Efterdønning

Videre

Jeg skal videre, tænkte jeg. Ud og se noget, finde en ny mand, bare videre. Swipede på Tinder, scrollede på Happn. Udvalget var lige så ærgerligt, som jeg havde regnet med. Smed alligevel et par halvhjertede likes afsted. Sådan mest bare fordi. Mændene, jeg matchede med, syntes middelmådige og ragede mig en høstblomst. Slettede dem hurtigt, så snart de begyndte på deres forudsigelige “Hej smukke – haft en god dag?”-replikker. På Tinder var der dog en enkelt, der var anderledes. Faktisk sjov. Han så rar ud. Og hans beskeder fik mig til at smile nok til, at jeg tænkte, at det måtte være sådan noget, jeg havde brug for. Han sagde i spøg, at han altså ikke var øksemorder, så jeg kunne roligt mødes med ham, hvis jeg havde lyst. Jeg skrev, at jeg normalt kun datede øksemordere, men at man selvfølgelig ikke kunne være lige heldig hver gang. Han spurgte, om jeg havde tænkt mig at putte Rohypnoler i hans kaffe, når han kiggede væk. Jeg svarede, at sådan gjorde jeg som regel. Han foreslog mandag, jeg takkede ja. Bagefter mærkede jeg en underlig stolthed flagre prøvende rundt i min mave.

Vi havde aftalt at mødes om eftermiddagen, og jeg var kommet senere fra arbejde end ellers. Nåede lige hjem for at skifte bluse, før jeg trampede ned af trapperne igen. Da jeg et øjeblik inden havde stået på badeværelset og smurt frisk deodorant i armhulerne, kunne jeg kun tænke på, at der pludselig ikke var noget, jeg havde mindre lyst til end at gå på date. Ved synet af min sofa virkede det langt mere tillokkende at krølle sig sammen i denne, end det der med at komme videre og møde nye mænd og se jeg-ved-ikke-hvad. “Tag dig sammen. Du skal blive dig selv igen nu,” sagde jeg til mit spejlbillede i gangen, inden jeg tvang den ene fod foran den anden og smækkede døren bag mig.

Jeg sørger jo altid for at komme, hvis ikke lige på klokkeslættet, så i hvert fald få minutter senere, så jeg kan gøre en tilpas entre. Var naturligvis også tilfældet denne gang. Men da jeg styrede mod mødestedet, så jeg, at mit Tindermatch ikke var kommet endnu. Gjorde mig ikke ligefrem mere positivt stemt overfor daten, at jeg ikke fik mulighed for at skinne på ønskede vis. Stod akavet og ventede. Kunne ikke bestemme mig for, om jeg skulle hvile vægten på højre eller venstre ben. Endte med en art trippen. Tjekkede Tinder. Muligvis er det en lorteapp, der ikke kan finde ud af at opdatere afstanden, men kunne se, at han stadig var en del kilometer væk. Og han havde ikke skrevet noget om at være forsinket. Hm. Efter knap et kvarters venten var jeg tæt på at være edderspændt over at skulle stå og føle mig til grin foran en overfyldt kaffebar. Fjernede vores match. Så gik jeg.

Tog direkte hen og købte en bøtte Ben & Jerry’s. På vejen hjem lagde jeg mærke til, at bladene på træerne var ved at blive gule. Nogle lå visne i rendestenen. Jeg tænkte, at det snart var tid til uldtøj og futter og tændte stearinlys. Det plejer at være det, jeg bedst kan lide ved efterår. Og jeg spekulerede på, om det mon ville gøre mig gladere. Sparkede skoene af i gangen, trak i blød jersey og hev et tæppe over hovedet, mens jeg konstaterede, at jeg faktisk ikke kunne komme på noget som helst, der gjorde mig glad længere.

   

12 kommentarer

  • Et knust hjerte er godt nok ubehageligt. Intet hjælper og man vil ikke rigtig noget som helst. Men som klichéen siger: giv tid. Det er faktisk det der skal til.
    Og imens er alt bare lidt noget lort og det ér okay.

    Og så vil jeg blot tilføje at mcTinder godt nok var en lort. Hvad bilder han sig ind. Det er godt nok tarveligt at brænde folk af.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Ha, McTinder – godt navn! Ja, super tarveligt af ham. Men jeg tror nu helt ærligt, at det nok alligevel var for det bedste. Jeg var i hvert fald lettet over, at den date aldrig blev til mere. Selvom han da godt lige kunne have skrevet, så jeg ikke havde stået der og følt mig til grin.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Jeg føler dig. Jeg føler dig så dybt! Tak for, at du skriver mine tanker – det letter lidt på den øverste etage. Hjertesmerten må man nok selv tage sig af.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Av! Du er ikke alene om at have et knust hjerte, der skal hele igen. Jeg tror, jeg er ovre grådfasen nu, og veksler mellem vrede, afmagt og afklaring. Så der er lys forude. Man skal bare huske at se sin egen progression, og give sig selv lov til at kravle under tæppet, når man har brug for det. Jeg ligger der selv lige nu og prøver at distrahere mit knustehjerte ved at læse om dit.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Jeg troede også, at jeg var ovre grådfasen – men den har de sidste dage vist sig at vende tilbage med fornyet styrke. Ork. Det er satme op ad bakke. Så nu ved jeg ikke helt hvilken fase jeg er i længere. Men en eller anden dag bliver det forhåbentligt bedre – for os begge <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Får helt ondt i hjertet selv over, at læse dine ord. Det er ikke længe siden jeg fandt mig selv, knust som dig. Der er ikke rigtig noget der hjælper andet end at mærke efter lige hvad man har lyst til. For én gangs skyld være egoistisk. Hvis det er is, sterinlys og et tæppe, så er det det. Jeg håber dog snart, at du finder noget der gør dig rigtig glad igen. Jeg ved det der derude.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Det er godt nok den værste følelse, det her. Men jeg håber også snart jeg finder noget, der gør mig glad igen. Tak for rare ord 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du er altid så sød til at skrive til mig. Her er omsorg x 1000 tilbage.
    Måske du bare skal tage uldtøj og futter på og så tænde de stearinlys. Tusind gange. Hvis det plejer at være rart, tror jeg på, at det er godt og omsorgsfuldt for dig, uanset glæde. Den kommer, når den kommer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Giv tid. Masser af tid. Ikke til hverken øksemordere eller dem med mindre potentiale, men til dig selv og følelsen af aldrig at blive glad igen. Hør sange, der gør dig trist og får dig til at græde (hvis sange altså gør sådan noget, men det hjalp for mig) – en dag bliver bladene grønne igen, det lover jeg <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Jeg tror heller ikke længere, at det der med at date er vejen frem for mig. Ikke lige nu i hvert fald… Åh, det er svært at give tid og være tålmodig, når det, man er i, ikke er rart og bare gerne må forsvinde hurtigst muligt – men ja, du har nu nok ret <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Efterdønning