Kasketten

Før #1

Jeg var toogtyve, da jeg fik min første rigtige kæreste. Han var kunstner. Der var ikke det musikinstrument, han ikke beherskede. Han kunne synge, og han kunne male smukt. Han var kreativ ud over alle grænser. Og det er jo altid fedt. Men Kunstneren så ned på folk, der ikke havde samme evner, og som valgte at leve deres trivielle liv i små forstadshuse. Hvis der var noget, Kunstneren afskyede, så var det den grå normalitet, der hele tiden hang som en truende, regntung sky over hans hoved. Han gjorde en dyd ud af at være så speciel og excentrisk som muligt. Det blev en slags varemærke for ham. Desuden levede Kunstneren på en stram diæt bestående af de suk hans malerier fremkaldte. Intet smagte så lækkert som ros – det har som bekendt en parfumeret, meget sødlig smag, og Kunstneren blev helt sukkerafhængig.

Men alt det vidste jeg slet ikke endnu. Jeg vidste bare, at han var selvudnævnt sej og arrogant kunstnertype, der gik i flannelskjorte og Converse.

Vi mødtes tilfældigt i byen en aften. Jeg husker glimt af irish coffee og blå Kings. Han fulgte mig hjem. Der lå et tyndt lag sne på jorden, og mine stiletfødder var følelsesløse; kun få millimeter sål mellem hud og sne. Idet jeg vendte mig mod porten og min opgang, greb han min arm og hev mig tilbage ind mod sig. Jeg så det hele i slowmotion. Mine kolde hænder på hans bryst, hans læber mod mine.

Nogle dage efter inviterede jeg ham hjem til mig. Vi dry humpede hele natten. Havde bestemt, at jeg ikke ville gå i seng med ham lige med det samme. Så vi pillede, og vi gned, og vi pressede os mod hinanden. Senere fortalte han mig, at da han skulle hjem, havde han så ondt i nosserne, så han ikke kunne sidde på sin cykel. Han måtte stoppe op på vejen og gå ned i en kælderskakt og spille pik, mens han tænkte på mig. Jeg syntes, det var det mest romantiske, jeg nogensinde havde hørt.

Fra da af var vi kærester. Min allerførste kæreste. I starten var jeg forelsket i ham. Jeg tror også, han var forelsket i mig. Senere var jeg kun forelsket i tanken om endelig at have en kæreste.

Efter et par måneder kunne jeg mærke, der var noget galt. Kunstneren virkede til at være konstant misfornøjet med mig. Det er heller ikke meningen, at min kæreste skal være betaget af mig for evigt, mens vi traller glad mod solnedgangen. Men en smule forelskelse kan man vel stadig mønstre efter de første måneder sammen. Det mente jeg i hvert fald, man burde kunne. “Kunstner? Hvad er der galt?,” spurgte jeg en aften. “Du er ikke den, jeg troede, du var,” indrømmede han tvært. Efter nærmere udspørgen fortalte han, at han i starten havde troet, at jeg var den mest populære pige i byen. Det havde gjort mig vanvittigt tiltrækkende i Kunstnerens øjne. Jeg ville have pyntet så smukt, og ville have været perlen i hans samling af Specielle Skatte. Men nu hvor han havde lært mig at kende, opdagede han, at jeg var ganske ordinær. En mat, kedelig perle. Ja, faktisk var der måske mere tale om et sandkorn, der ikke havde formået at danne ordentlig perlemor i sit muslingebo. Han var blevet så skuffet, da han fandt ud af, hvem jeg i virkeligheden var.

Han sagde det uden skam. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Men jeg slog ikke op.

   

24 kommentarer

  • Mille

    Det er det, der er så smukt og let ved kunstnere. Små brændte børn med meget lavt selvværd. Deres patetiske stræben efter at være specielle gør dem til ordinære flokdyrs-skvat 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Præcis, du har helt ret. Man er jo ikke spor speciel, når man prøver så hårdt, som Kunstneren gjorde. Det falder altid til jorden med et akavet højt bump.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    Ja hvorfor er det lige, at man ikke slår op??

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Det er jeg tydeligvis slet ikke den rette til at svare på 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Pyha, der fik jeg lidt en klump i halsen.. Tror de fleste, i mindre eller højere grad, har haft sin egen kunstner.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Du skriver fantastisk! Wow et talent!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Du skriver helt fantastisk – det her er min nye yndlingsblog!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Caroline

    Mere, mere, meeeereeee!!! :grinning:

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanna M

    Jeg har bare lyst til at grine.. sikke en fucking skid! Mon han har fundet en der kan leve op til hans forventninger, og er dum nok til at gide ham?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      En kæmpe fucking skid 😉
      Det har han helt sikkert. Kunsteren er en flot fyr, der har det med at finde yngre damer – de er ligesom lidt nemmere at styre, du ved.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Simone

    Ih du er så god til at skrive! Jeg elsker det. Også ting som det her, eller da du forleden skrev om morgentåge. Det hele er velkomment i min bog!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Tusind tak! Det er så dejligt, at nogen sætter pris på det 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Årh, ham kender vi jo … Mig mig mig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Øj øj, jeg kender flere – mig selv inklusiv – der har haft sådan en kunstner. De skal bare ud til højre! Men det opdager man desværre ofte for sent… Glæder mig til at læse fortsættelsen 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Ja, man opdager det nemlig for sent – også selvom det, mens det står på, er så åbenlyst forkert, så man bagefter ikke fatter, hvorfor man ikke skred noget før. De har det med at blænde en, de kunstnere der.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Catharina

    Jeg er simpelthen vild med din skrivestil og små fortællinger! Bliv ved, Frøken Kløe! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Føj for en narcissist du havnede hos der… Godt han var den første kæreste du havde og ikke en du endte op med. ..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Ah ja, Kunstneren var et super valg af første kæreste, hvis jeg selv skal sige det 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kasketten