Skriverier med Frømanden

Møde med Lærer X

Nu er det lige før der går lidt for meget Bridget i den, men ikke desto mindre var dette hvad Universet bød mig i morges.

Klokken var 7.38, og jeg var allerede sent på den. Min overlæbe var hurtigt blevet fugtig, fordi jeg susede gennem byen som et lyn. Og ikke et specielt elegant lyn. Dette er en årstid, hvor morgenerne ser kolde og klamme ud, så man tager strikketrøjer og sweatere på, og så snart man kommer udenfor og får sat sig i sadlen, viser september sig fra sin mildeste side. Med en skarp og morgendoven sol tittende bag hushjørnerne, begyndte sveden at pible stille ned af ryggen og drive fra min kavalergang. Jeg savnede mine solbriller. Kunne alligevel godt se, at skikkelsen, der kom gående mod mig, så bekendt ud. Det er simpelthen løgn, nåede jeg lige at tænke, inden det gik helt op for mig, at det var Lærer X på cykelstien.

I de få sekunder der gik inden vi passerede hinanden, nåede jeg at gå fuldstændig i panik. Min indre kujon skreg: “Vend om! Du kan stadig nå det. Stop! Vend ooom!” Det gjorde jeg selvfølgelig ikke, for det ville ærlig talt have set endnu mere åndssvagt ud, hvis jeg pludselig var standset op midt i trafikken og begyndt at hjule den anden vej.

Lærer X stirrede på mig. Hans læber var som en smal, stram streg, og han så mere alvorlig ud, end jeg nogensinde husker at have set ham. Han havde fået nye briller med et kraftigt stel, og hans hår var sat med lidt for meget voks. “Hej,” kvækkede jeg med et skævt smil og kunne slet ikke genkende min egen stemme. Lyder jeg altid så nasal? Helt ærligt. Det er bare for meget. Men Lærer X sagde ikke noget. Han nikkede til mig. Sådan et højtidligt, dødsensalvorligt nik. Mens han nedstirrede mig med en snert af et-eller-andet, jeg ikke helt kunne tolke, i blikket. Samme rædsel som jeg selv følte? Forlegenhed? Medlidenhed? Da jeg stoppede op for rødt ved næste lyskryds, begyndte jeg at grine ukontrolleret. Befandt mig i en tilstand af det skete bare ikke det dér!, hans dybe nik tog fuldstændig pippet fra mig, og jeg fniste nervøst resten af vejen mod arbejde.

Hvor er det bare typisk at rende ind i ham nu. Det må være en naturlov. Har ikke set så meget som skyggen af Lærer X i flere år, og så – efter et mislykket scoreforsøg og en elleve dage lang afvisning – møder jeg manden i morges. Av, Univers. Av.

   

2 kommentarer

  • Eva

    Åh hahaha. . Jeg griner. . Sorry. Men det er simpelthen for komisk. Kan så meget sætte mig ind i situationen og får jo helt ondt i maven. Men hey! Med den attitude og det bevoksede hår er du vist ikke rigtig gået glip af noget synderligt interessant

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Han så nu stadig dejlig ud på trods af vokshår og nikkeri 😉 Men ja, det var simpelthen så fjollet et møde.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Skriverier med Frømanden