Anden date med Kreamanden

Manden På Gaden

Ja, ja. Så der findes altså en Danseboy et sted derude. Men han er ikke den første. Vil med største sandsynlighed heller ikke blive den sidste, kender jeg mig selv ret. På den måde har jeg flere forskellige mænd, der render rundt i byen, som er mine uden at vide, at de er det. Det er for det meste en hyggelig, lille leg. Således har der gennem tiden også været en Koncertboy og en Folkekøkkenboy. Og på Kreta findes der tilmed en Waterboy. Jovist. Men det var nu hyggeligst og allermest spændende dengang, da de sociale medier endnu ikke var blevet så store endnu. Det har dog vist sig, at kombinationen af at være temmelig ferm med både Facebook og Google, samt folks tendens til lemfældig omgang med især førstenævntes privatindstillinger, kan være en særdeles indbringende hobby. Det har vel også sin charme at være stalker, prøver jeg at overbevise mig selv om. Eller. Researcher. Som jeg foretrækker at kalde det. Lyder ligesom pænere. Ik’.

Og det er nok egentlig lidt pudsigt. For herinde taler jeg jo gerne højt og længe om – hvad jeg går ud fra, andre mennesker ofte synes er – de mest intime detaljer, nogen kan dele. Men alle andre steder på internettet er jeg altid enormt tilbageholden. Sådan er det også i virkeligheden, bag skærmen. Fordi for mig findes der langt mere private ting, man kan fortælle om sig selv. Det er ganske få mennesker, jeg har fortalt mine hemmeligheder til. Forestiller mig, at jeg måske er lidt omvendt på det punkt. Hvor kys og knald snildt kan betyde meget, meget lidt for mig, så kan jeg som bekendt ikke forstå, hvordan folk for eksempel kan finde på at rende rundt og sove med hinanden. Jeg mener. Bare sådan. Tilfældigt. Som om det slet ikke betyder noget. Begynder jeg først på sådanne sager, eller krydrer jeg blot et bekendtskab med lidt hemmelighedsfortælling, kan man uden tvivl regne sig for værende del af en nøje udvalgt, eksklusiv elite. Derfor ærgrer jeg mig i dag gul og blå over, at jeg for en gangs skyld tog kontakt til en af disse mænd, mine boys, der er mine uden selv at vide det. Ærgrer mig over i dén grad at have fejlbedømt ham og hele situationen. At jeg så heftigt ignorerede min mavefornemmelse på grund af en fantasi, der, set i bagklogskabens klare lys, blot skulle være blevet ved netop det og aldrig andet. For nogle gange er fantasier bare. Tja. Fantasier. Nysgerrig? Nå. Men så følg med:

Tror, det er over et år siden, jeg så ham første gang. Han kom gående mod mig, og jeg tænkte, at der var noget bekendt ved ham. Kort overvejede jeg at hilse. Han gjorde tydeligt det samme. Der var sådan en famlende øjenkontakt. Og så var han væk. Gangen efter stod jeg i ly i et busskur, da han kom soppende med regnen silende fra sin lange næse. Derefter blev det med forholdsvis jævne mellemrum, at vi fortsatte med at støde på hinanden. Og det var altid det samme sted, jeg så ham. Samme gade. Derhjemme gik jeg flere gange på Facebook og forsøgte via personer, som jeg mente at kunne huske fra sammenhænge, jeg associerede med Manden På Gaden, at finde frem til ham. Aldrig med held. Så meget for uovertrufne researcher skills. Pokkers.

Efter omtrent et halvt år med stirren og tilfældige møder, gik vi pludselig fra at udveksle lange blikke til blege, prøvende smil. Han spilede forbavset øjnene op, da jeg en morgen forsøgte mig med et skævt et af slagsen. Gengældte straks. Jeg kunne lide, at jeg overraskede ham, og jeg kunne lide, at det lod til at gøre ham usikker. Fra da af startede mine fantasier om Manden På Gaden. Handlede om ham og jeg i gyder, i baggårde, i trappeopgange. I fantasierne blev der aldrig sagt noget mellem os. Det var bare mig, der ville tage fat i ham midt på gaden, hive ham til side og tage ham, som det passede mig, mens han ville kigge på mig på sin usikre, forbavsede facon. Når jeg stod og ventede på bussen, kørte filmen for mit indre blik, og jeg håbede hver gang, han ville komme forbi. Men det var også fra da af, at jeg ikke så mere til ham. Selvom jeg spejdede. Og gik forbi busstoppestedet igen og igen. Og fandt på omveje, jeg håbede, han ville tage. Og i det hele taget begyndte at føle mig lidt dum. Men lige meget hjalp det. Manden På Gaden var bare pistvæk.

Da skete det, at jeg for en måneds tid siden tilfældigt befandt mig på selv samme gade, hvor mine fantasier som regel plejede at løbe af med mig, sammen med Søster. Det var et værre blæsevejr den dag. Vi stod og snakkede med hver vores cykel ved siden. Var rigtigt sådan nogle irriterende damer, der bare står og spærrer. Da han gik forbi, var det som i slow motion, selvom det i virkeligheden nok ikke tog mere end et par sekunder. Bassen buldrede i ørerne. “Hvem er han?” spurgte jeg retorisk, henført. “Ham der? Vi har jo gået på samme folkeskole. Han gik et par årgange over dig, tror jeg,” svarede Søster. Og pludselig kunne jeg se ham i aulaen, på legepladsen, på gangene. Råbene og støjende og voldsom i kantinekøen, som kun de store drenge var, når de var utålmodige efter pølsehorn så kridhvide i krummen, som man ikke har set dem siden halvfemserne. Mere end et års spekulationer over Manden På Gaden var endelig ovre. Søster kunne tilmed huske hans navn. “Hvorfor? Synes du da, at han er noget specielt?” spurgte hun. En svag næserynken antydede, at hun ikke delte samme holdning, skulle det vise sig, at jeg fandt ham overordentligt speciel. Tænkte mig om. Hvad syntes jeg om ham? Rent fysisk gør han ikke det store væsen af sig, det kunne jeg godt se. Han ser sød ud. Men han er ikke min evige go to type. Langt fra. Faktisk lidt splejset i det. Uih! Der kunne godt være en snas Spurv over ham, kom jeg i tanke om. Ved godt selv, hvordan jeg kan virke, når jeg kommer hvirvlende med mit hår og mine skørter, høje latter og drevne dialekt. Mit umiddelbare indtryk var, at Manden På Gaden er stik modsat. Men jeg kunne lide den effekt, jeg fornemmede, jeg havde på ham. Kunne lide mine fantasier, og var efter uudholdeligt lang tid med disse mere end parat til at føre dem ud i livet.

Hjemme på tredje sal sad jeg atter med min computer åbnet foran mig. Og sørme om ikke han dukkede frem med det samme, jeg søgte på navnet, Søster havde oplyst. Efter en smule tilløb endte jeg med at sende følgende: “Det kan godt ske, det er lidt random det her – men jeg har set dig på gaden nogle gange, og jeg synes simpelthen bare, du ser så sød ud!” Jeg ventede. Der gik en time. “Hej Frøken Kløe. Jeg kan godt huske dig,” lød svaret. Hvorefter han tilføjede, at han havde tænkt det samme om mig. Varede ikke længe, før han inviterede mig på kaffedate. Jeg sagde naturligvis ja. Viste sig også, at grunden til, vi så ofte var rendt på hinanden, skyldtes, at vi bor med kun få hundrede meters afstand. Det begejstrede mig. Tænk, at Manden På Gaden havde været så nær hele tiden! Åh. Vi ville ikke kunne ses før et par uger senere. Ventetiden blev brugt på næsten daglige skriverier.

Når jeg ikke har mødt mænd endnu, gider jeg sjældent bruge alt for meget tid på at skrive med dem. Men efter at have skrevet kort om barndomsby og folkeskole, om fælles bekendte, og i særdeleshed efter at have husket mere end tyve år gamle episoder med Manden På Gaden, fik jeg en fornemmelse af at kende ham. Helt overordnet var han sød. Som forventet. Kunne dog samtidig sagtens se, at han nogle gange skrev nogle ret sære ting. Eksempelvis da han nævnte, at han savnede en kvinde med dannelse. I fuldt alvor erklærede han sig som værende det mest kultiverede menneske, han kendte, skulle han sige det selv. Og det skulle han på det bestemteste. Kunst skulle helst gå lige til grænsen, provokere ham. Jeg nævnte Kvium. Næ nej, ha! Foreslog Kahlo. Hvem? Luret, tænkte jeg og kiggede kærligt op på alle tiders heltinde, der troner blødende på min stuevæg. Han forklarede sin forkærlighed til grænsesøgende kunst ved, i samme slet skjulte seriøse vendinger, at beskrive hvor ekstremt og kontrastfyldt et liv han fører: Drikke øl den ene dag, spise sundt den næste. Da han første gang brugte ordet ekstrem om sin livsstil, forventede jeg historier om en eller anden form for hurtig vandsport eller parkour i svimlende højder. Og jeg tænkte, at det eneste, der for mig virkede ekstremt i det han fortalte, var hans fuldstændigt forbløffende evne til at virke indbildsk og uden skygge af selvironi. I samme øjeblik smældede en klar, lys stemme gennem mit hoved: “Slap af. Det kan du ikke vide. Man kan nemt misforstå tonen i en besked. Giv ham en chance.”

Det var i det hele taget en underlig blanding. Jeg syntes absolut, Manden På Gaden var irriterende, når han beklagede sig og skrev, at hans venner ikke var lige så belæst som han. Jeg snakkede udenom, når han gerne ville tale om de sjæleløse mennesker, der er som robotter, og som derfor er de allerfarligste af alle. Jeg syntes, han var betænksom, når han spurgte mig, hvordan min dag var gået. Han kaldte mig en attraktiv kvinde. Vidste ikke rigtigt, om jeg ville have foretrukket at blive kaldt lækker. Jeg oplevede ikke helt at kunne finde en ordentlig balance mellem fantasi og virkelighed. Det var som to magnetiske poler, der fortsatte med at frastøde hinanden. Som så mange gange før foretrak jeg fantasien, hvorfor den som oftest fik lov til at sejre. Men mest af alt følte jeg en form for fortrolighed eller samhørighed over, at Manden På Gaden og jeg begge var opvokset samme sted. Over at kende til samme sociale koder og sædvaner som kan præge et udkantsområde; og over at have disse indprentet så dybt i sig, så man formentlig aldrig helt vil kunne undsige sig dem, lige meget hvor hårdt man ellers forsøger. Måske det i sidste ende var derfor, at jeg besvarede hans hemmeligheder med mine egne. Skønt ikke voldsomt detaljerede og måske kun overordnet beskrevet, men ikke desto mindre hemmeligheder.

Gennem alle skriverierne havde det hele tiden stået mere eller mindre mellem linjerne, hvordan jeg havde fantaseret om Manden På Gaden, når jeg så ham. Virkede han meget smigret over. Spurgte på et tidspunkt, hvad jeg ledte efter. “I hvert fald ikke en kæreste,” svarede jeg kækt. Understregede min pointe med den meste lumre emoji, jeg kunne finde. Og det var hele tiden mest bare hentydninger. Og det var ret spændende sådan. Og han lod aldrig til at fange den helt. Et par dage inden kaffedaten skulle stå, var både kløe og fantasier ved at få bugt med enhver virksom tanke, der måtte findes tilbage i min hjernebark – som på daværende tidspunkt forresten lod til at være en sumpet, sørgeligt overkogt masse. Så. Skrev, at jeg syntes, vi burde droppe kaffen. At han i stedet kunne komme hjem til mig. Han fangede den stadig ikke. “Jeg vil gerne kneppe med dig,” skrev jeg ligeud, “er du med nu?” Dét må man sige, han var. Men aldrig så snart var aftalen i hus, før han begyndte at spørge mere ind til, hvad jeg ledte efter i en mand. Hvordan en ideel kæreste skulle være. Svarede, at det ikke var noget, vi behøvede at komme ind på, for jeg ville kneppe og ikke kæreste rundt. Det lod Manden På Gaden til at acceptere for en stund, indtil han i nye formuleringer skrev akkurat det samme igen. Spurgte denne gang også, om jeg kunne finde på at dumpe en mand, hvis han ikke var så god i sengen. “Ja,” sagde jeg, “når relationen bare er sex, er det jo som minimum nødt til at fungere.” “Heldigvis har jeg været sammen med rigtigt mange kvinder, så det bliver ikke et problem. Men jeg er meget dominerende, det må du være forberedt på,” svarede han.

“Hold dig væk fra ham,” sagde Søster alvorsfuld, “han lyder underlig.” Min veninde stemte i. Det gjorde min mave egentlig også. “Jo, jo. Underlig,” grinede jeg og ville ikke lytte, “det bliver sikkert kinky.” Jeg må indrømme, at jeg studsede mere end én gang over Manden På Gadens beskeder. Men. Man kan sjældent tale en dame fra at gå ind til, hvad hun regner med bliver Forløsningen. Man kan ikke sige til hende, at alarmklokkerne altså både bimler og bamler, når mænd skriver sådan. For hun har proppet vat i ørerne og har i døgndrift en hed film lynende på repeat for sit indre blik. Det er derfor, hun sidder åndsfraværende og stirrer tomt på sine kolleger, når de spørger, om hun har husket at bestille post its og mødeforplejning. Det er derfor, hun nynnende fjerner ethvert dun af kønsbehåring, iklæder sig en nyindkøbt kjole og blinker tilfreds til sig selv. Lige indtil det ringer på døren.

   

16 kommentarer

  • You sure know how to make a cliffhanger. Damn girl.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amanda

    Nooo.. ikke pause nu, jo. Må læse mere. Men har egentlig heller ikke helt lyst til at læse resten om psyko-selvglad type :0

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Jeg var jo nødt til at stoppe et eller andet sted 😉
      Nej, det havde nok egentlig været meget bedre for alle parter, hvis historien bare sluttede her. Men næ nej, det fattede jeg desværre ikke meget af på det tidspunkt. Tsk.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • V

    Det lyder lidt som om part to ikke har en speciel lykkelig slutning..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Afhænger selvfølgelig af, hvordan man ser på det… Men ja. Det har du fuldstændig ret i, den ikke har.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • V

      Jeg har brug for at vide mere, Kløe!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Susanne

    Så! Det der arbejde – hvor vigtigt kan det være? DU SKAL SKRIVE FÆRDIG!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Hold nu kæft hvor er du bare god…og helt og aldeles ulidelig på samme tid 🙂 Mer’! Nuuuuuu

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Jeg skriger hvis vi først får del 2 om 14 dage 😱😱😱

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Omg.. jeg vil have mere!?! 😆

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    OMG, cliffhanger.. Glæder mig til at læse resten! Håber ikke det blev en alt for akavet oplevelse 🙈

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Nah. Ikke specielt akavet. Mere bare sådan helt forfærdelig, du ved.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Anden date med Kreamanden