Date med Påskemanden

Skruk

“Mor? Æh. Hvad er det her?” spurgte jeg. Var en sød datter og kom på påskebesøg hos mine forældre i sidste weekend. Ledte efter et par uldne sokker. Nederst i min mors tøjskab stoppede jeg op. Hun dukkede frem i døråbningen. “Ja. Altså. Det er bare noget jeg har købt, ik'” svarede hun. “Men det er børnebøger og legetøj,” sagde jeg og holdte en farverig bog frem i strakt arm, klemt fast mellem pegefinger og tommel. Peter Plys stirrede tomt frem fra den glitrede forside. “Det er til mine børnebørn. Så kan de komme hjem til mormor og morfar og lege med det. Er det ikke hyggeligt?” smilede hun. “Men. Du har jo ingen børnebørn,” kunne mærke en snigende velkendt, presset fornemmelse. “Nej nej, men det varer nok ikke længe,” kvidrede hun.

Øh. Jo. Det gør det faktisk. Søster er ligesom i gang med uddannelse. Så hun er indtil videre lovligt undskyldt i mine forældres øjne. Til gengæld har hun en kæreste, som de forguder, og som med sit ravnsorte hår vil kunne lave smukke unger på hende. Det kan man jo ikke hamle op med. Og jeg? Tja. Jeg har ikke engang planer om at få en kæreste. Lige nu i hvert fald. Desuden har jeg heller ikke råd til sådan en baby. Alle mine penge går til absolut livsnødvendige sager som kjoler og sko, mine evige laster. Det er mere dyrt at være single, end man lige skulle tro. I går fik min optiker mig for eksempel overtalt til at bruge alt for mange penge på cirka hele biksen – endte i hvert fald med at gå derfra med både nye solbriller, linser og briller. Da jeg vaklede ud af butikken følte jeg en blanding af vemod og let chok over lige at have hostet spontant op med så betragtelig en sum. Samtidig også et rush uden lige. Gik direkte videre til den næste forretning for glad at svinge dankortet endnu en gang. Man kan lige så godt gå bankerot med stil. Jeg shopper, når jeg er glad; jeg shopper, når jeg er trist; jeg shopper, når det er fredag; og jeg shopper, når Påskemanden ikke skriver til mig. Bare fordi jeg har lyst. Bare fordi jeg kun behøver at tage hensyn til mig selv. Bare fordi jeg ikke har noget imod at leve af havregryn i en hel måned. Der er tydeligvis ikke plads til børn i det budget. Det kan du vel godt se, mor? Beklager.

“Ja, jeg fandt jo din far, da jeg var nitten. Og jeg fik dig, da jeg var syvogtyve,” siger min mor tit. Jeg tror, hun synes, det bliver sagt helt henkastet. Det ved vi begge to, at det bestemt ikke gør. Hun forstår ikke det der med at date. Og hun forstår slet ikke, at jeg tilsyneladende synes, det er sjovt med nye mænd og nyder kun at være mig. Engang fortalte jeg hende lidt forsigtigt om Vikaren – ikke sådan helt vildt i detaljer, vel – og hun undrede sig over, hvad jeg dog ville med en røvhulstype som ham. Forsøgte at forklare hende, at Vikaren er så pæn, så det er det eneste, der betyder noget. “Vil du så bare sidde og kigge på ham?” spurgte hun lettere forvirret. Jeg havde ikke rigtig noget svar.

Min far er godt nok ikke begyndt at købe legesager, men han kan nogle gange finde på drømmende at sige: “Dengang jeg var lille, lavede min farmor marmelademadder til mig. Jeg spiste så mange, så jeg fik mavepine. Det var kun hjemme hos hende, jeg fik lov til sådan noget. Sådan skal det også være, når mine børnebørn kommer her,” og så fortsætter han ellers med at fortælle om alle de andre sjove ting, han også skal lave sammen med dem. Det er jo simpelthen så sødt! Bliver faktisk helt rørt. Og jeg får virkelig, virkelig lyst til at føde ham en kæmpe omgang børnebørn lige på stedet, når han siger sådan. I cirka ti minutter. Så kommer jeg i tanke om mit endnu faste maveskind og den der sarte, lysegrå sofa, jeg sukker over, og som hverken tåler babygylp eller fedtede børnefingre.

Så de må godt lige slappe lidt af med at være så skruk. Nogen kunne jo helt få stress og nerver og blive tvunget til at forsøge at shoppe det væk.

   

14 kommentarer

  • Pia

    Ååhhh, hvor jeg kender det!
    Min farmor kommer med bemærkninger som “jah – nu når jeg jo ikke at blive oldemor inden jeg dør”. Nej, hun er ikke så diskret ….. Og i øvrigt en frisk dame på 89, der ikke dør foreløbig.

    I påsken havde jeg en længere diskussion med mig selv, men endte simpelthen med at lade være med at tage hjem til påskefrokost. Jeg ORKEDE ikke at skulle høre på de henkastede bemærkninger.
    “Ja – nu har den og den fra din gymnasieklasse jo gravide” “har du hørt at xx lige er blevet bedste forældre?” “Måske i burde ha købt en større bil i stedet?” “Nå – så i bor i en fireværelserslejlighed?”. “Jah, næste år skal vi jo nok dække op til en ekstra”.

    Så jeg tog til Milano og shoppede Chanel istedet. Bare fordi!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Ej ok, det lyder altså som en vild nok familie det der 😉 Fedt du valgte Milano og Chanel i stedet for, det giver super god mening i mine øjne, haha 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Så skulle du bare vide hvordan det er at være et forhold på syvende år, stadig uden børn – og med en lillesøster, som har 2, bare lige for at toppe den. På kærestens side har lillesøsteren sørme også lige oppet den og venter nummer 2.
    Man skulle tro at det ville tage det værste af bedsteforældrenes skrukhed – men NEJ! Tværtom… Det er mere noget med at lægge jævnt pres på at man er bagud på point i forhold til sine søskende. Min egen mor arbejder i sygedagpenge og kan fortælle mange skrækhistorier om alle de piger på min alder, som ALLEREDE ikke kan blive gravide på naturlig vis – og på den måde antyde at jeg er ved at have travlt.
    Jeg prøver at afværge hende med distraktioner om at det er hendes generation af forældres skyld, hvis det er tilfældet. Med alt deres rygning og hormonfremkaldende stoffer! Og jeg er endda sådan en rigtig træls type, som gladeligt smører mig ind i alt der dufter godt og bruger skyllemiddel under slagordene: “Døden skal jo have en årsag.” 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Øj ok, det lader faktisk til at være værre! Jeg tror trods alt, at mine forældre foretrækker, at jeg finder en mand, før jeg kaster mig ud i børnelavning; men kan da snildt huske hentydningerne, mens jeg endnu var sammen med Eksen – og vi havde ikke engang været sammen i så lang tid som dig og din kæreste. Kan næsten allerede mærke presset bare ved tanken om, at min søster også skulle overhale mig med en unge eller to, så jeg føler med dig 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise

      Mange tak 😉
      Jeg tør næsten ikke tænke på, hvordan hun ville reagere, hvis jeg fortalte hende at vi pt. slet ikke ved om det der med børn er noget for os. 7 år senere får man jo ikke børn ud af forelskelse og lyserøde drømme. Man skal træffe et ‘fornuftigt’ valg – og det er virkelig svært at se det fornuftige i at blive frarøvet sin nattesøvn, tage 20 kg på (især når man som mig, lige har brugt et år på at tabe 24 – 9 more to go!) og bruge uanede mængder penge på børneudstyr 😛
      Skrukheden, hvor det gjorde ondt, når andre fortalte at de var gravide, og det var reelt svært at være glad på deres vegne, fortog sig pludselig. Den ventede så længe at nu gad den sgu ikke mere – og så står vi her 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Enig. Især det at kroppen ændrer sig så meget og man mister nattesøvn medvirker til at tage mere end toppen af min skrukhed 😉 Har det helt fint med hvordan jeg ser ud nu og mine otte timer i streg hver nat. Kan heller ikke helt overskue alt det der med at føde, pyh… Men jeg tror, man vil synes, at det er det hele værd, hvis man en dag ender med at stå med sin egen baby 🙂
      Og hallo – sejt med vægttab!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Åh, hvor jeg dog hader når andre er skruk på ens vegne. Ja – jeg er snart 30. Ja – jeg er single. Nej – jeg drømmer ikke om at møde drømmemanden og føde hans børn. Eller måske gør jeg lidt alligevel en sjælden gang i mellem. Men behøver jeg absolut tage stilling til det lige nu? Hvad nu hvis drømmemanden slet ikke eksisterer? Så vil jeg altså hellere bare være mig alene.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Hørt! Selvom jeg også synes det er sødt nok det mine forældre har gang i, må de lige tage og slå koldt vand i blodet 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Kan der monstro være sket det, at Påskemanden har snakket med sin bedste ven Spurven og sagt noget ala: “Har haft en super date med en meget sød pige – og I kender vist hinanden?”. Og så har Spurven måske fortalt om sit noget uforløste crush på dig. Eller noget…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Jeps, det kan nemlig meget vel tænkes! Tilfældigvis ved jeg, at Påskemanden skrev til Spurven, mens vi var ude og drikke øl. Var en smut på toilet, og da jeg kom tilbage, fortalte han mig, at han lige havde spurgt Spurven om han kender mig. Og selvfølgelig har de også snakket sammen om daten bagefter. Jeg skal se Spurven og resten af mit gamle kollegaslæng sidst på måneden, så lur mig om han ikke bringer det på banen der..

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Velskrevet, som altid, men jeg bed altså mest mærke i det med, at du ikke har hørt fra Påskemanden. Havde sådan glædet mig til fortsættelsen, må jeg gerne hade ham lidt?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Tak 😀
      Ja! Så kan vi være to om at hade ham, for jeg havde virkelig også glædet mig. Og jeg forstår helt seriøst ikke hvad der er gået galt. Vi havde den bedste date ever, havde helt åndssvagt mange ting til fælles og havde så meget at snakke om. Han virkede helt oprigtig, da han sagde, at han meget gerne ville ses igen og ville skrive til mig. Skete så bare aldrig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Haha, ååååh hvor kan jeg nikke genkendende til din situation! Dog er det i mit tilfælde kun min mor, der kommer med “henkastede” kommentarer som: “Du er jo snart 30! Skal du ikke snart have nogle børn og så’n.”. Og så’n. Først og fremmest er jeg SLET ikke tæt på 30 (26 er trods alt stadig midt-tyverne), og derudover har jeg heller ingen kæreste. Tror hun har en ide om, at det er sådan noget, jeg bare lige kan gå ud at finde med et knips med fingrene. Sådan fungerer spillet altså ikke, og ja, det var sikkert anderledes dengang hun mødte min far som 20-årig. Jeg har indtil videre forsøgt at minimere børnesnakken ved at tale meget for, at hun udvider hundeflokken med en købt hundehvalp eller får deres tæve til at føde nogle hvalpe. Det kan vel være godt det samme.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Haha, jeg foreslår også ivrigt mine forældre at anskaffe sig både hund og kat, men sådan et kræ sviner åbenbart meget mere end et barnebarn, så det kan der ikke blive tale om 😉 Min sidste singleperiode var som 24-årig, og der tror jeg lidt, min mor frygtede, at jeg kunne ende som pebermø – det var i hvert fald der hun først begyndte at tale om sit første møde med min far og hvor UNG hun var. Tiden er vist anderledes nu end da vores forældre fandt hinanden, det må de lige prøve at forstå, ik’ 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Date med Påskemanden