Før #2

Min bedste ven Spurven

Da jeg vågnede omkring middagstid i fredags, tilbragte jeg en hel time med at ligge og stirre ind i væggen, før jeg havde samlet kræfter nok til at stå op. Jeg drak øl i torsdags og jeg drak mange. Min hovedskal føltes dagen efter en kende stram. En skinger smerte borede i mine øjenhuler, pulserede i den tynde hud bag ørene. Ikke blot var jeg ramt af almindelige, fysiske tømmermænd – også de moralske kom så småt listende, jo mere jeg vågnede op.

Havde glædet mig sådan til at være sammen med mine gamle kolleger igen. Samtidig var jeg lidt spændt på, hvordan det ville gå – sidst jeg så Vikaren, var da jeg lukkede døren til hans soveværelse bag mig. En veninde har til stor moro under en tøsemiddag døbt mig Dødens Gab efter mit mislykkede blowjob. Tanken om mine tænder mod Vikarens allerhelligste har pint og plaget mig, jeg syntes, det var frygtelig pinligt at have givet ham verdens dårligste sutter.

Til at starte med snakkede vi ikke sammen. Han gav mig søde komplimenter, som han plejer, men kun når vi stod sammen med andre, han ville ikke være alene med mig. Fint nok, tænkte jeg. Der var også flere andre til stede, der var interessante at snakke med, og jeg lod Vikaren være, så han fik tid til at samle sig. Da det var blevet mørkt, mødte jeg ham ude på altanen. Det var kun os to nu. Vi snakkede lidt. Samtalen kredsede om ufarlige, arbejdsrelaterede emner. Stilhed. “Frøken Kløe, jeg skylder dig virkelig en kæmpe undskyldning,” sagde han til sidst. Jeg tænkte et øjeblik, at han nok var ked af, at han ikke havde skrevet til mig, som han lovede. Men jeg glemte, at Vikarens forfængelighed selvfølgelig ikke tåler ringe sex. Nøjagtig som min ikke tillader ditto blowjobs. “Jeg gav dig et rigtigt dårligt knald sidst. Jeg var altså helt væk, alt for fuld,” sagde han. “Nåeh. Det skal du ikke tænke på. Jeg var vist ikke meget bedre selv,” svarede jeg i én lang udånding. “Undskyld jeg bed dig i pikken,” mumlede jeg lidt efter. Vikaren grinede højt. Isen brast med et smæld. Jeg lo lettet med ham og gav ham et hurtigt kram, da han rakte ud efter mig. Han havde prøvet værre, sagde han. “Det er virkelig sørgeligt, Vikar,” fnes jeg. Nu kunne vi snakke om alt, og en kammeratlig stemning opstod mellem os. Vi satte os grinende og fortsatte lavmælt med at minde hinanden om akavede detaljer, mens de tomme flasker blev flere og flere foran os.

Men der var mere end én elefant i rummet. Jeg havde været skråsikker på, at Spurven ville bringe min date med Påskemanden på banen. Det skete bare ikke. Og jeg var til sidst ved at sprænges over det. Jeg havde den bedste date med Påskemanden, kemien gnistrede mellem os, og jeg var ikke i tvivl om, at vi skulle ses igen. Så jeg blev ked af, at han aldrig kontaktede mig efterfølgende. Faktisk ret ked af det. Det gjorde mig beklemt, at Påskemanden og Spurven er gode venner, fik mig pludselig til at føle mig meget sårbar og blottet. Bare lad være med at nævne noget om det, sagde jeg til mig selv og tog et shot, mens ordene selvfølgelig straks væltede fra mig: “Jeg har været på date med en af dine kammerater.” Flot. “Nå ja,” smilede Spurven, “skal I ses igen?” Forklarede ham kort, at Påskemanden med sin stilhed havde gjort ret klart, at han ikke havde lyst til endnu et møde. “Det skal du ikke være ked af. Han er slem. Hele tiden på dates, nye damer, ser dem aldrig igen. Du er bedre tjent uden det der,” trøstede han. Jeg tog et shot til.

Ud på aftenen fandt Spurven en guitar frem, og jeg følte mig femten år igen, da jeg skrålede med på Zombie. Vikaren spillede på skeer, jeg hjalp ham og klaskede umusikalsk med flad hånd på lårene. Jeg kiggede rundt på disse fulde, glade mennesker, og jeg følte mig levende og varm.

Vi tog en taxa ind mod byen, kun mig og mine to mænd. Vikaren gik målrettet mod en bestemt bar, Spurven og jeg slingrede bag ham. Der blev langet øl og drinks over disken til os. En lyshåret pige hviskede Vikaren i øret. De kendte åbenbart hinanden. Jeg så ham kigge på hende, kysse hende og kort efter vinke til os, da de hånd i hånd gik hjem sammen. Det var som at se mig og ham for et par måneder siden. Jeg mærkede et stik af jalousi oven på min trækken på skuldrene. Der blev spillet raggaeton, jeg gik ene ud på det tomme dansegulv og overgav mig til musikken. Spurven stødte til, vi dansede til sveden sprang. Grinende, hivende efter vejret, mere, mere.

Vi gik udenfor for at få luft. Sad ved et cafébord og drak øl. “Hej Spurv!” lød en stemme pludselig. En fyr kom hvirvlende bag mig. “Og hej Frøken Kløe!” sagde han, omfavnede mig inden jeg nåede at forstå hvem det var. Han satte sig hos os. Først da genkendte jeg Påskemanden. Ahrmen. Seriøst? Super. “Åhr. Det var egentlig slet ikke meningen, jeg skulle i byen i aften,” udbrød han, “jeg sad derhjemme, og jeg var helt færdig. Træt. Så kom jeg i tanker om, at jeg havde en lille pose coke liggende. Bare en rest. Der var lige nok til to baner. Så blev jeg frisk til byen. Og nu sidder jeg her.” Hans øjne var store og vågne. Vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle svare. Spurven gjorde mine til at hente en omgang. Det ville Påskemanden heldigvis ikke høre tale om, han skulle videre og forsvandt lige så pludseligt, som han var dukket op. Tænkte, at det vist alligevel ikke var så stort et tab aldrig at have hørt fra ham.

“Lad os gå derind,” pegede Spurven, vi styrede mod et usselt udseende diskotek. Indenfor var der knæklys og tung bas. Vi var tydeligvis de ældste gæster, men hvor de yngre usikkert flyttede vægten fra den ene fod til den anden i en art trippende rytme – pigerne med veninderne i hånden, drengene med gutterne i ring omkring sig – dansede Spurven og jeg hidsigt og selvsikkert i timevis uden stop. Jeg kunne se ham smile til mig i blink fra stetoskoplyset. Der var ingen flirt mellem os længere. Vi ved godt begge to, hvordan vi har det med hinanden. Var stiltiende blevet enige om at få det bedste ud af de få øjeblikke, vi har sammen. “Hvad skal vi nu?” spurgte jeg, da vi tidligt om morgenen gik hjem ad øde gader. “Kneppe i en baggård?” svarede han. “Pas på,” grinede jeg og tilføjede snøvlende: “Du er min bedste ven, du er.” Ved simpelthen ikke, hvad det er med ham, men Spurven kan lokke enhver hemmelighed frem fra dybet af mig. Og jeg fandt pludselig mig selv i færd med at fortælle ham de allermest hemmelige af slagsen. Overdængede ham med mine mest intime, personlige tanker, mens han stille lyttede. Jeg kan huske, jeg selv syntes, det var allertiders idé sådan at krænge mit inderste ud. De sidste par dage har jeg krummet tæer over mig selv og min løbske kæft. Håber inderligt han kan finde ud af at holde det for sig selv. Ellers.

   

12 kommentarer

  • Kolibri

    Spurve er da bare for skøn. Og når ny han ikke er tilgængeligt kæreste-materiale, så lyder han da virkelig som godt mande-ven-materiale.
    Mht. Påskemanden, så er du da helt sikkert bedre tjent uden. Crackheads er sgu ikke værd at samle på.. Undrer mig til gengæld over, at Spurve er ven med sådan en type. Men hvad fa’en.. Så længe Spurven er kløgtig nok til ikke at være det 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Jeg gad virkelig også godt være venner med ham, men det er hans kæreste ikke så vild med. Når jeg tænker mig om, kan jeg godt se, at det måske er forståeligt nok… Men ærgerligt alligevel. Så vi kan kun ses, når vi drikker øl sammen en gang i mellem.
      Hvis jeg før var i tvivl om, om Påskemanden er en hat, så er jeg da helt sikker nu! Fair nok han tager coke, men lad da være med at sidde og sige det, det er så underligt! Tja, jeg har også haft venner der tager stoffer, og jeg var egentlig ligeglad så længe de bare kunne styre sig sammen med mig – sådan er det måske også for Spurven 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kolibri

      Du har egentlig ret. Jeg har også venner der gør det, men så længe de ikke gør det i nærheden af mig eller prøver at prakke mig det på så er jeg egentlig ret ligeglad. Jeg kunne dog aldrig forestille mig at have en kæreste som havde gang i de hårde stoffer – og det ved min kæreste godt 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Sådan har jeg det også 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Åååååh, Spurven <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er SÅ vild med dine historier Frk. Kløe – tager mig selv i håbefuldt at heppe på dig i alle livets sammenhænge. Er sikker på at der er en helt speciel kærlighed i vente til dig. Du er ved at danne erfaringsbase til at lande det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. du ved helt uventet, men meget velkomment 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Ih, ej altså, tak!! Det er virkelig, virkelig sødt af dig at skrive, gør mig helt glad 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karen

    Det lyder som en hel igennem perfekt bytur.. Hvis man ser bort fra den løbske kæft 😉 Men ærgerligt han har kæreste 🙁

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Det var virkelig, virkelig også en god bytur! Vi havde det så sjovt med at danse amok sammen i timevis 😀 Ja, det er drønærgerligt :s

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Åh Spurven….kunne det ikke blive til noget mellem jer to? Han virker langt mere at foretrække end vikaren og påskemanden, tilsammen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Ah ja, Spurven 😉 Nej, det tror jeg desværre ikke – han har en sød kæreste, som han er rigtig glad for, så jeg er helt 100 på, at han ikke vil gå fra hende. Men jeg synes også, Spurven er den allerbedste! Han siger, at havde han ikke en kæreste, så var det ham og mig. Men det kan jeg jo ikke bruge til så meget nu.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Før #2