Spurven forelsker sig

“Jeg slår ham ihjel,” rasede Vikaren, “banker ham sønder og sammen. Giv mig hans adresse, så tager jeg derhen med det samme. Han skal ikke gøre dig ked af det. Ingen gør Frøken Kløe ked af det.” Jeg smilede trist. “Du er sød. Ville du virkelig gøre det for mig?” spurgte jeg. “Ja. Altid,” svarede Vikaren prompte, “hvad skal jeg gøre ved ham? Du bestemmer.” Jeg tænkte lidt. “Måske bare slå ham?” foreslog jeg. Vikaren grinede. “Du kan satme tro, jeg vil slå ham,” han kiggede alvorligt på mig. “Det er det sødeste, du nogensinde har sagt. Tak,” lo jeg og gav ham et klem.

De havde ringet til mig, jeg havde grædende taget telefonen. Det var knap et par timer efter jeg var kommet hjem fra Sommermanden. Vandrede rundt i lejligheden fra køkken til entre, køkken, entre, om og om. Jamrende. Kunne ikke genkende min egen stemme. Jeg havde ikke lyst til at være alene, så de fik mig hurtigt overtalt til at møde dem på vores sædvanlige værtshus. Satte mig snøftende ved bordet. Mit ansigt var blegt og huden omkring øjnene rødspættet. “Hvad har han gjort ved dig?” spurgte Vikaren med det samme. Spurven stemte i. “Jeg gider ikke snakke om ham,” svarede jeg og bællede en øl. “Du ser godt ud i striber,” trøstede Spurven. Det ved jeg godt, det var derfor jeg tog dem på. Korte denimshorts, sort- og hvidstribet bluse. Men komplimenter hjælper jo altid lidt på humøret. Jeg smilede skævt. De sørgede for shots, og jeg tog grådigt for mig. Små Sure. Smagte vidunderligt. Røgen hang i tunge slør, øllene var mange, og snart følte jeg mig bedre tilpas.

Ud på natten tog vi videre til den næste bar. Spurven og jeg dansede, som vi altid gør. Vildt, med lukkede øjne, uden at tænke. Det rensede mig, og jeg kastede grinende med hovedet, gjorde tegn til at gå ud og få frisk luft. Udenfor sad resten af slænget bænket. Vi satte os hos dem. Samtalen rungede og snurrede for mig. Når jeg ikke længere var beskæftiget med dans, stoppede jeg hurtigt med at høre efter, hvad de snakkede om, og hengav mig atter til mørke tanker om Sommermanden. Spurven talte til mig. Sådan lidt sagte med ryggen vendt halvt til de andre. Front mod mig. Jeg nikkede uden rigtig at lægge mærke til, hvad han egentlig sagde. “… Så må jeg kysse dig?” lød det pludselig. “Hvad?” spurgte jeg forvirret, kiggede op på ham. “Jeg har lyst til at kysse dig. Må jeg det?” gentog han med et forlegent smil. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. Det stod stille i mit hoved. “Er du okay?” spurgte jeg efter en rum tids stirren, “har I skændtes? Din kæreste og dig?” Nej, det havde de ikke, sagde Spurven og rystede bestemt på hovedet. Jeg forstod absolut ingenting. Så det sagde jeg: “Jeg forstår absolut ingenting. Hvorfor vil du kysse mig? Vi har kendt hinanden i snart et år. Jeg har budt mig til flere gange. Du har altid sagt nej. Hvorfor nu?” Kunne mærke, jeg begyndte at blive vred. Spurven mente ikke, det var rigtigt. Jeg havde da aldrig budt mig til, sagde han. For han havde da i hvert fald aldrig sagt nej til mig, hvis jeg havde, blev han gudhjælpemig ved. “Laver du sjov?” spruttede jeg arrigt. “Nu går jeg ind og danser videre. Du kan komme med, hvis du vil. Men jeg gider ikke høre mere.” Jeg rejste mig. Han fulgte efter.

Så. Vi dansede igen. Han lagde hænderne på mine hofter og panden mod min skulder. Kunne ikke finde ud af, hvad det var, der gnavede sådan i mig. Men jeg havde en lammende følelse af at være fuldstændig lige glad. Var lige glad med Spurven, lige glad med øllene, dansen, alt. Jeg var tom. Da han kom tættere på, trak jeg mig væk. Klog af skade og alt det der. “Lad være. Du er ikke ham,” sagde jeg. Så greb han mig. Og så kyssede Spurven mig.

Jeg tænkte. Hvad tænkte jeg? Endelig? Ved det ikke. Det hele var mig så usigelig ligegyldigt. Lagde mærke til, at hans tunge havde en bitter, skarp smag. Og så var det slut. Bartenderen råbte, at de lukkede. Vi blev gennet ud sammen med en lille håndfuld andre bargæster. Himlen var begyndt at lysne. “Så det her er altså forelskelse,” mumlede Spurven, mens han gloede på mig i det begyndende morgenlys. “Hold mund, Spurv,” skændte jeg irriteret. “Du er ikke forelsket i mig. Du har kunnet få mig, hvis du ville, og det ville du ikke. Men når jeg endelig finder en anden, og du ser, hvor glad jeg er for ham, bliver du pludselig vældig interesseret. Du er fuld af løgn. Og skal gå hjem til din kæreste nu.” Han kiggede væk. Vi fulgtes ad, skulle hjem i samme retning; vi bor ikke langt fra hinanden. Spurven rablede løs bag mig. Mumlede for sig selv. Noget om hvor lækker jeg var, hvor meget han ville os, at jeg var hans allerbedste ven. Der var ingen som mig, han kunne snakke med. Jeg var jo den eneste der forstod. Hans tale var usammenhængende, brød nogle gange pludseligt ud i kort, hård latter. Jeg vendte mig om og spurgte igen, om han var okay. Mistænkte ham efterhånden for at have indtaget andet end alkohol. Det her var ikke min Spurv. Ved baggården stoppede vi op. “Jeg går lige med op og får en kop vand. Bare dig og mig,” sagde han. Jeg rystede træt på hovedet. Bad ham gå hjem til sig selv og drikke sit eget vand. “Men vi er stadig venner?” spurgte han, “bedste venner?” Jeg smilede til ham. Ja. “Dine læber er fantastiske,” hviskede han og gik frem mod mig. “Godnat, Spurv,” sagde jeg og drejede om på hælen.

Næste dag vågnede jeg op med tømmermænd og øjenbetændelse. Da jeg ville pakke min taske ud efter miniferien hos Sommermanden, fandt jeg hans t-shirt klemt ned mellem toilettaske og sko. Jeg har grædt lige siden.

Meltdown, tredje del

Det krævede al min viljestyrke ikke at skrive til Sommermanden hele tiden. Har ikke tal på alle de gange jeg har startet en besked op for at ende med at slette den igen. Slap af. Slap af. Slap af. Tænkte, jeg var nødt til at gøre noget for at det ikke skulle stikke mere af for mig. Som for eksempel at knalde en anden.

Så vi blev høje forrige tirsdag. Hvem fanden bliver også høj på en tirsdag? Jeg er voksen, jeg har et voksent job, jeg gør enormt voksne ting. Og jeg forsvinder på en tirsdag. Bidrog ikke særlig godt til den søvnløshed jeg i forvejen slås med. På mit skrivebord ligger allerede en million sager. Bunken vokser og vokser, og jeg er ny på jobbet, og jeg kan ikke sove. Jeg har ikke fri, når jeg har fri; jeg lukker øjnene, laver straks to do-lister, streger over og visker ud i tankerne. Det gør mig så træt, så træt, men ikke nok til at kunne falde i søvn. Så det var rart bare at forsvinde. Og Vikaren sad der i min vindueskarm. Han så så vidunderlig ud med aftensolen i nakken, hans hår glinsede mørkt og blankt. Jeg gik direkte over og kyssede ham. Og selvom vi kort tid efter havnede som en sammenfiltret klump på mit gulvtæppe, så var det ikke ham jeg endte med, for Vikaren var nødt til at gå tidligt. En ekskollega blev derimod. Vi ville planlægge sommerferie. Det var ikke meningen det skulle ske, men han lukkede hurtigt computeren med billetter og hotelbooking ned og spiste mig. Det har vel været under opsejling længe. Ekskollegaen har været forelsket i mig gennem det sidste år eller så. Jeg har vidst det, men har ikke rigtig gjort noget ved det. Har da nogle gange overvejet ham, når kløen teede sig. Jeg lod være fordi jeg 1) aldrig har været specielt tiltrukket af Ekskollegaen, men bare har tænkt, at det ville være nemt, og 2) ikke har været sikker på, om han kunne finde ud af at have sex uden at lægge noget i det. Tilbød ham i stedet et form for næsten-venskab, og Ekskollegaen accepterede, at det var, hvad han kunne få. Tidligere har vi kysset et par gange. Bare i fuldskab. Så gælder det ikke. Her har han været ret voldsom, så jeg troede, jeg havde en idé om hvad der ventede mig, da jeg lod ham tage mig med ind i soveværelset.

Jeg var egentlig ikke spor i stødet. Men noget skulle gøres mod min midlertidige sindssyge. Det vidste jeg. Med ondt skal ondt fordrives, tænkte jeg og lod Ekskollegaen kysse mig hårdt. Der var alt for meget tunge i min mund, mine læber blev presset mod tænderne. Han var hurtig og stærk og over alt. Hev mig i håret, så nakken røg bagover. Det gjorde ondt. Min isse sved, det nærmest hylede for ørene. “Av!” sagde jeg højt og jog en næve i solar plexus på ham. Han bed i min brystvorte. “Hvad laver du?” jeg forsøgte at fjerne hans tænder fra den tynde, følsomme hud. Han lagde sin hånd over min hals, men klemte så fast til, så jeg kunne mærke luftvejene klappe brat sammen. Blodet dunkede i læberne som føltes opsvulmede og næsten bristefærdige. Han kyssede mig. De første sekunder kunne jeg ralle, derefter kom der ikke en lyd. Flåede i hans håndled, han lettede kort trykket, pressede så til endnu en gang. Nåede så småt at mærke panikken lukke sig koldt om mig, da jeg pludselig kunne ånde frit igen. Ekskollegaen virkede vred. Det provokerede mig, og jeg blev også vred, fordi han var ham, og vi stirrede i det hele taget vredt på hinanden. Alligevel lod jeg det fortsætte. Jeg sagde, han skulle droppe at stikke hånden ned i mine trusser, for jeg havde menstruation og havde ikke gidet barbere mig den sidste uge. Det var han ligeglad med. Jeg var forsvundet og i virkeligheden også fuldstændig ligeglad med alt på det her tidspunkt, så det gik mig ikke yderligere på, da han gjorde det alligevel. Han gav dårlig finger. Alt for ublid og ivrig. Det var ikke rart. Jeg skubbede ham væk og ordnede mig selv. Det tog lang tid, men da jeg endelig kom føltes det fladt og dumt. “Skal jeg gå nu?” spurgte han. “Ja,” nikkede jeg mat uden at kigge på ham. “Vi kan putte lidt inden?” sagde han. Det havde jeg faktisk rigtig meget brug for. Æltede løs og fik til sidst formet hans arme omkring mig, som jeg bedst kan lide det. Føltes trygt og velkendt. Da vi lå der, og han holdte om mig, kunne jeg næsten lade som om, han var en anden. Lukkede øjnene og tog dybe vejrtrækninger, for jeg kunne mærke, at jeg var lige ved at begynde at græde. Det var Ekskollegaen, der ville skifte stilling til ske. Det gjorde ham åbenbart ustyrligt liderlig. Jeg ved ikke hvorfor, for jeg lå egentlig bare med ryggen til ham og blundede let hen. Kunne høre, han åbnede sit bælte. “Åh, du er så lækker, du er så dejlig,” gentog han hele tiden. Havde lyst til at slå ham. I stedet fandt jeg en pakke kondomer frem, mens jeg tænkte, at jeg burde stoppe. Det viste sig imidlertid hurtigt, at Ekskollegaen ikke kunne få rejsning. Han var flov. “Åh nej. Og så sammen med dig, Frøken Kløe. Dig! Det måtte ikke ske sammen med dig.” Jeg blev uendeligt lettet. Fik travlt med at trække i en gammel t-shirt og smide Ekskollegaen ud, for tårerne pressede efterhånden alvorligt på. Jeg kunne ikke få mig selv til at sove i min seng, der kort forinden havde gæstet den forkerte mand. Lagde mig under et tæppe på sofaen, søvnen kom i intervaller.

Dagene efter havde jeg grøngule mærker sået over hele overkroppen, hals og skamben. Hudafskrabning på brystvorten. Og en dyb, sviende rift i kødet mellem kønslæberne. Jeg har ikke hørt en lyd fra Ekskollegaen, vi plejer ellers at snakke sammen hver uge. En mærkelig blanding af ligegyldighed og skam fylder mig. Men mest af alt er jeg så rasende på mig selv, så jeg næsten ikke kan rumme det. For jeg savner fortsat Sommermanden, føler mig helt igennem ynkelig, og har til ingen verdens nytte ødelagt et næsten-venskab i et krampagtigt forsøg på at afværge Katastrofen.

Rusen er for længst forsvundet, men jeg har ikke kunnet finde mig selv siden.

Første dag

Kan man kalde Vikaren for ven? Muligvis. Vi er i hvert fald efterhånden blevet noget der minder lidt om. Da han og en anden kom i tanker om, at jeg skulle starte på mit nye job i dag, tog de mig med ud og spise i aftes. Endte med running sushi. Under maden grinede vi og lagde planer for sommerferien. Berlin skal være vores mål. Det skålede vi på. Bare os, en gammel bil, og sommervarm asfalt i fuld fart mod Berlin. Det bliver skæppeskønt.

Et helt platonisk venskab kommer Vikaren og jeg nok aldrig til at få. Der er lidt for meget flirteri og fortid mellem os. Efter maden tog vi på bar. Her udfrittede han mig om Sommermanden, som jeg ganske tilfældigt – naturligvis! – havde fået flettet ind i samtalen som en diskret bibemærkning. Tog omhyggeligt sigte og lod en pil vædet med Sommermandens gift hvisle mod Vikaren. Bulls eye. “Knepper han godt?” spurgte Vikaren. “Himmelsk,” nikkede jeg. “Er du forelsket i ham?” ville han vide. “Nej,” svarede jeg. “Du er forelsket i ham,” konstaterede han. “Jeg kan se det på dig,” Vikaren skød utilfreds kæben frem. “Kig igen,” sagde jeg og gloede på ham. “Ha. Kvinder kan ikke stå for mænd, der knepper dem godt,” mente han. “Ærgerligt du ikke gjorde det bedre så,” lo jeg.

Da jeg endelig kom hjem omkring midnat, kunne jeg ikke sove. Sammenlagt har jeg nok blundet i en time eller to. Var åbenbart så spændt på at starte på nyt job, så det holdte mig vågen indtil mørket i mit soveværelse skiftede til gråt morgenlys. Mine øjne var hævede og randerne under violette, da jeg så mig selv i spejlet. Var decideret dårlig af mangel på søvn. Fik slæbt mig afsted og kom for en gangs skyld næsten til tiden.

Men jeg blev taget så godt imod af mine nye kolleger, så jeg alligevel ikke kunne have bedt om en bedre første dag. Meget lettet, meget glad, meget træt Frøken Kløe.

Scoretip

“Åhr. Sig det nu, Frøken Kløe! Fortæl mig det,” bad Vikaren i fredags. Jeg prøvede en ny taktik af, der lod til at fungere over al forventning: Afvisning. “Sig nu hvordan din type ser ud,” blev han ved. Så cheesy, tænkte jeg. Men fint nok. Nu spurgte han jo selv. “Lyshåret,” svarede jeg. Kiggede demonstrativt på Vikarens mørke lokker. Han vred sig. “Så sig din,” nikkede jeg, og Vikaren gav sig straks til at prise mig fra top til tå og forsikre mig om, at det skam var det eneste, han drømte om. Helt ærligt. Det var simpelthen for nemt. Som aftenen skred frem, blev han tydeligvis mere og mere frustreret over mit på samme tid indbydende smil og afvisende attitude. Morede mig stille over at se ham spærre øjnene op, når jeg snoede mig væk fra hans favntag, når jeg bad ham gå sin vej, og når jeg sagde nej, når jeg vidste, han håbede på ja. Det er det ældste trick i bogen. Og Vikaren hoppede i med begge ben.

Havde egentlig ikke planlagt at afvise ham på den måde. Da jeg først ankom til vores sædvanlige snuskede værtshus, var jeg uoplagt og presset. Der var snart deadline på mit projekt, men havde ladet mig overtale til en enkelt øl. Derefter ville jeg tage hjem og hengive mig fuldstændig til kedeligt arbejde på en fredag aften. Den vakse læser vil dog vide, at det der med kun at snuppe en hurtig øl aldrig helt lykkes for mig. Og pludselig var klokken blevet så mange, så jeg gav pokker i arbejde og bestilte endnu en omgang. Da mit gode humør så småt vendte tilbage, opdagede jeg, hvilken effekt den indelukkede, afvisende opførsel havde på Vikaren. Og så kan man jo ikke stoppe. Vel. Så det stod på resten af aftenen. Lige på nær et kort øjeblik. Det fineste længe:

Jeg stod i baren, han kom bagfra. Armene om mit liv. Han vendte mig om, trak mig ind til sig. “Giv slip,” sagde jeg, da hans knæ kilede sig ind mellem mine. Vikaren var stærk og holdt mig godt fast. Ikke fast nok til at jeg ikke havde mulighed for at trække mig væk, hvis jeg virkelig ville. Men der var en insisteren, en bestemthed over hans tag, og jeg lod mig på mest vidunderlig, modvillig vis hive over i en mørk krog. Vikaren satte sig. Trak mig med, så jeg sad overskrævs på ham. Han knugede mig så hårdt nu, og jeg aede ham forbavset over panden. Han gemte ansigtet mellem mine bryster, sukkede, lagde kinden mod mit hjerte. Hænderne farede rasende over min ryg, mine balder, mine lår. Hele tiden det her hårde, fortvivlede tag om mig. Vikaren lukkede øjnene og vendte ansigtet op mod mig. Sådan et blottet vikaransigt så tæt mod mit eget er svært at modstå. Jeg slikkede hans læbe og kyssede ham let. Der var slet, slet ingen tvivl om, at det var mig, der bestemte denne gang. Han tilbød sig stille. Jeg kunne tage, hvad jeg ville. Jukeboksen spillede et John Denver-medley. Og mens Fly Away skrattede i baggrunden, tænkte jeg, at det her slet ikke lignede min selvsikre, dominerende Vikar. Hans ansigt var skiftevis mod mit bryst, vendt op mod mig, mod brystet, vendt op. Øjnene stadig lukkede. Jeg tænkte, at jeg trøstede ham, og jeg kyssede ham i tindingen og holdte om ham. Vikarens krop var stærk og varm mod min. Jeg trykkede mig mod hans underliv, hans hænder fandt lynhurtigt mine balder og hjalp til. Vores læber let adskilte mod hinanden.

“Det ser fandeme lækkert ud!” grinede en hæs stemme et stykke væk. “Har du set de to?” spurgte den hæse sin midaldrende kammerat og jog en albue i siden af ham. Vikaren og jeg farede fra hinanden, som havde vi brændt os. “Nej, bliv endelig ved,” grinede de sjofelt og vinkede til os. De forstod slet ikke, hvilken magi de lige havde ødelagt. Vi kiggede på hinanden. Så trådte jeg væk fra Vikaren og satte mig tilbage til vores bord.

Min bedste ven Spurven

Da jeg vågnede omkring middagstid i fredags, tilbragte jeg en hel time med at ligge og stirre ind i væggen, før jeg havde samlet kræfter nok til at stå op. Jeg drak øl i torsdags og jeg drak mange. Min hovedskal føltes dagen efter en kende stram. En skinger smerte borede i mine øjenhuler, pulserede i den tynde hud bag ørene. Ikke blot var jeg ramt af almindelige, fysiske tømmermænd – også de moralske kom så småt listende, jo mere jeg vågnede op.

Havde glædet mig sådan til at være sammen med mine gamle kolleger igen. Samtidig var jeg lidt spændt på, hvordan det ville gå – sidst jeg så Vikaren, var da jeg lukkede døren til hans soveværelse bag mig. En veninde har til stor moro under en tøsemiddag døbt mig Dødens Gab efter mit mislykkede blowjob. Tanken om mine tænder mod Vikarens allerhelligste har pint og plaget mig, jeg syntes, det var frygtelig pinligt at have givet ham verdens dårligste sutter.

Til at starte med snakkede vi ikke sammen. Han gav mig søde komplimenter, som han plejer, men kun når vi stod sammen med andre, han ville ikke være alene med mig. Fint nok, tænkte jeg. Der var også flere andre til stede, der var interessante at snakke med, og jeg lod Vikaren være, så han fik tid til at samle sig. Da det var blevet mørkt, mødte jeg ham ude på altanen. Det var kun os to nu. Vi snakkede lidt. Samtalen kredsede om ufarlige, arbejdsrelaterede emner. Stilhed. “Frøken Kløe, jeg skylder dig virkelig en kæmpe undskyldning,” sagde han til sidst. Jeg tænkte et øjeblik, at han nok var ked af, at han ikke havde skrevet til mig, som han lovede. Men jeg glemte, at Vikarens forfængelighed selvfølgelig ikke tåler ringe sex. Nøjagtig som min ikke tillader ditto blowjobs. “Jeg gav dig et rigtigt dårligt knald sidst. Jeg var altså helt væk, alt for fuld,” sagde han. “Nåeh. Det skal du ikke tænke på. Jeg var vist ikke meget bedre selv,” svarede jeg i én lang udånding. “Undskyld jeg bed dig i pikken,” mumlede jeg lidt efter. Vikaren grinede højt. Isen brast med et smæld. Jeg lo lettet med ham og gav ham et hurtigt kram, da han rakte ud efter mig. Han havde prøvet værre, sagde han. “Det er virkelig sørgeligt, Vikar,” fnes jeg. Nu kunne vi snakke om alt, og en kammeratlig stemning opstod mellem os. Vi satte os grinende og fortsatte lavmælt med at minde hinanden om akavede detaljer, mens de tomme flasker blev flere og flere foran os.

Men der var mere end én elefant i rummet. Jeg havde været skråsikker på, at Spurven ville bringe min date med Påskemanden på banen. Det skete bare ikke. Og jeg var til sidst ved at sprænges over det. Jeg havde den bedste date med Påskemanden, kemien gnistrede mellem os, og jeg var ikke i tvivl om, at vi skulle ses igen. Så jeg blev ked af, at han aldrig kontaktede mig efterfølgende. Faktisk ret ked af det. Det gjorde mig beklemt, at Påskemanden og Spurven er gode venner, fik mig pludselig til at føle mig meget sårbar og blottet. Bare lad være med at nævne noget om det, sagde jeg til mig selv og tog et shot, mens ordene selvfølgelig straks væltede fra mig: “Jeg har været på date med en af dine kammerater.” Flot. “Nå ja,” smilede Spurven, “skal I ses igen?” Forklarede ham kort, at Påskemanden med sin stilhed havde gjort ret klart, at han ikke havde lyst til endnu et møde. “Det skal du ikke være ked af. Han er slem. Hele tiden på dates, nye damer, ser dem aldrig igen. Du er bedre tjent uden det der,” trøstede han. Jeg tog et shot til.

Ud på aftenen fandt Spurven en guitar frem, og jeg følte mig femten år igen, da jeg skrålede med på Zombie. Vikaren spillede på skeer, jeg hjalp ham og klaskede umusikalsk med flad hånd på lårene. Jeg kiggede rundt på disse fulde, glade mennesker, og jeg følte mig levende og varm.

Vi tog en taxa ind mod byen, kun mig og mine to mænd. Vikaren gik målrettet mod en bestemt bar, Spurven og jeg slingrede bag ham. Der blev langet øl og drinks over disken til os. En lyshåret pige hviskede Vikaren i øret. De kendte åbenbart hinanden. Jeg så ham kigge på hende, kysse hende og kort efter vinke til os, da de hånd i hånd gik hjem sammen. Det var som at se mig og ham for et par måneder siden. Jeg mærkede et stik af jalousi oven på min trækken på skuldrene. Der blev spillet raggaeton, jeg gik ene ud på det tomme dansegulv og overgav mig til musikken. Spurven stødte til, vi dansede til sveden sprang. Grinende, hivende efter vejret, mere, mere.

Vi gik udenfor for at få luft. Sad ved et cafébord og drak øl. “Hej Spurv!” lød en stemme pludselig. En fyr kom hvirvlende bag mig. “Og hej Frøken Kløe!” sagde han, omfavnede mig inden jeg nåede at forstå hvem det var. Han satte sig hos os. Først da genkendte jeg Påskemanden. Ahrmen. Seriøst? Super. “Åhr. Det var egentlig slet ikke meningen, jeg skulle i byen i aften,” udbrød han, “jeg sad derhjemme, og jeg var helt færdig. Træt. Så kom jeg i tanker om, at jeg havde en lille pose coke liggende. Bare en rest. Der var lige nok til to baner. Så blev jeg frisk til byen. Og nu sidder jeg her.” Hans øjne var store og vågne. Vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle svare. Spurven gjorde mine til at hente en omgang. Det ville Påskemanden heldigvis ikke høre tale om, han skulle videre og forsvandt lige så pludseligt, som han var dukket op. Tænkte, at det vist alligevel ikke var så stort et tab aldrig at have hørt fra ham.

“Lad os gå derind,” pegede Spurven, vi styrede mod et usselt udseende diskotek. Indenfor var der knæklys og tung bas. Vi var tydeligvis de ældste gæster, men hvor de yngre usikkert flyttede vægten fra den ene fod til den anden i en art trippende rytme – pigerne med veninderne i hånden, drengene med gutterne i ring omkring sig – dansede Spurven og jeg hidsigt og selvsikkert i timevis uden stop. Jeg kunne se ham smile til mig i blink fra stetoskoplyset. Der var ingen flirt mellem os længere. Vi ved godt begge to, hvordan vi har det med hinanden. Var stiltiende blevet enige om at få det bedste ud af de få øjeblikke, vi har sammen. “Hvad skal vi nu?” spurgte jeg, da vi tidligt om morgenen gik hjem ad øde gader. “Kneppe i en baggård?” svarede han. “Pas på,” grinede jeg og tilføjede snøvlende: “Du er min bedste ven, du er.” Ved simpelthen ikke, hvad det er med ham, men Spurven kan lokke enhver hemmelighed frem fra dybet af mig. Og jeg fandt pludselig mig selv i færd med at fortælle ham de allermest hemmelige af slagsen. Overdængede ham med mine mest intime, personlige tanker, mens han stille lyttede. Jeg kan huske, jeg selv syntes, det var allertiders idé sådan at krænge mit inderste ud. De sidste par dage har jeg krummet tæer over mig selv og min løbske kæft. Håber inderligt han kan finde ud af at holde det for sig selv. Ellers.

Older posts