Servicemeddelelse

Før #2

Sex med Kunstneren var en fjollet affære. Vi passede ikke sammen. Slet, slet ikke. Jeg kan ikke længere huske vores første gang, til gengæld står minderne om tiden efter stadig knivskarpt.

Jeg forsøgte at få det til at fungere. Det gjorde jeg virkelig. Lånte bøger om sex på biblioteket, købte lækkert undertøj, søgte frustreret efter råd på nettet: “Hvordan tilfredsstiller jeg min kæreste?”. Jeg lavede lister med forslag, jeg forsøgte at tale med ham, jeg brød min hjerne til det yderste for at finde en løsning. Men Kunstneren ville have en hård, dominerende kvinde, han ville se mig i lak og hofteholdere, og han ville være lille ske, når vi puttede. Alt skreg, at det ikke kunne gå, men jeg ville død og pine have hans kantede brikker til at falde i hak med mine runde. Så jeg bed tænderne sammen og forsøgte at dominere ham, og han klynkede saligt, mens jeg følte mig forkert. Ret skal være ret – Kunstneren mandede sig også op en enkelt gang, men han misforstod og hev et bælte frem, jeg krabbede skræmt ud på sengekanten.

Omtrent på samme tid som Kunstneren indrømmede sin store skuffelse, stoppede han helt med at gå i seng med mig. Det var det ultimative nederlag. Man skulle jo mene, at man i den første lyserøde tid som kærester knepper som kaniner. Det har man vel hørt om før. Jeg havde i hvert fald. Men det syntes Kunstneren bestemt ikke var nødvendigt. Jeg havde svært ved at forstå ham. “Jeg har lyst til dig. Jeg har lyst til sex med min kæreste,” sagde jeg. Han gloede stille på mig. “Det er fandeme underligt at have så meget lyst til sex,” vrængede han til sidst – “du er den eneste pige, jeg nogensinde har mødt, der døjer så meget med kløe. Det er unormalt.”

Dengang var kløen, som den faste læser allerede ved, ikke noget jeg ellers dyrkede. Kløen var heller ikke som den er i dag. Den var flygtig og nem at undertrykke. Alligevel var jeg af den klare overbevisning, at det ikke var en forkert følelse at have – det var bare noget, jeg først havde lyst til at give efter for med den rette mand. Desuden var jeg relativt uerfaren, havde kun en vag idé om, hvad jeg kunne lide. Men jeg husker min kløe som spirende, nysgerrig. Jeg ved ikke, hvorfor Kunstneren reagerede med sådan en afsky på noget jeg selv betragtede som værende fint og rigtigt. En kedelig scene begyndte så småt at gentage sig hver aften: Sengetid. Kys. Jeg lagde mig ind til ham. “Lad nu være,” sagde Kunstneren irriteret og skubbede mig væk. Kunne med det samme mærke min underlæbe bæve og tårerne som en tyk, varm hinde om øjenæblet. “Og lad være med at prøve at give mig dårlig samvittighed på den der måde, det er ikke fair,” han vendte ryggen til mig. Med en følelse af at være fuldstændig misforstået og ydmyget græd jeg lydløst ved siden af ham.

Hvis sex ikke var noget, Kunstneren værdigede megen tid, så var fester og byture til gengæld lige noget for ham. Han var optaget af at skabe sig det rette omdømme. Tom Waits var Kunstnerens store helt og stod altid som et lysende fyrtårn, der viste ham sikkert på vej mod dette forjættede image som sand kunstnertype. Tom var en værre én. Han var ægte rock’n’roll. Han dikterede sort kaffe og smøger til lyden af skrattende lp’er om dagen. Thybajere og whisky om aftenen. I håb om en dag at kunne skabe lige så stor kunst, måtte man ofre alt og leve som Tom. Det kunne jeg vel nok forstå? Det betød – foruden førnævnte obligatoriske mixtur af forskellige stimulanser – en total prioritering af venner, musik og maleri over mig. Men nej, det forstod jeg sådan set slet ikke. Det endte altid i skænderi, gråd og smækken med døren. Og jeg sad alene aften efter aften.

Efter et halvt år sammen fortalte Kunstneren mig en dag, at han havde fået konstateret klamydia hos lægen. Jeg stirrede på ham: ”Nu får du én chance til at fortælle mig, om du har lavet noget, du ikke burde.” Det benægtede han. Åh nej, nej, nej, selvfølgelig havde han ikke det! Næ, han havde fået det af sin ekskæreste – som forresten var en temmelig udsvævende type, hvis Kunstneren selv skulle sige det. Og i al den tid han og jeg havde været sammen, havde han på mirakuløs vis ikke smittet. Det kan godt lade sig gøre. Det sagde lægen selv. Sagde Kunstneren. Det var meget forvirrende for mig. “Jeg stoler på dig,” sagde jeg til sidst. Det var løgn.

Men jeg gik stadig ikke fra ham.

 

Læs Før #1 her.

   

8 kommentarer

  • Laura

    Jeg lever for din blog! Men åh, han lyder virkelig ikke som den rette…godt I endte med at gå fra hinanden, ser frem til at høre fortsættelsen…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Aw, og jeg lever for kommentarer som din 😉 <3
      Nej, Kunstneren var absolut ikke den rette – det vidste jeg jo egentlig også godt inderst inde, men det var åbenbart ikke nok til at kunne finde ud af at gå fra ham før efter laaang tid.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Laura

      Og det tror jeg ikke, du er den eneste, som har prøvet før….der er bare noget over de der uopnåelige/unavailable guys. Men det vigtigste er jo, at det endte…og at du nu kan fortælle os alle sammen om det i dine kreative og smukke skriverier, og vi kan svælge i det og tænke tilbage på alle de gange, vi har stået i samme situation…. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Det gør helt ondt indeni – af forskellige årsager. Jeg kan genkende mig selv; naiviteten, selvpineriet, og hungren efter kærlighed. Jeg blevet ældre, og jeg ved, at jeg ikke vil gentage det, men nok mest fordi jeg stadig hungrer så meget efter kærlighed samtidig med at historik har fået mig overbevist om, at den er uden eksistens. Smukt at læse noget, der bringer tanker frem.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Jeg tænker også at om ikke andet, så har jeg da i hvert fald lært, hvad jeg IKKE går efter hos en kæreste til en anden gang. Men ja, jeg var ung og kærlighedshungrende dengang, havde kæmpe optur over at have fået min første kæreste, så jeg nægtede at lytte til min egen mavefornemmelse, der ellers ret tydeligt sagde, at det var helt, helt forkert.
      Dejligt du kunne lide at læse det 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrine S

    Velskrevet og stærkt indlæg.
    Blot til en anden gang, havde det været vildt rart, hvis der var linket til ‘del 1’ i starten fremfor i slutningen. Det var lidt fjollet at læse det omvendt. Men jeg nød det nu alligevel!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Servicemeddelelse