Alene

Sommerplaner

Februar er nær, hvilket betyder, at størstedelen af min nærmeste familie kan fejre fødselsdag. Nu går vi heldigvis lige så lidt op i fødselsdage, som vi gør i jul, men et hurtigt visit hjem kan jeg da gå med til. Så der var tillykke på forhånd, tulipaner indpakket i brunt papir, kaffe og chokoladestykker på spraglede servietter, da jeg i går eftermiddag besøgte den bedste, der allerede på februars første dag sætter startskuddet for de kommende ugers fejringer. “Og hvad med dig, min skat,” smilede hun, “har du fundet en ny ven? Din mor har jo fortalt mig om din sidste ven.” Er ikke helt sikker på hvilken, hun mente, for jeg har trods alt løftet sløret for mere end en. Det skulle nu alligevel undre mig, hvis jeg ikke har ret i min mistanke om hvilken ven, der blev hentydet til. For lige når det kommer til denne, fandtes der vist både håb og støt voksende forventninger. Eller også var det mest for mit eget vedkommende. “Ingen ven,” jeg rystede på hovedet, tog et stykke med karamelfyld fra chokoladeæsken. Der er ikke engang noget der minder om udsigt til nye, mandlige bekendtskaber, og dem, der var, er jeg ikke just på talefod med længere. “Åh. Nå ja. Han kommer, når han kommer,” trøstede hun.

“Har du ønsket sommerferie?” spurgte min mor om aftenen. Jeg overnattede hos mine forældre og fik gullasch til aftensmad. “Uge 29, 30 og 31,” svarede jeg, hvortil min mor straks ville vide, hvad jeg havde tænkt mig at bruge ferien på. Ikke rigtig noget. Ingen planer. “Har du tænkt på,” spurgte hun og fik et fiffigt udtryk i ansigtet, “om der findes ferier for singler? Hvor I kan rejse sammen?” “Mor! Det er sådan noget gamle mennesker og fraskilte gør!” jeg var næsten forarget. “Har du måske undersøgt det?” spurgte hun. Naturligvis har jeg ikke det. Men fordommene fejler ikke noget, skulle jeg hilse at sige. “Jeg har ikke råd,” svarede jeg bare. Og det var hverken min mors eller bedstes skyld. Det var det virkelig ikke. Men jeg havde tårer i øjnene og svært ved at få luft, da jeg dækkede bordet.

Er ved at have mere end almindelig krise på. Der er hele tiden sådan en dum, varm fornemmelse af overproduktion i tårekanalerne. Ondt i brystet. I sjælen. Jeg troede, det var slut. Var helt sikker. Er det normalt, at det varer så længe? Sådan kommer tilbage på den måde? Stopper det aldrig? Hvorfor stopper det ikke? Jeg tror ikke engang, jeg selv ved, hvad jeg snakker om.

   

13 kommentarer

  • Susanne

    Det tog et år for mig. Og det var sgu et hårdt år med mange følelsesmæssige “frem og tilbage”-ture, ja måske noget af det hårdeste ever. Jeg vil hellere køres over og brække knoglerne, end jeg vil have knust mit hjerte igen. Men jeg tror, det bedste du kan gøre, er, at acceptere at det er sådan, det er lige nu. Du er ikke fyldt 30, og du skal NOK komme i mål i livet! Dine mødre burde derimod pakke deres bedste-skrukhed væk, det er vitterligt uklædeligt og grænseoverskridende sådan hele tiden at tvære i det. For et knust hjerte er bare noget af det mest opslidende, man kan være ramt af! Sender kram.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Åh nej, pyha 🙁 Det kan godt ske, du har fat i noget der; det er bare rigtig svært at acceptere at have det sådan. Det var på en måde nemmere i efteråret, da såret endnu var friskt og nyt. Da føltes det mere i orden at være trist hele tiden. Nu virker det bare sørgeligt, synes jeg.
      Mange kram tilbage 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • V

    Tror desværre ikke der er et rigtigt svar på hvor lang tid det tager. Lige pludselig kommer det, det kan være i næste uge eller det kan være om tre måneder, osv. Håber virkelig på det bedste for dig. Jeg har selv prøvet at være ulykkeligt forelsket i en meget lang periode, og ved godt hvor råddent det føles. Det går op og ned selvfølgelig, men det gør nas.. Men. Lige pludselig letter det. <3 Nu ved jeg selvfølgelig ikke med dig, men når foråret pludselig kommer snigende ind på mig, er det som om at alting bliver lettere. Og det er jo lige om lidt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Tak <3

      Sådan har jeg det også – det med foråret – og jeg kan slet ikke vente! Den her mørke tid er ikke god ved mig, det har januar da vist til fulde fået demonstreret mere end et par gange nu.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • V

      Samme her, glæder mig også. Lige pludselig, ikke? <3 Dagene er allerede blevet en time længere. (Det hjælper mig utroligt meget at tænke på, af en eller anden grund.)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Simone

    Det er noget møg. Jeg er samme sted som dig og det er ikke sjovt. MEN det er rart at nogen sætter lidt ord på og især når det er dig, for du sætter ordene så godt. Kan virkelig relatere til dette og det forrige indlæg du har skrevet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jo, det gør. Det gør det! Men der kan gå længe endnu <3
    Dine damer vil dig selvfølgelig bare det bedste, men luk endelig ørerne for den slags. Du skal være klar først, jo <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      SÅ længe behøver der altså ikke gå! Det må gerne blive bedre nu, tak! Ej, du har nok ret <3 Jeg render jo mest rundt og tænker, at jeg da er mega klar og mega meget videre, men i virkeligheden er der vist ikke noget, der har ændret sig en skid.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Åh av! Jeg ved ikke hvor længe det tager – sidder pt med samme hul i hjertet og håber på miraklet, nærmer mig dog følelsen af at det er på tide bare at give op. Sådan én gang for alle. Hvornår kommer der lidt medvind? Håber for os begge <3 og hvis du finder den der single-rejse så tager jeg sgu gerne med!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Jeg har det fuldstændig på samme måde.
      Haha, det kunne faktisk være lidt sjovt at tage en flok singler på ferie sammen – vi laver bare vores egen, hvis de singlerejser der findes, virkelig kun er for ældre og fraskilte 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Øv 🙁 Sidst jeg kom mig over et ømt hjerte, tog det mig mere end et år. Da jeg var færdig med at komme mig, mødte jeg eeendelig en fyr, der gjorde det hele godt igen. Det holdt dog ikke mere ned 3 mdr., da jeg var nødt til at flytte meget langt væk i for lang tid. Han var ikke klar til et forholdpå de præmisser. Så nu sidder jeg samme sted som dig og håber det ikke skal vare lige så lang tid som sidst.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Åh nej, jeg magter ikke et helt år på denne måde! 🙁 Jeg er så træt, så træt af at have det sådan her. Men det er nu alligevel rart at vide, at man ikke er alene <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Alene