Noget om sol og øl

Gammel kærlighed

Tinder og Happn fortsætter med at være gabende kedelige. Det er ved at gøre mig fuldstændig vanvittig. Men så skete der noget i fredags, der fik mig til at tabe pusten.

Da jeg gik på gymnasiet, crushede jeg alvorligt på tre drenge. Jeg splittede ligeligt min kærlighed mellem dem. Enhver kvinde ved, hvordan kun et ungpigehjerte kan flyde over af forelskelse. Der var rigeligt til dem alle tre.

Den ene var rødhåret. Ikke fesen rød. Men den smukkeste, dybeste kobberrød. Kan endnu huske den første gang, jeg så ham. Jeg var atten år og arbejdede i en biograf. Langede slik og popcorn over disken. Pludselig stod han foran mig. Jeg har den dag i dag aldrig vekslet andre ord med ham, end dem, da han købte en sodavand. Fandt ud af, at han gik på mit gymnasie. Hans skønhed bjergtog mig i en sådan grad, at han fra da af gav anledning til svedige håndflader og heftig hjertebanken, når jeg passerede ham på gangene. Man kunne genkende ham og hans røde manke på lang afstand. Jeg kan huske, hvordan han kom gående mod mig i en sort bluse, midt i det mylder et gymnasie i spisefrikvarteret altid er fyldt af. Fuldstændig som en lille sol overstrålede han alle omkring sig. Vi havde øjenkontakt fra enden af gangen og til vi var gået forbi hinanden. Han er flyttet langt væk nu. Jeg har aldrig set ham siden 3. g.

Den anden mødte jeg senere på et valgfagshold. Han havde langt, lyst hår, hvalpefedtet sad stadig på kinderne. Vi klikkede med det samme. Han var sjov og populær. Vi lavede gruppearbejde og røg smøger bag skuret. Jeg tænkte først, at han ikke var noget for mig. Men hans drengede charme, kvikke bemærkninger og tillidsfulde øjne fik langsomt og sikkert tag i mig, og snart hviskede jeg hans navn til puden og skyggerne om aftenen på mit barndomsværelse. Jeg begyndte forsigtigt at opsøge ham andre steder end til undervisning, fornemmede en vis gensidig nysgerrighed, men turde alligevel aldrig handle på den. Også han flyttede så snart den sidste eksamen var overstået. Han sagde farvel til mig i skolegården.

Den sidste gik i min klasse. Jeg sad bag ham og stirrede hver dag på hans nakke, der var den mest erotiske, jeg nogensinde havde set. Han duftede af krydret pebermynte. Det slog mig omkuld, når jeg kom tæt nok på til diskret at kunne snuse dybt ind. Snorlige tænder, knivskarp tøjstil, perlende latter. Dengang var der ikke noget jeg hellere ville, end lægge mine hænder mod hans bryst. Også han og jeg kom godt ud af det med hinanden. Først mange år efter forstod jeg hans kejtede flirten, og jeg begræd bittert mit naive pigesind, der ikke havde kunnet forstå en hentydning og tog alting for bogstaveligt. Gymnasietiden sluttede, alle blev spredt. Men både han og jeg er begge lidt af en hjemmefødning, der nødig bevæger os alt for langt væk fra det vante. Vi bor i dag i samme by. Dog støder jeg kun tilfældigt på ham med års mellemrum. Hans duft kan stadig gøre mig rundtosset.

Mon de vidste hvilke bølger, de satte i røre i mit i forvejen kaotiske indre? Mon de ved, at de for evigt er blevet min målestok, når jeg vurderer, om jeg finder en mand tiltrækkende eller ej?

Nå. Tilbage til historien: Da skete det i onsdags, at jeg endnu en gang gik på Tinder for at tjekke, om det endelig var nu, alle de lækre mænd havde bestemt sig for at vende tilbage. Og der var han. Den anden. Mit lyshårede gymnasiecrush. Det lange hår var klippet af og hvalpefedtet forsvundet. Men det var umiskendeligt ham. Jeg mener det, mit hjerte sprang et slag over. Likede ham. Ventede. Fredag formiddag sad jeg og hang over kaffen og kunne ikke helt komme i gear. Tillykke! Du har en ny match, blinkede det frem på min telefon. “Åh Gud, lad det være ham, lad det være ham, lad det være ham,” messede jeg lavmælt, mens jeg åbnede appen.

Det var ham.

   

16 kommentarer

  • Maria

    Har I fået en date i stald?
    Det vil vi jo gerne vide 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Nej, og det får vi nok desværre heller ikke 🙁 Altså så vidt jeg kunne forstå, er han pludselig i Norge nu – og så stoppede vores samtale ret brat derefter.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Maria

      Ah, come on du, opbyg en dialog. Han har added dig af en grund!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Nja, lad os nu se… Det var mig der sendte både den første og sidste besked, han må også vise lidt initiativ 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nathalie

    Du skriver så fantastisk! Jeg kan mærke forelskelsen i dine ord. Det er en kæmpe fornøjelse at læse dine indlæg!
    Jeg ser frem til en opfølgning på gymnasiekærligheden 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du skriver så lækkert og fængende altså… Jeg er vild med at læse dine indlæg. Er selv netop havnet sammen med mit folkeskolecrush. Han lever op til alle mine forventninger fra den gang. Totalt lykke !
    Venter spændt på mere herfra sidelinien.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Tak, det er virkelig dejligt at høre <3
      Yay, tillykke med folkeskolecrushet!! Så lykkes det altså for nogle, dejligt 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Jaaaa! 😀 Det kunne være den sødeste historie, hvis der stadig er noget om jer to. Jeg hepper!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Haha, jeg hepper også 😉 Men jeg kan se, at han allerede er langt væk igen, så han var nok bare hjemme på et kort besøg :s

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • N

    Ååh de gymnasiecrushes dér altså… Jeg ved præcist hvad du taler om, jeg er nemlig stadig selv i gymnasiet 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Så håber jeg virkelig, du har mere mod til at gøre noget ved det end jeg havde – det er tydeligvis sådan noget man kommer til at fortryde senere hen 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • n

      Jeg har ikke særlig meget mod faktisk! Lige nu står jeg dér, hvor min hjerne siger no-no, men jeg har lyst til at være ufornuftig for en gangs skyld.. Selvom jeg allerede nu ved, hvor meget drama det kunne føre med sig, for slet ikke at tale om mine følelser, som lidt for hurtigt er blevet lidt for store… Aargh!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Åh, det kender jeg så godt! Jeg håber du finder ud af det 🙂 Nogle gange er der også noget befriende i bare at gøre hvad man har lyst til og ikke tænke på konsekvenserne/dramaet – men nu kender jeg jo ikke din historie, så det må vist være et råd med forbehold 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Hold nu op, du skriver godt!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Noget om sol og øl