Karneval med Superman

Møde med Læseren

Han kontaktede mig på Instagram. Havde læst Den søde kløe, skrev han. Og. Ville lige spørge om noget. Om jeg havde nogle gode råd, om jeg kunne hjælpe, om jeg havde tid til at tage en snak med ham. For han havde tænkt på at starte sin egen blog i samme boldgade som min. Manglede derfor en at sparre med. Og jeg er jo så frygtelig hjælpsomt et menneske. Simpelthen. Helt igennem godhjertet. Så jeg sagde selvfølgelig ja. Bad ham sende en mail med alle spørgsmål han måtte have, for det virkede trods alt smartere end at kommunikere over Instagram. Åh! Han havde nu tænkt, om ikke vi kunne snuppe en kop kaffe sammen en dag i stedet for? Tjo, havde vi boet i samme by, ville jeg sikkert gerne, svarede jeg og tilføjede en blinkesmiley; men det gjorde vi ikke, så det blev selvklart lidt svært. Og det var jo nemt nok for mig at sidde og skrive. Sådan. Endnu helt anonym og ukendt og gemt. Men Læseren foreslog da, at vi bare kunne ringe sammen i stedet for. Det var lige godt pokkers, som han kunne finde på alternativer. Ups, tænkte jeg, nu kommer det pludselig tæt på. Jeg havde lyst til at hjælpe ham. Det havde jeg. Kunne dog samtidig godt se, der var en god chance for, at det sikkert ville blive både usmidigt og svært at gøre over en mailkorrespondance. Men. Tale i telefon. Lade ham høre min stemme. Give sig til kende. Kunne mærke, jeg havde brug for betænkningstid. Og under alle omstændigheder havde jeg heller ikke tid til noget som helst denne dag, for jeg stod med det ene ben på vej ud af døren. Vi blev enige om at skrives ved.

Dagen efter ringede jeg til Søster. Selvfølgelig. Reder mig altid, skulle nogen endnu ikke have opfattet det. Hvor jeg ikke selv kan finde ord, kommer hun mig til undsætning. Så jeg satte hende hurtigt ind i sagen: At der var denne her mand, der gerne ville starte sin egen blog, og som i den forbindelse havde brug for at snakke med mig. Tror, Søster var lige så forbløffet som jeg selv over, at Læseren kontaktede mig på den måde. Jeg mener. Var nærmest rystet helt ind i min inderste kerne over, at han bare spurgte mig ligeud. At han bad mig bryde min anonymitet. Som om. Som om det ikke var noget særligt. Eller. Noget stort. For det var det, syntes jeg. I hvert fald for mig. Ikke fordi han spurgte på en specielt ligegyldig eller respektløs måde. Tværtimod. Det var faktisk bare helt chill. Men selvfølgelig aner han ingenting om, hvor stort et arbejde jeg altid lægger i at sløre mænd, oplevelser og eskapader så meget som muligt, fordi jeg generelt er et omvandrende, paranoidt nervevrag, når det kommer til bloggen, min anonymitet og de ambivalente følelser, der følger. Ok, jeg kan blive afsløret. Vil højest sandsynligt gå ud over mit arbejde, måske endda også visse i min omgangskreds. Det har jeg ligesom selv valgt. Men at nogle af mine mænd – hvor slemme enkelte end måtte have været – skal lide under, at jeg har gang i den helt store selvrealisering og derfor ikke kan finde ud af at holde fingrene fra tastaturet, kan jeg næsten ikke bære. Giver mig tilmed ofte store samvittighedskvaler. Men Læseren vidste heller ikke noget om, at jeg samtidig mildest talt hungrer efter en medsammensvoren. At jeg savner en at dele erfaringer og etiske overvejelser med. Jo, jeg snakker med andre om at blogge. Som oftest er det Søster og én bestemt veninde. Det er to mennesker. De er overmåde flinke til at hjælpe og guide så godt som muligt. Men det er, når alt kommer til alt, ikke dem, der har en blog. Da jeg første gang skulle stå frem som Frøken Kløe, var det til et møde med Bloggers Delight, hvor der skulle skrives under på kontrakter og diskuteres muligheder og kigges på aftaler. Det var vist lidt svært at slippe af med mig igen, for jeg bare snakkede og snakkede. Havde endelig mødt nogen, der forstod og vidste, hvordan det er. Ork. Det lyder så navlepillende, det her. Nå. Summa summarum er, at jeg føler mig alene med en masse tanker. Og se så. Det var nemlig det, der skulle vise sig at blive Læserens smuthul. For efter opkald til Verdens Bedste Søster og dertilhørende mindre selvransagelse, endte jeg ud med erkendelsen af, at lysten til en kumpan var stærkere end frygten for at miste min anonymitet. Der var forresten sikkert også andre ting, der spillede ind. Nysgerrighed. Spænding. For at nævne et par. Især sidstnævnte var det, der i sin tid i et særligt modigt og muligvis lettere dumdristigt øjeblik fik mig til at oprette bloggens Instagram. Og det var nu her jeg atter gik ind for at skrive til Læseren, at det ville være i orden for mig at ringe sammen med ham. Så der sad jeg. En søndag eftermiddag med tømmermænd på mit solskinsspot i baggården. Pakket ind i uld og anden blødhed tastede jeg hans nummer.

Hvordan præsenterer man sig selv, når den, man ringer til, end ikke kender ens rigtige navn, men derimod ved alt om ens sexliv, akavede øjeblikke og forelskelser? Nogle gode forslag? Jeg havde i hvert fald ikke tænkt over det, før han tog telefonen, og jeg fik sagt noget i stil med: “Hej! Det er. Øh. Altså. Frøken Kløe, du ved. Eller. Ehrm. Jeg hedder – – – i virkeligheden. Såeh. Æh.” Vi grinede lidt, jeg himlede med øjnene over mig selv. Kunne mærke min puls. Jeg var lidt urolig for, om han ville stille en masse svære spørgsmål, som jeg ikke kunne svare på. Men sådan var det heldigvis slet ikke. Relativt hurtigt gik snakken let mellem os, selvom jeg hele vejen igennem kunne mærke, at jeg var mere eller mindre på vagt. Læseren fortalte sin historie. Han var en kvindebedårer. Det var sjovt og anderledes at høre oplevelser så lig mine egne fra en mands synspunkt. Opkaldet varede i over en time. Jeg fik kæderøget en hulens masse smøger undervejs. Han nævnte sine tanker og overvejelser. Jeg kommenterede, rådede og vejledte, som det orakel jeg nu engang er. Ej. Ved egentlig ikke helt, hvor stor hjælp jeg var til den dag. For det var midt i krisens rasen. Som desuden havde affødt en så solid skriveblokering, at det fik mig til at tvivle på egne evner. Et nogenlunde sandsynligt gæt vil derfor være, at jeg nok ikke var den mest positivt indstillede blogger, Læseren kunne have fundet til sin søndagssludder. “Du bor i samme by som Søster,” bemærkede jeg, da samtalen nærmede sig sin afslutning. “Måske vi så kan snakke videre over den der kop kaffe, næste gang du besøger hende?” spurgte Læseren. Tilfældigvis havde jeg meldt min ankomst i starten af juni. “Lad os tales ved,” sagde jeg. På vej op mod tredje sal kunne jeg høre ord for mine ører, sætninger der dannede sig for hver etage. Følte mig mere lettet end jeg længe havde været. Mærkeligt, tænkte jeg. Satte mig direkte ved computeren og skrev til langt ud på aftenen.

Der var karneval, der var fødselsdag, der var rigtig, rigtig meget andet. Samtalen med Læseren gled efterhånden lidt i baggrunden. På et enkelt tidspunkt skrev jeg dog kort til ham for at høre, om blogplanerne var blevet til noget. Det var de ikke. Så var der pludselig også en lejlighed, der skulle opsiges. Fremvisning for ny lejer. Øv, hvor skal der gøres rent og ryddes op til sådan noget. Min mor kom med flyttekasser. Og jeg fik næsten stress af at tænke på, at min dyrebare sommerferie næsten udelukkende vil komme til at gå med at fylde dem op. Da der var knap en uge til, at jeg skulle besøge Søster, skrev Læseren: “Kan du snakke i aften?” “Klart. Du ringer bare,” svarede jeg. Nåede at tænke, at det føltes underligt at skrive sådan, at han havde mit private telefonnummer nu. Han ringede et par timer senere. Denne gang snakkede vi om alt muligt. Ikke særlig blogrelateret. I hvert fald ikke lige så teknisk som det første opkald havde været. Det var mere en erfaringsudveksling. Det var hyggeligt og måske endda lidt som om, at vi kendte hinanden. Jeg kiggede på telefonens skærm, som viste halvanden times samtale. Kunne mærke, jeg var mere åben for at møde ham ansigt til ansigt. Måske jeg inderst inde også syntes, at han var så mystisk og spændende, så jeg slet ikke ville kunne lade være. Vi aftalte tid og sted for kaffe. “Lov, at du kommer og henter mig,” sagde jeg, “jeg har så elendig stedsans, at jeg knap nok ved, hvor jeg befinder mig nu – og da slet ikke i en fremmed by.” Det lovede han. “Har du tænkt på, at du ikke aner, hvordan jeg ser ud?” spurgte jeg derefter. “Ved du da, hvordan jeg ser ud?” gav Læseren igen. “Hør lige. Du taler med Stalker Nummer Et, så selvfølgelig ved jeg det,” indrømmede jeg. “Hm. Du har skrevet, at du har en flot røv,” sagde han. “Jamen, så kig efter hende med røven. Så finder du mig,” vi ringede kort efter af.

Jeg havde taget en enkelt fridag fra arbejde, så jeg kunne holde forlænget weekend med Søster. Ankom sent torsdag aften. “Jeg skal drikke kaffe med Læseren i morgen,” fortalte jeg, da vi havde spist pomfritter og børstet tænder og tisset af. Lå side om side i hendes seng. “Ja?” hun scrollede gennem Asos uden at kigge op. Tror måske, det er et aftenritual af en art, hun har. “Tror du, han lyver?” spurgte jeg lidt efter, “tror du, at han kun gør alt det her, fordi han vil se giraffen?” Hun slukkede sengelampen. “Det ville da være enormt meget besvær bare for at se dig,” grinede hun. Skubbede til hende. Lå med hovederne på hver vores pude og fortsatte med at vende Læserens mulige motiver en stund, indtil jeg kunne høre hendes tale blive til mumlen og kort efter også vejrtrækning blive dybere. Vi faldt i søvn hånd i hånd.

“Hvad nu, hvis han har et skjult kamera?” spurgte jeg næste morgen over havregrøden. Der var en time til mødet med Læseren, og jeg var kommet i alvorlig tvivl. “Nu slapper du af med at være så paranoid. Desuden er det ulovligt med skjulte kameraer. Tror jeg,” svarede Søster. Hun havde hostet sig gennem det halve af natten, jeg havde til sidst jaget en spids albue i siden af hende og trukket dynen op over hovedet. Nu sad hun og stirrede intenst ind i et lille håndspejl, mens hun lagde mascara med lange strøg. Vi diskuterede vejret. Bare ben ville nok være i overkanten, men mon ikke sandaler ville kunne gå an. Godt nok havde jeg taget et par halvløse sommerbukser på, men da jeg gik mod bussen, fortrød jeg i løbet af få øjeblikke både jakke og blusens lange ærmer. Og åh, hvor jeg hader offentlig transport i fremmede byer. Stod bare og svedte og holdte ængsteligt øje med Rejseplanen.

Jeg var voldsomt bevidst om mig selv, da jeg stod i skyggen og ventede på Læseren. Hvordan håret faldt om mine kinder, hvordan mit tøj sad, hvor skinger min stemme pludselig havde lydt, da jeg rømmede mig, og hvor små mine bare tæer så ud. Let fugtige håndflader. Hvad forventede han? Hvordan tror folk, jeg ser ud? Hvordan tror de, jeg er? Er med på, at man sikkert godt kan fornemme en smule af det i mine indlæg. Men jeg tager tit mig selv i at kunne distancere mig fra det, jeg skriver. Ja, jeg skriver om enkelte virkelige hændelser – men selvom Frøken Kløe er mig, er jeg ikke hende. Ikke kun, i hvert fald. Jeg er meget mere. Og jeg er også leverpostejsmadder. Ville Læseren mon kunne forstå det? Eller ville han blive skuffet over det med leverpostejen? Jeg modtager nogle gange mails med dybt personlige beretninger fra andre læsere. Beder mig gerne om råd i forhold til dating. Og jeg er absolut beæret over at blive taget i betragtning som en, der ville kunne retlede. Men. Jeg tænker også. I virkeligheden aner jeg jo ikke noget om noget. Kan ikke engang finde ud af mit eget liv, så hvem skulle jeg være til at kunne rådgive andre i deres? Jovist, jeg kan være god på en date. Men jeg har ikke svar på noget. Sådan tænkte jeg, der i skyggen, og lige så stille gik det op for mig, at jeg var bange for ikke at kunne leve op til den forestilling, jeg forestillede mig, Læseren havde om mig. Var flov over at stå og føle mig så usikker og selvbevidst.

Uh, dér kom han cyklende. Jeg kaldte stille hans navn bagfra, fik ham til at dreje omkring. Han var høj. Ikke sådan ualmindeligt høj, men jeg måtte da løfte mig en smule på tå for at kunne nå ham i et kram. Vi begav os ud efter kaffe med det samme. Jeg kunne ikke få mig selv til at tage solbrillerne af, var nødt til at have noget mellem os, skærme mig. Hurtigt måtte jeg nævne min nervøsitet og kaotiske tanker, for jeg kan sjældent holde mund omkring ting, der flyder over indeni mig på den måde. Det var han vist lidt forbavset over at høre, tror jeg. Nå. Men vi fandt endelig kaffe og vi tog den med os, for det ville være en skam at sidde indenfor i det skønne vejr. Bagefter kom vi forbi en park og et par – hmm, rustikke? – bænke med et solidt plankebord imellem. Og så satte vi os på hver vores bænk og snakkede løs. Jeg smed først jakken, så sandalerne. Trak fødderne op under mig. Til sidst solbrillerne. Det føltes ok nu. Når jeg er udenbys, har jeg det med at sammenligne alt med min egen by. Skete selvfølgelig også denne gang, og her efterfølgende synes jeg, at jeg i starten kom til at plapre lige lovlig meget om hjemby og forskellighed og andet i den dur. Eller. Det var måske nærmere hele vejen igennem, at jeg blev ved med at vende tilbage til bysnak. Super.

“Jeg er god til af aflæse damer,” nævnte Læseren på et tidspunkt. “Hvad læser du så nu?” spurgte jeg og kiggede på ham. Var begyndt at slappe af sammen med ham. “Du er svær,” tøvede han. “Kompleks?” jeg lo. “Ja,” svarede han og smågrinede også. Vi kredsede hele tiden om emner som dating og sex og alt, der måtte følge med. Syntes, det var en meget ærlig snak. Men hvorfor også holde noget tilbage, tænkte jeg. Læseren vidste jo alligevel næsten alt om mig på lige dette punkt. “Måske jeg også var nervøs før,” sagde han, “jeg føler mig en del roligere nu.” Og det må have været sandt, for selvom jeg syntes, at vi var to ret forskellige typer, fungerede det efterhånden helt fint mellem os. Han var nem at snakke med. Ligesom i telefonen. Jeg var spændt på, om han ville bruge sine dameteknikker på mig. Faktisk tror jeg slet ikke, han kan lade være. Og der var et spil mellem, det er jeg slet ikke i tvivl om, der var. Men ville andet ikke også have været sært, når to så flirtende mennesker mødes på grove bænke og deler hemmeligheder? “Du må spørge mig om alt,” slog han flere gange fast. Så det her direkte blik. Lidt skråt. Lidt uskyldigt. Og så alligevel. Det var altså en sød måde at sige det på. “Er der da noget bestemt, du gerne vil have, jeg spørger om?” smilede jeg og kiggede op på ham gennem øjenvipper. Nåhr. Han trak lidt på det. “Jamen, så prøv du at spørge mig om noget i stedet for,” mit smil blev en kende bredere. Ved ikke, om han havde brug for at tage tilløb først, men sådan opfattede jeg det. “Havde du tænkt på, om vi skulle knalde?” spurgte han så. “Ja! Det havde jeg faktisk,” svarede jeg prompte. Læseren så overrasket på mig. “Jeg havde overvejet, om det måske var derfor, du ville drikke kaffe med mig. Men så tænkte jeg også, at du heller ikke lod til at have bagtanker på den måde.” Han rystede på hovedet. Nej. Ingen bagtanker. “Desuden har jeg mega menstruation, så at knalde kommer jeg i det hele taget ikke til med nogen som helst i dag,” tilføjede jeg og tog et hvæs af smøgen. Læserens latter var umiddelbar. Og så snakkede vi ellers videre, mens folk omkring os luftede hunde og solede sig og slæbte på indkøbsposer. Efter godt tre timer brød vi op med lovning om at ses igen en anden gang.

Det havde været rart at møde Læseren. Mit bryst var senere på eftermiddagen helt lyserødt af at have siddet så længe i solen sammen med ham. Jeg er stadig en smule i tvivl om, om han ser mig som mig eller Frøken Kløe. Men. Måske det også kan være svært at skelne, når man ikke kender hinanden bedre. Er desuden heller ikke noget, der går mig lige så meget på, som det gjorde, da jeg stod i skyggerne. Og jeg var endnu så forfjamsket, da han galant betalte for vores kaffe, at jeg vistnok helt glemte at sige tak. Så. Tak, Læser.

   

15 kommentarer

  • Malene

    Hvis Læseren laver sin blog, så må du endelig lige smide et link dertil. Tror det vil være interessant at læse en mandelig version.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sissel

    En eller anden dag, så VIL jeg sgu’ vide hvem du er!!!! 😉

    Kun for at jeg kan fortælle dig hvor fantastisk du skriver og hvor sej du er!

    / livetsomungmor.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • N

    Følte du dig tiltrukket af ham? 🙂 Ud fra din beskrivelse tænker jeg, at han nok gerne ville have knaldet med dig!

    Jeg har tit lyst til at jeg havde nogle venner eller veninder, jeg kunne tale om sex med. Udveksle erfaringer og fortælle sjove historier. Jeg kunne forestille mig, at det var lidt sådan et rum, du oplevede med ham. Mon der findes forums for den slags? 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Haha 😉 Hmm, ved faktisk ikke helt, om jeg følte mig tiltrukket. Altså, jeg mødte ham jo også fuldstændig med den indstilling, at jeg nu skulle have en snak med en medsammensvoren, så jeg tror, at jeg først og fremmest så ham som en ven. Og så var det ligesom sådan, det var. Selvom jeg flirtede undervejs! Så ja, jeg oplevede det præcis, som du beskriver. Ligesom dig er det også noget jeg har savnet at have – især sammen med en mand.
      Men Læseren så da helt bestemt sød ud 🙂 Og jeg havde jo egentlig også overvejet det med at knalde med ham – men kom bl.a. igen i tvivl om, om det så ville være MIG eller Frøken Kløe, han havde lyst til at gå i seng med. Du ved.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Men…..han ville have dig, fordi han kunne. Han ville have frk. Kløe – ikke IRL-kvinden. Han ville have dig fordi han kan, det er det han gør, men han turde ikke. Han mødte sin “overmand” og godt for dig – for han vil skuffe dig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Tja, måske. Jeg ved ikke, hvad han har tænkt, han kunne. Men så let skulle det altså ikke gå 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lotte

      Gør det N! Find nogle at dele de historier og oplevelser med. Jeg har selv en “legekammerat” hvor vi taler ret åbent om den slags, og det er vildt befriende!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • N

      Frk. Kløe: Det kan jeg godt forstå! Det er jo også en ret ulige relation i mellem jer, indtil videre i hvert fald, da han ved MEGET mere om dig end omvendt. Men jeg er spændt på at høre hvis I skal ses igen! Og du må hilse ham og sige, at jeg nok også ville læse hans blog 😉 Og så vil jeg lige sige (selvom jeg har sagt det før), at jeg er helt tosset med din blog, og jeg håber virkelig, at du fortsætter med at skrive!
      Lotte: Det lyder virkelig fedt! Men forstår jeg det rigtigt, du knalder med én, hvor I så samtidig taler om de andre mennesker, I knalder? Jeg vil prøve at finde mig en, jeg kan udveksle erfaringer med. Men jeg kom faktisk til at tænke på, at Frk. Kløes kommentarvæg måske kunne være netop sådan et forum? Med udgangspunkt i, hvad Frk. Kløe selv tager op af temaer 🙂 Hvad siger du til det, Frk. Kløe? Så skal jeg også nok forsøge at komme med mit bidrag af lumre anekdoter 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Tak, det er rigtig dejligt at høre <3
      Bestemt! Man skal være så hjertens velkommen til at dele sin egen historie i kommentarfeltet, hvis man har lyst 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Jeg er en så trofast læser, at jeg er kommet over det stadie, hvor det kunne være sjovt at finde ud af, hvem der er bagved. Jeg nyder egentlig, at du er anonym, og at der er nogle aspekter, som vi, som læsere, bliver tvunget til at læse mellem linjerne, fordi vi ikke kender dig. 😊
    Har du snakket med Læseren siden jeres møde?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Ja, det har jeg – vi har indtil videre bare skrevet kort sammen. For god ordens skyld sendte jeg indlægget til ham på mail, inden jeg udgav det herinde, så han kunne få chancen for at forberede sig på hvad der ville stå om ham. Men han var heldigvis helt ok med det og syntes, det var fint at læse 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sandra

    Tak for dejlig søndagslæsning. Når jeg ser, der nyt fra dig, bliver jeg så glad indeni 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Karneval med Superman