Scoretip

Hvad sker der?

Hvorfor er her så stille? Hvad sker der lige? Sker der noget? Ja. Alt for meget:

Det er noget med et arbejdsprojekt, der endelig, endelig får sin ende i denne uge. Har betydet lange aftener foran computeren, nervøse trækninger og et alvorligt overforbrug af kaffe. Men nu er det snart slut, så jeg kan langt om længe få mig selv igen. Og en forhåbentlig tilfreds chef oveni.

Det har også været noget med et karneval. Mit års højdepunkt, der fandt sted i lørdags, hvis det skulle have gået nogens næse forbi. Sidste år drak jeg mig sanseløst beruset. Sådan helt uforsvarligt beruset. Det gør altså noget ved en at begynde med shots til morgenmaden. Men denne gang er jeg meget stolt af mig selv over at have været voksen nok til ikke at være gået kold. Husker faktisk hele dagen: Høj musik og udklædning med Søster fra morgenstunden. Den forventningsfulde stemningen, der bobler og ulmer i hele byen, når folk er på vej rundt til morgenmad. Det er det bedste, synes jeg. Vinduerne, der alle står på vid gab mens en tung bas banker dem, der af uforklarlige årsager endnu måtte sove, op. Glade mennesker der alle hilser og komplimenterer hinandens udklædning, som man har brugt timevis af planlægning på. Morgenmaden, hvor vi skåler og skriger og synger. Optoget, hvis karakteristiske stank slår hårdt imod en, når man rammer Vestbyen. Karneval lugter altid af våd asfalt, pis og sprut. Når man finder vognen, der spiller de bedste sange, danser man noget nær lykkelig gennem byen. Og varmen. Åh. Varmen i optoget er ulidelig, man står som sild i en tønde. Huset, vi blev inviteret til fest i med hjemmebygget waterslide i baghaven. Vi smed sæbe på presenningen og sprøjtede med vandslangen på hinanden. Nogen havde lagt en lort på stuegulvet. De brandvarme pizzaer jeg bagefter bestilte, var de bedste, jeg nogensinde havde smagt. Vi sad udenfor og spiste dem, jeg grinede og hostede og fik en skorpe galt i halsen. Røgbomber, glasskår, barnevogne, tyl, en smadret ankel. Perfekt dag.

Så har det været noget med en jobansøgning. En jobsamtale. Og et nyt job. Der er mit. Jeg starter allerede midt i juni. Det hele gik pludselig meget stærkt, og jeg nåede slet ikke at tænke mig om, før jeg stod med referencer og telefonopkald og banken på dørene. Den nye chef ringede til mig og fortalte mig, at jobbet var mit, mens jeg stod ved køledisken i Føtex. Han sagde, han allerede havde meldt mig ind i en arbejdsgruppe. Så nu skal jeg planlægge seminar for en hel afdeling jeg ikke kender. Shit.

Og så er det selvfølgelig også noget med en mand. Som gør mig så glad i disse dage, så jeg konstant render rundt med et fjollet smil, mens jeg kun kan tænke på ham og hans hænder. Ville så gerne have skrevet om ham noget før, men jeg har simpelthen ikke kunne finde på et navn til ham. Han er ikke noget. Han er bare ham. Der ligger allerede flere halvfærdige indlæg, men jeg er tilsyneladende ikke i stand til at kunne beskrive ham og hele det ætsende begær, der gennemsyrer min krop for tiden, på ordentlig vis. Han har været helt klar i mælet fra start af. Så det må ikke gå galt det her. Det går galt. Det er helt forrygende.

   

8 kommentarer

  • Maria

    Er det gymnasie-flammen?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Nej, desværre. Han er flyttet til Norge eller sådan noget :s
      Det er en helt anden – har et indlæg klar liiige om lidt, så skal du se 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Maria

      Milde Moses, det tyder på at kløen skal stilles eftertrykkeliget i den kommende weekend, hva’ 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Er du sindssyg, den skal stilles!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nogen havde lagt en lort på gulvet…???! Altså, hva?!
    Iiih, glæder mig til at høre mere om ham den nye, afklarede type 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Jeps. Sådan henne mod et hjørne i stuen. Meget mærkeligt – selv til karneval.
      Jamen, jeg er også bare så spændt på ham, det siger jeg dig!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilia Rasmussen

    Tillykke med jobbet!!!

    Ham frækkerten, han må vel hedde hr. Begær? 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Tak! 😀
      Haha ja, det ville i hvert fald være meget rammende!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Scoretip