Derfor

Efterlysning: Danseboy

Jeg så dig første gang i november. En eftermiddag i toget fra den ene ende af landet mod den anden. Du sad skråt overfor mig. Havde skulderlangt, lyst, bølget hår. Høj. Måske omkring femogtredive år gammel. Din frakke var mørkeblå og dobbeltradet. Du vidste naturligvis ikke, at jeg netop var på vej hjem fra en katastrofal weekend, som havde givet mig mere end nok at tænke på, og at det var grunden til, at jeg så sjældent kunne gengælde dit blik. Men når det alligevel skete, smilede du på sådan en skæv, sød måde, så jeg havde svært ved at koncentrere mig om mit til turen indkøbte sladderblad. Da vi nåede min by, stod vi begge af. Kiggede på dig over skulderen. Men jeg skyndte mig gennem banegården, for jeg fornemmede, at du måske ville sige noget til mig, og det var simpelthen mere end hvad jeg kunne overskue den dag.

Efterfølgende så jeg dig nogle gange rundt omkring i byen. Stadig samme mørkeblå frakke. Men du så vist ikke mig. Eller også lod du bare som ingenting. Jeg tænkte, der nok var noget, jeg havde misforstået.

Nu er det sådan, at jeg er glad for at danse. Det er vist slået fast et par gange. Så selvfølgelig melder jeg mig på dansehold i fitness. Der er især dette ene hold, hvor der sjældent kommer nye til, men hvor vi mestendels er den samme håndfuld hårdkogte dansedamer, der tropper op og sveder sammen. Så når der endelig kommer nye, er det altid lidt af en sensation. Især hvis det er en mand. Men der stod du pludselig en dag, Danseboy. Dit hår var klippet kort nu, og jeg kendte ikke dit navn før da, men selvfølgelig hedder du Danseboy.

Jeg er hende, der gennem så lang tid er kommet regelmæssigt på holdet, så jeg anses som værende en af de rigtigt inkarnerede dansedamer, der kan tillade sig at gøre krav på en fast plads i salen. Og skulle en ny forvilde sig ind på forreste række blandt os, bliver denne hurtigt forvist til den bagerste. Ja. Sådan er jeg. Irriterende. Ved det godt. Jeg tror, du var overrasket over at være ene hane den dag. De andre damer var helt fjantede over, at en mand dukkede op til dans, så du fik lov til at stille dig, hvor du ville. Først var det i højre hjørne. Jeg fortsatte forbi dig. Mit vand placerede jeg foran spejlet. Indtog position. Kunne godt se, at du vendte dig efter mig. Og sekundet inden timen gik rigtigt i gang, greb du hurtigt din egen drikkedunk, satte den ved siden af min, der var pink, og placerede dig derefter roligt lige bag mig. Det viste sig allerede efter de første par takter, at du ikke kan danse, Danseboy. Men du grinede bare til mig i spejlet, hver gang du trådte galt. Jeg smilede opmuntrende tilbage, for vi havde øvet koreografien i ugevis, og heller ikke jeg kunne finde ud af de sammensatte blokke den allerførste gang. Jeg måtte gå tidligt, midt i udstrækningen, for jeg havde en aftale, der ikke kunne vente. Da jeg kom fra omklædningsrummet, var du på vej ned ad trapperne. Ventede til det helt rette øjeblik, før jeg sendte dig et koket øjekast. Du lyste. Jeg blev pludselig fej og skyndte mig videre.

Jeg har været på hvert eneste dansehold lige siden. Du kom aldrig tilbage.

   

4 kommentarer

  • Sidder og scroller op og ned i din feed – hvad filan blev der af Løven og Kreamanden part 2 😄 Jeg er jo helt afstumpet uden den viden 😂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Jamen, jeg var faktisk også i gang med at skrive part 2. Men så begyndte jeg simpelthen at kede mig sådan og gik helt død i det, så jeg fandt på dette indlæg i stedet. Men alt det med Danseboy skete faktisk også før Kreamanden – jeg har bare glemt at skrive om ham – så som sådan passer det egentlig nogenlunde fint ind i tidslinjen, hehe 😉
      Men jeg skal nok lige prøve at tage mig sammen i nærmeste fremtid og se og få gjort det færdigt 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kom tilbage Danseboy!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Derfor