Optakt

En slags afsked

Årsagen, til at jeg følte mig klar til at snakke med Sommermanden, skal findes nogle dage forinden. Han havde skrevet til mig en morgen i forrige uge. Spurgte, om jeg havde lyst til at ringes ved om aftenen. Jeg blev uendeligt glad. Sad der ved skrivebordet og smilede så fornøjet, at mine kolleger til sidst bemærkede det, blinkede og prikkede mig i siden. Dagen sneglede sig afsted. Jeg sværger, jeg talte minutterne. Så er knap tolv timers venten altså længe. Men det var lige meget. Ventede gerne dobbelt så lang tid for at se Sommermanden. Havde forestillet mig, at vi nu endelig skulle have en god, lang og ærlig snak. Jeg havde i hvert fald helt enormt brug for at høre ham bekræfte mine ønsker om det langdistanceforhold, vi forhåbentlig arbejdede hen imod. Da det endelig blev tid, fik jeg kortvarigt åndenød over at se ham tone frem på skærmen. På det tidspunkt havde vi ikke set hinanden i over en måned. Men ak. Internettet bestemte sig for at modarbejde os fuldstændig, og forbindelsen var så dårlig, at vi måtte ringe hinanden op flere gange. Derudover viste det sig imidlertid også, at Sommermanden befandt sig på sin nye arbejdsplads og derfor ikke kunne tale frit. Det blev en overfladisk, ligegyldig samtale. Det blev et antiklimaks uden lige. Sommermanden foreslog, at vi i stedet kunne ringes ved om aftenen den følgende søndag.

Efter den meget lidt forløsende samtale med Sommermanden, tastede jeg Søsters nummer. Har tidligere været lidt inde på, hvordan hun dagligt lod høre fra sig for at sikre, at jeg ikke druknede i de kaotiske bølger mine følelser skabte. Men da jeg fortalte om, hvordan Sommermanden havde siddet på arbejdet og ikke kunne snakke ordentligt med mig, fik hun nok. “Hvad så nu? Har du tænkt dig at være ked af det helt indtil på søndag? Og hvad så derefter? Når han gør dig ked af det igen? Du giver og giver, men får ingenting tilbage. Er du slet ikke klar over det?” spurgte hun. Gav mig en ordentlig røvfuld tough love. “Men Sommermanden sagde jo, at vi med tiden skulle se, hvad vi kunne blive til. Og det var ham, der foreslog at snakke igen. Han vil gerne se mig!” forsøgte jeg. “Han vil ingenting. Han sagde jo også, at han ikke ville love dig noget. Og han er på Tinder. Leder efter sit livs kærlighed. Hvor meget tydeligere vil du have ham til at sige, at det ikke er dig?” fortsatte Søster. “Men han siger det jo ikke. Han er nødt til at sige til mig, at det er slut, hvis det er. Jeg kan godt se alt det andet han gør. Men jeg kan ikke høre det,” røg det ud af mig. Gudfader, tænkte jeg, er det virkelig sådan jeg har det? Og lige dér gik det op for mig, at jeg var blevet den mest ynkelige udgave af mig selv, som jeg overhovedet kunne blive. “Hvorfor skal du altid helt derud, hvor du lader mændene tryne dig? Hvorfor kan du ikke selv tage en selvstændig beslutning om at ende det?” Søster gav mine drømme dødsstødet. Og sådan fortsatte vi med at diskutere de næste tre dage. Søster, der forsøgte at få mig til at fatte, hvad jeg så længe ikke havde været i stand til at forstå; og jeg, der langsomt men sikkert endte med at tage imod. Vores snakke var timelange, og når der var blevet lagt på, reflekterede vi hver især indtil næste dag, hvor alt endnu en gang blev endevendt. “Du skal passe på dig selv. For han har ikke tænkt sig at gøre det. Du skal vælge dig selv i stedet for hele tiden at lade ham vælge dig fra,” sagde hun. Den gik rent ind. Hun havde jo ret. Og således gik det til, at jeg henover tre dage gik fra at have et altoverskyggende behov for at få svar på utallige spørgsmål til at være fuldstændig afklaret.

I søndags var det en uge siden, at Sommermanden og jeg mødtes på Skype. Det var ellers en helt normal dag. Septemberhimlen var strålende blå, og jeg tænkte, jeg måtte adsprede mig selv, så jeg ikke ville gå alt for meget til af ren nervøsitet og spænding inden klokken slog otte om aftenen. Valgte at cykle i Ikea. Måske ikke helt gennemtænkt kun at have en cykelkurv til rådighed, når man går shoppeamok. Men med en smule behændighed lykkedes det til sidst, og jeg drønede afsted på Det Røde Lyn med podcast i ørene og et sandt læs af blomster, billedrammer og fnugruller. Hjemme igen gik jeg i gang med støvsugning. Og før jeg vidste af det var der kun en halv time til, at jeg skulle se Sommermanden. Jeg kan godt det her, tænkte jeg hele tiden. Havde flere sider med nedfældede tanker som lå klar ved siden af computeren. Jeg havde forberedt mig på to mulige udfald. At det enten ville være en få minutters kort samtale, hvor jeg fik sagt, hvad der skulle siges. Til det havde jeg en enkelt sides stikord. Eller at Sommermanden ville begynde at stille spørgsmål til min beslutning og måske endda give lidt af sig selv og sine egne tanker om vores forhold – hvortil jeg havde griflet hele fire siders argumenter ned, fordi jeg vidste, at jeg ville glemme hvert og et, når jeg først så ham igen. Havde desuden med største omhyggelighed forsøgt at slå det tåbelige, spinkle håb ihjel, der trods alt stadig levede i mit bryst, ved hele tiden at minde mig selv om, at lige meget hvad, så kunne dette kun ende med skuffelse. Var med andre ord så klar og fokuseret, som man overhovedet kan blive, når man skal afslutte tingene med det menneske, man allermindst har lyst til at sige farvel til. Klokken 19.58 bankede mit hjerte alligevel så hårdt, at jeg måtte ringe til Søster for anden gang den dag. “Jeg har glemt det. Ved ikke, hvad jeg skal sige. Hvorfor er det nu, at jeg er nødt til at gøre det her?” skingrede jeg. “Fordi du er mere værd end det, han byder dig,” svarede hun roligt. “Åh. Nå ja,” mumlede jeg. I samme øjeblik bimlede min computer.

Sommermanden så ud, som han plejede. Håret var lidt pjusket, han var næsten lige stået op, sagde han. Det var underligt at se ham der. Vi føltes så tæt og alligevel langt fra hinanden. Han viste mig rundt i sit nye hjem, tog mig med ud i køkkenet, bryggede en kop kaffe, mens jeg så til fra min sofas bløde hynder på den anden side af jorden. Vidste, at jeg var nødt til at få det sagt hurtigt, ellers ville modet svigte mig, hvis jeg ventede for længe. “Sommermand,” begyndte jeg, “jeg kan ikke blive ved sådan her længere.” Han sad stille. Og så forklarede jeg ham, at jeg ville have en, der er lige så forelsket i mig, som jeg er i ham. En, der vil kæmpe for mig. Men at alt hvad han gjorde, kun gødede min spirende tvivl om netop denne kampånd, som var blevet sået den skæbnesvangre aften, jeg stalkede ham på Tinder. At jeg ikke ville snakke med ham længere, når han ikke følte på samme måde. At jeg var nødt til at passe på mig selv nu. Sådan sagde jeg, mens mit blik flakkede mellem skærmen og mine sirlige noter, der med pink overstregning markerede de vigtigste pointer.

Og jeg havde jo regnet med en kort samtale. Det havde jeg. Og selvom jeg ikke kan benægte den lille snas af naivt håb, der sad som en igle i mit inderste hjertekammer, så havde jeg jo også regnet med det svar, han gav mig: “Du har ret i, at vi skal stoppe nu. Det her – vi – er ikke realistisk.”

Var jeg klog, havde jeg afbrudt samtalen der. Det var jo alligevel også det, jeg havde forberedt mig på. Dum er vist en mild underdrivelse i denne sammenhæng. Jeg er ikke sikker på, hvilken følelse det gav mig at høre ham sige sådan. Afmagt. Irritation. Ked af det-hed. Alt muligt. Det var under alle omstændigheder ikke en rar ting, der ulmede i mig. Skide være med det, tænkte jeg, og konfronterede ham nu med alle frustrationer, al undren, selvom jeg havde lovet mig selv at lade være. “Der er bare noget, jeg ikke forstår. Jeg forstår ikke, hvordan man kan lukke ned og bestemme sig for ikke at blive forelsket, fordi man skal rejse,” bed jeg bittert. “Nej,” sagde han efter lidt tid, “men det kunne jeg jo åbenbart heller ikke.” Og herfra husker jeg kun vage brudstykker. For det eneste jeg fattede, var, at Sommermanden lige havde indrømmet, at han havde flere følelser for mig, end jeg troede. Så var alt andet ligegyldigt. Pludselig spillede det ingen rolle længere, at han få øjeblikke tidligere lige havde fortalt, at han syntes, vi skulle stoppe al kontakt. Ligesom det heller ikke spillede nogen rolle, at det sådan set havde været hele mit mål med opkaldet. Gled fuldstændig i baggrunden for mig. Sådan en form for selektiv hørelse og vægelsind er en typisk bivirkning ved ulykkelig forelskelse, skal jeg sige jer. Det fik gigantisk betydning for min forståelse af resten af samtalen.

Jeg husker ikke hvornår, men på et tidspunkt blev Sommermanden meget berørt af hele situationen. “Du er så svær at give slip på,” sagde han med grødet stemme og tunge tårer i øjenvipperne. Anede ikke, hvad jeg skulle svare, andet end at jeg ikke kunne græde mere over ham. Han fortsatte med at sige en masse med, at jeg var en ener, at han ikke ville finde nogen som mig igen. Det forekommer mig, at det også var deromkring, at han igen kom ind på afstanden som værende vores kærligheds fjende nummer et. Helt ærligt. Så var jeg ikke i stand til at forstå et eneste ord. Så hans mund bevæge sig, men kunne kun høre mine egne tanker skrige: Han er forelsket i mig, han er forelsket i mig, han er forelsket i mig. Selv når jeg af al kraft forsøger, kan jeg her bagefter ikke genkalde mig præcis, hvad der blev sagt mellem os. Alt flyder sammen.

Sommermanden græd og græd. Jeg kunne se mit eget ansigt som en bleg klat i bunden af skærmen. “Hvorfor græder du, Sommermand?” hviskede jeg. “Fordi jeg ikke kan give dig det du fortjener,” svarede han. Og så: “Jeg er på vej med hundrede kilometer i timen mod et nyt liv, Frøken Kløe.” Mærkede en snigende fornemmelse af, at der måtte være en detalje, jeg ikke havde fået ordentligt fat i. Ligesom når man sidder i matematiktimen og indser, at der er noget helt grundlæggende, man må have misforstået, fordi de pokkers x’er og y’er slet ingen mening giver. “Jeg skal lige være sikker på, at jeg forstår det her rigtigt,” jeg hævede stemmen i et øjebliks klarhed. “Du vil ikke være sammen med mig, fordi vi er for langt væk fra hinanden?” Han nikkede. “Og du vil ikke være sammen med mig, fordi der ikke er plads til mig i dit nye liv?,” fortsatte jeg. “Ja,” svarede Sommermanden stille. På et tidspunkt fik han sagt noget om, at han alligevel stadig gerne ville holde kontakten. “Hvad regner du med? Tror du, at jeg kan finde ud af det? Er du klar over, hvor meget jeg længes efter at høre fra dig hver dag? Tror du, at jeg bare kan stoppe med at have det sådan her?” spurgte jeg. Nej. Det troede Sommermanden jo ikke, og han måtte æde ordene i sig igen. Derefter var der ikke meget mere at sige.

Vi endte med at tale sammen i tre timer. Indimellem havde vi grinet og snakket om andre knap så alvorlige emner. Vi havde siddet i stilhed og betragtet hinanden. “Jeg kan ikke få mig selv til at sige farvel,” sagde jeg, og jeg husker det som om, han sagde det samme. Stirrede på ham, sugede øjeblikket til mig, indprentede mig hans ansigts linjer, hans tårer, hans måde at kigge på mig. Jeg rakte hånden frem og aede hans kind. Så lagde jeg på.

“Han har det på samme måde som mig! Det sagde han!” jeg stod kort efter kæderygende nede i min mørke baggård og ringede Søster op. Hun lød overrasket og skeptisk. “Hvad mener du?” spurgte hun. “Sommermanden er forelsket,” min stemme rystede. “Men fik du afsluttet det?” ville hun vide. “Ja. Men han er forelsket,” svarede jeg. “Det vigtigste er, at du stod ved din beslutning og gjorde det forbi,” sagde Søster, inden vi lagde på. Sådan føles det bare ikke, tænkte jeg.

   

13 kommentarer

  • Nana

    Er du glad for at du fik fortalt sommermanden at du var forelsket i ham før han rejste?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Hmm. Ja, det tror jeg nok, at jeg er. Han ville jo under alle omstændigheder have kunnet læse det herinde, så det ville virke underligt, hvis jeg ikke havde sagt noget, tænker jeg. Jeg er nok nærmere knap så glad for i det hele taget at have fortalt ham om bloggen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • L

    Puha. Det var lidt en mavepuster at læse.
    Jeg har heppet på dig og Sommermanden hele vejen. Helt ind til fornyelig.
    Jeg har selv haft en Sommermand. For 4 år siden. Han flyttede bare ikke. Det gjorde det endnu sværere at sige farvel.
    Fik først sagt rigtigt farvel fornyelig. Fordi jeg har fundet en mand der rent faktisk fortjener mig.
    Det er hårdt at sige farvel, og jeg synes det er mega sejt du kan det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Jeg havde også heppet, det havde jeg virkelig, virkelig.

      Men tillykke med din nye mand! Det er dejligt at høre 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Andrea

    Første gang jeg kommenterer, og har fuldt med fra starten. Tænker på dig, føler med dig og håber for dig Frøken Kløe. Det gør jeg virkelig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Vikki

    Åhhhh, Frøken Kløe!
    Jeg har selv givet mit hjerte til den forkerte mand i foråret, og selvom der ikke fysisk er en halv verden i mellem os, så er den der i metaforisk forstand.
    Jeg har følt nærmest simultant med dig omkring sommermanden, og gør det stadig. Dine indlæg rammer mig lige i solar plexus.
    Min sommermand og jeg har dog netop taget vores helt rigtige afsked, fordi han nu har mødt en anden.
    Vi må videre, du og jeg. Men det er nemmere sagt end gjort!
    Når man har fået smag for den der kemi og tiltrækning, virker alt under det pludselig meget ligegyldigt selv til trods for kløen. Og det er svært at forestille sig, at der findes noget, der kan måles med det, og hvis der gør, ville vi jo ikke have det. Vi vil have vores sommermænd. Suk!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Er det grimt at sige, at jeg bliver lidt glad for, at jeg trods alt ikke er alene? 😉
      Af hvad jeg ved, har min Sommermand dog ikke mødt en anden endnu, men med den fart han har på, varer det nok ikke længe.
      Ja, det er virkelig svært at komme videre, alle andre mænd virker pludselig så underligt farveløse. En eller anden dag må det selvfølgelig lykkes for os, men indtil da er det virkelig, virkelig ikke sjovt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Vikki

      Jeg sendte et link til indlægget til min veninde med ordene “Heg er i det mindste ikke alene”, så vi er helt på linje der 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh gud! Sidder her og hyler ned i min morgen-skyr. Hvor er det bare …… ja, jeg er tom for ord.

    Det irriterer mig meget at Sommermanden ikke kan mande sig op hvis han har det på den måde han har og samtidig er det jo også som om at alt skriger: slip væk, slip væk. Han er ikke dine følelser værd.

    Måske en god lang pause nu ville gøre jer begge godt? Du har i hvertfald brug for at lægge flere kilometer til ham psykisk end der er fysisk mellem jer lige nu.

    Tanker herfra!
    – Pigepaatvaers

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Jeg tror, at en pause, der varer sådan cirka for evigt, er hvad jeg har brug for 😉
      Og ja, du har helt ret – han er ikke mine følelser værd.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • MiriamsBlok

    Jeg tror uden tvivl, afsked er det bedste. Men jeg kan også godt forstå, hvis du ikke kan overholde det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Det tror jeg også. Vi har ikke snakket sammen siden, og jeg er fast besluttet på at holde det sådan.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Optakt