Krop

Søndagspanik

Det er det samme hver måned. Menstruationsstress. Stor ulempe ved at stoppe på p-piller. Jeg er efterhånden blevet ret hysterisk med min menstruation og noterer sirligt røde krydser og streger i kalenderen de dage, den indfinder sig. At blødningen er fuldstændig utilregnelig, og at jeg åbenbart er helt håbløs til at tælle uger, gør ikke stressen mindre. Således skete det, at jeg indviede en sød kollega i min udeblevne menstruation fredag aften over vin og netværksmiddag. Hun har selv to børn og derfor FULDSTÆNDIG styr på menstruation, skulle jeg mene. Hun grinede og spurgte med lystigt nysgerrige øjne: “Hvem er faren?” Åh nej. Åh nej, nej, nej. Vi analyserede grundigt min cyklus. Var gået tre dage over tid. Blev enige om at købe graviditetstest. Igen. Inden aftenen var omme, havde vi nået at tale os selv op i en spids – babyen var praktisk talt så godt som på vej – og jeg endte med at sidde med et tomt, indadvendt blik, mens kollegaen trøstende klappede mig på hånden.

Lørdag fik jeg købt en test. Ventede, ventede på søndag morgen. Drak godt med vand aftenen inden; den test skulle have hele armen. Og den var negativ. “99,7% sikker,” stod der på æsken. Det kunne fandeme lige passe, at jeg var de sidste 0,3%. Og jo mere jeg tænkte over det, des mere sikker i min sag blev jeg. Selvfølgelig, det var soleklart. Så panikkede jeg. Det er allerede hormonerne, tænkte jeg. Ringede grædende til Eksen og fortalte, at han godt kunne forberede sig på at blive far. Han tog det med ophøjet ro. Han kender mig. Ved, jeg gør sådan noget. Ringer og siger mærkelige ting, rabler derudaf. Hans dybe bas beroligede mig, og han spurgte, om jeg ikke var en smule stresset på arbejdet for tiden. Mjoh. Lidt stresset måske. Han var sikker på, at min krop ville falde til ro, så snart sindet gjorde, og se!, så ville kroppen begynde at bløde helt af sig selv. “Mh. Måske,” snøftede jeg. “Og bagefter vil du grine af det og føle dig lidt dum, ligesom dengang du skulle til eksamen og brugte hele natten på at græde, fordi du troede, du ville dumpe. Men hvad skete der så?” spurgte han. Jeg kunne høre, han smilede i røret. “Jeg. Øh. Fik 10. Øh,” mumlede jeg. Han sluttede af med at give mig sin kode til Netflix.

Og i aftes, mens jeg lå henslængt i sofaen, skete det. Min Røde Frelser kom galopperende gennem mit underliv med en sådan kraft, at jeg måtte ty til en stærk cocktail bestående af Pinex og Ribena. Mit kød krampede og sved, men jeg følte mig så lettet, at jeg hilste smerten velkommen som en kær ven. I dag er jeg glad og flov. Svinger triumferende rundt med bind og tampon. Har lovet mig selv afholdenhed. Ikke mere menstruationsstress. Fra nu af. Nu.

   

14 kommentarer

  • Ditte

    Du er fandme bare pisse god altså !

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Haha! Når du siger søndagspanik, så forestillede jeg mig en kløe-panik, der mindede om min egen, som fik mig til søndag aften at tage hjem til en meget flot mand jeg ser fra tid til anden, men som har en usandsynligt tynd pik, og ikke bruger den særlig godt. Det er min slags søndagspanik 😀

    Men jeg kan også relatere ret godt til din slags!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Haha, det er jo alt for sjovt 😀 Ah ja, kløe-panik. Det kommer over en fra det ene øjeblik til det andet, og man bliver skør, sindssyg, kuk-kuk. Det er en lumsk kløe, er det. Tynde pikkemænd kan jeg som sådan godt lide, så længe de kan bruge den ordentligt 😉 Men nu praktiserer jeg altså afholdenhed for en stund, så jeg ikke behøver at panikke igen i næste måned. Har allerede lyst til lidt tynd diller. Pokkers.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh, der har jeg været et par gange efterhånden… Du får også en app-anbefaling fra mig: PinkPad (Android) – det er virkelig skønt at kunne følge med på den måde. Den regner også ud, hvilke dage, du skal tage to kondomer med i lommen 😉 Efter noget tid med den app begyndte mit indre ur at passe på klokkeslæt… Det kræver lige lidt for kroppen at omstille sig efter p-piller, men jeg er ret sikker på, at du vil kunne mærke de forskellige signaler, den giver, når du begynder at bruge sådan en app, for så kan du se, hvor lang tid der er til næste (forventelige) ægløsning eller mens. Jeg kan seriøst mærke, når ægget river sig fri! Det kunne jeg ikke før, jeg begyndte at tracke med app 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Jeg må virkelig tage et kig på de apps I alle anbefaler mig efterhånden 🙂 Men seriøst – kan du MÆRKE ægget?! Det lyder virkelig vildt, det vil jeg altså også prøve 😉 Nu er det bare over et halvt år siden jeg stoppede på p-piller, så synes godt nok lige, min krop skulle tage sig sammen snart og menstruere ordentligt!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Haha, arhmen kender det alt for godt! Total panik, tager en test som er negativ, og bum, så kommer menstruationen samme aften eller næste morgen – total psykisk terror! 😀 og så føler man sig SÅ dum over man brugte penge på en test 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Jamen, det er så typisk altså! Føler mig også riiimelig dum over at gå så meget amok over ingenting IGEN 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Teknologien har afløst røde krydser og streger. Prøv app’en “clue”. Den løste det for mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Det er også et tosset hjemmelavet system jeg fører for tiden – og som tydeligvis forvirrer mere end hjælper. Jeg må vist lige tjekke den der app ud 🙂 Skønt med forslag, tak 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Kære frk. Kløe.
    Tak for en fabelagtig blog. Jeg drog selv et lettelsens suk da jeg i går mærkede, hvordan mit underliv igen krampede.
    Må jeg anbefale app’en P Tracker Lite – her kan man nemt holde styr på sin cyklus.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Jamen velbekomme 😉
      Uuih ja, dét må du meget gerne anbefale, må tage et kig på den – tak for tip 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karen

    Hahaha.. Elsker din blog, din humor og måde at skrive på . Ny yndling ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Krop