Ooog. Det blev fredag. Det blev endelig, endelig weekend. Selvom jeg har flyttet afdeling og hverken ser Spurven eller Vikaren til daglig længere, skal det ikke afholde os fra at mødes over en omgang fyraftensbajere i ny og næ.

Sad i møde om eftermiddagen, det trak selvfølgelig ud. Havde ellers lovet, at jeg på slaget 15 ville skynde mig hen til den tilrøgede bodega, hvor jeg skulle møde mit sædvanlige slæng. Sådan et sted med jukeboks. Og spillemaskiner i hjørnet. Billige øl og ti shots for hundrede kroner. I ved. Skyndte mig at pakke mine sager sammen og sprang let ned ad trapperne, så snart jeg kunne. Hjulede fra den ene ende af byen mod den anden på mit røde lyn.

Da jeg trådte ind på beværtningen, så jeg mig søgende rundt og kunne først ikke få øje på mine tidligere kolleger. Én vinkede mig hen til dem. Jeg havde en tilforladelig syv-centimeters hverdagshæl på, mine jeans var sorte og stramme. Var bevidst om vristens bue og benenes indbydende runding, svansede over mod bordet. Jeg kunne ane Vikarens mørke manke bag de andre bargæster, da jeg krydsede rummet. Og der sad han. Smuk som altid. Han kiggede glad op på mig. Vi havde ikke set hinanden i en måneds tid. Jeg satte mig overfor ham, og han forsynede mig straks med noget at drikke.

Spurven var der ikke. Har en fornemmelse af, at han undgår mig lidt, og det passer mig ærlig talt fint. En sidste kollega stødte til senere på eftermiddagen, vi var nu fuldtallige, og de grønne flasker indtog efterhånden hver en centimeter af plankebordet. Vikarens øjne søgte hele tiden mine, ud af øjenkrogen kunne jeg se ham kigge på mig. Hans hænder langede ind over bordet, strøg hurtigt min håndflade, greb hele hånden, klemte fingrene. Vi snakkede og grinede, den flirtende stemning var tyk som vat og dæmpede alle stemmer omkring os.

Nogen havde skaffet VIP-billetter til et sportsarrangement om aftenen. Jeg er ikke specielt interesseret i sport, men gratis mad og fadøl ad libitum kender jeg ingen, der siger nej til. Vi prajede en taxa og sad klemte i den mørke kabine. Vikaren var så opmærksom på mig – til tider ligefrem omsorgsfuld – og jeg lappede det sultent i mig. Vi sad ved siden af hinanden under middagen, han skubbede galant stolen ind under mig, da vi satte os. Havde han spurgt, var jeg klar til at tage ham ude på toilettet.

Men der skete ikke noget. Som sædvanlig. Han pirrer mig og går altid lige til grænsen. Overfor andre mænd tør jeg tage, hvad jeg vil have; hvorfor er det ikke sådan med Vikaren? Hvorfor altid den samme gamle sang? Han fortalte mig, at han er flyttet i ny lejlighed. Som ikke ligger så langt væk fra min: Google Maps siger 750 meter. Så nu overvejer jeg seriøst at skifte min Netto ud med hans Fakta.

Tag dig sammen, Frøken Kløe.