrydelse. Heldigvis. I dag modtog jeg imidlertid en mail fra Chefen. Og det var ikke fordi, der som sådan stod noget særlig specielt i den mail. Bare noget med om jeg ville sende et bestemt link. Men så fik han lige sluttet af med en blinkesmiley. Han har aldrig sendt smileyer til mig før. Så nu har jeg bare værsgo at starte forfra, for nu går den vilde smileyanalysering selvfølgelig endnu en gang. Super.

Sex med Handymanden

“Vil du med ud og bade?” Handymanden skrev til mig dagen efter. “Det vil jeg gerne,” svarede jeg. Gøs, men følte mig ret sej, for jeg vidste, at han nogle gange vinterbadede. Man skal vist egentlig være medlem af en klub, men Handymanden havde kontakterne i orden og havde aftalt, at det var ok, vi kom forbi.“Tjekliste: Håndklæde, klipklapper, vandflaske, ingen frække blikke eller biden i underlæben, mens vi er i sauna, for så kan jeg ikke skjule, at jeg er liderlig efter dig,” lød næste besked, som fik mig til at fnise og love, at jeg nok skulle opføre mig pænt. Jeg havde pakket en taske med skiftetøj og toiletgrej. Handymanden hentede mig i sin bil, og vi kørte ud til vandet.

Vi skiltes ved omklædningsrummene. Man skulle huske at tage et brusebad først. “Skal vi starte i saunaen?” spurgte Handymanden, da vi mødtes igen. Jeg nikkede. Følte mig pludselig ikke så kæphøj længere. “Skal jeg smide håndklædet derinde?” spurgte jeg. “Det må du selv om. Men det gør de fleste nok,” han havde ikke engang gidet at tage sit om livet og stod foran mig med sin lille, faste manderøv til frit skue. Jeg havde lyst til at give den et ordentligt klask. Tre midaldrende, gråhårede badegæster sad og svedte på de øverste saunabænke. Dæmpet hyggesnak. Og så denne uhøjtidelige, befriende stemning, hvor ingen tog synderlig notits af hængebryster og mavedeller. I løbet af kort tid haglede sveden af mig. Kunne mærke porerne åbne sig og varmen dundre i kinderne. Det brændte i næseborene. Da det gik op for de tre grå, at jeg var ganske jomfruelig udi vinterbadning, kom de ivrigt med gode råd. “Åh, gid det var min første gang igen,” sukkede en kvinde i sarong. “Husk at trække vejret langsomt,” var det sidste jeg hørte en mand med hvidlig brystbehåring formane, da Handymanden rejste sig og tog mig i hånden. Meddelte, at nu var det altså nu. Vores kroppe dampede, da vi trådte udenfor. “Jeg synes altså, jeg er kølet ned,” peb jeg på vej mod badebroen. Men han skubbede mig bestemt foran sig, smilede. Bare et hurtigt dyp, bare ned og op, så var jeg god. Vi smed håndklæderne på de våde planker. Satte sirligt mine klipklapper ved siden af hans.

Det føltes som tusinde syle mod mine fodsåler, slog omkring anklerne, åd sig op af læggen, barberbladsskarpe tænder i mit lår. Handymanden tog en dyb indånding, dykkede helt ned under vandet. Jeg stod endnu hvinende på stigen. Kom aldrig længere i end lige til ballen. Vel inde i saunaen igen lykønskede de tre grå mig. Sarongkvinden klappede muntert min skulder. Sagde, at næste gang kom jeg sikkert helt under. Så sad vi alle der og svedte og hyggesnakkede. Nogen hældte pebermynte på de varme sten, viftede vildt med et håndklæde, en gyngende diller lige i øjenhøjde. “Aaah,” henåndede de alle sammen. Saunadøren gik op. Pebermyntedampe og dæmpet belysning gjorde det lidt svært at se de nytilkomne. Men. Kendte jeg ikke ham den ene? I døråbningen stod en nøgen, mørkhåret mand. Jo. Ham kendte jeg udmærket. Det var Helten. Nogen husker måske den pæne mand, jeg havde en enkelt bolledate med dengang, da kløen var på sit højeste? Han huskede i hvert fald mig. Det var helt sikkert. For han stivnede totalt, da han fik øje på mig. Så så underligt betuttet ud. Det hjalp nok heller ikke, at hende, han holdt i hånden, bestemt virkede til at være hans kæreste, og derfor nok ikke var én han havde lyst til skulle vide noget som helst om mig og ham. Ahrmen. Hvad er chancen for, at første gang jeg møder Helten siden vores date for over et år siden – sker nøgen og svedende i en sauna? “Hej,” jeg forsøgte at lyde frisk, men min stemme var irriterende spinkel. Han hilste hurtigt og satte sig så meget stille allerøverst, længst væk fra mig. Jeg lagde en hånd på Handymandens knæ. Bare så Helten ligesom kunne se, at jeg altså heller ikke var alene. Trak diskret håndklædet omkring mig igen. Handymanden kiggede spørgende med et løftet øjenbryn. Kastede med hovedet mod døren. Nikkede. Ville hellere en tur i det kolde vand igen end blive inde i saunaen sammen med Helten. “Ham der den mørkhåret,” sagde jeg, da vi atter gik på badebroen, “ham har jeg knaldet.” Handymanden grinede højt, gav mig en albue i siden og spurgte, om det var derfor, han havde kigget så mærkeligt.

En ny taktik skulle prøves af, og jeg var fast besluttet på ikke at tænke så meget over tingene, så jeg tog stigen to trin ad gangen. Det var helt vanvittigt koldt. Havde ikke regnet med, at det også ville gøre så ondt anden gang. Mine led smertede, fik mig til panisk at hyperventilere, da vandet plaskede op i armhulen. Det nåede mig til halsen nu. “TRÆK VEJRET!” brølede Handymanden og svømmede hen på siden af mig. Jeg rakte ud efter gelænderet. “Nej, nu bliver du her og tæller til ti,” sagde han. “En. To. Tre. Fire. Jeg vil gerne op nu,” hvislede jeg mellem tænderne. Vandet var helt sort. “Fem. Seks. Syv,” fortsatte han roligt. “TI! TI! TI!” hylede jeg og begyndte opstigningen. Mine fødder var blytunge. Det var som om, kræfterne fuldstændig havde forladt benene. Men i samme sekund jeg tog det sidste skridt op af vandet, blev min hud som lammet. Den før så isnende vind føltes nærmest som en mild brise. Prikkede bare behageligt. Og så med ét frøs jeg ikke længere. Det fik mig til at fnise lidt. Le. Skraldgrine. “Hvorfor er det så sjovt?” spurgte jeg, og latteren fik min stemme til at dirre. Handymanden forklarede, at kulden og adrenalinen godt kunne gøre en lidt skør. Vi gik smågrinende tilbage mod saunaen. Helten og hans kæreste kom gående mod os. “Kom,” sagde Handymanden lavmælt, “så giver vi ham lige lidt mere at kigge på.” Og så trak han mig ind til sig. Hans læber var kolde og smagte af saltvand. Slap mig først igen, da de var gået forbi. “Vi må hellere stoppe nu,” smilede han og viste hvordan håndklædet så småt afslørede konturerne af en begyndende bule.

Vi købte byens bedste burgere med bacon og timianfritter med ekstra mayo. Hele herligheden i brune papirsposer. Vi sad ved mit spisebord med kødsaften løbende ned af fingrene. Handymanden drak øl. Jeg fik Faxe Kondi. Bagefter målte vi hvem der havde den største food baby. Jeg vandt. Følte mig så mæt og uendelig træt. Som om jeg havde løbet et maraton. Det var en behagelig, snurrende følelse af tung, tung træthed i mine lemmer. Men selvom jeg sikkert kunne have sovet fast helt til næste morgen, havde jeg lagt mig på stedet, fik Handymanden liv i mig ved hjælp af samme langsomme kys som aftenen før. Så forsigtig. Det var selvfølgelig stadig meget dejligt. Men hvor ville jeg ønske, han havde taget lidt hårdere fat, gået bare en anelse hurtigere til værks. Viste ham, hvad jeg ville have ved raskt at smide mit eget tøj. Baksede lidt med ham, indtil han stod lige så bar. Nej, ikke flere dvælende kys nu.

Denne gang var der ingen problemer. Han passede perfekt i mig. Der var masser støn og suk. Det var ikke det bedste sex nogensinde. Dog heller ikke skidt. Jeg tænkte, at vi nok havde brug for lidt tid til at lære hinanden bedre at kende. Så ville det sikkert blive rigtig godt. Han kunne blive ved længe. Endte med at tage ham i munden igen, hvilket til gengæld fik ham til at komme efter få slik. Ok. Blowjobs var åbenbart hans ting, noterede jeg mig. Og jeg havde fået ham til at krølle sig jamrende sammen, mens han pumpede pikken op i ganen på mig. Det var godt. Bagefter puttede jeg mig forventningsfuldt ind til ham. Og ganske som jeg havde håbet, bredte roen sig straks Handymanden lagde armen om mig. Jeg forestillede mig, at mit bryst blev fyldt med en glødende orange masse. Det var endnu mere helende og trøstende end sidste gang. Tænk, om han havde vidst hvilken vidunderlig, afhængighedsskabende effekt, han havde på mit mishandlede indre. Men jeg sagde ikke noget. Lå bare med lukkede øjne og nød og sugede af hans varme. Jeg syntes, vi delte et helt specielt øjeblik og følte mig meget tæt på ham. Handymanden snakkede, jeg brummede. Bad mig vise ham Det Der igen. Jeg kom hårdt. Gjorde ham klar til anden runde. Det blev med mig øverst, men jeg var så dødsens træt nu, så jeg midt i det hele lod mig glide bagover mod madrassen. Stadig forenet tog Handymanden om mine fødder, kyssede svangen. Han blev slap indeni mig, men blev liggende, og jeg syntes, det var så fin en måde at slutte af på.

Videre

Jeg skal videre, tænkte jeg. Ud og se noget, finde en ny mand, bare videre. Swipede på Tinder, scrollede på Happn. Udvalget var lige så ærgerligt, som jeg havde regnet med. Smed alligevel et par halvhjertede likes afsted. Sådan mest bare fordi. Mændene, jeg matchede med, syntes middelmådige og ragede mig en høstblomst. Slettede dem hurtigt, så snart de begyndte på deres forudsigelige “Hej smukke – haft en god dag?”-replikker. På Tinder var der dog en enkelt, der var anderledes. Faktisk sjov. Han så rar ud. Og hans beskeder fik mig til at smile nok til, at jeg tænkte, at det måtte være sådan noget, jeg havde brug for. Han sagde i spøg, at han altså ikke var øksemorder, så jeg kunne roligt mødes med ham, hvis jeg havde lyst. Jeg skrev, at jeg normalt kun datede øksemordere, men at man selvfølgelig ikke kunne være lige heldig hver gang. Han spurgte, om jeg havde tænkt mig at putte Rohypnoler i hans kaffe, når han kiggede væk. Jeg svarede, at sådan gjorde jeg som regel. Han foreslog mandag, jeg takkede ja. Bagefter mærkede jeg en underlig stolthed flagre prøvende rundt i min mave.

Vi havde aftalt at mødes om eftermiddagen, og jeg var kommet senere fra arbejde end ellers. Nåede lige hjem for at skifte bluse, før jeg trampede ned af trapperne igen. Da jeg et øjeblik inden havde stået på badeværelset og smurt frisk deodorant i armhulerne, kunne jeg kun tænke på, at der pludselig ikke var noget, jeg havde mindre lyst til end at gå på date. Ved synet af min sofa virkede det langt mere tillokkende at krølle sig sammen i denne, end det der med at komme videre og møde nye mænd og se jeg-ved-ikke-hvad. “Tag dig sammen. Du skal blive dig selv igen nu,” sagde jeg til mit spejlbillede i gangen, inden jeg tvang den ene fod foran den anden og smækkede døren bag mig.

Jeg sørger jo altid for at komme, hvis ikke lige på klokkeslættet, så i hvert fald få minutter senere, så jeg kan gøre en tilpas entre. Var naturligvis også tilfældet denne gang. Men da jeg styrede mod mødestedet, så jeg, at mit Tindermatch ikke var kommet endnu. Gjorde mig ikke ligefrem mere positivt stemt overfor daten, at jeg ikke fik mulighed for at skinne på ønskede vis. Stod akavet og ventede. Kunne ikke bestemme mig for, om jeg skulle hvile vægten på højre eller venstre ben. Endte med en art trippen. Tjekkede Tinder. Muligvis er det en lorteapp, der ikke kan finde ud af at opdatere afstanden, men kunne se, at han stadig var en del kilometer væk. Og han havde ikke skrevet noget om at være forsinket. Hm. Efter knap et kvarters venten var jeg tæt på at være edderspændt over at skulle stå og føle mig til grin foran en overfyldt kaffebar. Fjernede vores match. Så gik jeg.

Tog direkte hen og købte en bøtte Ben & Jerry’s. På vejen hjem lagde jeg mærke til, at bladene på træerne var ved at blive gule. Nogle lå visne i rendestenen. Jeg tænkte, at det snart var tid til uldtøj og futter og tændte stearinlys. Det plejer at være det, jeg bedst kan lide ved efterår. Og jeg spekulerede på, om det mon ville gøre mig gladere. Sparkede skoene af i gangen, trak i blød jersey og hev et tæppe over hovedet, mens jeg konstaterede, at jeg faktisk ikke kunne komme på noget som helst, der gjorde mig glad længere.

Første nat

Sommermanden kan stadig give mig solide sommerfugle i maven. Og da jeg langt om længe var på vej i toget for at tilbringe en hel nat sammen med ham, baskede og flaksede de tungt rundt. Hidtil har vi grundet min manderegel – hvor det at sove sammen ligger på en streng førsteplads – skiltes sent om aftenen. Har vinket farvel til ham og kigget efter bilen, der tøffede væk rundt om hjørnet. Desuden har det at bo i hver vores by et godt stykke fra hinanden samt næste dags arbejde heller ikke været en just optimal kombination, hvilket også har sat en naturlig stopper for putteriet. Min nervøsitet over endelig at skulle sove sammen med Sommermanden var til at tage og føle på, og jeg tror, han nåede at blive lidt træt af mine konstante panikbeskeder, der begyndte at flyde i en lind strøm så snart jeg havde indvilget i at blive for natten. Har ingen problemer med at knalde eller kysse random typer. Men at sove sammen med en mand er det mest intime og grænseoverskridende jeg kan komme i tanke om. Det er kun kærestepotentialemænd, der efter grundig overvejelse og vurdering får lov til at komme så langt.

Det var også første gang, jeg skulle se Sommermandens hjem. Det var jeg drønspændt på. Altid rart at kunne snage lidt rundt og tjekke ud om han er skør eller ej. Min erfaring er, at mænd, der bor for pænt og damebladsagtigt, ikke er til at stole på. Muligvis en fordom der ikke er en skid hold i. Men ikke desto mindre synes jeg, at hjemmet kan fortælle meget om en person, som man måske ikke ellers ville have opdaget endnu. Sommermanden boede heldigvis fuldstændig normalt. Hyggeligt, personligt. Godt. Han fik et point i mit indre regnskab over Sommermandens Plusser og Minusser.

Vi drak hvidvin på altanen, mens vi snakkede om en masse, jeg ikke helt kan huske længere, udover en følelse af dyb ro og tilfredshed over at være sammen med ham igen. Da han endelig trak mig ind til sig og kyssede mig, begyndte sommerfuglene så småt at røre på sig igen. Tøj lå hurtigt spredt på stuegulvet. Min hud mod hans. Han placerede mig i en lænestol, trak min bagdel mod kanten, slikkede mig. Jeg greb ud i luften. Hænderne åbne, lukkede, åbne. Kneb øjnene sammen. Jeg sukkede. På knæ trængte han op i mig, vi åndede begge ud på samme tid. “Jeg har savnet dig,” gispede jeg, og han kyssede mig vildt. Sommermanden rejste sig, lagde mig på spisebordet. Kneppede løs. Stadig oppe i mig løftede han mig pludselig. Jeg grinede overrasket, da min stærke mand gav sig til at kneppe videre midt på stuegulvet med mig hængende tungt om hofterne på sig. Ding, ding! Endnu et plus i regnskabet. Omslynget i sofaen greb jeg ham om ballerne og hjalp ham hurtigt ind og ud af mig. Da han nærmede sig, suttede og slikkede jeg ham, til han kom. Slugte for en gangs skyld og var overmåde tilfreds med mig selv bagefter.

Hånd i hånd gik vi ned for at handle ind til aftensmaden, som han kokkererede, mens jeg nynnende satte lp’er på og drak resten af vinen. Hvor er det heldigt, jeg har fundet en mand, der kan lave mad. Og oven i købet god mad. For ham var det måske hverdag, men jeg var ret imponeret over det overdådige måltid. Altså vi snakker stegeso og rødvinssauce. Etcetera, etcetera. Det er meget fornemt i min leverpostejsverden. Blot et enkelt etcetera (perfekt smørstegte, sprøde asparges) gav mig på stedet endnu højere tanker om Sommermanden, og jeg spiste glad rub og stub. Bagefter måtte vi grinende ligge os på sofaen for at slå mave.

Efterhånden som aftenen skred frem, kunne jeg mærke, hvor trykket jeg begyndte at føle mig over snart at skulle falde i søvn ved siden af Sommermanden. Jeg gik ud for at fjerne makeup. Børste tænder. Smøre lidt creme på hist og her. Dameting. Kiggede på mig selv i spejlet og tænkte, at det kunne jeg sagtens klare, det her. Ork. Folk sover jo med hinanden hele tiden! Da jeg satte mig for at tisse, mærkede jeg min næse løbe. Med en hurtig bevægelse ville jeg tørre, hvad jeg troede måtte være en smule snot, væk, men fandt til min forbløffelse blod på håndryggen. Nej, nej, nej, nåede jeg at tænke, før slimhinderne bestemte sig for at give los og åbne helt op for sluserne. Blodet strømmede fra næsen, snart var den første håndfuld toiletpapir gennemblødt. Det er simpelthen løgn, tænkte jeg stresset, mens jeg lænet ind over håndvasken kunne observere hvordan anseelige mængder blod forsvandt ned i afløbet. Det ville ikke stoppe. Fandt vatrondel på vatrondel frem. Svedte. Nu har du været herinde i over ti minutter, nu tror han helt sikkert, at du har været ude og skide, tænkte jeg desperat. Men jeg var i forvejen så presset over hele sove-sammen-for-første-gang-situationen, så jeg slet ikke kunne overskue at gå bloddryppende ind i stuen til min nye mand og forklare, hvordan jeg nogle gange bare får spontan næseblod. I stedet bandede jeg hviskende, fandt til sidst ud af at pjaske koldt vand i næsen og læne hovedet tilbage. Da jeg endelig fik blødningen under kontrol, gik jeg ud til Sommermanden og lod fuldstændig som om ingenting var sket.

Vi gik i seng, og jeg kunne ikke finde ro. Havde lyst til at springe ud af vinduet og tage det næste tog hjem. Sommermanden var sød og aede og talte til mig. Efter lidt tid sov vi begge. Min søvn var let, jeg vågnede flere gange i løbet af natten. Tidligt om morgenen lå jeg lysvågen og skævede til Sommermanden. Kedede mig hurtigt og fik til sidst også vækket ham helt diskret ved at vende og dreje mig og sukke højlydt. Morgenen var egentlig ikke så slem, som jeg måske havde frygtet. Det var faktisk helt rart at vågne op sammen med ham. Blev enige om at brunche den lidt, dagen startede med baconfedt og sukkerchok. Jeg tog hjem ved middagstid. Var fuldstændig ødelagt af sanseindtryk og søvnmangel. Brugte resten af dagen med at tusse rundt i en art zombietilstand, mens jeg stille konstaterede, at Sommermandens plusser nu var så overlegne, så der ingen vej var tilbage.

Older posts