Gøgleren

Nørden

Jeg havde fundet denne her rimeligt lækre mand på Happn. Øj. Lige sådan en man godt gad se lidt mere til. Hans beskeder var oven i købet enormt velskrevne og sjove. Fik mig helt til at smile og vente fornøjet på ny lyd fra ham. Og havde det ikke været fordi, vi midt i alle skriverierne gik fuldstændig skæve af hinanden, ville jeg have holdt mit løfte om at ses sidste weekend. Vi kom til at snakke om feminisme. Det var egentlig bare en kort bibemærkning fra min side. Synes generelt, man bør holde sig til lettere emner, når man skriver med sit nye match. Har jeg lyst til at ytre mit forhold til feminisme, vil det umiddelbart ikke være en datingapp, jeg tyer til som kanal. Bevares. Naturligvis skal der være plads til holdninger på både Happn og Tinder. Jeg har bare for lang tid siden bestemt mig for, at det ikke er stedet, jeg vil diskutere. Så jeg forsøgte hurtigt at lukke den ned igen. Det var han åbenbart ikke helt med på. Og pludselig var den del af min besked, hvor jeg i en enkelt linje havde brugt det – skulle det snart vise sig – forhadte ord, arnested for et større palaver. For ifølge mit nye match var han ikke blot kritisk men også ret skeptisk overfor feminisme i sin nuværende form. Jeg spurgte pænt, om han mon hentydede til fjerdebølge-feminisme, mens jeg sagde til mig selv, at jeg skulle tælle til ti. Nærmere hundrede. For. Næ. Det vidste han egentlig slet ikke, hvad var. Forfattede til gengæld en længere klichefyldt smøre om hykleri, mandehad og argumentation baseret på følelser i stedet for rationalitet. Den bedste var alligevel, da han sagde, at der var en masse ting i vores hverdag, vi godtager som værende normale præmisser, men som i virkeligheden er helt forkerte – hvorefter han bevægede sig over i den noget kun tungere ende mod en rask omgang pro-slut shaming. Gad ikke engang at prøve længere. Bye bye. Ærgerligt.

Så gik det meget bedre med det næste match. Der var bare lige én ting. Lille bitte. Seriøst ikke noget, man bør hænge sig i. Og sikkert ikke noget, der behøver betyde noget. Men. Han satte hverken komma eller punktum. Jegkanikkemeddet. Gjorde dog mit bedste for at tyde hans beskeder, og det endte faktisk som en helt hyggelig snak. Han spurgte, om jeg havde lyst til at mødes. Selvfølgelig havde jeg det.

Jeg havde virkelig den bedste hårdag, jeg længe har haft. For pokker, hvor det sad. Perfekt til en date, tænkte jeg tilfreds og blinkede til mig selv i spejlet. Da jeg kort inden det aftalte mødetidspunkt kiggede ud på det regnfulde søndagsvejr, dalede humøret betragteligt. Nu var jeg nødt til at proppe hele manken ind i den trange hætte på min jakke. Og jeg havde ellers planlagt at tage en pæn, lys, hætteløs uldfrakke på, men måtte modvilligt krybe i en lidt mere praktisk sag.

Vi skulle mødes foran en café. Ankom nøjagtig samtidigt. Det blev til et hurtigt kram, før vi skyndte os indenfor i ly for regnen. Jeg kunne lugte jakkens plaskvåde stof, mens jeg rodede febrilsk rundt i mit hår for at få det til at sidde nogenlunde igen. Vi fandt et bord og satte os overfor hinanden. Her fik jeg endelig mulighed for at betragte ham ordentligt. Sneakers og en skjorte i groft lærred. Hagekløft og pjusket hår. Han så godt ud. Lignede en musiker. Ja. Der var faktisk en del Kurt Cobain over ham på både den ene og den anden måde. Det kunne jeg meget godt lide. Men jeg lagde også mærke til, at der tillige var en god portion Handymand over ham. Faktisk. Når jeg sad der og kiggede på min date og tænkte rigtigt efter, fandt jeg, at jeg i ham kunne se samtlige mænd, der har været i mit liv. Gudfader, hvordan kan jeg blive ved med at støve den samme type op gang på gang? Så kan det godt ske, der er mindre variationer såsom hårfarve og højde og drøjde ind i mellem. Men i bund og grund ligner de altså alle sammen hinanden. Nå ja, tænkte jeg tørt, så ved jeg da, hvad jeg får.

Til en afveksling var der egentlig ikke så megen prøvende småsnak mellem os som indledning. Det var bare lige på. Jeg tænkte, det var rart bare at kunne snakke løs sammen med ham. Han grinede nogle gange på en lidt sjov måde, havde svært ved at holde øjenkontakten og virkede til tider ret genert. Syntes, det var lidt sødt. Jeg kan godt lide, når mænd er nørdede omkring Star Wars, tegneserier og andet i den dur. Og det var ham her. Den fik ikke for lidt med diskussion af Rogue One og hånlig latter over Batman v Superman. Senere viste det sig tilmed, at han ikke bare lignede en musiker, han var også en. Og senere endnu fandt jeg ud af, at han desuden malede og tegnede. Han fortalte, at han var udpræget konkurrencemenneske, og at han, når han satte sig noget for, nørdede dette, indtil han mestrede det til fulde. Absolut et plus, vurderede jeg. Virkede i det store hele til at være ret cool, det, han havde gang i. Han var Nørden. Og jeg vidste, den var hjemme, da han stolt fremviste fotos af sine malerier. Sådan er det altid. Mænd kan godt lide at imponere og vise, hvor dygtige de er. Endnu en fællesnævner, konstaterede jeg, for sådan har det uden undtagelse været med alle mænd, jeg indtil videre har været sammen med. Og jeg har ikke noget imod at smile og spille med og give mig selv en mental high five, mens jeg tænker: Godt skuldret, søster.

“Hov. Er det en tatovering?” spurgte han og pegede på mit håndled. “Den er fin. Ikke for stor. Det kan hurtigt blive for meget, hvis man får nogle, der er større.” Jeg nænnede simpelthen ikke at linde yderligere på ærmet og vise, hvad det ellers gemte. “Har du tatoveringer?” spurgte jeg. “Nej. Men jeg har tænkt på det,” svarede han. “Jeg tror, det ville klæde dig,” sagde jeg og mente det, “har du fundet en tatovør?” Det mente Nørden, han havde: “Det skal være en af dem fra Tattoo Salonen.” “Altså. Det der tv-program?” spurgte jeg. Lige præcis. Jeg gav ham navnene på et par profiler på Instagram, han burde tjekke ud. “Åh,” mumlede han og scrollede sig opmærksomt igennem det ene farverige mønster efter det andet. Fornemmede, at han netop havde fundet sit næste nørdeemne.

Hvis der var en ting, jeg lagde ekstra mærke til, så var det, at Nørden lige fra starten talte til mig, som om han allerede havde bestemt, at vi skulle ses mere end denne ene gang. Han spillede med helt åbne kort, var tydeligvis på kærestejagt. Først blev jeg meget overrasket. For jeg mente, det var at være lige hurtig nok på aftrækkeren, da han i løbet af den første times tid fortalte, hvad han syntes, vi skulle lave sammen på næste date. Dernæst oplevede jeg kort at blive både afskrækket og provokeret af, at han med så stor overbevisning regnede med, at jeg ville se ham igen. Der var en sær uoverensstemmelse mellem denne beslutsomme selvsikkerhed og den kejtede generthed, der gennem hele daten fortsatte med at overmane Nørden med regelmæssige mellemrum. For mit eget vedkommende reagerede jeg på dette med henholdsvis lige dele modvilje og omsorg. Indtil det gik op for mig, at fornemmelsen af ikke rigtig at have noget at skulle have sagt i sagen om, hvorvidt vi skulle ses igen eller ej, æggede mig i så forbavsende grad, at jeg overgav mig fuldstændig og til sidst bare nød at føle mig eftertragtet.

Og således gik det til, at Nørden ved datens ende ingen problemer havde med at få lokket ikke blot mit telefonnummer ud af mig, men også tid og sted for næste møde.

   

4 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Gøgleren