Første stadie

Ups med Påskemanden

Der gik adskillige minutter efter jeg var vågnet i søndags, før jeg helt præcis kunne huske, hvad der var sket aftenen forinden. Men så skal jeg da også love for, at enhver detalje kom rullende ind over mig i pinefulde bølger. Er det da fuldstændig umuligt for mig at agere bare en smule normalt når det drejer sig om Sommermanden? End ikke når det kommer til mine hjertekvaler over ham, kan jeg finde ud af at gennemgå de fordømte stadier i rigtige rækkefølge. For eksempel husker jeg, at stadiet med en rebound så absolut var et af de sidste. Niende stadie følger sjældent i hælene på første. Så meget ved jeg da.

Nå. Men det havde været en lang uge, og det havde været en trist uge, og jeg havde bare lyst til at drikke mange, mange øl igen, da jeg endelig ramte weekenden. I sådanne tilfælde kan man jo altid trygt regne med mine gamle kolleger, mit faste slæng, der for tiden galant spiller rollen som trofast beskyttende musketerer. Vikaren tilbød atter at gøre Sommermanden til Lirekassemanden ved, ved hjælp af diverse grusomt beskrevne slag, at banke ham halvt fordærvet. Stadig vældig sødt af ham, jeg forstår hans forsøg på omsorg. “Hvordan går det nu?” spurgte Spurven. Jeg trak på skuldrene. “Du smiler, men dine øjne er bedrøvede. Det kan jeg se,” fortsatte han. “Har ellers gjort mig umage med mascaraen i dag,” svarede jeg. “Jeg kan se det,” gentog han. “Du kyssede mig,” jeg skiftede emne og så ham blive lille foran mig. “Ved ikke helt, hvordan jeg skal opføre mig overfor dig nu,” indrømmede han. “Jeg tænker ikke på det længere,” svarede jeg sandfærdigt. Spurven livede op. “Virkelig? Du er ikke vred?” udbrød han, og jeg grinede en smule stolt, da han efterfølgende fortalte, at jeg havde givet ham så ren besked på at holde nallerne for sig selv, så han havde skammet sig lige siden.

På en bar stødte vi ind i nogle af Spurvens venner. Jeg havde mødt dem før og kan godt lide dem, så jeg stemte for, da det blev foreslået at sidde ved deres bord. Der gik lidt tid før en sidste ven stødte til. Påskemanden. Fantastisk. Bare fucking fantastisk. Var selvklart høflig og hilste på ham, men mit smil var afmålt, og jeg vendte hurtigt ryggen til ham. På den måde forløb omtrent en time, hvor det lykkedes mig at ignorere Påskemandens tilstedeværelse fuldstændig. Altså. Ikke fordi jeg stadig er fornærmet over aldrig at have hørt fra ham igen efter vores date. Vel. Nærer bare ikke specielt varme følelser overfor mænd, der dumper mig på den måde. “Hej Frøken Kløe,” Påskemanden stod pludselig ved siden af mig. “Hør. Jeg synes, der er en elefant i rummet. Det er min skyld. Fik vist aldrig skrevet til dig.” Jeg kiggede på ham. “Det er nemlig rigtigt, Påskemand,” svarede jeg. “Ja. Undskyld. Det var ikke pænt gjort. Jeg var lige kommet ud af et langt forhold, og vidste ikke helt, hvad du ville,” forklarede han. Tænkte, han var fuld af løgn. Greb min øl. Nikkede. “Jeg ville såmænd bare kneppe,” svarede jeg, bundede øllen og forsøgte dermed at vise, at samtalen var slut. Han grinede overrasket. Det smittede. Irriterende. Indså modvilligt, at jeg ikke kunne lade være med at respektere, at han tog konfrontationen. “Kan vi starte forfra?” spurgte han. “Det kan vi vel,” endte jeg med at svare. Da jeg kort efter hvirvlede rundt på dansegulvet, lagde jeg mærke til Påskemandens lange blikke.

Vi fortsatte videre. På dette tidspunkt vurderede jeg åbenbart, at det var helt igennem passende at indvie en af Spurvens andre venner i mit drama med Sommermanden. Så jeg var hende der, der sidder snøftende på en bar, mens en fyr akavet trøstende klapper hende på skulderen. “Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre,” sagde jeg. “Jeg tror, du har brug for at finde en anden,” svarede vennen. “Muligvis,” nåede jeg lige at hikke, inden han bekendte kulør som en førsteklasses wingman og bogstaveligt talt skubbede mig i armene på Påskemanden. Meget mærkeligt, tænkte jeg og kiggede efter vennen, der forsvandt i barmylderet. Det var her, Påskemanden kyssede mig.

Det var ikke et specielt lidenskabeligt kys. Og alligevel tog jeg ham i hånden, mens jeg sagde, at vi lige skulle finde et andet sted. Egentlig ikke fordi det kløede, for det gjorde det ikke. Jeg tænkte bare, jeg havde brug for at mærke mig selv igen. Ikke langt fra baren fandt vi en parkeringsplads. Lidt ovre i et hjørne stod en bus. Jeg trak Påskemanden derhen. Jeans blev lynhurtigt åbnet. Bussen føltes støvet og fedtet, da han klemte mig op ad dens side. Vi asede og masede. Hev efter vejret. Stadigt stående forsøgte vi os først forfra. Derefter bagfra. Ingen af delene lod sig naturligvis gøre. For Påskemandens pik var blød på den der måde, som kun meget fulde mænd kan præstere. “Hjælp mig lige,” pustede han, og jeg gled tungt ned på bare knæ med bukserne hængende om anklerne. Han sukkede, da jeg gik i gang. Vil ikke afvise, at vi her var ude i en gentagelse af Verdens Dårligste Sutter. Som kun meget fulde Frøken Kløe kan præstere. Lige meget hjalp det. Er ikke sikker, men jeg vil tro, vi væltede rundt i en halv time, før vi fattede, at sex absolut ikke ville komme til at kunne ske. “Jeg skriver til dig, når vi er blevet ædru,” sagde Påskemanden, “så kan vi gøre det rigtigt.” Venligst lad være, tænkte jeg, mens jeg rodede rundt efter min ene sko. Jeg kunne mærke grus mellem tænderne, da vi smågrinende gik tilbage til baren.

Søndag var hård at komme igennem. Tømmermændene var urimelige. Også de moralske af slagsen. Var faktisk næsten de værste. For jeg var så træt af mig selv, så sindssygt træt af at have ladet Påskemanden komme tæt på endnu en gang. Simpelthen for dumt. Her et par dage efter er jeg heldigvis mere sådan: Oh well. Stadig ikke stolt af det. Men. Oh well.

Åh ja. Og har han skrevet til mig? Selvfølgelig ikke. Hvad havde I regnet med?

   

8 kommentarer

  • Pernille

    Søde frk kløe. Jeg går snart til – tjekker bloggen flere gange dagligt! Noget nyt?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Ja, der er nyt. Meget nyt faktisk. Jeg er bare fuld af dårlige undskyldninger og har haft så usandsynligt dårlig tid til at skrive om det. Men jeg satser benhårdt på at få gjort næste indlæg færdigt i morgen eller i løbet af weekenden 🙂 Så blot en smule mere tålmodighed 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Det er måske ikke tiden til at finde nye mænd,men åh hvor er det alligevel befriende at læse dine hudløst ærlige historier og at du viser din sårbarhed, og at du også -ligesom alle os andre uperfekte mennesker – falder i en gang imellem, særligt når man er ekstra sårbar og savner lidt kærlighed. En stor krammer herfra – you rock 😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marianne

    På en eller anden måde er jeg glad for at jeg ikke er den eneste lettere forvirret kvindemenneske derude. Med de fleste veninder i faste forhold virker det nemlig til at jeg er den eneste der stadig roder rundt og ikke kan finde ud af mig selv, hvad jeg vil eller hvad der foregår oppe i knoppen på de der mænd…. Den seneste mand jeg har mødt som jeg har smidt tøjet foran foreslog at jeg måske skulle opsøge en psykolog?.. Say what? JA, du har du da lige gjort mig mere forvirret end jeg var tidligere og pænt meget mere usikker på mig selv og jeres køn…Taksalaha. Og på forhånd tak fra de kommende mænd jeg render ind i- jeg bliver da alletiders selskab for dem.. Stort kram til dig! Du er ikke den eneste…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Har sådan lyst til at give dig en krammer. Ved godt, du er en voksen kvinde med job og egen lejlighed, men har alligevel stor lyst til at lægge armene om dig og sørge for, de der stoddere ikke kommer for tæt på lige nu.
    For jeg kan genkende så meget af det, du skriver. Og vil skynde mig at sige, at det eneste, der hjalp mig, var at afvise ethvert forsøg fra nogens side, begrave mig i træning og god, sund mad og græde en masse til sørgelig musik. Det tog et år. Så havde jeg genfundet det meste af min styrke.
    Jeg ved ikke, om det er noget for dig, men siger bare: De der moralske tømmermænd er der ikke nogen, der er værd. Slet ikke påskemænd.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Og forresten, mon ikke det manglende svar skyldes, at han ikke kunne få den op og stå? I think so 😉
      Nu bliver det heldigvis slet ikke akavet at møde ham igen 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Haha, det kan da godt ske 😉

      Jeg er en voksen kvinde med job og egen lejlighed, men bliver alligevel rigtig glad og rørt over det, du skriver <3
      Men lige meget hvad så tror jeg heller ikke, at dette er tiden til at finde andre mænd.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Første stadie