Svar på fødselsdagsspørgsmål - første del

Musvitten

Det kan godt ske, jeg er blevet kræsen. Eller også daler udvalget af lækre mænd på diverse datingapps bare endnu en gang foruroligende. Er nok en blanding. Ikke fordi det nogensinde har været noget at gå specielt amok over. Mændene på Tinder. Sjovt, for jeg fik engang lov til at swipe for en kammerat. Og der tonede da den ene smukke dame frem på skærmen efter den anden. Mon de lækre mænd også er lidt tungnemme i det og endnu ikke helt har forstået, at tilsvarende damer kun er et svirp med tomlen væk? Nu er det jo heller ikke ligefrem fordi, Tinder og Happn er splinternye, banebrydende opfindelser, så hvorfor de til stadighed nægter at deltage i festlighederne derinde, forbliver et mysterie for mig.

Men jeg fandt da efter en del opgivende udbrud endelig en flot og sød mand. Jeg likede. Vi matchede. Nøj, hvor har han alligevel været en besværlig lille musvit at få fingrene i. Blev ordentlig ved med at aflyse dates og flyve ud af mit greb. Hvorfor man bliver ved med at spille kostbar, når man én gang har givet udtryk for, at man ved et match er interesseret, er jeg heller ikke helt med på. Men ok. Kan jo også godt lide at jagte mine mænd lidt nogle gange, så jeg var på den måde ikke ved at gå til af spekulationer. Happn er godt nok ikke det nemmeste sted at lege kat, men jeg må simpelthen lige tage et øjeblik og rose mig selv. For Musvitten lod aldrig til at opdage, at han trods sine ivrige, små hop i den modsatte retning hele tiden var durk på vej mod mine kløer. Lidt smalltalk, lidt smiger, lidt afvisning, lidt sødme, og så var han fanget. I bund og grund nemt. Jeg indsætter en mental selvfed-smiley-med-solbriller her.

Så. Efter at have trukket tingene i langdrag i ugevis, landede vi endelig på en fast dato for et møde. Musvitten ville gerne gå en tur. Det kan jeg jo også godt lide at gøre på en date, så jeg var frisk. Vi mødtes i aftes. Jeg stod og ventede på ham på en travl gade. Havde godt set ham ud af øjenkrogen komme gående mod mig, men jeg vedblev at spejde let søgende mod et punkt en smule til venstre for ham. Var tilpas overrasket, da jeg opdagede ham få skridt før han stod foran mig. Jeg undskyldte smilende mit distræte væsen, han virkede vældig tilfreds med at være kommet sådan bag på mig. “Skal vi gå derhen?” pegede jeg og guidede ham gelinde på vej. Musvitten var meget flottere i virkeligheden, end jeg havde forventet. Man kunne se, at hår, bryn og vipper var solbleget, hans kulør var sund og sommerbrun. Han duftede godt. Kunne høre på hans dialekt, at vi vist ikke kom samme sted fra, og det viste sig da også, at Musvitten kun havde boet i min by i ganske kort tid. “Så kan jeg jo vise dig rundt,” foreslog jeg glad. Det lod han til at synes var en fin idé. Så vi gik og gik, mens jeg fortalte og viste og spurgte, om han kendte til dette og hint. Vil mene, at der maksimum nok kun forløb omkring tyve minutter, før jeg fik en kraftig mistanke om, at vores kemi ikke var helt så gnistrende, som man kunne have håbet. Og herfra blev det faktisk kun værre og værre. Ikke at vi ikke kunne snakke sammen. Jeg er god til bare at fyre en masse af og holde en samtale kørende, så det var ikke noget problem.

Der var imidlertid et nyt byggeri, som jeg endnu ikke har besøgt, men som jeg regner med forhåbentlig at tilbringe mange varme sommereftermiddage ved, og vi besluttede at gå hen og kigge nærmere på det. På vejen præsenterede jeg ham for et af mine yndlingssteder. Musvitten var ingenlunde imponeret. Og havde jeg ikke vidst det før, vidste jeg da, at kunne han ikke lide dette sted, ville han formentlig heller ikke kunne lide mig. Men vi nåede det nye byggeri, og jeg var ovenud begejstret. Min følgesvend knap så meget. Vi traskede lidt rundt og ih’ede og åh’ede, før vi begav os tilbage igen. På hjemvejen snakkede vi om ferieplaner. Musvitten fortalte, at han skulle ud og sejle om et par uger. Svarede, at jeg ville ønske, jeg var mere søstærk, end jeg er; men det skyldes en ganske bestemt episode på charterferie i Tyrkiet for mere end tyve år siden. Min mor havde taget mig og Søster med på en typisk turistsejltur, mens min far denne dag var blevet på hotellet for at se Tour de France nede i poolbaren. Undervejs blæste det op, og jeg husker den sorte himmel og trykkede, alvorlige stemning ombord. Min mor har senere fortalt, hvordan hun havde bedt en fremmed mand om at passe på mig, skulle vi risikere at kæntre. For jeg kunne næsten svømme selv, men Søster var endnu en lillebitte pusling, og min mor kunne ikke bjerge to små børn på samme tid. Mens jeg under stor indlevelse fortalte alt dette til Musvitten, sagde han ikke meget. På et tidspunkt – bare et kort splitsekund hvor han vendte blikket mod skosnuderne – så han endda så træt og uinteresseret ud, at jeg denne gang blev oprigtig overrasket. Lynhurtigt fik han atter styr på sin belevne maske. Men han havde dog nået at bekræfte mig i, at jeg ikke var den eneste, der havde mærket det komplette fravær af både kemi og tiltrækning mellem os.

Han fulgte mig hjem, lige til hoveddøren. Det var pænt gjort af ham. Et sidste emne, vi her rundede, var SKAM. Hvor jeg fangirler fuldstændig ubehersket og drøner omkring iført citat-t-shirts og -muleposer og synes, det er det absolut sejeste, kunne jeg ligefrem se på Musvittens mimik, hvor udmattet han blev af den blotte tanke. Da vi derefter skiltes, var det under høflige fraser, men uden nogen form for tilkendegivelse af at have lyst til at se hinanden igen. “Tak for en hyggelig rundvisning,” sagde han. “Selv tak. Farvel,” smilede jeg. Han var allerede på vej væk.

Jeg regner ikke med at skulle mødes med Musvitten til flere byvandringer. Regner ikke med hverken at høre fra ham eller selv tage kontakt. Det var mærkeligt at opleve, hvordan jeg kunne rende rundt i to stive timer med et menneske, jeg sagtens kunne se var rigtig sød, men som jeg ikke havde noget som helst til fælles med. Der havde været sådan en underligt flad, død fornemmelse under hele daten. Skulle han dog mod al forventning finde på at foreslå film og aftenhygge under tæpper, takker jeg natuligvis ja. Er trods alt endnu ikke gået hen og blevet kræsen og krævende, så småting som manglende gnister har nogen betydning for, om jeg gider knalde en flot mand eller ej.

Efter vores farvel sad jeg nede i min baggård og nød en aftensmøg. Den flade, døde fornemmelse var blevet hos mig. Og jeg kunne nu mærke, hvor meget jeg savner lidenskab og brand og for fanden da bare at finde en enkelt, hvor kemien er i top. En, der deler min begejstring for både fine nybyggerier og samtidig den diametrale modsætning i faldefærdige yndlingssteder. Som sender mig smil, der gør mig blød og blævrende fra knæ til ankel. Som kan se skønheden og betagelsen ved et virtuelt norsk univers, der virker så ægte og vigtigt som nogensinde. Og som sidst men ikke mindst kan få mig til at føle, at rollerne er byttet om, så det pludselig er mig, hvis vinger bliver stukket og som langsomt bliver trukket ubehjælpeligt mod kattens favn.

   

7 kommentarer

  • Line

    Jeg kan godt tænke lidt at udvalget er blevet ringere også… da tinder først kom frem skulle alle ligesom prøve det tænker jeg, nu er udvalget ikke helt det samme.
    Efter at have mødt to virkelig søde mænd på festival her i sommers savner jeg også pludselig den der spontane ‘ instant attaction’ som jeg bare ikke har prøvet på tinder dates. Det virkelig liv er bare federe nogen gange…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Josephine

      I Nordjylland vil udvalget af singler statistisk set være betydeligt lavere end i andre dele af landet, fordi de gifter sig og får børn i betydeligt yngre alder. Skilsmisseprocenten er også lavere. Derudover bliver folk nok hurtigt trætte af at bladre i et katalog over potentielle partnere. Måske er det for meget lig jagten på en ny sofa i Ikea-kataloget? Tænker også, at en neurolog sikkert kunne sige noget klogt om hjernens mætningspunkt ift. at se på billeder af andre, og læse deres mere eller mindre forudsigelige eller krampagtigt kreative selvfremstilling. Det må jo være et bombardement af informationer af samme slags. Trættende i længden.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Trættende, ja. Men tro mig; lige her, hvor jeg er, er udvalget som regel bare virkelig ringe 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Ih, jeg savner også at møde søde mænd på festival – for du har ret, det er bare tit federe!
      Jeg er så ærgerlig over, at jeg aldrig fik prøvet Tinder, da det lige kom frem. Hører altid en del historier om, hvor spækket til med lækre mænd der var 😉 Et par af mine veninder fandt endda kærester derigennem, som de bor sammen med i dag. Det hører man til gengæld ikke så meget om længere.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • fortvivlede

    Øv frk. Kløe, at det var en flad fornemmelse. Du skal nok finde lidenskaben igen på et tidspunkt. Og hvis den kom med alle og enhver ville den jo ikke være noget særligt 🙂

    Jeg sidder i en situation, som jeg virkelig godt kunne bruge en andens perspektiv på. Jeg ved godt du ikke er en brevkasse, men jeg håber alligevel du vil fortælle hvad du tænker om min situation.

    Jeg har mødt den her fyr på Happn. Han er virkelig sød, vi har rigtig god sex og der har på intet tidspunkt været problemer med rejsning – tværtimod! Men jeg har alligevel på fornemmelsen, at han måske er homoseksuel. Med risiko for at lyde fordomsfuld, så skriger hele hans adfærd, mimik og gestetik homoseksualitet. Det er en masse små ting der peger mig i den retning. Det er alt fra hans håndledsbevægelser, hans smule skabagtige ansigtsmimik der til tider minder lidt om en parodi på en teenagepige, hans måde at gå på, han var klædt ud som drag i folkeskolen osv. Samlet set udstråler han bare en del feminitet og prototypen på en homoseksuel (gud, hvor jeg lyder generaliserende, bær over med mig). Samtidig har han fra dag et virket meget interesseret i mig og vil gerne lave noget sammen hele tiden. Og som nævnt før, så tyder det også på at han tænder på mig. Jeg er enormt forvirret, for jeg kan godt lide at snakke med ham og have sex med ham. Men jeg er så bange for at jeg er hans “dække” som han kan vise frem for venner og familie i forsøg på at skjule sit sande jeg. Eller at det ikke er gået op for ham selv endnu, og jeg engang i fremtiden risikerer at blive fravalgt til fordel for en mand. Jeg spurgte ham på et tidspunkt (i en kontekst) om han havde tænkt på at være sammen med en af det samme køn. Det svarede han ja til, og jeg følte lidt at han forsøgte at undgå at svare. Han havde ikke prøvet det og havde lagt tanken på hylden.

    Hvad ville du gøre i sådan en situation? Skal jeg følge min intuition og gå fra ham før vi bliver seriøse, eller skal jeg prøve at se bort fra hans feminine sider og fokusere på alt det jeg tiltrækkes af? Når vi er i offentligheden føler jeg lidt at jeg virker som den dumme pige der ikke kan se, at hendes fyr er på vej ud af skabet (dette er naturligvis mine egne følelser, da omverden nok er pænt meget optaget af deres eget, I know 😉 ) Jeg vil virkelig gerne høre dine tanker. Og tak for en rigtig god blog!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sara

      Jeg tror, at jeg ville spørge manden ligeud på en pæn måde. Især når han har overvejet at have sex med mænd uden at ville uddybe det. 😊

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Kære du.
      Åh, det er svært, det her! Jeg vil nødig sidde og kloge mig på din situaion, som jeg jo i bund og grund ikke ved noget om. Men jeg har også brugt lidt tid på at tænke over et ordentligt svar til dig, og siden du beder mig om mit perspektiv, vil jeg selvfølgelig også gerne give det 🙂

      Først og fremmest tænker jeg, at der er mange måder at være mand på. Både som hetero- og homoseksuel. Derfor er det vigtigt, at du ikke tolker mit svar som, at jeg dømmer ham som homo eller ej. Jeg synes, det er fedt, hvordan vi i dag kan lege med kønnene både som mand og kvinde.
      Men altså. Det lyder jo absolut ikke som om, at han ikke begærer dig 🙂 Og heteroer kan jo også have homoseksuelle fantasier.
      Hvis I er sammen nu, og han så om 5 år finder ud af, at han er homoseksuel – hvad så? Det gør vel ikke hans kærlighed mindre ægte nu? Så har I haft 5 dejlige år sammen. Jeg tænker: Spar aldrig på kærligheden. Man kan ikke elske forgæves, og hver erfaring man kan få, skal man tage. Al den kærlighed du oplever, gør dig klogere på livet. Og en del af kærligheden er også, at det ikke altid er lykkeligt.
      Jeg ville selv blive fornærmet, hvis min nye kæreste spurgte mig, om jeg var sikker på, at jeg ikke i virkeligheden var lesbisk. Så hvis han giver udtryk for, at han gerne vil være sammen med dig, så stol på det.
      Men bliv ved med at tale om hinandens lyster. Bliv ikke berøringsangst fordi du har en tanke om, at du måske har spottet noget i ham, som han ikke selv har opdaget endnu. Udveksling af lyster kan føre til mange fine snakke om, hvem man er som menneske.

      Jeg ved næsten ikke, hvad jeg ellers skal sige, når jeg hverken kender mere til dig eller din situation. Og jeg ved godt, jeg ikke kommer med et særlig konkret svar, men jeg vil som sagt så nødig gøre mig til dommer. Håber, du kan bruge lidt af det alligevel <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Svar på fødselsdagsspørgsmål - første del