En slags afsked

Efterdønning

Der skulle ikke ret meget til at få mit bæger til at flyde over i dagene efter skypemødet med Sommermanden. I postkassen fandt jeg en seddel fra min udlejer med en kort besked om, at varmeregnskabet var gjort op, hvorfor jeg nu skyldte 214,65 kroner. Det fik mig til at jamre, som den lille, udsultede kat, jeg fandt for noget tid siden. Hele min verden drejede sig kun om en eneste undren: Hvordan Sommermanden kunne sige nej til kærligheden. Hvis man er forelsket i et menneske, siger man da ikke nej, når det er gengældt, tænkte jeg. “Jeg kan ikke forstå, hvorfor han ikke vil kæmpe for os,” sagde jeg. “Hør efter nu,” svarede Søster hårdt, “Sommermanden har givet, hvad han havde at give. Han har ikke mere i sig.” “Men han er jo forelsket…” prøvede jeg stille. “Ikke nok,” sagde hun, “du kunne ikke få flere følelser frem i ham. Du er ikke en del af hans drøm om et nyt liv. Hvis du var, havde vi ikke denne samtale nu. Han er mere forelsket i den drøm end i dig.”

Det har taget mig mange dage at skrive om mit og Sommermandens brud. Og i noget der vel snart minder om vanlig stil, er jeg selvfølgelig ikke helt færdig endnu, men runder af med en omgang føle-føle og refleksion. De sidste ugers forløb har været fuldstændig umulig for mig at huske ordentligt. Har konstant haft Søster i røret, hvor hun har måtte agere hukommelse. Det har været meget pinefuldt at skulle dykke ned i alle de følelser igen, som disse indlæg har krævet. Og det var egentlig først, da jeg en sen aften formulerede linjerne om vores farvel, at det gik rigtigt op for mig, hvad der var sket. Det var modbydeligt at erkende, at han ikke synes, jeg er værd at kæmpe for. Hæse hulk blev pumpet fra mave til mund i smertelige stød mod svælget, der kom helt bag på mig, og jeg forstod, at det var præcis, hvad Sommermanden havde sagt.

Denne aften gik det op for mig, at han i vores sidste samtale nok erklærede sig forelsket, men at han aldrig nogensinde havde brugt ordet direkte. Jeg tror på, at Sommermanden har ment det, da han sagde det. Men det har taget mig lang tid også at tro på hans handlinger, som desværre ikke altid har stemt overens med ordene. Det kan godt ske, han siger, at jeg er noget helt specielt, at jeg er svær at slippe, at han aldrig regner med at finde noget lige så vidunderligt, som det, vi har haft sammen. Og det kan godt ske, at han ser afstanden som vores fjende. Men jeg tror ikke, det er afstanden. Det er Sommermandens følelser. Eller mangel på samme. For hvis man har fundet kærligheden, hvem ville så nøjes med det næstbedste? Ingen, hvis man spørger mig. Og jeg troede, at det var det, han sagde. At jeg var hans kærlighed.

Jeg er gal på Sommermanden over, at han har fået det til at lyde som om, at jeg har været med til at sætte en kæp i hjulet på vores forhold. I stedet for bare at sige, at vores følelser ikke matchede hinanden. Jeg sagde engang til ham, at jeg drømte om at have modet til at følge ham, hvis han altså spurgte, om jeg ville med. Men jeg tror ikke, han forstod, at det blot var ment som en kærlighedserklæring. Ikke en opfordring til at spørge. Svaret kom straks: “Det er rigtigt, at vi aldrig har diskuteret muligheden for, at du kunne tage med. Men for det første har du altid snakket om, hvor meget du holder af din by, og hvordan du aldrig ville kunne forlade den. Så det giver ligesom sig selv. For det andet vil jeg gerne have det her eventyr for mig selv.” Altså. Som første punkt i forklaringen på, hvorfor vi ikke kan være sammen, skød Sommermanden skylden på mit stærke bånd til min by. Og nå ja. For øvrigt ville han også gerne have eventyret for sig selv. Men burde det netop ikke være hovedargumentet? At han ikke ville have mig med? Ville han have mig til at tænke, at det var min egen skyld, at vi ikke kunne være sammen? Ved samme lejlighed konfronterede jeg ham også med, at jeg følte mig snydt til at tro på, at det, vi havde, kunne blive til noget større. Fordi han i sommer tog min hånd og sagde, at han gerne ville vise mig sin verden, vise, at jeg var så meget mere end bare sex for ham. Fordi han med strålende øjne smilede, at han ville dø af kærlighed, hvis vi mødtes på Island. Og fordi han fortalte, at det gjorde ondt at læse, når jeg havde været sammen med andre mænd end ham. For ikke at tale om alle de småhints, han har drysset over mig gennem hele sommeren. For eksempel når han bad mig bryde alle mine manderegler, selvom jeg forklarede, at det var mit værn mod forelskelse. Men Sommermanden syntes ikke, han havde snydt mig. Nej. Han havde jo bare vist, at han var blevet glad for mig – og det var jo alligevel mig, der altid snakkede om at leve livet fuldt ud, så det måtte stå fuldstændig for egen regning, hvis jeg følte mig snydt, sagde han. Og det er jo rigtigt, at hvis nogen har været fortaler for at sige ja til alt, hvad livet måtte byde, så er det mig. Men som om at det ikke også indebærer forelskelse? Som om at det ikke også indebærer kærlighed? Ah ja, Sommermand. Kommer det bag på dig, at det er sådan jeg oplevede det? Forstår du nu, hvorfor jeg føler mig snydt til at føle noget, du alligevel ikke havde tænkt dig at gøre en skid ved, når det kom til stykket?

Bitter? Ja. Meget. Men derudover tror jeg også, at bloggen har haft betydning. Der er vel efterhånden ingen tvivl om, at den blottelse og sårbarhed jeg mærkede ved at lade Sommermanden læse med, gjorde mig så letpåvirkelig og modtagelig, så det blandt andet var medvirkende til forelskelsen. Det ved jeg så til en anden gang. Måske er Sommermanden blevet fascineret og har ladet sig rive med ind i noget, der måske ikke ville være blevet, hvis han ikke havde vidst, at han blev skrevet om. Har til tider også fået en fornemmelse af, at jeg for ham mere var Frøken Kløe end jeg var mig. Nok fordi jeg så tidligt fortalte om bloggen. Og at Sommermanden altså egentlig herigennem har lært mig rigtigt at kende. Den søde kløe viser jo kun en lille del af mit ellers røvsyge og helt normale liv. Jeg synes, at det har været svært at have ham som læser. Det har gjort mig ufri. På den anden side har jeg også udnyttet bloggen som en kommunikationskanal, hvor jeg har kunnet fortælle Sommermanden det, jeg ikke har haft mulighed for at sige ellers. Har håbet på at kunne provokere ham, tirret ham til reaktion. Som regel med held. Se bare det indlæg han selv skrev. Kan dog konkludere, at det ikke er den mest optimale kommunikationsform. Surprise. Og jeg har lige benyttet mig af det igen. Super.

Hvis nogen spørger, hvordan jeg har det nu, vil jeg svare, at jeg mest af alt føler vrede. Jeg kan mærke, jeg bliver varm af netop dette, når jeg stalker Sommermanden på Instagram og ser alle billederne af hans nye liv med hashtags og filtre. Det er som at se kulisser i en film, jeg fatter ikke, det findes, jeg kan på ingen tænkelig måde forestille mig, hvordan der må være der. Jeg kan se, der er fart på. Jeg kan se. Endelig kan jeg se. Noget af det sidste jeg sagde til Sommermanden, var, at jeg håbede, jeg kunne blive tilstrækkeligt vred på ham. Hans ansigtsudtryk fortalte mig, at han ikke brød sig om at høre det. Men jeg føler vreden, jeg lever den, byder den lettet velkommen og beder den hjælpe mig presse hver en dråbe af Sommermanden ud af mit blod. Der findes en styrke og fandenivoldskhed ved min vrede, som jeg langt hellere foretrækker end den svaghed, der følger tårerne.

Ikke at jeg slet ikke græder længere. Det er bare ikke på samme måde som før. Er under alle omstændigheder mest på tidspunkter, hvor jeg har for meget tid til at mærke efter. For alt det med vrede er jo fint nok. Hjælper mig ligesom med at komme videre. Omend man godt kunne efterlyse et lidt højere tempo i den henseende. Men jeg savner også Sommermanden. Helt vildt meget. Jeg savner ham, som han var engang. Men ham, jeg har beskrevet i dette indlæg, har jeg ikke lyst til at være kæreste med. 

Så her ender historien om Sommermanden. Med en brændt og forkullet Frøken Kløe. Lad mig slutte med maner til tonerne af Tami Tamaki, som har begået hvad jeg for tiden anser som værende mit livs soundtrack. Det er i hvert fald både smukt og ærligt og på konstant repeat i min øregang.

   

14 kommentarer

  • Bella

    Blev bare lige nødt til at sige TAK for at anbefale den sang! Den kører også på repeat her, den er så fin jo.
    Derudover så er jeg altså blevet kæmpe fan af din blog – anonymiteten, din skrivestil og ærlighed kan bare noget helt særligt. Er ked af det du går igennem, men tak fordi du deler!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Jamen, er den ikke bare smuk?! Jeg eeelsker den sang!
      Tusind tak fordi du læser med og giver dig tid til at kommentere – det varmer 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Av Frøken Kløe. Virkelig av! Din fortjener et kram og en masse øller. Og søde mænd. Mænd der ikke rejser. Mænd der ikke snyder.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Kære Frøken Kløe. Største solidaritetskram. Jeg har også været der. Min sommermand rejste ikke fysisk fra mig men gik efter et vidunderligt, magisk og øjenåbnende halvår af kemi og lidenskab fordi hans “følelser ikke helt var der og fordi han var bange for mine følelser”. Han knuste mit hjerte som ingen har gjort før. Det handlede om et knudret selv, en fantasiforestilling om at kærlighed minder om tilbedelsen af en muse. Han sagde til mig at han ikke troede at han kunne med andre end mig, at jeg på alle måder var perfekt men at han ikke var opslugt af forelskelsen og derfor måtte han ende det. Dybest set blev jeg forladt af Peter Pan. Jeg var ulykkelig i et år. I dag er jeg lykkeligt sammen med en anden, og har en anden kærlighed som jeg ikke ville bytte med noget, fordi den er gengældt, tryg og dyb. Jeg vil slet ikke være i et forhold som på den måde skal defineres af en sværmer (som jeg også læser at sommermanden er). Jeg tror dog ikke man sådan lige glemmer sådan en oplevelse som både du og jeg har haft. Den ændrer én. Og når du har været i det lidt og din vrede har hjulpet dig videre (for det gør den), vil du også kunne tage det med dig som et dyrebart minde.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Tusind tak for en dejlig kommentar. Det betyder virkelig meget mere end du aner <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Av, hvor gør virkelig hjerteskærende ondt at læse. Sådan helt inden i. Men du er stærk og ærlig. Det er virkelig beundringsværdigt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Vrede er godt. Jeg holder med Vrede. Især fordi jeg bliver vred på dine vegne. Jeg gennemgik det samme for 3 år siden, dog endte mit vrede farvel med en mand der sagde, at han ikke ville opleve verden uden mig og da jeg endelig tilgav ham, så blev vi kærester (og er det stadig). Mænd er idioter. Ikke altid bevidst, men alligevel idioter, fordi de tror de passer på os, alt imens de selv nyder godt af varerne og holder os for nar med deres falske forelskelser. Mit endte ud i en rigtig forelskelse og på trods af at være i et godt forhold nu, så fortjener du mere. Det er hårdt at komme over sådan et svigt, selv når fyren siger, at han faktisk gerne vil en 110%. Godt for dig, at du sagde stop og synd for Sommermanden, at han smider guld på gaden.
    Tanker og optimisme herfra!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Ja, jeg fortjener helt ærligt mere end det der, som Sommermanden har haft gang i – men jeg kan alligevel ikke lade være med lidt at ønske, at han ville sige det samme som din kæreste gjorde. Dejligt I to fandt ud af det!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Godt at du er kommet ind i vrede-fasen – den hjælper dig til at handle og komme videre. Du gør det helt rigtige, og du skal nok komme igennem det. <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Kære Frøken
    Ved ikke, hvad jeg skal sige. Så det bliver et stort tak, fordi du deler dine følelser, glade som triste, med os andre. Og masser af gode tanker til dig! Håber dit humør løfter sig snart 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En slags afsked