Gammel kærlighed

Tinder og Happn fortsætter med at være gabende kedelige. Det er ved at gøre mig fuldstændig vanvittig. Men så skete der noget i fredags, der fik mig til at tabe pusten.

Da jeg gik på gymnasiet, crushede jeg alvorligt på tre drenge. Jeg splittede ligeligt min kærlighed mellem dem. Enhver kvinde ved, hvordan kun et ungpigehjerte kan flyde over af forelskelse. Der var rigeligt til dem alle tre.

Den ene var rødhåret. Ikke fesen rød. Men den smukkeste, dybeste kobberrød. Kan endnu huske den første gang, jeg så ham. Jeg var atten år og arbejdede i en biograf. Langede slik og popcorn over disken. Pludselig stod han foran mig. Jeg har den dag i dag aldrig vekslet andre ord med ham, end dem, da han købte en sodavand. Fandt ud af, at han gik på mit gymnasie. Hans skønhed bjergtog mig i en sådan grad, at han fra da af gav anledning til svedige håndflader og heftig hjertebanken, når jeg passerede ham på gangene. Man kunne genkende ham og hans røde manke på lang afstand. Jeg kan huske, hvordan han kom gående mod mig i en sort bluse, midt i det mylder et gymnasie i spisefrikvarteret altid er fyldt af. Fuldstændig som en lille sol overstrålede han alle omkring sig. Vi havde øjenkontakt fra enden af gangen og til vi var gået forbi hinanden. Han er flyttet langt væk nu. Jeg har aldrig set ham siden 3. g.

Den anden mødte jeg senere på et valgfagshold. Han havde langt, lyst hår, hvalpefedtet sad stadig på kinderne. Vi klikkede med det samme. Han var sjov og populær. Vi lavede gruppearbejde og røg smøger bag skuret. Jeg tænkte først, at han ikke var noget for mig. Men hans drengede charme, kvikke bemærkninger og tillidsfulde øjne fik langsomt og sikkert tag i mig, og snart hviskede jeg hans navn til puden og skyggerne om aftenen på mit barndomsværelse. Jeg begyndte forsigtigt at opsøge ham andre steder end til undervisning, fornemmede en vis gensidig nysgerrighed, men turde alligevel aldrig handle på den. Også han flyttede så snart den sidste eksamen var overstået. Han sagde farvel til mig i skolegården.

Den sidste gik i min klasse. Jeg sad bag ham og stirrede hver dag på hans nakke, der var den mest erotiske, jeg nogensinde havde set. Han duftede af krydret pebermynte. Det slog mig omkuld, når jeg kom tæt nok på til diskret at kunne snuse dybt ind. Snorlige tænder, knivskarp tøjstil, perlende latter. Dengang var der ikke noget jeg hellere ville, end lægge mine hænder mod hans bryst. Også han og jeg kom godt ud af det med hinanden. Først mange år efter forstod jeg hans kejtede flirten, og jeg begræd bittert mit naive pigesind, der ikke havde kunnet forstå en hentydning og tog alting for bogstaveligt. Gymnasietiden sluttede, alle blev spredt. Men både han og jeg er begge lidt af en hjemmefødning, der nødig bevæger os alt for langt væk fra det vante. Vi bor i dag i samme by. Dog støder jeg kun tilfældigt på ham med års mellemrum. Hans duft kan stadig gøre mig rundtosset.

Mon de vidste hvilke bølger, de satte i røre i mit i forvejen kaotiske indre? Mon de ved, at de for evigt er blevet min målestok, når jeg vurderer, om jeg finder en mand tiltrækkende eller ej?

Nå. Tilbage til historien: Da skete det i onsdags, at jeg endnu en gang gik på Tinder for at tjekke, om det endelig var nu, alle de lækre mænd havde bestemt sig for at vende tilbage. Og der var han. Den anden. Mit lyshårede gymnasiecrush. Det lange hår var klippet af og hvalpefedtet forsvundet. Men det var umiskendeligt ham. Jeg mener det, mit hjerte sprang et slag over. Likede ham. Ventede. Fredag formiddag sad jeg og hang over kaffen og kunne ikke helt komme i gear. Tillykke! Du har en ny match, blinkede det frem på min telefon. “Åh Gud, lad det være ham, lad det være ham, lad det være ham,” messede jeg lavmælt, mens jeg åbnede appen.

Det var ham.

Åh, Lærer X

”Hej Frøken Kløe 🙂

Lang tid siden. Jeg kan i øvrigt godt huske dig, hvis du var i tvivl.

Jeg mener bestemt ikke, at det er en stalker-agtig måde… Tværtimod vidner det om et mod af eksistentielle proportioner, hvilket i øvrigt er et kompliment.

Jeg føler mig meget smigret og flatteret, men står i den situation, at jeg har en kæreste og at mødes med dig vil nok sende de forkerte signaler.

PS. Jeg synes ikke, at du skal føle hverken pinlighed eller behov for en kæk afslutning. Det kræver både gåpåmod og viljestyrke at skrive en sådan besked, hvilket er karaktertræk, der kan bære dig rigtig langt.

Mvh. Lærer X”

Åh, Lærer X. Tog det dig virkelig elleve dage at skrive det? Elleve? Jeg forstår ikke helt, hvad eksistentielle proportioner betyder, men det lyder rigtig fint. Ville egentlig hellere have haft et kompliment om, hvor lækker jeg er, og hvor ærgerligt det er, at du har en kæreste, for hvis du ikke havde, ville du være hoppet på mig med det samme. Agtigt. Men det er ok.

Jeg får lidt en fornemmelse af, at du skriver en trøstende kommentar ved siden af karakteren 00 til en elev, der har forfattet en utilstrækkelig aflevering. Som i: “Det kan godt ske du dumper skolen med et brag, Frøken Kløe – til gengæld skal du huske på, at du har så mange andre brandgode kvaliteter, og det er alligevel meeeget bedre.” Men det er sødt af dig at forsøge at opmuntre mig. For er det ikke det, du gør? Det lykkes bare ikke helt, må jeg indrømme. For efter din besked føler jeg mig mere som en dum, lille skolepige, end jeg nogensinde gjorde, da du var min lærer.

Lærer X

For et par år siden tog jeg noget enkelfagskursus. Jeg havde en ung lærer. Helt nyuddannet og smækker. Han lignede lidt en nisse. En sød nisse. Lod som om jeg ikke kunne fordrage ham, så ingen opdagede, hvor vild jeg i virkeligheden var med ham. Havde mange hede fantasier om ham og mig. Som muligvis også involverede et tomt klasselokale, en kort nederdel og et kateder. Muligvis ikke. Ok, muligvis. Lige siden dengang har jeg håbet på at møde ham tilfældigt på gaden. Og jeg ville være sådan casual lækker. Og ville invitere ham på kaffe. Og han ville sige ja. Og vi ville ende med at bolle hele natten. Det skete bare aldrig. Så jeg besluttede at tage sagen i egen hånd, eftersom skæbnen åbenbart ikke er min ven i dette foretagende. Det er Facebook til gengæld. Har fundet frem til ham der gennem et mindre detektivarbejde. Efter flere timers tilløb sendte jeg endelig følgende:

”Hej Lærer X 🙂

Det her er måske lidt mærkeligt! Især fordi vi ikke har talt sammen i flere år. Og egentlig heller ikke rigtig kender hinanden.

Jeg havde lidt et hemmeligt crush på dig dengang du var min lærer. Havde egentlig håbet på at møde dig efter endt kursus, men det er bare aldrig sket – så med risiko for at det her kan gå hen og blive en pinlig affære for mig, tager jeg lidt en chance på en temmelig stalker-agtig måde og sender en besked i stedet for.

Har du ikke lyst til at drikke en øl sammen en dag? 

Jeg er ikke så vant til at skrive beskeder ala det her, så kan ikke lige komme på en kæk afslutning, men håber på at høre fra dig 🙂

Sendt klokken 21.09. Læst 23.44. Stadig intet svar. Fortsættes. Forhåbentlig.