Sommervrøvl

Troede ikke, at jeg var i dårligt humør, da jeg stod op i morges. Følte mig næsten udhvilet. Jeg tog en blomstret nederdel på. Hvid bluse. Hørte radio og drak kaffe. Jeg har købt sådan nogle frottésokker med gele og lavendelolie i, som angiveligt skulle give bløde fødder. Drønsmart, tænkte jeg og befriede sokkerne for indpakning. De mærkedes underlige at have på. Under fodsålerne er der små skridsikre siliconedutter. Altså, konkluderede jeg, må de være beregnet til at gå rundt i. Det var først efter tyve minutters trissen rundt i sokkerne, at jeg opdagede det olierede stisystem, jeg havde skabt på mit ubehandlede trægulv. Hovedsageligt mellem klædeskab og spejl, men en smuttur mod køkkenet kunne også anes. Bliver helt sikkert en fest at holde flyttesyn med min udlejer inden længe. Den sorte skosværteplet findes forresten stadig ude i entreen. Det var helt nye gulve, da jeg flyttede ind. Håber ikke, udlejer også opdager den kæmpe flig, der mangler inde på min stues planker efter et kikset stunt med en stol. Ja, og så har jeg vist også formået at ødelægge badeværelsesdøren. Troede ikke, at det der med badeforhæng var så vigtigt. Eller. Altså. Jeg har et badeforhæng. Det er bare temmelig meget for kort. Og da jeg først opdagede, hvordan døren begyndte at hæve og bule faretruende fugtmættet, var det jo ligesom for sent. Heldigvis var mine fødder både babybløde og lavendelduftende, da jeg tog sokkerne af.

De havde lovet høj sol i dag, men det var gråvejr, jeg vågnede op til. Efter fast makeuprutine, efter ærgrelse over oliefodspor, og efter at have skiftet blomster til denim faldt sådan en underlig tomhed over mig. Jeg har ikke noget, jeg skal. Ferie. Jovist. Men ingen planer. Man kunne vel argumentere for, at jeg for eksempel bare kan lege turist i egen by. Kigge på slotte og kirker og malerier og synes, at det er mægtigt. Man kunne også mene, at jeg burde gå i gang med at pakke min lejlighed ned i kasser og poser. Især taget i betragtning af, at der er under to uger til, jeg skal flytte. Måske man endda kunne opremse den ene bog efter den anden, som jeg straks burde kaste mig over og bruge al vågen ferietid på at hamre mig igennem. Og jeg har også prøvet alt det der. Også næsten helhjertet. Er i hvert fald gået i gang med seriøse intentioner om at færdiggøre både museumsbesøg, papkassefoldning samt sommerlæsning. Men jeg er ikke god til at være alene længere. Jeg bliver energiforladt og dvask og får ikke gjort, hvad jeg burde. Føler direkte afmagt. Og sommerferie er altid lig med oceaner af netop alenetid til mig. Ja, man kan vel gå så vidt og sige, at det nogle somre har været tre hele uger i streg alene. Det bliver man lidt småskør af. Og meget, meget trist. Åh. Men jeg er vant til det. Sådan har det været i årevis nu, så det skal man ikke tænke på. Og der var også engang, hvor jeg kunne få noget ud af mine ferier. Hvor jeg afrimede fryseren eller vaskede gulvtæpperne og stolt tænkte, at det lige godt var pokkers så huslig og produktiv jeg kunne være, når det virkelig stak mig. Kunne også hygge med dameblade og ansigtsmasker. Købe mørk chokolade og nedsvælge små, bitre bidder, mens masken virkede, og først da komme ubelejligt i tanke om, at jeg i virkeligheden hellere ville have haft den lyse slags. Jeg kunne tænde stearinlys og sidde og kigge og være tilfreds med bare at være. Men et eller andet sted gik det galt. Et eller andet sted mistede jeg evnen til at kunne sætte pris på kun at være mig og kunne finde ud af at lave noget på egen hånd. Måske det var, da jeg satte mig med en lidt for dyr husleje som endegyldigt afgjorde, at samtlige fremtidige somre skulle og måtte foregå her på tredje sal. Eller måske det var helt dengang, da jeg så alle venner flytte mod større byer og ikke selv turde følge. Tog mig lang tid at opbygge et nogenlunde netværk derefter. Måske det bare er, hvad al for megen alenetid kan gøre ved en; det der med pludselig at mangle energi og ikke evne at gøre noget ved det. Ved det ikke rigtigt. Men hvor er det godt, hvor er jeg heldig, hvor priser jeg mig lykkelig for snart at have bofæller. Jeg er så klar.

Nå. Men ellers havde jeg faktisk tænkt på at finde en feriemand. Selvfølgelig en, der ikke er ude og rejse, forstås. Muligvis også en jeg kunne have lyst til at se lidt mere til efter ferien. Hvem ved? Ikke at jeg er kommet så meget videre med den plan end selve tanken. Men alligevel. Såeh. Har man en bror, en fætter eller bare en rigtig sød kammerat, der render lige så mutters rundt i det halvtarvelige danske sommervejr, som jeg – oho! Eller som er en af dem, der synes, det er super hyggeligt at pakke lejligheder ned i papkasser, og som derfor ikke kunne forestille sig noget bedre end at gå på flyttedate med undertegnede – losser man ham endelig bare min vej.

Videre

Jeg skal videre, tænkte jeg. Ud og se noget, finde en ny mand, bare videre. Swipede på Tinder, scrollede på Happn. Udvalget var lige så ærgerligt, som jeg havde regnet med. Smed alligevel et par halvhjertede likes afsted. Sådan mest bare fordi. Mændene, jeg matchede med, syntes middelmådige og ragede mig en høstblomst. Slettede dem hurtigt, så snart de begyndte på deres forudsigelige “Hej smukke – haft en god dag?”-replikker. På Tinder var der dog en enkelt, der var anderledes. Faktisk sjov. Han så rar ud. Og hans beskeder fik mig til at smile nok til, at jeg tænkte, at det måtte være sådan noget, jeg havde brug for. Han sagde i spøg, at han altså ikke var øksemorder, så jeg kunne roligt mødes med ham, hvis jeg havde lyst. Jeg skrev, at jeg normalt kun datede øksemordere, men at man selvfølgelig ikke kunne være lige heldig hver gang. Han spurgte, om jeg havde tænkt mig at putte Rohypnoler i hans kaffe, når han kiggede væk. Jeg svarede, at sådan gjorde jeg som regel. Han foreslog mandag, jeg takkede ja. Bagefter mærkede jeg en underlig stolthed flagre prøvende rundt i min mave.

Vi havde aftalt at mødes om eftermiddagen, og jeg var kommet senere fra arbejde end ellers. Nåede lige hjem for at skifte bluse, før jeg trampede ned af trapperne igen. Da jeg et øjeblik inden havde stået på badeværelset og smurt frisk deodorant i armhulerne, kunne jeg kun tænke på, at der pludselig ikke var noget, jeg havde mindre lyst til end at gå på date. Ved synet af min sofa virkede det langt mere tillokkende at krølle sig sammen i denne, end det der med at komme videre og møde nye mænd og se jeg-ved-ikke-hvad. “Tag dig sammen. Du skal blive dig selv igen nu,” sagde jeg til mit spejlbillede i gangen, inden jeg tvang den ene fod foran den anden og smækkede døren bag mig.

Jeg sørger jo altid for at komme, hvis ikke lige på klokkeslættet, så i hvert fald få minutter senere, så jeg kan gøre en tilpas entre. Var naturligvis også tilfældet denne gang. Men da jeg styrede mod mødestedet, så jeg, at mit Tindermatch ikke var kommet endnu. Gjorde mig ikke ligefrem mere positivt stemt overfor daten, at jeg ikke fik mulighed for at skinne på ønskede vis. Stod akavet og ventede. Kunne ikke bestemme mig for, om jeg skulle hvile vægten på højre eller venstre ben. Endte med en art trippen. Tjekkede Tinder. Muligvis er det en lorteapp, der ikke kan finde ud af at opdatere afstanden, men kunne se, at han stadig var en del kilometer væk. Og han havde ikke skrevet noget om at være forsinket. Hm. Efter knap et kvarters venten var jeg tæt på at være edderspændt over at skulle stå og føle mig til grin foran en overfyldt kaffebar. Fjernede vores match. Så gik jeg.

Tog direkte hen og købte en bøtte Ben & Jerry’s. På vejen hjem lagde jeg mærke til, at bladene på træerne var ved at blive gule. Nogle lå visne i rendestenen. Jeg tænkte, at det snart var tid til uldtøj og futter og tændte stearinlys. Det plejer at være det, jeg bedst kan lide ved efterår. Og jeg spekulerede på, om det mon ville gøre mig gladere. Sparkede skoene af i gangen, trak i blød jersey og hev et tæppe over hovedet, mens jeg konstaterede, at jeg faktisk ikke kunne komme på noget som helst, der gjorde mig glad længere.

Meltdown, tredje del

Det krævede al min viljestyrke ikke at skrive til Sommermanden hele tiden. Har ikke tal på alle de gange jeg har startet en besked op for at ende med at slette den igen. Slap af. Slap af. Slap af. Tænkte, jeg var nødt til at gøre noget for at det ikke skulle stikke mere af for mig. Som for eksempel at knalde en anden.

Så vi blev høje forrige tirsdag. Hvem fanden bliver også høj på en tirsdag? Jeg er voksen, jeg har et voksent job, jeg gør enormt voksne ting. Og jeg forsvinder på en tirsdag. Bidrog ikke særlig godt til den søvnløshed jeg i forvejen slås med. På mit skrivebord ligger allerede en million sager. Bunken vokser og vokser, og jeg er ny på jobbet, og jeg kan ikke sove. Jeg har ikke fri, når jeg har fri; jeg lukker øjnene, laver straks to do-lister, streger over og visker ud i tankerne. Det gør mig så træt, så træt, men ikke nok til at kunne falde i søvn. Så det var rart bare at forsvinde. Og Vikaren sad der i min vindueskarm. Han så så vidunderlig ud med aftensolen i nakken, hans hår glinsede mørkt og blankt. Jeg gik direkte over og kyssede ham. Og selvom vi kort tid efter havnede som en sammenfiltret klump på mit gulvtæppe, så var det ikke ham jeg endte med, for Vikaren var nødt til at gå tidligt. En ekskollega blev derimod. Vi ville planlægge sommerferie. Det var ikke meningen det skulle ske, men han lukkede hurtigt computeren med billetter og hotelbooking ned og spiste mig. Det har vel været under opsejling længe. Ekskollegaen har været forelsket i mig gennem det sidste år eller så. Jeg har vidst det, men har ikke rigtig gjort noget ved det. Har da nogle gange overvejet ham, når kløen teede sig. Jeg lod være fordi jeg 1) aldrig har været specielt tiltrukket af Ekskollegaen, men bare har tænkt, at det ville være nemt, og 2) ikke har været sikker på, om han kunne finde ud af at have sex uden at lægge noget i det. Tilbød ham i stedet et form for næsten-venskab, og Ekskollegaen accepterede, at det var, hvad han kunne få. Tidligere har vi kysset et par gange. Bare i fuldskab. Så gælder det ikke. Her har han været ret voldsom, så jeg troede, jeg havde en idé om hvad der ventede mig, da jeg lod ham tage mig med ind i soveværelset.

Jeg var egentlig ikke spor i stødet. Men noget skulle gøres mod min midlertidige sindssyge. Det vidste jeg. Med ondt skal ondt fordrives, tænkte jeg og lod Ekskollegaen kysse mig hårdt. Der var alt for meget tunge i min mund, mine læber blev presset mod tænderne. Han var hurtig og stærk og over alt. Hev mig i håret, så nakken røg bagover. Det gjorde ondt. Min isse sved, det nærmest hylede for ørene. “Av!” sagde jeg højt og jog en næve i solar plexus på ham. Han bed i min brystvorte. “Hvad laver du?” jeg forsøgte at fjerne hans tænder fra den tynde, følsomme hud. Han lagde sin hånd over min hals, men klemte så fast til, så jeg kunne mærke luftvejene klappe brat sammen. Blodet dunkede i læberne som føltes opsvulmede og næsten bristefærdige. Han kyssede mig. De første sekunder kunne jeg ralle, derefter kom der ikke en lyd. Flåede i hans håndled, han lettede kort trykket, pressede så til endnu en gang. Nåede så småt at mærke panikken lukke sig koldt om mig, da jeg pludselig kunne ånde frit igen. Ekskollegaen virkede vred. Det provokerede mig, og jeg blev også vred, fordi han var ham, og vi stirrede i det hele taget vredt på hinanden. Alligevel lod jeg det fortsætte. Jeg sagde, han skulle droppe at stikke hånden ned i mine trusser, for jeg havde menstruation og havde ikke gidet barbere mig den sidste uge. Det var han ligeglad med. Jeg var forsvundet og i virkeligheden også fuldstændig ligeglad med alt på det her tidspunkt, så det gik mig ikke yderligere på, da han gjorde det alligevel. Han gav dårlig finger. Alt for ublid og ivrig. Det var ikke rart. Jeg skubbede ham væk og ordnede mig selv. Det tog lang tid, men da jeg endelig kom føltes det fladt og dumt. “Skal jeg gå nu?” spurgte han. “Ja,” nikkede jeg mat uden at kigge på ham. “Vi kan putte lidt inden?” sagde han. Det havde jeg faktisk rigtig meget brug for. Æltede løs og fik til sidst formet hans arme omkring mig, som jeg bedst kan lide det. Føltes trygt og velkendt. Da vi lå der, og han holdte om mig, kunne jeg næsten lade som om, han var en anden. Lukkede øjnene og tog dybe vejrtrækninger, for jeg kunne mærke, at jeg var lige ved at begynde at græde. Det var Ekskollegaen, der ville skifte stilling til ske. Det gjorde ham åbenbart ustyrligt liderlig. Jeg ved ikke hvorfor, for jeg lå egentlig bare med ryggen til ham og blundede let hen. Kunne høre, han åbnede sit bælte. “Åh, du er så lækker, du er så dejlig,” gentog han hele tiden. Havde lyst til at slå ham. I stedet fandt jeg en pakke kondomer frem, mens jeg tænkte, at jeg burde stoppe. Det viste sig imidlertid hurtigt, at Ekskollegaen ikke kunne få rejsning. Han var flov. “Åh nej. Og så sammen med dig, Frøken Kløe. Dig! Det måtte ikke ske sammen med dig.” Jeg blev uendeligt lettet. Fik travlt med at trække i en gammel t-shirt og smide Ekskollegaen ud, for tårerne pressede efterhånden alvorligt på. Jeg kunne ikke få mig selv til at sove i min seng, der kort forinden havde gæstet den forkerte mand. Lagde mig under et tæppe på sofaen, søvnen kom i intervaller.

Dagene efter havde jeg grøngule mærker sået over hele overkroppen, hals og skamben. Hudafskrabning på brystvorten. Og en dyb, sviende rift i kødet mellem kønslæberne. Jeg har ikke hørt en lyd fra Ekskollegaen, vi plejer ellers at snakke sammen hver uge. En mærkelig blanding af ligegyldighed og skam fylder mig. Men mest af alt er jeg så rasende på mig selv, så jeg næsten ikke kan rumme det. For jeg savner fortsat Sommermanden, føler mig helt igennem ynkelig, og har til ingen verdens nytte ødelagt et næsten-venskab i et krampagtigt forsøg på at afværge Katastrofen.

Rusen er for længst forsvundet, men jeg har ikke kunnet finde mig selv siden.