Nytårskvæk

Chefen

Mpfh. Vi tager lige alle de træls ting først:

“Har du tømmermænd?” blev jeg spurgt en morgen, da jeg mødte på arbejde. “Æh. Nej. Ser det sådan ud?” sagde jeg. “Du ligner en hængt kat,” lød svaret. Ih. Tak. Bare. Tusind tak. Som om jeg ikke selv kan se, at det ikke er helt godt for tiden. Kan ikke genkende mit eget spejlbillede. Jeg ser direkte usund ud. Træt. Slidt. Har af en eller anden grund tilmed erhvervet mig en tørhedseksemslignende plamage lige midt i en smilefold. Den bliver dagligt gnedet med olier og plejet med cremer dog uden nogen specielt synlig effekt. Jeg kender alt til vintertør hud, men så tør har jeg alligevel aldrig prøvet før. Og mit hår sjasker. Så meget, så jeg en sen eftermiddag i ren og skær desperation gik med til at lade en anden frisør end min vante klippe mig. Skulle jeg aldrig have gjort. Lad mig bare sige det sådan. Og jeg føler mig utilpas i hvert eneste stykke tøj, jeg hiver frem fra skabet. Vildt ubehageligt. Desuden splattede jeg flydende skofarve ud på mit lyse trægulv den anden morgen. Havde kun tid til at tørre sporadisk op. Hvilket betyder at der nu findes en stor gråsort plet på mit gulv, som jeg ikke helt kan greje, hvad jeg skal stille op med. Ti minutter senere hjulede jeg hurtigt ud på min sædvanlige morgenrute. Der er vejarbejde i en af gaderne. Cyklister og fodgængere deles om fortovet. En mand stod med sine to små piger og hjalp skoletaskerne på ryggen af dem. “Man må altså ikke cykle på fortovet,” sagde han, da jeg irriteret slog smæld med tungen over det patent han tilsyneladende havde taget på den i forvejen trange plads. “Nej, men der er ligesom vejarbejde,” svarede jeg morgentvært. “Man må stadig ikke cykle her,” peb han. “Nu slapper du KRAFTEDEME af. Vi skal FANDEME allesammen være her,” skreg jeg over skulderen, raseriet blussede rødt op i mig på et splitsekund. Så nu er jeg også blevet en Call me-reklame. Det mærkes generelt som om, at der bare er et eller andet galt indeni. Og jeg ved ikke hvad, der helt præcis skulle være galt, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved dette udefinerbare gale, og jeg kan ikke overskue mere januar nu.

Og så kan jeg her til sidst i rækken af negativ opremsning lige oplyse, at jeg henover efteråret har døjet en del med min computer. Umiddelbart efter nytår opgav den dog fuldstændig ævred, hvorfor jeg endte med at se i øjnene, at der nok ikke var meget andet at gøre end at punge ud og indlevere den til reparation. Efter halvanden uge uden et kvæk fra firmaet, der ellers havde lovet at få den i tiptop stand i løbet af ingen tid, ringede jeg til dem. “Skal bare være sikker på, at jeg selvfølgelig hører fra jer, når jeg kan hente min computer,” sagde jeg. “Åh. Nå ja. Altså. Det ser ud til, at din computer desværre er gået i stykker,” lød det. “Undskyld?” udbrød jeg. “Ja. Altsåøh. Du skal nok lige snakke med bossen om det. Men du skal nok have en ny computer,” blev der mumlet i den anden ende. Efter knap yderligere en uges tovtrækkeri lykkedes det mig endelig, at få min computer midlertidigt hjem – godt nok med et ordentligt gok i nøden, så den rasler og ligner jeg-ved-ikke-hvad – indtil firmaet ligesom finder ud af, hvordan de har tænkt sig at erstatte skaden. De kommer til at se rigtig langt efter en god anmeldelse på Trustpilot, det er helt sikkert. Bare ærgerligt at komme til at ødelægge computeren til lige den kunde, der i forvejen er mere end ond i januarsulet.

Men. Damer? Det var faktisk noget helt andet, jeg ville fortælle i dag. Fordi. Måske har jeg brug for et råd. Måske har jeg dummet mig. Ved det ikke. Bedøm selv:

Jeg ses med en gruppe meget voksne typer fra tid til anden. De er alle nogle, jeg har arbejdet sammen med før, og vi mødes nogle gange over en fredagsdrink. Kan vældig godt lide dem allesammen, og tænker, det er godt at pleje sit netværk på den måde. Jeg er den yngste i flokken og er af den klare opfattelse, at de voksne typer passer lidt på mig og hjælper mig. Blandt disse findes min tidligere chef. Ham kan jeg især godt lide. Og han kan lide mig. Dynamikken mellem os har altid været spændende og givtig. Jeg ser ham som mit mulige es i netværket. Som den, der ville kunne hjælpe med at åbne døre, hvis jeg beder om det. Nå ja. Og så er han lækker. Ret lækker endda. En mindre detalje selvfølgelig. Men sådan: Altid knivskarp i dyre, stramme suits og velduftende. Midt i fyrrerne. Mørkt hår. Markant kæbeparti. Lidt smart i en fart. Dog er jeg aldrig stoppet med at tænke på ham som min chef. Og så kan han jo være nok så lækker. For det gør hverken til eller fra i den henseende, at han i min verden stadig glimrer i rollen som en netop sådan. Og chefer efterlader jo som bekendt en utvivlsom duft af absolut no go i luften omkring sig, når de går forbi en. Lige i forhold til denne chef har jeg tilmed tænkt, at der er en snert af noget far-datter over vores relation, for han giver mig altid råd og peptalks på sådan en omsorgsfuld måde. Jeg har oplevet hans interesse som rent professionel. Men der tog jeg vist fejl.

Fordi. Da skete det, at jeg mødtes med samme gruppe sidste fredag. Det var længe siden vi havde set hinanden, så der var en del at få tjekket op på. Det blev sent. Og pludselig sad Chefen og jeg og skålede og bestilte endnu en omgang. Sådan har vi ellers aldrig gjort før. Og måske var det lidt som om, at han gerne ville tale mere med mig, end han plejer. Men der var altså også et værre rod af øller og drinks på bordet til sidst, så det gav jo ligesom sig selv, at mundtøjet kom ekstra på gled, tænkte jeg. “Du er en gevinst for enhver arbejdsplads,” sagde han. “Det er egentlig fuldstændig ligegyldigt hvor dygtig du er. Arbejdsmiljøet bliver bare bedre med dig.” Vidste ikke helt hvad jeg skulle svare, så jeg nøjedes med at smile et nøje indstuderet charmerende, tilpas ydmygt smil. Efterhånden var der ikke særlig meget arbejdsrelateret snak over forsamlingen længere, og vi var nogle stykker der for en gangs skyld besluttede at fortsætte i byen. Der var dans, mine sko begyndte at skave, for lige på det punkt ligger jeg jo sjældent på den lade side. Jeg har aldrig set Chefen beruset før, han plejer at være meget mådeholdende og gå tidligt hjem. Men denne aften gav han los. Bemærkede tilfreds, at jeg selv ikke havde drukket mig til mere end højt humør. I bagklogskabens – eller måske nærmere tømmermændenes – klare lys indrømmer jeg at der vist alligevel var blevet indtaget nok til, at hæmninger og visse grænser også så småt gik fløjten.

Jeg havde en stram kjole på. Men det har jeg nu egentlig tit. Synes, at folk skal have mulighed for at beundre min bagdels runding og hofters sving. På den måde er jeg ikke så karrig med mig selv. Alle andre mænd end Chefen lod da også til at lægge mærke til disse, mine mest fremtrædende fordele. Så. Jeg sværger. Det var helt uden fornemmelse for eventuelle bagtanker, at jeg sagde ja til at følges med ham, da det var tid til at gå hjem.

Vi kunne have taget en hurtig taxa, men jeg kan jo godt lide at være sammen med Chefen, så vi spadserede i stedet. Småsnakkede om løst og fast. Det var mest sådan, at han spurgte og jeg svarede. Efter lidt tid opdagede jeg, at han kredsede om emner som kærester og børn. Tidligere på aftenen havde vi kort snakket om netop dette, så jeg tænkte, at det vel var naturligt at fortsætte. “Hvorfor har du ikke et barn?” spurgte han. “Fordi jeg møder de forkerte mænd og i det hele taget har jeg ikke lyst til at få børn endnu,” svarede jeg. Det er en sætning, jeg er blevet ganske øvet i at fyre af. Det er bare autopilot. “Bip. Dumme mænd. Bip bip. Dumme børn. Båt,” virker bare nemmere. Men Chefen ville gerne høre lidt mere om de der forkerte mænd. Nåhmen. Det kunne jeg da godt fortælle om. Han snakker altid så voksent, Chefen. Ofte lidt vævende og spækket med fremmedord så jeg tit skal koncentrere mig meget om at forstå. Irriterende. Heller ikke fordi det hjalp på forståelsen at have drukket øl. Vel. Jeg vidste ikke helt, hvilke svar han forventede. “Du taler i overskrifter, Frøken Kløe. Hvad gemmer sig bag? Hvad mener du i virkeligheden?” blev jeg spurgt. “Jamen. Det kan du mene. Men hvis det er det mest dækkende, jeg kan komme på til at beskrive mit forhold til en mand, siger det vel også noget?” endte jeg med. Så kiggede han på mig og sagde, at jeg var en af de klogeste, han nogensinde havde mødt.

Jeg finder ofte, at mænd over tredive har en tendens til at foretrække at komplimentere damers personlighed og intellekt. Hvorfor? Fordi de er blevet så voksne, så det er hele den gamle smøre om det indre, der tæller? Eller fordi de har regnet den ud og ved, at det går rent ind hos damerne? I så fald har de ikke regnet mig særlig godt ud, for jeg er så tilpas overfladisk, at man vil smigre mig langt mere ved at fortælle, hvor lækker jeg er. Opsnapper ganske enkelt også hurtigere flirten og meningen, hvis komplimenterne går på mit udseende – og især dette skulle vise sig at have større betydning for resten af gåturen, end man lige skulle tro.

Så det gjorde det mig da glad at høre, at Chefen åbenbart synes, jeg er af så speciel støbning. Jovist. Men det var også det. Lagde mærke til en svagt flaksende bevægelse i maven. “De mænd du finder. Er de ligesom dig?” spurgte han og tilføjede, at originaler ofte tiltrækker ligesindede. “Nja. Der har vel været et par stykker,” svarede jeg undvigende og opdagede, at den flaksende bevægelse ved nærmere eftertanke mindede mere om en urolig orm i mellemgulvet. “Du ved godt, at du skal til at skynde dig lidt, hvis du vil nå at føde dine egne børn, ikke?” sagde Chefen og huggede dermed ud efter et meget ømt punkt. Det må han have vist. Ufint. “Du burde finde dig en sød mand. Måske omkring femogtredive eller fyrre år gammel. En, der har styr på sit liv og sine penge. En, der er moden nok til at give dig, hvad du fortjener. Så kunne I flytte i hus et sted ude i forstæderne. Efter et år er du gravid. Det nytter ikke noget at føjte rundt med drenge mere.” Det var her omkring jeg for alvor begyndte at erkende, at der var noget ved vores samtale, der ikke helt var, som det burde være. Skulle jeg være ærlig, kunne jeg godt se, at sådan havde det vist været det meste af aftenen. Jeg kan huske, at jeg tvang mig selv til at tænke, at det da var fuldstændig normalt, det her, der var intet suspekt ved det Chefen sagde. Sådan, hvor tanken nærmest bliver én høj, klar sætning, der runger gennem hovedet og næsten formår at overdøve enhver form for vage anelser. Og selvom han ikke sagde ordene direkte, stod det dog nogle minutter herefter ret klart, at Chefen åbenbart render rundt og tænker på mig og ligefrem lader til at være fascineret af mig. Fra børn og fulde folk, som man siger.

Ok. Ok, ok, ok. Jeg syntes måske også, at det var liiidt spændende, det, der skete, hvilket formodentlig fik lov til at spille ind på at jeg aldrig rigtig fik sagt fra. Men spændingen overskyggede ikke ormen i maven – selvom jeg den nat ikke var skarp nok til at fatte, at den med sin urolighed såmænd bare forsøgte at fortælle mig, at min grænse ikke bare var nået men også i den grad overskredet for, hvordan Chefen måtte tale til mig. Og fordi jeg var så fast besluttet på ikke at ville erkende hvad der foregik for næsen af mig, lod jeg det fortsætte. Desuden havde hele hans måde at lægge an på mig været så forholdsvis diskret og underspillet, så det for det første både forvirrede mig og gjorde, at jeg betvivlede min egen dømmekraft af situationen, men samtidig også åbnede muligheden for at lade som om, at jeg ikke havde forstået en brik.

Vi nåede Chefens opgang, og han stod der ved døren, og jeg tog et skridt baglæns og sagde farvel. “Jeg kunne snakke med dig resten af natten,” sagde han, “bare ti minutter mere?” “Øh. Tja. Ja, ok,” svarede jeg. Vi satte os på trappen. “Har du ikke lyst til at drikke en kop kaffe med mig en dag?” spurgte han. Det er helt normalt at spørge om, kaffe er super normalt, der er ikke noget, der nogensinde har været så hamrende normalt som det her, trallede jeg indeni og hørte mig selv sige, at det kunne vi da godt. Chefen svarede, at jeg skulle skrive til ham, så vi kunne finde ud af det. Jeg skiftede hurtigt emne. Han pillede ved mit jakkeærme. Min ånde var hvid. “Det er svært at være single i min alder,” sagde han på et tidspunkt, hvortil jeg fik nikket medlidende. Han tog min hånd. “Du plejer at have sådan et fast blik. Nu flakker dine øjne,” smilede han. “Arh,” mumlede jeg og kiggede alle andre steder hen end på ham. “I virkeligheden er du ret genert. Er du ikke?” spurgte Chefen. Jeg så overrasket op. Det var faktisk sandt. “Du burde gå på Tinder. Så får du hurtigt en date,” sagde jeg i en munter tone som følge af en sær blanding af pludselig at ville udfordre ham og samtidig forsøge at markere et slags stop. “Frøken Kløe,” han slog en høj latter op, “der glemte jeg vist lige aldersforskellen.” Nu var der simpelthen ikke mere at sige. Jeg stirrede på ham med halvåben mund. Virrede med hovedet. Følte mig på så dybt vand, så jeg ikke engang kunne skimte bunden længere. Han kiggede bedende på mig. “Jeg skal hjem nu,” udbrød jeg bare og gik hurtigt min vej, mens Chefen endnu blev siddende på trappen.

Jeg er i syv sind. Skal jeg skrive til ham? Vil det ikke være endnu mere pinligt at lade være? Har jeg overhovedet lyst til kaffe? Bør jeg sige noget? Noget med at jeg ikke tænker på ham, som han gør på mig? Ville det være løgn? Tænker jeg på ham? Ja, nu tænker jeg selvfølgelig på ham. Men gjorde jeg før? Ja, det gjorde jeg egentlig. Men mere sådan. Ku’ godt. Agtigt. Men han er jo forbudt. Det er helt forkert. Det er slemt. Men. Er han ikke også lidt gammel? Knap femten år ældre end mig. Og meget voksen. Han er sikkert også sådan en, der gerne vil have en vinkælder i det der hus i forstæderne. Han går med signetring og manchetknapper, for Himlens skyld! Er der ikke også bare noget, der burde sige en, at det er galt, når man allerede er så meget i tvivl?

Så. Enden er indtil videre blevet, at jeg skal have overstået ægløsning og dertilhørende kløe, for så kan jeg tænke klarere og så bliver alt sikkert godt igen. Ikke?

   

29 kommentarer

  • Cecilie

    Jeg er nok også på det hold der mener, at han bare vil knalde. Og jeg tror, du er bedre tjent med at kunne bruge ham professionelt.

    Tror overhovedet ikke, at jeres professionelle forhold behøver at have taget skade. Tror bare, du skal lade som ingenting næste gang I ses og så vil han sikkert gøre det samme

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Jeg håber i hvert fald ikke, at vores forhold har taget skade – det ville være så ærgerligt bare på grund af én dum aften. Ja, min plan er også bare at opføre mig helt som om ingenting er sket, næste gang vi ses 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie

    Igen jeg elsker din blog! Dejligt du tilbage igen 🙂 håber de giver dig nogle penge retur for den computer. 🙂
    Jeg tror ikk jeg ville mødes med ham, for han ligger jo op til at han vil mere med dig end du måske vil med ham. Han virker i hvert fald vild med dig selv om han sagde det på en ussel måde 🙁
    Hvis du har lyst kan du jo mødes til kaffe med ham og så få den lukket med du ik er interesseeet på den måde. Men puha den er også svær 🙂
    Dejligt du tilbage i hvert fald og rart at have læst alle dine indlæg så føler jeg jeg kender dig lidt bedre ift det hele 🙂 PS. Også gerne Q&As 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Jeg er også glad for at være tilbage 😀 Nu må vi se hvad løsningen bliver med computeren. Det lyder vist lidt som om, at den skal retur til reparation igen 🙁 Håber ikke, jeg skal undvære den alt for længe næste gange.

      Ja, Chefen sagde jo lidt nogle ting, som kunne få en til at tro, at han måske vil lidt mere end bare knalde… Måske var det et mandetrick. Det ved jeg ikke. Men jeg er heller ikke voldsomt nysgerrig efter at finde ud af det, kan jeg mærke.
      Jeg ville sådan ønske, at alt bare kunne være, som det var før! Og så duer kaffe vist ikke rigtig – for så gør man det jo ligesom “virkeligt” ved at ville snakke med ham om det. Sådan tænker jeg i hvert fald. Kan du følge mig? 🙂

      Haha, så er I indtil videre 2 til at sende spørgsmål til Q&A 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emilie

      Jeg kan sagtens forstå dig 😊 Men det blir vel aldrig det samme igen medmindre han tror du intet kan huske 😅 Æv altså. Sys ikk du skal mødes med ham.
      Elsker virkelig din blog og håber at computeren holder så vi ik skal undvære dine indlæg 😜
      Hahaha. der er med garanti flere der vil spørge om noget. Bare vent 😊

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • V

    Jeg tror ikke jeg har et specielt godt råd mht til Chefen, jeg vil bare lige fortælle at jeg har brugt de sidste 4 timer på at læse hele din blog, efter jeg helt tilfældigt faldt over den tidligere i dag (eller, i går er det så nu..), og er blevet taget med storm. Du er så betagende i dit skriveri, at jeg ikke har kunnet lægge computeren fra mig. Har grint og grædt (*host* Sommer-fuckthatguy-manden *host*), og jeg synes du er intet mindre end fantastisk.Vil helt sikkert følge med herinde fra nu af. 🙂 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Wow! Kommentarer som din gør mig så mægtig glad og stolt, at januarmelankolien svinder lidt! Tusind tak – og velkommen til <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • V

      Der er helt sikkert også noget at være stolt af! Jeg følte det som om, at jeg læste en bog, ikke en blog. Så fint ❤

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Hvor er jeg glad for, at du har set det! Følelsen af at læse en bog er netop en af grundtankerne bag bloggen 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • V

      Jamen altså! 😀 Ved godt at der sikkert er gode grunde til du har valgt at gøre din blog anonym (går selv og leger med tanken om at lave en blog uden mit navn på), men wow, hvor ville jeg være den første i køen, hvis du udgav noget. 😍

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Ja, det er primært på grund af mit arbejde, at jeg er anonym. Og altså. Jeg har da drømme om at udgive og har også et par forsigtige følere ude. Skulle det en dag lykkes, er jeg også helt med på, at det kunne betyde et farvel til anonymiteten. Men nu ser vi – indtil videre er det jo bare drømme og snak, og så er det jo nemt nok at sidde og sige 🙂

      Laver du en blog, må du seriøst lige smide et link, så jeg kan tjekke den ud 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • V

      Du må endelig sige til, hvis det bliver aktuelt. 🙂
      Åh, du er sød – det lover jeg. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Peter

    Gør det ikke. Han stryger dig med hårene og stryger dig bagefter som en tændstik når han har vist dig pikken. Jeg er selv mand og ved hvordan det er.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Pyh, sådan bryder jeg mig ikke om at tænke på Chefen! Men hvis det er sandt, må jeg vist holde mig fra ham 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Peter

      Det er dit valg. Mænd vil knalde damer. Dét er også en slags magtudøvelse, Vi knalder jer derfor er vi.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Altså, jeg tænker at hvis han virkelig gerne ville have den kop kaffe, og du ikke selv skriver, så må han jo selv gøre det. Tage lidt initiativ. Så kan du jo tage den derfra hvis han gør det 🙂
    For jeg synes også at kunne fornemme at du ikke er helt på, i forhold til følelser, som han virker til at være.
    Ellers ville jeg bare lade den ligge der, hvis jeg var dig. Og huske på at det bliver kun akavet, hvis man lader det blive akavet, næste gang man ses.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Haha, jeg har tænkt MEGET over hvor cool og meget lidt akavet jeg skal være, når jeg ser ham igen 😉
      Jeg tror ikke, han skriver. Det var meget tydeligt, at det hele tiden var op til mig – at det var mig, der skulle bestemme, om der var en flirt eller ej ved at vise, at jeg accepterede og forstod hans tilnærmelser, og nu også mig der skal bestemme, om vi skal have kaffe. Det er lidt svært at forklare… Men det er en helt klar fornemmelse jeg har, eftersom han jo gjorde det muligt for mig at lade som om, jeg ikke forstod. Forestiller mig lidt, at han har forsøgt at være forsigtig og diskret, fordi vi netop ses i arbejdsmæssig sammenhæng.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • LS

    Som jeg ser det, skal du vælge:
    Kunne du have (måske mest bare ligegyldig, men sjov og spændende) sex og flirt med ham, eller vælge den mere distancerede relation, hvor der er en chance for, at du fortsat kan bruge ham i dit professionelle liv. Du lyder overhovedet ikke så hooked på ham, at du slet ikke kan holde fingrene væk! Jeg ville helt sikkert vælge en hvilken som helst anden mand, der ikke havde noget med mit arbejdsliv at gøre. Synes der er forventeligt med forviklinger og evt. drama, ved at gå i den anden grøft, og du kan jo få en hvilken som helst anden mand, hvis det blot er kløen der skal tilfredsstilles 🙂 Derudover: Januar er kendt for at være en kælling af dimensioner, men der er lys og forår på vej lige om snart, og alt falder i hak når solen kommer frem.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Du har ret. Så hooked er jeg nemlig slet ikke. Men kløen forvirrer altså!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Liz

    Jeg har været kærester med en 15 år ældre mand, og det var det bedste sex, jeg nogensinde har fået! OG han var min chef, da vi fandt sammen😉 Så på den front siger jeg totalt go! MEN, jeg synes at læse mellem linjerne, at du faktisk ikke har lyst?! Og så ikke forpligtet dig til noget som helst – heller ikke engang kaffe!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Haha, jamen, jeg forestiller mig også, at Chefen sikkert kan et trick eller to på det punkt 😉

      Jeg tror også mere og mere på, at jeg i virkeligheden ikke har lyst. Kløen har, men jeg har vist ikke. Man kan jo godt synes, at en mand er flot uden rigtigt at ville mere når det kommer til stykket, tænker jeg.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Jeg bider mærke i den måde du beskriver at siger du skal til at skynde dig med børn og ikke har en ordentlig relation til mænd… Det synes jeg er helt vildt respektløst, desperat og arrogant. Ikke starten på noget ligeværdigt hvor begge parter er i relationen som ligemænd. Han er stadig din chef – også i den måde han prøver at score dig. Det havde jeg holdt mig langt væk fra.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Han prøvede måske nok at fortælle mig, at han var alt det, jeg søger. Men jeg er enig, det blev gjort på en ret nederen måde. Under bæltestedet. Chefen ved godt, at jeg kan have det stramt med, at tingene ikke viste sig at gå, som jeg havde drømt om.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    Jeg bed mærke i, at du indledningsvist skrev, at han kunne være god at have karrieremæssigt fremadrettet – tag det fra én der mixede business & pleasure: Hvis du vægter den professionelle relation, så don’t go there! Der er masser af mænd at knalde, men hvis du knalder ham her, så er der en stor risiko for, at jeres arbejdsmæssige forhold ryger. Sex ændrer relationer, punktum.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Jamen, ja! Det er også sådan jeg tænker lidt! Og det ville være så ærgerligt, hvis det blev ødelagt mellem os. På den anden side set føler jeg også, at det egentlig allerede er sket.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Slap aaaaf…:-)
    Han vil sikkert bare knalde. Og hvis du også godt ku’, så giv ham da det knald. Det er ikke dit ansvar, hvis han så lægger mere i det. Det er min erfaring, at ældre mænd er nogle ligeså store playere som mænd på vores egen alder. Forskellen er bare, at de lægger an på en så delikat og diskret måde, som du beskriver, at man tror, at de vil mere. Men præcis ligesom mænd på vores egen alder, vil de bare have sex. De er bare bedre til at få en til at tro, at det ikke kun er det, de vil.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eva

    Helt of topic, vil du ikke lave en q og a??? 🙏🏼😍

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Tjo. Spørgerunde? Altså hvis der er stemning for det, vil jeg nok gerne 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nytårskvæk