Om at mærke når grænsen er nået

Farvel

Jeg har trængt til at få et skub. Har ikke evnet at afslutte tingene med Eksen. Selv kløen forsvandt, men jeg kunne stadig ikke. Kunne ikke puffe mig selv ud over kanten ud i ensomheden. Trangen til at springe kom pludselig. Det skete, da Eksen i sidste uge foreslog mig at slette Tinder. Og jeg panikkede. Jeg skal ikke slette noget som helst. Det kunne han ikke forstå. Det gik op for mig, at han ser os som et par.

Efter weekenden har jeg været glad og let, og jeg kunne mærke, hvor meget jeg havde savnet det. Pludselig vidste jeg, hvad jeg skulle sige til Eksen. Det er jo så simpelt, det er så lige til: Jeg vil ikke være din kæreste. Jeg har helt ærligt ikke vidst, hvad jeg skulle sige til ham før nu. Kunne lige se det for mig. “Det er bare fordi. Dig og mig. Det er ikke. Altså. Måske. Ikke så godt. Vel. Så. Du og jeg? Nej,” ville jeg kvække siddende der på sofakanten, og han ville kigge sørgmodigt på mig, og jeg ville æde alle ordene i mig igen. Men pludselig hørte jeg det klokkeklart. Hvorfor har jeg aldrig tænkt på hvor enkelt det er? Jeg vil ikke være din kæreste. Jeg vil ikke være din kæreste. Jeg vil ikke være din kæreste.

Da jeg kom hjem fra træning i går, stod han foran min hoveddør. Med roser. Åhr. Jeg kunne ikke engang virke rigtig glad. Han kom med op. Havde også købt kakaomælk til mig, da han handlede ind, for det ved han, jeg elsker. Gjorde det ikke lettere. Jeg stod længe på badeværelset og kiggede på mig selv i spejlet. Overvejede seriøst, om jeg skulle lade være med at sige noget. Men jeg var ikke mig selv og kunne ikke skjule, at der var noget i vejen. Pludselig fandt jeg os midt i et skingert skænderi, og jeg fik endelig sagt det, fik det skreget og slynget i hovedet på ham af al kraft. Han græd. Først rasende tårer, så desperate, og til sidst stille, tunge tårer. Han sad med hovedet mod mit bryst, jeg strøg ham over håret, min mave blev varm og våd af den salte strøm.

Nu er han lige gået. Han sov her, vi havde en skøn aften sammen, og i nat lå han som en varm, levende klump ved siden af mig. Hans hånd var tør og stor, da jeg tog den; vores flettede fingre hvilede tavst på dynens bæk og bølge. Hans hud brændte feberhedt, da jeg lagde mig ind til ham. Jeg klemte hans øreflip mellem pegefinger og langemand.

Han tog mig i sin favn, da han stod i min gang med jakke og sko på. Gemte sin næse på mit blødeste sted mellem kæbe og hals. Så sagde vi farvel. Og nu græder jeg.

   

14 kommentarer

  • Kirsten

    Søde Kløe,
    Selvfølgelig græder du. Men tag det fra en aldrende kvinde der har været gennem lidt af hvert og sikkert slet ikke burde læse med herinde. Men vi er nødt til at lukke døre bag os før de nye døre kan lukkes op. Og du er ung og på vej i livet, tunge byrder holder dig tilbage og overflødig dødvægt skal overbords.
    Du er ikke god for ham (men det forstår han ikke endnu) og han er så sandelig ikke god for dig – det har du forstået og derfor kan du komme videre.
    Græd de tårer du er nødt til at græde og ret sig så op og se fremad, der venter så mange gode ting forude!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Hej Kirsten – tak for din kommentar, den varmede.
      Du har helt ret i, at vi ikke er gode for hinanden længere, han ser det bare ikke endnu. Men det her har stået på alt for længe, og vi gør kun hinanden ondt, mens vi står i stampe. Det nytter simpelthen ikke noget. Det er svært at miste sin bedste ven, og for Eksens vedkommende, den, han ønsker at starte familie med, men ingen af os skal nøjes på den måde.

      Men du bør da SÅ meget læse med herinde, det er helt sikkert! Alle er velkomne 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Agnes

      Jeg ved godt både post og kommentar er gammel, og at jeg er håbløst bagud (men prøver i hærdigt at indhente det forsømte og er ved at læse mig gennem alle dine skønne indlæg), men det jeg egentlig vil skrive er: Åh, hvor rammer Kirstens kommentar mig og åh, hvor er det klogt! Ville ønske jeg havde nogle flere voksne og erfarne kvinder i mit liv, der kunne dele lidt af deres visdom og livsklogskab!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Det er altid hyggeligt at læse lidt tilbage 🙂
      Jeg har det på samme måde som dig. Var også selv fælt glad ved Kirstens kommentar, den varmede langt inde.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Been there. Det er så svært, men for mit vedkommende kan jeg sige, at det var det helt rigtige. Og jeg føler, det var en værdig afsked. Vi var enige, men vi græd også, og sådan skal det også helst være, når man har elsket hinanden, synes jeg.
    Jeg er helt sikker på, det bliver bedre lige om snart <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Jeg er enig – tårer hører til når man har elsket. Der er noget, der skal sørges over. Jeg troede jo for fanden, det skulle være ham! Men jeg har jo godt vidst i et stykke tid, at det måtte have en ende. Skulle bare lige lære at give slip.
      Jeg håber virkelig også det bliver bedre snart, det kan det kun blive <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Det er aldrig let. Det kræver sgu nosser.. Du er sej.. <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mille

    Argh fuck!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Meget rørende skrevet.. Der trillede også lige en tåre på min kind… Den kærlighed altså …

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Jeg har haft kæmpe kærlighed til Eksen. Det har jeg stadig. Bare ikke på den rigtige måde længere 🙁

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Åh. Det er så hårdt. Men det lyder som om det var rigtige valg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Ja, det er rigtig hårdt, men tror også det er det rette valg. Det nytter simpelthen ikke noget det her.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om at mærke når grænsen er nået