Fødselsdagsspørgsmål

Svar på fødselsdagsspørgsmål – første del

Godt, så. Egentlig var min første tanke at kopiere jeres spørgsmål og poste dem i et indlæg med svar under. En god gammeldags Q&A, som vi kender den. Men lad os i stedet forsøge at holde det lidt i bloggens ånd og gøre det en smule mere flydende og sammenhængende. Så hermed kommer første del. Hvori vi blandt andet skal høre om de to mænd i mit liv, der indtil videre har gjort størst indtryk, mørke tanker, sandheder og lidt om en flytning.

Tilsyneladende har I ikke glemt Sommermanden. Det har jeg heller ikke. Men han var jo også skøn. Den allersidste gang jeg snakkede med ham, var den aften på Skype, hvor jeg ikke forstod særlig meget af alt det, han forsøgte at sige. I dag har vi ingen kontakt. Eller. Ikke udover den besked Sommermanden her i foråret sendte på min fødselsdag. Der stod en masse søde ting. Noget med han havde læst, at jeg ikke havde det så godt, og at det gjorde ham ked af det. At jeg er et dejligt menneske, der skal have dejlige ting i sit liv. Og så videre. I ved. Og jeg blev da glad for at høre fra ham, men syntes også, at det var underligt pludselig at få så hjertelig en hilsen. I hvert fald når man tager i betragtning, at der muligvis også lige var en enkelt gang i januar, hvor tingene koksede lidt i hovedet på mig, og jeg kom til at skrive noget dumt til ham. Føltes total som livets idé, lige indtil jeg trykkede send, hvorefter jeg selvfølgelig fortrød bitterligt. Hans svar dengang var venligt men temmelig afvisende. Så. Tja. Jeg ved ikke. Hverken om vi nogensinde kommer til at mødes igen, om jeg i det hele taget har lyst til at se ham, eller hvordan jeg har det med ham nu. Men jeg er ikke vred længere. Så meget kan jeg da sige. Måske mere bare uforstående. Og kun en lille, lille smule bitter. Jeg kan stadig ikke helt se formålet med at ville bryde manderegler, give gaver og hviske rare ord, når man i det lange løb ikke rigtig har tænkt sig at stå ved det alligevel. Men fred være med det. For gennem det sidste år har jeg brygget min egen sandhed om Sommermanden sammen. Blev i sin tid født efter uforsonlig hævntørst og altoverskyggende tristhed mødtes i sensommeren. Gik i det store hele ud på, at han må have nydt den udfordring, det var, at fælde mine barrierer og smide mine skjolde bort. Som en anden sjov sport. Og da det var gjort, så var det dét, og så var det videre. Bare. Bye bye. Men så hændte det, at jeg for nogle uger siden kom til at genlæse et par gamle indlæg. Pludselig kunne jeg huske dufte, stemninger og blikke fra sidste sommer. Sådan. Fuldstændig klart og knivskarpt. Og med et var min hjemmebryggede sandhed slet ikke så sand længere. For jeg kan godt se nu, at det virkelig var ægte og det var også næsten godt, det vi havde. Så selvom jeg synes, at Sommermanden opførte sig som et værre fjols, så fortjener han alligevel ikke dén sandhed.

Lad mig fortsætte lidt i samme dur. For der skal ikke herske tvivl om, at samme Sommermand med sit exit triggede den melankoli, jeg har hang til. Og jeg har haft et fucking lorteår. Rent ud sagt. Jeg bliver spurgt ind til, hvordan jeg har det nu. Bedre, lyder svaret. Nogle dage ligefrem godt. Og også rigtig godt. Det er ikke meget, jeg har skrevet om det, det der indeni. Åh jo, jeg har da forsøgt. Et par spæde, ufuldstændige indlæg er det også blevet til. Men ord har det med at blive fattige, når man forsøger at forklare noget uforklarligt. Mørke er som oftest en udløser så sikker som amen i kirken for mig. Hvorfor vintermånederne – og i særdeleshed januar og februar – er nogle, jeg møder med gru. De er tunge og lange at komme igennem. Sker hvert år. Men det har længe været i så mere eller mindre mild grad, at jeg næsten troede, jeg helt havde lært mig selv at undgå tungsind. Derfor kom det med et lammende brag denne gang. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har oplevet det så slemt. Og jeg ved ikke hvorfor, det kommer. Sådan er det bare nogle gange. Men jeg blev ærlig talt forskrækket, da det gik op for mig, at noget af det første jeg gjorde, da jeg vågnede om morgenen, var at græde. På arbejdet var det med dybe vejrtrækninger og spinkel stemme. Så snart jeg stod hjemme i min egen lejlighed igen, startede gråden forfra. Sjovt som sådan noget pludselig kan gå hen og føles almindeligt og hverdagsagtigt, når bare det sker nok gange. Heldigvis fandt jeg på at gå lange ture i vintersolen, og formentlig hjulpet godt på vej af den seriøse røvfuld D-vitamin, min mor stædigt vedblev at proppe ned i halsen på mig, endte det til sidst med, at jeg fik skabt mig en lille luftlomme.

Og da var der endelig overskud til at sande en ting eller to. Blandt andet hele jobsituationen. Den er jeg forresten ikke kommet meget nærmere. Eller jo. Altså. Jeg har besluttet at arbejde videre indtil næste sommer. Hvad der så skal ske, ved jeg vitterligt ikke, men vi snakker temmelig sikkert SU. Skal nok blive et chok af en anden verden, når jeg pludselig bliver tvunget til at begrænse mit forbrug. Det kan allerede gøre mig i umådelig dårligt humør, når jeg tænker på ikke længere at kunne købe damesager, som det passer mig. Præcis hvilken uddannelse jeg har nu, vil jeg ikke fortælle direkte. Men den er hverken lang eller mellemlang. Der er intet kreativt over mit nuværende job. En læser spørger, om jeg har med sprog eller skrift at gøre til daglig. Jeg kan fortælle, at det vildeste, jeg kommer til at skrive i løbet af en arbejdsdag, er et mødereferat eller en e-mail til en kollega. Såeh. Spændende.

Ja, og så flytter jeg. Den var I nogle stykker der fangede. Egentlig havde jeg tænkt at give flytningen sit eget indlæg, men jeg er ikke kommet videre med det, så lad os bare tage den her. Bliver i samme by. Flytter til et nyt kvarter. Der findes to grunde: 1) Min mor fortalte mig i går, at jeg giver mere i husleje for min lejlighed, end hun og min far giver for deres hus. Jeg sidder dyrt i det. Når man dernæst tænker på, hvor få kvadratmeter jeg egentlig har at boltre mig på, virker det som en fuldstændig absurd leje. Jeg vil ikke have råd til at bo her på SU. Selv ikke med et lån. Økonomi er altså den første grund. 2) I min lille luftlomme mærkede jeg den ultimative konsekvens af, at mennesker trenger mennesker, og jeg vidste, at det i allerhøjeste grad også gælder for mig. Tror muligvis, jeg har fundet mine mennesker nu. Håber ikke, nogen synes, jeg nogensinde har lagt skjul på, hvordan jeg har det med, at jeg både er ene single og snart også ene barnløse blandt mine veninder. Ensomhed skulle vise sig at blive grund nummer to. Jeg flytter derfor sammen med en flok mennesker, jeg kun har mødt en håndfuld gange, men som jeg er sikker på, at jeg nok skal få det rigtig, rigtig godt sammen med. Vi spiste for eksempel aftensmad sammen for ganske nylig. Og jeg ved virkelig ikke, hvornår jeg sidst har grinet så meget, som jeg gjorde, da vi sad og smurte bønnemos og dryssede med agurkstykker på tortillapandekager. Det er et vemod uden lige at skulle flytte fra min dejlige, lyse, hjemlige tredjesalslejlighed. Men nogle gange må man vælge noget fra for at kunne vælge til.

Lad mig forresten lige vende tilbage til Sommermanden. Har jo før givet ham muligheden for at komme til orde herinde. Er det relevant for en historie, kan jeg måske godt lokkes til at gøre det igen. Om han så nogensinde kommer til at sætte sig ned og skrive endnu et indlæg, tvivler jeg dog på. Men man kan jo altid spørge rigtig sødt i en kommentar herunder, hvis man savner hans skriverier – han vil nemlig med ret stor sikkerhed læse dette. For ja, han læser fra tid til anden med herinde, og ja, det kan meget vel tænkes, at det var noget af det min dumme januarbesked handlede om. Eksen derimod læser ikke med. Da han opdagede bloggen, sagde han straks, at han ikke ville vide, hvad jeg laver. Jeg stoler hundrede procent på ham, når han siger sådan. Så jeg ved, at han ikke læser med. Ændrer dog ikke på, at jeg efter Afsløringen bestemte mig for fremover at skrive så lidt om ham som muligt. Men. I virkeligheden stoppede vi ikke med at se hinanden. I virkeligheden lå han inde i min seng, mens jeg sad ude i stuen og skrev med Sommermanden. I virkeligheden har jeg aldrig elsket nogen så hårdt og samtidig opført mig så usmageligt, som jeg har gjort, når det kommer til Eksen. Og i efteråret fik han langt om længe nok af mig. Så vi har heller ingen kontakt mere. Jeg tror, han stadig er sammen med den kæreste, han fandt, da jeg fik et jalousiflip. Vi snakkede sjældent om hende, hvorfor jeg ikke er helt sikker. Men jeg savner Eksen, så det river i mig, når jeg tænker på ham. Hvilket for øvrigt er stort set hver dag. Savner den måde vi altid lå på: Mit hoved på hans bryst – hans fuldkommen perfekt formede bryst til min kind – hans arm omkring mig, hånden hvilende på lænden, mens en finger strøg stedet, hvor ryg bliver til balle. Altså bare helt simpelt, ikke noget særlig indviklet. Men jeg har forsøgt at genskabe netop det scenarie med så mange mænd efter ham. Det har aldrig været det samme. Og jeg savner hans duft: Lidt sødlig, lidt krydret, meget maskulin. Jeg savner at snakke med ham, at høre ham le og se hans øjne smile til mig. Da Eksen i efteråret meddelte, at han ikke ville se mig mere, blev jeg så edderspændt, at jeg slettede og blokerede ham på samtlige sociale medier. Der skal rigtig, rigtig meget til, før jeg gør sådan noget. Normalt unfollower jeg bare.

Så. Hvorfor gik vi egentlig fra hinanden, Eksen og jeg? Jeg er vokset op i et idealistisk, politisk aktivt hjem med meget stærke holdninger og værdier. Da jeg som purung flyttede hjemmefra, gjorde jeg meget ud af ikke at leve som mine forældre havde brugt atten år på at lære mig. Lad os kalde det et oprør. Og det var faktisk først langt senere, jeg fandt ud af, at jeg ikke kan fornægte mine rødder. Står klarere og klarere for mig, jo ældre jeg bliver. Dog er og bliver jeg fuldstændig håbløs til politik og debatter, jeg gider ganske enkelt ikke at lære at forstå det, og er vel som sådan familiens sorte får. Det har dog trods alt lykkes mine forældre at plante nogle solide kerneværdier i mig. Men se. I mellemtiden havde jeg nemlig fundet Eksen. Han var stik modsat. Det fascinerede og lettede mig helt usigeligt i starten. Og jeg blev forelsket, som jeg aldrig har været det før. Seriøst. Det var fuldkommen sindssyge i over et år. Efter de første fjorten dage sammen, sagde han, at han elskede mig. Og jeg vidste, det var sand kærlighed, for jeg lå syg med halsbetændelse og kunne tilmed lugte mig selv, men han kyssede mig alligevel så inderligt. Vi snakkede børn, vi snakkede fremtid, og jeg kunne så let som ingenting blive rørt til tårer over den rene lyksalighed, jeg følte, havde ramt mit liv. Men tiden gik. Jeg blev ældre og samtidig mere bevidst om egne værdier, som jo var så fundamentalt forskellige fra Eksens, at det efterhånden i langt oftere og højere grad sprang i øjnene. Og jeg fandt ud af, det er vigtigt for mig, at et eventuelt barn kommer til at vokse op på samme måde som jeg selv gjorde. Vigtigt for mig med en mand, der deler samme overbevisning og holdninger, og ønsker at opdrage barnet efter disse. Det ville jeg ikke få sammen med Eksen. Og det kunne jeg ikke forlig mig med. Så. Kærligheden slap simpelthen op. I hvert fald den der uovervindelige, episke slags. Var desuden blevet voldsomt slidt og flosset, efter jeg havde fået endnu en af mine nedture med dertilhørende føromtalte melankoli, som Eksen forgæves havde forsøgt at bjerge mig fra. Tilbage var nu en hengiven kærlighed, jovist, men dog kun et blegt ekko af fordums flammer. Jeg blev boende i vores fælles lejlighed, jeg bor her endnu. Eksen fik de dyre vinglas og peberkværnen i sort højglans og flyttede til den anden ende af byen.

Når man spørger mig, om jeg fortryder, om jeg er ked af, at tingene gik, som de gjorde, og at drømmene brast – så er svaret både ja og nej. For det meste er jeg afklaret og helt på det rene med, at det var for det bedste. Men jeg kan også sagtens have enkelte dage, hvor jeg sørger og er på nippet til at tigge Eksen om at tage mig tilbage. Kan bogstavelig talt få fysiske stik af smerte, når jeg ser endnu et vennepar komme trillende med en barnevogn, mens jeg på samme tid er så vanvittig lettet over, at det ikke er mig, der må trækkes med en unge. Der går heldigvis længere tid mellem de væmmelige stik, og jeg kan efterhånden mindre og mindre se mig selv i sådan en familiekonstellation. Efter en del analyseren er jeg kommet frem til, at jeg tror, jeg i Sommermanden så netop den type mand, jeg ikke kunne få i Eksen, og som jeg er blevet bevidst om, jeg vil have. Var meget, meget svært at give slip på, da jeg endelig havde fundet ham.

Jeg er ikke spor bange for, at hverken Sommermanden eller Eksen afslører mig som Frøken Kløe. For førstnævntes vedkommende tror jeg, at han vist er mere bange for, at jeg skulle kunne finde på at afsløre ham som værende en af dem, der spiller en vigtig rolle herinde. På den måde har vi lidt noget på hinanden, som gør, at vi ikke tør sige noget. Er klar over, at han har snakket med en ven om, at han havde fundet en dame, der skrev om det sex vi havde sammen, dengang han skulle finde ud af, om han var ok med bloggen. Det er helt fint for mig. Med hensyn til Eksen så stoler jeg ganske enkelt bare så meget på ham, at jeg ved, han ikke vil afsløre mig. Men så er der nogle af jer, der spørger ind til Læseren. Er jo straks en anden snak. For Læseren kender mig ikke, der er intet, der knytter os sammen; ingen loyalitet eller trofasthed, som måske stadig ville kunne findes i forholdet til de to andre mænd, graver man bare lidt efter det. Så selvfølgelig er jeg smånervøs for, om han kunne finde på at afsløre mig. Selvom jeg ikke har fortrudt, at jeg valgte at stole på ham for flere måneder siden. Håber, han gør sig fortjent til den tillid.

I forhold til om Sommermandens status som læser har indflydelse på, hvad jeg deler om andre mænd, så er svaret nej. Der bliver ingen hensyn taget. Fortæller lige nøjagtig så meget eller så lidt, som jeg selv har lyst til. Men det er ingen hemmelighed, at hans kendskab til bloggen har gjort, at jeg har følt mig ufri, når et indlæg har skulle handle om netop ham. Og der er helt afgjort ting, jeg har undladt at skrive, fordi jeg simpelthen har vurderet, at det trods alt ville være for skrap kost. Det har betydet, at der på mit eget fristed har været ting, jeg har måtte gå på kompromis med. Altså. Bilder mig da ikke ind, at det altid har været lige morsomt for den ægte, levende Sommermand at læse om sig selv herinde. Som han skrev, så var der en helt særlig ærlighed mellem os – men selv den satte min pli altså grænser for. Hele situationen både ærgrede og hjalp mig. Begyndte at tænke mere over, hvordan jeg skrev om mænd, hvordan jeg behandlede dem i mine skriverier. Har endnu ikke rigtig taget stilling til, om jeg engang i fremtiden atter vil fortælle en sød mand om bloggen. Måske. Men i så fald ikke så tidligt, som jeg fortalte det til Sommermanden.

Og hermed, mine damer, er vi nået til vejs ende for første del af spørgerunden. Pyh. Faktisk lidt ærgerligt for nu har jeg ikke længere nogen undskyldning for at blive hjemme fra fitness. Nå. Man kan vel altid så småt begynde på anden del.

   

16 kommentarer

  • Josefine

    Er det vinterdepressioner du får, eller hvordan? Jeg håber du får noget hjælp, hvis det går for meget udover din hverdag!

    Tak for bloggen, jeg elsker at følge med<3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Tja, det er det vel. Det kommer i hvert fald primært om vinteren. Jeg fik hjælp engang, men nu klarer jeg det selv 🙂

      Og velbekomme 😀 <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • N

    Åh jeg har endnu et spørgsmål!! kan jeg nå det endnu? Hvad er din holdning til at sende nudes? Er det et no-go eller er det okay, så længe ansigtet ikke kan ses. Jeg er selv ret splittet ift. det nemlig 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Jeg er ikke helt færdig med anden del endnu, så det kan godt nå med 🙂 Godt spørgsmål ellers!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Catrine

    Kære sommermand, vil du ikke godt skrive et til indlæg??

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Alternativt havde jeg overvejet at bede Søster eller en veninde om at skrive noget – måske det kan gå an? 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    Jeg bliver hele tiden fascineret af, at du har så mange nuancer i dig. Jeg er betaget af, at du kan føle dig selv så meget, som du kan.
    Din evne til at mærke efter i egen krop, er noget som jeg gerne så, at jeg selv besad.
    Jeg håber på, at der bliver åbnet mere op af hele dig – og stadig også af frk. Kløe.
    Du er et beundringsværdigt menneske! Punktum.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Det er virkelig dejligt, du tager dig tid til at skrive så rar en kommentar. Tusind tak for den <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Ej, det der var simpelthen den bedste både jeg har set blog spørgsmål besvarer på, langt bedre end Q&A.
    Elsker din ærlighed, det er derfor din blog er så god.
    Nu er det snart sommer og sol igen.. jeg tror på der kommer en ny… ikke sommermand men måske juli mand eller ferie mand eller badelandsmand.. eller noget 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Tak, dejligt du kan lide det! 😀
      Haha, sådan en mand må i hvert fald meget gerne komme forbi, så det håber jeg da 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sandra

    Ja, ja, ja, mere fra sommermanden! Han klarede det fantastisk sidst, og jeres historie rørte mig dybt, så vil da meget gerne høre, hvordan han har tacklet brudet m.m. Men det skal ikke være på bekostning af dig Frøken – du skal være sikker på, du også har lyst til at høre mere 😊😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Åhr, du er sød <3 Jamen, selvfølgelig er jeg også nysgerrig 🙂 Ville nok være ret ambivalent omkring et nyt indlæg fra ham, for egentlig tror jeg ikke, jeg har særlig meget lyst til at høre om hans nye liv. Men jeg kan ikke benægte, at jeg da fx vil være ret interesseret i at vide, om han mon har savnet mig lige så meget, som jeg har savnet ham.
      Jeg kommer altså ikke til at kontakte ham og bede ham forfatte endnu et genmæle. Skal det være, så skal det være hvis han tilfældigvis selv ser dette og får lyst. Dog er min umiddelbare fornemmelse, at både jeg og hans rolle på bloggen er et lukket kapitel for ham nu 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Josephine

      Kære Frøken Kløe. Du skriver jo medrivende godt. Og ærligt. Derfor vil jeg også godt midt i roserne til Sommermanden være ærlig. Ingen virkelighed er jo uformidlet, og han kunne da også konstruere en sætning eller to på relativt heldig vis, og det er ikke hans ansvar, at følelserne tog overhånd, men ud fra de citater om hans eget syn på sin fremtid læste jeg en anelse….skal vi kalde det “imponeret over sig selv, fordi han” med 100 km i timen” var på vej mod et nyt liv “på den anden side af kloden”. Oplevede en snert af, at det da var nærmest noget nær det største, der nogensinde var overgået ham, og det er da helt forståeligt, når man bor et sted i Jylland og hedder Sommermanden. Men folk flytter til udlandet hver dag. I mit netværk sker det konstant, og det er altid manden, der for sin arbejdsgiver skal udstationeres i 2-3 år. Generelt set tilbydes disse udstationeringer ofte også til folk,fordi det er en nemmere løsning end at rekruttere lokalt. Muligvis er jeg lidt hård her. Men han sårede dine følelser, og ja, han var nok lidt overhunden, fordi det var ham, der skulle rejse, og det kan også have gjort hele affæren/miséren mere kildrende spændende, at han allerede før første kys har uopnåelig af geografiske årsager. Ville det have udviklet sig på samme vis, hvis han var naboen, der længtes efter børn og parcelhus og monogam aftenhygge hver aften og lige så åben som en 7 Eleven? Og igen: Fint nok med et “nyt liv”, men alt bliver hverdag, og man er ikke Columbus, fordi man er udstationeret. Please. Nu skal du hen i et kollektiv, til at studere, se, det er også i den grad et nyt liv, måske udvikler du dig langt mere end ham. De største rejser er dem, man foretager sig indeni sig selv.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Fy for den, hvor du rammer plet, haha! 😉
      Personligt har jeg heller aldrig været specielt imponeret over Sommermandens udenlandseventyr – lige for mit vedkommende handler det måske blandt andet også om, at jeg ikke er i besiddelse af nogen nævneværdig form for udlængsel – men synes, det er helt fint, at han selv har optur over det 🙂
      Gennem det sidste år har jeg tænkt meget over, om jeg mon ville have haft det på samme måde med ham, hvis han ikke skulle rejse. Og det er jo selvfølgelig aldrig til at vide helt præcis, når det nu engang ikke var sådan, det skulle gå. Sommermanden og jeg havde det bestemt rigtig dejligt sammen, men jeg har også en stærk mistanke om, at jeg muligvis ikke ville have udviklet helt samme varme følelser og betagelse, hvis det ikke havde været dømt til at være en umulig kærlighed på forhånd. Jeg tænker især sådan, når jeg har diverse mænd fra min fortid in mente, for det var uden undtagelse nøjagtig samme sang med dem.
      Derudover gik det jo også først helt galt, da jeg fortalte ham om bloggen og lod ham læse om alt mit inderste – og jeg kan simpelthen huske, hvordan jeg ændrede markant holdning til og opfattelse af både ham og os derefter. Der findes bogstavelig talt et Før og Efter bloggen for mig, når jeg tænker på mine følelser for Sommermanden: “Nåhmen, han er da rigtig sød og gør mig glad” blev over ganske få dage til “OMG, jeg har ingen kontrol, jeg er drønforelsket i ham!” Igen – det er selvfølgelig ikke til at vide, hvordan tingene ville have set ud, var han blevet i Danmark, men nogen kan jo rende rundt og have sine små teorier og mistanker og viden om egen hang til uopnåelige fortidsmænd 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Josephine

      Sometimes I get a little wood on the ball, ha ha. Jeg synes, at du er übercool, og det er en fornøjelse at læse med herinde, og det er især smukt og rørende at læse, hvor rummelig du er, trods at dine følelser blev såret. Et af livets helt store dilemmaer er, synes jeg, om man så at sige kan stole på sine egne følelser, om man dechifrerer dem korrekt. Følelser kan jo være gæster, der går igen. Varigheden har så i min optik ikke altid afgørende betydning for validiteten. Kender til parforhold og ægteskaber, der var 4-5 år om at dø, fordi den ene part ikke havde modet eller skulle finde en praktisk løsning økonomisk set, før en skilsmisse kunne realiseres. Jeg tror desværre, at der for både nogle mænd og kvinder kan være tale om, at nogle mennesker tænker mere praktisk, når det drejer sig om parforhold. Ikke alt er så idyllisk, når man skræller et par lag af. Folk er ofte rædselsslagne for at være alene. Du og Sommermanden brændte og brændte ud. Mange kvinder har ikke oplevet den lidenskab, som I har, er aldrig blevet knaldet så inderligt (og hvis de bliver i deres eksisterende parforhold, sker det da SLET ikke, det får jeg deprimerende rapporter om forskellige steder fra). You’ll be fine. Du skal flytte i kollektiv, du skal til at studere……kimen er lagt til en fed periode i dit liv.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Åhr <3 <3 <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fødselsdagsspørgsmål