Første nat

Road trip

Vi susede gennem grøn frodighed. Der var næsten ikke andre end os på landevejene, som var små og bakkede. Jeg blev ved med at udbryde, at det her måtte være det smukkeste sted af alle – nej, det her! Nej, her! Se! Sommermanden lagde smilende sin hånd på mit lår, og jeg tænkte, at jeg aldrig ønskede mig andet end dette lige nu. Ved ikke, hvor mange kilometer vi fik kørt den dag, men vi drønede rundt fra morgen til aften. Han viste mig alt. Det allerhøjeste sted, hvor vi delte en is og vinden blæste lunt. Jordens indre, hvor han kyssede mig i mørket, mens væden dryppede fra et gigantisk hvælvet loft ned i iskolde søer. Tårnet, hvor svaler fløj om hovederne på os, og slottet, som vist egentlig ikke var et slot, men som jeg syntes lignede. Og han vidste alt, fortalte mig om alt. Jeg lyttede opmærksomt, var så stolt over at gå rundt sammen med ham. Om aftenen spiste vi burgere på en café og gik i biografen. Temperaturen i salen var behagelig i forhold til byen udenfor, som solen efter en hel dags ihærdig stegning havde gjort lummer og døsig. Vi var svedige og varme efter mange timer på farten. Filmen blæste mig bagover, og jeg mærkede en brusende jubel i brystet over at få lov til at opleve dette sammen med ham.

Det var sidste nat hos Sommermanden. Jeg var meget glad og meget træt efter den lange dag, og vi gik i seng næsten så snart vi kom hjem igen. Han nåede at blunde hen på sofaen, mens jeg børstede tænder. Jeg fandt ham der i stuen, gav ham tandpastakys og tog ham med ind i soveværelset, hvor hans krop mod min straks gav mig kildende kløe. Kan aldrig få nok af ham. Han lå tungt ovenpå mig. Jeg låste benene sammen om ryggen på ham. Hans lyde satte en mindre eksplosion af vellyst i gang indeni mig. “Du ved godt,” hviskede jeg bagefter med næsen mod hans bryst, “at jeg er forelsket i dig. Ik’?” Det var blevet mørkt udenfor nu. Sommermandens ansigt var kun svagt oplyst. Og jeg ved fandeme ikke, hvad jeg havde forventet, for jeg er jo klar over, at han ikke er forelsket i mig, men det gjorde alligevel så forfærdeligt ondt, da han lidt efter kyssede mig og sagde: “Det vidste jeg måske godt. Det var jeg sikkert også blevet i dig, hvis jeg ikke skulle rejse om lidt.” Der var ikke så meget mere at sige. For hvad siger man, når det eneste man har lyst til, er, at forsvinde ind i et andet menneske, men det ikke er gengældt? Jeg faldt hurtigt i søvn med en følelse af, at noget var gået i stykker.

Hele formiddagen brugte vi i sengen. Stod op omkring middagstid, spiste yoghurt og müsli i solskinnet på altanen. Jeg sad i bikini og kiggede ud på træerne bag solbrillerne. Det gode ved mig og Sommermanden er, at vi ikke behøver at snakke hele tiden. Vi kan finde ud af at være stille sammen. Det synes jeg er meget vigtigt. Så vi sad der i solen på altanen uden at sige noget. Jeg følte, jeg havde fået alverden, følte, jeg havde alt og så alligevel ikke. “Du gør mig så lykkelig og trist på samme tid,” sagde jeg til sidst, og han nikkede stumt. Jeg gik ind for at pakke. Mens jeg gik rundt og samlede mine sager sammen, slog det mig, at det var sidste gang, jeg var i Sommermandens lejlighed. Det gik med ét op for mig, at han rejser langt, langt væk inden længe, og jeg kunne pludselig ikke få luft. Gemte mig i soveværelset, mens jeg hev efter vejret så lydløst som muligt og forsøgte at få styr på mig selv igen.

Han ville køre mig hjem, vi gjorde en sidste road trip ud af turen. Igen hånden på mit lår, vinduerne var rullet ned, Ed Sheeran klimprede og alt sejlede grønt forbi. Da vi kørte op af en bakke, var himlen så blå og flød nærmest i et med asfalten. “Jeg ville ønske, vi kunne fortsætte,” sagde jeg. “Det ved jeg, du ville,” smilede han og klemte om låret. Kære Gud, tænkte jeg, lad ham altid huske det her lige nu.

Jeg bad om flæskeæggekage, og Sommermanden ville give mig lige hvad jeg ville have, sagde han. Det var den bedste aftensmad, jeg længe havde fået. Der var purløg på toppen. Efter maden var der ikke langt til min by, og jeg kunne mærke hvordan melankolien vældede op i mig, da jeg så de første velkendte bygninger. Han sagde hurtigt farvel til mig i bilen. Blev vred på mig selv, for igen: Hvad fanden havde jeg forventet? Skyndte mig op af trapperne for at få et sidste glimt af ham, men på første sal var han allerede kørt. Jeg begyndte at hikste på anden, og på tredje sal sank jeg endelig sammen i entreen og hulkede over aldrig mere at skulle se min Sommermand igen.

   

25 kommentarer

  • Kolibri

    Puha… Jeg får jo helt ondt i hjertet af at læse din beskrivelse. Du skriver så levende og smukt at jeg kan mærke smerte helt ind til det inderste.
    Føler så inderligt med dig …

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Ååååååårh neeeej altså!! 🙁

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Åh altså 🙁
    Jeg kunne mærke det helt indeni.
    <3 Gode tanker din vej <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Fuck, fuck, fuck. Jeg er forelsket i dig og Sommermanden. Det må ikke være slut nu!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Det var sødt sagt 😀 Jeg håber heller ikke det er helt slut.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Åh, øv hvor er det trist! 🙁 Jeg boede i USA et halvt år sidste år, hvor jeg også blev drønforelsket. Var klar til at flytte derover permanent og få det hele til at du, men som i din situation havde min amerikaner været indstillet på fra start, at det skulle slutte. Nu, et år efter jeg kom hjem, er jeg bange for, at jeg er ved at blive forelsket igen. Og det med visheden om, at jeg igen flytter til USA og denne gang for et år. Det har jeg ikke fortalt “min sommermand”, for er bange for, at det vil sfholde ham fra at være forelsket i mig. Måske egoistisk, men jeg vil virkelig gøre meget for at få et langdistanceforhold til at fungere, hvis det kommer dertil. Det håber jeg, at det gør!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Åhr, shit. Ved ikke engang, hvad jeg skal sige – det lyder jo bare mega hårdt, det der 🙁 Jeg hepper på dig og din sommermand!!
      Min sommermand skal desværre være væk meget længere end et enkelt år, så her er oddsene nok knap så gode.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det fint fortalt om noget, der er så smukt og megahårdt. At føle så stærkt og så modstridende. Puhh. Fuck altså.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Av! Og øv! Og iiih, jeg håber ikke, det er slut på historien om Sommermanden 🙁
    Det er helt vildt (for mig), hvordan nogle mennesker bare kan lukke ned for deres følelser… Bare sige: “Det passer ikke lige ind i mit liv lige nu”, og så bare ikke blive forelskede… Det er vildt. Bliver de mindre kede af det?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Jeg håber heller ikke, det er helt slut, men nu må vi jo se.
      Jeg tror, at Sommermanden længe har været tunet så meget ind på at skulle rejse, så han ikke kan rumme andet. Ej, jeg ved det sgu ikke, det er bare min egen lille teori. Men forstår du? Ingen tvivl om at han er glad for mig – og måske ville han virkelig også være blevet forelsket, som han siger – men rejsen tager al hans fokus og tid. Han er spændt og glæder sig rigtig meget til at skulle afsted; lyser helt op, når han taler om det. Og det er jo super skønt for ham 🙂 Det er bare knap så skønt at være den, der bliver ladt tilbage.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh gud nej. En kæmpe virtuelt krammer til dig. Til trods for, at det ikke er det samme, så kan jeg alligevel genkende de følelser du beskriver. Jeg har netop sagt farvel til min ’sommermand’ til fordel for 6 måneders udveksling i USA (for mit vedkommende). Vores afsked var nøjagtig som jeres, og 3 min efter han var kørt fandt jeg mig selv grædende i min seng, til trods for jeg vidste fra start, at det måtte blive slutningen på vores sommerflirt. Pyha. Kærlighed gør ondt. Også på afstand. Sender dig en masse gode tanker <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Kæmpe krammer tilbage til dig – det lyder bestemt heller ikke rart, det der 🙁 Men seks måneder? Kan I ikke få det til at du?
      Ja, det gør ondt. Og det er så dumt, når man altid har vidst fra starten, at det var sådan her, det måtte ende.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det kunne vi måske nok, men samtidig har jeg også prøvet at blive forelsket i USA før, så jeg har ikke lyst til at binde mig inden afrejse eller føle forpligtelser under opholdet. Måske til januar når jeg er hjemme igen, men der kan jo nå at ske meget – også for ham!
      Ps. måtte lige læse indlægget igen. Det skærer stadig i hjertet. Av <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Åh hvor fantastisk og trist på samme tid! Hvor rejser han hen, det kan da ikke ende her!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Jeg ved ikke helt, om jeg må fortælle, hvor han tager hen – men det er langt væk. Jeg vil tro, det tager omtrent et halvt døgns rejse at nå frem til ham. Næ, jeg synes heller ikke rigtig det skal ende her, men der er vi vist ikke helt enige :s

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh, fuck.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    <3 til dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nej! Mit hjerte græder med dig! Hvor er det bare uretfærdigt at han skal rejse lige midt i dén lykkebobbel, på trods af at du hele tiden vidste det. Av! Spis en masse is og chokolade og pas godt på dig selv de næste par dage! Kæmpe knus!
    – Pigepaatvaers

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Ja, det er ikke særlig sjovt lige nu. Super uretfærdigt 🙁

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Første nat