En aften med Fitteren

Når Vikaren er fuld

For et par uger siden mødtes jeg med nogle kolleger i byen. Vi drak øl og råbte højt. Lidt senere stødte Vikaren til selskabet. Han var fuld. “Hej Frøken Kløe! Så var du her alligevel!” sagde han straks. Øh. Vi havde aldrig udvekslet et ord før. Og nu stod han ligefrem og ævlede løs. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle sige.

“Han er så lækker,” hviskede min kollega til mig. “Jeg har prøvet at score ham tre gange, men han vil ikke,” blev hun ved. Jeg sagde, jeg troede, man skulle passe på ham. Han ved godt selv, han kan få hvem som helst. Så man skal passe på.

Han talte til mig i løbet af hele aftenen. Og han dansede med mig. Hans hånd hvilede let på min lænd. “Jeg så dig i byen for noget tid siden. Men jeg turde ikke lægge an på dig,” sagde han på et tidspunkt. Vidste straks, han snakkede om aftenen på stambaren, hvor jeg havde holdt hemmeligt øje med ham. Jeg troede, han tog pis på mig. Hvorfor skulle han lægge an på mig? Jeg mener. Kan godt selv lide den måde, jeg ser ud på – men jeg ved også godt, jeg nok ikke er en type, Vikaren typisk ville gå efter.

“Først vidste jeg ikke helt om det var dig. Men da du stod oppe i baren, og jeg rigtig kunne se… det hele, var jeg sikker på, at det var,” smilede han og kiggede på min røv, hans hånd gled kort ned og strejfede mine baller. Jeg smilede usikkert og grinede. Mente han det?

“Hvad er det du vil?” spurgte jeg ham mistroisk efter at have modtaget komplimenter det meste af aftenen. “Du taler jo aldrig til mig. Jeg forstår ikke, hvad du vil?” Han kiggede ned i jorden og snurrede mig rundt til musikken, hev mig ind til sig igen. “Jeg er bare genert,” sagde han. Ha! Den mand har intet at være genert over, jeg troede ikke på ham. “Men du kan jo bare sige hej til mig, du ignorerer mig hver dag,” indvendte jeg. “Du står altid der på kontoret og ser så sød ud. Du står der og smiler så sødt, så jeg bliver helt blød i knæene,” sagde han kælent. Det gjorde mig mundlam. Han er sådan en, man skal passe på, mindede jeg mig selv om.

Nogle dage efter tog jeg mod til mig og sendte ham en besked på Facebook. Tak-for-sidst-og-så-videre. Ret uskyldigt. Han læste den. Han svarede ikke.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En aften med Fitteren