Ups med Påskemanden

Optakt

Jeg ville gerne have skrevet om, hvordan de sidste par uger har været. Men ordene forsvandt. Og jeg ville gerne have snakket om det. Men det eneste menneske jeg ville snakke med kunne ikke høre. For der hvor Sommermanden er, er alt omvendt. Det er der, alt er stort; der, hvor hans dag er min nat; og der, hvor selv de mest lyttende mænd er døve. Det er der – og det, mine damer, er det allervæsentligste – hvor varme følelser kan køles fra den ene dag til den anden. Man kan ligefrem mærke, hvordan de falder en grad eller to i temperaturen for hver time. Jeg forestiller mig, at det må være som en lille issyl, der hakker og hamrer tynde flager af disse hede følelser. Til sidst, når der er blevet skrællet tilstrækkeligt af, er følelserne efterhånden blevet behageligt lunkne. Så kan man rende rundt, mens alt er stort over hovedet på en, mens dagen i virkeligheden er nat, mens man propper vat i ørene, og tænke: Hov. Der røg endnu en flig.

Er jeg bitter? Er jeg vred? Er jeg ked af det? Ja. Og alligevel er jeg så fuld af forståelse, så jeg er ved at brække mig af det. Det er lige godt satans at være så empatisk anlagt.

Lad mig spole tilbage. Sommermanden rejste en fredag. Jeg var ude af mig selv hele den weekend. Det blev mandag. Intet havde ændret sig. Ikke at det afholdte mig fra endnu en gang at give mig i kast med hvad der på det tidspunkt bedst kan beskrives som min yndlingsbeskæftigelse – gamle sms’er og beskedkorrespondancer på Messenger blev grundigt gennemlæst denne mandagsaften. Og som jeg sad der og faldt i svime over gensynet med Sommermandens hjerteemojis, kom jeg i tanker om, at der stadig lå de aller, allerførste ord mellem os et helt andet sted. Nemlig på Tinder. Her har vi stået som match siden dengang i maj, hvor jeg først stødte på ham. Det var lang tid siden, jeg havde været aktiv derinde. Der havde ligesom hverken været grund eller lyst til det. Men nu blev app’en hurtigt åbnet igen, og jeg smilede, mens jeg læste, for jeg huskede pludselig alt så klart. Kunne genkende ham i hvert et punktum og udråbstegn, kunne huske nøjagtig hvordan han fik mig til at fnise. Og her skulle jeg have stoppet. Her skulle jeg have passet bedre på mig selv, være gået i seng og lagt telefonen til side. For den man er forelsket i, skal man ikke begynde at stalke. Især ikke på dennes datingprofil. Man kan risikere at opdage ting, man ville ønske, man aldrig havde set.

Altså. Det er jo ikke fordi, jeg ikke havde forventet, at Sommermanden ikke ville bruge Tinder i det nye land. Det var jeg fuldstændig på det rene med. Havde selv tænkt, at jeg med tiden ville komme til at date andre, mens jeg i ånden ville forblive tro mod Sommermanden. Det var ret romantisk, syntes jeg. Det der med ånden. Ret storsindet og cool. Sommermanden havde ikke villet afgive løfter, han ikke kunne holde. Ligesom han heller ikke ville have nogle af mig. Det gjorde ondt at læse, da han skrev sådan. Men samtidig måtte jeg jo indrømme overfor mig selv, at hvor gerne jeg end ville, er jeg næppe i besiddelse af en kløe, der lader sig nøje med at blive stillet så sjældent, som mine penge og optjente feriedage ellers ville have tilladt, at vi kunne se hinanden. Det samme, tænkte jeg, gælder nok for ham. Og så længe han bare var klar på at være åben overfor det os, der med tiden måske kunne blive, var jeg indstillet på at se gennem fingre med eventuelle udenlandske damer, som måtte finde vej til hans seng. Men. Alt det med ånden var jo bare tanker, jeg havde gjort mig. Forestillinger om hvordan det måske kunne blive. Det at se, at Sommermandens profiltekst allerede var oversat til et andet sprog – med den lille tilføjelse at han nu også ledte efter sit livs kærlighed – efter kun to dage i det nye land, er straks noget helt andet. Det er konkret. Virkeligt. Og det gjorde alt fuldstændig stille indeni mig.

De følgende uger var jeg så følelsesmæssigt i ubalance, som jeg sjældent har oplevet det før. Den ene dag var jeg overbevist om, at jeg elskede ham, den næste var jeg så arrig, så jeg spruttede. Det var absolut frustrerende ikke at kunne mærke noget som helst rent. Samtidig var de få livstegn, jeg modtog fra Sommermanden, af så upersonlig karakter, så jeg følte distancen mellem os som meget mere end blot fysisk. “Det er en kæmpe omvæltning at flytte til et nyt land, hvor man ikke kender nogen. Det er hårdt at være så langt væk og prøve at få sit liv til at fungere i ukendte omgivelser. Prøv lige at forestille dig det, gør. Han skal bare have tid. Så bliver alt godt igen,” forklarede jeg Søster hver aften, når hun ringede for at tjekke op på mit hjerte. Jeg må have lydt fuldstændig desperat. Han skal have tid, tænkte jeg. Bare masser tid og plads. Så i et forsøg på at give Sommermanden så meget af netop dette, som jeg overhovedet kunne magte, bestemte jeg mig igen for ikke at kontakte ham mere. Tilsyneladende bar planen frugt, for en morgen vågnede jeg omsider op til lige nøjagtig det, jeg havde tørstet efter i ugevis: “Hej smukke Frøken Kløe. Jeg savner dig,” skrev han. Den morgen spiste jeg morgenmad med Sommermanden ved min side, og jeg følte, jeg kunne flyve, for han var endelig nærværende, lyttende og sit gamle, velkendte jeg igen.

Jeg var Alt. Jeg kunne Alt. For Sommermanden savnede mig, og det havde kildet i min mave og på hemmelige steder, da han skrev, at han havde lyst til mig. Beklageligvis var min Alt-følelse kortvarig og endte brat, da det slog det mig, at Sommermanden jo var 1) aktiv på Tinder, 2) liderlig, og 3) smart nok til ikke at have villet love ikke at handle på førnævnte punkter. Snarere tværtimod. Pludselig spandt min hjerne med en kvalmende fart, og jeg mærkede en grøn gnist få tag i mine tankers tørre kvas. Det flammede ukontrollerbart. Opdagede, at jeg var vanvittigt jaloux på de fremmede, ansigtsløse skyggekvinder, der måtte omgive Sommermanden. Jalousi er ellers aldrig noget, jeg oplever i nævneværdig grad. Og her var nu en så overvældende, konstant borende følelse, som ikke gav mig et øjebliks ro. Dog er der ikke noget, der ikke er så skidt, at det ikke er godt for noget. Min skinsyge lod mig i det mindste forstå, at jeg er alt andet end cool og storsindet med mine romantiske tanker om at forblive tro i ånden, når det kommer til den mand, jeg er forelsket i.

Så da Sommermanden langt om længe foreslog at snakke sammen på Skype i sidste weekend, vidste jeg, hvad der måtte gøres. I dagene op til forberedte jeg mig som en gal. Skrev side op og side ned med noter; ting, jeg skulle huske at fortælle ham, minde ham om. Timelange telefonopkald med Søster gjorde mig til sidst skarpere i at mærke, hvad jeg ville. Så da dagen kom, var jeg klar. Troede jeg.

   

18 kommentarer

  • Helle

    Kæmpe fan her! Glæder mig til fortsættelsen….

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Dejligt! Nu ved jeg godt, at jeg vist lidt lovede andre i kommentarfeltet her, at fortsættelsen ville udkomme i går, men det var åbenbart sværere at skrive, end jeg lige troede. Men det er forhåbentligt snart klar til udgivelse 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Cliff hanger much! Glæder mig til forsættelsen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Skriver og skriver, håber snart det er klar til udgivelse 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Kære du. Kæft, hvor jeg føler dig. Sådan helt ind i hjertet, hvor det stikker og vrider sig sammen. Det gør så ondt at være ulykkeligt forelsket – det er som om, du har lånt lidt af mit liv til inspiration, men det er OK – vi kan lide lidt sammen 🙂 Glæder mig – som altid – til at læse mere og sender tons af virtuelle, men varme kram i din retning.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Tak for en dejlig besked. Det varmer virkelig mere end du aner <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Tak fordi du deler dit liv, og wow hvor vi glæder os til forsættelsen 👌👌👌

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Så frækt at slutte lige der..

    Knus Jeanette <3 – http://www.jeasblanketanker.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Du rammer bare lige i hjertekuglen😩 Hvor skriver du bare helt vildt fantastisk!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • ejjjj! Du kan da ikke stoppe der! Venter spændt på anden del.

    og håber du er okay!
    Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Undskyld! Jeg er altså lidt nervøs for at gøre indlæggene for lange, når der ikke er billeder og så videre til at peppe det hele op, så det var lige nødt til at blive med en halv-cheesy cliffhanger af en slutning, haha 😉
      Det bliver mit dagsprojekt at skrive næste del, så forhåbentlig ligger der noget klar til jer senere i dag 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nathalie

    Endelig et nyt indlæg fra dig 😱😃 glæder mig allerede til part 2! Og nej det vil aldrig blive for langt eller tungt at læse ☺️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Arbejder på højtryk, så forhåbentlig kommer det engang i morgen 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Janne

    Åååh sikke en cliffhanger! 😱😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Haha, beklager – jeg var nødt til at stoppe et sted, ellers blev det for tungt og langt at læse. Men jeg ved godt, det er en fesen slutning, så jeg er allerede i fuld sving med fortsættelsen 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ups med Påskemanden