Spurven forelsker sig

Om ikke at få sagt farvel

Ok. Så det, der skete, var:

Var lige kommet en smule ovenpå igen, da Sommermanden fandt tid i kalenderen og meldte sin ankomst. Mit dårlige humør blev lynhurtig til sød forventning, og jeg planlagde og gjorde ved og glædede mig enormt til at se ham igen. Længe efter vores varme sommerdage sammen var jeg så ked, at min mor endte med at tage mig med hjem, så jeg kunne blive passet og kysset lidt på. Hjemme hos mine forældre er jeg Lille Skat, og de sagde det på sådan en mild, lys måde, så jeg brast i gråd igen. Det hjalp at få nusset fødder, mens min far brummede, som fædre gør, når deres døtre græder over sommermænd. Der blev blandt andet brummet noget med, at han ville reparere min cykel. For han tænkte vel nok, som fædre jo tænker, når deres døtre ligger brak som en anden våd karklud, at han da i det mindste kunne fikse Det Røde Lyn for mig. Tilføjede lavmælt, at Sommermanden slet ikke var alle de tårer værd. Det er voldsomt at blive valgt fra – også selvom man altid har vidst, at det slet ikke er muligt at blive valgt til. Og jeg har aldrig været ulykkeligt forelsket som dette før. Dyb forgabelse og fortabelse og hemmelig forelskelse kendetegner stort set hele min teenagetid og starttyvere. Men ugengældt, ulykkelig kærlighed har jeg aldrig oplevet før nu. ”Lille Skat,” sagde min mor, ”det gør ondt at gøre sig erfaringer.”

Hvordan kan jeg blive ved med at blive overrumplet over, hvor dejlig Sommermanden ser ud? Han gik mig i møde i en armygrøn jakke, mens han smilede og var solbrændt og blændende. Jeg havde ingen trusser på under nederdelen. Det kunne han godt lide. Hans hånd var på mine baller og hev i stoffet hele vejen hjem til min lejlighed. Sex med det samme. Kys og arme overalt. Og så en hel masse jeg havde lyst til at sige, men som jeg glemte alt om, da jeg mærkede ham oppe i mig.

Sommermanden lå på min sofa og så OL. Jeg vimsede rundt og legede kærester. Bagte boller og lakerede negle. Vi holdte doven søndag. Så lidt bordtennis. Han forklarede mig reglerne. Jeg lod som om, jeg forstod dem. Sov lidt. Han snorkede let i mit øre. Snakkede. Grinede. Og jeg plejer at være en af den slags damer, der siger tingene ligeud. Som bare spørger, når der skal spørges. Men med Sommermanden skal man passe på, og pludselig strør jeg brødkrummer og håber, at han samler dem op. I stedet for bare at stikke ham et franskbrød til at starte med. Ik’. Dyb metafor. Men Sommermanden trak bare på skulderen, da jeg sagde: ”Tænk, at vi aldrig skal se hinanden igen.” I virkeligheden ville jeg gerne have snakket med ham om at rejse over og besøge ham, om ikke at stoppe nu, og om at love hinanden ting, der kunne være svære at holde. ”Jeg er i Danmark nogle uger næste sommer,” svarede han. Jeg krummede forgæves videre: ”Men tænk, hvis du finder en kæreste i det nye land.” Han trak igen på skulderen og sagde, at det samme vel kunne ske for mig. Hvortil jeg straks svarede, at det kunne jeg aldrig finde på. Og det var jo her, han skulle have grebet mig og spurgt, om jeg ville vente på ham. Og jeg ville have svaret ja og nok have fået lidt våde øjne over hans pludselige lidenskab. Og så ville han sige, at han var lige så forelsket i mig, som jeg var i ham. Men det var jo især her – lige her – at Sommermanden skulle have sagt, at han selvfølgelig aldrig, aldrig ville have en udenlandsk kæreste, når han havde mig. Men han sagde ingenting. Og i stedet mærkede jeg for alvor, hvor ulige vores forhold er.

Da vi skiltes, var det med lovning om, at Sommermanden ville komme hjem til mig en dag efter arbejde. Så vi havde hele eftermiddagen og aftenen sammen til at sige farvel i. Han kørte væk i sin bil, og jeg tænkte, at jeg ikke behøvede at stå og kigge efter ham denne gang, for jeg skulle jo se ham igen. Dagen efter blev jeg så syg, som jeg nogensinde har været. Lå under dyner i uldtøj og rystede af kulde. Halssmerter og madlede var altoverskyggende. Så jeg indtog hverken vådt eller tørt, hvilket på andendagen førte til besvimmelse. Da jeg henad tredjedagen begyndte at få åndenød, slæbte min mor mig resolut til vagtlægen. Symptomerne var ikke til at tage fejl af, sagde han. Følte forsigtigt på min hævede, mishandlede hals og fortalte lidt om behandlingen af kyssesyge som åbenbart er totalt ikkeeksisterende. En hurtig podning tydede dog på streptokokker. Om man sagtens kan have begge dele på samme tid, forstod jeg aldrig. Men jeg vaklede derfra med en recept på en omgang kick-ass penicillin, selvom lægen formanede mig om, at det nok ikke ville hjælpe spor, når nu det var kyssesyge, jeg i virkeligheden led af. Om aftenen på femtedagen kunne jeg spise toenhalv skålfulde af Søsters hjemmelavede suppe, og et døgn efter begyndte jeg så småt at tøffe lidt rundt igen.

Havde under sygdomsforløbet haft rigeligt med tid til at gruble over et par ting. Udover at være blevet slået fuldstændig følelsesmæssigt ud af kurs igen, kunne jeg også mærke, at uligheden mellem mig og Sommermanden gjorde mig både trist og bekymret. Jeg vil altid sidde parat som en hundehvalp, når han kalder. At næste møde med ham ville betyde afsked, gjorde mig tilmed nervøs. Var bange for at begynde at græde og tigge og skrige. For når jeg tænker på, at Sommermanden snart er væk for altid, er det sådan, jeg får lyst til at gøre. Så kunne han sidde der med sin fjollede, lille skuldertrækning, mens jeg ikke ville være i stand til at styre mig. Kunne allerede mærke ydmygelsen komme snigende bare ved tanken. “Lille Skat,” sagde min mor, “der er mange måder at sige farvel på. Du behøver ikke sidde overfor ham for at gøre det.”

En aften skrev Sommermanden pludselig, at han var i min by for at tage afsked med noget familie inden rejsen. “Skal jeg komme forbi dig sent i aften og sige farvel også? Det er nok sidste chance,” spurgte han. Blev helt forvirret. For jeg havde ikke nået at bestemme mig endnu, havde ikke nået at tænke noget som helst rigtigt igennem. Samtidig var lysten til at se Sommermanden så stor, så jeg knap kunne være i mig selv. Fik mig næsten til at skrive ja. Så stoppede jeg. Fordi. Hvad fanden? Siden hvornår er jeg blevet sådan én, man kan spise af med et hurtigt farvel på et gadehjørne en sen aften? Med rasende tårer løbende ned ad kinderne ringede jeg til min mor. “Hvad gør det ved dig?” spurgte hun. “Det gør mig vred. Som om jeg bare er en bekendt. Eller ikke engang. En bekendt ville man drikke kaffe med på en café. Men jeg kan kun få et øjeblik sent om aftenen,” hylede jeg. “Lille Skat,” sagde min mor med den største ømhed i stemmen, “nu ved du hvor i hierarkiet, han ser dig. Hvad mere kan du få ud af det her nu end at blive ked af det igen?”

Jeg har stadig ondt i halsen og har efterhånden fået et lettere usundt forhold til Strepsils. Mine kolleger påtaler mit tomme blik, jeg kører generelt bare på halv kraft. Ville så forfærdelig gerne have set Sommermanden en sidste gang. Men jeg skrev nej. Han forsøgte ikke engang at få mig til at skifte mening.

   

32 kommentarer

  • H

    Jeg ved ikke om du stadig ser kommentarer på gamle indlæg, men jeg kom til at tænke på dette indlæg, og for pokker hvor jeg lige pludselig forstår din smerte! Jeg er så ked af, at du har måttet gå det igennem, og samtidig giver det håb, for jeg kan jo se, at du har det så meget bedre i dag!
    Da du skrev indlægget i sommers læste jeg med, følte med dig og heppede på jer, men jeg forstod ikke rigtig din smerte. Hvad jeg på daværende tidspunkt ikke vidste var, at jeg skulle møde min egen sommermand kort efter. Nu er der under en måned til, at han rejser, og jeg kan identificere mig med det du skriver i en sådan grad, at tårerne endnu engang triller ned ad mine kinder efter at have genlæst dit farvel.
    Jeg mangler stadig at sige farvel, jeg mangler stadig at få min afklaring, men ligesom dig, er der ikke meget gevinst ved de udstrøede brødkrummer. Jeg ved, at jeg er nødt til at sige det til ham som det er, men bare tanken om den smerte det vil udløse, hvis følelserne ikke er gengældt, skræmmer mig. Hvad vil jeg have ud af det her? Jeg ved det egentlig ikke helt. Måske vil jeg bare sige, at jeg forstår hvad du gik i gennem, og er uendeligt glad for at du ville dele det med os, det hjælper trods alt lidt. Måske håber jeg, at lidt af dit mod kan smitte af på mig, så jeg kan få det sagt til ham. Måske er der ikke nogen dybere mening, andet end at det somme tider hjælper, at sige det højt. Uanset, vil jeg sige tak fordi vi må følge med <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Kære du.
      Det har taget mig et par dage at svare på din kommentar, fordi jeg ikke helt vidste hvad jeg skulle skrive til dig. Det gør jeg egentlig stadig ikke, for der er i bund og grund ikke så meget klogt at sige.
      Det gør mig så usigeligt ondt, at du nu går igennem det samme som jeg gjorde. Jeg husker de følelser, du beskriver, så klart. Måske fordi jeg – selv efter alle disse måneder – endnu ikke er kommet mig helt. Ja, jeg har det bedre i dag. Meget bedre endda. Men jeg tænker stadig på Sommermanden, på det, der var, og det, der måske kunne være blevet.
      For mig eget vedkommende kunne jeg nok ikke have handlet anderledes dengang: Jeg var NØDT til at fortælle Sommermanden om mine følelser, for tænk nu hvis han havde det på samme måde! Selv hvis han ikke havde, havde jeg været ærlig overfor ham, og det er jo altid vigtigt for mig. Jeg var bange for en dag at fortryde, hvis jeg aldrig fik sagt noget, aldrig turde tage chancen og aldrig fik prøvet at få det til at fungere. Også selvom jeg var den eneste af os, der gjorde. Jeg føler stadig ikke, jeg har fået et ordentligt farvel. Og det piner mig virkelig.
      Jeg kender dig ikke, men jeg håber, du får fortalt din sommermand, hvordan du har det. For selv en afvisning – hvor smertefuld den end er – kan give ro og afklaring. Jeg håber, du får det farvel, jeg aldrig fik. Du kan tro, jeg tænker på dig. Tak for din kommentar og tak fordi du læser med ❤

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kolibri

    Er sikker på det var den rigtige beslutning – selvom det måske ikke helt føles sådan lige nu. Men din mor er sgu en klog kvinde. For hvad andet ville du have fået ud af det ens at blive endnu mere såret og ked af det? Vi kvinder er nogle gange lidt for gode til at udsætte os selv for smerten og lade andre drysse salt i vores blodige sår helt uden at vi prøver at stoppe dem.
    Rigtig god bedring – både med hjertet og halsen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Ja, hun er nemlig rigtig klog og fuld af guldkorn. Og så synes jeg også bare, at hele situationen her har vist, hvor meget man stadig kan have brug for sin mor, selv når man er 28 år 🙂
      Næ, lige nu stritter mit hjerte meget imod og det virker som en helt gak beslutning, selvom jeg godt ved, at det på længere sigt nok er det rette at gøre.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    Får helt en klump i maven over genkendelsen, selv om min afslutning ligger et par år tilbage nu… Det tog mig 6 år fordelt på 3 omgange at nå dertil.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • NN

    Uha, en træls og dum situation at stå i, ØV, men du er altså virkelig sej i din måde at håndtere det på, og det er SÅ nødvendigt at passe på sig selv her… Har ikke selv prøvet noget lignende, men føler meget med dig! Giv hjertesorgen tid, chokolade, is & masser af kærlighed fra venner og familie. Gør ting, der får dig til at smile, selvom din grundlæggende følelse er ked-af-det-hed. En dag får du lyst til at danse til en glad sang igen og til at elske en anden mand, der gengælder dine følelser. Og så er du så rocker-sej og formidabel til at skrive, at ingen kan tage dét fra dig! Ikke en dum ide at skrive en bog, som der nævnes 🙂 God bedring <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Tusind tak!!
      Præcis, sorgen skal have den tid, den kræver – slet ingen tvivl om det. Men den der dag, hvor man får lyst til at danse og elske igen, den må altså meget gerne komme meget snart 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Vildt at du sagde nej. Der er slet, SLET ingen tvivl om, at det var det rigtige, det sundeste, det bedste. Men det er ikke altid, et forelsket hoved kan træffe den rigtige beslutning. Så det kan du godt være stolt af!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Jeg er egentlig også selv ret overrasket over, at jeg kunne finde ud af at sige nej!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Jeg får helt ondt i maven over den følelse, som du må sidde tilbage med. Og jeg ved, at det lyder som en kliche – men han fortjener ikke, at du har det sådan!

    Jeg kom til at tænke på, hvordan du har det med, at Sommermanden kan læse med her på bloggen? Og om disse følelser?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Altså jeg synes faktisk, det har været rigtig svært og grænseoverskridende, at Sommermanden kunne læse med, og jeg har følt mig blottet og sårbar. Men det er jeg jo ligesom selv ude om, når nu jeg valgte at afsløre bloggen for ham. Jeg har oplevet at have svært ved at formulere mig og har vejet mine ord meget nøje, for pludselig får han jo den ultimative sandhed at vide – nogle gange ting, jeg måske ikke normalt ville have fortalt en flirt. Så det har da bestemt været en udfordring!
      Sommermanden og jeg har snakket en del om hele etikken i det, at skrive så intime detaljer om andre mennesker på nettet uden deres vidende. Det er egentlig ikke noget jeg har skænket specielt store tanker før, men nu er jeg meget bevidst om det – og egentlig også lidt i tvivl om, om det er ok. Det er måske ikke altid helt ok, men jeg undskylder det med min og deres anonymitet.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Åh. Lille ven (føler ikke lige jeg kender dig godt nok til et lille skat – men det er den samme mening :-)).
    Barbara Moleko’s sang “Dum for dig” bliver ved med at køre rundt i mit hoved. Du er ikke den eneste, som har været der. Hvorfor er de “unavailable” mænd så ufatteligt spændende, så de får vores indre til at skrige på mer’ og mer’. Suk.
    Men kudos til dig for at sige fra, for at behandle dig selv med den respekt, kærlighed og omsorg du fortjener, og som han ikke er klar til at give dig. Det vil styrke dig i det lange løb, selvom det gør ondt nu. Stol på det. Når man lukker en dør….som man jo siger.
    Elsker din skrivemåde (og franskbrødsmetaforen- ha!) – din blog er den første jeg læser, så snart jeg ser et nyt indlæg – du må skrive en bog en dag.
    Og hvor er du heldig med din varme og omsorgsfulde familie. Nyd deres kærlighed, nu sommermanden ikke kan rumme at give sin til dig. Det handler ikke om dig, men mere om hvor han er i sit liv og hvad han er klar til.
    Og god bedring – pas godt på dig selv – det fortjener du, selv hvis han ikke kan se din skønhed og dit værd (det kan vi blot gennem dine ord).
    <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Eeej, det var en dejlig kommentar <3
      Men ja, du har fuldstændig ret, meget rammende. Det handler nemlig om, hvor Sommermanden er i sit liv, og lige nu er han på vej ud på ud på et eventyr som er hans store drøm. Det er også det, jeg trøster mig med – jeg ved, jeg var blevet valgt til, hvis han var blevet i Danmark.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katja

    Årh hvor jeg føler med dig. Jeg kommenterer normalt aldrig på blogs, men jeg fin sådan lyst til at dele min historie med dig. Jeg har stået i en lignende situation. En fyr jeg hurtigt forelskede mig i, og som jeg sås med et par gange om måneden i næsten et år. Jeg stod altid klar når han ville have mig, og jeg følte at uligheden mellem os var enorm. Efter er lille års tid flyttede han til 1/2 år Filippinene for at finde sig selv og jeg var ude af mig selv af sorg.
    Jeg kom dog videre med mit liv og da det halve år var gået stod han en dag her i Danmark igen. I dag er vi kærester og bor sammen og har det fantastisk. Der er ingen ulighed og vi er begge meget forelskede i hinanden.
    Hvis det skal være jer to skal jeres tid nok komme, og hvis ikke er jeg sikker på at du en dag kommer til at gøre en anden mand meget lykkelig. Held og lykke med det hele, det skal nok gå <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Tak fordi du deler – sikke en skøn, skøn historie at læse! Nu kan jeg drømme lidt om, at det samme kunne ske for mig og Sommermanden 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Åhr mand, hvor kan jeg godt genkende dine følelser omkring alt det her. Det er simpelthen intet mindre end skrækkeligt, når det går op for en, at man er i et ulige forhold og er den, der bare SÅ gerne vil det. Jeg har haft to lignende oplevelser og er begge gange endt med at være en version af mig selv, jeg nu, nogle år efter, er lidt ærgerlig over. For selvom jeg jo inderst inde godt vidste, at beslutningen var taget fra mændenes side, så hylede og nærmest tiggede jeg om, at vi skulle få det hele til at fungere, og der var ikke de kompromisser, jeg ikke var villig til at indgå. Selv med den kærlighed, jeg så gerne ville have fra ham, det drejede sig om. Så jeg tror, du har gjort rigtigt i, at være den, man ikke spiser af med et hurtigt vink med hånden og stå op for det. Mon ikke du bliver glad for det om noget (lang) tid. Det ville jeg have gjort 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Ja, jeg har nemlig også tidligere prøvet at være hende, der græd og tiggede en mand om at blive/elske mig, og det bryder jeg mig egentlig ikke om at tænke tilbage på i dag. Føler, det går ud over min selvrespekt, og det har jeg ikke lyst til. Så jeg tænker også, at jeg i det lange løb nok vil blive glad for beslutningen, selvom det selvfølgelig ikke er spor sjovt eller let lige nu.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Øv. Jeg har også haft en sommermand. Sådan en, der blev ved med at slå benene væk under mig, og bagefter også hive gulvtæppet væk, så jeg lå i nøgen fosterstilling på et koldt gulv. I Valby.
    Det kørte vi on/off i flere år, og det gør stadig lidt ondt at tænke på, selvom det er over 10 år siden.
    Han var grundlæggende en sød mand, men det var ikke mig, han skulle have. Det var hans egen umulige kærlighed, som efter mange år endelig gik fra sin mand og barn. Nu bor de sammen. Og jeg er glad for, det ikke er mig.

    Måske passer han på sig selv – det kan jeg egentlig ikke bebrejde ham… Måske er han bare en røv. Måske finder du først ud af det om nogle år, eller når du møder en, der er mere rigtig.

    Under alle omstændigheder: du er så mega sej for at have nosserne til at åbne dit hjerte – og fornuften til også at passe på det. Og i øvrigt en sød og støttende familie <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Åhr. Av 🙁
      Ja, jeg tror bestemt, han passer på sig selv – og kan jo egentlig også godt forstå ham, selvom det gør ondt på mig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Så modigt og SÅ sejt. Jeg har selv været der og jeg var ked i over et år før jeg var modig nok. Det var et langt år og det fortjener du ikke. Flot at du passer på dig selv! Du er sgu et godt forbillede. Sommermanden er den store taber her. Synd han ikke indså hvilket guld han stod med i hænderne.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Orv, et godt forbillede – det er jeg stolt over du synes!! Men altså, hvis ikke han skulle rejse, så kunne jeg sikkert også godt have fundet på at trække tingene i langdrag, for der er jo ikke noget jeg hellere vil end at sige JA til Sommermanden hele tiden. Men pyh, et helt år? Når jeg tænker på, hvordan jeg bare har haft det de sidste uger, så lyder et helt år super hårdt 🙁

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • M.

    Åh hvor gør det ondt i hjertet at læse! Men hvor er du sej at du sagde nej! Det må have været sindssygt svært.
    han virker altså en smule afstumpet!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Ja, det var virkelig sindssygt svært.

      Det er han nu ikke – men jeg kan godt forstå, hvorfor du måske tænker sådan efter at have læst indlægget 🙂 Jeg tror dog, at Sommermanden og jeg har oplevet tingene på to meget forskellige måder, og det her er jo bare min udgave. Jeg er enormt sensitiv overfor alt han gør, og han er helt tydeligvis ved at trække sig (nok for at passe på sig selv). Det opfattede jeg som en slags ligegyldighed, hvilket præger historien her.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • giveittomebaby

    Jeg synes bare du er virkelig sej. Virkelig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Åh! Av av av, mit hjerte bløder med dit. Havde sådan håbet på en happy ending og en aflyst udenlandsrejse 🙁

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Berit

    Selvom det var hårdt, så tror jeg virkelig, at det var det rigtige valg at sige nej til ham.
    Der er masser af dejlige mænd derude, og lige pludselig støder du ind i en, der er lige så glad for dig, som du er for ham.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Ja, tænker også, at det var det rigtige at gøre.
      Det håber jeg også, jeg gør 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Spurven forelsker sig