Videre

Sådan er det nu

Jeg tændte for min radiator i sidste weekend. Indså, at det alligevel ikke var værd at spare på varmen, når morgenkulden slog så hårdt mod inderlårene, at de begyndte at sitre, bare der blev lindet det mindste på dynen. Vækkeuret ringede klokken seks i går morges. Havde ellers fået bygget mig en mægtig rar og lun rede gennem nattens løb. Den var svær at forlade. Glædede mig allerede til at kunne krybe derned igen. Inde i stuen konstaterede jeg for hundredesyttende gang, at termostaten enten skulle sættes et nøk op, eller også skulle min morgenmundering fremover bestå af fleece fra isse til tå. Udenfor blæste det. Grenene på de store træer i min baggård var i vildt vigør. Og var der tilmed lidt regndråber på ruden? Efter hurtigt at have konsulteret med YR, vidste jeg, at end ikke ti vilde heste kunne få mig til at svinge mit korpus op på cyklen i sådan et vejr. Fandeme om man gider være så omhyggelig med håropsætning og makeup – som i forvejen er den absolut mest tidskrævende af alle mine morgenritualer – for blot at få blæst det hele til ukendelighed, så snart man sætter foden i pedalen. Tænkte, det ville være smart at være forberedt på efterårets luner. Rodede lidt rundt efter en paraply, hvis sorte plastikstof for længst havde givet op og sluppet skelettet. Nå. Bedre end ingenting. På mit badeværelsesgulv lå resterne af det bad, jeg havde taget om aftenen. Sjoskede direkte ned på en gennemblødt bademåtte med venstre fod, så sæbevandet sprøjtede koldt. Havde i søndags ikke kunnet overskue at gøre andet ved afløbet, der undervejs i mit bad pludselig havde bestemt sig for at spytte alt indkommende den modsatte vej, end at svuppe lidt, hvæse lidt og med en tå banke lidt på gulvafløbets rustfrie rist. I løbet af ugen havde der ikke vist sig nogen bedring af hele afløbssituationen, og jeg tænkte groggy, at det nok snart var ved at være på tide at kontakte min udlejer desangående. Vandet var aftenen forinden steget til knap ankelhøjde. Henover natten havde det dog reduceret sig til en mindre pøl, der nu mest bare lå og boblede og gjorde ved.

Min morgenmad består for tiden af skyr, speltmüsli og honning. Man kan smage sundheden brede sig i hver en tør mundfuld. Blev spist, mens jeg søvndrukken hang ind over køkkenbordet og læste videre i den paperback, jeg efter en hurtig indskydelse havde smidt i indkøbskurven, sidst jeg var i Føtex. Måltidet blev toppet med en kopfuld koffein lavet på lige dele ultrastærk kaffe, mælk og sukker. Blev som altid indtaget stående foran det store spejl i gangen, mens jeg smurte løs med mascara og rouge og concealer. Med endnu et blik ud på blæsevejret følte jeg mig helgarderet, da jeg trak i fire lag tøj.

Bussen var forsinket. Stod ellers parat og ventede ved siden af størstedelen af midtbyens beboere, der heller ikke havde tænkt sig at hjule rundt i vind og støvregn. Stuvet sammen i et sørgeligt læskur kunne vi vist alle være blevet enige om, at dette ikke evnede til fulde at opfylde sit eneste formål, havde vi bare snakket sammen. Men alle var trætte og gabende, mens vinden peb. Der blev ikke mælet et eneste ord, og sådan kan jeg også bedst lide det. Kan simpelthen ikke overskue den slags mennesker, der tiltaler en, når man tager offentlig transport. Især ikke om morgenen. Skulle nogen alligevel driste sig til at overveje at henvende sig til mig, har jeg som middel mod dette altid hovedtelefoner proppet grundigt ind i ørene, mens jeg med al tydelighed søger at virke så utilnærmelig som muligt. Bussen kom endelig. Et kvarter forsinket. Den lugtede af fugtige jakker, aviser og skoletasker. Inden jeg vidste af det, tvang vejarbejde os ud i omkørsel. Ærgrede mig, da jeg så på uret. Den bustur, der normalt tager omkring syv minutter, nærmede sig nu det dobbelte. Og jeg, der ellers for en gang skyld havde startet med at være i god tid. En ung pige betragtede beundrende mine nye, sorte ruskindsstøvler hvis hæle forlænger mine ben med adskillige centimeter. Dog på så tilpas en facon, så de både kan betegnes som tækkelige på job og cool på gaden. Pigen stod der i midtergangen med en tweenagers karakteristiske stankelben i skinny jeans og udtrådte Vans. Smilede genert til mig, da hun opdagede mit blik. Jeg vippede lidt med tæerne. De er virkelig også smarte, de støvler.

Nåede lige at tænde min computer og få hentet morgenens anden kop kaffe få minutter inden afsnitsmødets start. Ledte halvforvirret efter den dagsorden, jeg var sikker på, jeg havde modtaget på mail et par dage forinden. Min indbakkes rod ville ingen ende tage. Men i en undermappe – snedigt navngivet Møder – fandt jeg omsider, hvad jeg søgte. Min kollegas indledende orienteringer var jeg således gået glip af, da det er en absolut umulighed for mig at koncentrere mig om mere end én ting ad gangen. Ligesom jeg heller ikke kan gå og sms’e på samme tid. Kræver simpelthen for megen hjerneaktivitet kombineret med en ikke helt veludviklet koordinationsevne, til, at det kan lade sig gøre for mig. Så det er enten eller. Mødet tog halvanden time. Spiste fiberknækbrød med hamburgerryg ude i det lille tekøkken bagefter. Dernæst var det taste, taste, taste. Sagsmapper i en stak på mit skrivebord. Et evigt rend ind og ud af kopirummet. Så frokost. Risotto. Derefter faggruppemøde. Havde glemt, at det var min tur som mødeleder. Hvilket også betød referent. Irriterende. Hader at tage referat. Igen: Det der med at skulle gøre flere ting samtidigt.

Jeg arbejder meget for tiden. Rager den ene afspadseringstime til mig efter den anden. Når jeg er på arbejde, har jeg det som regel godt. Så tænker jeg ikke. Behøver ikke at forholde mig til mit ikke specielt velfungerende privatliv. Sad derfor stadig ved hæve-sænkebordet, mens kontorerne et for et blev stille og mørklagte ud på eftermiddagen.

Egentlig var jeg blevet inviteret til aftensmad bestående af tarteletter med efterfølgende øl i litervis. Men for det første kan jeg ved min Gud ikke forstå hypen ved den beige tapetklisterassociering, som tarteletfyld ellers giver mig. For det andet havde jeg hørt, at Spurvens kæreste skulle med. Har aldrig mødt hende. Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, hvad hun synes om mig. Det har Spurven da så rigeligt sørget for at fortælle engang i en brandert. Ved ikke, om jeg skal tage det som en underlig kompliment, at hun tilsyneladende føler sig så truet af mig, siden jeg åbenbart bliver omtalt i så grove vendinger hjemme hos dem. Men jeg er bare der lige nu, hvor jeg på ingen måde evner at hæve mine parader. Hvilket jeg kunne forestille mig, at et møde med kæresten ville kræve. Orkede ikke at skulle ud i mulige forklaringer om, at det vel snart er både år og måneder siden, at jeg ville noget som helst med Spurven. Og for det tredje kan jeg i det hele taget ikke rigtigt finde ud af at være sammen med andre mennesker for tiden. Fik jeg vist til fulde demonstreret sidste fredag, hvor jeg sad mut, mens resten af selskabet raflede og råbte højt. Vikaren havde med en sigende banken mod næsefløjen spurgt, om han skulle skaffe noget, der kunne gøre mig i bedre humør. Med en hovedrysten afslog jeg. Gang i snakketøjet kom der nu alligevel, da indtaget af longdrinks og shots til sidst peakede. Men følelsen af at noget ikke helt var, som det skulle være, kunne jeg ikke ryste af mig. Da jeg på toilettet så min svajende skygge mod klinkevæggen, forstod jeg, at jeg slet ikke brød mig om at være sammen med så mange mennesker. Sneg mig hjem inden klokken blev 22. Lige siden har jeg ikke kunnet overskue en gentagelse. Desuden begynder min definition af en god fredag aften pludselig i uhyggelig grad at nærme sig noget holden-i-hånd til Vild Med Dans sammen med sød kærestetype – fremfor høj musik og flirt med tilfældige mænd på tilfældige barer. Jeg ved virkelig ikke, hvad der er galt med mig.

Så. Jeg blev hjemme i aftes. Lod som om, jeg ikke fandtes. Spiste ostemadder. Læste videre i paperbacken. Fandt en gemt skruetrækker. Pirkede lidt til afløbsristen, fik til sidst skruet den af. Jeg havde gule gummihandsker på, mens jeg hev hår og slam op af vandlåsen. Svuppede igen. Vandet var brunt og stinkende. Bestemte mig for, at det måtte være rigeligt. Trak derefter i nattøj og gravede mig ned i den bløde rede, jeg havde forladt for så mange timer siden. Har viklet et gammelt vattæppe om et par puder. En stor, uformelig klump ved siden af mig på madrassen. Min hjemmelavede kludemand. Jeg puttede mig ind til hans vatterede bryst og brast i stille gråd over, at det var sådan, det var nu.

   

16 kommentarer

  • Laura

    du er, uden tvivl, min yndlings blogger.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kia

    Har lige læst ALT om sommermanden, før, under, efter, nu.. Jeg mærker alt i det her på en så vild måde, at du slet ikke kan forestille dig det.

    Det bliver bedre. Det gør det. Men det går aldrig over, tror jeg.

    Bedste tanker <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Har samme anordning kørende med puder, dyner, tårer og ondt i hjertet! Hvor ville jeg ønske jeg kunne fjerne det fra os begge – i stedet sender jeg et stort knus og en masse varme tanker <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Det både hjælper og gør værre på samme tid med sådan en kludemand, synes du ikke? Mange, mange knus tilbage til dig også.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Janne

    Kram på dig Frk Kløe

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh hvor modbydeligt men genkendeligt. Sender et stort kram din vej!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Catharina

    Åh altså! Kram til dig søde Frøken Kløe!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Susanne

    Måske er det fordi, du er anonym, men din beskrivelse af, hvordan, man har det i den situation, er så frygtelig rammende og præcis. Det gør.så.ondt.overalt! Og man magter intet. Du er virkelig en dygtig skribent! Sender flere kram. Det bliver bedre, men tomheden hvor du er nu er så usandsynlig eddermodbydelig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Tak skal du have! Nemlig, det gør virkelig ondt, og man magter bare ingenting. Mange kram til dig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Simone

    Åh dine beskrivelser er så fine men hvor får jeg ondt i hjertet.
    Jeg har aldrig lyst til at blive forelsket igen hvis det du går igennem nu er risikoen ved det.
    Sender al mulig kærlighed din vej <3 og håber, at det snart bliver bedre!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Videre