Pinlige Frøken Kløe

Date med Englænderen

“Hvorfor prøver du ikke det der Badoo?” spurgte min veninde. Nå ja. Det havde jeg godt hørt om før. Hentede rask appen. Jeg vil ikke sige, jeg helt nåede at fatte konceptet. Måske det er en blanding af Tinder og Happn, måske det er et spil. Ved det ikke. Men jeg fik tre præmier, så noget må jeg da have vundet. Syntes ikke, det var en specielt brugervenlig app. Desuden skulle jeg tilsyneladende pludselig til at betale penge for at kunne se, hvem der likede mig. Not gonna happen. Bruger ikke flere penge på datingtjenester lige med det første.

Nå. Men skal man hurtigt have det lidt godt med sig selv, bør man finde Badoo frem. Jeg fik i hvert fald optur over mig selv igen og følte mig ikke længere så desperat. Matchede med en sød type. Mest af alt fordi han havde øjne som L.O.C.. Det viste sig, at han var englænder. Skulle bo et halvt år i min by i forbindelse med sit arbejde. Han var super gentlemanagtig, forsøgte at skrive på dansk så godt som muligt. Det var sødt gjort, syntes jeg. Der var masser af XOXOs og Englænderen inviterede mig efter kort tids skriverier ud. Havde alligevel ingen planer, så jeg takkede ja til en øl. “Vi mødes på den irske pub på den travle gade,” skrev han. Det er ligesom et vidt begreb taget i betragtning af, at der her i byen er mere end en mindre håndfuld irske pubber. Jeg kender selv til fire styks, men efter lidt oversættelse fik Englænderen forklaret mig, hvor han mente. Da jeg gik mod vores mødested dalede mit mod betragteligt. Jeg er ikke dårlig til engelsk, jeg snakker det bare ikke. Et er at se en engelsk film uden undertekster og passivt lyttende forstå handlingen, noget andet er pludselig aktivt at skulle udtrykke sig på et fremmed sprog.

Han sad pænt og ventede på mig med en halvt drukket øl foran sig. Havde problemer med at udtale mit danske navn. Det lød sjovt. Jeg ved som regel i løbet af de første par minutter, om jeg er tiltrukket af min date eller ej. Her var jeg lidt i tvivl. Han var meget mindre, end jeg havde regnet med. Alt ved ham var småt, dog på sådan en underlig måde hvor han alligevel ikke virkede mindre end mig. Men jeg syntes, det var vanvittigt eksotisk at være ude med en ægte englænder. “Jeg kan se på dig, at der er en masse du gerne ville sige,” sagde han. Jeg forklarede ham, at jeg forstod mere end jeg talte, og Englænderen viste sig igen fra sin gentlemanside og overtog samtalen, så jeg kun behøvede at indskyde småbemærkninger hist og her. Vi kom også langt med Google Translate, når jeg ikke kunne finde ord.

Englænderen drak hurtigt og meget. Vi bestilte store øl hver gang, jeg stod ikke tilbage for ham. Han ræbede knap så diskret efter sin tredje omgang som det mest naturlige i verdenen. Det er sikkert bare en kulturel forskel, sagde jeg til mig selv men syntes inderst inde ikke, at man bør bøvse på en date. “Er det her okay?” spurgte han og lagde en hånd på mit knæ. Ja. Altså jeg er ligeglad. Det opmuntrede ham og han tog mig lidt efter forsigtigt i hånden, nussede mig. “Jeg vil ikke gøre dig bange,” sagde han og fortalte dernæst, at han var forundret over, at jeg havde afvist at tage veninder med på daten. Om de skulle fungere som en art anstandsdamer eller bodyguards, fik jeg aldrig helt fat i, men måske det var det samme for Englænderen.

Samtalen gled lettere nu. Det skyldtes formentlig øllene. Jeg fik langsomt frisket mit engelske op og kastede mig nu ud i længere – omend knap så nuanceret – beskrivelser og fortællinger. Vi grinede meget. På et tidspunkt nævnte Englænderen, at der snart var en bank holiday. Det må have været Kr. Himmelfartsferien, han mente. Jeg hørte bare ordet bank og tænkte automatisk på næste dags længe ventede plus på kontoen, når lønnen rullede ind. “Yes, tomorrow,” smilede jeg. Det gjorde Englænderen lidt forvirret, for han var sikker på, at det først var i næste uge. “Æh. No, no,” sagde jeg og forsøgte at forklare, at alt det der med banken, det var altså i morgen. Til sidst måtte vi lade emnet ligge.

På en date med en englænder hører sig – udover åbenbart øl i litervis – snak om fodbold. Han var ret glad for Liverpool, og det forholdte sig sådan, at netop disse skulle spille samme aften. At vi sad på en irsk pub var nok heller ikke helt tilfældigt, for de viste kampen på skærme rundt omkring i lokalet. Jeg går på ingen måde op i fodbold, jeg er faktisk revnende ligeglad. Men her sad vi med vores øller og så fodbold. Han forklarede mig reglerne. Det var faktisk meget hyggeligt. Englænderen er ikke i Danmark alene – nogle kolleger sivede så småt til, da kampen blev fløjtet i gang. Hans chef satte sig ved vores bord. Han var en stor fyr. Så helt igennem britisk ud. Og sådan som jeg forestiller mig, at også en hooligan ville se ud. Næsten uden markering af overgang fra næserod til pande, bred mund med fyldige læber, store overarme. Lidt farlig at se på. Han var hamrende lækker. Når han og Englænderen snakkede sammen, gik det så stærkt og med så udpræget accent, at jeg havde svært ved at følge med. I ved, sådan så t’erne næsten forsvinder helt. Chefen oversatte for mig med tydelig udtale, mens han bøjede nakken, så vi var i øjenhøjde. Oh, Himmel.

Da fodboldkampen var færdig, insisterede Englænderen på at følge mig hjem. Han tog mig i hånden, flettede sine fingre ind i mine, mens vi gik. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle mene om det. På en måde var det bare for sødt. Han snakkede allerede om en anden og tredje date. Restaurantbesøg. Biograf. Hjemmelavet middag. Lige der ville jeg gerne se ham igen. Mest fordi jeg havde haft så sjov en aften, ikke fordi jeg havde specielt lyst til at lave andet end at drikke øl med ham. Over weekenden har jeg haft svært ved at finde den lyst frem igen. Så i aftes skrev jeg en kort, beklagende besked til Englænderen. Bagefter slettede jeg Badoo.

   

6 kommentarer

  • Mette

    On a totally different note, så tjekkede jeg lige din instagram ud… og tak for “lort” – nu binge-watcher jeg Outlander som besat. Han er jo SYGT lækker!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Hahaha 😉 Er det lige verdens bedste serie eller hvad sker der? Ahrmen, jeg elsker Jamie! Elsker!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Årh, forsvundne t’er (aka glottalt stop, hvis jeg forstår din beskrivelse ret) er noget af det allermest charmerende ved englændere. Jeg. Kan. Ikke. Modstå.
    …Har du i øvrigt ikke mulighed for at gå efter Chefen i stedet?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Jeg var ikke klar over, at de forsvundne t’er har et navn – det ved du helt sikkert meget bedre end jeg, Miriam 😀 Men ja, det lød virkelig temmelig lækkert, jeg forstod bare ikke meget af det, når det gik så stærkt 😉
      Neeej, Chefen er desværre gift. Øv, øv :s

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Simone

    Utroligt at du har haft held med at finde nogle på Badoo, synes jeg. Jeg installerede den kort, men var ikke just imponeret over udvalget haha.. Synes ikke jeg plejer at være sart men de mænd der skrev til mig var godt nok ret langt fra, hvad jeg plejer at kigge efter. Især aldersmæssigt. Så Badoo er også blevet slette her igen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Nej, jeg var heller ikke synderligt imponeret. Måske var det mig der ikke fattede det, men det var som om, at den søgte mænd i hele landet og ikke kun hvor jeg bor. Fik dejligt mange likes, men matchede kun op med fire mænd, hvoraf to af dem ikke boede i min by. Så er der ikke noget ved det, synes jeg. Måske det var derfor, jeg “vandt” præmien Mest Kræsne, haha 😉
      Men var i starten vældig begejstret over at få likes, så som et hurtigt selvtillidsboost fungerer Badoo fint nok 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Pinlige Frøken Kløe