Skruk

Yndlingsting

Yndlingsting 1: Den tykke, bløde mælkeskumsbræmme på min latte. En teske er mit redskab, og jeg skræller forsigtigt den hvide masse for lag, som jeg langsomt nedsvælger. Skummet farves, hvor mokkaen gled ned. Jeg drysser masser sukker i. To poser, to sukkerknalder eller to teskefulde. Når det er weekend, er kaffen i stedet med sirup; vanilje. En gang i mellem er jeg modig og prøver noget nyt. Men jeg er som regel hamrende konservativ hvad angår min weekendkaffe og vil for altid være tro mod vanilje. Mælkeboblerne smyger sig som fløjl mod min gane. Med tungespidsen fisker jeg skumrester op, slikker skeens skaft. Det værste jeg ved er to go-kaffe, hvor skummet spildt klistrer til låget.

Yndlingsting 2: Følelsen af tyndt papir mellem mine fingre: Siderne i en salmebog. Silkepapir foldet på midten. Kuponhæfter. Det brev min mor sendte fra Kenya. Visse indlægssedler jeg finder i medicinens emballage. Siderne i Når snerlen blomstrer, der står i min reol. Lotterisedler. Det madpapir, der nogle gange findes i æsker med figner eller chokolade.

Yndlingsting 3: At have gemt en hel uges Paradise Hotel for at fyre det hele af under tæpper på sofaen. Hvert forår er det min absolut foretrukne måde at tilbringe en fredag aften på. Det lykkes ikke hver uge at være god nok til at gemme på afsnittene, men når det gør, er det som en længe ventet pakke, der endelig er kommet med posten. Fredag morgen føles det som at få en mail om, at pakken nu kan afhentes på posthuset, og jeg venter, venter på at få fri, så jeg kan skynde mig hjem og flå pappet op. Pakken nydes bedst med M&Ms til.

Yndlingsting 4: At svaje og trippe rundt på stuegulvet i bare fødder og trusser til Leonard Cohens I’m Your Man. Nok verdens mest sexede sang. Med en kop et-eller-andet i den ene hånd og den anden dovent viftende i takt til musikkens karamelbløde bas. Lukkede øjne. Ubarberede ben. Leonard og jeg har et til tider lidt anstrengt forhold, men hans rustne stemme lokker altid en flydende følelse af verdenskvinde frem i mig, når jeg hører denne sang. Minder mig om ferie i Berlin. Og jeg ved, at det eneste der betyder noget er næste hoftesvaj. Alle burde tage sig 4.30 minutter med Cohen engang imellem.

   

4 kommentarer

  • Ditte

    Jeg er vild med dig 😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har aldrig før tænkt over det, men jeg har det på præcis samme måde med tyndt papir! Elsker at bladre i sådan nogle sider… Det er dælme da mærkeligt? Er det ikke? 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Haha jo, det er nok lidt mærkeligt, men det allerbedste jeg ved er virkelig bare sådan nogle sider i en salmebog, de mærkes altså så sygt lækkert 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Skruk