Kreamanden

Derfor

For satan. Jeg er i krise. Seriøst. Kæmpe, gigantisk hvad-skal-jeg-stille-op-med-mit-liv-krise. Troede egentlig ikke, det kunne lade sig gøre for mig at få flere kriser på den måde. Men der skal jeg lige love for, jeg tog fejl. Når jeg kigger tilbage på indlæg skrevet i de mørkeste vintermåneder, kan jeg godt se, at jeg troede, det hele skyldtes gammel hjertesmerte, ensomhed eller bare generel januarlede. Og det kan da heller ikke udelukkes, at det også har spillet en vigtig rolle. Men nu er jeg klar over, at der er mere, der ligger til grund for at jeg har det, som jeg har det.

Det psykiske bliver altid fysisk for mig – man kan blandt andet se, hvordan elendigheden overtager min mimik og hele udtryk. Og det burde jo have fortalt mig noget, da jeg opdagede de første tegn sætte sig tungt i smilefolderne. Jeg burde have anet uråd, da jeg ikke kunne genkende mit eget spejlbillede længere. Kan jeg forresten stadig ikke. Det er ikke sådan: Hvad er det dog for et menneske, du er blevet, Frøken Kløe?! Men mere: Mit ansigt ligner en kogt kartoffel. Randerne pløjer sig mørke og dybe under øjnene. Der er noget mærkeligt bolledejsagtigt over kinderne. Og som om det skulle hjælpe på noget som helst, klippede min frisør i forrige uge tilmed fem centimeter for meget af min i forvejen sparsomme, skandinaviskfine hårpragt. Må have syv års ulykke på frisørfronten eller sådan noget; det er anden gang i år, det sker.

Siden januar er der noget, der har gnavet i mig. Har ikke helt kunne finde ud af, hvad det præcis var. Føltes uformeligt og stort. Men var jeg i tvivl om, hvad jeg kunne mærke, var det til gengæld en smal sag at blive bekræftet i, at der i hvert fald var et eller andet helt galt, når jeg kiggede i spejlet. Indtil det en dag gik op for mig, at jeg ikke er glad. Jeg går rundt som en anden skide zombie, tjekker ind på mit arbejde klokken 8, tjekker ud klokken 16. Går i fitness. Går hjem og ser Paradise. Går i seng. Om igen. Hver morgen mærker jeg grundigt efter, om jeg ikke bare har den mindste smule ondt i maven eller lilletåen, så jeg kan være nødt til at blive hjemme. Sidder ved mit skrivebord og glor og tænker, at det hele rager mig en høstblomst. Og jeg bliver urolig, når jeg mærker så lammende ligegyldighed, men foretager mig alligevel ikke andet end at gå ud og skænke mig endnu en kop brændt automatkaffe. Det var først for nogle uger siden, det for alvor gik op for mig, at jeg ikke bryder mig om mit arbejde længere. At jeg keder mig gudsjammerligt. At det bare slet ikke er det her, jeg har lyst til at bruge de næste mange år på. Eller. Det var i hvert fald først der, jeg rigtigt ville indrømme overfor mig selv, at det var sådan fat. Og så gik det ellers stærkt. Scrolle, scrolle gennem jobannoncer. Hm. Ingenting. Fandt et enkelt opslag, hvortil jeg både manglede kvalifikationer og erfaring. Skrev ikke desto mindre en killer ansøgning og krydsede fingre for i stedet at kunne hive den hjem på charmen. Det kunne jeg ikke.

Mit fag har aldrig været noget, jeg brænder specielt for. Mit arbejde har været fint nok. Ikke mere, ikke mindre. Men det glippede åbenbart lige for mig at mærke, hvornår fint nok skiftede til knap så godt for at ende ud i rædsomt. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan jeg er nået dertil, hvor jeg er nu. Men status er, at jeg går med seriøse tanker om at sadle helt om. Starte på uddannelse igen. Flytte. Måske ny by. Måske bare et andet kvarter. Et eller andet. Der er nødt til at ske et eller andet. For det her er fuldstændig uholdbart. Jeg vil ikke have det sådan indeni.

Jeg er ked af, at jeg på det seneste ikke har fået svaret på jeres søde kommentarer, når I i tørketiden herinde har spurgt, om jeg er ok. Det er jeg ikke. Der er maksimalt minus på overskud, og sådan har det i virkeligheden været i månedsvis nu. Men så snart dette er udgivet, vil jeg gå ind og skrive et forsinket svar til jer. Desuden skylder jeg jer allesammen en opfølgning på både det ene og det andet. Især det andet. Selvom man ikke er helt på toppen indeni, kan man jo stadig godt se en mand. Eller to. Ok. Tre.

Men damer? I alt det her bliver skriverier nedprioriteret. Så jeg kan ikke love jer, hvornår næste update bliver. Eller om det bliver. For lige nu føles det som at have et uoverskueligt rod, der skal grovsorteres i. Lige nu har jeg verdens mest dødssyge liv, jeg skal forsøge at få til at give nogenlunde mening igen. Men jeg vil meget gerne love jer at gøre mit bedste. Måske det bliver til et indlæg, når jeg i ny og næ finder et åndehul. Det håber jeg.

   

28 kommentarer

  • Josephine

    Som andre har nævnt, så skriver du fascinerende godt. Nu véd jeg ikke, hvad din nuværende branche er, men hvis du skulle studere og ikke har brugt dine SU-klip, ville journalistuddannelsen så være et bud? Eller blot nogle fag på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole? Kan anbefale sidstnævnte:-), men den ligger selvfølgelig her i København, og så vidt jeg kan vurdere, bor du i den anden ende af landet:-):

    Helt overordnet: træd lidt vande lige nu. Giv dig selv lidt tid. Find små ting i hverdagen, der kan skabe lidt lys og glæde. Vi har (nok) alle erfaringer med det kolde, mørke sted, hvor du befinder dig (det danske såkaldte forår, haha). Følelsen af meningsløshed er meget tydelig, og som én, der virkelig har aftjent min værnepligt i jobs, som ikke interesserede mig, men som jeg var nødt til at sige ja til, fordi der ikke var andre bud, så kan jeg anbefale, at du tænker på, at du fokuserer på søde kolleger, en fast indtægt (ikke at kimse ad) og ikke mindst rutiner i jobbet, der betyder, at du i en periode kan slippe af sted med at “køre den på rutinen” uden at skulle investere alt for meget emotionelt og praktisk i jobbet. Et jobskifte er måske i øjeblikket populært sagt som at pisse i sengen for at holde varmen. Det er glimrende at gøre sig tanker om, hvad der ellers kunne bringe glæde og lys i dit liv og dit sind, men når man har det som dig, så er man ikke i stand til at træffe solide rationelle beslutninger. Det lyder lidt til, at du søger noget, der kan vække begejstring hos dig. Måske er det ikke i jobbet, du skal finde den indre glæde lige nu. Sådan kan man da også (selv i drømmejobbet) have det i korte perioder.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Hehe, godt set – ja, jeg bor i den anden ende af landet 😉 Jeg har heldigvis nok SU-klip og havde også tænkt lidt på journalistuddannelse, men jeg ved det ærlig talt ikke.
      Åh, du sætter fuldstændig ord på ALT, jeg har tænkt! Nej, man skal absolut ikke undervurdere en fast indtægt og de søde kolleger – det vægter meget tungt i alt det, der fylder lige nu. Som jeg også nævnte i en anden kommentar, er jeg betænksom ved at kaste mig ud i en (måske random?) uddannelse, når jeg har det sådan her. Der er egentlig ikke så meget mere at sige, du har nævnt det hele så pokkers fint, og jeg er simpelthen så enig 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Jeg tror, at vi er rigtig mange, der står i den slags krise lige nu. Jeg hører der i verden. Og jeg står der selv – mindt i orkanens øje af livsforandringer, som jeg selv har initieret fordi jeg bare ikke kunne fortsætte livet, som det var. Jeg aner ikke hvor jeg er om et halvt år. Men jeg håber at det bliver godt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Din tekst vækker inden grad resonans her hos mig. Efter en sådan omgang all-time-low du er i nu kommer der definitivt en bølge af high og feel good. Godt du mærker efter og godt at du har handlekraft til at ændre. Ønsker dig en fantastisk rejse i forandringens tegn ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Pyh, det håber jeg godt nok, der gør. Men den må gerne skynde sig lidt, den bølge der 😉 Tak for søde ord.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Knus, kys, klem, kærlighed og en masse andre søde ting med K til dig. Tak for alt, hvad du har delt og deler nu – uanset om du kæmper eller sejrer, så formidler du altid en refleksion af livet, som vi læsere kan genkende os selv i. Et virtuelt fælleskabs-jeg. Tak for det og dig. Jeg hepper, og jeg hepper fandme højt <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Alt med K lige direkte tilbage til dig, for det er seriøst en kommentar, der varmer <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Matilde

    1000 kram til dig – du skriver vidunderligt, medrivende og nærværende.
    Jeg håber du finder din vej, og at du igen mærker glæden❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Jeg håber virkeligt at du får det bedre og finder det, der gør dig glad!
    Jeg håber du bliver ved med at skrive – elsker dine ord.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michelle

    Du prioriterer helt rigtigt! Jeg håber, du finder en ny og mere glædesfyldt sti hurtigst muligt. Jeg elsker din skrivestil, og selvom jeg jo kun kan tale på mine egne veje, synes jeg slet ikke, du bør bekymre dig om os læsere i mellemtiden – du er ventetiden værd 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nastassja

    Jeg har savnet dine skriblerier. Sender rare og heelende tanker i din retning og HÅBER at du kommer tilbage. Knus <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lika

    Fr.k kløe, det er så rart at høre fra dig igen. Prøv prøv prøv forfatterskolen eller lign. (hvad er det egentlig) – bare det, at du VED, hvad du gerne vil have mere af eller lave åbner en masse muligheder. Jeg har haft noget af det samme som dig, men det er vendt lidt nu, hvor der er mere at lave på mit arbejde. Men jeg har også svært ved at se hvad jeg ellers skulle og ikke mindst, at tage mig sammen til at arbejde mig hen imod det. Well, vil bare sige, at du ikke er alene. Jeg krydser fingre for at du finder en god løsning eller har mod på at søge ind. Du skriver SÅ fantastisk!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Tusind tak og tak for skøn kommentar 😉
      Jamen, jeg er så usikker på det der med Forfatterskolen. Kan næsten ingenting mærke, jeg aner ikke, om det er det rette *dramatisk suk*. Men ja, du har sikkert ret i, at bare det at have en fornemmelse af, hvad jeg gerne vil have mere af, hjælper mig videre 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Dejligt at høre fra dig frøken kløe! Men trist at du er ramlet ind i en krise af de større. Jeg kender det så godt og står på en måde selv i det lige nu. Jeg sagde et godt betalt job på et bureau op pga. stress – men allermest grundet den tilstand du beskriver. Følelsen af at forfalde mens livet bare passerer, fordi man løber rundt i det skide hamsterhjul og ikke kan huske hvorfor (i dramatiske vendinger). Jeg sagde op og meldte mig syg. Det var nødt til at stoppe, så jeg igen kunne begynde at mærke, hvad der gør mig ægte glad. Ikke at det alene var jobbets skyld – men med tiden passede vi bare ikke sammen. Jeg er ikke i mål, men jeg er på vej. Jeg er lidt ældre end dig men overvejer også at videreuddanne mig. Og i dag fik jeg så en invitation til optagelsesprøve på Designskolen (min opgave var endda i top 10). Intet er sikkert, men det fik skyerne til at lette. Jeg har også overvejet Forfatterskolen – og med dine evner synes jeg virkelig, at du skal give det et skud! Arbejdslivet er langt, og det er sgu vigtigt at lande på en hylde som giver mening – og som giver energi i stedet for at dræne <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Tak fordi du deler, det er virkelig rart at læse <3 Jeg er SÅ enig; det er lige præcis sådan dér, det føles. Jeg holder stadig en lille smule igen med uddannelse – er simpelthen bange for at komme til at starte på noget helt forkert og overilet, fordi det jeg står i nu er så skidt, så jeg vil gå rigtig langt for at slippe væk.

      Hvor er det dejligt, at du skal til optagelsesprøve!! Tillykke! Du må fortælle, hvordan det er gået 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • T

    Du er sej, at du er ærlig omkring det! Jeg er også i krise. Af nogle helt andre årsager, men ikke desto mindre i krise. Jeg har på det sidste hørt en del gange, at “der nok skal komme noget godt ud af det, selvom der er en hård omgang”… Nogle gange kan man godt være ved at kaste en lille smule op, hvis man skal høre den kommentar én gang til. Men andre gange kan jeg sgu også godt mærke det – de har sgu nok ret i at det bliver bedre på den anden side. Mere bevidste valg osv. Det skal nok blive godt! Men det er fandme (undskyld mit franske..) hårdt lige nu! Håber du snart finder din vej:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Åh, jeg håber sådan, du får ret 😀 Kommer der ikke noget godt ud af det her i sidste ende, er der simpelthen ingen retfærdighed til længere!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bella

    Ved overhovedet ikke, om det er noget du kan bruge, men som flere herinde allerede har sagt, så er du sindssygt god til at skrive. Du ligger klasser over de fleste på nettet. Ved ikke om du kunne forestille dig at lave din blog til en bog (hvad sker der så med anonymiteten), men jeg er sikker på, du ville kunne få den udgivet, hvis det var. Ved ikke om det kan bruges som en ide til en ny karriere?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Hvor er det sødt af dig at skrive 😀

      Du kan tro, jeg har tænkt over det! Rigtig, rigtig meget endda. Jeg har bl.a. overvejet, om Forfatterskolen kunne være en mulighed – men det er heller ikke bare sådan lige at blive optaget der.

      Med hensyn til at få udgivet bloggen, så er jeg bange for, at et forlag sikkert ikke har lyst til at udgive materiale, der allerede ligger frit tilgængeligt på nettet. Selvfølgelig kunne man skrive om og til, men jeg tror alligevel, det ville blive en udfordring. Derfor har jeg også tænkt på, om en løsning kunne være simpelthen bare at lukke bloggen, fortsætte med at skrive for mig selv, sende ind til et forlag og så bare krydse fingre. Jeg har et plot inde i hovedet! Men jeg ville være ked af at være nødt til at lukke ned her.
      Du nævner anonymiteten – det er vel muligt at udgive under synonym; men ellers forestiller jeg mig, at den nok må gå fløjten, hvis jeg skulle være heldig at lykkes med det hele. Så må det være sådan 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Bella

      Tænk på Nynnes dagbog. Den kom først i Politiken, og kom derefter som bog. Du har jo netop et stærkt kort over for et forlag, fordi du allerede har et navn og en fanskare! jeg ville selv meget gerne købe bogen 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Nå ja, sgu da. Hm. Den skal jeg vist lige tygge på!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Hold da op, det føles nærmest som mit liv du beskriver der. Kender alt for godt det der zombie-agtige rutineliv, hvor man i bund og grund faktisk ikke er særlig glad for noget af det. Sender en masse gode tanker din vej ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Er det helt forkert, hvis jeg er “glad” for, at jeg ikke er alene? <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kreamanden