Gæst

Farvel Handymand

Handymanden ringede dog stadig troligt hver eftermiddag. Jeg blev irriteret og mærkede en dump følelse i kroppen, så snart jeg så hans navn lyse op på telefonen. Og der var ligesom aldrig det rette tidspunkt at sige tingene på. Det begyndte at haste, for weekenden nærmede sig, og jeg havde ikke tænkt mig at tilbringe den sammen med Handymanden. Det blev korte samtaler. Enten havde jeg travlt, eller også havde han. Forsøgte at tage mig sammen og være sød, men jeg havde ikke mere at snakke med ham om.

“Hvad laver du?” spurgte jeg en aften og kunne høre larm i baggrunden. “Hjælper lige en kammerat,” svarede han. Jeg bad ham sige til, når han var kommet hjem og var alene igen. Hvis jeg ikke fik sagt noget denne gang, ville Handymanden næste dag sætte sig ind i sin bil og køre mange kilometer for at møde mig. Det vidste jeg. Der gik en times tid. Så kimede telefonen. “Jeg er hjemme nu,” sagde han. Lod ham smalltalke en rum tid, mens jeg kunne mærke pulsen tage til. “Jeg synes ikke, du skal komme i weekenden,” sagde jeg i én lang udånding, “eller nogensinde. Jeg synes ikke, vi skal ses mere.” Pause. “Det tænkte jeg nok,” mumlede han og tilføjede, at han havde håbet, jeg ville ombestemme mig. Det undrede mig, at han stadig ville fortsætte efter vores weekend sammen. Var det kun mig, der havde oplevet den som fuldstændig mislykket? Jeg sagde, at jeg ikke ville ombestemme mig, og hans stemme blev hård og kold: “Hvorfor giver du så hurtigt op? Hvorfor vil du ikke give os en chance?” “Det synes jeg også, jeg har. Jeg har ikke løjet for dig, Handymand. Det var helt oprigtigt, da jeg sagde, at det kun skulle være os to. Men det har ændret sig nu. Og så er der ingen grund til at fortsætte. Det bliver bare værre. Så er det bedre at stoppe nu, inden man bliver alt for involveret,” svarede jeg. Åhr. Det gjorde ondt at sige. Giv ham hvad du aldrig selv fik, tænkte jeg. Han var så stille. “Der er ting jeg gerne vil sige,” sagde han til sidst på sin nye, kolde måde, “men det kan være lige meget. Du er ikke en del af mit liv mere.” Hans kniv var skarp, han skar allerede. “Hvis du har brug for at sige noget til mig, lytter jeg gerne,” svarede jeg og kneb øjnene i, for det var ikke en spor rar snak, det her. Hans stemme blev atter velkendt og spinkel, da han bad mig give os weekenden. Afslag. Og vips! var det med en nærmest hånlig klang, da han sagde, han ikke kunne bruge det til en fucking skid, at jeg syntes, vi havde været vigtige. Han var fuldstændig ligeglad, sagde han. Nu savede han ligefrem. “Jeg er ked af at gøre dig ked af det. Det håber jeg, du ved,” var noget af det sidste jeg sagde til ham. “Det er spillets regler. Hvis man aldrig satser, vinder man heller aldrig,” han lød træt og slagen. “Tak fordi du satsede sammen med mig,” sagde jeg og mente det.

Når jeg tænker på Handymanden, er det med stor ømhed. Det er jo altid noget specielt hver gang mennesker involverer sig i hinanden. Men måske kan et bål, der brænder så intenst og med så sultne flammer, kun brænde for en stund. Selvom han ikke ved det, hjalp han, da jeg ikke kunne hjælpe mig selv. Og jeg havde uden tvivl ret, da jeg tænkte, at hele følelsesorgiet i virkeligheden udsprang af den knude, Sommermanden forlod mig med. Måske fik jeg udlevet alt indestængt med Handymanden. Men når man først er blevet forløst, skrumper knuden. Bliver ligesom lysere, lettere. Jeg havde bildt mig selv ind, at han ikke var en rebound, men kan godt se nu, at det var præcis, hvad jeg brugte ham til. Det gav mig en uges tid med sørgelige kærlighedsfilm på sofaen for at retfærdiggøre min dårlige samvittighed. Men jeg må jo også indrømme, at om ikke andet har bekendtskabet med Handymanden haft den ønskede effekt, og det kan jeg kun være taknemmelig for.

“Jeg har slettet dig på Facebook og Snap. Vil bare lige være sikker på, at du ikke tror, det er sket i hverken trods eller noget lignende – men udelukkende for ikke at blive mindet om dig, indtil jeg får dig ud af systemet. Jeg var nået at blive vild med dig,” skrev han. Og jeg havde jo lært, at når Handymanden sætter sig noget for, er det hundrede procent. Vi har ikke snakket sammen siden.

   

4 kommentarer

  • Pernille

    Min erfaring er, at de rigtig gode forhold ikke bliver sure hurtigere end mælk… men det var godt nok dejligt at læse med om Handymanden. Og om hvor glad han gjorde dit midt i det hele 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Nej, det skulle jo gerne forblive rart og sjovt og godt lidt længere tid end det var tilfældet mellem os. Men ja, det var skønt for en stund og om ikke andet gjorde han mig glad igen 🙂
      Dejligt du kunne lide at læse med 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Av. Glædelig jul søde Frk. Kløe – og tak fordi at vi må læse med.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Ja, det var rigtig ærgerligt men nok for det bedste alligevel.
      Tak – god jul til dig også 😀 <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Gæst