Sådan er det nu

Jeg tændte for min radiator i sidste weekend. Indså, at det alligevel ikke var værd at spare på varmen, når morgenkulden slog så hårdt mod inderlårene, at de begyndte at sitre, bare der blev lindet det mindste på dynen. Vækkeuret ringede klokken seks i går morges. Havde ellers fået bygget mig en mægtig rar og lun rede gennem nattens løb. Den var svær at forlade. Glædede mig allerede til at kunne krybe derned igen. Inde i stuen konstaterede jeg for hundredesyttende gang, at termostaten enten skulle sættes et nøk op, eller også skulle min morgenmundering fremover bestå af fleece fra isse til tå. Udenfor blæste det. Grenene på de store træer i min baggård var i vildt vigør. Og var der tilmed lidt regndråber på ruden? Efter hurtigt at have konsulteret med YR, vidste jeg, at end ikke ti vilde heste kunne få mig til at svinge mit korpus op på cyklen i sådan et vejr. Fandeme om man gider være så omhyggelig med håropsætning og makeup – som i forvejen er den absolut mest tidskrævende af alle mine morgenritualer – for blot at få blæst det hele til ukendelighed, så snart man sætter foden i pedalen. Tænkte, det ville være smart at være forberedt på efterårets luner. Rodede lidt rundt efter en paraply, hvis sorte plastikstof for længst havde givet op og sluppet skelettet. Nå. Bedre end ingenting. På mit badeværelsesgulv lå resterne af det bad, jeg havde taget om aftenen. Sjoskede direkte ned på en gennemblødt bademåtte med venstre fod, så sæbevandet sprøjtede koldt. Havde i søndags ikke kunnet overskue at gøre andet ved afløbet, der undervejs i mit bad pludselig havde bestemt sig for at spytte alt indkommende den modsatte vej, end at svuppe lidt, hvæse lidt og med en tå banke lidt på gulvafløbets rustfrie rist. I løbet af ugen havde der ikke vist sig nogen bedring af hele afløbssituationen, og jeg tænkte groggy, at det nok snart var ved at være på tide at kontakte min udlejer desangående. Vandet var aftenen forinden steget til knap ankelhøjde. Henover natten havde det dog reduceret sig til en mindre pøl, der nu mest bare lå og boblede og gjorde ved.

Min morgenmad består for tiden af skyr, speltmüsli og honning. Man kan smage sundheden brede sig i hver en tør mundfuld. Blev spist, mens jeg søvndrukken hang ind over køkkenbordet og læste videre i den paperback, jeg efter en hurtig indskydelse havde smidt i indkøbskurven, sidst jeg var i Føtex. Måltidet blev toppet med en kopfuld koffein lavet på lige dele ultrastærk kaffe, mælk og sukker. Blev som altid indtaget stående foran det store spejl i gangen, mens jeg smurte løs med mascara og rouge og concealer. Med endnu et blik ud på blæsevejret følte jeg mig helgarderet, da jeg trak i fire lag tøj.

Bussen var forsinket. Stod ellers parat og ventede ved siden af størstedelen af midtbyens beboere, der heller ikke havde tænkt sig at hjule rundt i vind og støvregn. Stuvet sammen i et sørgeligt læskur kunne vi vist alle være blevet enige om, at dette ikke evnede til fulde at opfylde sit eneste formål, havde vi bare snakket sammen. Men alle var trætte og gabende, mens vinden peb. Der blev ikke mælet et eneste ord, og sådan kan jeg også bedst lide det. Kan simpelthen ikke overskue den slags mennesker, der tiltaler en, når man tager offentlig transport. Især ikke om morgenen. Skulle nogen alligevel driste sig til at overveje at henvende sig til mig, har jeg som middel mod dette altid hovedtelefoner proppet grundigt ind i ørene, mens jeg med al tydelighed søger at virke så utilnærmelig som muligt. Bussen kom endelig. Et kvarter forsinket. Den lugtede af fugtige jakker, aviser og skoletasker. Inden jeg vidste af det, tvang vejarbejde os ud i omkørsel. Ærgrede mig, da jeg så på uret. Den bustur, der normalt tager omkring syv minutter, nærmede sig nu det dobbelte. Og jeg, der ellers for en gang skyld havde startet med at være i god tid. En ung pige betragtede beundrende mine nye, sorte ruskindsstøvler hvis hæle forlænger mine ben med adskillige centimeter. Dog på så tilpas en facon, så de både kan betegnes som tækkelige på job og cool på gaden. Pigen stod der i midtergangen med en tweenagers karakteristiske stankelben i skinny jeans og udtrådte Vans. Smilede genert til mig, da hun opdagede mit blik. Jeg vippede lidt med tæerne. De er virkelig også smarte, de støvler.

Nåede lige at tænde min computer og få hentet morgenens anden kop kaffe få minutter inden afsnitsmødets start. Ledte halvforvirret efter den dagsorden, jeg var sikker på, jeg havde modtaget på mail et par dage forinden. Min indbakkes rod ville ingen ende tage. Men i en undermappe – snedigt navngivet Møder – fandt jeg omsider, hvad jeg søgte. Min kollegas indledende orienteringer var jeg således gået glip af, da det er en absolut umulighed for mig at koncentrere mig om mere end én ting ad gangen. Ligesom jeg heller ikke kan gå og sms’e på samme tid. Kræver simpelthen for megen hjerneaktivitet kombineret med en ikke helt veludviklet koordinationsevne, til, at det kan lade sig gøre for mig. Så det er enten eller. Mødet tog halvanden time. Spiste fiberknækbrød med hamburgerryg ude i det lille tekøkken bagefter. Dernæst var det taste, taste, taste. Sagsmapper i en stak på mit skrivebord. Et evigt rend ind og ud af kopirummet. Så frokost. Risotto. Derefter faggruppemøde. Havde glemt, at det var min tur som mødeleder. Hvilket også betød referent. Irriterende. Hader at tage referat. Igen: Det der med at skulle gøre flere ting samtidigt.

Jeg arbejder meget for tiden. Rager den ene afspadseringstime til mig efter den anden. Når jeg er på arbejde, har jeg det som regel godt. Så tænker jeg ikke. Behøver ikke at forholde mig til mit ikke specielt velfungerende privatliv. Sad derfor stadig ved hæve-sænkebordet, mens kontorerne et for et blev stille og mørklagte ud på eftermiddagen.

Egentlig var jeg blevet inviteret til aftensmad bestående af tarteletter med efterfølgende øl i litervis. Men for det første kan jeg ved min Gud ikke forstå hypen ved den beige tapetklisterassociering, som tarteletfyld ellers giver mig. For det andet havde jeg hørt, at Spurvens kæreste skulle med. Har aldrig mødt hende. Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, hvad hun synes om mig. Det har Spurven da så rigeligt sørget for at fortælle engang i en brandert. Ved ikke, om jeg skal tage det som en underlig kompliment, at hun tilsyneladende føler sig så truet af mig, siden jeg åbenbart bliver omtalt i så grove vendinger hjemme hos dem. Men jeg er bare der lige nu, hvor jeg på ingen måde evner at hæve mine parader. Hvilket jeg kunne forestille mig, at et møde med kæresten ville kræve. Orkede ikke at skulle ud i mulige forklaringer om, at det vel snart er både år og måneder siden, at jeg ville noget som helst med Spurven. Og for det tredje kan jeg i det hele taget ikke rigtigt finde ud af at være sammen med andre mennesker for tiden. Fik jeg vist til fulde demonstreret sidste fredag, hvor jeg sad mut, mens resten af selskabet raflede og råbte højt. Vikaren havde med en sigende banken mod næsefløjen spurgt, om han skulle skaffe noget, der kunne gøre mig i bedre humør. Med en hovedrysten afslog jeg. Gang i snakketøjet kom der nu alligevel, da indtaget af longdrinks og shots til sidst peakede. Men følelsen af at noget ikke helt var, som det skulle være, kunne jeg ikke ryste af mig. Da jeg på toilettet så min svajende skygge mod klinkevæggen, forstod jeg, at jeg slet ikke brød mig om at være sammen med så mange mennesker. Sneg mig hjem inden klokken blev 22. Lige siden har jeg ikke kunnet overskue en gentagelse. Desuden begynder min definition af en god fredag aften pludselig i uhyggelig grad at nærme sig noget holden-i-hånd til Vild Med Dans sammen med sød kærestetype – fremfor høj musik og flirt med tilfældige mænd på tilfældige barer. Jeg ved virkelig ikke, hvad der er galt med mig.

Så. Jeg blev hjemme i aftes. Lod som om, jeg ikke fandtes. Spiste ostemadder. Læste videre i paperbacken. Fandt en gemt skruetrækker. Pirkede lidt til afløbsristen, fik til sidst skruet den af. Jeg havde gule gummihandsker på, mens jeg hev hår og slam op af vandlåsen. Svuppede igen. Vandet var brunt og stinkende. Bestemte mig for, at det måtte være rigeligt. Trak derefter i nattøj og gravede mig ned i den bløde rede, jeg havde forladt for så mange timer siden. Har viklet et gammelt vattæppe om et par puder. En stor, uformelig klump ved siden af mig på madrassen. Min hjemmelavede kludemand. Jeg puttede mig ind til hans vatterede bryst og brast i stille gråd over, at det var sådan, det var nu.

Første dag

Kan man kalde Vikaren for ven? Muligvis. Vi er i hvert fald efterhånden blevet noget der minder lidt om. Da han og en anden kom i tanker om, at jeg skulle starte på mit nye job i dag, tog de mig med ud og spise i aftes. Endte med running sushi. Under maden grinede vi og lagde planer for sommerferien. Berlin skal være vores mål. Det skålede vi på. Bare os, en gammel bil, og sommervarm asfalt i fuld fart mod Berlin. Det bliver skæppeskønt.

Et helt platonisk venskab kommer Vikaren og jeg nok aldrig til at få. Der er lidt for meget flirteri og fortid mellem os. Efter maden tog vi på bar. Her udfrittede han mig om Sommermanden, som jeg ganske tilfældigt – naturligvis! – havde fået flettet ind i samtalen som en diskret bibemærkning. Tog omhyggeligt sigte og lod en pil vædet med Sommermandens gift hvisle mod Vikaren. Bulls eye. “Knepper han godt?” spurgte Vikaren. “Himmelsk,” nikkede jeg. “Er du forelsket i ham?” ville han vide. “Nej,” svarede jeg. “Du er forelsket i ham,” konstaterede han. “Jeg kan se det på dig,” Vikaren skød utilfreds kæben frem. “Kig igen,” sagde jeg og gloede på ham. “Ha. Kvinder kan ikke stå for mænd, der knepper dem godt,” mente han. “Ærgerligt du ikke gjorde det bedre så,” lo jeg.

Da jeg endelig kom hjem omkring midnat, kunne jeg ikke sove. Sammenlagt har jeg nok blundet i en time eller to. Var åbenbart så spændt på at starte på nyt job, så det holdte mig vågen indtil mørket i mit soveværelse skiftede til gråt morgenlys. Mine øjne var hævede og randerne under violette, da jeg så mig selv i spejlet. Var decideret dårlig af mangel på søvn. Fik slæbt mig afsted og kom for en gangs skyld næsten til tiden.

Men jeg blev taget så godt imod af mine nye kolleger, så jeg alligevel ikke kunne have bedt om en bedre første dag. Meget lettet, meget glad, meget træt Frøken Kløe.

Hvad sker der?

Hvorfor er her så stille? Hvad sker der lige? Sker der noget? Ja. Alt for meget:

Det er noget med et arbejdsprojekt, der endelig, endelig får sin ende i denne uge. Har betydet lange aftener foran computeren, nervøse trækninger og et alvorligt overforbrug af kaffe. Men nu er det snart slut, så jeg kan langt om længe få mig selv igen. Og en forhåbentlig tilfreds chef oveni.

Det har også været noget med et karneval. Mit års højdepunkt, der fandt sted i lørdags, hvis det skulle have gået nogens næse forbi. Sidste år drak jeg mig sanseløst beruset. Sådan helt uforsvarligt beruset. Det gør altså noget ved en at begynde med shots til morgenmaden. Men denne gang er jeg meget stolt af mig selv over at have været voksen nok til ikke at være gået kold. Husker faktisk hele dagen: Høj musik og udklædning med Søster fra morgenstunden. Den forventningsfulde stemningen, der bobler og ulmer i hele byen, når folk er på vej rundt til morgenmad. Det er det bedste, synes jeg. Vinduerne, der alle står på vid gab mens en tung bas banker dem, der af uforklarlige årsager endnu måtte sove, op. Glade mennesker der alle hilser og komplimenterer hinandens udklædning, som man har brugt timevis af planlægning på. Morgenmaden, hvor vi skåler og skriger og synger. Optoget, hvis karakteristiske stank slår hårdt imod en, når man rammer Vestbyen. Karneval lugter altid af våd asfalt, pis og sprut. Når man finder vognen, der spiller de bedste sange, danser man noget nær lykkelig gennem byen. Og varmen. Åh. Varmen i optoget er ulidelig, man står som sild i en tønde. Huset, vi blev inviteret til fest i med hjemmebygget waterslide i baghaven. Vi smed sæbe på presenningen og sprøjtede med vandslangen på hinanden. Nogen havde lagt en lort på stuegulvet. De brandvarme pizzaer jeg bagefter bestilte, var de bedste, jeg nogensinde havde smagt. Vi sad udenfor og spiste dem, jeg grinede og hostede og fik en skorpe galt i halsen. Røgbomber, glasskår, barnevogne, tyl, en smadret ankel. Perfekt dag.

Så har det været noget med en jobansøgning. En jobsamtale. Og et nyt job. Der er mit. Jeg starter allerede midt i juni. Det hele gik pludselig meget stærkt, og jeg nåede slet ikke at tænke mig om, før jeg stod med referencer og telefonopkald og banken på dørene. Den nye chef ringede til mig og fortalte mig, at jobbet var mit, mens jeg stod ved køledisken i Føtex. Han sagde, han allerede havde meldt mig ind i en arbejdsgruppe. Så nu skal jeg planlægge seminar for en hel afdeling jeg ikke kender. Shit.

Og så er det selvfølgelig også noget med en mand. Som gør mig så glad i disse dage, så jeg konstant render rundt med et fjollet smil, mens jeg kun kan tænke på ham og hans hænder. Ville så gerne have skrevet om ham noget før, men jeg har simpelthen ikke kunne finde på et navn til ham. Han er ikke noget. Han er bare ham. Der ligger allerede flere halvfærdige indlæg, men jeg er tilsyneladende ikke i stand til at kunne beskrive ham og hele det ætsende begær, der gennemsyrer min krop for tiden, på ordentlig vis. Han har været helt klar i mælet fra start af. Så det må ikke gå galt det her. Det går galt. Det er helt forrygende.

Samtale

Der er fordele ved at være blevet veninde med sin kollega. Man deltager i det samme kedelige kursus for eksempel. Den anden dag ankom jeg lettere stresset fem minutter inden kursusstart og blev mødt af samme søde kollegaveninde. Hun havde reserveret en plads til mig ved siden af hende OG købt kaffe med til os begge. Det var noget nær den bedste start på morgenen, jeg kunne tænke mig. Brugte det meste af tiden som irriterende, fnisende typer ude på sidelinjen. Så er det slet ikke så ringe at skulle på kursus alligevel. Desuden startede det første oplæg ganske belejligt med it-problemer, så der var pludselig rig mulighed for at følge op på den sidste sladder. “Jeg synes ikke, jeg hører så meget til dig for tiden,” sagde veninden. “Næ. Men jeg har også gang i et større projekt. Er startet på Greys Anatomy forfra. Det tager simpelthen al min tid,” svarede jeg med et beklagende suk. “Åh, jeg elsker Jackson,” smilede hun og jeg kunne kun give hende ret – der er absolut intet ved den mand, der ikke er værd at elske. Herefter blev samtlige mandlige karakterer grundigt diskuteret. Åh, Derek. Åh, Hunt. Åh, Karev. “Så det er altså ikke på grund af ham der, du ved nok?” spurgte hun. “Ingeniøren? Ha!” fnøs jeg. Kort efter meddelte underviseren, at vi hellere måtte tage en pause og afgav dermed også startskuddet for Den Store Analyse af Ingeniøren og hele hans røvhulsagtige optræden.

“Min datters klassekammerat har en lækker far,” sagde veninden. Vi var gået udenfor, jeg havde fundet sidste byturs halve pakke smøger nederst i min jakkelomme. Når man er på kursus, må man gerne. Røgen kradsede sig vej gennem mit luftrør. “Jeg kan slet ikke koncentrere mig, når jeg ser ham.” Ah. Det kender jeg godt. Og efter at have joket med, at man burde invitere faren og ikke klassekammeraten over at lege, måtte jeg vise et billede af Vikaren, så hun selv kunne se, hvor meget jeg kender til ikke at kunne håndtere flotte mænd. “Hvorfor skriver du ikke bare til ham?” spurgte hun. “Det er ikke bare sådan lige…” mumlede jeg. “Nu må du simpelthen tage dig sammen!” himlede hun. Hm. “Men ved du hvor der også er lækre mænd?” spurgte jeg og livede op, “på Roskilde sgu. Skal du med?” Det var et dumt spørgsmål, det vidste jeg godt. Men gik den, så gik den. Nu slæber man jo ikke små børn med på festival, og med et enkelt blik fortalte veninden mig, at det skulle hun selvfølgelig ikke. Jeg er helt syg for at komme afsted i år. Men når man er den eneste single og snart også eneste barnløse i ens omgangskreds, er det lidt op ad bakke. “Folk har så skide travlt med at være kedelige,” vrissede jeg. “Det var dig selv for et par år siden,” mindede hun mig om og hentydede til Eksen. Hm igen. “Alligevel,” var mit bedste argument. Det trumfer som bekendt alt. “Nogle gange overvejer jeg at lave en klub for andre enlige festivalgængere. Lækre. Singler. Mænd. Du ved.” Det syntes veninden var en morsom idé og foreslog, at jeg kunne starte en Camp Kløe. Jeg skoddede cigaretten.

Mens vi gik indenfor faldt snakken på vores efterhånden mere eller mindre tvivlsomme forhold til Spangsberg Flødeboller. “I mandags spiste jeg en hel æskefuld, mens jeg så Greys,” afslørede jeg, “og da jeg var færdig, var jeg så ærgerlig over, at det kun var fem flødeboller, så jeg overvejede at rende ned efter en omgang til.” “Flødeboller feder heller ikke,” sagde veninden. “Overhovedet ikke,” medgav jeg. Med et fnis bemærkede hun, at jeg burde invitere Vikaren på flødeboller. “Uh, Vikar, uh uh, du har lige lidt chokolade dér,” grinede hun. Jeg slog smæld med tungen. Tja. Så er det vel ret smart, at jeg skal se ham i morgen.

Uge 1

Mkay. Så den første hårde arbejdsuge efter ferien er ovre. De der juledage var lange og gode, og selvom jeg ikke er den største juleven, er jeg ikke for fin til at komme traditionerne i hu, for det er nu alligevel så pokkers hyggeligt når hele familien er samlet. Verdens bedste Søster var hjemme for en kort bemærkning, og jeg nød gåture med hende og min mor i min barndomsby, for alt var næsten som det plejede og så alligevel ikke.

Sidste mandag lurede hverdagen igen, og det var en rødøjet og søvndrukken Frøken Kløe, der mødte ind på job om morgenen. Skulende gemte jeg mig bag min skærm, og hele tre kopper kaffe blev skyllet ned i løbet af de første fyrre minutter, før jeg var i stand til at fungere bare nogenlunde normalt. Troede aldrig dagene skulle få en ende, men pludselig gik tiden alligevel stærkt, og efter årets første uge kan jeg tilfreds konstatere følgende:

1: Min konto er stadig i plus. Sgu. Har ikke brugt en eneste krone på udsalg. En dyr Black Friday, efterfulgt af Cyber Monday og slutteligt en ubarmhjertig omgang juleshopping har gjort et ihærdigt stykke arbejde for at lænse mig for hver en øre. Og det lykkedes rigtig godt, skulle jeg hilse at sige. Så godt, så jeg til sidst var nødt til at bruge af mit madbudget. Jeg mener. Hvor vigtigt er mad i forhold til et godt tilbud? Ikke særlig vigtigt i min optik. Så jeg levede af havregryn stort set hele december. Til gengæld er jeg i år sluppet for det ellers trofast tilbagevendende julesul. Smart. Men efter en måned uden råd til at foretage sig noget som helst, bliver man rimelig hurtigt kureret for udsalgsfeber. Mit nytårsforsæt blev, at jeg skulle tage mig sammen. Indtil videre går det tilsyneladende forrygende.

2: Nogle har måske bemærket, at det er noget tid siden, jeg har datet. Jeg ooorkede det ikke. Altså. Mænd. Pff. Har været lidt inde på det før. Muligvis har en vis Eks’ status som ny bloglæser også spillet ind, og jeg har i det hele taget haft svært ved at skrive og formulere mig lige siden. Har et hav af halve, ufærdige indlæg liggende. Sætningerne smuldrede tørt allerede inden mine fingre nåede tasterne. Det gjorde mig ret vranten ikke at kunne få samlet stumperne ordentligt. Tilsæt et skvæt pirrelighed og nedtrykt humør, hvilket ikke kan påstås viser mig fra min bedste eller mest charmerende side, og man finder grunden til fraværet af nye mænd. Men så skete det, at jeg ikke kunne sove i torsdags, så jeg gik på Happn for at hyggescrolle lidt. Har ellers ikke været specielt imponeret over den app, som, i hvert fald i min by, har været lige så kedelig som Tinder er blevet. Men se! Pludselig poppede en meget sød, meget pæn fyr op. Oho!, tænkte jeg og livede gevaldigt op. Krydsede ligefrem fingre, da jeg likede ham. Straks var der match, og jeg blev helt tøset og fnisende og glad. Næste morgen vågnede jeg op til en besked fra ham hvilket kickstartede en strøm af beskedudveksling uden lige. I går mødtes vi over kaffe. Og jeg har ikke kunnet stoppe med at smile lige siden.

Older posts